Du er her: 

Børn tæt på livet og døden

Mini-konfirmanderne var meget aktive, da de kom tættere på døden. Foto: Hans Jørgen Hansen

Børn i Engesvang ved noget om døden. Nogen ved nu en del mere. De har nemlig prøvet at se en åben kiste og lægge låg på den. En af aktiviteterne, når Engesvang Kirke tilbyder undervisning for børn i 3. klasse, er at en bedemand fortæller om sit arbejde.

Da bedemand Dorthea Nedergaard forleden var forbi minikonfirmanderne i Engesvang, blev hun mødt med masser af spørgsmål og kommentarer om, hvor og hvordan, børnene havde mødt døden.

- Er alle kister hvide?

- Min mor er læge, så hun må skrive sådan en dødsattest.

- Hvorfor lugter en død?

- Jeg var med til begravelsen af min onkel.

Der var uafbrudt børn med en finger i vejret, da bedemanden viste, hvordan en kiste ser ud, og hvordan ligklæderne i virkeligheden bare dækker oversiden af den døde. Børnene fik også lov til at lægge låg på kisten, der var kørt ind i kirken, og bagefter skulle de køre kisten ud til rustvognen.

Døden er kun et af de temaer, minikonfirmanderne kommer igennem, fortæller Tove Moody Henriksen, som er sognemedhjælper og underviser minikonfirmanderne.

- Minikonfirmand-undervisning er et tilbud til børn i det år, de går i 3. klasse. Det er ikke alle, der tager imod tilbuddet, men der er da en del familie, der vælger at lade deres børn få et dybere indblik i, hvad kirke og kristendom vil sige, siger Tove Moody Henriksen.

Det er den ene klasse om foråret og det andet om efteråret. Undervisningen foregår om eftermiddagen efter skoletid, hvor de mødes halvanden time i alt 10 torsdage. Hver gang er det en af kirkens frivillige, der mødes med børnene ved skolen og følges med dem hen til sognehuset.

- Vi kommer omkring de centrale ting omkring kirke og kristendom. Det er blandt andet dåb, nadver, lignelser, døden, bøn, påske og så videre. Vi har en helt fast rækkefølge, hvor vi starter med boller og saftevand, inden vi synger en salme, læser en bibeltekst, der lægger op til dagens aktivitet. Efter aktiviteten synger vi salmen en gang til og beder Fadervor, inden vi har HH. HH er den hemmelige hilsen, som jeg selvfølgelig ikke kan fortælle noget om, siger Tove Moody Henriksen.

Som regel er aktiviteten noget, hvor børnene får noget med hjem. Det kan være at lave et kors, finde det fortabte fårs uld, farvelægge en påskekalender eller lave en bøns-terning.

- Tidligere har vi den dag, hvor temaet er døden, gået tur på kirkegården og set på gravsten. Men den her gang fik vi altså bedemanden til at komme forbi. Det var en succes, som jeg håber, vi kan gentage ved de kommende hold, siger Tove Moody Henriksen.

Det 10 uger lange forløb slutter med, at minikonfirmanderne og deres familier deltager i en gudstjeneste. Her bidrager minikonfirmanderne med at synge en salme eller lave et optrin.

- Jeg synes, vi har fået en god tradition for minikonfirmander her i Engesvang Kirke. Det er et tilbud til familierne om at få hjælp til at give børnene en introduktion til, hvad kirke og kristendom er, siger sognemedhjælperen.

Det nuværende hold minikonfirmander slutter deres forløb ved at deltage i gudstjenesten første søndag i advent, 29. november.

 

Se flere billeder i dette album: https://photos.app.goo.gl/Z7cF7YntmEmxtWTx5

 

 

Del dette: