Du er her: 

Engesvang Kirke havde indbudt kirkens frivillige og andre interesserede på sommerudflugt

Engesvang har fundet den jernbanebro, der i 85 år var skjult i en dæmning mellem Horsens og Brædstrup. Engesvang Menighedsråd havde søndag indbudt kirkens frivillige og andre interesserede på en udflugt til Den genfundne Bro sammen med finderen.

Med på turen var nemlig Simon Marsbøll, der bor i Engesvang, men til daglig arbejder med naturgenopretning i Horsens Kommune. Han har stået for projektet med at fjerne den gamle dæmning.

Han fortalte på turen, hvordan kommunen og Horsens Museum i første omgang gik ud fra, at den gamle jernbanebro, man vidste var inde i dæmningen, måtte være rustet væk. Men da entreprenøren gravede lidt fri, for at se, hvor store maskiner, der skulle sættes på opgaven, opdagede man, at stålbroen fra 1899 stod helt intakt, ja selv noget af malingen var endnu på plads, så broen, man fra gamle fotografier havde vurderet til at være grå, i virkeligheden var rød.

Simon Marsbøll fortalte om nogle af udfordringerne med arbejdet, og på stedet viste han rundt ved det imponerende bygningsværk, der ligger i en imponerende natur, og som siden er blevet en stor turistattraktion.

På vejen fortalte Simon Marsbøll om det naturgenopretningsprojekt, han er i gang med netop nu, nemlig genskabelse af engene ved Gudenåens udløb i Mossø, der blev ændret af munke i 1100-tallet. Igen er det et projekt, der skal genskabe naturen som den oprindeligt har været - uden at ødelægge de kulturhistoriske minder fra munkenes store kunstige kanal til Klostermølle.

Udflugten startede i Gl. Rye, hvor Engesvang Menighedsråds formand, Hans Jørgen Hansen, fortalte om kirkens storhed og fald. Før Reformationen var den en rig kirke i domkirkestørrelse på grund af valfart til den nærliggende hellige kilde og samarbejdet med Øm Kloster. Men efter Reformationen gik det nedad med indtægter, og kirken forfaldt. Ironisk nok var det netop i Sankt Sørens Kirke i Gl. Rye, at adelsmænd besluttede at kæmpe for indsættelse af den senere Christian III, der gennemførte Reformationen.

Den genfundne Bro var en del af Horsens – Bryrup-banen, der oprindeligt blev åbnet i 1899 og i 1929 udbygget til bredsporet og videreført til Silkeborg, indtil den blev nedlagt i 1968. Udflugten foregik i bus, og på strækningen fra broen til Vrads fulgte man mere eller mindre det gamle jernbanespor gennem landskabet, guidet af Hans Jørgen Hansen, der er vokset op på den egn.

Turens sidste stop var Vrads Station, hvor der var dækket op til kaffe i en af de gamle jernbanevogne. Opholdet blev lidt længere end planlagt, for netop som bussen skulle starte på den sidste etape hjem til Engesvang, sprang et hydraulikrør, så man måtte afvente en ny bus til at køre de 24 deltagere det sidste stykke.

Se flere billeder fra turen på https://photos.app.goo.gl/t7AJ8MGaKGjRFHTc9

Del dette: