Du er her: 

Engesvang Menighedsråd har inviteret tidligere biskop over Aarhus Stift, Kjeld Holm, til foredragsaften

Som biskop var Kjeld Holm aldrig bange for at sige sin mening. Nu er han i praksis ikke biskop længere (formelt beholder en biskop sin titel efter pensionering), så nu kan han tillade sig at være endnu mere bramfri i sine udtalelser.

Og nu kommer han til Engesvang tirsdag 25. september for at holde foredrag i Engesvang Sognehus arrangeret af Engesvang Menighedsråd, oplyser sognepræst Ditte Bruun Laursen.

- Kjeld Holm har sine meningers mod. Det skal kirken også have. Jeg tror, vi kan blive inspireret til at sige tingene lige ud, siger sognepræsten, som fortsætter:

- Han kommer med et standard-foredrag med titlen ”Mennesker jeg mødte på min vej”, men vi har bedt ham om også at forholde sig til et emne, vi har talt om i vores menighedsråd, og som jeg ved, at Kjeld Holm har knivskarpe holdninger til, nemlig ”folkets kirke og kirke for folket”. Når vi nu kalder os selv for folkekirke, er det så folket, der bestemmer indholdet, spørger sognepræst Ditte Bruun Laursen.

Kjeld Holm var biskop over Aarhus Stift fra 1994 til 2015. Ikke alene var han speciel ved meget aktivt at deltage i samfundsdebatten, han havde også en utraditionel indgang til embedet. Han var nemlig oprindelig ikke teolog. Man var mag. art. i idéhistorie, men tog senere en tillægsuddannelse i teologi, inden han blev præst i det nordlige Aarhus, hvor han var indtil han blev biskop.

Han har været gode venner med en af de store filosoffer i Aarhus, Johannes Sløk. Han er forsat trofast fan af AGF i fodbold, men sidste år meldte han sig ud af Socialdemokratiet i protest over partiets flygtningepolitik.

Foredraget begynder tirsdag 25. september kl. 19 i sognehuset. Der er gratis adgang, men kaffen koster 20 kroner, der går ubeskåret til Engesvang Kirkes sociale arbejde.

 

 

Del dette: