Du er her: 

Tørken rammer kirkegården

Sommerblomsterne tørster, hvis gravstedsejerne ikke selv kommer forbi med en vandkande. Foto: Hans Jørgen Hansen

Det dejlige forårs- og sommervejr i år er ikke udelukkende godt. Det er blandt andet ikke godt for sommerblomsterne på kirkegården.

Både på de gravsteder, hvor kirkegårdens personale er bestilt til at plante sommerblomster og på flere af de gravsteder, som gravstedsejerne selv holder, kan man se, at sommerblomsterne hænger med hovedet på grund af vandmangel.

Det fortæller formanden for menighedsrådet ved Engesvang Kirke, Hans Jørgen Hansen.

- Lige efter udplantningen forsøgte graveren og gravermedhjælperen vande efter, men de har ikke kunnet følge med. Nu går vi ind i ferieperioden, og så bliver der slet ikke tid til at vande, siger menighedsrådsformanden og tilføjer:

- V håber, at gravstedsejeren har forståelse for, at med det ekstreme vejr, er det ikke muligt at holde liv i alle planter. Derfor kan vi kun opfordre folk til selv at slå et smut omkring kirkegården for at vande. Rundt på kirkegården er der vandhaner og vandkander til det samme, siger Hans Jørgen Hansen og tilføjer:

- Og så er det jo egentlig meget hyggeligt jævnligt at komme på kirkegården.

Menighedsrådsformanden bemærker, at det ikke kun er det ekstremt tørre vejr i dette forår og forsommer, der er en udfordring for personalet på kirkegården.

- Klimaforandringerne er jo slået igennem på kirkegården, hvor det giver nye udfordringer. Igennem de senere år har det været svært at lave vinterpyntning af gravsteder. Der er højere temperaturer langt hen på efteråret, hvilket blandt andet betyder, at bladene falder af træerne langt senere. Derfor må personalet bruge langt mere tid på at fjerne løv fra gravstederne. Det pyntegrønt, der bliver klippet tidligt på efteråret, har ikke fået kulde, og derfor falder nålene hurtigere af, så det er nødvendigt at udskyde gravstedspyntningen mest muligt, forklarer menighedsrådsformanden og fortsætter:

- Vi har i mange år haft et princip med, at gravene skal være vinterpyntede inden første søndag i advent. Det kan vi ikke regne med længere. Dels kan personalet ikke komme så tidligt i gang, og dels må noget af arbejdet laves om, fordi gran simpelthen ikke holder sig så godt, når det er så varmt. Klimaforandringerne forandrer også kirkegården.

Del dette: