Du er her: 

Talentfuld koncert i kirken

Kirken var stuvende fuld til koncerten. Foto: Hans Jørgen Hansen

Torsdag 26. april var der talentkonkurrence i Engesvang Kirke. Bortset fra at i kirken bliver ingen stemt hjem. Men der var eksempler på hvor store musikalske talenter, der er i Engesvang.

10 forskellige kunstnernavne var på koncertprogrammet med sang, klaver, violin, guitar, orgel, trompet og kornet.

Aftenens største bifald gik nok til pianisten og organisten Kirsten Poulsgaard, som indtil januar i var organist ved Engesvang Kirke og den, der havde arrangeret koncerten før sin afgang. Hun bidrog også meget til koncerten, blandt andet ved at spille solo på orgel, på klaver, som akkompagnement til flere unge sangere, sammen med trompetisten Jan Nørgaard samt som akkompagnement til to fællessange.

Blandt de modne medvirkende må man også henregne Engesvang Musikforenings kor, EKKO under ledelse af Joan Frost og med akkompagnement på klaver af Stig Skovbo.

Men koncerten omfattede også en række unge talenter. En, der høstede meget stort bifald, var Sebastian Tobianski, som nu følger i fodsporene fra sin storebror Daniel, der også begyndte sin sangkarriere i Engesvang Kirke og nu studerer klassisk sang på Det kongelige Danske Musikkonservatorium.

En mandlig sanger oplevede man også i Asger Poulsgaard (ja, det er Kirsten Poulsgaards søn), der sang kendte sange fra kendte musicalerne ”Les Miserables” og ”Spillemand på en tagryg”

Blandt de helt unge var brødrene Dimatar og Stefan Dimitrov Cholakov, der spillede henholdsvis guitar og violin.

Karen Lunding Møller sang anemonesangen fra Sebastians musical ”Ronja Røverdatter”, og hun spillede et klaverstykke af Schumann.

Sara Rasmussen sang fra en Ulveus og Anderson-musical og den smukke sommersalme ”Det dufter lysegrønt af græs”.

Kirken var stuvende fuld til koncerten, hvilket vil sige omkring 150.

Efter koncerten var der kaffe og varme hveder i sognehuset, hvor menighedsrådsmedlemmer fik travlt med at skaffe alle hengemte borde, stole og gamle kaffekopper for at gentage noget, der minder om bespisningsunderet i ørkenen.

Se flere billeder fra koncerten

Del dette: