Du er her: 

Kirken har fødselsdag

Foto: Hans Jørgen Hansen

Der blev sunget fødselsdagssang. Det var jo også 121 års fødselsdag, da der 14. marts var familiegudstjeneste i Engesvang Kirke. Denne dag for 121 år siden blev kirken brugt for første gang.

Denne familiegudstjeneste var også en dag, hvor man fejrede de børn, som blev døbt for fem år siden. Der var ganske vist kun en enkelt af de børn, som blev døbt i Engesvang Kirke i 2013, der mødte op. Men han fik en gave i form af en bog og en hæklet engel til at hænge op over sin seng.

Det er en frivillig i sognet, der har sat sig for at hækle engle til de børn, som kommer til dåbsjubilæum.

Det med dåb blev udgangspunkt for det, som præsten Ditte talte om. Dåben som gør, at man allerede fra starten er elsket, uanset hvordan livet ellers vil forme sig.

Sammen med dåbsjubilaren hældte præsten vand i nogle skåle på kirkegulvet. I dem kunne alle i kirken lægge ”bønneblomster”.

Man kunne på papirsblomster skrive en lille bøn eller en tegning af det, man ønsker noget godt for. Blomsterbladene blev foldet ind mod midten, så man ikke kunne se, hvad der var skrevet eller tegnet. Nu blev blomsterne lagt på vandoverfladen i skålene, og ganske langsom foldede bladene sig ud.

Efter den korte gudstjeneste var der fællesspisning i sognehuset.

Se flere billeder her

Del dette: