Du er her: 

Ny sognemedhjælper i Engesvang

Tove Moody Henriksen er ny kirkesanger og sognemedhjælper. Foto: Hans Jørgen Hansen

Engesvang Kirke får nu en ny krumtap for det kirkelige liv. 51-årige Tove Moody Henriksen fra Tulstrup skal fra 1. marts være sognemedhjælper, oplyser menighedsrådsformand Hans Jørgen Hansen.

- Vi ser frem til at få en sognemedhjælper, der kan tage hånd om en lang række opgaver, der skal få kirkelivet til at blomstre. En af opgaverne – og den største samlede opgave – bliver at være kirkesanger. Derfor er det hendes formelle titel, men hun skal også tage sig af sådan noget som undervisningen af minikonfirmander, babysalmesang og sekretær for præsten, siger Hans Jørgen Hansen.

Han oplyser, at Tove Moody Henriksen er uddannet lærer og har virket som sådan i mange år. Hun har også været KFUK-spejder i Bording, ligesom hun er aktiv i Bording FDF Tambourkorps.

De sidste par måneder har hun været vikar på posten som kirkesanger i Engesvang, så hun kender fra første færd meget til det kirkelige liv i Engesvang.

- Jeg ser særligt frem til at skulle synge i kirken. Men det fascinerer mig også med de mange kontaktflader, der er i det nye job. Jeg holder af at møde mange mennesker, siger Tove Moody Henriksen.

Det bliver ikke en fuldtidsstilling, hun får i Engesvang Kirke, oplyser menighedsrådsformanden.

- Vi har desværre ikke økonomiske rammer til at gøre det til en fuldtidsstilling. Vi har samlet mange forskellige opgaver i stillingen, så vi i det mindste har en stilling, der er lidt attraktiv. Og vi fik da også ret mange ansøgere. Og jeg er overbevist om, at Tove er den rette til vores sogn. Jeg er sikker på, at de, der kommer i vores kirke og sognehus, vil sætte lige så meget pris på hende og hendes omgangstone, som vi i menighedsrådet gør, siger Hans Jørgen Hansen.

Menighedsrådsformanden oplyser, at man i øjeblikket også søger efter en ny organist. Der er ansøgningsfrist mandag 19. februar.

Del dette: