Line var ateist, men manglede et sted at høre til

DA LINE THOMSENS TREDJE BARN SKULLE DØBES, FIK GÆSTERNE SIG EN OVERRASKELSE. DET VAR NEMLIG IKKE KUN LILLE JOHAN, DER SKULLE HAVE VAND I HÅRET.

I Line Thomsens familie bliver man ikke døbt. Konfirmations-forberedelse gik hun heller ikke til. 

- Når du er 13 år og får at vide, at du kan slippe for at møde kl. 8 hver onsdag, så er det jo mega fedt, griner Line Thomsen.

Og hun vidste jo, at det der med Gud ikke var rigtigt, så det var der ingen grund til at bruge tid på.

- Jeg har altid sagt, at jeg er ateist, for jeg kan godt lide, at man kan se ting og regne ting ud logisk. Og eftersom der aldrig er nogle, der har spurgt mig, hvad jeg tror på, og hvad mit livssyn er, så har jeg heller ikke haft behov for at tage nærmere stilling til det. For sådan er det i min familie. Vi har jo været enige om det, så det er ligesom ikke blevet diskuteret, fortæller hun.

Da hun selv blev mor til sine to store piger, ville deres far gerne have, at de blev døbt.

 

- Det er jo meget med tradition, og hvis jeg havde sagt nej, havde det da nok givet nogle samtaler. Men det var der ingen grund til, for det gjorde ikke mig noget, at de blev døbt. Så længe jeg ikke troede, så var det jo bare lidt vand i håret. Og en forsikring måske, hvis jeg tog fejl, smiler Line Thomsen.

HAVDE IKKE KØBT BILLET TIL FORESTILLINGEN

Hun blev også gift med sin første mand i kirken, men for hende var der intet religiøst i det. Det handlede udelukkende om et smukt bryllup. Og hun havde lidt dårlig samvittighed over det hele, for hun betalte ikke kirkeskat.

- Det er jo et kæmpe udstyrsstykke med en præst, og en, der spiller orgel, og det får man bare. Det er da ret utroligt, siger hun.

Når hun har været i kirken af den ene eller anden grund, har hun altid haft en fornemmelse af ikke rigtigt at høre til.

- Jeg havde jo ikke købt billet til det show. Jeg har puttet en 20’er i boksen hver gang, fordi jeg havde så dårlig samvittighed, når man bare kommer der og indkasserer, siger hun med et grin, og tilføjer alvorligt:

- Jeg har altid følt, at jeg sneg mig ind til noget, og at det var ærgerligt. Jeg ville også være med til at bede fadervor, og synge, og føle, at jeg var en del af fællesskabet. Det er så smukt, og det er sådan en dejlig tanke, at man er ubetinget elsket. Og det fællesskab kan man da godt føle, at man går glip af, når det er besluttet, at sådan gør vi ikke.

HVAD SKAL JEG GRIBE FAT I, NÅR LIVET ER SVÆRT?

Med alderen og efter en flytning på tværs af landet voksede en følelse af at mangle et sted at høre til, og vende sig imod, når livet er svært.

 

- Det kom lige så stille med alderen. Man oplever nogle ting, hvor man kan se, at folk griber ud efter religionen og har glæde af den. Jeg tænkte: Gud, hvad skal jeg tage fat i, hvis jeg oplever noget skidt? Jeg har altid sagt, at det har jeg ikke behov for, men jo ældre man bliver, jo mere sårbar bliver man. Der er nogle ting omkring det her med liv og død, som lige pludselig går op for en. Jeg så mine veninder finde en enorm trøst og styrke i at vide, at der er noget andet end det, du kan måle og veje, fortæller Line Thomsen.

Samtidig oplevede hun, at i hendes lokale kirke i Engesvang var der et godt fællesskab. Et fællesskab, hun gerne selv ville være en del af, for det var ikke nok at tage med børnene til børnegudstjenester.

- Jeg følte, at jeg var der i kraft af dem, så jeg skulle bare være en skygge i baggrunden. Men jeg kunne egentlig ret godt lide at være i kirken, så til sidst var det mig, der sagde: ”Kom, vi skal til børnegudstjeneste”. Og børnene var lidt sådan: ”Arh mor, der er noget, jeg skal se på Netflix.” Så kunne jeg godt se, at det nok var for min egen skyld, smiler hun.

Senere blev lillebror Johan født, og i hans fars familie var der også tradition for dåb. Og så dukkede en tanke op. Line Thomsen ville døbes sammen med sin søn.

- Det er jo en proces over rigtig mange år. Man begynder mere og mere at åbne sit sind til, at der muligvis kan være noget. For mig er tro jo stadig en uhåndterlig størrelse. Jeg startede med at være fuldstændig afvisende. Men lige så stille var jeg nået til et sted, hvor jeg tænkte, at nu vil jeg gerne lukkes ind i det her univers og se, hvad vi kan få ud af hinanden. Det er ikke sådan, at man bliver vildt religiøs fra den ene dag til den anden. Sådan fungerer det jo ikke. Men jeg har det med mig i livet nu på sådan en stilfærdig og rar måde, siger hun.