3 præsters bud på, hvorfor dit barn skal døbes

METTE KATHRINE GROSBØLL
- PRÆST I SIONS KIRKE

Som forældre påvirker vi vores børn, både på godt og ondt. Og vi bestemmer over vores børn. Når det er godt og sådan som det skal være, er det fordi vi som voksne kan tage ansvar for vores beslutninger, og vi (som regel) ved bedst. 

Vi bestemmer, hvad de skal spise, hvornår de skal sove, hvor meget tv de må se, om de må få slik. Vi bestemmer også, eller forsøger i hvert fald at påvirke, hvordan de opfører sig, hvordan de skal behandle andre mennesker, hvad de ikke må sige og hvad de skal sige (hhv. fuck og tak for mad). Vi lærer dem, hvad der er rigtigt og forkert; de påvirkes af vores værdier, vores kulturelle og politiske ståsteder, og så er der alt det de arver: mormors kartoffeltud, fars platte humor, mors skarpe tunge og farbror Jens’ boldtalent. De arver familiefortællingerne, båndene, kærligheden og komplikationerne til den årlige påskefrokost. 

Vi bestemmer alt væsentligt i vores børn liv, selvfølgelig skal vi også give dem et trosforhold og en tradition, der peger ud over det rent familiære, om end det familiære rigtig tit er forbundet med traditionerne. 

Når vi får vores børn døbt, giver vi dem del i en rig historie, der fortæller dem om at være menneske på godt og ondt. Men den fortæller ikke bare om, hvad det vil sige at være et menneske; den fortæller også om, hvem Gud er, og at menneske og Gud indgår i en relation så nær og kærlig som den mellem forælder og barn. Vi får at vide, at vi, både forældre og børn, er Guds børn med løfte om, at vi aldrig lades tilbage af ham og med krav om, at vi skal leve med hinanden som Guds børn. Med dåben følger altså både gave og opgave, men opgaven er ikke en række arrige forbud, men påmindelse om at du som menneske er af uendelig værdi og derfor også betydningsfuld for fællesskabet. Du er aldrig lige meget, og derfor er du påbudt at tage del.

Når vi får vores børn døbt, får de del i påskens budskab om, at Kristus forlod graven påskemorgen, sådan så de kan gå ud i deres liv uden at frygte hverken død og mørkets kræfter eller deres liv. For nok skal de begå en rasende masse fejl, nok skal de dumme sig og gøre skade, også når de ikke ville. Men opstandelsen fortæller, at vi ikke skal bære alt det, der er svært alene. Der er en, der bærer med. Og opstandelsen fortæller, at der er mulighed for tilgivelse og ny begyndelse i det store såvel som i det små, så døden og ondskaben ikke får det sidste ord i vores liv. Tilliden til det, har ethvert menneske, både børn og deres ængstelige forældre med det store ansvar, brug for i sit liv for at kunne gå det i møde med frimodighed og håb. Det er derfor vi skal døbe vores børn. Og derfor vi skal lade os døbe, hvis vores forældre overlod ansvaret for religiøse tilhørsforhold til os selv.

IVAN TABRIZI
- PRÆST I NØRHÅ, SDR. HÅ, HØRSTED OG STENBJERG. UNGDOMSPRÆST I SYDTHY OG THISTED PROVSTIER.

Dåb er et tilvalg og som det forholder sig med valg generelt, er et tilvalg af noget altid et fravalg af noget andet. Men så kan man passende spørge, hvad man vælger fra, når man vælger dåben til - svaret: ingenting. For alternativet til dåb er ingenting. Dåben er derfor en mulighed for at sætte sit liv i et perspektiv til noget højere end kun den naturvidenskabelige sandhed; det er en tydning af mennesket som skabt i Guds billede og derved i samhørighed med en større sandhed end den, man lige kan se med det blotte øje. 

Intet menneske kan leve uden værdi; intet menneske kan leve uden at føle sig værdifuld eller uden at have et værdisæt at leve sit liv ud fra. I en omskiftelig tid i en omskiftelig verden kan den værdi nogle gange være svær at få øje på. Igennem dåben kommer et hvert menneske i fællesskab med Gud og får derved skænket sit værd og på samme måde får den enkelte mulighed for at se sine medmennesker i et guddommeligt skær – den skænkede værdi bliver således dobbeltsidig, idet den tilsiger det enkelte menneske værdi og samtidig fordrer vedkommende at behandle andre som værdifulde væsener. 

Det, der udgør et menneske, er relationer; man kan ikke være menneske, medmindre man er det for eller med nogen. Identitet er altså et fænomen, der skabes i samspil med skabelsen af andre identiteter. Dåben sætter skabelsen af den identitet i en større ramme, end den blot menneskelige. Den menneskelige side af tilværelsen er langt fra perfekt, men ved dåben sættes mennesket i relation til noget, der faktisk er perfekt – dåbens gave er således en byggesten for vores omgang med hinanden, så vi skaber hinanden i samklang med en dybere sandhed end den umiddelbare, objektive og kolde sandhed. 

DITTE BRUUN LAURSEN
- PRÆST I ENGESVANG

Det giver ikke helt sig selv i dag, på samme måde som tidligere, at få sit barn døbt, og det skyldes måske netop, at vi i nogen grad er holdt op med at tænke det som noget, vi faktisk får givet. Det kan være langt mere angstprovokerende at tage i mod eller selv tage for sig. Jeg plejer at sige til dåbsforældre, at dåben kan fortælles i to grundpiller – at det vi får i dåben er kærlighed og fællesskab. Og det kan måske lyde lidt flaf, men det er formentlig lige præcis det, man som forældre til et barn har allermest brug for at barnet og familien får endnu mere af.

Hvis vi tager udgangspunkt i fællesskab først: Så er vi jo omgivet af fællesskaber, uanset hvor vi færdes i dag – i skoler, i hallen til sport, på arbejde osv. Og det er fællesskaber, der typisk er kendetegnede ved, at man skal yde noget bestemt for at være rigtigt med, at man skal præstere for at vise, hvordan man er en del af holdet. I skolen måles den gode elev ikke så meget ud fra at være den gode kammerat, og på arbejdet skal vi gerne levere for at leve op til virksomhedens mål og forventningerne omkring os.

Og lige ind i det går kirkens fællesskab kontra – for her får du at vide, at du ikke skal præstere først, og så kan du så få at vide, hvor god du er. Du bliver derimod del af et fællesskab, som vil forsøge at bakke dig op i igennem dit liv, at du er god som du er, at du har noget at byde på, at du betyder noget, først. Jeg har en veninde, som rejste til Vancouver for en del år siden for at være skiinstruktør og efter et par uger derovre, begyndte hun at føle sig lidt ensom. Hun kom ikke udtalt meget i kirken i Danmark, men alligevel troppede hun op til en fællesspisning en dag i den danske kirke derovre, for måske at have lidt hjemmefølelse, og det endte faktisk med at blive hendes faste grund gennem hendes ophold. For kirken, den har du, og den har du med dig, og det er bare at træde ind, for du er med.

Det andet vi får i dåben er kærlighed. Som forældre til et spædbarn mærker man tidligt og tydeligt, hvordan ens kærlighed følger ens barn fuldstændigt. Og i dåben får barnet altså en kærlighed mere at følges med på sin vej. Og det kan man som familie, som mor og far, godt have brug for at håbe på eller tro på. Man kan ikke være med barnet altid, og man må som familie derfor stole på, at man har givet sit barn en masse godt at tage med sig, som det kan leve sit liv på. Og ind i det følger dåben så også. For med den kommer en tro på, at en kærlighed mere, Guds kærlighed, følger barnet på dets vej. Derfor er det i dåben også det at tage imod, der er centralt. Det er at tage imod en kærlighed mere at følges med på sin vej – det er at tage imod en tro på dig, en tro på at du er god som du er. Og det holder så hånd med fællesskabet, fordi det så ikke kommer an på os selv alene at fortælle os selv, at vi er gode nok, men tage imod, at det er vi, og så derfra tage livet ind.