Prædiken til Kr. Himmelfartsdag ved Bøllingsø kl. 10.00

 

I den store russiske roman krig og fred – der handler om Rusland under napoleonskrigene – møder man en ung løjtnant i den russiske hær, som er fuld af iver for den her ækle krig, som Rusland er med i mod Napoleons Frankrig.

 

Han har store drømme om at vinde hæder på slagsmarken, men da de to hære står over for hinanden og slaget går i gang, så er den her krig meget anderledes end han har drømt om, den er forvirring og uordentlige geledder, den er modstridende ordrer og sårede, som ingen tager sig af. - Alligevel kaster han sig ind i kampen, ja opsøger den, og da en fanebærer falder, tager han fanen ud af den livløses hænder og styrter som en tåbe ind i på slagmarken med fanen højt hævet, mens han råber ét eller andet om Rusland.

 

At løbe ind på slagmarken med en fane er jo nærmest selvmord, og han bliver da også truffet af et skud og synker til jorden, han mister ikke bevidstheden med det samme, men som hårdt såret sker der noget med ham. Han hørelse forsvinder, kamptumlens larm trænger ikke ind til ham, og han mærker heller ikke nogen smerte. Han ligger bare på ryggen og ser ind i himlen, der stærk og blå hvælver sig over ham, himlen er det eneste, han ser. Og han mærker, at han ikke bange for noget, ikke bange for at dø, ikke bange for at blive taget til fange, himlen er som en blå kappe, der er svøbt om ham af Gud selv og han er helt tryg. Han besvimer og vågner på ny og himlen er der stadig. Han tænker, at han er i gode hænder og mister endnu engang bevidstheden.

 

Sandsynligheden for, at han overlever dér på slagmarken er 1 mod 100, men på mirakuløs vis opdager man, at han er i live og nogen tager sig af ham. Og han overlever.

 

Da han langt senere vender hjem, da er det, han husker stærkest fra krigen, hverken kampene på slagmarken eller lugten på lazarettet, det er himlen, han husker, himlen den der hvælvede sig over ham, da han lå såret på slagmarken, og omsluttede ham som en kappe.

 

Man kan vel godt kalde det en religiøs oplevelse, en dyb erfaring af Gudsnærvær. – Og det bliver også noget, der giver hans liv retning og mening efter den stærke følelse af absurditet og formålsløshed som krigen efterfølgende har efterladt ham med.    

 

Gud er i verden, Gud omslutter verden, tænker han, på trods af hvad mennesker finder på af hæsligt. Tit kikker han op på himlen, og husker, at han er omsluttet og omfavnet af himlens godhed, men han bliver ikke ved at stirre op i luften, han vender altid blikket mod jorden igen.

 

Han bruger simpelthen sin himmelerfaring, Gudserfaringen, til det jordiske, til at gøre det gode, han kan med det han har og kaster sig ud i livet uden frygt, for himlen er der jo, Gud er der og blåheden er der, den er Guds kærligheds kappe, der er svøbt om ham. Og om alle.

 

Han kunne have fortabt sig i himlen og være blevet ved at stirre op i luften, for at genopleve det intense øjeblik af gudsnærvær, dér på slagmarken. Men det gør han ikke, han bruger den til at tage fat på jorden, hvor han – og vi – er sat. Og hvor der er rigeligt at gøre og nogen, der har brug for ham.

 

Og sådan er det. Vi er her netop ikke for at stirre op i luften, men for at tage fat på jorden, så godt vi forstår det. Indhyllet i Guds kærlighed kappe.

Amen

 

Konfirmation 6. mak kl. 9.30 og 11.00 i Engesvang

 

Salmer:

749 – I østen stiger solen op

15 – Op al den ting

439 – O, du Guds lam

46 – Sorrig og glæde v. 1, 3, 5 og 7

70 – Du kom til vor runde jord

 

Før gudstjenesten stod konfirmanderne og jeg og lyttede til klokken, egentlig ikke – må vi vedgå – særlig andagsfuldt. Vi lyttede efter slagene for at have styr på, hvornår vi skulle gå ind.

 

Og vi skænkede ikke en tanke, at klokken i tårnet er over hundrede år gammel og i sin tid er skænket af Nikolaj Ankersen på Klosterlund og hans kone Signe, da kirken blev bygget i 1897. Og jeg er blevet fortalt, at de to hver gang vinden var i den retning, kunne høre klokken og syntes, at den sang deres navne. Lej – kort for Nikolaj – og Signe. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men det er en god historie, og det er det vigtigste.

 

Der har været kirkeklokker i Danmark i over tusind år. Og selv om jeg kender folk, der med rette kan føle deres morgensøvn forstyrret af klokkeringning, så er det en stor tanke, at lyden af kirkeklokker har fyldt i menneskers liv så længe, nogen kan huske tilbage. 

 

Men kirkeklokker er også indgået i det politiske spil. Det er sket, at danske konger under krige har givet ordrer til, at de kirker, der havde to klokker, skulle aflevere den ene, så den kunne støbes om til kanoner.

 

Og sådan hændte det engang, at en truende krig fik Danmarks konge til at udsende et sådan påbud, der også nåede en kirke et stykke herfra, i en mindre købstad, hvor kirken netop havde to klokker.

 

I den by var man særlig glad for sine kirkeklokker. De havde en yndig klang, der gjorde godt i hjertet, de sang nærmest, klokkerne. Og den meget gamle og meget elskede præst, havde gennem generationer indprentet sine sognefolk, at klokkerne sagde noget, når de ringede: Gud el- sker dig, sagde det, når klokkener gik i gang. Alle børn, han kom i nærheden af, blev tvunget til at lære det - men det havde de nu ikke noget imod. Og eftersom de fleste blev boende i byen, også når de blev voksne, var det ligesom podet ind i folk på det sted, at kirkeklokken var Guds kærlighedsord til dem, hver eneste morgen og hver eneste aften, på helligedage og til bryllup, konfirmation og begravelse.

 

De havde fået det ind i ørerne på en måde, så det var svært at få klokkerne til at sige noget andet. For det meste tænkte de ikke over, at klokkerne ringede eller at de sagde noget, alligevel mærkede de lyden som en dyb tryghed. Til andre tider hørte de faktisk efter klokkeklangen - sådan er det jo - og blev på den måde mindet om Guds kærlighed til dem og til verden, at han er kommet i sin søn Jesus for at være hos alle mennesker, så at ingen skal føle sig udenfor, forkerte eller forladte. Så man kan godt sige, at man i den by blev konfirmeret igen, hver gang man lyttede ordentligt efter kirkeklokken, fordi den - ligesom konfirmationen - mindende om, at vi er omsluttet af Guds kærlighed, også de dage, vi ikke tror på ham. Vi hører til og er nogen.

 

Men uanset hvor meget de to kirkeklokker i fællesskab fortalte om den kristne tro, så skulle én af dem afleveres til omsmeltning. Den største.

 

Naturligvis modsatte man sig det, og præsten skrev en lang skrivelse til kongen og gik i forbøn for klokken. Men kongens ord var lov. Og en dag blev klokken hentet. Det var i forvejen ikke et nemt arbejde, men blev yderligere besværliggjort af, at præsten – som en anden greenpeace-aktivitist mange hundrede år senere – havde lænket sig selv til klokkekneblen.

 

Det var en håbløs ting at gøre. Man brød hurtigt kæderne, og derefter blev præsten taget med sammen med klokken. På den måde i krigstid at modsætte sig kongens lov var landsforræderi. Og det var der dødsstraf for.

 

Da klokken sammen med den bundne præst kørte af sted på en tung vogn, fulgte det halve af byens folk efter i tavshed, uden at kunne gøre noget. Det var som at se et ligfølge, og de fulgte vognen hele den lange vej til den nærmeste havneby, hvor såvel klokken som præsten skulle udskibes og møde deres skæbne.

 

Morgenen derefter var der kun én klokke, der ringede i byen. Og det må jo rigtig mange af vi andre nøjes med, men det var uvant for dem dér og den ubevidste sang fra klokkerne ”Gud el-sker dig” var forsvundet. Det elskede Gud dem jo ikke mindre af, men problemet mellem mennesker og Gud har jo gennem hele historien ikke været, at Gud har glemt os mennesker, men altid at vi har glemt Gud, selv om der aldrig er kommet noget gavnligt ud af det, ud over - naturligvis – hvor menneskers forestillinger om Gud har været forvrængede. – Og folkene mærkede, hvor stærkt de savnede den anden klokke, som de var opvokset med, og hvor meget den betød for deres tro og for deres hukommelse. Man glemmer så let, at man er et elsket menneske, og at Gud har sagt god for én, da man blev døbt, man glemmer så let, at Guds kærlighed ikke afhænger af, hvad man udretter i livet og at den er der, uanset hvordan man kludrer rundt.

 

I mellemtiden var præsten blevet smidt i fængsel. Og klokken var blevet fragtet til kanonstøberiet, der arbejdede i døgndrift. Allerede dagen efter sin ankomst var den blevet læsset ned i den kolossale smeltedigel og gik til bunds i støbemassen sammen med sine inskriptioner - der stod faktisk ”Gud er kærlighed” indridset på den sammen med årstal og klokkestøberens navn –. Snart ville den blive hældt ud i kanonformene. Skønt der jo står i Biblen, at ”de skal smede deres sværd om til plovjern”, ikke at de skal smede deres kirkeklokker om til kanoner.

 

Samme dag blev præsten stillet for en krigsret og dømt for landsforræderi. Han skulle hænges den næste dag ved daggry. Han havde vidst det hele tiden, helt fra, da han lænkede sig til klokken, vidste han, at det ville blive hans død.

 

Men han frygtede ikke døden. Og dog er der altid en mægtig sorg ved at skulle forlade verden – selv om man stoler på, at en bedre venter – der er så meget man kvier sig ved at skulle tage afsked med. Og det sørgede han over, naturligvis, men dog allermest over, at Guds kærligheds ord nu ikke længere umærkeligt skulle sive ind i hans menighed, hver gang klokkerne ringede.

 

I kanonstøberiet havde man travlt, man fyrede hårdt under smeltebaljen. Der måtte være noget galt med temperaturen, for klokken ville ikke rigtig smelte. Den blev ved med at være sig selv, mens mænd med røde, ophedede ansigter løb rundt og hældte stadig mere brænde ind under smeltediglen, man fyrede som vanvittig, og blæsebælgen pustede. Men klokken forblev intakt. Der skete ikke noget med den, ikke engang inskriptionerne forsvandt.

 

Støbemesteren brølede og satte sine folk til at fyre endnu mere, selv om enhver vidste, at det indebar en betydelig risiko. Ilden var allerede så varm, at man næppe kunne nærme sig den uden at blive forbrændt, heden i det store, primitivt byggede smeltehal var uudholdelig, alligevel blev støbemesteren ved at råbe på mere brænde og højere varme. Selv om man ikke kunne komme nær til ilden uden risiko for sit liv.

 

Da sås der med ét en mægtig flamme slikke op af bygningens sider, og de, der arbejdede i hallen, nåede kun med nød og næppe ud, førend alt var et frådende ildhav. Ved midnat kunne man besigtige skaderne. Smeltediglen var revnet, jernmassen lå som en snavset ø i asken. Men det allermærkeligste var kirkeklokken. Den stod for sig selv, som om nogen havde sat den der, upåvirket af varmen og den smeltede malm. Selv om sådan noget er fuldstændig umuligt, og slet ikke kan ske. Men det var sket.

 

Det var sket. Klokken havde ikke taget den mindste skade, ja det var endda som om den kun var blevet finere af varmen, som om den var blevet pudset og renset i heden. Man forstod det ikke, og dog begreb man, at der her var kræfter, der var større end mennesker, Guds kræfter. Der blev straks sendt bud til fængslet, at man ikke måtte tage præstens liv, for man havde fået et tegn, et stærkt tegn. Og kun dåre sidder stærke tegn overhørige.

-

 

Allerede to søndage efter var klokken på plads igen. Heldigt for det, for det var selve konfirmationsdagen, og hvis man den dag af alle dage ikke skulle få tydelig fortalt, at Gud elsker dig. Hvad skulle man så overhovedet med konfirmationen?

 

-

 

Nej hvad skulle man så med konfirmationen? Og det ved I jo alt om, I kære konfirmander, - og I er nok ved at få rigeligt af det - at konfirmationen er Guds påmindelse om sit ja til os, da vi blev døbt. Ikke vores ja til Gud – for hvornår tror man ”nok” på Gud så man kan sige ja til ham? Det sker vist kun i korte, stærke øjeblikke, og nok ikke den dag, man bliver konfirmeret, fordi man er fyldt af tusinde andre ting. Og det er godt nok.

 

Konfirmationen er påmindelse om Guds ja, fordi vi glemmer så let. Og hans husken os på, at vi er som vi skal være, vi høre til og har en plads i verden. Og det er så godt, vi er her!

 

Men kære konfirmander! Før I skal konfirmeres, vil jeg have, at I skal I vide, at I har oplivet mig gamle kone vældigt. Ikke ved at synge højt eller ved at være morgenfriske, men I har oplivet mig og glædet mig ved simpelthen at være jer selv.  Gennem hele året har jeg set frem til timerne med jer og vil komme til at se glad ud, når jeg tænker på den tid, vi har haft sammen. Tak for det.

Og I ved godt, at jeg ønsker for jer, at I vil tage den kristne tydning og tolkning af verden med jer ud i livet. Fordi jeg ved, at den bærer og giver mod til at leve, anviser en vej at gå ad og giver os fortællinger at spejle os i. Men det kan jeg ikke bestemme på jeres vegne – jeg er jo ikke herre over jeres tro, men medarbejder på jeres glæde som Paulus skriver et sted.

-

Desværre har vi kun én klokke i vores kirke, ikke to som i min fortælling, og vi kan ikke få den en klokke til at synge: ”Gud elsker dig” – selv om det er det sandeste af alt. Men vi kan måske få vores klokke til at sige – ikke ”Lej- Signe”, men ”Tro blot!”, ”Håb blot!”, ”Elsk blot!”, ”Vov blot!” ”Lev blot!” … Vi kunne jo prøve.

 Kære konfirmander, til lykke med i dag til jer og jeres familier.

Amen

 

Konfirmation i Engesvang 29. maj kl. 9.30 og 11.00

Salmer:

290 - I al sin glans nu stråler solen, minus v. 5, tænker jeg

192 – Hil dig frelser og forsoner

439 – O, Du Guds lam

46 – Sorrig og glæde v. 1, 3, 5 og 7.

70 - Du kom til vor runde jord

 

 

Forestil jer, at I kører med et tætpakket tog og står af på en overfyldt undergrundsstation, hvor I i menneskemylderet får øje på en dreng, en dreng som I lægger mærke til, fordi han har en trøje på i en stærk, blå farve. Og at I følger efter ham, op ad den stejle rulletrappe, der fører ud i sollyset og gadetrafikken.

 

Forestil jer det. For det er denne dreng i den blå trøje, vi skal følge efter i dag, her på vores underfulde festdag, hvor både I konfirmander, og vi andre bliver husket på, at vi er døbt, og at Gud har sagt god for os.

 

Den her dreng i den blå trøje er faktisk aldrig blevet konfirmeret. Men det gør ikke så meget - der sker jo ikke noget nyt i konfirmationen – bortset fra at det er en pragtfuld fest - konfirmationen er jo en gentagelse af det, Gud sagde til os, da vi blev døbt: du hører til og har en plads i verden. Og hvor er det godt, du er her!

 

Og hvis den her dreng savner at være konfirmeret, er det også mest fordi, det ville være så dejligt, om nogen havde villet feste for ham, fordi de holdt så meget af ham. Men det er der ikke nogen, der har gjort. Hans liv er ikke sådan, at nogen gør det.

 

Alt det tænker han nu ikke på her, hvor vi følger efter ham ud i den larmende by.

 

– Man må have benene på nakken for at holde trit med ham. Og det kunne være godt at vide, hvorfor han har så travlt og ikke mindre, hvor han skal hen i den fart?

 

Jeg kan godt fortælle det første: hvorfor han har så travlt. Det er helt banalt. Der er nogen efter ham. Et par rockeragtige typer, der sandelig også ved, hvordan man skynder sig. Og de vil have fat i drengen, fordi han faktisk lige har stjålet - noget chokolade og en sodavand – i en butik, hvor de hænger meget ud, de her to, og hvor man ikke blander politiet ind i ting, men foretrækker at klare det selv. Og nu er de her fyre efter drengen med den blå trøje; de har tænkt sig at banke ham, og få en bøde ud af ham – målet er at få lidt ekstra ud af det her butikstyveri, det har de før haft stort held med.

 

Drengen ved det godt, at de er efter ham. Han ved også, at det med at stjæle ikke er noget skidt. Og da især i den butik. Men han var så sulten, han havde ikke fået mad siden dagen før og penge er ikke rigtig noget, han har. Heller ikke et ordentligt sted at bo. Faktisk bor han på den undergrundsstation, hvor vi steg af toget. Det er hans sted. Derfor synes han ikke selv, han er hjemløs. Men det er han.

 

Til gengæld kan jeg ikke fortælle, hvor drengen er på vej hen, for han ved det ikke engang selv. Han prøver bare at komme væk. Hele tiden søger hans øjne menneskemængder at skjule sig i eller måske en bus at hoppe på. Og han halser af sted. Men det gør de, der løber efter ham også. Og de er hurtige.

 

Drengen kender nogen, der har været i nærkontakt med de to forfølgere. Og tanken på, hvordan de havde det bagefter, giver ham kræfter, som han ikke har, og overtaler hans hjerte til at hvirvle mængder af iltet blod rundt i hans krop.

 

Han løber om et hjørne, ind i en gyde. De kommer nærmere, fornemmer han, selv om han ikke tør dreje hovedet og se efter. Men netop da, ser han en ti-tyve meter længere fremme til højre en dør åbne sig, og en mand komme ud af den. Og han ser sig selv smutte ind ad denne åbne dør; manden ser ikke engang overrasket ud, da han løber forbi ham ind i det fremmede hus. Da døren åbnede sig, nåede drengen at tænke, at det var en indbydelse. Den åbne dør var en indbydelse. Eller måske et tegn.

 

Man tænker så meget. Og nu er han inde. Og opdager, hvad det er for et hus, han har bevæget sig ind i. I det samme går døren op igen, han stivner, selv om der ellers er gemmesteder nok, hvis han var gået lidt længere ind. Nu kommer de, nu tager de mig. Knojern og sømbeslåede støvler. Han lukker øjnene, mens han tæller inde i sig selv.

 

Han når til 115, så åbner han øjnene og kikker sig rundt. Det var ikke dem, der kom, det var en gammel kone. Og det er en kirke, han er gået ind i. Han vidste slet ikke der lå én her. Kirker er ellers ikke fremmede for ham, selv om han ikke er konfirmeret. Når man er hjemløs, har man særlig brug for kirkerne - der er suppekøkkener i nogle af dem og tørvejr og venlige blikke i resten. Han har endda oplevet at blive spurgt, om han havde brug for noget. Han sagde nej, selv om han skulle have sagt ja, men bare det at nogen spurgte: Hvad vil du have at jeg skal gøre for dig?

 

Ud over den gamle kone er der ikke nogen i kirken. Men det kan der hurtigt komme – selv om de ikke ville knuse ham herinde, men slæbe ham udenfor først.

 

Det er sikrest at gemme sig i en bænk, hvis de skulle komme. Og tage den blå trøje af, så de ikke genkender ham bagfra. Helt oppe foran, ja nok bedst i de to bænke, der ligner, at de er til præster og den slags.

 

Fra denne forreste bænk ser man lige op på altertavlen. Dens billede er nyt, modsat de gamle mørke træbænke. Det er et stort, lyst billede, som man ikke lige kan se, hvad er. Drengen kikker længe på det. Det er ikke godt at vide, hvad det forestiller. Men det er jo nok noget med Gud og den slags. Og det er lyst og venligt, gult og mildt.

 

Da han har set på det i flere minutter, sker der noget. Der sker noget, der måske er magisk. Han kan med ét se en skikkelse i billedet, den er omgivet af lys, ansigtet er helt tydeligt, navnlig øjnene. Og da han opdager figuren i billedet er det som om, den ser tilbage, som om der er en usynlig forbindelse mellem ham selv og billedet – der helt sikkert må forestille Jesus.

 

Ja, måske er det Jesus.

 

Jo, der er en usynlig forbindelse mellem ham og billedet, så han ikke kun ser billedet, men billedet ser også ham. Det ser tilbage, det ser endda ind i ham, det mærker han. Det ser hans frygt, hans fortabthed og sårbarhed, ser alt det bøvl, der er ved at leve, når man er ham og alt det, han har gjort af grimt mod andre. Men det mest forunderlige er, at billedets skikkelse ser ham på en måde, så han føler sig godkendt, respekteret og værdsat. Elsket. Du er som du skal være, siger øjnene, mens den stjålne chokolade ligger og smelter i hans bukselomme – sodavanden nåede han at drikke.

 

Han mærker, at han ikke vil, at det skal holde op, han mærker at han har længtes efter at blive set, efter at blive set, netop sådan. Og få betydning og mærke at han må være, og at det er godt han er her.

 

Men det er jo bare et billede, der ser ham. Det er jo bare et billede. Og dog opleves det meget virkeligt. Han bliver nødt til at flytte sig et andet sted hen i kirken – han har helt glemt sine forfølgere, det er som om intet ondt kan nå ham, så længe øjnene i billedet ser på ham. Og han må finde ud af, om det er ligesådan, hvis man sidder et andet sted.

 

Han sætter sig i et hjørne, allernederst. Også dér er øjnene, de følger ham, og når han ser ind i dem, ser de mildt tilbage.

Han bliver længe i kirken, længe. Den gamle kone er for længst gået og i lang tid er der kun ham og billedet. - Eller måske er det ham og Jesus, Guds søn. Meget kunne tyde på det.

 

….

 

Her slutter historien; dvs. det gør den ikke, for den er meget længere. Vi kan bare ikke nå mere i dag, for I skal jo konfirmeres i den kristne tro og mindes på, at det ikke kun er drengen i den blå trøje, men også jer i jeres stiveste puds, der er set af Gud og har afgørende betydning i verden. Og det er så godt, I er her. Uanset hvordan I skulle komme af sted. Glem aldrig det.

 

Men kære konfirmander! Før I skal konfirmeres, vil jeg have, at I skal I vide, at I har givet mig så megen glæde. Og jeg vil komme til at smile for mig selv, når jeg tænker på jer. I har givet mig glæde ved at være - jer selv.

Og det én meget væsentlig grund til at vi overhovedet er i verden – måske den væsentligste. Som vores ven Paulus skriver et sted: vi er ikke herre over hinanden tro, men medarbejdere på hinanden glæde.

Og således kan jeg heller ikke bestemme, hvad I skal tro eller hvad I ikke skal tro, heller ikke om I skal forstå jer selv ud fra Gudsfortællingen, selv om jeg inderligt håber det.

Men den dag I løber bange af sted og ikke aner, hvad I skal gøre af jer selv – og måske har I allerede prøvet det, det har I nok – gid der da også for jer må åbnes en dør, og at I må erfare, at troen bærer og giver mod. Og kræfter. Der er én, der ser jer – Gud - der er én, der er der, I ikke er alene og I har betydning.

 -

Til lykke med i dag til jer og jeres familier.

Amen.

 

Prædiken til 2. søndag efter påske

 

721 – Frydeligt med jubelkor

218 – Krist stod op af døde

662 – hvad kan os komme til for nød -

484 – Du som vejen er og livet

439 – O, du Guds lam

245 v. 5 af Opstandne Herre, du vil gå på ”Det dufter lysegrønt”

234 - Som forårssolen morgenrød

 

Min farfar var hyrdedreng, om sommeren passede han, så lille han var, køerne, fik dem gennet det rigtige sted han, når de skulle malkes – og hvad man ellers laver som hyrdedreng. Jeg ved det jo knapt, al den stund det med hyrder er noget fremmed for mig, som vel for de fleste andre, selv om der næppe er én eneste i blandt os, der ikke har en hyrdedreng blandt vore forfædre.

 

Men det er jo sådan – og det finder man med en vis undren ud af, som man bliver ældre - at erfaringer og viden ikke nedarves. Den må hver generation tilegne sig. Derfor ved jeg ikke noget om hyrdefaget og billedet med en hyrde siger mig ikke ret meget. Bortset fra jo, at jeg kender det fra de bibelske skrifter, hvor det er et stærkt og stort og varmt billede. Således også i dagens tekster – først med den højt elskede 23. salme om at blive ledt til de grønne græsgange og det friske vand. Derefter Jesus, der i en diskussion med sine landsmænd taler om at høre til hans får.

 

Hyrdebilledet har gennem hele kristenhedens historie været et stærkt og bevægende billede, taget lukt ud af menneskers virkelighed, på samme måde som hvis man i dag havde sammenlignet sig med en skraldemand, en brugsuddeler eller it-programmør.

 

Men inden for de sidste generationer er hyrdebilledet for første gang i kristendommens historie blevet uforståeligt eller i hvert fald uden tråde ind i vores dagligliv.

 

De fleste af os kender kun hyrdebilledet fra Biblen.

 

Men kristendommen er jo en oversættelsesreligion; det er sådan den lever i verden. Ikke alene er Biblen blevet oversat til snart sagt alle sprog, de kristne begreber og den kristne tydning af verden er utallige gange blevet oversat ind i en ny kulturel sammenhæng, ligesom enhver tid skal oversætte kristentroen på ny.

 

Kristendommen er en oversættelsesreligion, sådan har Vorherre maget det. Og det er derfor vores 2000 år gamle religiøse tydning af verden stadig er livskraftig og meningsgivende, selv om det jo i grunden er helt usandsynlig, at der stadig er liv i den. Især da når dens hellige skrifter opbyder billeder og begreber, som vores tid umiddelbart ikke forbinder meget med

 

Det er underligt – forunderligt – at troen stadig findes.

 

Ja, når man fordyber sig i kirkens brogede og bestemt ikke altid særligt flatterende historie, så er det nærmest ubegribeligt, at kristendommen og kirken stadig er til. Det er i sig selv et tegn på, at Kristus er sandheden om verden og om os, at han har ladet kirken bestå på trods af alle ting og skabt rum, hvor troens livgivende fortællinger har kunnet gives videre, og generation efter generation har kunnet tyde og tolke evangeliet på ny, så det blev meningsfuldt i deres sammenhæng til trøst og opbyggelse med eller uden hyrder.

 

Ligesom det da er meget mere mærkeligt, at der overhoveder er mennesker, der kommer til gudstjeneste end det er, at der nogle steder i tyndt befolkede egne ikke kommer nogen. At vi kan samles om gudsordene, søndag efter søndag, når der egentlig sker det samme i kirken hver gang, sådan ca. Det er da dét, der er det totalt ubegribelige. At vi tager herhen.

 

Men vi er her, i Guds kirke, omgivet af gudsordene, der af og til, men ikke altid, rammer os og erfares meningsfulde, ja livgivende, fordi kristendommen helt fra begyndelsen ved Guds visdom har ladet sig oversætte og tolke og tyde på ny i enhver tid, så det, der forkyndes i de hellige evangelier, har givet mening og giver mening og mod og kraft til det liv, vi lever.

 

Jesus er som en hyrde og vi er som fårene. Det er dagens billede.  Og der findes næppe et billede fra vores daglige tumlen, som hyrdebilledet kan oversættes til – det kunne være den gode pædagog eller den gode skolelærer, men det dækker alligevel ikke fuldt.

Fordi hyrdebilledet rummer så mange aspekter.

 

Men jeg havde en oplevelse på kanten af påsken, som jeg nok har belemret nogle af jeg med, men som på meget jordnær vis, belyser i hvert fald ét af aspekt af hyrdebilledet og oversætter det til vores liv. Så må de andre aspekter komme en anden gang.

 

2. påskedag ville jeg op i Limfjorden og rullede om bord på færgen til øen Fur. Da jeg kørte i land på den tyndtbefolkede ø, var der noget i min bil, der lød meget forkert.

 

Den slags fremkalder nærmest angst i mig, jeg aner ikke hvad jeg skal gribe til og gøre og blev overvældet af en stærk fornemmelse af at have mistet kontrollen, noget vi mennesker har rigtig godt af, men som regel ikke bryder os om.

 

Lyden kom fra dækkene og jeg kørte hurtig ind til siden for at se, hvad det var. Der sad en jernkrog i højre fordæk. Og min bil er noget billigt skrammel og ejer ikke reservehjul.

 

Men så var det vel heller ikke værre; andre steder i verden har man helt, helt andre problemer. Og når man er præst ved man, at de mest irriterende eller skræmmende oplevelser, som regel har en opbyggelig pointe. Således også denne.

 

Jeg ringede efter en ekspert i den slags. Og efter en time spyttede færgen en rød falckbil ud.

 

Manden, der betjente den, tog krogen ud af fordækket, pumpede luft i det og skruede en skrue ind i stedet. Og så sagde han: Nu kører jeg efter dig de næste 30 km, så standser vi og ser, hvor meget luft, dækket taber og om du kan komme helt hjem. Det er jo rarest for dig, hvis du kan køre selv.

 

Og således drog jeg af, for første gange i mit liv eskorteret af en følgebil, som holdt øje med mig. Og jeg vidste, at hvis jeg holdt ind et sted, så ville den også holde ind og der ville være én, der tog vare på, at jeg kom hjem.

 

Til at begynde med kunne jeg se den røde bil i bakspejlet, men så blev den overhalet og forsvandt bag mig. Men jeg vidste, den var der. Og jeg vidste, at den kørte der alene for at se til, at jeg kom godt hjem.

 

Bilen holdt ikke øje med om jeg brød færdselsloven og kørte for hurtigt eller tog et lyskryds, når der nærmest var rødt. Det var mit ansvar, og der var ikke nogle krav på den måde, selv om det naturligvis var indlysende, hvordan jeg skulle gebærde mig på vejen. Det ved man jo.

 

Der var noget fint i sådan at blive fulgt, og jeg tænkte, at det netop er sådan, det er med Vorherre, at han følger os og hele tiden er der, holder øje med os på den gode måde og ser til, at vi kommer hjem på alle frie hjul, men også sætter os fri, så vi har mulighed for at gøre noget dumt og jo også – selv om det ville være tåbeligt – at køre en anden vej, og slet ikke standse dér, hvor det var aftalt.

 

Og netop også at det er rarest, hvis vi kan klare os selv og ikke skal på slæb.

 

Der var en enorm tryghed ved at have sådan en rød bil kørende bag ved sig, hvis nu skruen skulle gå ud af fordækket og man stod dér med sine ti tommelfingre og sin uduelighed.

 

Jeg standsede på det aftalte sted, og mærkeligt nok havde dækket ikke tabt luft.  – ”Jeg tror godt du kan køre resten af vejen selv, selv om du har 2/3 af turen tilbage,” sagde manden i den røde bil. ”Jeg er sikker på, det går. Og så må du jo ringe, hvis det ikke gør.”

 

Det gik, jeg kom hjem. Og så måtte jeg selvfølgelig selv sørge for at dækket blev lappet og den slags.

 

Men jeg tænkte i dagene efter, at dén oplevelse også gav nogle erfaringsnære billeder på Gudsnærværet, det med at blive hjulpet og hjulpet videre, men også sat fri. Jeg blev jo ikke trukket i en snor efter bilen. Jeg kørte selv, med den der røde bil et stykke bag mig, der passede på og så til, at jeg kom hjem, jeg kunne ikke se den hele vejen, men jeg vidste, den var der.

 

Og det med omsorgen er netop et perspektiv ved hyrdebilledet.  Den omsorg, der sætter fri og lader os tumle rundt og gøre vore erfaringer og tage fejl, den omsorg, der giver os retningslinjer og angiver os en vej at følge – den absolut bedste vej – og som følger efter os og ser til, at vi kan komme videre. Og komme sikkert hjem. Det er ét af de mange aspekter, som det her billede af hyrden rummer.

 

Der er mange flere, for det er et meget stort billede, hyrdebilledet. Og hvis det skal oversættes og belyses til bunds, så er der brug for mange professioner, i hvert fald kan jeg ikke komme på andet, der ligeså så stærkt illustrerer både omsorgen og frisættelse, og ikke mindst det at blive ledt af én, der ser meget længere og hvis indsigt er lysår fra ens egen. 

 

Og derfor må vi på én gang prøve at oversætte hyrdebilledet og dog holde fast i det, fordi det er uovertruffent.

 

Jesus er hyrden og vi er fårene. Vi hører til hans flok og han ser til, at vi kommer sikkert hjem.

Amen

 

2. påskedag i Fonnesbæk

 

408 – Nu ringer alle klokker

232 – O salig påskedag

222 – Opstanden er den Herre Krist

249 – Hvad er det at møde

Under Nadver 227 – Som den gyldne sol frembryder.

Efter altergang: Sidste vers af samme 

235 – Verdens igenfødelse

 

 

Da den første kirke blev bygget i Hedeby fik man – efter nogen tid - lov at sætte en klokke op. Og så ringede den, klokken, ligesom klokkerne længere sydpå og østpå, den ringede, så mange måtte holde sig for ørerne.

 

Men det var ikke fordi klokkeklangen var hæslig eller skinger eller fordi den havde en lyd, så det skar i knoglerne. Nej, slet ikke. Når man måtte holde sig for ørerne var det tværtimod, fordi det lød så smukt.

 

Men det var netop det, der var uudholdeligt: skønheden. Klangen gik ind i én, og man blev berørt. Det var det, der var det utålelige. Især når den ringede en forårsmorgen ved daggry, mens lærkerne sang og himlens purpurfarve fyldte hele hvælvingen, især da var det uudholdeligt. Fordi de barske folk i Hedeby ikke tålte lyden, ikke tålte al den skønhed. Den ramte dem og gjorde dem underligt åbne og forsvarsløse, gjorde dem bløde og milde og tænksomme.

 

Og det ville de ikke, alt det ville de ikke. De ville være hårde og rå, barske og handlekraftige. Klokken gjorde dem kvindeagtige, mente de stærke vikinger. Og derfor ville de ikke høre den. Men selv om de standsede op – så vidt de kunne det – og holdt sig for ørerne, når klokken stemte i, så kunne lyden ikke holdes helt ude. Der var altid nogle stumper af lyd, der sneg sig ind i deres bevidsthed. Og det var farligt, hvis man ikke ville det, klokken ville. For den lod ikke én i fred.

 

Og måske var det kirkeklokken, der ringede evangeliet ind i vore forfædre, så de til sidst overgav sig til klangen og skønheden og siden til den verden af liv og frihed, der åbnede sig når de lod paraderne falde og gik ind i den mørke trækirke og hørte de vanvittige fortællinger om opstandelse og liv af døde, fortællinger der inddrog dem og dristigt postulerede: det kan også ske for dig! Ikke blot når du er død, men lige nu. Der kan gå opstandelse i dit liv og dagene kan åbnes sig og folde sig ud på en måde som du aldrig, aldrig havde drømt om eller fordristet dig til at håbe på. For sådan har påskeordet lydt og kristnes erfaringer været, helt siden kirke blev til.

 

Selv om det nok var det sidste Marie Magdalene havde i tankerne, da hun før daggry gik ud til graven. Mens det endnu var mørkt, gik hun. For hun havde ingen ro og fandt ingen hvile nogen steder. Sådan havde det været siden fredag, hun faldt nok i søvn, men vågnede straks igen, kun korte, brudte stumper af hvile var det blevet til. Og hun frygtede hele tiden at høre stemmer, som hun havde gjort, før Jesus helbredte hende og at hendes dage og nætter atter skulle fyldes af fremmedes hvisken, af angst og en uro, der aldrig veg.

 

Hvis hun fik det sådan igen, da vidste hun ikke, om hun kunne leve.  Og da hun stod ved korset og så ham, tvang sig selv til at se ham og blive der, selv om hun ikke holdt det ud, tænkte hun, at når han døde, når pinen var ovre, da ville den kraft, der var udgået fra ham og som havde helbredt hende, også dø. Så skulle hun igen altid være bange og føle sig fredløs i livet.

 

Men det skete ikke. Hun blev ved at være rask; de lagde ham i graven og hun var stadig rask. Og hun undrede sig. At det var så magtfuldt, det han havde gjort, Jesus.

 

At hun ikke kunne sove af sorg, at hans martrede legeme igen og igen trængte sig frem på nethinden, var at forvente. Sådan havde de andre det også. Selv om hun var den, der sov dårligst. Og derfor også blev den første til at gå ud til graven efter den store sabbat.

-

Tystheden hvilede i morgenmørket, og dog var fuglene begyndt at synge, de sang før daggry. Hun måtte forbi henrettelsespladsen for at komme til gravhulerne. Der var ikke andre veje. Det var uforståeligt tænkte hun, at menneskers opfindsomhed ikke kun rakte til akvadukter og vognhjul, til at bage brød og lave fester, men også til at udtænke de grusomste måder at slå hinanden ihjel på. Dér forstod hun ikke Gud herren, at han ikke sendte lyn fra skyen, hver gang mennesker forgreb sig på hinanden. Det kom hun aldrig til at forstå.

 

Netop da hun trådte ind i gravhaven stod solen op. Først var hun tvivl om, hvor det var, der var så mange grave. Men så fandt hun den, hun kunne kende stedet på et kroget oliventræ, der stod i nærheden.

 

Stenen var rullet fra.

-----

 

Ligeså lidt som de andre disciple forstod Maria, hvad det betød. - Og da hun løb tilbage og vækkede de andre, var det kun fordi Peter og Johannes – eller hvem nu den discipel, Jesus elskede, er – var sådanne nogle rare mænd, at de løb med derud. De andre tænkte, uden at sige det højt, at Maria var blevet tosset igen, det havde været for meget for hende.

 

Men Maria var ikke tosset, hun var fuldstændig nøgtern og i den grad ved sin forstands fulde brug. Derfor er det heller ikke engle hun ser, da hun går ind i graven, det er mænd i hvidt tøj – det først bagefter, det går op for hende, at det var engle, der havde talt til hende.

 

For sådan er jo vores bevidsthed, at vi hele tiden fortolker det, vi ser. Og hvis vi ser noget, som ikke passer ind i vores forståelse af verden eller vores udlægning af virkeligheden, så får vi det jo til at passe. Og det gjorde Maria også, hun så det, hun troede, hun så: nogle mænd, der arbejde i gravhaven og havde opsyn med den. Hvordan fine folk gjorde – dem, der havde råd til udhuggede grave, som Josef, der havde overladt sit eget familiegravsted til Jesus – det vidste hun ikke. Måske var det normalt, at tage liget ud og gøre rent i graven? Hvordan skulle man vide det?

 

Og da hun møder Jesus, tænker hun det samme: at han er den, der har opsyn med de riges grave, og at det måske er ham, der har ansvaret for det flyttede lig.

 

Hun tyder og tolker virkeligheden ud fra den forståelse af verden, hun i forvejen ligger inde med.  Ligesom enhver af os.  Det er den eneste måde, vi kan gebærde os på. Ved at tyde det, vi ser, ud fra hvad, vi allerede ved, og slutte os til, hvordan virkeligheden er med afsæt i tidligere indhøstede erfaringer.

 

Men man kan blive overrasket, ja ikke bare det. Man kan blive overrumplet, overvældet. Virkeligheden kan simpelthen overskride ens for- forståelse af verden. Som det skete for Maria, som det skete for vore hedenske forfædre og som mange af os netop vil have erfaringer af.

 

Virkeligheden kan overtrumfe og overgå vores for-forståelse

 

Umiddelbart laver det uorden, når det sker – nogen gange er det mere trygt at forblive i en kummerlighed, som man kender, end at overgive sig til en vidunderlighed, som man ikke kender. Det var vel også det, der var i spil for vikingerne, da kirkeklokken begyndte at ringe over Hedeby. 

 

Noget kan være for godt til at være sandt. Og da Maria ser Jesus lyslevende ansigt til ansigt, da er det for godt til at være sandt. Men det var sandt. 

 

-

 

Påske er for godt til at være sandt, at opstandelsen findes, er for godt til at være sandt. Men det er sandt og det kan ske, også for os. Og ikke blot når vi dør. Men her. Nu

 

Og vel at mærke ikke fordi, vi håber meget eller tror rigtigt, ikke fordi vi har gjort os forfærdelig umage eller er vældig dygtige. Opstandelsen er det, der kommer bag på os, som sker, når vi var mest forberedt på kummerligheden, ja måske helt var holdt op med at regne med vidunderligheden og slet ikke tænkte, at noget kunne blive mere.

 

Der kan gå opstandelse i livet. I ethvert liv. I vores liv. Og måske hænder det ligesom for Maria derved at én kalder os ved navn eller, at fager klokkeklang gennembryder vore mure. Man ved det aldrig.

 

Men det kan ske!

 

Glædelig påske!  

 

 Amen

 

 

Prædiken til påskedag 2012 kl. 10.00 i Engesvang

 

408 – Nu ringer alle klokker mod sky

218 – Krist stod op af døde

241 – Tag det sorte kors fra graven

240 – Dig være ære

439 – O, Guds lam

Nadververs: 69, v. 4-5 – af Du fødtes på jord

238 – Det er så sandt at ingen så

 

Det kan ske.

Nu.

Ikke kun når vi er døde, men lige nu.

Der kan gå opstandelse i livet. 

-

Og således fortæller Martin A. Hansen om kirkeværgen, Johansen, der tidlig påskemorgen er han gået op i tårnet for at se til, at klokkeren kimer punktligt på højtidsdagen. Forståeligt nok bryder klokkeren sig ikke om at blive overvåget i sit arbejde, og slet ikke af den hysterisk pertentlige kirkeværge, som tilmed er svær at komme ind på livet af. Han er gudsfornægter, kirkeværgen, det siger han rent ud; men også mange gudsfornægtere betaler til kirken, og derfor er det på sin plads også at have en gudsfornægter som kirkeværge. Det kan man kun give ham ret i, når blot han passer sit hverv. 

 

Og der gør han sandelig; aldrig før er kirken blevet taget så godt vare på – man skal jo ikke formøble kirkens værdier, de skal være der, så de kan bruges til bedre formål, den dag kirken bliver overflødig, hvilket vil ske i løbet af en årrække, helt af sig selv, når folk bliver oplyste. Mener kirkeværgen.

 

Han er murer af fag og holder af kirkerummets håndværk, han elsker at betragte de gamle hvælvinger, finde ud af, hvordan man gjorde dengang, opdage småfejl i de middelalderlige kirkebyggeres arbejde og på den måde ligesom kikke dem over skulderen. Men gudstjenesten deltager han aldrig i, den har ingen mening for ham. Han tror jo ikke på det. Derfor ser han næsten aldrig de alterlys tændt, hvis størrelse han ellers nidkært vogter over, at de ikke bliver for små.  Han holder egentlig så meget af de lys, og ville gerne have sådan ét stående derhjemme, men så ville folk jo bare tro, at han var hemmeligt troende. Og sådan hænger det ikke sammen. Lysene er bare så kønne.

 

Han kan godt lide at stå oppe i tårnet og høre klokken ringe til gudstjeneste eller kime som denne påskemorgen. Men han går altid ned igen under bedeslagene og skridter hen ad kirkestien, mens præludiet lyder.

 

Denne påskedag står han altså på stigen op til den kimende klokke, som ringeren giver alt, hvad han har i sig. Og kirkeværgen ser gennem gluggerne ud over kirkegården. Ét sted dernede kredser hans blik om, men han ser aldrig direkte på det. Øjnene stryger over gravstederne, dvæler ved nogle, men vender hele tiden tilbage til området omkring det bestemte gravsted, dog uden at se på det, altid kun ved siden af.

 

Men da, mens påskeklokker kimer, og hans blik er på kirkegårdsvandring, ser han noget, man ikke kan se. Han ser noget, så han må gribe for sig. Og han må ned af tårnet straks og ud på kirkegården og se efter. Om det er der, som han så.

 

Ude på kirkegården siger han højt med mild stemme: ”Jeg er her. Jeg er her.” Men der er ikke nogen. Kun en gammel kvinde bag en gravsten. Og han kan ikke gå hjem, og han kan ikke sige noget til nogen.  Han kan bare gå rundt på kirkegården med hænderne på ryggen, mens folk kommer til kirke.

 

Også den nytilflyttede organists unge kone kommer. Hun venter deres første barn og er helt opfyldt af tanken om det nye liv, der bor i hende. Hun går ellers ikke i kirke. Kun i dag er hun kommet, fordi hun vil høre sin mand spille. Men som gudstjenesten folder sig ud, rammes hun helt uforberedt og meget voldsomt af påskeordene og af sangen og af alt, hvad der sker i liturgien, forunderligt og totalt uventet er det.

 

Og hun tænker om denne påskeramthed, som forfatteren skriver: at ja, ”det er i det små måske, hun skal finde noget, være nogens. Hun skal ikke gruble uhyre meget med sin smule forstand, men bare være noget i det små, i det nærmeste. Da kan det ske! Da kommer det. Og opstandelse gælder jo mere end de døde. Det gælder også de levende, tænker hun. Det sker, det er virkeligt. Da må det ske mig, da kan det ske mig.”  

 

Hun er så fyldt af det alt sammen, selv om hun bare var kommet for at høre manden spille, og hun må gå før altergangen, hun kan ikke rumme mere. Ude på kirkegården møder hun kirkeværgen, der stadig går rundt, rådvild, med hænderne på ryggen. Hun taler til ham, selv om hun knapt kender ham. Ser på ham, ser ham. Og spørger om han måske vil vise hende lidt rundt på kirkegården, indtil gudstjenesten er ovre, og hun kan følges med sin mand hjem. Han er kejtet og kan hverken få sagt rigtigt ja eller nej, alligevel forstår hun, at det vil han meget gerne. 

 

De går mellem hækkene, kirkeværgen fortæller om de døde, men da der kommer en bænk, må hun sætte sig. Hun forklarer: ”Det er på grund af barnet, jeg venter, at jeg må sidde lidt. Du er den første her, der får det at vide.” Og så fortsætter hun efter en pause: ”Du har vel store børn?”

 

Han svarer ikke, går bare og hun følger efter. Han går hen til den plet på kirkegården, som hans øjne hele tiden kredsede om, mens han stod i tårnet. Og hun læser gravstenen. Det er nogle år siden nu. Drengen blev 11. Og kirkeværgen fortæller det almindelige, at han blev kørt over, og at chaufføren ikke kunne gøre for det. Og at han og konen var gamle, allerede da drengen blev født, og at de kun fik ham.

 

Men så fortsætter han tøvende med det ualmindelige, mens han ser væk og peger op mod kirketårnet. ”Jeg stod deroppe, da det kimede, og da så jeg med ét drengen her.”

 

-          Det var godt, svarer hun

Og kirkeværgen siger:

-          Så sagde man jo til sig selv, at det måtte være en anden. Eller en skygge. Øjenforblændelse naturligvis.

-          Det tror jeg nu ikke, siger hun

-          Mener du, at det virkelig…?

-          Så han glad ud?

-          Han hoppede Paradis her. Fuldstændig som jeg husker dengang.

-          Så var det ham.

-          Ja, jeg ved ikke

-          Jo, siger hun, det var ham

 

-

 

Sådan fortæller Martin A. Hansen om opstandelse, om håbet og modet og troen, der kan rejse sig af støv og asken, overraskende og overrumplende. Endda selv om man er gudsfornægter.

 

Der kan gå opstandelse i livet.

  -

Og det er netop som organistens kone tænker, at man ikke skal gruble uhyre meget med sin smule forstand, men bare være noget i det små, i det nærmeste. Da kan det ske! Opstandelse gælder jo mere end de døde. Det gælder også de levende. Det er virkeligt.

 

Det kan ske.

Nu.

Ikke kun når vi er døde, men lige nu.

Der kan gå opstandelse i livet. 

 

Glædelig påske!

 

 

Langfredag 2012 i Engesvang

 

Præludium

Vi vil indlede gudstjenesten med apostlenes gamle hilsen:

Vor Herre Jesu Kristi nåde,

Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab

være med os alle!

 

Korsfæstelseshistorien har altid været mig så forfærdelig. Og sådan har vist de fleste det; i grunden vil man helst blive hjemme fra kirke langfredag. For dagens fortælling er grusom og uudholdelig, også selv om man kun mobiliserer en begrænset del af sin fantasi og indlevelsesevne.

 

Og fra den vinkel, kunne man sige med rette, at der er så mange grusomheder i verden, at vi ikke behøvede at udfolde dem i kirken også, de er i rigt mål alle andre steder, og var det ikke bedre, om kirken netop var et helle fra alt det onde, der møder os og siver ud af medierne?

 

Men sagen er jo, at langfredage findes, og i kirken må skal vi tale om alt, hvad der findes, langfredage findes i vore liv, om vi fokuserer på den dag i påsken eller ej. Der er langfredage i alle liv. Og når vi fejrer gudstjeneste i dag er det da ikke for at svælge i grusomhederne og fråse i torturen. Man vil da også opleve, at det, evangeliet udfolder, mere er alt det forud og bagefter end selv korsfæstelsen.

 

Derimod er vi sammen til langfredagsgudstjeneste, fordi langfredag er et rum at være i, et rum hvor mørket og sorgen og alt det mislykkede og tabte, alt det fortvivlede og ubærlige ikke søges trøstet væk eller mødes med krav om at vi skal have det anderledes. Langfredag er et rum at være til i med alt, hvad vi drømte anderledes.

 

Og den slags er der efterhånden ikke mange rum til længere. For kravene i en højproduktiv tid er jo, at vi skal komme videre, som det hedder, selv om det aldrig siges, hvad det er, vi skal komme videre til. –

 

Men langfredag skal vi ikke noget. Der er et rum, hvor vi bare må være i mørket med mørket, uden krav og uden overfladisk trøst, mens vi hører en fortælling, der i evangelierne er meget nøgtern og langt fra at svælge i lidelsen. En fortælling om Guds erfaringer med menneskelivet, erfaringer, der viser os, at også Gud i sin søn har været i gudsforladtheden, ensomheden og den ulidelige smerte. Og at vi derefter ved, at hans svar på vor klage ikke er, at vi skal have det anderledes, men at han kender det selv. At han er hos os i det og tør være til stede selv dér, hvor det er uudholdeligt, uden at gå, uden at trække sig, uden at prøve at sige noget eller gør noget anderledes…

    

Langfredag er et rum at være i. Og vi vil i løbet af de næste ca. 40 min. være sammen i det rum, høre Matthæus´ fortælling om korsfæstelsen fra den nye aftale, se billeder, synge, bede. Og endelig lukkes ud i lyset med velsignelsen.

Bøn:

Vor Herre og frelser,

fra en verden, hvor ondskaben viser sit hæslige ansigt hver eneste dag,

hvor mennesker påfører andre ondt

og finder en sær glæde i

at ydmyge de afmægtige

råber vi til dig, som kender vort mørke:

bliv hos os

forbarm dig over os, ofre som bødler

voldsmænd som syndebukke.

Når du tier er det som om du intet gør.

Når du tøver, er det som om, du har forladt os.

Men når vi hører din søns råbe på korset: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Da aner vi, at du har svaret os i ham.

I hans afmagt er du hos os,

I hans kærlighed viser du den eneste magt, der kan bryde ondskaben.

Gud, du hjælpeløses Gud!

Du er vort håb, for din er magten og æren fra evighed til evighed. Amen

 

193 – O hoved højt forhånet

Jesus i Getsemane+ tilfangetagelse: Mt. 26, 30-58

 

Så sang de påskesalmerne, og bagefter gik de ud til Oliebjerget.

På vejen sagde Jesus: ”I nat vil I alle sammen svigte mig. Der står jo i Skrifterne ”Jeg vil slå hyrden ned, og fårene i flokken vil blive spredt for alle vinde.” Men når jeg er stået op fra de døde, vil jeg gå i forvejen til Galilæa. Der skal I møde mig.”

Peter protesterede: ”Måske vil alle de andre svigte dig, men det vil jeg ikke.” ”Hør, hvad jeg siger, Peter,” svarede Jesus. ”Inden hanen galer i morgen tidlig, vil du hele tre gange have sagt, at du ikke kender mig.”

”Aldrig!”, svarede Peter. ”Heller ikke selv om jeg skal dø sammen med dig.” Det samme sagde de andre.

Jesus og disciplene kom til et sted, der hedder Getsemane. ”Sæt jer her, mens jeg går hen og beder til Gud,” sagde Jesus til dem og tog Peter, Jakob og Johannes med. Han blev mere og mere fortvivlet og angst og sagde til dem: ”Jeg er døden nær af sorg. Bliv her og hold jer vågne sammen med mig.” Han gik lidt væk derfra, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad: ”Far! Hvis det er muligt, så lad mig slippe for det, der skal ske. Men,” tilføjede han ”det er dig, der bestemmer, ikke mig.” Han gik tilbage til de tre disciple, men de var faldet i søvn. ”Kan I ikke engang holde jer vågne samme med mig én eneste time?” spurgte han Peter. ”Hold jer vågne, og bed til Gud om, at I ikke bliver sat på prøve. Viljen er god nok, men kroppen er svag.” Nu gik han for anden gang hen og bad; ”Far! Hvis jeg ikke kan slippe for det, der skal ske, så lad det gå sådan, som du vil have. Da han kom tilbage til disciplene, sov de igen, for de var så trætte, at de ikke kunne holde øjnene åbne. Han forlod dem og gik igen hen og bad, nu for tredje gang med de samme ord. Da han kom tilbage til disciplene, sagde han til dem: ”I ligger stadig og sover. Men nu er tiden kommet, hvor jeg, Menneskesønnen, bliver overladt til mine modstandere. Rejs jer op, og lad os gå. Forræderen er allerede på vej.”

Men han talte, kom Judas, en af disciplene. Han var sammen med en større flok mænd, der var sendt af de jødiske ledere, og som var bevæbnet med sværd og knipler. På forhånd havde forræderen aftalt et tegn med dem: ”Det er ham, jeg kysser. Ham skal I tage.” Han gik hen til Jesus, hilste på ham og kyssede ham. ”Kære ven,” sagde Jesus til ham. ”Nu har du gjort det, du er kommet for.” Så greb mændene fat i Jesus og arresterede ham. En af dem, der var sammen med ham, rakte hånden ud og trak sit sværd. Men Jesus sagde til ham ”Stik dit sværd i skeden igen. Den, der griber til våben, vil selv blive ramt. Er du ikke klar over, at jeg kunne kalde på min far? Han ville stille en hær af engle til min rådighed. Men hvordan skulle Skrifterne da kunne gå i opfyldelse? Det er meningen, det skal ske sådan her.”  Så henvendte Jesus sig til flokken af mænd: ”I kommer her med sværd og knipler for at tage mig til fange, som om jeg var en forbryder. Jeg har siddet i templet hver dag og undervist, uden at I har arresteret mig. Det sker sådan her, for at Skrifterne kan gå i opfyldelse” Alle disciplene forlod ham og flygtede.

De mænd, der havde arresteret Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kaifas, hvor de jødiske ledere også samledes. Peter fulgte ham på afstand helt hen til ypperstepræstens gård. Han gik indenfor og satte sig sammen med vagterne for at se, hvad der ville ske.

 

Salme: 184 v.5-7 Mørket skjuler jorderige

Peter og Jesus: Mt. 26, 59-76

 

De ledende præster og resten af Rådet prøvede at finde nogen, der ville vidne falsk mod Jesus, så de kunne dømme ham til døden. Det lykkedes ikke at skaffe et eneste vidneudsagn, de kunne bruge, selv om der var nok, der gerne ville vidne falsk. Men til sidste trådte to mænd frem og sagde: ”Jesus har sagt, at han kan rive Guds tempel ned og bygge det op igen på tre dage.” Ypperstepræsten rejste sig og spurgte Jesus: ”Har du slet ikke noget at sige til dit forsvar?” Men Jesus sagde ikke noget. Så sagde ypperstepræsten: ”Jeg forlanger ved den levende Gud: Fortæl os om du er Messias, Guds søn?” Jesus svarede: ”Du siger det selv. Men jeg siger jer: Fra nu af vil I se mig, Menneskesønnen, sidde til højre for Gud og komme tilbage på himlens skyer.” ”Han håner Gud,” råbte ypperstepræsten og rev sit tøj i stykker. ”Hvad skal vi overhovedet med vidner? I har jo selv hørt hans gudsbespottelse. Hvad mener I?”  ”Han er skyldig og skal dø,” svarede de andre.

De spyttede ham i ansigtet og slog ham, nogle med knyttede næver og andre med stok, mens de sagde: ”Lad os høre dig profetere, Messias. Hvem er det, der slår dig?”

Peter sad udenfor i gården, da en tjenestepige kom hen til ham og sagde: ”Du var da også sammen med ham Jesus fra Galilæa.” ”Jeg ved ikke, hvad du taler om,” svarede Peter, mens alle hørte på det. Så gik han ud til porten, hvor der var en anden kvinde, der fik øje på ham. Hun sagde til de andre, der stod i porten: ”Ham der var sammen med Jesus fra Nazareth.” Det afviste Peter igen og sagde: ”Jeg sværger, jeg kender ikke det menneske.” De, der stod ved siden af, kom lidt efter hen til Peter. ”Jo, det er rigtigt. Du er også en af dem fra Galilæa. Det kan man høre på din dialekt,” sagde de, men Peter hidsede sig op: ”Jamen, jeg sværger, jeg aner ikke, hvem han er.” I det samme galede hanen, og Peter kom i tanke om, hvad Jesus havde sagt: ”Inden hanen galer i morgen tidlig, vil du tre gange have sagt, at du ikke kender mig.” Så gik Peter udenfor og græd bittert.

 

186 - Ingen højhed, ingen ære v.5+9

Jesus for Pilatus Mt. 27, 1-25

 

Tidligt næste morgen besluttede det jødiske råd, at Jesus skulle henrettes. Han blev bundet og overgivet til Pilatus, den romerske guvernør.

Da Judas forstod, at Jesus ville blive slået ihjel, fortrød han, at han havde forrådt ham, og gik tilbage til præsterne med de tredive sølvmønter. ”Jeg har gjort noget utilgiveligt,” sagde han. Jeg har forrådt en uskyldig mand.” ”Hvad kommer det os ved?” svarede de. ”Det er dit problem.” Judas smed pengene ind i templet og forlod stedet. Så gik han hen og hængte sig. Præsterne tog sølvmønterne. ”Vi kan ikke lade pengene gå til templet,” sagde de til hinanden. ”De penge er plettede af blod.” I stedet besluttede de at bruge pengene til at købe et stykke jord for, som de gjorde til begravelsesplads for folk ude fra. Den hed oprindelig Pottemagermarken, men siden dengang er den blevet kaldt Blodmarken. Det gik altså, som Profeten Jeremias havde forudsagt:

De tog tredive sølvmønter.

Det var det, folk syntes, han var værd.

For pengene købte de pottemagerens mark.

Sådan ville Gud have det.

 

Så blev Jesus ført frem for guvernøren: ”Er du jødernes konge?” spurgte han. ”Det er dig, der siger det,” svarede Jesus. Men da de jødiske ledere kom med deres anklager, sagde han ikke noget. ”Hører du ikke alt det, de anklager dig for?” spurgte Pilatus. Men til Pilatus´ store undren, sagde Jesus ikke et eneste ord.

I påsken plejede guvernøren at løslade en fange, som folket fik lov at vælge. På det tidspunkt var der en berygtet fange, der hed Barabbas, og da folk havde samlet sig, spurgte Pilatus dem: ”Hvem vil I have løsladt, Barabbas eller Jesus, som I kalder Messias?” Pilatus var nemlig godt klar over, at de jødiske ledere havde udleveret Jesus til ham, fordi de så ham som en konkurrent. Mens Pilatus sad på dommersædet, sendte hans kone en besked op til ham: ”Hold dig fra den mand, for han er uskyldig. Jeg har haft mareridt i nat på grund af ham.”

 Men de jødiske ledere overtalte folket til at vælge Barabbas og få Jesus henrettet. Så da Pilatus lidt senere spurgte menneskemængden: ”Hvem af de to, skal jeg løslade?”, svarede de: ”Barabbas!” ”Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som I kalder Messias?”, spurgte Pilatus. ”Korsfæst ham!” lød det enstemmigt. ”Hvad har han da gjort?” spurgte Pilatus. Men folk råbte bare endnu højere: ”Korsfæst ham!”Pilatus forstod, at der ikke var noget at gøre, men at der bare ville blive mere uro, hvis han blev ved. Derfor tog han noget vand og vaskede sine hænder for øjnene af dem alle sammen og sagde: ”Jeg er uskyldig i mandens død. Det bliver jeres sag.” Folk svarede: ”Vi og vore børn tager skylden for hans død på os.” 

Så løslod han Barabbas og overlod Jesus til sine soldater, så han kunne blive pisket og korsfæstet.

 

192 v. 1-4 Hil dig, frelser og forsoner

Jesus tornekrones og føres til henrettelsespladsen Mt. 27, 26-32

 

Soldaterne førte Jesus ind i guvernørboligen og samlede alle dem, der var på vagt. De tog hans tøj af og klædte ham ud som en konge i en rød kappe. Så flettede de en krans af grene, der var fyldt med torne, og satte den på hans hoved som en krone og gav ham en stok i højre hånd som et scepter. Og så faldt de på knæ for ham og hånede ham: ”Vi hilser dig, du jødernes konge.” Bagefter spyttede de på ham, tog stokken og slog ham i hovedet med den, og da de var færdige med at ydmyge ham, tog de kappen af og gav ham tøjet på igen. Så førte de ham væk for at korsfæste ham.

På vejen mødte de en mand, der blev kaldt Simon fra Kyrene, som soldaterne tvang til at bære Jesus´ kors.

Salme: 188 Så bøjed den dødsdømte nakken

Korsfæstelsen: Mt. 27,33-44

 

De nåede frem til det sted, der hedder Golgata – det betyder Kraniepladsen. Her gav de Jesus vin, der var blandet op med galde, så det smagte bittert, men da han fik det, nægtede han at drikke det. Så korsfæstede de ham, og bagefter delte de hans tøj imellem sig ved at trække lod om det. Så satte de sig ned og holdt vagt. Over hans hoved havde de sat et skilt med anklagen mod ham ”Jesus, jødernes konge.”

De korsfæstede også to røvere, en til højre og en til venstre for Jesus. Når folk kom forbi, rystede de på hovedet. ”Var det ikke dig, der kunne rive templet ned og bygge det op igen på tre dage?” spurgte de hånligt. ”Hvis du er Guds søn, så red dig selv og kom ned fra det kors.” De ledende præster kom også og gjorde grin med ham sammen med de andre jødiske ledere: ”Andre har han reddet, men han kan ikke redde sig selv. Hvis han er jødernes konge, må han hellere se at komme ned fra korset, så vi kan tro på ham. Han stoler på Gud, så lad Gud redde ham, hvis han vil. Han tror jo, han er Guds søn.” Røverne, der hang ved siden af, hånende ham på samme måde.

 

Salme 439: O, du Guds lam

Jesus død: Mt. 27, 45-56

 

Ved middagstid blev det bælgmørkt over hele landet, og det varede i flere timer. Ved tretiden råbte Jesus højt: ”Eli, eli, lema sabaktani?” Det betyder ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Nogle af dem, der stod i nærheden, misforstod det og sagde: ”Han kalder på Elias.”

Straks løb én af dem hen og tog en svamp, fyldte den med sur vin og rakte den op til Jesus på et spyd, så han kunne drikke af den, ”Vent lidt,” sagde de andre. ”lad os se, om Elias kommer og redder ham.” Jesus råbte en gang til, og så døde han.

I det samme blev forhænget til templet revet midt over, fra øverste til nederst, og jorden rystede og klipperne slog revner. Gravene åbnede sig og ligene af dem, der havde troet på Gud, vågnede op. Og da Jesus senere var genopstået, kom de ud af gravene og gik ind i Jerusalem, hvor der var mange, der så dem. Officeren og hans soldater, der holdt vagt ved Jesus, blev skrækslagne over jordskælvet og alt det andet, de så. ”Han var virkelig Guds søn!” udbrød de. Et stykke derfra stod der en stor gruppe kvinder og fulgte med i, hvad der skete. De havde været sammen med Jesus helt fra Galilæa og havde sørget for ham undervejs. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, der var mor til Jakob og Josef, og hende, der var mor til Jakob og Johannes.

 

Trosbekendelsen siges i kor

197 – Min Gud, min Gud – Merete Wendler

Gravlæggelsen: Mt. 27, 57-66

 

Om aftenen kom en rig mand fra byen Arimatæa. Han hed Josef, og var en af Jesus´ tilhængere. Han gik op til Pilatus og bad om at få liget af Jesus udleveret. Det gik Pilatus med til. Josef tog liget ned, svøbte det ind i et rent lagen og lagde det i en grav, som han ellers lige havde fået hugget ud i klippen til sig selv. Så rullede han en stor sten for indgangen og gik hjem, mens Maria Magdalene og den anden Maria blev tilbage. De satte sig over for graven.

Dagen efter var det sabbat, men alligevel tog de ledende præster og farisæerne hen til Pilatus og sagde: ”Herre, vi er kommet til at tænke på noget, ham svindleren sagde, mens han var i live. Han påstod, at han ville stå op fra de døde efter tre dage. Kan du ikke sørge for, at graven bliver sikkert bevogtet de næste tre dage? Ellers risikerer vi, at hans disciple kommer og stjæler liget og fortæller folk, at han er stået op. Så ville de bilde folk noget ind, der var endnu værre end det, han selv har gjort.” ”Her har I et hold vagter,” svarede Pilatus. ”Dem kan I sætte til at passe på graven. I ved bedst, hvad det går ud på.” Så tog de ud og forseglede graven og satte vagter omkring den.

Fadervor bedes i kor

Velsignelse

192 v. 5-9 Hil dig, frelser og forsoner

Postludium

 

 

Skærtorsdag 5. april kl. 19.00 i Engesvang

 

467 – Du er vor skat, o Jesus sød

473 – Dit minde skal o Jesus stå

366 – Nogen må våge i verdens nat

455 – Mindes vi en fuldtro ven

439 – O, Guds lam

69, v. 4-5 – af Du fødtes på jord

217 – Min Jesus lad min hjerte få – Carl Nielsen

 

 

Menigheden i Korinth havde mange - disciplinære - problemer, tror jeg godt, man kan sige.

Korinth var en havneby, i Korinth kunne det gå vildt for sig. De, der havde ladet sig døbe, var i høj grad mennesker, livet havde behandlet hårdt. Og når livet har behandlet én hårdt, da vil man ofte have mindre at give af, end når tilværelsen har været god ved én.

Og når man læser Korintherbrevene – selv om vi ikke ved, hvad menigheden har svaret Paulus eller spurgt ham om, og derfor kun sidder inde med halvdelen af en tovejskommunikation – så ser man, at der var mange konflikter i menigheden, og også at det der med, hvad den kristne frihed betyder hele tiden er i spil. I Korinth sagde man – og jo for så vidt helt i tråd med evangeliet – at alt er tilladt. Alt er tilladt, fordi Kristus har sat os fri og kristentroen er et kærlighedsforhold; og i et kærlighedsforhold er der ikke er love for det ene og regler for det andet, men etikken er til hver en tid netop bundet op på relationen, på kærligheden til Gud og næsten. Derfor er det er principielt rigtig, at som kristen er alt tilladt og at frelsen ikke fortabes ved det, vi gør.

Men som Paulus siger, så er det, at alt er tilladt ikke ensbetydende med, at alt er gavnligt. F.eks. er de bordelbesøg, der var en del af kulturen i menigheden, ikke er gavnlige. Og det er heller ikke gavnligt at ens første forsøg på at løse en konflikt med en kristen bror eller søster er at slæbe vedkommende i retten.

Og endelig – og nu nærmer vi os skærtorsdag – dur det ikke, at menigheden, når de laver fællesspisning, ikke deler med hinanden. Det er ikke Vorherres mening, at nogen skal æde til de sprækker og drikke sig berusede, mens andre sidder og mangler mad. Hvis man spiser sammen før, efter eller under gudstjenesten, så skal alle kunne få det samme. Ellers er det bedre, at man spiser hjemmefra. For om menighedens fællesspisning, siger Paulus, gælder det samme krav om ordentlighed og respekt, som når nadveren fejres.

Menighedens skal tage deres gode bordmanerer fra nadvermåltidet med, når de har fællesspisning. Ellers – skriver Paulus med sin hurtige pen, og nu er vi inde ved noget, der så hurtigt det er skrevet, har haft helt, helt afgørende betydning, og ikke på den gode måde - ellers skriver Paulus så vil de spise og drikke sig en dom til. Paulus har været vred, dybt indigneret over deres manglende hensyntagen til de fattige og svage og dem, der ikke selv havde mad at tage med.

Og han har talt med store bogstaver, som man gør, når indignationen tager én. At spise og drikke sig en dom til… selv om det jo ikke er Paulus, der skal dømme eller har indsigten i den Guds visdom, der er klogere end mennesker.

Men lige i den situation, var det det, han måtte skrive. Og man forstår ham så godt. Det var simpelthen for galt, ikke en kristen menighed værdig. Og bestemt ikke Guds drøm for menneskers liv.   

Hvis Pauls havde vidst, hvad den lille sætning ”..ellers spiser og drikker I jer en dom til!” har haft af betydning for kirkens nadverforståelse, så havde han aldrig skrevet den. Især ikke, hvis han havde vidst, at man ville have klippet ordene ud af deres sammenhæng og tillagt dem afgørende betydning. Ja, så afgørende, at de i århundreder har svævet over kirkens nadverfejring, endda selv om mange af os ikke rigtig har vidst, hvor det kom fra, det var bare den udbredte forståelse, at man kan fejre nadver på en forkert måde og dermed nedkalde sig Guds vrede, hvis man f.eks. tænker forkerte tanker eller er i tvivl om, hvorvidt man tror rigtig eller nok på Gud i det øjeblik, man knæler.

Og således er nadveren blevet et måltid for dem med den formodede stærke tro og den kirkelige indsigt og veltrænethed, i hvert fald i den brede forståelse.  Og det er som om det tager flere hundrede år at forandre den tænkning.

-

Første gang nadvermåltidet blev spist, da var der ikke meget korrekthed over det; der sad de der alle: forræderen, fornægteren og de andre, der heller ikke var meget bevendt, da det kom til stykket. Og Jesus giver til dem alle sammen og indstifter et måltid, der er så langt fra at være elitært eller for særligt gode og fromme og rigtigt troende, som det overhovedet kan være.

Man kunne godt have forestillet sig, at Jesus havde ventet til Judas var gået. Så havde man da fået den værste skilt fra. Eller havde sagt til Peter, at han lige skulle tænke sig om og mærke med sig selv, om han var god nok til det her.

Men han giver dem alle og siger til dem alle, at i brødet og vinen ligger selvhengivelsen, ligger forkyndelsen af hans død som en fortælling om, hvem Gud er, ligger fællesskabet og Gudsnærværet.

Og en ny aftale mellem Gud og mennesker. – Den gamle aftale var kendt, i hvert fald af disciplene: I skal følge mine bud, og således skal I være mit folk, I skal ofre og overholde spisereglerne, I skal passe sabbatten og adlyde mig.

Det var den gamle aftale. Og hele det Gt kan jo læses som en fortælling om, hvordan det ikke var en særlig vellykket aftale; i hvert fald blev den ikke overholdt, aftalen, jo nok af Gud, men ikke af folket. Det gik hele tiden galt.

Den aftale, gælder ikke mere, siger Jesus, nu gælder en nye aftale. Og den aftale er så god for mennesker, at den ikke er til at tro på. For god til at være sand. Som en aftrædelsesordning i bankverdenen.

Den nye aftale er, at jeg gør det, der skal gøres, siger Jesus. Mit blod er det sidste offer, der skal gives nogensinde. Herefter er ofrenes tid forbi.

Den nye aftale handler ikke om blod og soning, om at klæde sig i sæk og aske for at gøre Gud tilfreds. Den nye aftale er, at alt er gjort.

Og nadverens måltid bliver således også tegnet på, hvordan mennesker skal omgås og leve med hinanden: med Jesus for bordenden og de andre ved siden af én. Også selv om vi er forrædere og fornægtere hele bundtet. Vi går an, alligevel går vi an.

Jesus selv sidder ved bordenden og husker os på, at nadvermåltidet er for forbrydere og mordere, folk der svigter deres venner og forsømmer meget, for tvivlere og fornægtere og for os med den skrøbelig tro, nadveren er et fællesskabsmåltid under den nye aftales fortegn: at alt er gjort, at Jesus har gjort det hele. Vi kan kun spise og drikke og tage imod.

Johannes´ skærtorsdagsfortælling holder for i år… og han fortæller jo om fodvaskningen i stedet for at lade nadveren blive indstiftet skærtorsdag aften, hos Johannes spiser disciplene bare sammen.

Det er helt med vilje; skal man finde Johannes´ nadverberetning skal man se under bespisningsunder.  – for Johannes vil fortælle os noget, der understreget det med, at ofrenes tid er forbi, at alt er gjort.

Han vil sige, at den gamle pagts offerlam, der slagtedes til det jødiske påskemåltid er afløst af Jesus, som er offerlammet, der én gang for alle gør en ende på alle ofre. En ny aftale, ikke blodets og offerdyrenes aftale, ikke lovens og bogstavens aftale, men Guds selvhengivelse af kærlighed til verden.

Den nye aftale er, at alt er gjort. Og når vi - så let det kan misforstås – siger ”dette er Jesu Kristi legeme, dette er Jesu Kristi blod”, så er det ord, der fortæller, at offeret er forvandlet til et festmåltid, hvor alle – alle skal være med – forræder, forbrydere, forrådere.

For alt er gjort.

Det er indviklet og på mange måder vældig uforståeligt. Og har rod også i den jødiske tænkning og tradition

Men det vigtige er, at alt er gjort, og at offeret underfuldt er blevet forvandlet til et festmåltid, hvor Jesus Kristus sidder ved bordenden og siger: I er velkomne, alle er I velkomne.

 

 

Palmesøndag 1. april kl. 10.00 3 dåb

81 – Fryd dig nu Krist brud

448 – Fyldt af glæde

192 v. 1-5 Hil dig frelser og forsoner

192 v- 6-9 Hil dig frelser og forsoner

69, v. 4-5 – af Du fødtes på jord

172 – Se, vi går op til Jerusalem

 

Der levende engang en dreng, der aldrig rigtig var blevet budt velkommen i verden. Ikke alle børn bliver det. Hans far og mor kunne vel ikke ret meget, i hvert fald blev det aldrig rigtig til noget med det der med at være forældre, og derfor søgte drengen andre voksne som morgenfruer søger solen. Heldigvis behøvede han ikke at søge længe, for inde ved siden af boede gamle Johan, der engang havde været smed, og som nu bare var gammel og sad ude i sit værksted og rodede.

Hans kone var død flere år tidligere, og allerede som 5-6 årige begyndte drengen at komme og holde ham ved selskab i værkstedet. Og Johan tog imod ham som et barnebarn, opdragede kærligt på ham, lagde sin snavsede hånd på hans skulder, gav ham nærvær og så på ham med sine vandblå gammelmandsøjne, så drengen aldrig var i tvivl om, at han var til og var vigtig i verden.

Den gamle holdt af al slags værktøj, samlede på søm og skruer og gammelt jern og han og drengen tilbragte mange timer med at ordne alt det, de fandt og samlede til huse - skønt nok ikke ret mange af os ville kalde det orden, som de fik ud af det.

Især søm af messing eller kobber holdt den gamle af, det var sådan en særhed ved ham. De lå i en æske for sig selv, en gammel trækasse, der var polstret med rødt fløjl. Drengen elskede når de åbnede den æske og måske pudsede lidt på nogle af de gyldne søm med et stykke af en gammel, stribet pyjamas. Det var ligesom en skattekiste og den gamle Johan gemte den da også på en særlig hylde, højt oppe i værkstedet.

Så skete det, da drengen var en 10-11 år, at Johan døde. En morgen vågnede han bare ikke og lykkeligvis var det ikke drengen, der fandt ham, men ét af hans børn. – Hvor meget drengen og den gamle havde betydet for hinanden, var der ikke rigtig nogen, der havde hæftet sig ved. Og ingen inddrog ham i alt det der sker, når nogen dør.

Han havde ingen erfaring med den slags heller, vidste ikke, hvad man gjorde eller hvad voksne plejede eller hvem han kunne spørge. Han vidste kun, at han havde mistet sin bedste ven, og at han måtte med til begravelse, og at det nok var bedst ikke at spørge nogen, for så fik han ikke nej. 

Han havde hørt, at man gav blomster til begravelser, men der var ingen blomsterhandler i byen. Der var kun tømmehandlen, hvor han ofte var kommet med den gamle - tit havde de bare kikket på værkstøj, andre gange købt lidt. Dér gik han ind. Han stilede målbevidst mod kasserne med de gyldentblanke søm, tog en håndfuld og købte så mange, som han havde penge tid. Det blev ikke til mere end 7. Derhjemme viklede han ståltråd om de 7 søm, så sømhovederne sad som hovederne i en lille buket.

Den dag, den gamle skulle begraves kom han tidligt, og fik lagt buketten som han havde bundet af de gyldne søm helt oppe ved kisten, uden at nogen så det. Han kunne godt se, at hans buket så meget anderledes ud end de buketter af roser, liljer og tulipaner, der efterhånden fyldte kirkens midtergang. Men han var tilfreds, han havde givet noget, den gamle ville have sat pris på og han havde givet alt, hvad han havde.

Efterhånden fyldtes kirken, og folk talte halvhøjt, som man jo gør før en begravelse, når den døde har forladt livet gammel og mæt af dage.

Pludselig hørtes en høj kvindestemme gennem den almindelige mumlen: ”Nej, hvad er det da for noget! Det kan man da ikke!”

Og derefter en anden kvindestemme, dybere og mildere: ”Jo, det kan du se, at man kan. Der er helt sikkert én, der har gjort sig meget umage.”

Og sådan så drengen den næste dag, da han gik hen for at se til gravstedet, de gyldne søm ligge midt i blomsterhavet. Og da frosten én af de første nætter tog kraften ud af liljerne og roserne og tulipanerne, da lå hans søm og skinnende midt på graven, de gyldne søm, indkøbt for alt, hvad han havde.  Og hvor ville den gamle have brudt sig om dem, hvor ville han have været glad om at han havde kunnet se dem.

-

Sådan fortælles det. Som en spejling af træk i evangeliets beretning om kvinden, der få dage før Jesu død laver rav i et middagsselskab ved at brase ind og uden videre hælde enorm dyr olie ud over Jesus.

Det at salve med olie, som det hedder, var helt almindeligt, man salvede både til bryllup og begravelse og fest og alle vidste, at man før hen havde indviet konger ved at salve dem. For slet ikke at tale om, at ham, Gud vil sende for at sætte mennesker fri, netop kaldtes den salvede, Messias. Det vidste alle. Alligevel virkede hele situationen akavet og forkert. Kikset og upassende. De sad jo lige og spiste. Mændene.

Og det får hun at vide, kvinden. Sandelig får hun det at vide. De skælder hende huden fuld de andre ved bordet. Hun er jo kommet brasende og så den dyre olie, som hun rent ud fråser med. Og nok er Jesus netop reddet ind i byen på et æsel som en fredsfyrste og er blevet hyldet af folk som konge, men derfra og så til ligefrem at salve ham som om han skulle salves til konge. Eller: som Guds som salvede, som Messias.  - Og så at fråse med den dyre, dyre olie. Hvis det endelig skulle være, kunne man da have taget en lidt billigere. 

”Hun har gjort, hvad hun kunne,” er det første Jesus siger; højt og bestemt, siger han det, så alle kan høre det helt tydeligt. Og fortsætter, at nu er han salvet til sin begravelse, og selv om det blev sandt, så lod alle som om, de ikke hørte det.

Hun har gjort, hvad hun kunne, sagde Jesus om den kvinde som de andre skældte ud, fordi hun var ødsel og kikset og ikke vidste, hvordan man gebærdede sig. Og dog var hun den eneste, der havde forstået til bunds, at han var den salvede, han var den, Gud havde sendt for at sætte mennesker fri.

-

Palmesøndags fortælling handler om, hvem Jesus i sandhed er: at han er den, der kommer fra Gud for at sætte mennesker fri.

Men beretningen er også ord af Vorherres mund om, at det er godt nok, når man har gjort hvad, man kunne. Det godt nok, når bare man gør, hvad man kan – uanset hvad andre måtte tænke og mene og synes.

Hun har gjort hvad, hun kunne. – Andre og ikke mindst vi selv kan forlange mere af os, end hvad vi er i stand til. Men Vorherre forlanger ikke mere. Det er godt nok, når vi gør, hvad vi kan. Det godt nok, når vi gør, hvad vi med vore evner og vort overblik er i stand til.

…I en mærkværdig tid, hvor vi presser hinanden og ikke mindst os selv til hele tiden at kunne og skulle mere, til at yde stærkere, til at overskride vore grænser, blive ved og prøve at gøre mere end vi kan, da er der megen trøst og plads i evangeliet, hvor vi får at vide, at når vi gør hvad, vi kan, er det godt nok. Og måske er det endda som med kvinden, der salver Jesus, og drengen, der gav de gyldne søm som begravelsesbuket, at de, der falder udenfor og gør noget upassende, undertiden er dem, der har set dybest og forstået klarest.

For det gør man jo i kærligheden.

-

Hun har gjort hvad, hun kunne. Hun har på forhånd salvet mig til min begravelse.

Amen

 

 

Prædiken til Mariæ bebudelse 25. marts kl. 10.00 i Engesvang

10 - Alt hvad som fuglevinger fik

441 – Alle mine kilder

72 - Maria hun var en jomfru ren

115 – Lad det klinge sødt i sky

439 – O, du Guds lam

412 – v. 5-6 – af ”Som vintergrene”

1 – Guds menighed syng – Svensk folkemelodi

 

Kender I nogen, der har svaret på deres livs katastrofe ved at takke Gud? Jeg gør ikke, og da allermindst mig selv.

Men dagens evangelium er en beretning om en unge kvinde, der netop møder katastrofen i tillid til Guds godhed.

Med god grund bærer Maria den blå farve, troens farve, når man møder hende i et kunstværk. For hendes tillid til Gud er så stor, at den grænser til dårskab, ja vanvid. Ville de fornuftige af os sige.

Maria møder katastrofen med en takkesang til Gud.

Og når jeg kalder hendes svangerskab for en katastrofe, er det fordi hun lever i et samfund, hvor al kvindelig seksuel aktivitet uden for ægteskabet betragtes som utroskab. Der er simpelthen dødsstraf for det, ved stening. Vi møder det i Johannesevangeliet, i den bizarre fortælling om mændene, der kommer til Jesus slæbende med en kvinde, som de – med deres egne ord - ”har grebet på fersk gerning i utroskab”.

Hvorvidt dødsstraf faktisk blev praktiseret, hvis en ung pige blev gravid før ægteskabet, er nok tvivlsomt – man ville jo ende med at få kraftigt underskud af kvinder på den konto, så man anlagde givetvis en praktisk synsvinkel på sagerne.  - Med steningen for ureglementeret kvindelig seksuel udfoldelse forholdt det sig nok ligesom med så meget andet, at hvis den blev praktiseret, blev kun de ramt, der i forvejen var ramt på alt og marginaliseret. 

Men uanset hvad praksis var, var stening lovfæstet og en risiko. Og i hvert fald var det ikke velset at blive gravid før alt var i orden, og det hjalp nok ikke meget, at man sagde, at man havde haft besøg af en engel fra Gud, og at svangerskabet ikke var kommet i stand på almindelig vis.  At den forklaring gik, kan man dårligt forestille sig.

-

Også i vores kultur har graviditet uden for ægteskab været noget, man så ned på, selv om man ikke risikerede dødsstraf for det. Og vi må tage på os, at kirken har understøttet den tænkning og været med til at fordømme kvinder, der fik børn uden at have en far til det eller før de blev gift med ham, og også været med til at stemple de helt uskyldige børn, der kom til verden uden at deres mor var gift.   

Det er meget beskæmmende og vi må undre os over, hvor man har hentet det fra i kirken, når nu Guds søn, Jesus Kristus netop lod sig undfange udenfor ægteskab.

Vi kan ikke gøre fortidens fortræd om og mange af dem, der har lidt under det og følt sig forkerte og udstødte, er jo døde og borte. Men vi kan bruge Marias historie om barnet der blev født af en ugift mor som en påmindelse om, at selv om moralske normer er gamle eller almindeligt vedtagne, ikke er nødvendigvis det samme, som at de er sanktionerede af Vorherre selv. Og hvis normer indebærer, at nogen bliver ringeagtet, så må man altid være kritisk.

Og Marias moderskab - sammen med alt det andet som det også er – er Guds gøren sig til ét med alle de kvinder, der har ventet barn med omgivelsernes misbilligende blikke på deres voksende mave, et opgør med fordømmelse og hykleri. Selv om – må vi sige når vi ser på historien – det ikke har virket særlig godt.

Tværtimod har vi jo altså i kirken overset den ellers ret tykke pointe i dagens evangelium og når tingene i dag er anderledes, er ikke kirkens skyld, det er ikke fra kirken, at anerkendelsen af ugifte mødres moderskab er kommet i første omgang. Selv om jo altså frelserens mor var ugift, og stod i fare for at blive ramt af samfundets straf, og i hvert fald af dets forargelse.

Og alligevel svarer Maria på katastrofen ved at takke Gud.

-

Man forstår hende ikke; hun er en helt forunderlig skikkelse, Maria, nærmest den eneste i Biblen, der påtager sig den opgave, Gud giver hende i tak og tillid og uden skepsis eller forsøg på at unddrage sig. - 

Sarah lo, da hun hørte at hun skulle blive mor som 70 årig – hvilket vi vist også ville have gjort, hvis vi havde stået dér i teltåbningen. Og da Moses bliver bedt om at gå til Egypten siger han, at det ikke går, hans talegaver har aldrig duet til noget; og profeten Jeremias undskylder han sig med, at han er for ung til den slags, og Jonas stikker simpelthen af. Og sådan kunne vi blive ved.

 

Men Maria, som Gud giver en opgave, der indebærer en social katastrofe og truer hende på livet, som kan betyde udstødelse og som – umiddelbart – synes at måtte få den konsekvens at hun mister sin kæreste, selv om det så ikke sker, hun siger ja. Ja, ja tak, jeg stoler på dig Gud.

 

Hvem der bare var som Maria og kunne synge som svar på katastrofen. Hvem der bare som Maria kunne overgive sig til Gud i blind tillid til, at det nok skulle gå alt sammen, at han ville tage vare på det, så alt blev som det skulle være?

 

Hvem der bare som Maria kunne slippe kontrollen og det at have styr på tingene og overgive sig til Gud i tillid og tro og tak og sang og glæde. 

 

Men det er der ikke mange af os, der kan. Vel også fordi vi netop har erfaret, at selv om vi beder og påkalder, så kan ting gå helt galt. Guds vilje sker ikke nødvendigvis i verden. Livet har lært os lektien og derfor er det svært for os at give slip og lade Gud om det.

 

 

Men Maria siger bare tak – og synger. Og bliver på den måde et billede på, hvordan man også kan møde livet. I sang og tak til Gud.

 

Maria lærer os, at der er flere måder at gribe tilværelsen an på. Og man behøver ikke at have styr på alting. 

 

-

             

Marias lovsang er en takkesang og et digt, men den er også en fortælling om hvem den Gud er, som fødes i verden.

 

Er han de stærkes Gud? Er han de magtfuldes Gud? Er han de riges Gud?

 

Jo, det er han, for han er alles Gud. Men som vi også ved bl.a. fra påskens fortælling om Jesu henrettelse, så er det som om de magtfulde har det med at tage patent på Gud, som om han mest er deres. For det er jo dem med overskuddet og indflydelsen, der har kræfter til at gøre de rigtige ting og sige de rigtige ord, det er de stærke, der kommer til at definere Guds kærlighed og godhed, og som – måske uden rigtig at tænke over det – kommer til at gøre Gud til én, der mest er Gud for dem.

 

Så man kan godt sige, at Marias lovsang er en slags religionskritik, en kritisk af en måde at fortælle om Gud på, hvor han ikke bliver alles Gud – og slet ikke de smås og fortryktes – men mest de stærkes Gud.

 

Ja, ikke alene et korrektiv til menneskers måde at tænke om Gud på, men også en samfundskritik. Gud har udvalgt Maria og ikke en gift kvinde i et veletableret, respekteret farisæerægteskab – Gud har udvalgt en ung ugift pige, som ikke var noget, førend hun blev gift og kunne få lidt værdi ved at være sin mands kone. Guds har udvalgt Maria, og det er virkelig som Paulus siger en dårskab.

 

Men der var sådan det var, og det er sådan, det er. Det må vi finde os i og lade os udfordre, trøste, inspirere eller forundres over hvordan Gud handler i verden.

 

At hans dårskab er visere end mennesker og hans svaghed er stærkere end mennesker.

Amen

 

Prædiken til midfaste søndag kl. 10.00 i Engesvang

743 – Nu rinder solen op

30 – Op alle som på jorden bor

459 – Herre, hvor skal vi gå hen

321 – O, kristelighed

439 – O, du Guds lam

412 – v. 5-6 – af ”Som vintergrene”

457 – Du som gik foran os

 

Det var i mosen, dengang den ene jernbanevogn efter den anden forlod Moselund station tungt læsset med tørv. Og nede i mosen gik en kvinde sammen med andre kvinder. Børnene var i skole og mændene arbejdede et stykke derfra. Hun havde barnevognen med; sådan var det. Den lille sov, endelig. Det kneb med mælken, han skreg meget. Og hun vidste godt hvorfor. Det var det med, at hun ikke altid fik nok at spise.

 

Men skammen var så stor, at hun ikke kunne sige det til nogen eller bede om hjælp. Andre ville ikke have haft det sådan, og det var jo ret almindeligt, men hun skammede sig så stærkt, at hun ikke kunne sige det til et eneste menneske, selv om folk nok vidste det alligevel, at hendes mand drak lønnen op, så snart han fik den i hånden, og at de måtte klare sig for det, hun tjente, så lidt det var. Og huslejen måtte til, et sted skulle man jo være, så var det bedre at undvære maden. Og de skyldte alle vegne.

 

Men det var ikke godt for mælken, at hun undertiden fik for lidt at spise. Og man blev også træt og svimmel, alting blev så tungt og besværligt, når sulten fik tag én. Og selv om man fyldte maven med vand, så den ikke føltes så hul, så hjalp det ikke på kræfterne.

 

Nu var der frokostpause, hun puslede om den lille, lod som hun skulle noget med ham, selv om han sov.

 

”Kom nu og spis din mad,” sagde hendes nabokone, der var oppe i årene og enke. Vi trænger til et hvil.

 

”Jeg skal lige se til ham, jeg kommer…”

 

Hvis hun trak tiden ud, ville de andre ikke se, at hun ikke havde mad med og ikke tænke, at manden havde drukket det hele op, selv om det kun var tirsdag. Hun skammede sig over det, hun skammede sig så forfærdelig og ville ikke, at nogen skulle vide, at hun havde en mand, der drak alting op, så at der ikke var til det daglige brød. Man blev nødt til at have en overflade, man blev nødt til at have en skal, så folk ikke vidste alt om én. Hun gjorde i hvert fald.

 

Hun bøjede sig ind i barnevognen og var ved at græde, men det måtte hun ikke. Det kunne ses, og så ville de spørge. - Drengen sov så fint, køn var han selvfølgelig og lykkeligt uvidende om verdens hårdhed. –

 

Da var der én, der lagde en hånd blødt på hendes skulder. Det var nabokonen.”Kom nu, du trænger til mad. Jeg har smurt til os begge to.” Hun holdt en lille pause, og så sagde hun bare: ”Jeg kender det godt…”

 

Mere sagde hun ikke. Men fedtemadderne og kaffen fra termokanden smagte som mannaen i ørkenen, og hun tvang sig til at tygge langsomt og ikke forsluge sig, som man nemt kan, når man er mægtig sulten. Det var brød, livets brød eller kærlighedens brød rakt af barmhjertige hænder, ja hvem ved, måske af Vorherre selv. For er det ikke sådan, han handler i verden, den gode Gud, gennem os syndige mennesker i al vores afmægtighed?

 -

….

 

Sådan fortælles der.

 

Og sådan er der hver eneste dag alle steder i verden, mennesker der handler som Guds udsendte ved at række andre brødet, livets brød, og nænsomt hælder barmhjertighed i sorgens og nødens sprækker.

 

-

 

Det handler om brød i dag på midfaste søndag, om at række hinanden livets brød og selv at få det rakt, om det brød der stiller sulten, både mavens sult og den hunger i hjertet, som længes efter kærlighed og barmhjertighed, efter at blive set og høre til og være nogen.

 

Det handler om brød, om livets brød med alt, hvad der ligger i de to ord.

 

Jesus siger det selv: ”Jeg er livets brød.”

 

Men han siger det ikke, da han netop har mættet en tusindtallig skare og afdækket, at Guds vilje med verden er mæthed og fylde, marvfede retter og ædel lagret vin, som en Esajas profeti lyder.

 

Han siger det først dagen efter, da folk i store flokke kommer og vil have ham til at gentage underet og vil gøre ham til en brødkonge af samme slags som de andre i romerriget, der gav de fattige brød og skuespil til gengæld for politisk opbakning og loyalitet.

 

”Jeg er livets brød” siger Jesus. Men netop som en afvisning af at være en brødautomat, hvor man putter loyalitet - eller tro for den slags skyld  - ind i den ene ende og får brød ud i den anden.

 

Nok må man have brød for at leve – uden mad dør vi – men udelukkende af mad, kan vi ikke leve. Der behøves mere. For uanset hvor meget hunger kan fylde, når man mangler mad, så er livet mere end maden og legemet mere end klæderne.

 

Vi har brug for mad, men vi har også brug for andet end mad. Og Jesus siger det jo også i en anden fortælling, der på mange måder er i familie med dagens evangelium, at mennesket ikke lever af brød alene, men også af hvert ord, der udgår fra Guds mund.

 

På den ene side lever vi af brød, og på den anden siden dør vi, hvis vi kun får brød. Og sådan er jo den kristne tænkning, at spændingen hele tiden holdes fast, livet kompleksitet bevares og udholdes. Nogen gange er det jo lettere at forsimple, men det gør Vorherre aldrig. For livet er ikke simpelt, det er indviklet og fuldt af dilemmaer, ja livet selv lever i en spænding, på den ene side og på den anden side samtidig også. 

 

Vi lever af brød, men ikke af brød alene, Jesus er Gud og dog er han menneske, vi skal dø, og dog skal vi opstå til evigt liv, vi er skabt i Guds billede og dog er vi uperfekte, vi er skyldige og dog er vi retfærdige og sat fri til at leve, vi er store og dog er vi små, osv. osv.

 

På den ene side og på den anden side. I en kristen tænkemåde arbejder vi hele tiden med paradokser, med uforenelige modsætninger – som f.eks. at vi lever af brød og dør, hvis vi kun får brød eller at Gud i himlen er kommet til jorden.

 

For det er sådan livet er, det er sådan vi erfare tilværelsen: at den er fuld af spændinger, at umiddelbart uforenelige modsætninger er inden i os og i vore liv. Og troen forholder sig netop til livet som det er og til vore erfaringer med det.

 

Man dør uden brød, men udelukkende af brød dør man også.

Og således kalder Jesus sig selv brødet. Livets brød.

 

Og det er vel ikke mere indviklet end at livets brød er det, der rækkes os, som Guds gave, når vi spiser vores havregryn om morgenen og klemmerne til frokost, når kaffebrødet bæres ind og nogen har gjort sig umage med at bage og stille an og glæden ved at sidde til bords mærkes både i kroppen og i sindet.

 

Og at livets brød også er den virkelighed, vi møder, når glimt af Guds rigets herlighed gennembryder vores små liv; nogen gange – men ikke altid – sker det i kirken og ved nadveren, og det sker uden for kirken, hele tiden, i modet og glæden, i kærligheden og selvforglemmelsen, i barmhjertigheden og omsorgen og når vi vover at leve på Guds ord, selv om der i grunden er rigeligt der ser helt umuligt ud.

 

Og at livets brød er det, der rækkes os, når nogen hælder barmhjertigheden og godheden ned i sorgens og nødens sprækker og siger varme ord eller ingen ord og uden tanke for deres eget bliver som Kristus for os.

 

Mere indviklet er det vel ikke.

 

Jeg er livets brød.

Amen

 

Prædiken til 3. søndag i fasten 11. marts kl. 10.00

1 dåb

 

192 – Hil dig frelser og forsoner

450 – Du kommer, Jesus

337 – Behold os Herre ved dit ord på ”Gør døren høj”

675 – Gud vi er i gode hænder - Egemose

412 – v. 5-6 som brød og vin

217 - Min Jesus lad mit hjerte få – Carl Nielsen

 

Guds findes ikke.

Gud finder.

Og hvis Sandheden er Gud, som vi kender ham fra Jesus Kristus, da gælder det også, at sandheden ikke findes, sandheden finder.

Sandheden kan vi ikke have eller finde eller have magt over. For det er ikke os, der har sandheden. Det er sandheden, der har os.

Sandheden findes ikke, sandheden finder.

-

I 50 ´erne skrev forfatteren Martin A. Hansen en radioføljeton, en dagsbogsføljeton. Folk sad foran radioapparaterne og ventede på næste afsnit. Selv om der i føljetonen umiddelbart ikke var megen dramatik, i hvert fald ikke på overfladen. Til gengæld var det underliggende drama, så meget desto voldsommere. Føljetonen handlede om noget så grundlæggende som sandhed og løgn, ja det er lige før, man kan sige, at den var en roman skrevet over den meget vanskelige tekst til denne søndag. De ugentlige afsnit greb folk så stærkt, at de vidste med sig selv, at de måtte høre næste afsnit, selv om de ikke anede hvorfor.

Men jeg tror, det var fordi de hørte et ekko af evangeliet i romanen, selv om de ikke vidste det; fordi grundlæggende og livsvigtige spørgsmål vævede sig ind i fortællingen, spørgsmål om godt og ondt, om sandhed og løgn og Gud og Djævel.

Og nu skal jeg nok - for dem der er vokset op efter radioføljetonerne - fortælle hvad dette drama handler om. I øvrigt er det siden udkommet i romanform i mange oplag. Radioføljetonen handler om Johannes Vig - sig det ikke for hurtigt; og det er hans dagbog, der er romanens kapitler. Johannes Vig er enelærer på en lille ø, Sandø; ikke fordi han egentlig har lyst til at være der, men fordi han er flygtet fra noget andet i sit liv, en kærlighedshistorie. Han har været på Sandø i over ti år, men betragter sig selv som en fremmed, som én, der ikke hører til, skønt han er meget afholdt. 

Johannes Vig er en utrolig dygtig lærer; han ved, hvad undren kan gøre ved mennesker, både store og små mennesker. Han plukker de første forårsblomster og sætter dem i glas i vinduet i skolestuen, men med et kræmmerhus over, som man må lette for at se dem. Han er omsorgsfuld og har blik for de svage på øen, og går i det stille rundt og gør meget godt. Men når han skriver, har han sådan en mærkelig afstand til alting og til sig selv. Ironisk. Der er ligesom noget, der skurrer et sted.

På øen bor også Annemari, fortæller han; hun var hans elev, da han som purung lærer kom til stedet. Og allerede dengang var hun kæreste med en ung mand på øen, Oluf; de var sådan et smukt par. Og de var kun lige voksne, da Annemari blev gravid. –

I sin dagbog fortæller Johannes Vig, indirekte, at Annemari altid har haft en meget stor – for stor - plads i hans hjerte, og han fortæller også, at Oluf og Annemari ikke rigtig er samme mere og hvorfor det er blevet sådan.

– Det var mens Annemari var gravid. Oluf og hans ven Niels ville ud og fiske, selv om vejret var hårdt, i ungdommens dumdristighed ville de endda ud på Kragedybet, hvor strømforholdene var uberegnelige og meget farlige. Og han skriver, at deres unge blod bruste i dem og at ingen kunne få dem fra deres forehavende.

Men derude på dybet kæntrede båden, og Niels drunknede, Oluf kæmpede sig mirakuløst i land; men siden dengang - og det er flere år siden - har han været en anden og forholdet mellem ham og Annemari er nærmest gledet ud, selv om hun har fået deres barn. Oluf føler, at han var skyld i Niels død, og det har ligesom slået hans liv ud af kurs.

Alt det og meget, meget mere, fortæller Johannes Vig og man mærker som sagt, at han har en underlig distance til alting, at han ligesom ser tingene udefra og ikke helt tager noget alvorligt.

Men så i dagbogens sidste kapitel afslører Johannes Vig, at dagbogen ikke er en dagbog, men skrevet senere end den er foregået og i virkeligheden er hans eget forsøg på at komme overens med sit liv, med Gud og med sig selv på. Han har ladet som om gennem hele dagbogen, han skrevet den udgave af virkeligheden, som han gerne ville have.

Men i det afsluttende kapitel fortæller han så, at han ikke har været sandfærdig Og allermindst sandfærdig har han været omkring begivenhederne den dag de to unge mænd tog på havet og Niels mistede livet. Det er ikke rigtigt, at man ikke kunne holde dem tilbage. Nej, sandheden er, at Johannes Vig æggede de to til at sejle ud ved at sige, de ikke turde. Fordi han vidste, at de så ville tage ud. Og han lader os ane, at der et sted dybt i ham var et håb om, at Oluf ikke ville komme levnede fra det. Og så kunne han selv få Annemari. Niels havde han ikke skænket en tanke, men det var ham, der blev derude.

Og bagefter prøvede han ikke at hjælpe Oluf med at tumle den skyld, der tappede hans liv.  Ikke før her i dagbogens sidste kapitel, hvor han fortæller om en samtale med Oluf, som han netop har haft, og hvor han har fået sagt til ham, at Niels´ død ikke var Olufs skyld, men hans, Johannes skyld.

Hverken Oluf eller Johannes ender med at få Annemari, men alligevel er der forløsning i slutningen, Oluf får en anden, og Johannes Vig er pludselig hjemme på Sandø. Han er ikke fremmed mere. Og han mærker at han må blive der resten af sine dage. Han er ankommet til sig selv ved at få afdækket sine egne løgne, ved at blive grebet af sandheden, af Jesus Kristus.

-

Fortællingen om Johannes Vig er på en måde en prædiken over dagens evangelium om sandhed og løgn, om at vi ikke er herre over sandheden, kunne herre over løgnen. Sandheden er der, uanset om vi vil vide af den eller ej, men løgnen skal man tro på og holde fast i, for at den kan eksisterer. Løgnen snylter på sandheden og er ikke noget i sig selv – men det betyder ikke, at den ikke har magt til at ødelægge og adskille.

Og ofte ikke vil gribes af sandheden, fordi den afslører og tvinger os til at tage vort liv på os og stå ved os selv, ja selv om sandheden sætter os fri, så vil vi tit ikke vide af den.

Når man hører den gode Johannes Vigs historie, er det alt sammen nemmere at forstå: at det er sandheden, der gør fri, mens løgnen binder. Og at sandheden er der uanset om vi vil den eller ej. At denne er større end os og ikke er vores egen.

Og også, at det ikke er os, der har sandheden, at den ikke er noget men kan have og hamre andre i hovedet med, men tværtimod tager den én, kommer til én. Og sætter fri.

Sandheden kan man aldrig have eller besidde, og derfor er det også sandt, som én har sagt, at man skal følge dem, der søger sandheden, men se at komme væk fra dem, der har fundet den. Sandheden findes nemlig ikke, sandheden finder, den griber én, ligesom Johannes Vig blev fundet af sandheden – af Gud kan vi godt sige – og blev befriet til at leve sit liv og tage det på sig.

Sandheden findes ikke – sandheden finder.

Guds findes ikke, Gud finder.

 

Prædiken til 1. søndag i fasten 4. marts kl. 16.00

1 dåb

15 – Op al den ting som Gud har gjort

448 – Fyldt af glæde

435 – Aleneste Gud i Himmerig

52 – Du Herre Krist

412 – v. 5-6 som brød og vin

522 – Nåden er din dagligdag

 

”Som med alt andet, du kaster sig ud i, er der én ting, der er uundværlig: Troen på at det kan lade sig gøre!”

Det netop citerede stammer ikke fra den hellige skrift, men er hentet fra én af mange artikler om, at det kræver tro at få ting til at ske.  Det er en almindelig mening, at man må tro på det eller tro på sig selv eller tro på sejren eller hvad det nu er, man nødvendigvis må tro, før end noget kan lykkes.

Her i det senmoderne er tro ikke først og fremmest noget religiøst, men mere en kraft, man må finde i sig selv og en forudsætning for, at det, man ønsker, kan ske. Tro findes mindst ligeså meget udenfor religionen som i den.

Spørgsmålet er bare om det virker? Virker troen som en kraft, der gør umulige ting mulige. Gir det ”at tro på det” én et nyt job, helbredelse, den efterstræbtes kærlighed, sejren på fodboldbanen eller hvad det nu måtte være?

Og er det rigtigt, at det ”at man tror på det”, er en nødvendig forudsætning for, at man får det, man ønsker. Kan man ikke få ting til at ske uden at tro på dem? Og er det altid sådan, at når man bare tro på det, så sker det?  

Nej, det er det ikke. Vi vil alle sammen have erfaringer af, at noget, vi ikke troede på – men måske håbede inderligt - skete. I stort og småt. Nogen er måske gift med én, man aldrig troede, man fik, selv om man håbede det inderligt. Og omvendt har vi også oplevelser af at, selv om vi ”virkelig troede på det”, så fik vi ikke det, vi ønskede.

Det er ikke rigtigt, at troen på, at noget kan lade sig gøre er uundværlig for, at det gode sker eller det velsignede indtræffer, ligesom det heller ikke er en uafvigelig regel, at bare vi tror på noget, så lader det sig gøre.

Og jeg kan i ikke lade være med at tænke på den helt vidunderlige film, som jeg håber nogen har set. Om litteraturprofessoren, C. S. Lewis, der levede fra 1898-1963, som også var teologisk skribent og foredragsholder, men i dag bedst er kendt for sine børnebøger om landet Narnia. Denne C. S. Lewis er ugift og lever et intellektuelt og følelsesmæssigt meget ufarligt liv på Oxford universitet, han underviser, holder foredrag – mest for kvinder – og går i klubben og diskuterer med andre intelluktuelle. Han er vældig klog på alting, ikke mindst på livet, selv om han ikke har tætte relationer og derfor ikke for alvor tager livtag med det.  Men da sker det – uventet og uvelkomment - på hans halvgamle dage, at en kvinde tumler ind i hans liv. Det var ikke planen. Meget mod sin vilje forelsker han sig i hende, selv om det bestemt ikke var det, han ønskede på forhånd, relationer er så krævende. Men det sker, han får en relation til hende, et dybt kærlighedsforhold, så han slet ikke ved, hvad han skal gøre af sig selv uden hende. Og hans liv og tanker om tilværelsen bliver voldsomt udfordret, han må revurdere mange af sine urokkelige meninger, fordi man tænker anderledes om livet, når man står i forpligtende relationer – af hvad art de så måtte være - end når man ikke gør.

Kvinden, som han kommer til at elske, hedder Joy – der jo betyder glæde og titlen er et ordspil på dette navn: supprised by Joy. Overrasket af glæde eller overrasket af Joy – det kommer ud på ét.

-

Man kan blive overrasket af glæde, selv om man slet ikke troede på det – ja måske overhovedet ikke havde det i sine tanker eller ville det – noget velsignet kan ske, noget kan indtræffe, som man trængte så inderligt til, selv om man slet ikke vidste det. Og langt mindre troede på.

(Ja, hvis vi tænker efter, så tror jeg faktisk mange af os vil sige, at de største ting i vores liv ikke er sket ”fordi vi virkelig troede på det”, men at glæden overraskede os og noget indtraf, som vi enten slet ikke havde tænkt eller ikke slet ikke havde turdet tro på, fordi det var for stort, for umuligt, for forunderligt.

Og hvem har f.eks. ikke ligget med influenza og troet, at man led af en dødelig sygdom, som ville gøre det af med én, for så et par uger efter at springe omkring som om man aldrig havde set en sygeseng?)

Det der med at man ”virkelig skal tro på det” er ligeså tit ikke rigtig, som det er rigtigt.

Og heldigvis for det, vil jeg sige. For tænk hvis det virkelig var vores ”tro på det”, der fik noget til at ske? At vi aldrig blev raske, fordi vi ikke troede på det, at vi aldrig fik et job, fordi vi ikke troede på det, at vi aldrig fik mennesker, vi var tætte med osv. osv. Så ville alting jo være vores egen skyld, så var det bare fordi vi ikke troede nok.

Godt at verden ikke er skruet sådan sammen, at vores tro er uundværlig for at noget kan ske. Godt at en masse kan ske uden at vi tror på det.

-

Som sagt findes tro mindst ligeså meget uden for kirken som i kirken. Som i himlen således også på jorden.

Men tro er jo et vældig stort ord i kristendommen, fordi vi – hurtigt sagt – i første omgang ikke skal gøre noget, men bare tro. Vi skal bare tro på, at vi er taget hånd om af én, der er ufattelig god, vi skal bare tro på, at Kristus er gået foran os gennem døden og har gjort en plads rede til os, vi skal bare tro på, at når korset er tegnet for vort ansigt og bryst og dåbsvandet har rislet over vore hoveder, at vi så hører til og er nogen og har en plads i verden.

Vi skal tro.

Og det er det, dagens fortælling handler om. Men man kan roligt sige, at det ikke er en heltefortælling eller en historie om, hvordan dem, der så Jesus sådan rigtig, troede meget og virkelig kunne præstere noget på troens område. Tværtimod er evangeliet i dag en art modfortælling, en beretning ikke bare om én, men om flere, der ikke er ret dygtige til at tro.

Og nøglesætningen i dagens historie får vi af faderen til den epileptiske dreng, da han siger: ”Ja, jeg tror, men hjælp mig for jeg tvivler også!”’

”Ja, jeg tror, men hjælp mig for jeg tvivler også!”

Vi skal bare tro, og - salig - lykkelig den, der altid kan tro, men evangeliet fortæller, at det er ikke alle der kan tro altid. Og hvad vigtigere er: Det er ikke vores tro, der får ting til at ske. Det er Gud, der får ting til at ske.

Jesus siger jo noget til den her mand, som mange vi i vores tid vil være enig med ham i: ”alt er muligt for den som tro”. Men det brændende spørgsmål er: Hvad så hvis man ikke tror, enten fordi man ikke har det i sig eller fordi man ligesom denne her syge drengs far er blevet skuffet alt for mange gange og derfor ikke tør tro? Ikke kan tro? Hvad så?

Ja, den her far siger jo til Jesus, at han faktisk ikke kan tro – ”Jeg tror, men hjælp mig for jeg tvivler også.” Hvis det var farens tro, det hele afgang af, så skulle Jesus jo have sagt: ”Hvis du ikke tror fuldt og fast, så kan jeg altså ikke gøre noget.”

Men heldigvis afhænger det ikke af faderens tro. Det afhænger af Jesus, det hviler i den Gud som i ham er gået ind i verden og har gjort den til sit sted, sin verden.

Det afhænger ikke af faderen tro, men af Jesus. Det eneste faderen kan sige er det tvivlsomme: ”Jeg tror, men hjælp mig for jeg tvivler også!”

Og drengen bliver helbredt.

Historien i dag slutter med, at disciplene – der jo i første omgang prøvede at gøre drengen rask før Jesus kom til stedet – spørger hvorfor de ikke kunne. Hvad var der galt?

Og Jesus siger, at det kun er bønnen, der kan helbrede. – Og hvad mener han så med det, for ved at sige sådan, har han jo lagt op til en ny prædiken om vore erfaringer med at bede og med at få og ikke få, det vi beder om.

Jo, Jesus siger, at det alt sammen hviler i Gud. Om noget sker eller ikke sker, bunder ikke i vores tro eller mangel på samme – hvis det gjorde, så havde Jesus som sagt krævet mere tro af faderen. Det gør han ikke, Jesus gør drengen rask.

-

Tale om tro findes overalt, både udenfor kirken og i den. Men i evangeliets og kirkens sammenhæng er tro ikke noget, vi skal præstere for at udvirke store ting. De store ting udvirkes af Gud hinsides hvad vi kan eller ikke kan, og troen er ikke en præstation eller en evne, troen er ikke en forudsætning for, at noget stort kan ske, troen kan være ligeså ustadig som vi selv er.

Men Gud er ikke ustadig; Gud er Gud. Og han lader os tro, endda selv om vi ikke kan, han lader glæden overraske os og livet komme bag på os med sin velsignelse, også når vi overhovedet ikke troede på det. Og han lader os leve for sit ansigt, hvisker os sit kærlighedsord i øre og hjerte, ser os og hører os, også når den eneste bøn vi har, er: ”Hjælp mig for jeg tvivler også.”  

Og således er evangeliet trøstende ord til os om at sænke skulderen. Gud tror på os, også de dage, vi ikke tror på ham, og livet og hvad der sker os afhænger ikke af, hvor dygtige vi er til at tro, selv på vore mørkeste og mest vantro dage, kan Gud overraske os med glæde.

 

 

Prædiken til 1. søndag i fasten 26. januar kl. 10.00

 

367 – Vi rækker vore hænder frem

698 – Kain hvor er din bror

292 – Kærligheds og sandheds Ånd

601 – Herlighedens Gud

439 – O, du Guds lam

412 – v. 5-6 som brød og vin

260 – Du satte dig selv i de nederstes sted

 

I Syrien for ikke særligt længe siden eller måske i dette øjeblik, bliver et lig smidt på gaden. Det er iklædt en hvid kittel og lidt blod løber ud af et skudhul i tindingen. Kort forinden er den døde blevet hentet af regeringens sikkerhedsstyrker midt i sit arbejde på det hospital, hvor han er læge, og hvor han har taget sig af de mange sårede og tilskadekomne efter demonstrationerne. Nu ligger hans døde krop på gaden, stadig iført den hvide kittel, ja endda handskerne, så alle kan se, hvad der sker en læge, der ikke afviser at behandle sårede demonstranter.

Denne myrdede læge har hele tiden vidst, hvad han gjorde, han har behandlet de tilskadekomne med åbne øjne i forhold til den risiko, det indebar. Han var klar over, at hvert eneste sting han syede, og hver eneste kugle han skar ud kunne koste ham livet. Men han gjorde det alligevel, og andre gjorde det sammen.

-

Det var en sandfærdig beretning fra den verden, vi mennesker er medskabere af, en beretning om grusomhed, magtbegær og ondskab, men sandelig også om menneskelig storhed, selvopofrelse og kamp for retfærdighed.

Heldigvis vrimler verden med fortællinger om menneskers storhed og godhed. Og skønt de tit berettes med grumheden som bagtæppe får de os alligevel til at løfte hovedet, fordi de afdækker, hvad der kan bo i os, hvilket mod og hvilken kraft vi mennesker kan udvise, og hvordan vi uden tanke for vort eget kan sætte alt ind for andres skyld.

Vi er skabt til godhed og storhed, vi er gode og storsindede, modige og barmhjertige.

Alt det er vi. Og alt det er vi skabt til. Men vi rummer også andre kræfter. For vi jo også smålige, hævngerrig, misundelige, fornærmede. Og skønt disse ting aldrig har været Guds drøm for vore liv, er de ligesom uomgængelige, som det gode i os. 

 Og på denne 1. søndag i fastetiden, den tid hvor vi besinder os på, hvordan vi også kan være, og hvor vi sammen ser vore skyggesider i øjnene, er det vore mørke hjørner, der blændes op for. Og man har mest lyst til at se den anden vej

Det begyndte vældigt barskt med historiens første mord, med Kain, der vel af utilfredshed med sine kår eller af misundelse, slår sin bror ihjel. Så er tonen slået an. Endda på allermørkeste vis, fordi tekstudsnittenes fædre har skåret Kainsfortællingen, før den er færdig. Fredløs og flygtning skal du være på jorden. Punktum.  Fortællingen er jo længere, som vi ved, Gud sætter sit eget mærke på Kain, så han beskyttes mod den hævn og straf, der rettelig skulle ramme ham. Og Kainsfortællingens slutning er langt mere nådefuld og storladen end vi hørte i dagens læsning. 

Men det er skyggesiderne, der er temaet, derfor beskæringen, som jo også gør tydeligt, hvordan tekster får forskellige mening, alt efter hvordan vi skærer dem til. Skriften er altid lagt i menneskehænder.

Derefter hørte vi Jakobsbrevet, der heller lod megen plads tilbage at være god på, vældig formanende, med løftede pegefingre og rynkede bryn.

Og så endelig evangeliet, der bedst kan beskrives som hjerteskærende.

Jesus har netop indstiftet nadveren, han har fortalt, at det er det sidste måltid han og disciplene spiser sammen, førend han skal lide og dø, han har talt om forrådelse og svigt. Angsten begynder at snige sig ind på ham, ensomheden og frygten for torturen.

Og disciplene – hvad gør de? Jo, de begynder at diskutere, hvem af dem har mest betydning i deres fællesskab, hvem, der er kommet til først og er tættest på Jesus. Jeg forestiller mig, at de må have gjort det på en mere raffineret måde, end Lukas fortæller om. Når vi er blevet voksne, pakker vi som regel vore stridigheder om magt og betydning pænt ind, selv om kernen er ligeså barnagtig, som før vi kom i skole. Men Lukas har altså gjort kort proces i sit evangelium, skåret ind til benet og fortalt, hvad det handlede om. 

-

Jo, vi mennesker rummer storhed og godhed, selvopofrelse og barmhjertighed, men sandelig også det modsatte.

Og det er vrangsiderne dagens tekster tematisere: vreden, misundelsen, egoismen og det at ville være noget på andres bekostning.

Det er barskt nok at komme i kirken for at blive opbygget og trøstet – for det er vel det vi kommer her efter – og få fortællinger om vi menneskers værste sider slynget i hovedet som en spand isvand.

Og så er der alligevel noget trøsterigt over det, al den stund det er noget, vi er fælles om. Som mennesker er vi fælles om, at bære på skyggesider, som vi helst ikke vil vide af, men som dukker op de særeste steder og på forskellig vis. Det er et vilkår. Vi er aldrig ene om ikke altid at kunne realiserer storheden og godheden. Sådan er det også for de andre, det er en vilkår.  

Men hvad der er endnu bedre – ja det allerstørste - er Jesu svar til sine disciple, da de gerådede i ævl og kævl og smålighed og misundelse. For det svar gælder også os.

Han siger ikke: Nu er det nok! I har fulgtes med mig i tre år. Hver eneste dag har set tegn på Guds godhed, ja I har levet i den og været omgivet af den, og nu hvor jeg må dø af kærlighed til verden - for det er kærlighedens pris – så sidder I og skændes om hvem, der betyder mest. I har intet begrebet. Gå!

Nej, sådan siger Jesus ikke. Han irettesættelse mildt: I skal ikke være som denne verdens magthavere, siger han, og fortæller så en lignelse.

Og helt, helt forunderligt fortsætter han med at sige til disciplene, at de skal sidde til bords med ham i himlen, og antyder, at det er dem alle tolv, der skal det – altså Judas incl. - ved at sige: I skal dømme Israels tolv stammer.

Der er vældige endetidsbilleder i Jesu ord og en sprogbrug som er os fremmed; men det er ikke det afgørende. Det afgørende er Jesu pointe: at disciplenes uduelighed, deres kævl og misundelse til trods, så har han udset dem til noget stort, han har tillid til dem.

Han gør det tydeligt, ja overtydeligt, at pladserne i himlen - for at blive i evangeliets sprogbrug - ikke knytter sig til disciplenes formåen. For de kan ingenting, de 12 – de er feje og selvoptagede, de luskede og døve for troens ord – men netop efter at de nærmest har udstillet deres skyggesider, da siger Jesus: I skal spise og drikke ved mit bord.

Større bliver det aldrig.

Og det er evangeliet: at vi skal spise og drikke ved himlens bord, al vor uduelighed og ondskab til trods. Fordi Gud er god.

-

Jo, vi mennesker rummer storhed og selvhengivelse, men også alt det andet, skyggerne og det grimme. Og teksterne i dag har ligesom vendt vrangen ud på os, ladet os se os selv med mørket og skyggerne.

Og efter at alle skyggerne er malet op på væggen, siger Guds søn altså til os: I skal spise og drikke ved mit bord. I er indbudt, jeg vil have jer med. I er velkomne.

 

 

Prædiken til fastelavns søndag 2012 kl. 10.00

 

173 – Et vidste han om vejen frem

651 – Vor klippe vi slippe umuligt

384 – Til klart Guds ansigt vi skal se

 

164 – Øjne, i var lykkelige

439 – O, du Guds lam

412 – v. 5-6 som brød og vin

675 – Gud vi er i gode hænder

 

 

I slutningen af 50´erne blev en ung bankfuldmægtig ansat i en sparekasse på Sydsjælland. Han var en flot mand og charmerende, og da han var enlig gjorde mange af byens unge damer – og fruer med såmænd – sig ofte et ærinde i banken for at møde denne tiltrækkende mand, der altid havde en venligt ord, en munter bemærkning og et vindende smil til den, han talte med.

Hurtigt blev han egnens mest omsværmede ungkarl; der var ikke det sted, man ikke gerne så ham som gæst, ikke den mor, der ikke drømte om, at han ville vælge netop hendes datter til kone og næppe den ugifte kvinde, der ikke fandt ham interessant. Men han tog ikke imod nogle af de mange åbenlyse tilbud, og der begyndte at gå rygter om, at han nok allerede havde en kæreste i København, man så ham undertiden tage toget, når han var færdig i banken lørdag eftermiddag.

En dag besluttede en ung kvinde, der var blevet meget betaget af ham, at hun ville følge efter ham og finde ud af det.  Man kunne indvende, at det ville have været lettere at spørge, men som bekendt kan den slags ligefremme spørgsmål være vanskelige at få ud af munden.

Hun tog toget og fulgte efter ham til et hus på Frederiksberg, hvor hun så ham forsvinde ind i en lejlighed på første sal. Hun gik ind i opgangen og konstaterede til sin lettelse, at navnet på dørskiltet var en mands, men hun ville have vished, og åbnede brevsprækken for at lytte.

Det var en meget stille opgang, ingen opdagede hende, hun sad der længe. Og da hun endelig gik derfra, var det med vrede skridt og et forarget udtryk i ansigtet.

Inden dagen var omme vidste hele byen, at den kvinde, den ombejlede bankmand besøgte, var en mand, og at det var derfor, den kvindelige charme ikke gjorde indtryk på ham.

Da den unge mand søndag aften vendte tilbage til byen var han blevet usynlig. Gennem den uge, der gik, førend han blev kaldt ind til bankdirektøren og fik sin afsked uden yderligere forklaring, var der ingen, der så ham. Når han tog sig af forretninger i banken, kunne han ligeså godt have været luft, ingen så på ham eller sagde mere til ham end højst nødvendigt, og når han gik på gaden, var nikkene i hans retning forstummet og ingen øjne lod mærke, at de havde set ham.  Når han købte ind hos købmanden og forlangte sine varer, blev de lagt på disken, mens kommisen uanfægtet talte videre med kunden bag ham og endda sagde beløbet, mens han så den anden vej.

I løbet af en nat var han blev usynlig. Fra at være byens mest sete mand, var han blevet forvandlet til én, man så igennem, et luftmenneske, et spøgelse, én der ikke var til.

 Og selv om han var blevet fyret på gråt papir og ikke vidste, hvad han skulle, var det med usigelig lettelse, at han forlod byen. Var han blevet der en måned længere, for slet ikke at tale om et år, ville de have slået ham ihjel, han ville være død af usynlighed, han ville være omkommet af at blive set igennem. Han følte allerede, at han ikke helt var til, da han steg på tog og satte sig ind i kupeen, ja frygtede næsten at nogen ville sætte sig oven på ham.  Og aldrig i sit liv havde han været mere taknemmelig for billetkontrollørens øjne, der en kort stund hvilede venligt på hans ansigt, mens han sagde: ”Må jeg se din billet?”    

Det her var en fortælling om flere ting, men meget om usynlig – og jeg tænker, det kom til at gå for den unge mand – en fortælling om hvad usynlighed gør ved os og hvor livsnødvendigt det er at blive set, selv af en billetkontrollør.

Uden at blive set, kan man ikke leve, ikke engang når man er blind og ikke selv kan se, at man bliver set. For man mærker det.

Uden at blive set, kan man ikke leve. Og jeg tænker, at netop usynlighed var det allerværste for den blinde mand ved Jeriko, som vi møder i dag.  At han ikke rigtig blev set, at ingens øjne hvilede mildt på ham. Af samme grund råbte han meget – for den, der råber, bliver man nødt til at se. Og hellere blive skældt ud end at overses, hellere blive tysset på end slet ikke at blive opdaget.  For når nogen siger noget til én – endda selv om det er vredt - ved man i det mindste, at man eksisterer.

Og da Jesus kommer til Jeriko råber han så højt, denne mand, at ingen kan få ham til at tie stille, han sidder på sin plads ved bymuren og råber. Jesus går ikke hen til ham, i stedet lader han ham hente. Folk bryder sig ikke om det, de synes, det var bedre, at han blev på sin plads, dér hvor nogen som ham skulle være, dem man ikke så. Men Jesus vil have ham hen, hvor livet leves og hvor andre mennesker er.

Og skønt den blindes vanskabte øjne gør det tydeligt, hvad der kunne være oplagt at gøre, når man nu har magt fra Gud, så man kan helbrede, spørger Jesus først: ”Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?” Ikke kun som udtryk for dyb og ægte respekt, men også en tydeliggørelse af, at den blinde var set. Ikke set som blind, som en stakkel, men som et menneske blandt andre mennesker.  ”Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?”    

At blive set, så man ved, at man er til, at blive anerkendt, så man mærker, at man har en plads i verden, at blive budt velkommen, så man erfarer, at nogen bryder sig om, at man findes.

”Hvad vil du have at jeg skal gøre for dig?”

Som vi ved får den blinde synet igen; men vigtigere er, at han – før han bliver seende – selv bliver set.

-

Alle priser Gud for helbredelsesunder der er sket – for vel er det et under – og den blinde lader sine nyskabte øjne indsuge alt omkring sig.

Men da han er kommet sig af den første beruselse over alt det, der kan ses, over de fine ribber i træernes bladene, over støvet, der antager forskellig farve efter vejrliget, over skyerne, stjernenætterne og  frugters stærke farver, da ved han, hvad han skal bruge sine øje til.     

Han skal se; enhver, han møder skal han se, om det er en kendt eller en fremmed, om det er børn og tiggere, slaver eller fornemme, forbrydere eller dødsdømte. Han vil ikke gøre forskel. Han vil se, ligesom han selv er blevet set. Han vil se, så ingen - i hvert fald ikke i Jeriko – skal tro sig usynlig og uvirkelig. Han vil byde ethvert menneske velkommen med sine øjne. 

Skønt han har levet som blind - eller nok snarere: fordi han har levet som blind - ved han, hvor stor magt, der ligger i blikket, at vi med vore øjne kan se, anerkende og byde velkommen, som vi af Guds søn allerede er blevet set, anerkendte og budt velkommen.  Og at det er det, der er meningen.

 

 

Prædiken til søndag septuagesima 2012 kl. 10.00

2 dåb

Salmer:

402 – den signede dag

448 – fyldt af glæde

370 – Menneske din egen magt

368 – Vintræ og grene

Nadververs: 476 - kornet som dør i jorden v.- 3

728 v. 3-4 – så lær mig at leve

 

"Som sagt er livet en gave
men jeg har aldrig kunnet få mig til
at åbne den rigtigt - bare pillet lidt
det kunne jo være alt muligt ..."

Således lyder et digt at Benny Andersen. Og det er sandt, at livet kan være alt muligt. Og er det.

Og det er det, dagens evangelium handler om – at livet er alt muligt, og ikke er ens for os. Men at vi har fået det for at leve det og bruge det, dristigt og ubange, ikke for at pille lidt ved det.

Og når man lever livet, så udsætter man sig selv for en risiko, noget kan gå galt, ja går galt - man tager fejl og vælger forkert og bliver sat i umulige dilemmaer. 

Og dog udfordrer Vorherres os til at kaste os ud i livet, til at bruge løs af det og slide på det, til at satse og lave fejl – for det er i orden at lave fejl - til at handle dristigt og sætte noget på spil. Og vove. Alt sammen ikke ud i det blå men i tillid til, at Gud i Jesus Kristus er gået ind i vore liv, kender det og vil os det godt. Vi har ikke fået livet for at pille ved det, men for at leve det.

-

Jesu tilhører må have spidset øren, da han begyndte at fortælle historien om manden, der betroede én af sine tjenere 5 talenter. 5 talenter! Det var et astronomisk beløb; med 5 talenter kunne man aflønne en romersk officer og 100 af de romerske soldater, som gaderne vrimlede med, i ½ år. Vi er ude i millioner. Selv den tredje tjener, der får mindst, får mere end de fleste af Jesu tilhørere kom i nærheden af i et helt liv. Der er overflod. Og talenterne er jo gået over i vores sprog, så de hos os ikke betyder en kolossal mængde sølv, men særlige evner eller muligheder, og det er helt i tråd med fortællingen.

Fra eventyrerne ved vi, at når der er tre med i en historie, så er det den tredje, der er interessant, og dér vi skal samle vores opmærksom, de andre to er mere med for at give fortællingen fremdrift og skabe spænding og baggrund. Således også her.

De første to handler jo dristigt med det, de har fået, de satser og risikerer og kunne have mistet det hele. Det ved de godt; alligevel sætter de alt ind, for de stoler på hans godhed, som har betroet dem talenterne, de har tillid til, at selv om alt – alt – skulle gå fuldstændig galt, så er det i orden, når bare de gør, hvad de kan.

Men den tredje tror ikke på, at nogen vil ham det godt – og allermindst tror han på, at ham, der har betroet ham den kolossale sum, har gjort det til gavn. Han må have en skummel bagtanke, synes den tredje tjener at tænke og graver sin talent ned. Han skal ikke vove noget, han skal ikke risikere at tage fejl. Så er det bedre at være på den sikre side.

Og hvis vi holder fast i denne mand, så er han jo et overtydeligt billede på, at andre mennesker et langt stykke han ad vejen bliver som vi forventer det. Og Gud med.

Biblen begynder jo med at fortælle, at Gud har skabt os i sit billede. Men det omvendte er også sandt: at vi nemt skaber Gud i vort eget billede, så at den Gud, vi møder, nemt bliver som vi har forestillet os på forhånd.

 I mine unge dage logerede jeg en kort tid hos en ældre enke; hun havde arbejde hos telefonvæsenet og havde levet et meget almindeligt liv; efter 40 års ægteskab havde hun mistet sin mand, men hendes tre voksne børn besøgte hende jævnligt, hun havde et udmærket netværk, og hendes liv havde bestemt ikke budt på værre ting, end det sker for de fleste. Men det var ikke sådan, hun selv så det.

Når det var aften, og hun så, jeg var hjemme, bankede hun undertiden stille på døren, ikke højt og larmende, men ganske stille. Og så vidste jeg, at hun gerne ville snakke. Sommetider sagde jeg, at jeg havde travlt med at læse – selv om det sjældent var sandt – men ca. en gang om ugen kom hun ind og satte hun sig på min eneste stol og talte. Som sagt havde hun haft et meget almindeligt liv, men det var - af ukendte grunde - blevet sådan for hende, at hun mest hæftede sig ved det dårlige, ved uvenlighed og fortrædeligheder og ligesom kælede for dem. – Og det var det, hun talte om, når hun sad i min stol om aftenen. Det var godt, jeg havde et fint ungdomsliv og venner jeg lo med, for hendes selskab var så forstemmende og gjorde ligesom verden lille. Hvis hun ikke havde nye krænkelser at betro mig, havde hun heldigvis de gamle: ”Engang da min mand og jeg – det var før vi fik børn – kom ind på en restaurant, tænkt dig, så….” og så udfoldede hun, hvordan tjeneren havde behandlet dem dårligt. For 30 år siden. Eller hun fortalte om dengang én var blevet ekspederet før hende i slagter Madsens butik, selv om han vidste, det var hendes tur…”

Engang imellem kunne hun også berøre religiøse emner. Og der lagde hun som regel ud med en præst, hun engang havde været til bryllup hos og han havde gjort sådan og sådan, og det ville hun ikke finde sig i og sådan var de alle sammen. Fra præsten bevægede hun sig så over til Gud og sagde hver gang det samme, at hun ikke troede på Gud, fordi hun altid var blevet forbigået i livet, og hvis Gud fandtes, så var hun blevet snydt.

-

Hvis man læser livet med fornærmelsens som fortegn, så bliver det derefter. Og hvis man forestiller sig Gud med forurettelsen som fortegn, så bliver ens Gudsbillede også derefter. 

Og før nogen tænker, at når man møder en præst, så skal man passe på, for man risikerer at blive gennemtygget og udstillet i en prædiken, så må jeg vedgå, at jeg faktisk aldrig har logeret hos den her ældre enke – hun er fiktion.  – Men hun findes, vi har en lille smule af hende i os alle sammen og har nok mødt hende af og til. Og erfaret, at fornærmethed og det ikke at ville tage sit liv på sig, tage ansvar for det og leve det i tillid til Guds godhed, er gråd og tænderskæren.  

"Som sagt er livet en gave
men jeg har aldrig kunnet få mig til
at åbne den rigtigt - bare pillet lidt
det kunne jo være alt muligt ..."

Ja, livet ikke bare kan være, men er alt muligt. Også noget svært. Men vi har fået det for at bruge det, for at leve det og vove noget – også at vove tage fejl og sætte alt over styr.  Med livet er det som med samvittigheden, at vi – når den dag kommer - ikke skal levere det tilbage og sige: det er helt rent, jeg har aldrig rigtig brugt det.

– Gud vil os det godt, han er ikke nøjeregnende og smålig, ikke vredladen og pernittengrynet. Gud er som vi kender ham fra Jesus og i tillid til ham, der er kender vore kår, kan vi prøve kræfter med livet. Gud er der, og der er en plads til os, endda selv om vi skulle sætte alt over styr.

Amen

 

Dåbsgudstjeneste 4. februar kl. 10.00

 

754 – Se, nu stiger solen

448 – fyldt af glæde

674 – Sov sød barnlille

Læsning: Matth. 16, 14-17.

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« v14  De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« v15  Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« v16  Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« v17  Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.

Prædiken:

Forfatteren Erik Aalbæk Jensen har skrevet en fremragende roman, der hedder Kridtstregen; den foregår under 2. verdenskrig og i den følger man to unge mænd fra et sted i Vendsyssel, der af vildveje og ved tilværelsens uberegnelighed er trådt i tysk tjeneste. De er med i krigen på østfronten, de ser, oplever og gør selv hæslige ting, men kommer hjem og gør tjeneste i Danmark på tysk side, hos besættelsesmagten.

Men da de i de sidste krigsmåneder kan se, hvor forløjet det hele er og aner, hvor det bærer hen, deserterer de og hutler sig gennem landet i vinterkulden med både besættelsesmagt og modstandsfolk i hælene. En sen, bundfrossen februaraften når de hjem til Vendsyssel og banker på i deres barndomshjem. Den ene, Berthel, er fra herregården på egnen, hans far er død, men moderen lever på alle måder usvækket i det rige, statelige hus, der indtil faderens død har lagt hus til nazistiske møder.

Da han kommer til barndomshjemmet, er døren er åben, ingen svarer på hans banken. Så han går bare ind; før moderen ser ham, ser han hende, hun sidder med sit hårde ansigt foran ovnen og strikker.

”Her er jeg, mor” siger Berthel. Moderen bliver ikke forskrækket og må altså have set ham alligevel. Hun rejser sig ikke, bliver bare siddende, mens hun hyller sig i mørk tavshed. Endelig siger hun siger: ”Hvad gør du her? Din far ville ikke have brudt om, at du bare er stukket af. Han ville have kæmpet til det sidste. ”Hendes stemme er hård og øjnene uden varme.  

Berthel er 22 år, men også når man er 22 – og vel 92 for den sags skyld – og kommer hjem uden at have andet med sig end fortabthed og alt det, man har lidt og forbrudt, har man brug for, at ens mor ser på én med varme øjne. Man har brug for at blive godtaget som et Gudsskabt menneske på trods af alting. Men Berthel får ingenting, og slet ikke det, han længes efter. Moderen giver ham nødtvunget mad og noget tøj at tage på til den videre flugt, men aldrig er der mildhed i hendes øjne, aldrig lade hun en rynket hånd berøre hans kind. Og han rejser derfra med et hul i hjertet og en mærkelig vægtløshed, som om han ikke rigtig er levende og måske aldrig bliver det igen. 

Den anden unge mand, Hardy tager også hjem; hans mor og den mand, han altid har kaldt Karl, bor på et forblæst husmandssted i den yderste ende af sognet, i noget man kalder Bunken, og navnet er ikke venligt ment.  Stedet er fattigt, og det er hans forældre også, og det har aldrig været dem, men har regnet med dér på egnen.

Huset er mørkt og Hardy banker på sovekammervinduet. Kort derefter kikker et frygtsomt ansigt ud under gardinet, så hører han raske skridt. Og døren bliver låst op.

”Kom ind min kære dreng” halvt ler halvt græder hans mor, da hun kommer til syne i døråbningen. Hun slår armene om ham og knuger den benede krop så hårdt, at han mister vejret. Så træder hun et skridt tilbage: ”Jeg må rigtig se dig! hvor er du blevet tynd. Åh min skidte knægt, min skidte knægt,” græder hun. ”Hver eneste nat har jeg håbet, du kom, hver eneste nat har ventet på dig. Og bedt Vorherre passe på dig, selv om det alt sammen er noget værre noget med alt det, du har gjort.”

Og hun tænder op og sætter mad frem og hører alt, hvad han fortæller. Hun tør høre det hele, og lytter uden at kommentere, selv om hun bestemt hverken bryder sig nazister eller besættelsesmagt. Og hele tiden må hun klappe ham let på armen eller røre hans kind med en finger, mens hun siger ”Min dreng”.

…sådan fortæller Ålbæk Jensen; men det er ikke bare en roman, han skriver, det er genskrivning af Biblen han har lavet i romanen.

Ålbæk-Jensen var præst og det er ikke kun to mødre, han fortæller om; nej, han fortæller også om to forskellige – meget forskellige - billeder af Gud, som vi mennesker kan have.

Gud som streng og uforsonlig, Gud som kulde og ubøjelighed og utilnærmelighed – som Berthels mor. Eller Gud som den, der har ventet hver eneste nat og ligget vågen af længsel, som åbner sine arme og kærtegner og i hvis blik man må leve som elsket, endda selv om man er en skurk og en forræder – som Hardy og Berthel.

Ålbæks pointe er, at Gud er som Hardys mor; det må ingen lades i tvivl om; Gud tager i mod og holder om, i hans blik vi må leve som elskede, uanset hvordan vi kommer af sted, endda når vi kommer tilbage og har gjort det værste.

Og det er den Gud vi døber vore børn til; for det er det billede af Gud, vi lærer at kende i Jesus – også selv billedet af Gud som politibetjent og linjevogter vist er meget udbredt.         

Men det er ikke et billede, vi får af evangeliet, det nok snarere ét vi finder i os selv og i vor egen smålighed.

Den Gud, vi døber vore børn til og til hvem vi selv engang blev døbt, står med åbne arme og kærlige øjne og venter på os. Vi bliver budt velkommen som dem vi er og med det, vi har med os. Altid. Ligesom hjemme hos Hardys mor i Bunken.

Amen

 

 

Kyndelmisse 1. februar 2012 kl. 19.00

Præludium

Bøn:

Gud, du Herre over solens vandring, månens lys og stjernernes bane.

Vi lover dit hellige navn.

Gud, du Herre over vinterens kulde, frostklar himmel og isdækkede søer.

Vi lover dit hellige navn.

Gud, du Herre over forårets lune vinde, aprilvejrets skiften og det opvågnende liv.

Vi lover dit hellige navn.

Gud, du Herre over sommer og solmættet jord, over spire og rodskud.

Vi lover dit hellige navn.

Gud, du Herre over frodiggrønne enge og rislende bække.

Vi lover dit hellige navn.

Gud, du Herre over alt, der lever og ånder og er.

Vi lover dit hellige navn.

Amen

 

786 – Nu går solen sin vej

 

Gud, vi kalder på dig denne vinteraften.

Hjælp os at bede

og samle vore tanker hos dig.

Vi kan ikke selv.

I os er der mørke, men hos dig er lyset.

Vi kender til ensomhed, men du forlader os ikke

Vi kender til modløshed, men hos dig er der hjælp

Vi ved hvad det er at føle uro, men hos dig er der fred.

Vi kender til bitterhedens fristelse, men hos dig er der tålmodighed

Vi forstår ikke verden og kender rådvildheden,

men du viser os en vej.

Amen

Læsning: Salme 36:

Herre, din godhed når til himlen,
din trofasthed til skyerne.
v7  Din retfærdighed er som Guds bjerge,
dine domme som det store dyb.

Herre, du frelser mennesker og dyr.
v8  Hvor dyrebar er dog din godhed, Gud!
Mennesker søger tilflugt i dine vingers skygge.
v9  De mætter sig ved overfloden i dit hus,
du lader dem drikke af din herlige bæk;
v10  for hos dig er livets kilde,
i dit lys ser vi lyset.

 

Trosbekendelse

557 – her vil ties

Jeg er ved at læse en bog, der foregår på Island omkrig 1. verdenskrig. I den findes der en beretning om en vinter, hvor kulden er usædvanlig svær. Tilmed er der mangel på kul, fordi krigen generer skibsfarten.  Folk må lægge sig i sengen for at holde varmen, der er ikke andre steder at være. Udenfor dynen er kulden så hæslig, at det kun er nødtvunget, man står op og spiser lidt, for slet ikke at tale om at gå på det udendørs toilet.

Denne læsning gjorde mig dobbelt glad for højisolerede huse og centralvarme og velstand. Og når vi fejrer kyndelmisse og glæder os over, at nu er vi halvt gennem vinteren, så kan jeg næsten have det som om, det er noget vi leger eller gør lidt for sjov. For selv om det kan være både træls og besværlig at færdes i frost og sne og skønt vi lider under mørket og længes efter forår, så står jo ingen af os i fare for at dø af sult inden foråret eller få frostsår, der ikke kan læges. Det er skønnere, når det bliver sommer, og vi kan længes så inderligt efter den, men vinteren truer os ikke på livet.

På den anden side så fylder jo det, vi hver især har at trækkes med. Hvis det var overlevelse, det gjaldt, så ville kampen om at komme levende gennem vinteren fylde det hele. Nu fylder så noget andet. Sådan er det vist at leve, at summen af sorger og bekymringer om ikke er konstant, så dog er sådan, at hvis ikke store vanskeligheder fylder i vore liv, så kan de små vanskeligheder næsten komme til at fylde ligeså meget.

Så selv om vinteren ikke truer os på livet, så fejrer vi kyndelmisse for at det svære, der fylder, netop hos os – og det er jo alt muligt – ikke skal få bugt med os eller tag i os.

Og i det stykke er det godt at gå tilbage til begyndelsen og blive mindet om meningen og om, hvem vi er og hvad Gud har tænkt med os. Og således vil jeg gerne læse fra Biblens begyndelse:

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

v2  Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.

v3  Gud sagde: »Der skal være lys.« Og der blev lys. v4  Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. v5 Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag…..

Sådan lyder de tre første vers af Biblen. Og i al deres enkelhed er det meget betydningstunge vers.

For det første får vi at vide, at uden Gud var alting tomhed og øde – tohu wabohu  - som det så lydmalende og sjovt at sige hedder på hebræisk.

Dernæst fortælles, ikke bare at Gud begynder med at skabe lyset, men også, at når Gud siger noget, så bliver det. Det er en erfaring, vi delvis – delvis - deler med Gud. I et vist omfang kan vi skabe verden med vore ord og vi kan skabe verden for hinanden med de ord, vi siger. 

Men frit valg har vi jo ikke, vi kan ikke skabe hvad som helst med vore ord. For vi er netop ikke Gud.  – Vi kan ikke tale de døde tilbage eller gøre syge raske, der er grænser for, hvad vi kan skabe med vore ord. Og nok kan vi øve os i at lade lyse ord beskrive verden og umage os med at hæfte os ved det, der er godt ved at leve. Og vist gør det noget ved os, om vi siger: ”Hvor er det bare træls med den kulde.” eller det bliver ”Hvor var morgenrøden smuk i dag.”

Men heller ikke dér er det frit valg, også dér er vi begrænsede af os selv og dem vi nu engang er.

Men Gud sagde, der skal blive lys og der blev lys.

 Lyset er det første.

Det næste, der sker, er, at Gud sætter en forskel på lys og mørke, så alt ikke er grågrumset og uigennemsigtigt, men klart. Der er forskel på mørke og lys, der er skel mellem godt og ondt. Og det er sat af Gud. Noget er større end hvad vi tænker og synes og mener. Det er godt at vide.

-

 Den første skabelsesberetning står som bekendt klinet op af den anden, der så snart den første er til ende, lægger ud med en helt anden fortælling om begyndelsen.

Anliggendet for de bibelske skabelseshistorier er da heller ikke at sige, hvordan Gud skabte, men at det var Gud, der skabte, og hvorfor, hvorfor Gud skabte verden.

Og netop mening og betydning handler det om, hvis vi springer frem og læser videre

Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os. (De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« v27)  Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det (, som mand og kvinde skabte han dem. v28  Og Gud velsignede dem).

Hvem er jeg? Ja, vi skal ikke engang læse det første kapitel i Biblen til ende, førend det fortælles, at vi er nogen, der er villet af Gud og skabt, så vi ligner Ham, og således er betydningsfulde og store. Værdifulde. Som udgangspunkt og fra begyndelsen er vi noget, noget stort.

Og når vi er skabt i Guds billede og lighed, så er der også lys i os, ja man kan sige, at Gud har hyllet os i lys, da han skabte os. Dertil kan man føje en masse om, hvad der siden er sket os, men det første – begyndelsen – er, at vi er iklædt Guds lys, at lyset som en usynlig klædning er hyllet om os.

Det er ikke noget nyt, eller noget vi aldrig har hørt før. Men det er godt at mindes på, her ved kyndelmisse, hvor vinteren tøver med at slippe sit tag, hvor mørket endnu ruger og vi kan synes, der er tunghed i verden. For det er der.

Men vi er til – skabte i Guds billede og lighed og iklædt hans lys.

Amen

 

87 – Det første lys

Læsning: Johs. 8,12:

Atter talte Jesus til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.«

fadervor

353 – Som aldrig så lang er nogen dag

Velsignelse

Postludium

 

 

 

Prædiken til s. s. e. hellig 3 konger 2012 kl. 10.00

2 dåb

Salmer:

754 – Se, nu stiger solen

448 – fyldt af glæde

28 – De dybeste lag i mit hjerte

557 – Her vil ties

Nadververs: 476 - kornet som dør i jorden v.- 3

59 - Jesus os til trøst og gavn

 

Store Ingmar skal dø, han er gået ud i den smeltevandsopsvulmede elv, hvor tre små børn hvirvlede af sted på en flydebro, som havde revet sig løs. Flydebroen fik han bragt ind på smult vand, men på vejen tilbage mod bredden blev han selv ramt af en mægtig træstamme, som i rasende fart for ned ad elven og knuste hans brystkasse.

 

Og da man får bragt ham hjem, mærker han, at han ikke kan leve. Således fortæller Selma Lagerløf i romanen Jerusalem.

 

Store Ingmar bærer sit navn, fordi man i hans slægt altid har fulgt Guds vej. Navnet Store Ingmar ha han, fordi han gennem sit liv har stræbt efter at gøre det rette, ikke det nemme eller det, der tjente ham selv bedst, men det rette, at gå Guds vej.

 

Og denne vej ender med at blive hans død. Var han ikke ubange og dristigt gået ud i elven for at redde børnene, da havde han kunnet leve mange år endnu.

 

Men nu ligger han på sit dødsleje, og er på det rene med, hvad der skal ske ham. Man har lagt et smukt vævet tæppe hen over ham, de små børn, han har frelst sidder i sengens fodende, og når den døende ser på dem, lyser hans blege ansigt op i et smil. Han siger farvel til sine voksne børn, ét efter ét. Men dø vil han ikke, førend hans ven og navnebror, Stærke Ingmar kommer.

 

De to har altid fulgtes ad; i deres ungdom havde de en ejendommelig oplevelse, som de aldrig har fortalt til andre, men som har fyldt i dem, og bundet dem sammen. En smuk sommeraften, hvor hvide tåger lå som et slør over elven, skulle de netop til at gå over kirkebroen, da det kom dem for, at de måtte se op. Og da de løftede øjnene, så de, at himlen åbnede sig over dem. Som om nogen havde gennemskåret hvælvingen med en usynlig kniv. De så ind i den, de fik lov at se ind i himlens herlighed. Det var så forunderligt at de aldrig har sagt det til nogen, det var så stort, at det kun kunne blive mindre ved at blive fortalt videre.

 

Endelig kommer Stærke Ingmar; han går ind i værelset og tager den døendes hånd. Og ham, der skal dø, siger: ”Kan du huske, Stærke Ingmar, da vi gik nede på kirkebroen og så himlen åben? ”Ja, ja, vist husker jeg det, dengang vi to så ind i himlen,” siger Stærke Ingmar.

 

Da smiler Store Ingmar, han stråler som om han skal til at fortælle en forunderlig nyhed: ”Derhen går jeg nu,” siger han. – Og han når netop at høre Stærke Ingmar svare: ”Og jeg kommer bagefter,” førend han dør.

 

Sådan fortæller Lagerløf og sådan har mennesker før os levet og døet – måske ikke helt så lykkelige som Store Ingmar – det kan man vel ikke forlange – men man har levet i en selvfølgelighed i forhold til Vorherre og alt det, der er større end mennesker, man levet med det fortegn, der hedder Gud og Himlen, ikke som noget man grublede over eller funderede på – tror eller tror jeg ikke – nej man var indfældet i det, som et fortegn, der altid var der, og som man ikke kunne tænke væk.

Gud var bare og Kristus og opstandelsen og underfuldheden, ligeså selvfølgelig som solen og vinden og foråret.

 

Sådan er det ikke længere. I vores tid må ethvert menneske selv vælge sit livs fortegn, ligesom vi skal vælge og tage stilling til tusinde andre ting.

 

Modsat tidligere generationer, er vi ikke født ind i en bestemt tydning af verden, der er der på forhånd: Vi må vælge den.

 

Og vi går ikke i kirke, fordi alle selvfølgelig går til kirke om søndagen – som det var på Store Ingmar og stærke Ingmars tid - vi går i kirke fordi vi har valgt det, som det hedder, fordi vi har brugt vores frihed til at vælge korsets og himlen. Men hvis vi i morgen vælger noget andet, vil ingen løfte et øjenbryn.

 

Gud og himlen en ikke længere en selvfølgelig ramme, som alt tolkes og tydes ind i. Derfor er det heller ikke så nemt for os at opleve det, som Store Ingmar og Stærke Ingmar erfarede på kirkebroen i sommernatten, at himlen blev åben. Hvis vi så det, som de to mænd fik at se, ville vi nok ikke tænke om det, at det var Gud Herren, der havde ladet os se ind i himlen. Vi ville finde det, vi selv ville kalde en fornuftig forklaring og gå glip af underet.

 

For vi er sat fri til at gøre og tænke lige hvad vi vil, vi er ikke længere bundet af tidlige tiders bånd, der satte meget faste rammer for menneskers tilværelsen, og udpegede godt og ondt, ret og uret. Og uanset hvad vi stiller op, er der ingen vej tilbage. Den tid, hvor man fødtes ind i en selvfølgelighed i forhold til Gud og himlen er forbi, og kommer nok aldrig igen. 

 

Byrden førhen var, at alting var fast og urokkeligt, vores byrde er, at ingenting er fast og urokkeligt. Eller – kunne man også sige. Førhen var byrden ufrihed, nu er byrden ubegrænset frihed.

 

 

Og vi har jo – med eller mod vores vilje – brugt vores frihed til at skrue en kultur sammen, hvor normen er at have sig selv og sin egen lykke som sit livs projekt. Det gælder om at blive lykkelig, det vil vist de fleste sige. Man skal også tænke på sig selv, som vi siger. Og man må hele tiden blive bedre til at vælge fra og sige ja og nej på rette sted, så at det, der forhindrer én i at blive lykkelige, kan blive ryddet af vejen. Det her er ikke sagt polemisk, for kulturen og samfundet er vi jo alle sammen medskabere af og ansvarlig for. Om vi vil det eller ej, er det sådan, det er blevet: i vores tid tænker vi, at vi har ret til at være lykkelige, fordi vi fortjener det, og det er et livsprojekt som er alment accepteret: at jeg skal være lykkelig.

 

Problemet er bare, at det ikke virker. Bl.a. fordi vi langt fra altid ved, hvad der er godt for os – for som et gammelt ord siger, så skal man vare sig for, hvad man ønsker, det kan være, man får det! Dertil kommer, at vore jagen efter lykken virker næsten omvendt: desto mere vi kæmper for at blive lykkelige, jo mere ulykkelige bliver vi. Og vi erfarer jo tilmed, at dér, hvor vi mærker, at vi lever, paradoksalt nok er når vi glemmer os selv i lykkeligt samvær med andre eller i salig optagethed af noget, der netop får os til at glemme os selv.  

 

Alt det ligger i kristendommen, og det var også Store Ingmars og Stærke Ingmars måde at tænke på: at der er mere liv i at have sit livsprojekt uden for sig selv, i noget, der er større og højere og dybere, end at have sig selv som mål og formål.  –At kikke ud ad og op ad.

 

For det er ved at give af mig selv, at jeg glemmer mig selv - som hvedekornet, der lægges i jorden - og det er når jeg glemmer mig selv, at glæden vokser som kornet, der gror op og bærer mange fold.

Paradoksalt nok ligger lykken der, hvor jeg ikke er optaget af at finde den, men er fyldt af iver for de andres glæde. Det er ikke bare troens påstand, men en almen erfaring.

 

Det kristne projekt er ikke, at jeg skal blive lykkelig. Det kristne projekt er at gå Guds vej. Og den vej er at være at optaget af alt andet end sig selv.

 

Men den er også meget mere, for Guds vej betyder tillige, at vi – før vi overhovedet er begyndt at gå – har fået et sted at høre til og en plads i verden og er forsikret om, endda af Guds selv, at det er godt, vi er og at vi aldrig er ene. Det er det, dåben betyder.

 

Og på Guds vej, kan alting ske, når man tyder og tolker verden med korset og himlen som fortegn, da ved man ikke, hvad der kan hænde, undere kan vokse frem som kornet, der spirer.

 

Men intet giver sig selv for os. Vi må vælge troen og har ikke som fortidens menneskers bare fået den som en del at vores livsverden, det er vores byrde.  Det en byrde, selv altid at skulle vælge og ville og prøve. Men det er nu engang vores kår, og vi ikke andre muligheder.

 

Og gid at vi må kunne vælge Gud og himlen, fordi der er mere liv i det, end i at vælge os selv. Gid vi, så godt vi forstår det, må kunne åbne vort blik for himmerigets rige og deri erfare, at livet og lykken sker, dér hvor vi giver afkald på at halse efter den og går Guds vej. 

 

Ja, hvem ved, om vi ikke – al modernitet til trods – en sommernat kan stå på en bro og se himlen åbne sig – som et under – og vide, at når engang vi ligger på vort yderste, da skal vi derhen, at ligesom hvedekornet må i jorden og derefter kan bære mange fold, at som det skete for Kristus, sådan vil det også ske for os. 

 

 

Prædiken til 3. s. e. hellig 3 konger 2012 kl. 10.00

1 dåb

Salmer:

15 – Op al den ting som Gud har gjort

448 – Fyldt af glæde

70 – du kom til vor runde jord

36 – Befal du dine veje

Nadververs 321,v. 6 O kærlighed selv

7 – Herre Gud dit

 

Et barn med to ansigter kommer til verden, fortæller den norske forfatter Lars Saaby Christensen i en roman. Barnet dør få timer efter fødslen, og det bliver den skøre, af tvangshandlinger besatte retsmediciner Bernhard Hval, der skal obducerer det. Forståeligt gør dette arbejde voldsomt indtryk på ham. 

Kort derefter dumper den samme Bernhard Hval uforvarende og ganske mod sin vilje ned i en nazistisk forsamling - det er før krigen - hvor man taler om racehygiejne og opfordrer den skøre læge til at fortælle om dette felt med afsæt i sit arbejde.

Og da stiller han sig op og begynder at tale, han fortæller om det barn, han netop har obduceret. Men da én i forsamling stiller et spørgsmål om dette misfoster, som vedkommende kalder barnet med de to ansigter, svarer Bernhard Hval: Det var ikke et misfoster, det var et menneske.

Det var ikke et misfoster, det var et menneske.

 Og med denne enkle sætning er vi inde i kernen af dagens evangelium, der handler om … tro. Om hvad tro er og hvad tro ikke er, om at tro på en måde mere er til udvortes brug end til indvortes, mere retter sig udad end indad. Fordi tro ikke er en særlig evne eller noget man kan, men noget man er. Er i. En relation og som farver det man gør, det man tænker, det man siger. Tro retter sig ud af og op af og bruger ord som: ”Det var ikke et misfoster, det var et menneske.”

Men bortset fra det er der vist ingen af os, der ikke forstår disciplenes bøn til Jesus: Giv os større tro. Hvem kunne ikke ønske sig større tro?

Tænk om man havde så stor en Gudstro, at den løftede som en bølge og lod én flyve som en ørn, tænk om man havde en tro, der bar én gennem alt det ubærlige, man møder i livet, og gav én fornemmelsen af ligesom at flyde ovenpå? Hvem kunne ikke ønske sig det? Hvem kunne ikke drømme om troen som en art redskab, der gjorde livet lidt nemmere? Mere tro, så man aldrig ved en åben grav skulle gribes af tvivl om, hvorvidt der mon er mere at sige end til jord skal du blive? Mere tro, så man tålmodigt kunne bære sin skæbne i tillid til, at alt gik som det skulle? Mere tro man kunne give videre til andre og blive den, der oplyste mørket?

Næh, hvem kunne ikke ønske sig det af et ærligt hjerte? Og disciplene tænker vel netop, at troen er en slags udrustning, en art kapital, som man kan blive givet, som en særlig evne, ja måske noget næsten magisk.

Og hvad svarer Jesus til så det? Ja, han siger jo, at hvis disciplene havde tro så stor som det allermindste frø, så ville de være i stand til at rykke et træ op med rode og kaste det i havet.

– Men hvad skulle man med det? Hvad skulle man bruge det til, at man kunne rykke træer op og kaste rundt med dem eller flytte om på bjerge for den sags skyld?

Og det er jo netop Jesu pointe: at det, disciplene efterspørger, er uden mening – hvad skal et oprykket træ i havet?

Med andre ord: Det at spørge om større tro er et vildspor, noget ubrugeligt og tåbeligt som når et træ rykkes op med rode og kastes i havet.

Men Jesu svar er ikke særlig ligetil at forstå, synes jeg. - Hvorfor er det et vildspor at bede om en større tro? Sådan beder vi vel alle sammen ind imellem? Hvad er der galt med det, Jesus? Handler det da ikke om at tro?

Jo, det handler om at tro, men det handler også om, at de ord vi bruger om verden, laver verden. Det er ikke kun Gud, der skaber verden ved sit ord, det gør vi også. - Hvis vi kalder et barn et misfoster, så er det næsten ikke længere et menneske. Og hvis vi begynder at bruge målebånd om vores relation til Gud – for troen er en relation – og tale om større eller mindre tro, så går vi ligeså meget fejl af troens væsen, som hvis vi begyndte at måle, hvor meget vi på en skala fra 1 til 10 elskede vore venner, vore børn, vore forældre, vore søskende, vores ægtefælle eller kæreste.

Jo, det handler om tro, og troen er en relation. Men hvis vi bruger fejlagtige begreber om troen, så glider tingene nemt for os. Anvender vi f.eks. ord som større eller mindre om det at tro, da kommer måleormen let og tager bolig i os – og ve den hos hvem måleormen slår sig ned - så vi måske begynder at tænke tanker, ikke bare om vor egen tro, men også om de andres, om de andres større eller mindre gudstro.

Og det er jo også det, Jesu disciple efterspørger med målebåndet om halsen - uden at sige det ligeud – at de må blive lidt mere end andre på troens område. De er trods alt de 12!

Men at tænke sådan - at tænke, at der vel må være forskel, også i Guds rige - er ligeså relevant som at kunne rykke et træ op med rode og kaste det i havet. Og derfor fortæller Jesus også efterfølgende lignelsen om at vi er tjenere og gør tydeligt, at Gudsrelationen ikke indebærer, at nogen har mere af den end andre. Selv om det er det, disciplene vil have.

Men det er også befrielsen – at troen er en relation, som Gud i sidste ende har taget ansvaret for, at den ikke er noget vi kan akkumulere og have som en kapital eller hvis størrelse, vi skal måle eller gruble og fundere over, ikke engang når vi ikke synes, den er der. 

Troen er en relation til den treenige Gud og derfor også til de andre, troen er, at vi får givet Guds blik på verden og svækket vores optagethed af os selv – og det er befrielsen - troen er, at vi pludselig siger ting som: Det var ikke et misfoster, det var et menneske.

 

 

Prædiken til 1. s. e. hellig 3 konger 2012 kl. 10.00

Salmer:

749 – I østen stiger solen op

448 – Fyldt af glæde

674 – Sov sødt barnlille

69 – Du fødtes på jord

Nadververs 321,v. 6 O kærlighed selv

362 v. 5 af ”Gør dig nu rede kristenhed” Vestergaard-Pedersens melodi

 

Hvem er vi? Hvem er jeg?

 

Ja, før i tiden – for et en tre generationer siden eller deromkring, var det et spørgsmål, der ikke var særlig svært at svare på. Jeg er murer Jensens søn fra Nr. Snede og hedder Per – eller hvad man nu kunne svarer – og så var det på plads. Så var der styr på, hvem man var, andre havde styr på det og det havde man også selv.

 

Og forventningerne til, hvad man skulle i livet var også trukket op med skarpt: man skulle blive murer ligesom sin far og overtage forretningen efter ham, gifte sig med en dygtig kone, der både kunne passe hus og børn, skrive regningerne og lave én en god madpakke eller have maden klar, når man kom hjem og spiste til middag. 

 

Kort sagt: ens identitet var der på forhånd, bestemt af slægt og geografi og erhverv, og forventningerne var tydelige. Man vidste, når man havde opfyldt dem, og hvad der skulle til. – Uheldigt var det, hvis man ikke havde evner for murerarbejde og ikke klarerede det, man skulle, eller hvis man ville noget helt, helt andet. Ikke at det var umuligt, det var det vel ikke, men det var ikke særlig nemt.  

 

Anderledes i dag. I vores tid er vi ikke nogen eller noget på forhånd. Slægtskab, fødested eller vore forældres erhverv er ikke kernen i vores identitet. Når vi skal fortælle, hvem vi er, så siger vi f.eks. hvad vi arbejder med, hvem - ikke vore forældre – men vores evt. kæreste eller ægtefælle og vore børn er. Vi fortæller hvor vi bor – og tit er det et andet sted, end dér, hvor vi er vokset op. Når nogen spørger os, hvem vi er, så beskriver vi vores identitet ved at fortælle, hvad vi selv har fået skabt omkring os af relationer, såvel privat som arbejdsmæssigt. Vi fortæller ikke om noget, der var der før os, men om det, vi selv har fået stablet på benene.

 

For i vores tid skal vi simpelthen selv skal skabe vores identitet. Ligesom vi også selv må opstille de forventninger, vi har til os selv og herefter selv indfri dem. Det er ligesom et lukket system, og her kunne vel ordet selvsving virke relevant. Men sådan er det bare.

 

Og det er vel derfor, vi har så travlt med at vise andre, at vi lykkes og med at frembære vore nybagte kager, vore kreative dekorationer, vore vellykkede ferier og ditto børn på de sociale medier, fordi det gælder vores identitet – hvis vi ikke lykkes og lever op til vore egne krav, ved vi ikke, hvem vi er.  Så er vi ikke nogen. Og ve den, der ikke er nogen.

 

Man kan sagtens latterliggøre tendenserne og billederne af succesrige liv på facebook, men det er jo dybt alvorligt og meget større end det enkelte menneske. Det handler om vores identitet. Og identitet er livet om at gøre. Vi må vide, hvem vi er, vi må vide, hvem vi er og hvor vi hører til. Vi kan ikke længere bare sige, at vi hedder Per og er murer Jensens søn fra Nr. Snede. Den tid er forbi. I vores tid er det med identiteten blev til hårdt, hårdt arbejde.  

 

Som én sagde: Det er godt med al den tale om identitet – der er bare for meget af den.

 

Og sådan er det jo tit med tendenser i tiden, at de enten bliver for lidt eller for meget, vi har det med at gå til yderligheder. Det er godt med al den tale om identitet – der er bare for meget af den.

-

Men ét sted er det anderledes.

 

Det er her i kirken. Her er det anderledes. Det har det altid været, også da vores identitet var låst til slægt og erhverv, også da var det anderledes i kirken.

 

Man kan godt sige, at kirkens forkyndelse – evangeliet - altid har været en modkultur til tidens fremherskende identitetstænkning, både førhen og i dag.

 

Og hvis vi vil befries fra den uendelige identitetsjagt og det hæsblæsende kapløb om vellykkethed, så er vi gået det rigtige sted hen.

 

For kirkens eller troens svar på, hvem vi er, er ens for os alle sammen. Og det er bl.a. det dåben det handler om. Når vi bliver døbt får vi foræret en identitet, som vel at mærke er givet forud for, hvad vi kan eller magter eller udretter eller tjener. I dåben er skellene mellem dygtige og udygtige, mellem vellykkede og mislykkede brudt ned, de findes ikke. Her får ethvert menneske givet samme identitet.

 

Og denne identitet er, vi er elskede og dyrebare, uerstattelige og enestående – og det uanset hvordan vi skulle komme til at klare os i livet. Og vi får fortalt at vi hører til, vi hører til i Guds rige, der er usynligt og dog utrolig virkeligt, som rækker til jordens ende, ja ud i universets uendelighed og som ikke engang afgrænses af døden.

 

Hvem er vi? Hvem er jeg?

 

Troens svar har alle dage været, at vi er Guds elskede mennesker, også når vi ikke kan finde ud af noget som helst og også når vi bærer os grimt ad. Vores identitet hviler ikke i os selv og vort eget, ikke i det vi kan og vil og klarer, men i Gud - sådan er troens tale - og derfor kan vi ikke lave den om eller forandre den ved noget vi gør eller ikke.  Vi er og bliver Guds elskede menneske. Altid. Og hører til i en familie, hvor Gud er vores far og mor og de andre vore brødre og søstre. Vi er sat ind i en sammenhæng, der hedder Guds rige, hvor værdierne er kærlighed, barmhjertighed, overbærenhed.

 

Vi lever jo i – mindst – to verdner, og uanset hvor meget vi henter vore værdier fra den kristne tro, så bor vi i allerhøjeste grad også i en verden, hvor der tit tænkes meget anderledes om det meste, f. eks. om det med identitet. Og vi kan ikke bare undslippe det, men hænger jo på det bedste vi kan med vores forsøg på at virke vellykkede og have en succesfuld identitet.

 

Derfor har vi kirken, så vi kan vide, at der er mere at sige om os end det, vi selv kan opbygge. Vi er gjort til nogen på forhånd, vi har fået identitet af Gud selv, før vi selv har skabt os én. Og den bærer vi hele tiden med os, som et vandmærke, som et usynligt tegn, der bedst ses, når det holdes op mod lyset. 

 

Og måske ville vore liv blive lidt mindre hæsblæsende og vore idelige stræben efter at tilkæmpe os en flot identitet lidt mere afslappet, hvis vi tog Vorherre på ordet og forsøgte at lade det være godt nok, at vi er elskede mennesker, der har en plads i verden – og hvor er det godt vi her – og hører til i Guds familie og i Guds rige. Det rige hvor grænsebommen hedder kærlighed, grundloven hedder barmhjertighed, tilgivelse og overbærende og hvor alle har en plads, uanset hvad de kan eller ikke.

 

Vi kunne måske lade det komme an på en prøve?

 

Amen

 

Prædiken til 4. januar kl. 19.00 i Engesvang. Hellig 3 konger.

 

136 – Dejlig er den himmel blå

70 – Du kom til vor runde jord

 

138 – De hellig tre konger

787 – du som har tændt

 

Julen varer lige til hellig 3 konger – altså til i morgen aften. Vi tager lidt forskud og slutter julen en dag for tidligt her hos os i år – mange er sikkert også begyndte for tidligt, så det passer nok.

Og til hellig 3 konger hører jo historien om de vise mænd. Når man begynder at tænke – og det skal man helst – så er det en fortælling fuld af gåder og mysterier.

For det første: Hvordan kan en stjerne vise mennesker vej? Stjerner er brændende gasklumper millioner og atter millioner af kilometer væk, og hvordan skulle en brændende gasklump kunne vise vej til noget som helst?

Og så er det med stjernen, der viser vej, måske alligevel det mindst mærkelige ved historien. For den Gud, der har skabt stjernerne, kan vel også – så let som ingenting – flytte rundt med dem, hvis det er det, han vil og bestemme, at de skal vise mennesker vej?

Nej, der er noget andet ved historien om de tre vise mænd, der er endnu mærkeligere. Og det er hvorfor de overhovedet rejste af sted, så langt? Når vi ser noget mærkeligt på himlen eller andre steder, smider vi jo ikke alt, hvad vi har i hænderne og rejser flere hundrede km mod vest på kamelryg, gennem ørkenstorme og iskolde sletter, over bjerge og floder og på farefulde strækninger med røvere, vel? Det kunne vi aldrig drømme om.

De her vise mænd var fra det nuværende Irak, der dengang hed Babylon, og som var ét af verdens førende lande indenfor alt – også inden for det at studere stjerne.

Hvis de boede i Bagdad, de vise mænd, så er der over 800 km i luftlinje til Betlehem. Og ikke en særlig nem vej. Hvis man prøver at søge på en rute mellem Bagdad og Bethlehem på Google maps, så kommer der følgende op på skærmen: ”Vi kan ikke angive rutevejledning mellem Bagdad, Irak og Bethlehem, Israel.”

Måske boede vismændene i en by, der lå længere mod vest, så de kun havde en 4-500 km. Men alligevel et stykke, når man skulle gå eller ride. 

Man må undre sig – heldigvis. For uden undren går det ikke.  - Men jeg tror ikke, det var særligt fromme motiver, der drev de vise mænd mod Betlehem, og jeg tror bestemt ikke, de havde tænkt Gud eller Jesus eller noget som helst. Nej, jeg tror, de rejste, fordi de konkurrerede med nogle andre stjernetydere.

Alle der studerede nattehimlen i Baghdad eller i Al-Rutba eller hvor de nu boede, måtte have set stjernen, den nye stjerne. Og den må have gjort dem tænksomme. Nogle af dem mente, at stjernen betød lykke for landet – altså for Babylon – andre at den varslede det helt modsatte, nemlig undergang og ulykke. Men vore vise mænd, holdt på, at stjernen fortalte, at en ny konge var født, en konge, der ville blive anderledes end alle andre konger som verden kendte, en konge, der ville regere i mange tusinde år og som ville udfolde sin magt på en måde, som aldrig før var set i verden.

Og stjernetyderne i Babylon begyndte at diskutere; eller rettere: de skændtes, så det føg om, hvad den her nye stjerne skulle betyde. – Og til sidst sagde vore vise mænd, at nu skulle de bevise, at de havde ret! Nu tog de af sted for at finde den enestående konge, som de mente stjernen fortalte om.

Og dem, der holdt på ulykken og katastrofen, svarede, at de da bare kunne tage af sted, og så håbede de sandelig, at jorden ikke gik under, mens de var væk. Og ellers var de selv ude om det.

Jeg tror ikke, de havde særligt fromme og ædle motiver, de her vise mænd – det har vi mennesker ikke ret tit. De ville bare have ret. Og det var det, der drev dem ud på en lang og umådelig farlig rejse, som de nemt kunne risikere ikke at vende levende hjem fra.

Men – og det er det dybt interessante og meget håbefulde – at selv om vi har tvivlsomme motiver og gør noget bare for vores egen skyld, f.eks. for at få ret, så kan Gud nå os og få noget stort ud af det alligevel. 

De vise mænd besluttede at rejse om natten – ellers kunne de jo ikke se stjernen, og det, mente de, var vigtigt. Dertil kom, at den lyste så stærkt, at de ikke havde det mindste besvær med at finde vej. Og nok var der køligt, og de sad på kamelerne godt indpakket i kameluldstæpper, men de sparede meget vand ved ikke at rejse i den brændende sol.

Efter et par dages rejse gik det op for dem, at stjernen ligesom ledte dem vej, og den var noget bedre end google maps, for ikke alene fandt den en rute, den førte dem også på en måde, så de både kom til oaserne og fandt passene gennem bjergene og overgangene over floderne.

Det var ikke bare underligt. Det var forunderligt. Det var ikke normal opførsel for en stjerne, og de anende, at her var noget på færde, der var langt større, end de havde troet, her havde de med en Gud at gøre, som de ikke engang kendte. Og nu kunne alting ske. Efterhånden glemte de, at de var draget af sted for at få ret. De blev så opfyldt af stjernen, der skinnede så velsignet og var som et mildt øje på himlen, som ville dem det godt, som ønskede det bedste for dem, endda selv om de bare var nogle smålige stjernetydere, der var draget ud på en vanvittig færd for at få ret. Og selv om de ikke kendte den mægtige kraft, som er Gud, der styrede stjernen.

Derfor blev de heller ikke skuffede over at finde Jesus i en ussel rønne. Deres rejse havde været så underfuld, at de ikke var i tvivl om, at de havde fundet ham, der ville blive anderledes end alle andre konger som verden kendte, en konge, der ville regere i mange tusinde år og som ville udfolde sin magt på en måde, som aldrig før var set i verden.

Og dér fik de ret.

Men det var ikke længere vigtigt for dem at få ret. Og da de endelig kom hjem, havde de ikke travlt med at tryne de andre stjernetydere eller prale, de var fyldt af ydmyghed, for deres rejse havde vist dem, at de ikke havde sig selv at takke for noget som helst – hvis det ikke havde været for stjernen ville de være døde, førend de var kommet halvvejs. 

Og således er hellig tre konger, nok afslutningen på julen. Men mere er det en fortælling om, at Gud møder os netop dér hvor vi er og taler til os i det sprog, vi bedst forstår, også hvis det er stjernesprog. Lader os kende Jesus, så vi fyldes af noget andet og bliver lige glade med at få ret.

Amen

 

 

 

Prædiken til nytårsdag 2012 kl. 16.00 i Engesvang

 

713 - For dig, O herre som dage kun

110 – Nu vil vi sjunge og være glad

386 – Udrundne er de gamle dage – på ”hvo ikkun lader Herren råde”

717 - I går var hveden moden

439 -O, du Guds lam

Nadververs 90 v.2  –

712 – vær velkommen

 

I mine unge år holdt jeg meget af nytåret. Og selv om jeg godt vidste, at også jeg var Vorherre en død skyldig, så var der så længe til, at det ligeså godt kunne være løgn. Et nyt år var bare det første i en uendelig lang række, der ville følge efter.

Sådan har jeg det ikke mere; nu er der også noget, om ikke smerteligt, så dog vemodigt og melankolsk ved nytåret, fordi et nytår får én til at fokusere på tidens gang og dermed også på forfaldet, der sniger sig ind på én. Og dødens virkelighed, tror jeg godt, jeg vil tilføje.

Således har jeg vovet at indlede på året første dag, idet jeg har forestillet mig, at menigheden i dag - ud over jer velsignede konfirmander, som jeg ikke kan glæde mig nok over at se og som lyser op og minder os om, at der er frem tid i verden – ville være os halvgamle. Sådan er det jo i kirken, at den ligesom mest appellere til os, når vi er ovre vores første ungdom. Det har at gøre med det for så vidt banale, at livets alvor – og en søgen efter trøsten, dér hvor trøsten er at finde – først går op for én, når man ved, at døden ikke kun er uendelig langt væk, men noget, der også kan ramme én selv. Og dem man elsker.

Der er et vemod i tidens gang; og det slog mig vældig stærkt først i november måned, da nr. 28 på Åboesvej blev revet ned. Ikke huset ved siden af præsteboligen men det ved siden af det ved siden af. Når man skal rive et hus ned, skal der affaldssorteres og derfor går alting langsomt i begyndelsen, men så når jern, glas, brændbart og metal er puttet i containere, kommer bulldozeren. Og derfra går det hurtigt. I løbet af et par dage er der bar mark dér, hvor der før lå et hus, og hvor der har været levet mange liv.

 Som regel er det fornuftigt at rage gamle, dårlige huset ned, således også her. Men når et hus fjernes som én, man har kendt og holdt af, har beboet, så rører det noget i én. Og nogen har jo endda prøvet, at deres barndomshjem blev købt af nogen, der jævnede det med jorden.

Jeg ved ikke helt, hvad det er, sådan et hus, der væltes gør ved én, men det er noget med at tidens gang bliver så tydeligt, det at alting har sin tid og at evigheden ikke hører vores verden til – i hvert fald kun som en forudgriben af Guds evighed.

Ligesom ved nytår. Og der er en sørgelighed over, at tiden går. Og over at det, der var, aldrig kommer tilbage. Især fordi vores erindring – har jeg læst et sted – af Gud Herren er skruet sådan sammen, at vi glemmer 2/3 af det dårlige, der har været, men til gengæld husker 2/3 af det gode. Det er jo mageløst godt lavet af Gud, og vi kan ikke takke ham nok for det, for det betyder jo også, at vi på vore gamle dage, mest har gode minder. Men det har den bivirkning, at vi så meget desto mere må begræde det forgangne, fordi vi simpelthen husker det bedre, end det var.

F.eks. da vi selv var børn eller da vore børn var små eller vore børnebørn. Vi husker bedst lykkestunderne, som vi jo også tit vil have afbilledet på fotografi – man får sjældent taget billeder, når man er ved at skælde ud eller skændes eller alting går helt galt.  Også dér må vi begræde tidens ubønhørlige trav og alt det, der aldrig kommer igen.

Og det er vel det, nytåret tvinger os til: at fokuserer på det, der var. Og påminde os om vores dødelighed.

Men det kræver ét eller andet form for greb eller hjælp udefra, hvis man skal have vendt sorgen til glæde her på nytårsdag, hvor det er så tydeligt, at tidens hjul kværner ubønhørligt.

Og det er derfor man har gjort nytårsdag til helligdag, for at vi kan trøstes af Gud søn og få mod til at leve, trods alt det, vi ved, der forsvinder og på trods af, at det til sidste er os selv, der forsvinder.

 De tre tekster til i dag er hver på sin måde opløftende til dette brug. Først var der jo salmen –”Gud, du har været vor bolig i slægt efter slægt”. En vindunderlig formulering, som om Gud er et mægtigt hus, hvor man flytter ind og lever, slægt efter slægt, så at vi – selv når vi dør – stadig er i det hus.  Og om Gud, der ikke mærker tiden som vi gør, men er Herre over den – ”tusind år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi… ”

Einsteins relativitetsteori afdækkede, at tid under visse ekstreme omstændigheder er relativ, at en time ved høj fart er mindre end en time, når man står stille. – Men det med at tiden er bundet til vores menneskelighed og vores vilkår, vidste allerede de gamle, længe før Einstein. Guds tid er ikke menneskers tid. Og derfor skal heller ingen spekulerer over, om det bliver kedeligt i evigheden. For evigheden er jo netop, at vi er flyttet ud af vor egen tid og ind i Guds tid, hvor tusind år er som én dag og en dag som tusind år.

Også epistlen fra Jakobsbrevet havde noget for sig, selv om det er et skrift med mange løftede pegefingre.  - For det satte ligesom tingene ind i den sammenhæng, hvor de hører hjemme: at verden og vi hviler i Guds hånd. ”Hvis Herren vil, så skal vi gøre det og det… ” så får tingene de rette proportioner, og vi husker, at det ikke er os, der er livets herre, men Gud, himlens og jordens skaber. Og det er der også befrielse i: vi skal ikke klare alting selv, for verden hviler i Guds hånd.

Og prædikenteksten er jo kronen på værket: Jesus, der lærer disciplene at bede Fadervor. ”Jeres far i himlen ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således…” 

Gud ved, hvad vi trænger til; selv sådan en nytårsdag, hvor det hvide lys afslører vore rynker og fortæller os, hvor gamle vi er blevet og at endnu et år er forbi. Gud ved hvad vi trænger til på årets første dag, endda selv om vi ikke har fortalt ham det.

(For man kan jo også blive så skamfuld over at beklage forfaldet og alderen og tidens ubønhørlige gang, når man ved, hvad folk ellers døjer med og plages af og lider. Og tænke at nu må man også tage sig sammen og være taknemmelig – hvis man har noget at være taknemmelig for. Og det har dog de fleste. Og det skal vi da – på et tidspunkt. Men man har det som man har det. )

Og Gud ved, hvad vi trænger til, også på denne nytårsdag, hvor vi helt sikkert ikke trænger til det samme, men måske alligevel har det til fælles, at vi – uanset hvad vi måtte trænge til - netop trænger til at blive mindet om bønnen som det sted, hvor vi må gøre af os selv og hvor vi kan deponere, både den store glæde og taknemmelig, men nok mere melankolien, rastløsheden, sørgmodigheden og hvad tungt der ellers kan fylde én både andre dage og i dag, hvor vi mindes om, at slægt skal følge slægters gang, og at engang er vi her ikke længere.  

Da den nye bibeloversættelse kom i 1993, var der forud udgivet nogle prøveoversættelser; og til prøveoversættelsen til den 90 salme om, at Gud har været vor bolig i slægt efter slægt, hedder det i stedet for bolig ”du har været vor tilflugt i slægt efter slægt…” Det er næsten den samme betydning, men nu har vi begge betydninger med os.

Gud har været og er stadig vor bolig og vor tilflugt i slægt efter slægt.

Og ham kan vi overgive alt det til, som vi ikke kan tumle, uanset hvilke navne det måtte have.

Og det er trøsterige ord at tage fat om det nye år med: Gud er vor bolig og vor tilflugt, verden og vi hviler i hans mægtige hånd, alt det i livet, som overgår vore kræfter, vore evner eller vort overblik, alt, vi ikke kan tumle, kan vi overlade til ham, vor Far som er i himlene.

2. juledag kl. 16.00 i Engesvang

 

117 – En rose så jeg skyde

114 – Hjerte, løft din glædes vinger

 

104 – Et barn er født i Betlehem

121 – Dejlig er jorden

 

Der er noget, de færreste forestiller sig: nemlig at julen på en måde er yngre end kristendommen, og at man engang ikke holdt jul i kirken.

Men det er ganske vist, det finder vi ud af her på den 2. juledag, hvor læsningerne kan virker skræmmende, ja måske endda direkte upassende.

Indtil ca. 7-800 gjorde man ikke noget ud af julefejringen i kirken. For det er jo påsken, der er troens helt, helt store fest. Hvis Jesus aldrig var stået op af graven påskemorgen, så havde det bare været et helt almindeligt barn, der fødtes i vinternatten i Betlehem.

Men 2. juledag var alligevel et mærke i året, en dag hvor man fokuserede på noget særligt, nemlig kirkens første martyr, Stefan, der som man hørte i fortællingen lige før blev stenet ihjel, fordi religionsfrihed ikke var et begreb, der eksisterede dengang.

Men i 7-800tallet bredte kristendommen sig nordpå; det er almindeligt antaget, at der var kristne pletter i Danmark og spredte kirker længe før Harald Blåtand lod nedskrive, at han gjorde danskerne kristne. Og det gjorde han jo heller ikke. Man kan jo ikke gøre andre kristne, der er kun én, der kan gøre os kristne. Og det er Gud. Men hvorom alting er, så havde Gud været i Danmark længe før Harald Blåtand og også troen på ham– det er der stærke arkæologiske vidnesbyrd om. (Man mener, kristendommen allerførst kom fra England. For før i tiden – ja for ikke så mange år siden såmænd – var det jo vandet, der bandt sammen, land skilte, fordi det var meget vanskeligere at komme over land end at sejle. )–

Det er på det tidspunkt, man begyndte at lægge vægt på Jesu fødsel – fødselshistorien havde jo stået i Nt hele tiden, man havde bare ikke fejret den som en særlig fest.

Og jeg tror, at netop det, at vi blev kristne her oppe mod nord fik stor betydning for julens opgradering. Men en anden ting spiller også ind, nemlig at de, der fortalte om kristendommen og bragte nogle helt andre tanker på banen, om hvad et menneske er, at de var både rummelige og kloge. For dér hvor den kristne jul nu er placeret, har der jo været en fest nok ligeså længe som der har boet menneske i Danmark, nemlig festen for solens vending og lysets genkomst. Og tænk at vore forfædre har kunnet regne ud, hvornår det var.

De, der kom og forkyndte, at Gud er kærlig, nådefuld og storsindet, de sagde ikke, at nordboeren skulle lade være med at fejre solhverv og markere midvintere elelr at var helt forkert. Nej, de sagde: ”Det er en fantastisk fest I har, jeres julefest. Og uden selv at vide det, fejrer I samtidig noget, der er endnu større end det, at årets gang følger faste love, I fejre, at livets og kærlighedens Gud har fået krop og skikkelse i verden.  Og fødtes netop her ved solhverv. Tænk, det har I fejret i alle de år uden selv at vide det med den her prægtige fest. Bliv ved med det!

Og bliv ved med at kalde det jul og fejre lyset, for Gud som blev født i verden netop da lyset vendte, er verdens lys og livets sol. Og han kom for at ingen skal sidde i alene i mørket og for at vi kunne lære hans kærlighed at kende.

Siden har det jo været sådan. Og som århundrederne er gået, har vi endda i kirken mere og mere glemt, at julen er kommet senere end fejringen af den første kristne martyr.

Og derfor kan selv vi præster ind imellem synes, at det er svært med de her voldsomme tekster 2. juledag. Og så alligevel. For vi mærker samtidig, at det gør godt, at de her vilde læsninger stikker et spadestik dybere og sørger for, at julen ikke ender i vammel idyl og har-vi-det-ikke rart-alle-sammen. For sandheden er jo, at det har alle ikke.

Og der var jo modstand mod Gudsbarnet helt fra han blev født, vi har den grusomme fortælling om barnemordet og kong Herodes, der slog alle de små drengen i Betlehem ihjel for at komme Jesus til livs. Og som bekendt endte Jesus ikke sine dage som en populær folkehelt, men med at blive henrettet som den mest foragtede forbryder.

2. juledag tematiseres det, at Guds søn blev afvist, og at vi mennesker ikke altid vil vide af den største kærlighed, der findes, fordi vi både rummer det gode og det onde i os.

Men der sker jo også noget andet: vores fragmenterede, uperfekte liv, bliver spejlet i 2. juledags fortællinger.  - Som bekendt skal man helst være vellykket her i 10´erne, og de fleste siger kun til de nærmeste venner, hvis julen har været svær. Ellers siger man: åh! vi havde en pragtfuld jul!  Selv om jeg er overbevidst om, at der er flere, der har en svær jul – eller i hvert fald en jul med modhager og noget, der nager - end en lykkelig jul.  – Mit gæt – og det er et gæt – er at ca. 1½ million danskere har en rigtig god jul eller en ok jul, mens julen for resten har noget smerteligt over sig, i forskellig grad naturligvis og af tusinde forskellige grunde.

Der bliver sat blændende skarpt lys på vore relationer i julen. Og hvem har et liv, der tåler et så blændende skarpt lys? For i det skarpe lys ser vi, at ikke alle vore relationer er som vi drømte om. Selv om der jo er store individuelle forskelle og skønt om heldet på det området er meget uligeligt fordelt. Man kommer måske hjem til jul og straks er de gamle konflikter med forældrene der igen, eller ens far og mor eller én selv er skilt og man skal gebærde sig i det eller nogen, man holder af, er måske meget syge eller døde. Og alle mulige andre ting. For sådan har hver mand sit, stort eller lidt som den gode salmedigter Thomas Kingo skriver det. Og jo mere der i julen fokuseres på idyllen - og vel især på familieidyllen– desto vanskeligere er det, hvis den ikke findes, der hvor man selv er. For da kan man opleve sig så forkert.

Og derfor er 2. juledag med sine ståluldstekster også så forunderlig velsignet, fordi den giver sprog til livet som det også er, endda i julen, med konflikterne, med svigtene, med det uforløste, med det, der bare ikke går for os. Og giver os et rum at være til i med det, et rum, hvor menneskelivet bliver spejlet netop som det er.  Uden at vi er forkerte af den grund.

Men hvor vi samtidig får at vide, at det var det menneskeliv, netop det konfliktfyldte liv, det liv, hvor man kan føle sig svigtet, forkert og utilstrækkelig, hvor man selv svigter og hvor ting ikke går som de skal, selv om man gør sig umage osv. osv. det var dette menneskeliv, som Jesus blev født ind i.

Og han kender det hele, vi kan bare sige det det til ham og han vil svare: ”åh, jeg ved lige, hvordan det er. Og jeg er hos dig.”

2. juledag fortæller julens historier dybere og større. Og giver os en plads til at måtte være som uperfekte mennesker, til at måtte være og leve i Guds lys som uperfekte, men dog gode nok, både nu i julen og alle de andre dage.

Glædelig jul!

 

 

Gudstjeneste i Engesvang juledag kl. 10.00

98 – Det var ikke en nat som de andre

100 – Kimer, I klokker

123 – Her kommer Jesus, dine små

125 – Mit hjerte altid vanker

439 – O, du Guds lam

nadververs: af nr. 94 v. 9”Kom Jesus vær vor hyttegæst”

129 – Julebudet til dem, der bygge

 

I universet er der talløse mælkeveje eller galakser. Vores egen er bare én ud af milliarder og atter milliarder af mælkeveje, lysår borte og længere væk end vores tanke kan forestille sig. Og vores solsystem, som jo ellers virker ret stort, ligger bare i et afsides hjørne af den spiral, der udgør vores galakse, Mælkevejen. Når jeg kommer til at tænke på, at det er sådan, det er, så får alting ligesom andre proportioner. Ting kommer i et meget større perspektiv og selv bliver jeg lille. Og det er der også befrielse i.

Det er lidt det samme der sker juledag, selv om der også sker meget, meget mere og noget meget, meget større. Men det første, der sker juledag er, at de store linjer trækkes op, der zoomes ud, så vi husker, at der er større spænd i tilværelsen end vore egne små viderværdigheder.

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Noget og nogen har været før os og vil være efter os. Og der er én, der har skabt det alt sammen, og som bærer universets på sine skuldre.

Juledag bliver vi mindet om begyndelsen, om de store linjer og det mægtig spænd i tilværelsen, som kan få os til at tænke, at så er vi nok heller ikke vigtigere. Verden klarer sig nok uden det, vi ikke har nået og magtet og udrettet. Og der kan være mægtig befrielse i at blive husket på tingenes rette proportioner og på, at det ikke er os, der skaber eller bærer verden.

Men det er jo bare den mindste del af juledags perspektiv. For samtidig med at de store linjer trækkes op, at der fortælles om skabelsen og Guds storhed, og vi bliver så velsignede små, forkyndes der jo samtidig, at vi er store, vi er vigtige og betydningsfulde.

Vi er lillebitte, så små at vi knap nok findes, når man ser os i universets og tidens perspektiv, men dog uendeligt betydningsfulde. Det er juledags evangelium.

For vores skyld, for vi på mange måde lattervækkende og elendige menneskers skyld, kom Gud til os i vor egen skikkelse. Eller måske er det rigtigere at sige, at Gud kom, fordi han ikke kunne andet, fordi kærligheden ikke har noget valg.

Han kom selv. Og ham der kom selv er vel at mærke den Gud, der har skabt himlen og jorden, alt det synlige og usynlige, galaksernes herre og universets ophav, det var Ham, der kom til os julenat.

Det lillebitte og det kæmpestore løber sammen. At denne her ufattelige Gud, også er blevet født i verden som et lille barn, det kan ikke begribes med forstanden. For det er jo et paradoks, en modsætning, at den allerstørste gør sig til den allermindste. Det kan man ikke forstå.

Men det skal man heller ikke, i hvert fald ikke på samme måde som man forstår en ligning og kan slutte fra a til b.

Troen er mere som et hus, man kan flytte ind i, et mægtigt hus, hvor der hele tiden viser sig at være uopdagede rum, som afdækker nye dybder ved det at være menneske sammen med andre mennesker og overfor Gud.

-

I begyndelse skabte Gud himlen og jorden siger Mosebogen. Og evangelisten Johannes genskriver helt bevidst skabelsesberetningen med indledningen til sit evangelium: I begyndelsen, i begyndelsen var ordet.

Og jeg kan love jer, han ved hvad han gør, den gode evangelist; det er jo en prædiken han indleder sit evangelium med, en tyk og fortættet prædiken som vi andre så klodset og klumpet prøver at lave en ny prædiken over.

I begyndesen…Jesu fødsel er en ny begyndelse i verden, Guds begynden forfra med os. Den største, der af kærlighed bliver den mindste for selv at være nær os alle små og fortrykte.

-

Jeg læste engang – og husker hverken hvor eller hvornår – om en ung billedkunstner, der i 1800-tallet var tage til Rom for at male, som man gjorde dengang. Han skulle studere hos en kendt kunstner, som alle der ville noget, tog undervisning hos.

Og det begyndte så godt. Han malede på livet løs, men så var han alligevel utilfreds med det, han havde lavet, og når han havde været til undervisning fik han andre idéer og kunne se, hvad der skulle have været anderledes. Og så malede han over og malede over og malede over. Tog et ny lærred og smurte også det til, alligevel syntes han ikke, det blev rigtig godt, og andre der så det, måtte give ham ret – hvis de da ellers vovede at sige, det de tænke. Tit siger vi jo noget andet end det vi mener for ikke at såre. Og det er for det meste godt. Man skal nok være ærlig, men ikke grusom.

Og sådan voksede dyngerne af dårlige malerier - selv om der bestemt også var stærke ansatser til noget godt, ja ikke bare godt, men bedre end det. Den unge kunstner malede og malede, nat og dag, malede over og malede nyt. Men til sidst var det som om han fór vild i sine egne kunstværker og mistede fornemmelsen for, hvad der duede og hvad der ikke duede, han malede bare. Atelieret blev dag for dag mere ufremkommeligt, billederne stod i stabler eller lå på gulvet, han fik aldrig ryddet op og der blev mindre og mindre plads at male på.

En dag kom den kunstner han undervistes af på besøg, det anede ham at noget slet ikke gik som det skulle hos den unge mand, der ellers havde masse af talent. Ved det første skridt ind i rummet trådte han gennem et lærred der lå på gulvet og kunne derefter ikke komme længere for lærreder og malergrej og snavset service, der stod de få steder, hvor der var en tom plads.

Den unge kunstner sank ned på en stol, da han så sin læremester. Han var bleg trods det solrige klima og trætheden lyste ud af hans træk. - ”Det går ikke for mig,”, sagde den unge kunstner.

”Lad mig først se”, svarede hans læremester. ”Nej, du skal ikke se, jeg skal have kasseret alt det, jeg har levet. Intet dur. Jeg skulle nok bare give op.”

”Nej, nej. Nej, nej”, sagde, lærermesteren forskrækket. Det må du endelig ikke. Bliv ved! Men tag væk en tid. Tag op i bjergene en uge eller tre og kom så tilbage.

Mærkeligt lettet tog den unge kunstner på vandring i bjergene med kølig luft og klar himmel og på det aftale tidspunkt vendte han tilbage til sit atelier og bunkerne af dårlige malerier.

Han stod udenfor døren og tog en dyb indånding, før han gik ind. Det værste var ikke rodet – det generede ham overhovedet ikke - det værste var, at han skulle se sine egne dårlige værker i øjnene. Men det nyttede jo ikke. Og det er et vilkår ved det menneskelige, at vi må tage vore egne mislykkede værker i øjesyn.

Han tog i håndtaget, belavede sig på det, syn der ventede ham, og åbnede døren.  

Men da han i næste øjeblik trådte ind i rummet kendte han det først ikke igen. Alt var ryddet op og sat på plads. Men ikke nok med det: alle de elendige malerier var strøget over med hvidt. Lærrederne stod sirligt op af væggen.

Det var som om, alt det dårlige og mislykkede arbejde, han havde lavet, slet ikke havde været til. Han kunne begynde forfra, han havde fået en ny begyndelse. 

-

Julenat begyndte Gud forfra med os, han malede alle vore ødelagte værker over med hvidt – eller måske snarere med rødt, med kærlighedens farve, så vi kunne begynde på ny.

For nok er vi lillebitte, så små at vi knap nok findes, når man ser os i universets og tidens perspektiv, men i Hans blik, der har skabt alting, er vi dog uendeligt betydningsfulde. Derfor kom han. Den allerstørste blev den allermindste, fordi kærligheden ikke har noget valg.

Glædelig jul

 

 

24. dec. i Engesvang kl. 10.30 på plejehjemmet og kl. 13.30, 15.00 & 16.30

94 – Det kimer nu

99 – Velkommen igen Guds engle små

119 – Julen har bragt

121 – Dejlig er jorden

 

”… kærligheden er det stærkeste grundstof, der findes, den er den kraft, der driver livets hjul frem og forhindrer, at vi styrter ned i den grå meningsløshed.” Ordene stammer fra den islandske forfatter Jon Kalman Stefansson.

Og det er jo netop sådan det er. Kærligheden – og kærligheden er af Gud, ja, er Gud – kærligheden er meningsløshedens modsætning.

Og hvis livet er et hjul, da er kærligheden dette hjuls nav, ligesom den er kristendommens og julens: at der er andet end den grå meningsløshed, der er én, nemlig Gud, der peger et sted hen, der er op og ned i verden og tilværelsen er større end vi drømte om.

Og således skete det en vinternat i det Herrens år 1777, at en mand kom ridende ad Hærvejen, der jo går lige her forbi. Eller Hærvejene, for der lå mange spor ved siden af hinanden, når ét blev for mudret, lavede man et nyt i lyngen, der dengang strakte sig fra Stenholt krat – den var ikke var en rigtig skov dengang – og så langt øjet rakte.

Heldigvis kan vi ikke forestille os, hvor ugæstmildt landet var i de tider, intet stoppede vinden, når den fór over de endeløse lyngflader, det var som at være på den sydligste spidst af det sydamerikanske kontinent, der er som sit navn: Ildlandet. 

Der var ikke mange, der fristede livet her hos os i de år, for der var ikke noget at leve af, og kirken som nogle århundreder tidligere havde stået på bakken og skuet ud over landskabet, da der endnu var folk til at holde den ved lige, stod tilbage som nogle halvt nedbrudte mure. En ruin. Hvis vi var kommet her dengang, ville vi slet ikke have kunnet kende stedet.

Manden, der kom ridende, var på vej til Hald, oppe ved Hald sø. Men mere end på vej til noget, var han på vej væk fra noget, der i sig selv er en meget lang og kringlet historie, men det korte af det lange er, at han havde svigtet sin bedste ven, og at det via en række ulykkelige omstændigheder havde betydet vennens død. Og hans hastige ridt gennem natten skyldtes, at nogen ville ham til livs og havde sat ild til hans hus. Han var nærmest på flugt. Og i hvert er det sikkert, at hans liv lå i ruiner. Hans farbror var skytte på Hald, og dér håbede han at finde et sted at være, i hvert fald en nat eller to.

Og således red han gennem vintermørket, hvor de frosne hjulspor stod som stive riller i mudderet. Månen lyste, og derfor gik det an at ride gennem natten, og han håbede at nå Hald inden daggry.

 At denne nat også var julenat, selve natten hvor frelseren blev født, vidste han godt, men han skænkede det ikke mange tanker. I stedet så han hele tiden sin vens ansigt for sig, og han gennemgik igen og igen alt, hvad der var sket ham.. og hvis bare det ene eller det andet ikke havde været sådan eller sådan, hvis bare…. Men det var det jo. Det var netop sådan. Det var ikke anderledes. Og dog kunne ikke slippe det, han var som en fange i sine egne tanker.

Vejen løb som sagt lige forbi Engesvang kirkeruin, der dengang lå på dette sted, og selv om månen lyste, lagde han ikke mærke til ruinen, førend han var helt tæt på. Det var i grunden mærkeligt, for der var sat fakler i jorden udenfor, og de ødelagte mure stod aftegnede mod nattehimlen, fordi nogen havde tændt et bål inde i den halvt nedbrudte kirke.

Han var allerede næsten forbi den, da det gik op for ham, at der kom lyde inde fra kirkeruinen. Nogen sang, nogen sang derinde i ruinen. Det var ikke en fin sang, ikke skolede stemmer som dem, han havde hørt i Lübeck, men ru hverdagsstemmer. Måske netop derfor blev han ramt af tonerne, underlig bevæget af den lidt ubehjælpsomme sang.

 - Hvorfor gør vi det, vi gør? Og hvorfor følger vi nogen gange vores tilskyndelser, mens vi til andre tider lader dem fare? Ja, det er og bliver et mysterium af de helt store.

Men i hvert fald skete der det, at vores mand holdt hesten an, steg ned og trak dyret hen i retning af ruinen. Noget var trængt ind og havde brudt hans fastlåste tankebaner. - Ud mod vejen var den vestlige del af skibet næsten væk, men i den anden halvdel og i koret var væggene hen ved to meter høje, selv om taget var borte. Gennem et par rundbuede vinduesåbninger lyste skæret fra bålet.

Hans bandt hesten og gik nærmere. Vestgavlen af kirken, dér hvor vores tårn nu er, var borte og han skulle ikke gennem en døråbning eller noget, blot omkring et hjørne.

Det var ikke noget særligt, han fik øje på, da han trådte ind i ruinen, og dog rørte det ham så mærkeligt, fordi det fik ham til at føle sig genkendt eller spejlet på en måde: nogen holdt jul i ruinen, nogen fejrede frelserens fødsel på stumperne af noget, der havde været en gang, men som nu var borte og henlå, netop i ruiner.

Bålet lå først for, ca. midt i skibet, og bag det med fakler som en ring, der markerede rummet, sad 15, måske 20 mennesker med ryggen til ham og sang. Engang imellem sang de da-da i stedet for teksten, som de nok ikke helt huskede, men de blev ved at synge alligevel.

Han blev stående bag bålet uden at give sig til kende, ingen havde opdaget ham. Da sangen var færdig, stod én af dem frem, vores mand trådt et skridt tilbage, ud i mørket, han syntes ikke, han orkede, at nogen så ham. Men derfor kunne han godt selv se. - Ham der havde stillet sig foran de andre havde ikke en bog, bare en løs side. Og han læste meget langsomt, famlende og utrænet læste han ord om dengang frelseren blev født på jorden, om den nat der var anderledes end alle andre nætter, om Gud, der selv blev menneske for at lærer menneskers liv at kende og deres død, og for at kærligheden – det stærkeste grundstof, der findes - kan blive synlig i verden.

 Og selv om det lød ubehjælpsomt og skønt han nogle steder måtte stave og hakke sig igennem, var der dødstille, og også da han havde læst beretningen til ende. Efter en tid brødes stilheden af én, der begyndte at synge en sang med en masse halleluja i, og de andre faldt i. Så læste de fadervor gjorde korsets tegn for sig. Uvilkårligt gjorde han det samme.

Så var de færdige, han trådte længere tilbage og så dem gå rundt og hilse på hverandre, de sagde sikkert glædelig jul og ønskede hinanden Guds fred.

Netop da ville gerne være trådt ind i lyskreds og have været med i deres håndtryk og deres omfavnelser og havde stået i skinnet fra venlige øjne, men det var også godt at stå udenfor og se på det. På hvordan de fejrede jul i ruinen, midt i stumperne af noget sønderbrudt og ødelagt, midt i noget, der engang havde stået og strunkt og stolt og peget mod himmelen, men som nu var næsten ingenting og om føje år nok ville være helt borte. Midt i det, midt i ruinen, fejrede de frelserens fødsel alligevel, og det gjorde så godt at føle sig spejlet eller genkendt, når man selv havde et liv, der var en ruin.

I det samme vrinskede hans hest højlydt. Folkene drejede hovederne i retning af lyden og fik øje på ham bag bålet, og de løb hen mod ham, lidt skræmte i begyndelsen og spurgte, hvad han vel gjorde på vejene på selveste julenat og om han kom langvejs fra?

Han vidste ikke, hvad han skulle svare dem, den lange udgave var alt for indviklet, så han nøjedes med at sige, at han var kommet ridende, og da havde set dem i ruinen, set at det lod sig gøre at fejre jul, endda i ruiner.

Kom sagde de, nu skal vi danse! Og før han vidste af det, trampede han med de andre i hænderne i en kreds om bålet bagest i ruinen; nogen sang skæmteviser og juleviser og de lo, mens gnisterne sprang.

-

Og således blev Guds kærlig og drømme for menneskers liv mærkbar og håndgribelig på dette sted en julenat for mange, mange år siden; det blev jul selv i ruinerne, selv i alt det ødelagte og sønderbrudte.

For Guds kærlighed er det stærkeste grundstof, der findes, den er den kraft, der driver livets hjul frem og forhindrer, at vi styrter ned i den grå meningsløshed. Den er selve livets nav.

Glædelig jul 

 

 

Ære være faderen og sønnen og Helligånden, som det var i begyndelse således også nu og altid og i al evighed.

Amen

 

 

 

Skolens juleafslutning  22. dec. 2011 kl. 8.00, 9.00 & 10.00

 

vers af 94 – Det kimer nu

119 – Julen har bragt

121 – Dejlig er jorden

 

Der var engang en mand, som altid havde travlt. Før han stod op om morgenen, tjekkede han sin smart-phone. Og når han spiste morgenmad og hans børn, Line og Jens sagde noget til ham, hørte han ikke altid efter, fordi han lige var kommet til at se, om der var sket noget vigtigt eller fordi han lige måtte have noget færdig til et vigtigt møde, inden han kørte.

En morgen sidst i november spurgte Line sin far over morgenmaden om han troede på engle?

Det er et svært spørgsmål, og især for én der har travlt med at komme videre til det næste. ”Ja, ja, det kan vi godt sige” svarede faderen. Sådan sagde han tit, for det svar passer til det meste, og så gør det ikke noget, man ikke har hørt, hvad der blev spurgt om.

Men Line kunne godt høre, at han ikke havde hørt efter. ”Far! Du hører ikke noget. Se på mig!” – Men faderen var langt væk i sin gennemtænkning af et vigtigt møde. Så hun måtte sige det én gang til.

Så vågnende faderen endelig op. ”Ja, ja, Line – hvad var det, du sagde?”

”Jeg spurgte dig, om du tror på engle?”

”Æh, engle?”

”Ja, engle. Du ved ligesom i julehistorien om Jesus? Der er der masser af engle over det hele? Tror du de findes, rigtigt?

”Vi har jo et par hængende lige derovre,” svarede faderen og pegede hen mod vinduet, hvor børnene allerede havde hængt nogle guldengle op ”dem behøver man da ikke at tro på, man kan se dem”.

 ”Hold nu op,” sagde Line ”Jeg vil vide om du tror på rigtige engle, altså sådan nogen fra Gud ligesom i historien om, da Jesus blev født.”

”Tja, hvad skal jeg sige…”

 ”Hov” afbrød han sig selv og så på sin telefon, ”jeg skal skynde mig af sted, jeg er da ved at komme for sent, og vi har et vildt vigtigt møde. ”

”Altså,” sagde Line, ”voksne er simpelthen aldrig seriøse om noget som helst.”

Da faderen sad i bilen, så han på uret, at han var endnu senere på den, end han havde troet. Bilen røg ud af indkørslen med gruset sprøjtende fra dækkene.

Og så var det ellers af sted. Med rasende fart kørte han gennem morgenmørket. Han overhalede og susede ind og ud mellem de andre biler og tog en smutvej ad nogle mindre veje, hvor der ikke var meget trafik, og hvor man bare kunne give den gas. Og det gjorde han.

Lige ind til han blev ramt af et mægtigt lysglimt i mørket. Mærkeligt nok var det første, han tænkte, at det var en engel, selv om han jo ikke troede på engle eller på Gud eller himlen eller noget. Det første, han tænkte, var at havde set en engel og et øjeblik blev han helt varm inden i – en engel! En engel!

Men før han nåede at tænke mere, opdagede han, at lysglimtet var kommet fra en kassevogn, der stod parkeret i vejsiden.  Og en kassevogn parkeret i vejsiden, der udsender glimt, er der ikke ret mange, der vil kalde en engel. Det er en fartkontrol. Og glimtet betyder, at man får en fartbøde.

Tænk at forveksle en fartkontrol med en engel. Han blev irriteret på sig selv – over fartbøden, men mere over, at han havde kunnet tro, at han så en engel. Det var dobbelt tåbeligt, fordi han overhovedet ikke troede på engle eller himlen eller noget som helst. Men også foruroligende. Mon han var for stresset?

Resten af dagen var han ligesom ved siden af sig selv og fuld af bekymring over, at han havde kunnet forveksle en fartkontrol med en engel. Det måtte være stress? Eller havde han fået en tom plet et sted i hjernen? - Han så glimtet for sig igen og igen; og selv om det kom fra en kassevogn parkeret i vejsiden, så havde det lignet en skikkelse, det havde det.

Han kikkede efter kassevognen, da han kørte hjem, men den var der ikke længere, de måtte have flyttet den. November blev til december, og hver dag ventede han på at få julebrev fra politiet med en fartbøde.  Men der kom ikke noget, kun helt almindelige julekort.

Den 20. december ringede han til politistationen og lod som om, han havde en søn, der kørte bil, og at det var ham, der havde mødt kassevognen. Men de havde ikke fået en bøde endnu, sagde han, det forstod han ikke? Nu var det over 3 uger siden? Og han ville gerne have den sag med sønnen ud af verden inden jul.

Hvilken dag det var, og hvor havde den stået?

Han forklarede.

Det lød ikke godt, sagde betjenten, om sønnen havde røgt noget stærkt?  For netop den dag var fartkassevognen i politidistriktet på værksted. De syntes, han skulle gå til læge med sønnen.

Han gik til læge med sig selv endnu samme dag og fortalte, at han havde haft synsforstyrrelser, og at det måske var stress? Lægen ringede straks til sygehuset, der netop stod med et afbud til hjernescanneren – om han kunne være der om en time?

Scanningen viste, at hjernen var helt normal. Der var intet galt at se.  –Og han blev meget hurtig enig med sig selv om, at det alt sammen måtte være et udslag af stress. Og bestemte, at han ville prøve at holde lidt fri i julen, i hvert fald den 23. og 24.

”Far du svarede mig aldrig ordentligt på, om du tror på engle. Voksne skulle tage og høre lidt bedre efter!” sagde Line, da han kom hjem.

Hun sad lige overfor ham, så han blev nødt til at svare. ”Jamen Line! Engle. Så skal man jo også til at tro på Gud, og Jesus, ikke? Jeg synes, der følger ret meget med, hvis man skal tro på engle – jeg kan fint nøjes med at tro på dem, der hænger i vinduet.”

”Det kunne du da bare have sagt, da jeg spurgte første gang” svarede Line ”børn har ret til at vide, hvad deres forældre tænker om vigtige ting som f.eks. engle”.

Så skubbede hun stolen tilbage med en vred bevægelse og gik. Han sad tilbage i det dunkle køkken med sin smart-phone. Godt han havde den; han klappede den som om den var et kært husdyr.

Og da begyndte den at lyse, ikke som når der er kommet et opkald eller en besked. Det var helt anderledes, der var noget galt. Helt, helt galt.

Han tog den op i hånden. Skærmen lyste på en meget unaturlig måde og frem på den lysende skærm kom der en engel, ikke som dem i tegneserier eller på film, mere en lysende skikkelse med et utydeligt omrids, men øjnene var helt klare. Og det var som om den voksede, større og større blev den, ikke kun på den lille skærm. Den voksede ud af skærmen. Og så stod den foran ham. Bare sådan. Kun to meter væk.

 Og begyndte at tale:

”Må Guds velsignelse følge dig”, sagde englen, trådte nærmere og lagde en hånd på hans skulder. Så var den væk igen.

Det hele tog ikke ret lang tid. Men alligevel længe nok til, at han vidste dybt, dybt i sig, at det havde fundet sted.

-

Hvad der sker med én, der har set en engel to gange i træk og den ene gang endda hørt den sige: Må Guds velsignelse følge dig? Ja, det fortæller den her historie ikke noget om; men det er nemt at forestille sig, og det kan kun være noget godt.

Og hvis I en dag er ude at køre med jeres far eller mor og pludselig ser et stærkt glimt, så er jo ikke sikkert, det er politiets fartkontrol. Så kunne det være en engel fra Gud.

Man ved aldrig. 

 

Prædiken til 3. s. i advent kl. 10.00

 

78 – Blomstre som en rosengård

85 – Op Sion at oplukke

89 – Vi sidder i mørket

86 – Hvorledes skal jeg møde

439 – O, du Guds lam

90 v. 2 på ”alt hvad som fuglevinger fik”

87 – Det første lys

 

Hvis man er i kloster er der tidebønner – 7 små gudstjenester dagen og natten igennem. Bønnen ved solopgang - kaldet Laudes - er sammen med Vesper, solnedgangsbønnen, de vigtigste tidebønner.

 

Det er også dem, vi har bevaret i vores lutherske kirke, Laudes og Vesper. Og hvis nogen tænker, at det hører vi ikke meget til her i Engesvang, så er både rigtigt og forkert. Rigtig fordi der jo ikke er gudstjeneste i kirken hver morgen og hver aften, men forkert fordi kirkeklokkens morgen og aftenringning - selv om vi nu næsten har glemt hvorfor - jo er en kalden til Laudes, når vi ringer solen op, som vi siger og til Vesper, når aftenklokken ringer, til morgenbøn og aftenbøn.

 

Selv i dag, hvor fælles aften- og morgenbøn ikke er ret udbredt, selv i vores gennem sekulariserede tid, hvor man rask væk melder os ud af kirken, for at kunne spare mere op til pension, selv i 2011 ringer klokken til Laudes og Vesper som den har gjort i over 1000 år, som en sidste rest af en ældgammel skik. Og afdækker hvordan traditioner og gamle tider og sæder ligger som en tyk, tyk tråd i vores livsrytme og hverdag, endda selv om vi ikke ved, hvorfor noget er som det.

 

Kirkeklokken ringer hver morgen til Laudes og hver aften til Vesper. Og hvis vi havde boet i et kloster -  hvad vi ikke har tænkt var meningen netop med vores liv - så ville vi hver eneste dag, når der var Laudes, altså morgenbøn ved solopgang, hører det evangelium der bor på denne 3. søndag i advent, nemlig Zakarias´ lovsang, Benedictus som den hedder i det liturgiske sprog.

 

Ligesom Marias Lovsang, da hun får at vide, at hun skal være mor til Jesus – kaldet Magnificat  - og den gamle Simeons lovsang, da han og Anna har set Jesus i templet 8 dage gammel, kaldet Nunc dimittis – Ligesom de to andre lovsange fra Lukasevangeliet indgår Zakarias lovsang i en tæt, liturgisk tradition i hele den kristne kirke. Og nogen vil givetvis have mødt Zakarias´ lovsang et eller andet sted i udlandet, hvor man havde forvildet sig i kirke.

 

På den måde er dagens evangelium slidt - skønt ikke af os – slidt som trin på en stentrappe, hvor mange har gået i århundreder og gjort stenene helt glatte. Hver evige eneste dag er der klostre verden over hvor man læser Benedictus: ”Lovet være Herren Israels Gud for han har besøgt sit folk…” og videre ”for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.”

 

Jeg kan føle mig så lillebitte ved tanken om, at andre har trådt stierne før os og gjort dem farbare, har filet liturgien til, slebet ordene glatte og runde, holdt gudstjeneste og sagt store ord igen og igen. Men de må også have tænkt tanker over troen, ligesom vi, om kirkens fremtid og hvordan det hele skal gå, om der vil være nogen til at tage over efter os?

 

For det er jo slet ikke kun i vores tid, kirken kan føle sig under pres, det har den på mange måder altid været, skønt på forskellig vis. Presset har den jo også været de perioder hvor kirken har været skalkeskjul for magt- og pengebegærlighed. Eller da man tvang folk i kirke, en foranstaltning der måske ét eller andet sted ligger som et dybt, uerkendt spor under den manglende tilbøjelighed til at gå i kirke i vores land. Noget man én gang har været tvunget til af dem, der havde magten, mister man lysten til, måske endda i over 300 år. Det er slet ikke umuligt.

 

Zacharias lovsang eller Benedictus. Det er ord som Lukas lader Zacharias sige, da hans gamle kone føder deres dreng Johannes senere kaldet døberen. Men det er også ord fra en måde at tænke om verden på, som er vores tid fremmed, nemlig taknemmeligheden.

 

Zakcharias lovsang. Hvor mange af os synger lovsange - og her tænker jeg bredt - altså synger en sang i tak til Gud? Næh, vi bruger mere Gud til det bøvlede, der er ikke mange lovsange i vores mund.

 

Det slog mig ellers forleden morgen jeg slog dynen til side og stod ud på det ikke særligt kolde gulv, at vi i vores tid har dagene fyldt med ting vi kunne synge lovsange for.

 

Da min farmor var min alder – det var i 47 – da begyndte hendes vintermorgener med at hun tændte et stearinlys; derefter tog hun sit iskolde tøj på, der var ligesom når man sover i telt om efteråret. Så tændte hun lampen og gjorde ild i ovnen i det bundfrosne hus, satte vand over og var måske nede at hente vand ved kilden, 200 m væk. Det var ikke nødvendigt at dyrke motion dengang, den var indbygget i livet.

 

Og sådan kunne jeg jo fortsætte med at beskrive hendes dag i forhold til min og det kunne I andre også med at fortælle om forfædre og formødre, der frøs og frøs, om is på

dynen og rim på væggene og et meget mere besværligt, nøjsomt, arbejdstungt og - uanset hvad vi måtte mene - bekymringsfuldt liv.

 

Men modsat mig, sang min farmor lovsange, hun sang salmer mens hun arbejdede og frøs, og bad nok også en takkebøn om morgenen tænker jeg, Laudes. For alt den velsignelse hendes liv var fyldt af, selv om hun sandelig havde et besværligt liv på alle måder.

 

Det tænkte jeg på forleden morgen, da mine fødder ramte det ikke særligt kolde gulv, at vi – som vi er flest – har glemt lovsangen. Eller i hvert fald, at det er en tilgang til livet, en fortolkning af tilværelsen, som vi bruger meget lidt.

 

Lovsange er ikke vores måde, ikke vores umiddelbare tinggang til det at leve – ligesom den var for Zakachias. Han derimod kunne slet ikke have forstillet sig, at man kunne gøre andet, når man havde fået et barn end at takke Gud, ikke bare for det, der var sket for én selv, men også for de spor af velsignelse, som Gud har trukket gennem historien.

 

Og jeg tænker, at vi har denne 3. søndag i advent bl.a. for at vi skal mindes om lovsangene som en måde at forstå livet på, fordi det er tydning og en tolkning der er ved at forsvinde, den siver ud af vores kultur og vore liv til stor skade for os alle sammen.

 

- Ikke fordi vi ikke må besvære os eller der ikke kan være ting at tumle med, som kræver andre ord end lovsangens. Det er der bestemt. Nogen gange er klageord nødvendige. Og skriften har mange gode klageord.

 

Men i dag er det lovsangens dag, lovsangen, der åbner andre vinduer for os og sætter vort liv ind i et andet perspektiv. Og ligesom med bønnen er det ikke ord, vi skal give Gud for at gøre ham tilfreds, men ord, der skaber det, de nævner, som udvider verden og får os til at se lyset gennem tremmerne eller sprækkerne.

 

Det vidste de gamle godt, det var en dyb erfaring i dem, som vi godt kan stå ovenpå, det var derfor de gjorde Bendictus til en del af tidebønnen, med ord der ikke var deres egne, så at lovsangsordene var der lige til at sige, også når de ikke var i hjertet. De vidste, at det ikke nødvendigvis er afgørende at føle og være i det, man siger. For ordene kan skabe det, der ikke er, ordene skaber det, de nævner. Tit i hvert fald. Og synger man lovsange, da gør det noget ved sit liv, ja måske skaber lovsangenes ord troen, de dage vi ikke ved, hvor den er.

 

Og alt det kan vi så tænke over, når vi høre kirkeklokken, at den ringer til laudes og vesper, til lovsang:

”Lovet være Herren, Israels Gud som har besøgt og forløst sit folk… og videre ”takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os, for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge og lede vore fødder ind på fredens vej..” Amen

 

 

Prædiken til 2. s. i advent kl. 19.00

 

733 – Skyerne gråne

77 – O kom, o kom, Immanuel

66 – Lyslevende fra Himmerig – som ”Et lidet barn så lysteligt”

 

80 – Tak og ære

439 – O Du Guds lam

90 v. 2 på ”alt hvad som fuglevinger fik”

74 – Vær velkommen

 

 

Kirkens tid og tiden udenfor kirken halter altid i utakt. Tiden herinde i kirken er aldrig den samme som dagligdagens tid. Men på intet tidspunkt er der mere i utakt i det end her i adventsperioden, og utakten er blevet stadig mere mærkbar de sidste 50 år.

 

For i kirken er det jo lige nu advent: ventetid og forventningstid. Og tid til besindelse og eftertanke – det er det den violette farve fortæller, som adventskransen er smykket med.

 

Men udenfor kirken er det jo jul allerede, ja har været det et stykke tid. Og det skyldes først og fremmest, at mange skal leve af julen og gerne vil leve så godt så muligt – og det kan man jo kun have forståelse for - og derfor tager fat så tidligt som det lader sig gøre.

 

Men måske er det også et træk i kulturen, at vi - som vi er flest - tænker om ventetid som en dårlig tid, som noget der skal overstås så hurtigt som muligt. Jo mindre ventetid, desto bedre. Og derfor springer vi over adventstiden - forventningstiden – over og går - som kultur - direkte til julen, så snart vi er sidst i november. For vi bryder os ikke om at vente. 

 

Og dog er det muligt at tænke anderledes om ventetid end som en træls tid, der bare skal overstås, Det er muligt at tænke om ventetid som en dyrebar og god tid, en tid af fylde og glæde. 

 

Og det gør vi jo i kirken, så længe adventslysene brænder: vi venter og insisterer på, at dette at vente med tålmodighed og glæde, er noget godt, at det er en måde at gribe om tiden på, som afdækker andre sider ved tilværelsen, end den med, at ”det bare skal overstås.” Og åbner for den indsigt, at hvert eneste øjeblik er liv, og at vi må gribe varsomt og taknemmeligt om de dage, vi får.

 

Således venter vi. Med tålmodighed og glæde venter vi på at Jesus selv kommer, mens adventssøndagene skrider frem.

 

Og sagen er, at vi jo ikke blot venter på, at Jesus kommer til jul og bliver født i stalden, så vi husker, at Guds søn har levet et menneskeliv og kender vore kår. Vi venter også på, at Jesus kommer igen. For alvor. På himlens skyer.

 

Så ud over det der med at vente med tålmodighed og glæde, sker der også noget andet i adventstiden. Her bliver to måder at tænke om tiden på tydelig og løber sammen, to måder som vi forså vidt alle bruger og færdes hjemmevant i uden at skænke det en tanke. Nemlig for det første den runde tid, den cykliske tid, der jo bærer årets gang i sig, årstidernes vekslen, gentagelsen og f.eks. dette, at det bliver jul igen og igen og igen.

 

Og for det andet den lige tid, den lineære tid, der er en linje med en begyndelse og en slutning, som jo i det kristne verdensbillede er verdens skabelse og Jesu genkomst.

 

Dvs. det er ikke kun i adventstiden, at den cykliske tid og den lineære tid løber sammen, det gør den hele tiden både i kirken og udenfor og vi bevæger os ubesværet frem og tilbage mellem de to måder at tænke om tiden på. Men i adventstiden er det bare særlig tydelig, hvilket også ses af de salmer, vi har sunget og skal synge.

 

Vi venter altså med tålmodighed og glæde på, at Jesus skal fødes på jorden julenat, så det endnu engang bliver jul.

 

Men – og det virker straks vanskeligere – vi venter også med tålmodighed og glæde på, at Jesus skal komme. Endeligt. Komme på himlens skyer, kommer igen for at dømme levende og døde og bringe alt i den orden, som Guds havde tænkt fra skabelsens morgen: med lys uden skygge, glæde uden ophør, og Gud der er alt i alle.

 

Og mens det at vente på julen er til at forstå, så er det med at vente på, at Jesus kommer igen straks forbundet med større vanskeligheder for os moderne mennesker.

 

Og dog. For når vi i kirken taler om, at Jesus kommer på himlens skyer – og det er jo et billede – så knyttes der til ved noget, som vi godt kender.  - Det med verdens ende eller jordens undergang er jo scenarier, der fra tid til anden er oppe at vende og som er helt reelle: kolossale kometer, klimaændringer, vanvittige staters atombomber, naturkatastrofer… det er slet ikke hen i vejret at have ord og fortællinger om dette, at tiden også er en linje, at verden og vi har en ende. For sådan er det. 

 

Forskellen er blot, at når evangeliet taler om Jesu genkomst og om ophøret af den tid og det liv, vi kender, da er det ikke forbundet med frygt og gru, men med glæde og håb, håb om, at endelig – endelig – bliver Gud alt i alle. 

 

På mange måder er det en bindegal vision: at Jesus en dag kommer igen, oplyser og forvandler, og skaber en ny himmel og en ny jord. Men det er troens tale og adventstidens forventning.

 

Kaj Munk skriver et sted, at han en dag var gået udenfor - det gjorde han vel jævnligt – og da hørte han en underlige susen og brusen, og det kom ham for, at den kom fra oven, fra himlen. Uvilkårligt kiggede han op, og hans første indskydelse var, at det var Jesus, der kom igen – som endelig kom igen på himlens skyer. Og han fyldtes af glæde, i hvert fald et øjeblik. For det viste sig ret hurtigt, at den fremmede lyd havde en helt naturlig, meget jordnær forklaring. Men han blev så glad over, at han et øjeblik havde tænkt, at nu kommer Jesus! for alvor! at han blev nødt til at skrive det ned.

 

På mange måder en bindegal vision, men lad os holde os til det bindegale, og sætte vor lid til, at det er sandt, som adventstiden forkynder: at Jesu genkomst kan vi kun glæde os til. Ligesom til jul. Og vente på med tålmodighed og glæde.

 

Og det er vel også noget af det, dagens lignelse – for det er en lignelse – vil os. Tilskynde os til at lade ventetiden kvalificere af det vi venter på, af Ham vi håber på med forventning og glæde. At have olie til vore lamper, som lignelsen siger.

 

Olie er i det bibelske univers ligesom vin forbundet med glæde, med fest og noget særligt. Man bruger olie, når man skal være fin, når man skal stå brud f.eks., man indsmører sig i olien, der evt. er parfumeret, man bruger olie, når en konge skal udvælges, og man bruger olie med urteudtræk til de døde som en sidste ære.

 

Olie kaldes i Biblen også for salve; det betyder bare, at der er noget i olien, at den er tilberedt med én eller anden duft eller udtræk. Messias betyder jo ”den salvede” ham man har hældt olie på - som tegn på at han er udvalgt af Gud.

 

På den måde er olie jo ikke bare et forædlet landbrugsprodukt, som kan anvendes til mange ting, olie er i den bibelske litteratur mere et symbol, noget, der bærer utallige betydninger med sig, betydninger, der hæver sig op over det trivielle og dagligdags. 

 

Som brændstof til en lampe – som i lignelsen – har olie med lys at gøre, men samtidig klinger alle de andre betydninger med. Olie knytter sig til glæden, til festen til det at umage sig, til håbet, og til ham som Gud har udvalgt til at leve et menneskeliv og dø en menneskedød.

 

Dog, at vente med tålmodighed og glæde, det kan vi ikke altid, olien på vore lamper slipper op af og til, som det skete for de dumme brudepiger. Der er simpelthen tider, hvor vi ikke kan mere eller ikke kan noget; det er et fælles vilkår, som vi ikke kan lave om på. Og hvis evangeliet handlede om, hvad vi kunne, magtede, klarede, så var der ikke meget at glæde sig over. 

 

Men evangeliet handler om Gud, om at han kommer til os i vores afmagt, ja han er her allerede.

 

For troens paradoks er jo – og hold nu fast - at Gud på én og samme tid er den, der var engang, som er nu - lige nu, hvert øjeblik - og som kommer fra fremtiden. Gud har alle tider i sig. Og således han her allerede, lige her hvor vi er og venter på, at han skal komme. For Gud har alle tider i sig.

 

Han er her, han er allerede kommet, mens vi venter på ham; og han fylder vore udbrændte lamper med olie, han nærer vort håb og bærer vor glæde.

Amen

 

Prædiken til 1. s. i advent kl. 10.00 2011

74 – Vær velkommen

450 – Du kommer, Jesus

84 - Gør døren høj

78 – Blomstre som en rosengård

Nadververs: 90 v. 2 på ”alt hvad som fuglevinger fik”

87 – Det første lys

 

Der fortælles om en mor og en far et andet sted i landet for et par generationer siden eller tre, som havde alt for mange børn i forhold til det, de kunne skrabe sammen på deres magre jord og ved lidt tilfældigt arbejde her og dér.

 

(Som regel blev de skrevet i Brugsen, og ofte kunne de heller ikke betale næste måned. Og når moren i familien gik ud af butikken og klokken ringede over indgangsdøren, løftede brugsuddeleren øjenbrynene på en særlig måde, mens han til de andre kunder ligesom pegede med hovedet i retning af hende, der havde forladt butikken. Og så var ingen i tvivl om, hvad det betød.

 

”De er jo flinke og rare, det er ikke det”, som folk sagde ”men det er jo ikke helt nok.”)

 

Og når man kom i det fattige hus, hvor de boede, så man straks, at her var der knap til det nødvendige.

 

Dvs. hvis man kom om dagen. Men hvis man kom om aftenen i vintertiden, hvor stuen henlå i halvmørke, fordi kun en enkelt lampe lyste, og hele familien sad omkring bordet efter aftensmaden, så kunne man blive mere i tvivl.

 

For når lampen tændtes, så satte de sig rundt om bordet, fra den mindste til den største og sang – det stod moren for – og når de havde sunget, fortalte faren en historie. Hvis hans liv havde været anderledes, kunne han være blevet en stor digter, men det spekulerede han aldrig over. Han fortalte bare. Han fortalte for at kunne leve. Og han malede med sine ord fremmede byer, græsklædte enge, høje bjerge og prægtige slotte frem, mens børnenes øjne strålede.

 

Tit, når de sad der, bragtes de mest elskede fortællinger i forslag. Især de små ville gerne høre det, de kendte: ”Far fortæl om det ny Jerusalem, om guldet på vejen..”. Og så fortalte faren om Guds by, der kommer ned fra himlen, Guds by, hvor der er guld på gaden, hvor der intet lys behøves, fordi Gud selv oplyser alting, og mørket slet ikke findes mere eller kulden, og om det her helt særlige træ, hvis frugter man bare skal spise af , hvis der er det mindste, der gør ondt. Så går det over.  - Når faren fortalte om Guds by, drømmenes by, det nye Jerusalem, hvor ingen manglede noget, så inddrog han såvel sin glimrende forestillingsevne som alt tilgængeligt bibelsk materiale. 

 

”Arbejder man dér?” kunne de små spørge, og faderen ville nikke, ja for det føles rart at have lidt at bestille. Og der er jo aldrig koldt og man har de bedste redskaber, alle våben er smedet om til plove og river, til hakkejern og spader. Og ordet ”krig” er der ikke nogen, der kender mere.

”Fortæl også det med løven, far!”  - ”Løven kan man lege med, den spiser græs og kan lide at have børn ridende på sin ryg, gerne mange børn, de rider hen til ulven, fårene, køerne og bjørnene, der står og græsser sammen, og man kan bare tage en hugorm op i hænderne, den bider ikke.” ”Aldrig?” spørger ét af børnene, der ved alt om, hvordan hugormene kan ligge gemt, når man løber med bare fødder i lyngen. ”Nej, aldrig,” svarer faderen.”

 

Og når der skal spises, fortsætter han, så har Gud selv dækket bordet, og der er en tallerken til hver og en ske, og kniv og gaffel, hvis man har brug for det. Og så får man det det fineste brød, gyldent, køligt smør, de skønneste frugter, og de lækreste retter, der kan findes. Og alle sidder med ved bordet, det er et rundt bord, så ingen sidder højre oppe end andre eller et finere sted. Og Guds sidder ligesom med over det hele.”

 

Sådan kunne han fortælle, faderen, i halve timer om håbenes og drømmenes by, det nye Jerusalem, om det hellige bjerg hvor Guds vilje sker.

 

Og det er sandt, at børnene i den familie levede af håbene og drømmene, drømmene om, hvordan det kunne være, hvordan det ville være i Guds by.

 

Og hvis en uretfærdighed overgik nogen i skolen, så udøste de trøstende deres tillærte visdom i skolegården: ”Hvis vi bare sad ved ét stort rundt bord, så ville ingen jo sidde nederst, vel? ” eller ”Ved du godt, der kan findes steder, hvor ingen kommer udenfor døren, fordi det er Gud der bestemmer og han vil ikke have nogen udenfor? Og hvor man ikke kan slå, fordi spanskrørene er bukket sammen til tøndebånd?”

Det sandt at man i den familie næredes af drømmene, som af dagligt brød og levede af håbsord om, hvordan alting kunne være, med lys uden skygge, med varme og mæthed og Guds milde stemme.

 

Man kan leve af drømme. Eller i hvert fald er det sandt, at uden drømme kan man ikke leve. Men hvis drømme skal nære én for alvor, da må det være store drømme, drømme som gælder andre end én selv, drømmer, der udstrækker sig til mægtigere egne end ens egen matrikel.

 

Det er nødvendigt at drømme. Og advent er netop drømmenes tid, håbenes tid, forventningens tid.

 

Det er godt at drømme stærkt og håbe stort. Vel at mærke, når drømmene omfatter flere end blot én selv og ens egne. Og ikke gøres til en ideologi, som alle må bøje sig for.

 

Den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King er - ud over det berømte citat ”I have a dream” - blevet citeret for den meget indsigtsfulde sætning, at ”Enhver kultur vil fejle, hvis den ikke formår at male en verden, som folk gerne vil leve i.”

 

Eller med andre ord: uden drømme går det ikke, uden drømme kan vi ikke lave samfund og fællesskab. Men samtidig er det jo ikke ligegyldigt, af hvad art de fælles drømme er. –

-

….i Nazareth hvor Jesus var født, og hvor vi møder ham i dag, havde de også drømme, gode, stærke inspirerede drømme, der netop knyttede sig til Guds komme og var bundet op på Guds indgriben og ikke på tiltro til menneskers kunst og snilde. Man havde set nok til ikke at regne med noget fra sin egen kant, fra menneskers kant.

 

Jesus er hjemme i sognekirken, det er helligdag, og han bliver bedt om at læse op fra bogrullen, fra Esajas ´bog  - yndlingsbogen, for deri findes i særlig grad store drømme og vilde håb.

 

Ordene, håbsordene, drypper ind i tilhørerne, mættende som dagligt brød. Og da Jesus tilmed siger, at det, han netop har læst om, det kommer nu, det er allerede virkeligt med ham, fordi han kommer fra Gud, ja så vil jublen ingen ende tage. Han er én af vores, ham har vi kendt. Vi er helt tæt på dér, hvor det største sker.

 

Og ingen den dag i Nazareth eller i hvert fald ikke ret mange, kan lade være med at tænke, at det indlysende må give dem nogle fordele frem for andre. Han er jo én af deres, Josefs søn, der altså er blevet en Guds mand, og det må give noget særligt, noget ekstra til dem.

 

Men da er det jo Jesus siger, at i Guds drøm for mennesker, er der ikke nogen, der er tættere på noget end andre, ikke nogen, der har privilegier, ikke nogen der har særlig ret frem for andre. I Guds drøm for mennesker – Guds rige – der er ingen særstillinger, der er kun plads ved det runde bord til alle. Alle.

 

 Og da vender alting om i løbet af et sekund – i Nazareth er de med på at Jesus er Guds ansigt, at med ham er Gud selv blevet krop i verden. Men de vil ikke finde sig i, at dem fra Nazareth ikke får mere ud af det end andre, nu Jesus er opvokset iblandt dem. Der må være nogle fordele, og der må være forskel.

 

Og fordi de ikke vil have den drøm og det håb, Jesus kommer med, når de ikke selv får en særstilling, driver de ham ud af synagogen, ud af byen, helt ud til klippen hvor deres by ender. Her har de skubbet andre ud før ham.

 

Det lykkedes ikke folkene i Nazaret at dræbe Jesus ... Jesus baner sig vej gennem menneskemængden, de blev nødt til at gå til side for ham.

 

Jesus baner sig vej gennem menneskemængden, de blev nødt til at gå til side for ham, og går videre, videre ad Galilæas støvede veje. Og hvor han kommer, Guds søn, bliver håbene til virkelighed og drømmene går i opfyldelse, hvor han kommer, bliver blinde seende, og de, der føler livet klemme og stramme, bliver sat fri, hvor han kommer, er der godt nyt til alle fortrykte og sørgmodige, alle ensomme og sårbare – og hvem er ikke det ind i mellem?

 

Advent er at vente, at vente med tålmodighed og glæde i tillid til Gud, at vente på, at håbene og drømmene opfyldes, fordi Gud selv kommer til os.

 

Amen

 

Prædiken til sidste s. s. i kirkeåret 2011

 

732 – Dybt hælder året

332 – På jerusalem det ny

370 - Menneske din egen magt

276 – Dommer over levende og døde

439 – O, du Guds lam

Nadververs: 321 v. 6 ”O Kærlighed selv…”

430 – Lov og tak og evig ære

 

Da jeg blev døbt fik jeg en sølvske i gave med seks hjerter indgraveret. Som barn holdt meget af at spise af den, og da jeg var 4 eller 5 tænkte jeg – og jeg husker det ganske tydeligt - at når jeg blev 6, så ville antallet af hjerter på skeen, passe med min alder.  Det glædede jeg mig til.

 

Men så da jeg blev 7, passede hjerterne jo ikke mere. Og måske var det første gang, jeg for alvor oplevede, at noget var forbi og aldrig kom igen.  Selv om det var en helt ligegyldig ting.

 

Siden har jeg jo - ligesom alle andre – utallige gange oplevet, at noget er ”sidste gang”, at noget bliver forbi.

 

Uigenkaldeligt.

 

Den slags erfaringer hober sig op i én som årene går, alt det, der blev sidste gang. Og sommetider er der kolossal sorg forbundet med det. Til andre tider det helt modsat. ”Sidste gang” kan også opleves som en befrielse og en mægtig lettelse.

 

Men hvorom alting er, så er det i dag netop sidste gang: sidste søndag i et kirkeår, der ligesom alle andre år og alle andre dage ikke kommer igen.

 

Og sidste søndag i kirkeåret bliver det med ”det sidste”, sidste gang og de sidste tider tematiseret.

 

I hvert fald for en umiddelbar betragtning. Det er intet mindre end verdensdommen, der er på tapetet i evangeliet, vi netop hørte. Og som sådan er der ikke meget håb at hente. Det eneste, svar, vi kan give teksten er vel det samme som de uheldige til venstre: ”Herre, hvornår så vi dig…?”

 

Men hvis vi dykker ned i evangeliet og nærlæser, så ser vi, at det nok er en beretning med verdensdommen som ramme, men at det i virkeligheden er en lignelse, en lignelse om hvordan vi som Guds folk skal leve i verden.  Og så er der straks mere at sige.

 

Og det med at det er en lignelse ser vi deraf, at hovedpersonen skifter, eller i hvert fald skifter titel. Teksten begynder med ”menneskesønnen”: ”Når menneskesønnen kommer i al sin herlighed…” Men lidt længere nede i evangeliet er han pludselig blevet til ”kongen”: ”Da skal kongen sige…”. Og så er vi pludselig et helt andet sted. For når Jesus taler om konger, så er han i gang med en lignelse. De andre steder i NT, hvor Jesus fortæller om konger, er det altid i lignelserne. F.x.i beretningen om kongesønnens bryllup, den gældbundne tjener, de betroede talenter.

 

Men når dagens lignelse jo ganske rigtig er sat ind i den ramme, der hedder verdensdommen, er det jo ikke tilfældigt eller for pjat. Det er for at understreget, at det her er vigtigt. Det er det andet også. Men her er alt på spil, her holder vi livet mellem hænderne – de andres liv. Og hvad Guds vilje er i det stykke er ikke er særlig svært at afkode. Vi møder Kristus i de andres ansigter, særlig i deres, som evangeliet kalder de mindste små, dem der er ramt af livet på den ene eller den anden måde. Og det er værd at mærke sig, at Jesus ikke kun nævner de sultne og dem, der savner husly; han nævner også de fængslede. Og nok var der mange politiske og religiøse fanger på Jesu tid, men i fængslerne sad og også mordere og voldsmænd, bedrager og kæltringe.

 

”Jeg var i fængsel og I besøgte mig.”

 

Man kunne også sige, at vi denne sidste søndag i kirkens år hører en lignelse om menneskelighed, om medmenneskelighed, om at alle er mennesker. Og det er vi også, når vi selv har været ude om det.

 

Det kan godt være, man ligger som man har redt – det gør vi jo alle sammen fra tid til anden - men derfor er vi stadig mennesker, der har brug for andre mennesker, mennesker der har brug for varme, for omsorg, for elementære ting som mad og varme og husly og for at blive set. Og elsket.

-

 

Hvordan gør vi Guds vilje? Måske har nogen spurgt Jesus om det, skønt Jesus allerede havde svaret talrige gange med ord om at elske Gud og næsten som sig selv. Og da svarer han efter sin sædvane med en historie, en meget stærk og bevægende lignelse: ”Hvad I har gjort imod én af mine mindste små, har I gjort imod mig.”

 

Det er meget radikalt kan man roligt sige, meget udfordrende.

 

Helt overordnet får vi aldrig Guds søns velsignelse til at vende ryggen til et andet menneske. Og så må jeg tilføje, at der jo kan ske noget i vore relationerne, der gør, at vi ikke kan andet. Vi er jo ikke Jesus. Men det er undtagelserne. Overordnet er vi altid forpligtet på dem, vi møder, og jo vanskeligere liv, de har, desto mere forpligtet er vi.

 

Det er den kristne etik: hvad I har gjort imod én af mine mindste små, har I gjort imod mig. Og kunne vi også sige, ethvert menneske, vi møder, er sendt os af Gud og kan lære os noget.

-

På den måde lever kristentroen hele tiden i et spændingsfelt, i et paradoks.

 

På den ene side stilles den største fordring der findes til os: Mød ethvert andet menneske som om det var Kristus selv. Og samtidig ved enhver, at det magter vi ikke. Det kun at gøre godt altid er ikke en menneskelig mulighed i syndens og dilemmaernes verden.

På den ene side stilles den største fordring der findes.

 

Og på den anden side lyser den tomme grav imod os og opstandelsens løfte, der alene hviler i Kristus og ikke i noget vi har gjort eller undladt at gøre. Kødets opstandelse og det evige liv.

 

Den tomme grav lyser i mod os og vi loves det evige liv, uanset hvor dårligt, vi er kommet af sted og hvor grimt, vi har båret os ad, for Kristi skyld loves vi livet i Guds evighed, alene fordi Gud er god og har sendt sin søn ind i verden.

 

Og sådan står tingene og stritter mod hinanden. På den ene side kræves der alt af os og på den anden side er det hele gjort og vi kan hverken gøre fra eller til. Det er jo paradokset, to ting, som umiddelbart udelukker hinanden. Men sådan er det, det begge ting, der gælder, og det er i denne spænding troen lever.  Og hvis man affærdiger det som ulogisk, har man ret.

 

Men hvis man spejler sig selv og sit eget liv i dette at alt kræves og alt er gjort på én og samme tid, så giver det god mening. For sandheden er aldrig enkel, sandheden paradoksal og kompleks.

 

-

 

Og denne paradoksale, komplekse sandhed lyser imod os på denne sidste tid i det gamle kirkeår, der jo bringer mindelser om død og undergang og om, at det en dag også er vor sidste tid, at alting har en ende, både verden og vi.

 

Dog, når det en dag bliver vores sidste tid og vi ved – for det må enhver, der tænker, tage på sig – at vi i mangt og meget ikke har forvaltet livet som vi skulle, og i særdeleshed i lange stunder eller korte øjeblikke har glemt eller ikke har villet vide af, at Kristus møder vi i de andres ansigter - da kommer han alligevel til os.  Han kommer til os og møder os som én af sine mindste små.    

Og da skal vi se ansigt til ansigt.

Amen

 

Prædiken til 21. s. e. trin. 2011

 

755 – Gud ske lov for nattero

448 – Fyldt af glæde over livets under

248 - Med Thomaskravet på ”Alt hvad som fuglevinger fik”

320 – Midt iblandt os er Guds rige – På ”hvilestunden er i vente”

Nadververs: 321 v. 6 ”O Kærlighed selv…”

42 - I underværkers land jeg bor

 

755 – Gud ske lov for nattero

42 - I underværkers land jeg bor

248 - Med Thomaskravet på ”Alt hvad som fuglevinger fik”

320 – Midt iblandt os er Guds rige – På ”hvilestunden er i vente”

353 – Som aldrig så lang er nogen dag.

 

Jeg har ladet mig fortælle en meget rørende og underfuld historie fra krigens tid. Det er en beretning om kærlighed og om underfuldhed. Om at det, der ikke kan ske, alligevel sker, en historie om at tilværelsen er fuld af undere, og at der kan gå opstandelse i livet, i ethvert menneskes liv. Fordi Gud findes og er virkelig - virker i verden.

 

På den måde er fortællingen, jeg har hørt, i familie med evangeliet, og dagens beretning om manden, hvis søn lå for døden, og som elskede så meget, at han lod al skam fare og tryglede en omvandrende prædikant om at helbrede hans søn. Og det skete.

 

Men den historie, jeg har ladet mig fortælle, handler om en kvinde i det sønderbombede Tyskland efter krigen, hvor elendigheden var større end nogen af os bryder os om at tænke på. Hun havde to små drenge og hutlede sig igennem som hun bedst kunne. Men to gange om ugen vaskede hun sine sønner, gav dem en ren bluse på og klædte sig i sin bedste kjole. Den var lappet og lidt for stor, for hun var blevet så tynd under krigen. Hun tog læbestift på og en hat. Og så gik de hen på jernbanestationen. To gange om ugen kom toget fra Rusland med de soldater, der havde været i russisk krigsfangenskab.

 

Og to gange om ugen stod hun der med sine drenge sammen med de andre kvinder, der ventede og håbede på at få deres elskede – eller i hvert fald deres ægtemand - hjem i god behold.

Hun holdt en dreng i hver hånd; uden at hun vidste det, kom hun til at knuge dem så hårdt, at det gjorde ondt i de små hænder. Men de fandt sig i det og sagde ikke noget. Øjeblikket var ikke til beklagelser. Ligesom moderens vandrede deres øjne langs togstammen, hvorfra magre mænd kravlede ud.

 

Sådan var det det første år. Om aftenen lagde hun drengene i seng med en muntert: ”Han kommer i næste uge eller i næste uge igen. I skal se: jeres far kommer. Man skal bare være tålmodig.”

 

Men når de sov, krøllede hun sig sammen under tæppet, græd og gjorde det eneste man kan, om man tror eller ej: Hun bad til Guds søn, hun tryglede og købslog. Lad ham være levende, lad ham komme hjem, du ved hvor meget jeg elsker ham. Hvis du findes, så lad ham komme hjem.

 

Efter det første år kom toget kun én gang om ugen. Men hun stod der; hver eneste gang toget fra de russiske fangelejre rullede ind på perronen, stod hun der. Gad vide hvad hun tænkte, mens den ene ukendte mand efter den anden steg ned fra togvognen og hun så, at familier blev genforenet?

 

Drengene blev større; de huskede ikke deres far, men kendte ham alligevel fra moderens fortællinger om ham. Og når hun ikke selv kunne håbe og glemte at sige: ”I skal se, jeres far kommer, man skal bare være tålmodig.” Så sagde drengene det til hende, de havde hørt det så mange gange.

 

Ugerne gik. Efter to år kom toget kun en gang om måneden. Hun stod der stadig. Hun kunne ikke lade være, selv om hun prøvede at blive hjemme, fordi det jo alligevel ikke nyttede, det var bare at pine sig selv. Men når dagen kom, vågnede hun med bankende hjerte og måtte tage sin pæne kjole og gå hen på stationen. Hun var der også den dag hendes øjne ramte opslaget på perronen om, at nu kom der kun ét tog mere, næste måned, en eneste tog mere. Fangelejrene var ved at være tømt for overlevnede krigsfanger.

 

Plakatens budskab var på én gang forfærdeligt og befriende, hvis han ikke var med, men det var han – det skulle han være, Gud lad ham være med! - hvis han ikke var med, kunne hun endelig lade være med at håbe.    

 

- Hun havde gjort alt klart, inden de gik. Sengen var redt op til to, en ret med kostbart kød – det fik de ellers aldrig - simrede på komfuret. Hun havde bagt brød og lagt en hvid dug på bordet, stoppet, men ren.

 

Hun sørgede for ikke at gå hjemmefra for tidligt og havde bestemt, hvordan de skulle få resten af dagen til at gå, hvis han ikke var med. Men han skulle være med! ”Gud hvis du findes, så lad ham være med”. På vejen gik de ind i kirken og tændte et lys. ”Gud hvis du findes.” Men så, da de gik videre, tænkte hun, at Gud måske kunne blive vred over, at hun ikke altid troede, han fandtes; og heller ikke altid holdt det for sandt, at hans søn havde været i verden og afdækket sin kærlighed til mennesker, gjort undere og mægtige gerninger, som tegn på, at han kom fra Gud og var Gud.

 

Underne i hendes tid var sparsomme, tænkte hun. Og under krigen havde de nærmest slet ikke været til at få øje på, og så alligevel. Men hvis han ikke var med, hendes elskede, så fandtes Gud ikke. Eller i hvert fald ville hun holde ham ansvarlig. Hvis hendes mand ikke var med, tænke hun, mens hun knugede barnehænderne, der var vokset som årene gik, hvis han ikke var med, så ville hun gå hen i kirken og råbe vredt til Vorherre på vejen tilbage.

 

”Du findes ikke!” ville hun råbe. ”Eller i hvert fald er du ligeglad.”   

 

Lidt senere stod de på perronen, de var alligevel kommet for tidligt. Drengene blev utålmodige. Hun blev nødt til at fortælle dem en historie for holde dem i ro, måske også for sin egen skyld. Og hun tog den første, der faldt hende ind: Engang var der en mand. Rig var han, han spiste kød hver dag og havde tjenere. Når hans tøj gik i stykker, købte han bare noget nyt, ingen lapper der, og han havde flere sæt at skifte med. Denne rige mand havde en søn, en søn, som han elskede ligeså meget, som jeg elsker jer. Men en dag fik sønnen høj feber og talte i vildelse, og ingen læge kunne gøre noget. Når dem, man elsker bliver syge, så hjælper det ikke at være rig. Da er man ligeså fattig som enhver anden.”  

 

”Var drengen på vores alder, mor eller var han stor? ”

 

”Han var stor – ligesom I bliver en dag”

 

”Hvad gjorde manden?”

 

”Jo, han gjorde ligesom vi gør: Han gik til Gud søn.”

 

”Men det har jo ikke hjulpet os så meget endnu,” sagde den ene, ”at gå til Guds søn? Vores far er jo ikke kommet hjem endnu, vel?”

 

”Han kommer jo i dag,” hørte hun sig selv sige, som om hun var en anden, og derefter ”Det var anderledes dengang, for da gik Guds søn rundt på jorden, så man kunne se ham og tale med ham. Og se de undere han gjorde på folk.”

 

”Bare han havde været her nu,” sagde den mindste og hun nikkede, mens hun stjålent kastede øjnene op på det store ur på perronen. Endnu var der tid.

 

”Manden gik til Guds søn. Men det mærkelige er, at han faktisk ikke troede på ham, han troede ikke for alvor, han kunne gøre noget, han spurgte bare, fordi han ikke havde andre muligheder.

Og holdt så meget af sin dreng.”

 

”Det er ligesom os,” sagde den ældste, ”V i beder også kun til Gud, fordi vi ikke har andre muligheder.”

 

Hun fortalte videre: ”Og Guds søn blev måske lidt stødt, det skal jeg ikke kunne sige, for han sagde, at mennesker ikke tror uden undere. Men så sagde han til denne her fine mand: gå hjem din søn lever.”

 

”Levede han så, gjorde han?”

 

”Ja, det gjorde han, han var pludselig blevet rask, frisk som en fisk. Og da begyndte den fine mand og alle han kendte ”at tro på, at Gud er virkelig i verden...” sluttede hun, men i det samme lød en hvinende fløjten, toget brusede ind på perronen og slutordene druknede i larmen.

 

”Vi lukker øjnene,” sagde den yngste, ”så bliver vi mere overraskede.” Og de kneb øjnene i, men moderen holdt sine vildt opspilede, mens hun med bankende hjerte stirrede på togvognene. Og bad, fortvivlet og håbløst. Hun troede ikke på det, hun troede ikke på, at han kom. Sådan var verden ikke, undernes tid var forbi. Det var engang, engang da Guds søn gik på jorden. Men ikke længere. Nu var der kun kulde og mørke og gråd. Og selv ikke den mest trofaste kærlighed kunne udvirke noget som helst.

 

Alt det tænkte hun, mens hun stod på perronen og så de magre mænd med det karseklippede hår og de gamle skægstubbe humpe ud af togvognene.

 

Hun vidste nøjagtigt hvordan han så ud, flere gange om dagen genkaldte hun sig hans træk, når de da ikke smuttede for hende og hun måtte have fat i billedet. Det var mærkeligt, at hun undertiden ikke kunne fastholde hans billede – alle andres ansigter kunne hun huske. 

-

Alligevel genkendte hun ham ikke, ikke førend han næsten var henne ved hende, så tynd og håret helt anderledes. Hun slap drengene og slog armene om ham. ”Jeg har tænkt på jer hver eneste dag,” hviskede han ”hver eneste dag”.

 

-

Sådan har jeg ladet mig fortælle. To historier - eller måske den samme historie - om kærlighed og underfuldhed, om at det, der ikke kan ske, alligevel sker, beretninger om at tilværelsen er fuld af undere og at der kan gå opstandelse i livet, i ethvert menneskes liv.

 

Fordi Gud er ligeså virkelig i verden, som dengang hans søn gik på jorden. 

Amen

 

Prædiken til allehelgens søndag 2011

 

732 – Dybt hælder året i sin gang

31 – til himlene rækker

527 – Når syn og hørelse forgår – Vor Herres Jesu mindefest

561 –Jeg kender et land v. 1, 2, 3 & 10, 11, 12,13

248 v. 4-5 – Af ”Med Thomaskravet på ”Alt hvad som fuglevinger fik”

575 – Din fred skal aldrig vige på ”befal du dine veje,”

 

For mange år siden var jeg en vinter taget op i det norske højfjeld, dybt inde i Rondane sammen med folk, jeg plejede at dyrke min glæde ved terrænskiløb med.

 

Vi havde før stået på ski i Norge længere sydpå, men aldrig i dette vilde, træløse landskab, hvor der mange steder ikke var optrukne skiløjper, men kun pinde der viste, at her var der et spor.

 

Èn solfyldt dag besluttede vi os for at tage 20 kilometer ind i fjeldet, hvor der lå en fjeldstue; der kunne vi vel være i løbet af en 3-4 timer, spise vores frokost inden døre i varmen og så løbe tilbage igen. Således drog vi af.

 

Vi havde vel gået en tre timer, da solens forsvandt og det begyndte at sne. Det var ikke noget problem, vi havde godt vintertøj og endda ekstra trøjer med, og havde tit været ude i snevejr. Og det var heller ikke svært at se den næste kæp, der fortalte, hvor sporet løb.

 

Det blæste også op og vore kinder blev nærmest følelsesløse, men vi snørede bare hætterne til og fortsatte snakkende og leende. Men så, da vi kom op på en bar højslette, blev snefaldet – fra det ene øjeblik til det andet – til snestorm. Den stive kuling forvandlede sig til storm og vi kunne kun med nød og næppe finde vejen. Vi kendte ikke området, ingen af os anede om stormen ville vare 3 dage eller 3 kvarter. Og skovlen, som vi ellers altid havde med, så vi kunne grave os ned, hvis der kom en snestorm – det havde vi læst man skulle – havde vi ladet ligge i hytten, fordi vi var draget ud i høj sol.

 

Vi ville gøre holdt og tænke os om, men blæsten var isnende, og blot man stod stille et minut, følte man sig afkølet. Så vi måtte gå videre i stormen og sørgede for, at skiene ved hver skridt stødte ind i den, der gik foran, så vi ikke blev borte for hinanden.

 

Jeg ved ikke, hvor længe vi gik sådan, uden at kunne standse. Måske var det kun 10 min, men det føltes som lang, lang tid. Så stilnede vinden pludselig af, dvs. det gjorde den ikke, men vi var kørt lidt ned af og kommet en smule i læ, og da så vi, lige foran os, noget mørkt i uigennemsigtigheden. Det viste sig at være ældgammel seterhytte. Sneen lå højt inde i den, for døren var blæst af, men der var læ for blæst og sne og både vægge og tag. Vi kunne få en pause og komme lidt til kræfter og vende med hinanden, hvad vi skulle gøre.

 

Og mens vi drak den varme saft og fik os et stykke chokolade talte vi om, at nu forstod vi, hvordan folk kunne dø i en snedrive få meter fra deres egen indgangsdør. Sådan en snestorm havde vi aldrig oplevet. Og så det der med, at den kom fra det ene øjeblik til det andet.

 

Skulle vi vende om og løbe tilbage til hytten i stedet for at gå mod fjeldstuen?

 

Vi blev enige om at fortsætte, der var trods alt kortere end hvis vi skulle tilbage til hytten og uanset hvad vi gjorde, ville stormen være der. Så vi holdt fast ved vores oprindelige beslutning og var snart ude i den brølende snestorm igen.

 

Og sådan gik vi gennem snestormen, de ca. 5 km til fjellstuen tog over to timer. Flere gange var vi ved at fare vild og udmattelsen lå over os, da vi endelig nåede frem.

 

Vi spændte skiene af og gik ind i fjelstuens lille café. En mand i norsk sweater var i gang med at bage vafler.  – Og mens vi langsomt begyndte at kunne mærke huden i vores ansigter kommenterede vi snestormens pludselighed overfor nordmanden.

 

Han nikkede og spurgte os, om vi havde hørt om Bermuda trekanten – det sted i Stillehavet hvor skibe kan forsvinde sporløst, fordi vejrsystemerne i området er meget voldsomme og uforudsigelige.  Sådan en trekant har vi her på fjeldet, netop på dette sted, der er nogle helt specielle vejrforhold, der gør, at den slags sker her, jævnligt. Svarthammertrekanten.

 

Det holdt op med at sne ikke så længe efter, og vi kom tilbage til hytten i god behold, hvilket man jo kan tænke sig, siden jeg står her.

-

 

Man drager ud i solskin og bedst som man går, kommer der et uvejr, der truer én på livet, fordi man intetanende er gået ind i Svarthammertrekanten.

 

Sådan er det at leve.

 

Der er storme, der er hagl og sne og blæst og slagregn. Pludselig kommer uvejret, nogen gange har vi set det trække op og ved, at det er på vej, til andre tider går vi intetanende i solskinnet, tror det bedste og har endda ikke taget en skovl med, fordi alt var så fint, da vi drog ud. 

 

Her på allehelgens søndag, hvor vi er kommet sammen for at mindes og sørge – men også for at takke for alt det, der har været, er de navne på vore livs uvejr, der først falder os ind, vel tab, sorg og savn. Og den der navnløse tomhed, der føles som om, man har mistet noget af sig selv. Rastløsheden, vreden og det mægtige fravær.

 

Uvejrene i vore liv har mange navne, og de opleves med forskellig voldsomhed alt efter hvem vi er. Men ingen skal jo bestemme, hvordan det er rigtigt at opleve noget – det, den ene, tager nogenlunde let – f.eks. at børnene flytter hjemmefra, at man bliver fyret fra sit arbejde eller må sande, at det bedste af livet nu ligger bag én - kan andre erfare som uoverstigeligt og ødelæggende.

 

Men uanset hvad uvejret hedder, så er der én ting, der er vigtigt – ligesom på vores tur i fjeldet. Dvs. der er tre ting – men det første er, at man skal stoppe op og tænke sig om.

 

Det kan være, at man – ligesom vi - må vente lidt med at gøre holdt, fordi det ikke lader sig gøre. Men når man har fundet ly, må man stoppe op. Måske i tre timer, måske i tre dage, men det kan også være, at man skal stoppe op i flere måneder, ja år.  I gamle dage havde man en bestemt tid til at standse op, når nogen døde – sørgetiden. Den varede et år, og var god for dem, der havde brug for megen tid. Andre oplevede denne meget faste tid som en spædetrøje, fordi de kun behøvede en måned eller tre eller syv.

 

I vores tid er det omvendt, da er det dem, der har brug for megen tid at standse op i, der bliver klemt, når ét af livets uvejr rammer. Fordi det med at stå stille er det værste, vi ved i vores kultur, vi skal jo videre som det hedder. Videre til hvad?

 

Når uvejret rammer, da må man standse op - kort eller længe og samle kræfter – for alting har sin tid.

 

Det andet er, at man skal søge ly. Og det er måske det vigtigste: at søge ly.

 

Ly kan jo være så meget. - Måske hedder lyet de bønner man ikke har bedt længe eller beder ofte, måske hedder det kirkehuset med sine trosfortællinger, sin velsignelse og sine gentagelser og de mægtige ord om fremtid: For Herren er dit evige lys og dine sørgedage er forbi, som Esajas skrev. Eller den mærkeligt omvendte måde at se verden på, som Jesus prædiker i dagens tekst: salige er de, der sørger, for de skal trøstes.

 

Måske hedder lyet de gode naboer, familien eller de venner der holder os ud, også når vi bliver vanskelige. Måske hedder det gode bøger, havearbejde, ophold i naturen, musik eller alt det arbejde man kan magte.

 

Uanset hvad vores ly hedder, så er Gud i det.  For han er i alt, der er godt, i alt som trøster og forstørre livet. I alt, hvad der en stund giver os ly for livets uvejr er Han.

 

”Herren er min tilflugt og min styrke” som de gamle sagde.

 

Altså. Når stormen og uvejret vælter ud af himlen og man næsten blæses omkuld, da må man standse op. Og søge ly.

 

Og det tredje: når man har gjort holdt og har søgt ly, så må man på et tidspunkt vove sig ud i uvejret igen. For at overvinde uvejret, må man igennem det.  Og selv om det højst sandsynligt bliver en vandring, hvor man går et skridt ad gangen og som tager tre gange så lang tid, som man tænkte, den ville, så må man af sted.

 

For at overvinde stormen må man igennem den.

 

… Engang  - i middelalderen - var meditation noget, der var stort i kirken. Meditiationsordene ”Herre, Jesus Kristus forbarm dig over mig!” blev gentaget i bønnen indtil det var, som om hjertet bad af sig selv, også når munden holdt op. Det var især de såkaldt kristne mystikere, der havde denne praksis, f.eks. Hildegard af Bingen, som der er skrevet et par pragtfulde bøger om. Og disse kristne middelaldermystikere, har et udtryk, som virker fremmed på os, men som alligevel har noget for sig: sjælens sorte nat. Man forstår jo godt, hvad det betyder, og det lyder ikke rart: et totalt mørke hvor man – trods alle bønner - endda tænker, at Gud er borte. Selv om han aldrig er borte fra én eneste af os.

 

Men de her gamle mystikere vidste – fordi det var en fælles erfaring – at mørket ikke ville blive opløst ved at stirre sig blind på det sted, hvor lyset var forsvundet, men kun ved at være i det. Lyset ville ikke bryde frem dér, hvor det var forsvundet men et andet sted, ligesom solen ikke kommer op dér hvor den er sunket i havet.

 

-

Man må ud i uvejret for at komme gennem det. Også når man har det, som der står i nr. 660 i salmebogen: Kom, hjælp mig Herre Jesus, nu kan jeg ikke mer´, mit liv er mig for mægtigt og intet lys jeg ser… – For også da er der én – ikke hvem som helst, men Guds selv - der går lige ved siden af, og hvisker i mørket, så vi – alligevel – går et skridt mere, selv om vi ikke troede, vi kunne.  - Vi kender ham sikkert ikke, for han kommer i skikkelse af en anden, måske én vi kender godt eller én vi møder tilfældigt. Eller måske møder vi ham i tonerne fra den musik, vi elsker mest, i naturens farver og vindens sagte susen, der føles som et kærtegn, måske er han i de beretninger, der gør livet større eller han bor i glæden over veludført arbejde. Vi møder Gud på tusindtallige måder, men som regel er det i det helt almindelige. Og derfor er det, vi kan tænke, at han ikke er der. Fordi der ikke er noget overnaturligt ved det, men bare den stille glæde, som kan komme i glimt, også når det er allersværeste at leve, når vi står midt i tilværelsens Svarthammertrekanter.

 

Han er der og salige er de, der sørger, for de skal trøstes.

 

Amen

 

Prædiken til BUSK kl. 10.00 i Engesvang

 

747 – Lysets engel

450 – Du kommer Jesus

70 – Du kom til vor runde jord

260 – du satte dig selv i de nederstes sted

729 – Nu falmer skoven

 

 

Matth. 28, 20:

”Jesus sagde: ”Se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.”

Amen

 

Der er en gåde, som alle mennesker bliver nødt til at gruble over før eller siden og som ingen i verden nogensinde rigtig får skovlen under.

 

Og det er gåden om, hvorfor det onde findes? Og hvorfor livet er uretfærdigt? Hvorfor der altid er bøvl ved at leve? Og - kan vi tilføje -: Hvorfor Gud ikke gør noget ved det?

 

Store spørgsmål, men ingen tydelige svar.  For de findes ikke. Og hvis de findes, dur de ikke til noget.

 

Men her er et billede af en mand. Han hedder Job, og han levede længe før, der var noget, der hed Apple. Vi møder ham i en roman, der er en del af Biblen.

 

Lige når man ser billedet, så kan man måske synes, han ser lidt sjov ud. Men når man kikker nærmere, kan man godt se, at det ikke er sjovt, for vi ser en mand, der ikke har det godt. Han ser syg ud, fattig og gammel og ulykkelig – ja måske næsten så ulykkelig, at han er blevet skør?

 

Og det er lige sådan, det er. Job er syg og gammel og fattig. Og vanvittig ulykkelig, faktisk så ulykkelig, at han slet ikke ønsker at leve.

 

Men engang var han rig, Job, engang for ikke så længe siden var alting godt for ham, han havde dejlige børn, en skøn kone, mange venner og et interessant arbejde. Han boede i et lyst hus med store, skyggefylde træer i haven og roser, der duftede af Paradis, når duggen faldt.

 

Men en dag kom sygdommen til store hans hus. Og ulykkerne. Hans børn døde, ét for ét, og også sin kone måtte han følge til graven. Han mistede sit arbejde og måtte sætte huset på tvangsauktion, og samtidig blev han syg. I løbet af en uge var det som om han blev 20 år ældre.

 

Livets uretfærdighed ramte simpelthen Job. 

 

Og nu kan I se ham, som han sidder på sin bænk.

 

Jeg sagde før, at da Job var rig havde han mange venner, og de tre mænd, der står op, er nogen af de venner, der har holdt fast i Job, selv i hans ulykke. Ellers forsvinder venner jo tit, når det går én dårligt.

 

Men når man ser nøjere på billedet, så opdager man, at der er ét eller andet galt, der er ét eller andet galt mellem Job og hans venner. For nok står vennerne lige ved siden af ham, men han er ikke rigtig sammen med dem. Han er ligesom alene, selv om de er der, og han kikker bare ud i luften og ser næsten tosset ud.

 

Man kan også se, at vennerne står og snakker med hinanden, én af dem peger på endda Job, så man kan vide, at det er ham, de snakker om. Og det er lige det, de gør. De snakker om Job, men også til ham.

 

Og det, de lige har sagt til Job og som har gjort ham endnu mere ensom og ulykkelig, end han var, er at livet er retfærdigt: det går de gode godt og de onde skidt, har Jobs venner sagt. Når Job har været ude for så mange ulykker, er det hans egen skyld. Et eller andet sted i hvert fald. Han har ikke gjort sig umage nok eller han har – i det skjulte – gjort noget, så Gud nu straffer ham. Sådan må det være, siger Jobs venner. For livet er retfærdigt, det går de gode godt og de onde skidt, det sørger Gud for. Gud har nok en mening med det, siger de.

 

Hvis jeg havde haft flere billeder af Job og hans venner – og det har jeg ikke, så nu skal man tænde for sin fantasi – så ville Job have rejst sig op på det næste billede. For efter at Jobs venner har sagt, at livet er retfærdigt og at Gud bestemmer alt, så det er som det skal være, så siger Job, at han ikke har brug for deres dårlige forklaringer. Det eneste, han har brug for er, at de lytter til ham og høre på, hvor svært han har det.

 

Men de bliver ved med forklaringerne og deres ”livet er retfærdigt” og ”Gud har nok en mening med det”.

 

Da bliver Job vred, kan jeg love jer. Virkelig vred: Livet er ikke retfærdigt, siger han, ulykker er ikke velfortjente og Gud gør det ikke sådan, at alt er som det skal være, det kan man jo se, når man kikker sig omkring. Og så skælder Job vennerne ud, så det brager: de skal ikke lyve om, hvor svært det er, når ulykken rammer ved at sige, at der nok er en mening og at livet er retfærdigt. For sådan oplever man det ikke, nej, når ulykken kommer, oplever man netop, at det er uretfærdigt. Og de skal ikke bestemme, at man oplever på en forkert måde, og de skal tie stille med at forsvare Gud. 

 

Da Job har skældt sine venner ud, kommer turen til Gud. Han knytter hånden og truer mod himlen og så begynder han at skælde Gud ud. ”Hvad er det for noget, Gud? Hvad er meningen med, at jeg skal rammes med ulykker?  Og hvorfor skal andre, som rammes, have det så svært? Hvorfor har jeg det som om jeg var i helvede til? Det er din skyld.”

 

Da han har råbt alt det til Gud, har han ikke mere luft tilbage.    

 

Job råber til Gud og skælder ud, fordi han, selv om han er vred, tror på, at Gud hører ham og vil svare og ikke vender ham ryggen, uanset hvor meget han Job skælder ud. Og det har han ret i. At skælde Gud ud og tro, at han ikke går sin vej, uanset hvad man siger, er jo også en måde at tro på.

 

Og Gud svare. Gud svarer og taler fra skyen. Det første, Gud siger, er, at Jobs venner ikke skal sige, at livet er retfærdigt, for det er det ikke. Og de skal ikke fedte for Gud ved at forsvare det, der sker, og sige at det er Guds vilje. For Gud er stor nok til at forsvare sig selv og kan selvfølgelig godt gennemskue vennernes fedteri og foretrækker ærlighed.

 

Og så taler Gud til Job. Men han svarer ikke rigtig på Jobs spørgsmål, han siger ikke hvorfor det ene eller hvorfor det andet. I stedet stiller han Job nogle endnu svære spørgsmål, end dem Job er kommet med. Gud siger f.x. til Job: ”Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Har du nogensinde beordret morgenen frem?” Og flere endnu vanskeligere, ligesom dem jeg læste allerførst i gudstjenesten.

 

Og mens Guds stiller de her meget, meget svære spørgsmål, som intet levende menneske kan besvare, så sker der det forunderlige, at Job ser Gud, han møder ham ligesom helt tæt på. Sådan mærker han det og sådan oplever han det. Og nu ved han, at han ikke er alene, aldrig nogensinde, og siger til Gud: ”Jeg har hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne”.

 

Det var historien om Job, som i øvrigt ender med at han få alt det igen, som han har mistet.  Men det er en anden fortælling.

-

 

Hvorfor findes det onde? Hvorfor er livet uretfærdigt? Hvorfor der altid er der bøvl ved at leve? Hvorfor gør Gud ikke noget mere ved det?

 

Det er får vi ikke svar på. Det er og bliver en gåde, som man kan bruge et helt liv på at tænke over. Det er måske det store ved det.

 

Men vi kan noget andet: vi kan klage til Gud, vi kan råbe og skælde ud på ham og sige hvad som helst til ham – for Gud er ikke nærtagende eller én, man skal passe på ikke at fornærme. Så lille er Gud ikke, for han har grundlagt jorden og kaldt morgenrøden frem.

 

Og holder inderligt af os – også de dage, ingen andre kan holde os ud. 

 

Så på én eller anden måde er der en slags svar. Når vi siger – måske råber og skælder ud: Gud, hvorfor er livet så uretfærdigt? Hvorfor er det så svært at leve?

 

Så siger Gud ikke: Det fordi sådan og sådan, og kan du ikke forstå.. Nej, nej nej, sådan siger han aldrig. Når vi råber: Gud hvorfor er livet uretfærdigt?

 

Så svarer: Jeg er her. Helt tæt på. Selv om det er mig, der har grundlagt jorden og kalder morgenrøden frem, så er jeg helt tæt.  

 

Amen

 

 

Prædiken til 17. s. e. trin kl. 10.00 i Engesvang

 

402 – Den signede dag

448 – Fyldt af glæde - 3 dåb

392 – Himlene, Herre

260 – Du satte dig selv

321 – v. 6 af O kristelighed

729 – Nu falmer skoven

 

 

Da jeg var barn spiste vi altid i stuen om søndagen, der var en strøget dug på bordet og der var gjort mere ud af maden end til daglig. Man mærkede at søndag var en anderledes dag, det blev markeret ved ydre ting og gjort nemmere af, at der også i samfundet var en anderledeshed ved søndagene, f.eks. var butikkerne lukkede. For ikke at tale om det absolutte højdepunkt: de bilfrie søndage i vinteren 72-73.

 

Når jeg iagttager mit eget liv en generation senere, kan jeg notere mig, at jeg sjældent lægger dug på om søndagen, og dengang, jeg havde en spisestuen, sad vi i køkkenet, også om søndagen. Heller ikke maden udmærker sig ret tit hos mig, fordi det er søndag; det sker endda, at den er kedeligere end på hverdagene, fordi vi bare ikke lige får tænkt over det og gjort os umage. Men så kan man jo lige smutte op og købe noget.

 

Jeg tror min historie på søndagsområdet er meget typisk, at mange vil have erfaringer - i hvert fald fra bedsteforældregenerationen  - af at søndag engang blev fejret som en anderledes dag, en finere dag, hvor man gjorde sig umage med tingene, mens ens egne søndage er helt almindelig og meget ligner lørdagen eller en hverdag. Og at vi ikke gør os umage med at lave forskel på dagene.

 

Og så kan jeg godt høre, at jeg er i gang med at fortælle søndagens forfaldshistorie, at berette om hvor godt det var engang, men nu – ak – er alt forandret og naturligvis til det dårligere.   

 

Og det med forfaldshistorien er sandt for så vidt som jeg oplever, at det er et tab, at vi som kultur ikke længere gør forskel på dagene, skønt jeg – som man forstår - også selv er dårlig til det.

 

Men hvordan skal vi gribe fat om det? Skal vi tage os sammen og lægge hvid dug på bordet om søndagen og holde os tilbage fra de åbne butikker, hvis vi er løbet tør for mælk?

 

Sagen er jo, at søndagens ændrede betydning er noget større, noget som har med kultur og samfund og sekularisering at gøre. Og at vi er oppe i mod kræfter, der overstiger vore egne. Samtidig må det også med, at der nogen steder kunne være noget tvang i gamle dages søndage, ligesom på Jesu tid, og at søndagens historie ikke kun handler om forfald, men også om frihed fra snærende rammer.

 

Det sidste kan vi se, hvis vi vender os mod evangeliet og Jesu samtid. Dér var der helligdagsfejring ud over det hele, ja man kan sige, at det var for meget af det gode.

 

På Jesus tid holdt man hviledag for fuld udblæsning: Ikke tænde ild, ikke lave mad, ikke sy, ikke bære tunge byrder, ikke binde en knude, ikke løse en knude, der var en hel remse for, hvad man ikke måtte på den jødiske sabbat …. alene at huske alt det, man ikke måtte på hviledagen, på sabbatten, krævede sin mand.

 

Men man havde den sikre forvisning, at hvis alle jøder bare én eneste sabbat holdt de strenge sabbatsbud til punkt og prikke holdt hviledagen hellig som loven krævede, så ville de blive belønnet med, at Himlen kom ned på jorden. Så ville alt blive godt.

 

De er derfor folk bliver så rasende på Jesus, hver gang han hævder at hviledagen – sabbatten - er til for menneskenes skyld og ikke omvendt og f.eks. helbreder – arbejder – på hviledagen. For man tænkte, at det måske netop var det, Jesus gjorde, der ødelagde den perfekte sabbat. Det kunne man aldrig vide. 

 

Det er en helt tosset tanke, det er nemt at se. Men vi i vores tid har helt sikkert ligeså tåbelige idéer, som vi er nogenlunde enige om. Vi kan bare ikke selv se det.

-

Men med sådanne forestillinger om hvile- og hellligdagen, som herskede i Jesu samtid, kan man godt forstå, at noget måtte udfordres, at mennesker måtte sættes fri fra de snærende bånd, som sabbatlovene bandt enhver med. 

 

Og det gør Jesus. På en sabbat helbreder han en mand, der har vand i kroppen. Og forkynder endnu engang, at helligdagen ikke er til for menneskenes skyld, men omvendt. Og at enhver dag er skabt af Gud til at gøre godt i– til at hele og helbrede og sætte fri.

 

Og det er Gudsrigets tale, som udvider verden og gør alting større.

…

 

Men hvad med vores søndag, som ikke er, som den var førhen, hvad med hvilepauserne og en om organisering af vores verden, der gør at vi kan finde ud af at hvile os, af at fordybe os og af at vende os mod Gud? En omorganisering, der måske gjorde, at vore liv føltes mindre splittede?

 

Den knude kan ingen løse. Selv om det er fristende at køre Jesus ind i slutspurten ligesom helten til sidst i en aktionfilm og lade ham klare det hele. Men splittetheden er et vilkår. Og hvis man kunne løse det med søndagene, var der mange ting, man burde tage med i samme hug. – Verden er jo et indviklet sted og livet er en komplicere affære. Og de simple svar skal man vare sig for. 

 

Og så er der vel alligevel en slags vej at gå – men ikke den slags, hvor tingene går af sig selv eller verden trylles om.

 

Hvis vi vil have søndagen tilbage som en særlig dag, hvis vi vil fastholde pauserne, fordybelsen og det at der er forskel på dage, så er det vel kirken, vi skal gribe fat i, fordi kirken med sin insisterende – og sommetider irriterende – søndagsringning, med sin flaghejsning, sin feststemning og sin gøren sig umage med blomster og lys, med musik og Kom Nu! Hver eneste søndag holder fast i, at der er forskel på dage. Og at mennesker har brug for pauser og hvile, for fordybelse og ord fra Vorherre selv.

 

Kirken findes. Og vi taler om den treenige Gud i den. Det er i sig selv en tanke værd, at den overhovedet er til. Og på trods af alt det, der med rette kan kritiseres i kirken, så afdækker kirken ved Guds hjælp en gammel visdom ved det at være menneske, nemlig at man ikke kan leve uden pauser og at der må være forskel på dage. Og så længe noget holder os fast på søndagen som en særlig dag, som Vorherres dag, så er der også noget at gribe fat i, så er der en vej at gå og et sted at ty til og i hvert fald at kikke hen.

 

Som en helle midt i larmen og et sted, hvor man netop ikke afkræves noget som helst ligger kirken og fortæller, at søndagene findes, også når vi glemmer dem. Og byder indenfor i guds hus, i et rum og til nogle fortællinger, hvor vi får lov at være menneske, uanset hvordan vi kommer af sted. Fordi Gud elsker mennesker og har skabt hver dag til at gøre godt, til at hele og helbrede. 

Amen

 

Prædiken til 16. s. e. trin kl. 10.00 i Engesvang

 

754 – Se, nu stiger solen,

356 – Almagts Gud

36 – Befal du dine veje

349 – Herren han har besøgt sit folk

439 – O, du Guds lam

321 – v. 6 af O kristelighed

731 – nu står der skum fra bølgetop

 

 

Når efteråret og vinteren i de kommende måneder vælter ind over os med sine tunge regnfulde morgner, med sin blæst og sin vildskab, da kommer der tider, hvor vi i dagevis ikke ser solen. Det eneste, vi ser, er den blygrå himmel.

 

Det er forstemmende.

 

Men engang imellem sker det, at der dannes en revne i sådan et tæt skydække, som solen sender sine stråler igennem, en sprække, der giver os tanker om sol og sommerdage og fortæller, at der findes et andet lys - himmellyset - der findes et andet lys i verden end det gråtonede skin fra regnfulde skyer.

 

Det er himmelsk og alligevel hverdagsagtigt: solens skin gennem en sprække i skyerne. Men det påminder os om revnerne i tilværelsen, som evangeliet insisterer på, de revner hvorigennem et andet lys baner sig vej, så verden tager sig ud på en anderledes måde, ja måske endda forvandles.

 

Eller som den gamle rockbedstefar Leonard Cohen siger det: ”Der er en revne i alting, og det dér, lyset kommer ind.”

 

Der opstår – nådigt og uforudsigeligt - revner i tilværelsen, ligesom sprækkerne i skyerne, og dér kan det varme, stærke lys, komme igennem, Gudslyset, der får alting til at tage sig anderledes ud.

 

Og den dag i Nain, da enken fulgte sin eneste søn til graven, da udvidede sprækken sig – overraskende og overrumplende - så at den et kort øjeblik fyldte hele himlen og det varme, stærke lys trængte ind over alt. Og gjorde levende. 

 

Men ellers er det en meget mørk dag, evangeliet fortæller os om. Kortfattet skriver Lukas om dens tildragelser. ”Der blev båret en død ud, som var sin mors eneste søn. Og hun var enke.”

Så nøgtern beskrivelsen er, får den det til at isne i én, sorgen drypper ud af linjerne og der behøves ingen udmaling, for at man forstår ulykken.

 

At miste et barn er alle forældres værste frygt. –

 

Den israelske forfatter David Grossmand har netop skrevet en bog, der kredser om dette ”kvinde på flugt fra Meddelelse” hedder den.  - Bogen beretter om en israelsk kvinde, hvis yngste søn endelig har aftjent sin værnepligt; hun ånder lettet op, nu er alle hendes sønner kommet levende gennem militærtjenesten, der i Israel eller ligeså farlig som det er for vore sønner at være i Afghanistan. Men da meddeler denne yngste søn på falderebet, at han frivilligt har meldt sig til en operation i Libanon. Og under den dør han.

 

Men moderen ved det ikke. For da sønnen tager til Libanon, drager hun på vandring i bjergene og lader telefonen blive hjemme. Så hun ikke kan modtage nogen meddelelse, hvis han skulle dø. Og hun skruer en besværgelse sammen inde i sit hoved, at så længe hun bare går, sker der ikke hendes søn noget, så længe hun bare går, beholder han livet. Selv om hun jo godt ved, at verden ikke hænger sammen på den måde.

 

– David Grossmands roman er jo, ligesom første del af dagens evangelium historien om en moder eller en fader – fortalt endnu engang. Og hvem kender ikke til de hjemmelavede besværgelser? Og hvilken far eller mor har ikke bøjet sig ned i en vugge for at forvisse sig om, at den lille stadig trak vejret? Frygten for at miste er velkendt som solskin og regnvejr. Men hjerteskærende og skræmmende er David Grossmanns fortælling.  At miste sit barn er en livslang, dyb sorg, som ændrer ens liv for altid, et ufatteligt tab, som man ofte ikke kan dele med nogen, fordi så få kender til det.

-

 Enken i Nain har mistet et barn, det eneste. Og som om sorgen over dette ikke var rigeligt at tage vare på, så havde hun bekymringerne for sin fremtid i tilgift. For hvilket liv ventede en fattig enke uden børn? Jo, det var såmænd enkelt nok: Fattigdom, elendighed, oversethed, værdiløshed, æreløshed. Og hun kunne intet gøre for at afvende sin skæbne, hendes liv kunne beskrives med ét eneste ord: færdigt.

 

Vi vil ikke kunne fortænke hende i at ønske, at hun lå på båren, død og kold sammen med sin søn. Hun var ramt på alt, denne stakkels kvinde.

-

Men vi behøver som bekendt ikke at læse i evangeliet for at møde mennesker som enken fra Nain, mennesker, der er ramt på alt. De findes overalt. Der er mennesker der mister ubegribeligt mange af dem, de elsker, der er mennesker der aldrig har fået en chance og som fra deres første dag er uden muligheder. Der er mennesker, der har lidt på legeme og sjæl i en grad, så vi ikke kan holde ud at høre om det. Fordi det er ubærligt.

 

Der er mennesker, der er ramt på alt.  – Og når vi os må begrave én, der er alt for ung til at dø eller hvis den samme familie har mistet igen og igen, da mærker jeg undertiden en trang i mig til at løfte min knyttede hånd mod himlen, mens jeg går dér foran kisten, og råbe til Gud, hvad meningen er? Jeg får lyst til at sparke til gruset og hugge træer om i vrede mod himlens og jordens skaber, fordi ….ja fordi det onde findes, fordi døden findes, og fordi der er nogen, der ligesom enken bliver ramt på alt.

 

For hvem skal vi ellers bebrejde end netop Himlens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber? - Hvem har vi ellers at klage til, ja at anklage som Job gør, end netop Vorherre? For et sted må vi gøre af det.  – Der er jo en lang tradition i kirken for at takke Gud under alle forhold og bøje sig under sin skæbne, og nogen gange er det nok, den mest farbare vej, men bestemt ikke altid.  - Også klageråbet, ja selv anklagen, er en trosytring, en tillid til, at den man henvender sig til, lytter og kan tåle at høre alt, hvad man siger, uden at relationen brydes. Ja måske er endda sådan, at klagen og anklagen er meget stærke udtryk for tro på Gud: at vi har tillid til, at hans kærlighed favner, også det vrangvendte og det, vi ikke vil finde os i? At vi overfor Gud kan vi have det netop som vi har det – også kæmpe med ham - og aldrig behøver at forstille os eller lade som om?   

 

-

 

Ligtoget med den døde dreng er kommet ud af byen, uden for bymuren ude i det åbne, usikre land. Men netop dér i det åbne, usikre land møder Jesus den sørgende og klagende menneskemængde. Han ser enken – ser hende – og ynkes over hendes tab. Og alene medfølelsen, nærværet og omsorgen er en hårfin sprække, hvorigennem lyset kan komme ind. Det er en almindelig erfaring. Et mørke, hvor man ikke længere er alene er anderledes. En kort sætning som ”Jeg tænker på dig” eller en ærlig spørgen til, hvordan vi har det, en let berøring på skulderen, der fortæller om omsorg og medfølelse, et varmt håndtryk og den særlige opmærksomhed i blikket. Vi kender alle de små tegn på, at der er nogen, der tænker på os og føler med os og er der for os. Og vi ved, at det gør en forskel, om man er ramt og helt alene eller om man er ramt og har nogen, der bekymrer sig for én og føler med én.

 

 ”Han ynkedes over hende”. Ligesom Guds søn ynkes over enhver af os, der bliver ramt, og desto hårdere vi rammes, desto tættere følger og forfølger han os, også når vi synes, han ikke er der, også når vi knytter vore hænder i vrede mod Himlen over verdens ondskab og tilværelsens vilkårlighed.

-

 

Enkens søn blev levende igen; det sker ikke for os. Det ved vi, alle os der har bedt og tryglet for et andet menneskes liv. Døde bliver ikke levende i den verden, vi kender, Jesus kommer ikke forbi, når vi bærer vore elskede til graven. Og da enkens søn nåede en vis alder, da måtte også han dø igen. Hans genopvækkelse var kun en udsættelse af døden, ikke en ophævelse af den.

 

Og dog.

 

For dagens beretning og de andre evangeliske beretninger om dødeopvækkelser forkynder hvem Jesus er: livets og dødens herre. Og peger frem mod opstandelsen, en påskeberetning ved løvfald, som lader os ane, at når Jesus Kristus kæmper mod døden, så er det ikke ham, der taber. Det er døden.

 

Jesus Kristus opstod; og det, der skete for ham, skal også ske for os, han taler ord til os om liv af døde og om morgenlys selv efter den længste og mørkeste nat.

 

Og det gælder også de dage, vi ikke kan tro på det, de dage hvor vores tro ikke har andet sprog end klagen, ja anklagen og vreden.

 

Jesus Kristus opstod fra de døde. Og når vi aner en sprække i mørkets skydække, en sprække hvor håbets varme, skønne lys kan slippe igennem til os – om den så kun er hårfin – da er det ham, der har trukket det til side, Guds søn. Så at Guds lys kan skinne ind i vort i vort mørke.  Også i dødens mørke.

 

Amen

 

Prædiken til 15. s. e. trin kl. 10.00 i Engesvang

 

15 – Op al den ting

448 – Fyldt af glæde

369 - Du som gir os liv

41 – Lille Guds barn

321 – v. 6 af O kristelighed

730 – vi pløjed ´og vi så´de

 

Nogen gange kunne han vågne om natten, dér hvor det var allermørkest, og hvor ingen lyde hørtes, bortset fra hans kones åndedrag og vindens susen i træerne ved gavlen.

 

Han kunne ligge og stirre ind i mørket i flere timer, imens alting voksede sig stort. Nej, ikke alting, slet ikke alting. Kun det mørke og plagsomme antog kolossale dimensioner. Alt det lyse og skønne, glæderne og alt det, der var lykkedes, alt det, skænkende han ikke en tanke, når han vågnede i nattens mulm. Det var kun det mørke og mislykkede, han hjerne kredsede om, alt det vanskelige og uløselige, alt det, han ikke havde fået gjort eller havde fået gjort dårligt, alle de sårende ord han havde sagt eller som andre havde sagt til ham, tankerne om, hvordan det skulle gå børnene - for det gik bestemt ikke altid, som det skulle med dem - og hvad de skulle gøre, når bilen brød sammen, om de havde råd til en ny? Og også alt det med arbejdet, som han, når han lå dér og vendte sig, slet ikke kunne overse. Han orkede ikke at tænke på alt det, han skulle nå og alligevel kunne han ikke lade være. Og sådan kunne nogle af nætterne gå, ikke dem alle, men nogle, og disse nætter var det, som om én eller anden havde åbnet sækken med bekymringer og sluppet dem fri i det sorte mørke.

 

I dagslys var de mindre, bekymringerne, men de var der. Der var næsten altid noget, der foruroligede, som en skygge. Sommetider lidt, andre gange meget.

 

Og hvis nogen sagde: ”Lad nu vær at bekymre dig, det skal nok gå”, så hørte han ikke en opmuntring, men en bebrejdelse, som om det skyldes en svaghed ved ham, en fejl, at han ikke bare kunne lade det tunge ligge. Men det var jo netop det, der var problemet: at bekymringerne var der og var helt reelle og ikke ville slippe deres tag.

…

 

Men hvad ville der mon ske, hvis denne mand – som vel ikke er ganske fremmed for ret mange af os – stod op dér midt om natten, hvor bekymringerne var ved at tage livet af ham, tændte lys i stuen og satte sig i sofaen med en kop te og en avis. Og så pludselig opdagede, at Jesus var kommet ind i huset og stod foran ham - og jeg tænker, at hvis man møder Jesus, så er man ikke i tvivl - og Jesus sagde det til manden, som jeg netop læste: Du skal ikke bekymrer dig, søg først Guds rige og hans retfærdighed, så gives alt det andet dig i tilgift?

 

Ja, hvad ville der så ske med manden? 

 

Det ved vi jo ikke, ingen ved det. Men vi har fået vores forestillingsevne for at bruge den.

Og når manden ellers var kommet sig af sin forbavselse – for det er ikke tit, man møder Jesus, selv om Gud netop viser sig på forbavsende måder – så ville han nok folde sin avis sammen og lægge den fra sig, og spørge Jesus, hvad han mente med det, han lige sagde? For han bad faktisk allerede til Gud, men tit så skete der ikke noget ved det. Tingene gik faktisk galt, bekymringerne gik tit i opfyldelse, også når han prøvede at tænke, at det nok skulle gå, fordi Gud findes og vil mennesker det godt.

 

Hvad mon Jesus ville sige til det?

 

Jeg ved det ikke og nu er jeg helt ude på gyngende grund. Men jeg tror, Jesus ville skubbe sofabordet lidt til side og sætte sig ved siden af manden. Og så tror jeg, at han først ville sige ingen ting, men alligevel sige noget ved at nikke en smule og se på maden med sine gode øjne.

 

Og derefter ville han begynde at sige noget, Jesus. Han ville sige: ”Nu kan du se mig.”

 

Og manden ville nok smile lidt skævt, for når man ser Jesus, så er det nemmere at smile og der kommer ligesom en lethed over alting: ”Ja, det kan jeg”.

 

”Men jeg er der hele tiden. Også når du ikke ser mig. Jeg er hos dig og hos alle.”

 

Og så vil manden sige: ”Hvordan kan du det?”

 

Og Jesus ville svare, tænker jeg: ”Fordi jeg er af Gud – du skal lige huske, at jeg også har lavet jorden og et uendeligt univers, ikke?

 

Jeg er der hele tiden, og det er derfor jeg fortæller dig, at du skal kaste dig ud i livet uden at bekymre dig. Selv om jeg godt ved at det er svært og at ting kan gå galt. For at være menneske er jo netop at være bekymret.”

 

Og så ville Jesus fortsætte, mens mandens øjne hang ved hans mund:

”Men læg det over til mig, som du ikke alligevel kan gøre noget ved – og det er vel det meste. Og gør så noget ved det, du kan ændre på. Og hvis det så alligevel går galt, så husk, jeg er der. Forstår du: Jeg holder så meget af mennesker, at jeg ikke kan bære, at de skal fylde vidunderlige dage med bekymringer, der kvæler glæden.  For bekymringer kan ikke udrette noget. Det eneste, de kan, er at tage af glæden.”

 

”Og af nattesøvnen,” tilføjer manden og smiler igen lidt skævt. For selv om det hele er meget alvorligt, så er det på én eller anden måde også muntert. Det er som om at det, at Jesus sidder dér ved siden af i sofaen gør alting så lyst.

 

Men så tager Jesus pludselig en krukke frem, ud af den tomme luft tager han den. ”Behold den her,” siger han til manden og giver ham den, den er til dine bekymringer. Jeg tømmer den hver aften, så du kan sove for dem.  – ”Kunne den ikke være god henne på jeres reolen, den er også til din kone og alle dem, der kommer i huset?”

 

Og manden tager krukken i sine hænder, den er i rå, brændt ler, ret stor og meget smuk. På den ene side af den står der, indridset i leret med fin skrift og i en skrifttype, som manden aldrig har se før, men der er noget stærkt og varmt over den – det må være den fond, Gud bruger: ”Til bekymringer,” står der.

 

Og manden stiller krukken på reolen, hvor den næsten lyser i halvmørket. Og Jesus siger:” Gå nu ind og sov, jeg er her, mit barn” – det sidste virker ikke forkert, selv om manden er voksen, det virker helt rigtigt, når Jesus siger det. ”Det skal nok gå,” siger Jesus ”også selv om alting går galt.”

 

Og så siger manden det mest fornuftige, han har sagt de sidste to år: ”Er du der også, når jeg dør.”

 

Og Jesus siger: ”Ja, også da, også da er jeg der. Og du husker vel, at det var mig, der væltede stenen fra graven, den morgen, ikke?”

 

Og så er Jesus væk, ligesom pludseligt som han kom. Og manden kan sove, er jeg vis på. Og da han vågner om morgenen, tænker han, at det altsammen bare var en drøm. Og at han måske er ved at blive skør.

 

Men da han kommer ind i stuen, står krukken i reolen; krukken står i reolen og på den er skrevet ”til bekymringer” med Guds skrift.

….

 

Jeg ville gerne, at det var mig, der var manden i historien, så jeg havde sådan en krukken fra Vorherre med hans egen skrift stående på reolen, som Jesus tømmer hver aften.

 

Men jeg har kun dagens evangelium og Jesu ord for, at han er her og at vi ikke skal bekymre os. Så det er ordene og tilsagnet om nærvær og kærlighed jeg må lave min krukke til bekymringer af. Men det tror jeg faktisk også godt, jeg kan.

 

Man kan i hvert fald prøve. Og tage Jesus på ordet og lade hver dag have nok i det bøvl, der hører den dag til.  Fordi vi ved, at han er der. Også når mørket lukker sig om os.  

Amen

 

 

Prædiken til 13. s. e. trin kl. 10.00 i Engesvang

 

751– Gud ske tak og lov

450 – Du kommer, Jesus

52 – Du Herre Krist

613 - Herre du vandrer forsoningens vej

321 – v. 6 af O kristelighed

729 – Nu falmer skoven

 

Forleden faldt jeg over en artikel – grum var den, for den handlede om krigen i den demokratiske republik Congo, der varede fra 1998 til 2003 og kostede over 5 mio. mennesker livet.

Jeg er skamfuld ved at tilstå det – men jeg anede knapt nok, at der var en krig i Congo omkring årtusindskiftet. Og endnu mindre, at der i den blev dræbt ligeså mange mennesker, som der bor i Danmark.

 

Helt anderledes med den katastrofe, der i ti årets anledning er blevet belyst fra alle sider de sidste uger, nemlig tvillingetårnenes kollaps i New York.  Den begivenhed er der ikke nogen, der ikke kender til.

 

Overfladisk set er dette misforhold mellem de informationer, der er tilflydt os, mediernes skyld. Hvis der var blevet sendt og skrevet ligeså meget om krigen i Congo som om katastrofen i New York, så havde vi nok vidst lidt mere om den.

 

Men sagen er jo, at medierne i høj grad lever på markedets betingelser, og at vi er langt mere optaget af ulykker, der sker for mennesker, der ligner os, og hvis liv vi kan identificere os med, end vi er i katastrofer, der rammer nogen, hvis tilværelse vi ikke kan spejle os i. Det er derfor, vi hører langt mere om forhold i den vestlige verden end i Afrika f.eks. Fordi vi ikke ville købe en avis, hvis det altid handlede om nogen, hvis liv vi ikke kunne genkende og spejle os i.

 

Sådan er vi skruet sammen. Og det har naturligvis med det at gøre, at vi ikke kan overskue alting, og så tager vi intuitivt fat i forhold, vi umiddelbart kan sætte os selv ind i.

 

Det er der ikke noget mærkeligt i. Sagen er, at det kræver en temmelig aktiv indsats og en bevidst tænkning at få verdens lidende ind på sit indre landkort. Og dertil kommer, at ingen kan hjælpe alle – men heldigvis kan alle hjælpe nogen.

 

Og dog betyder det mere end vi aner, at ens lidelser ikke glemmes, men huskes af andre end én selv, og det hvad enten man bor i en lerklinet hytte eller på 5. Avenue. Af samme grund udviser vi jo en berettiget skarphed i forhold til Holocaust-benægtere, fordi alle ofre ved, at der er - om ikke heling - så i hvert fald lindring og oprejsning i, at nogen anerkender ens lidelser.

 

Sådan skulle der indledes denne søndag, hvor Vorherre er på banen med en historie, som hører til blandt de mest kendte i den bibelske litteratur, nemlig den om den barmhjertige samaritaner.

 

Den handler jo om en mand, der bliver slået ned på den farlige vejstrækning mellem Jerusalem og Jeriko, hvor røvere holdt til.

 

Og så kommer først en præst og siden en kirketjener forbi på vej til arbejde; de er nok bange for at pådrage sig kultisk urenhed ved at røre en død, så de ikke kunne passe deres tempeltjeneste, eller også er de simpelthen bare er bange. I hvert fald går de forbi.  – Jesus fortæller om det som om, det er noget helt almindeligt, noget mange ofte gjorde, og som var socialt acceptabelt, at gå forbi en overfalden og måske død.

 

Men hvis jeg i dag gik forbi et menneske, der lå såret i vejkanten, så ville jeg ikke blot gøre noget, der i alles øjne var grimt og hjerteløst, jeg ville gøre mig skyldig i en kriminel handling, noget jeg kunne komme i fængsel for. Heldigvis.

 

Deraf kan man helt sikkert udlede noget sandt om, hvordan kristentroen har virket i verden gennem historien, men man kan også bare nøjes med at glæde sig over, at det trods alle ting dog på nogen områder er gået fremad siden Jesu tid.

 

Fortællingen om den barmhjertige samaritaner er jo en moralsk beretning om, at vi skal hjælpe dem, der har behov for det og tillige er det en pointe, at ham, der gør det rette er én, der i samtiden er foragtet.

 

Men fortællingens tyngdepunkt ligger faktisk ikke dér. Den ligger til sidst. Det er dér den for alvor bliver interessant, selv om Jesus får fyret en del gode detaljer af undervejs ved f. eks. at gøre præsten til skurken og samaritaneren til helten.

 

Men til slut siger Jesus sådan her, til den mand der vil vide, hvor grænsen går for det dér næste-begreb – for der må jo være en grænse for, hvem man skal tage sig af. – Jesus svarer med et spørgsmål, han siger – og nu kommer det: ”Hvem blev næste for ham, der faldt i røvernes hænder?  Hvem blev næste for ham, der faldt i røvernes hænder?”

 

Manden spørger: hvem er min næste? Altså hvem skal jeg hjælpe, og nok især: hvem behøver jeg ikke hjælpe. Og Jesus gør det, der er hans guddommelige vane, han vender tingene om og tvinger denne mand til at identificere sig med en lidende og nødstedt ved at kaste hans spørgsmål tilbage: hvis det var dig, der lå dér forslået i grøften, hvad ville du så gerne, at nogen gjorde for dig? Jesus tager spørgsmålet ud af det teoretiske område og kaster det ind i det levede liv, ind i erfaringerne.

 

Hvis det var dig, der sad uden ben i en hytte i Congo, hvis det var dig, der havde mistet pårørende ved katastrofen 11. september, hvis det var dig, der lå syg et sted i Engesvang eller bare havde brug for én at tale med osv. osv., hvad ville du så gerne, at nogen gjorde for dig? Det er det, Jesus spørger, ikke bare manden i dagens fortælling, men os alle sammen om. Han kalder på vores fantasi, vore medfølelse og indlevelse. Men giver os jo samtidig en nøgle til at møde mennesker i vanskelige livssituationer.

 

Hvis det var dig, der havde det sådan, hvad ville du så gerne, nogen gjorde for dig?

 

At bruge sin fantasi og prøve at sætte sig i de andres sted - at gå i et stykke i de andres sko, som en amerikansk forfatter så smukt har udtrykt det – det er kristendommens etiske standard. Og som sådan er den grænseløs, den gælder alle, men den er også plastisk på den måde, at der ikke er regler for, at vi skal gøre sådan og sådan, derimod udfordres vi til at bruge vores fantasi og så godt vi formår det prøve at sætte os i de andres sted. Og ellers kan man jo altid spørge.

 

Men hvis det var dig, der havde det sådan, hvad ville du så gerne, nogen gjorde for dig? Og måske er svaret fra dem i Congo, på Afrikas Horn og alle andre steder, hvor vi ikke kan møde vor næste ansigt til ansigt: at de huskede mig, at de fortalte om mine lidelser, at de bad for mig og at de gav lidt af deres overflod.

 

Man kan også sige det sådan, at Jesus udfordrer os til at blive mennesker for hinanden, ligesom han selv er blevet menneske for os. Det går ikke altid lige godt for os, det er derfor vi skal mindes om det så tit. Det er bl.a. det, vi har kirken til, hvor Vorherre møder os med spørgsmål som:

 

Hvem blev næste for ham, der faldt i røvernes hænder?

 

Amen

 

Prædiken til høst- og familiegudstjeneste 12. s.e.trin. kl. 10.00 i Engesvang

 

896 i Tillægget - Nu går vi glad vor kirkegang på ”I østen stiger solen op”

478 – Vi kommer til din kirke, Gud

730 – Vi pløjed´ og vi såede

729 – Nu falmer skoven

Nadververs: 321. v. 6 af O Kristelighed

11 – Nu takker alle Gud

 

I dag er det tiårsdagen for angrebet på tvillingetårnene i New York. 9. 11, en dag i historien. Og det skal siges, så de sørgende bliver husket - sammen med alle verdens sørgende og lidende. Det er det, vi kan gøre.

 

For her hos er den 11. september ikke en dag fyldt af sorg og savn men en dag med glæde og fest - dåbsfest og høstfest.

 

Og derfor skal der på denne 11. september fortælles en helt anden historie end den om tvilligetårnenes kollaps, nemlig en historie som begynder i 1973.

 

1973 er ikke kun engang i forrige årtusinde, men et årstal – tro det eller lad være - hvor nogen af os allerede levede og gik omkring, f.eks. begyndte jeg i 3. klasse i 1973.

 

Og i 1973 kom der, som nogen vil huske, noget, der hed oliekrise. Olien havde før været superbillig, men pludselig ville dem, der solgte den til at have flere penge for den. De lukkede oliehanerne og sagde, at de ikke ville sælge olie før man betalte noget mere for den. Det kunne man i grunden godt forstå.

 

Men det betød, at der skulle spares på olien og benzinen. Og til det brug indførte man noget helt vidunderligt i Danmark, som hverken er set før eller siden: bilfrie søndage.

 

Og det har jeg et par billeder af – desværre er de fra Sjælland og Fyn, ingen fra Engesvang. Så det er godt, vi har fantasi og nemt kan forestille os, hvordan der måtte have set ud på Gammel Kongevej der i 1973.

 

Der var høje bøder til dem, der glemte at søndagene var bilfri og f.eks. kørte efter morgenbrød. Og de, der havde husket, at søndagene var bilfri og cyklede hen til bageren, syntes at det havde de rigtig godt af. Sådan kan mennesker være så smålige.

 

Der var stort set ingen biler på vejene disse søndage, og der var så stille, så velsignet stille, over alt. Og fordi man ikke måtte køre nogen steder, blev folk hjemme hos deres familie og gik tur på motorvejen i stedet.

 

Verden blev simpelthen forvandlet på disse bilfrie søndage, og vi børn elskede det. Normalt fik jo skældud - ja nogen havde endda fået bank, fordi de voksne ikke vidste bedre - hvis vi så meget som nærmede os de farlige veje, men nu kunne vi bare gå på dem og endda sammen med vore søskende og vore forældre og vi mødte alle de andre i byen, som også gik der, og jeg husker, at det var en meget lykkelig vinter. Måske fordi jeg gik i 3. klasse, og det er så længe siden. Det skal jeg ikke kunne sige.

 

Når det så blev mandag igen, så var vejen jo atter forbudt område og bilerne buldrede derud af. Mandag blev verden tryllet tilbage til det normale, affortryllet kan man godt sige.

 

Men den vinter med de bilfri søndage, lærte jeg noget utrolig vigtigt – og det kommer nu – nemlig, at man som regel først for alvor ved, hvad noget betyder, når det ikke er der mere.  Hvor dejligt de standsede biler og stilheden var, fandt jeg først ud af, når de begyndte at køre igen.

 

Det er jo dumt, det er dumt at man først for alvor sætter pris på noget, når det ikke er der mere. Men sådan er det ofte. Jeg husker også, at én af vore naboer mistede sin ikke særlig gamle bror og sad i mine forældres køkken og fortalte – mens jeg sad og gjorde mig usynlig - at han tænkte mere på sin bror nu, da han var død, end dengang han levede. For de havde ikke haft særlig meget med hinanden at gøre.

Også han fandt først for alvor ud af, hvad broderen havde betydet for ham, da han var død og ikke var der mere.

 

Der er ét eller andet ved os mennesker, der gør, at vi er bedst til at glæde os over det, der er allerede er forbi. Når det er der, så tager vi det bare som en selvfølge og tænker ikke særlig meget på det. Selv om vi kunne få meget ud af at glæde os, mens det eller dem, der gjorde os glade, var der.

 

Det er så skørt og dumt, at det er sådan, at vi glemmer at glæde os, mens tid er. Og takke for dem vi har og det, vi har.

 

Men det er én af grundene til, vi holder høstgudstjeneste: for at glæde os over det, der er, mens det er der – æblerne, der hænger røde og saftige på træerne, kornet dér – selv om det var vådt – er blevet høstet, kartoflerne, der er gravet op af jorden og alt det andet, sommeren har givet. Og de mennesker, vi har i vores liv.

 

Og vi takker Gud for det altsammen, vi takker for jordens frugter, for alt hvad der lever og gror, for skønhed og mæthed og frodighed og godhed. For alt det gode, der ligeså godt ikke kunne have været, men som vi alligevel tager som en selvfølge. 

 

Og her er det andet vigtige i dag – det første var, at vi tit først glæder os over det, der var godt, når det er forbi. Men det andet er, at en måde at huske det på, mens det er der, er at takke Gud for det.

 

Når vi takker Gud, så løfter vi ligesom øjnene og når man løfter øjnene, bliver verden større. At takke Gud er en fantastisk måde at holde fast i det, der er at glæde sig over.

 

Tak Gud, for mad og varme, for søvn og husly, for venner og nogen, der holder af mig. Tak Gud … så snart man begynder at takke for noget, så siger man, at det ikke er en selvfølge, at det også ikke kunne være.

 

At takke Gud er en vej til at kunne holde fast i glæden, mens den er der og ikke først, når det, der var godt, ikke er der mere.

 

Og hvis man først begynder at få blik for alt det, vi tager som en selvfølge, men som ikke er det, så er der ingen grænser for, hvad der er at glæde sig over og takke for. Vi vil kunne finde mindst 25 ting hver eneste dag, ja måske 100 eller 1000. 

 

At takke Gud for alt hvad vi har og kan, gør én til glædesdetektiv, kunne man godt sige, én der går rundt og søger efter det, man kan glæde sig over, alt det der ikke er en selvfølge.

 

Er det f.eks. en selvfølge at kunne gå – nej, det er det ikke. Der er mange mennesker, der ikke kan gå. Er det en selvfølge at kunne se, nej det er det ikke, er det en selvfølge at kunne spise sig mæt og have et sted at bo osv. osv.

 

Der er utrolig mange ting, der ikke er en selvfølge, men som vi tit først tænker på, hvis det ikke er længere.

 

Derfor holder vi høstgudstjeneste, for at takke Gud og for derved at hjælpe os selv til at blive nogen, der går på opdagelse i livets uselvfølgelighed og alt det, der er at glæde sig over. Og være taknemmelige for. Og således få et meget større liv og blive gavmilde.

 

 -

 

Mens vi beder den store kirkebøn kommer der et billede op på væggen af noget meget almindeligt: et glas vand og noget rugbrød. Men dog ting, der ikke er selvfølgelige. Hverken rent vand eller brød er en selvfølge, men det er noget, vi har i vores land og nærmest aldrig tænker på.  Og dér kan vi jo begynde, med at glæde os og takke for det. Og derfra gå videre til alt det andet. Og takke Gud for alt, hvad vi har og kan. Så vi ikke først tænker på det, når det ikke er mere. Og siden, når vi deler de små brød og saften og Gud spiser sammen med os, glæde os videre over verdens uselvfølgelighed. Over at vi er, at vi sammen og at verden trods al sorg og nød er et underfuldt sted.

Amen

 

Prædiken til 11. s. e. trin kl. 10.00 i Engesvang

 

750 – Nu titte til hinanden

448 – Fyldt af glæde

586 - Stol du kun på dit fadervor

522 – Nåden er din dagligdag – vi plejer at bruge Erling Kusk fra tillægget uden la-la. Gerne på klaver.

321 – v. 6 af O kristelighed

6 – Dig være mildeste Gud Fader

 

Da jeg havde fået mit tredje barn– og sikkert også før, jeg husker det ikke – kunne det undertiden hænde, at de græd alle sammen på én gang. Og så kunne jeg også selv få lyst til at sætte mig ned midt i det hele og hyle af bare opgivenhed, nogen gange kom jeg til at skælde ud stedet for at trøste, og i hvert fald oplevede jeg gang på gang, at jeg ikke var en særlig vellykket mor eller vellykket i det hele taget. Tingene gik simpelthen ikke for mig, selv om jeg gjorde det, så godt jeg kunne.

 

En gang kom jeg til at fortælle om det til én af mine gamle veninder, at jeg kunne blive så træt, at jeg skældte ud, hvor jeg ikke skulle have gjort det, og i det hele taget ikke altid greb tingene an, som jeg selv mente, man skulle. Og at jeg kunne føle mig så utilstrækkelig.

 

Jeg havde nok ikke valgt den rigtige at sige det til, for hun kendte godt det med alle de små børn, sagde hun, men når bare man gjorde sådan og sådan og sådan, så gik det nemt, og hun kunne ikke genkende det med at føle sig mislykket eller ikke at kunne klare tingene.

 

Og så stod jeg dér, verdens dårligste mor og mest mislykkede kvinde og alle andre kunne åbenbart klare alting så let som ingenting. Kun ikke jeg.

 

Da skete det en dag et barn skulle afleveres i børnehaven, at én af pædagogerne tog imod os.  Hun var ikke helt ung længere og måske var det deraf visdommen kom, det ved man aldrig. Hun tog sig af det barn, der skulle i børnehave. Og så sagde hun til mig: ”Åh jeg kan godt huske, da jeg havde små børn, nogen gange var det bare helt uoverskueligt.”

 

De ord trøstede mig i mange måneder

 

Og når de gjorde det, var det jo fordi denne gode kones ord var ærlige og ikke prøvede at gøre noget anderledes end det er - der var intet hykleri, og hun viste mig sit ansigt - og for det andet gav hun mig plads til at måtte være menneske og gå an, selv om den gode Gud kan bevidne, at jeg heller ikke som mor er særlig perfekt. 

 

Den her dame i børnehaven sagde ord, der var stærkt i familie med evangeliet, med ordene fra Gud. Det kan jo ind imellem ske for os, at vi bliver Guds mund og giver andre trøst og mod og får dem til at føle, at de går an og har en plads i verden og at det er godt, de er der.

 

Som regel ved man ikke selv af det. Hvis jeg en dag møder konen fra børnehaven og fortæller hende, hvordan hendes korte bemærkning var trøstende ord i lang tid, så vil hun jo overhovedet ikke kunne huske episoden.

 

Og det ville min gamle veninde, der fortalte mig, at hun havde styr på alting, heller ikke.

 

Men dette hverdagsagtige, banale rids fra det levede liv fortæller noget om, hvad der gør livet større og giver os mod og kræfter, og hvad der gør livet mindre.

 

Og noget, der gør livet mindre, er hykleri, at vi ikke viser hinanden vore ansigter, men lader som om noget er anderledes end det faktisk er, f.eks. ved at foregive, at det er normalt at have styr på alting – for det er der jo ikke nogen, der har – i stedet for at være ærlige med vores afmagt og alt det, der ikke går for os.

-

Jesus fortæller i dag en lignelse om hykleri, om forstillelse og selvretfærdighed. Den er hevet ud af hans samtid og hverdag, mener meget fremmed for vores verden.

 

Hykleriet på Jesu tid havde religiøs form. Men religiøst hykleri findes ikke rigtig hos os, fordi kirken og kristendommen ikke er noget, der giver ære og status. Og vel også fordi kirken så rigeligt har præsteret sin del af hykleriet før i tiden.

 

Men hykleriet er ikke forsvunden af den grund, vi hykler stadig, det er sandelig ikke for det. Vores hykleriet er ikke i det religiøse, men det trives i bedste velgående. Ja, måske hykler vi mere end vi nogensinde har gjort. Vi hykler med vores vellykkethed. For jo mere vi som samfund glemmer at alle – alle, også os – er Guds elskede børn, værdifulde og dyrebare, uanset hvad vi kan eller ikke kan, desto mere brug får vi for hykleriet, desto sværere bliver det for os at stå ved os selv.

 

Vi hykler med, at tingene lykkes for os, at vi har overskud og kan mestre ca. alting – og det gør vi ved f.eks. at fortælle om alle vore sejre i stedet for at dele vore nederlag.

 

At lykkes på alle livet områder er kulturelt set det, der drejer sig om her i 10 ´erne. Og vi gør hvad vi kan for at andre skal tro, at vi lykkes. Måske sker det endda at sætninger som: ”Nej, jeg synes ikke, det er svært. Jeg gør bare sådan og sådan og sådan,” finder vej du af vores mund.

 

Selv om det, der kunne trøste og give mod til livet var ord om, at afmagt er i orden og Gud elsker afmægtige. At det er i orden ikke at lykkes, at vi går an og har en plads i verden, netop som mislykkedes, netop som nogen, der ved, at vi ikke kan honorere de krav, livet stiller til os og ikke altid kan leve op til vore egne idealer.

 

Det er i orden. Det er i orden ikke at være vellykket. Det har vi Vorherres ord for.

 

Og det er netop det dagens fortælling om de to mænd stiller skarpt på, selv om det hykleri, der beskrives, som sagt har andre ydre former end det, vi kender fra vore egne sammenhænge.

 

Den ene af de to mænd, Jesus fortæller om, stiller sig jo op og fortæller Gud om sin vellykket, han kan i forbifarten også nå at fortælle, hvor ikke-vellykket den anden mand i templet er, og der er jo næsten ingen grænser for, hvor dygtig han er, denne mand. Han fortæller det hele til Gud, som om Gud ikke vidste det i forvejen. Og også ved, alt det, der – bag den vellykkede facade – mislykkes og går galt.  Men det tager han ikke med.

 

Den anden af de to er mindre vellykket, det ville enhver på Jesu tid sige. Alligevel er det ham, Jesus fremhæver som den, der har fat i livet og har grebet, hvad Gudsrelationen går ud på, nemlig at man må være den man er og gå an alligevel, selv med lumpenheden og det flossede. ”Vær mig arme synder nådig,” beder han.

 

Eller med vores ord: ”Gud, tingene går undertiden galt for mig, sommetider skælder jeg ud og gør andre kede af det, selv om det ikke var det, jeg ville, jeg kan ikke altid leve op til mine egne krav og magter ikke altid det, jeg skal. Gud, hold af mig alligevel og lad også andre holde af mig tværs gennem alt det, der ikke går for mig, lad mig vide at jeg går an og at det er godt, jeg er her. Lad mig tro på at du ser på mig med kærlighed.”

 

Og kunne vi tilføje: ”Befri mig fra forstillelse, og lad vise mig, som jeg er i tillid til dig, så andre også tør være sig selv.”

-

Hykleri har tusinde ansigter, men det gør livet mindre. Uanset hvordan det ser ud. Og ensomt.

 

Og det er derfor vi har så hårdt brug for troen, fordi den forvisser os om, at i forhold til Gud handler det ikke om at lykkes, der handler det om, at vi er holdt af, at vi går an netop som vi er, selv når vi ikke lykkes. Vi går an. Gud ser os, vil os og elsker os og det er simpelthen det første og sidste der er at sige om os – og det vi døber vore børn til.

 

Som Kristi brødre og søstre må vi være dem, vi netop er, som Guds elskede børn må vi vise hinanden vore ansigter.

 

Og så ved vi jo godt, at selv om det er det sandeste, der er at sige om os, alt det der med at vi går an og må leve frimodigt på Guds ord, så er det ikke særlig nemt, når livet skal leves. Det er som om vi lynhurtigt falder ud af Gudsordene om, at vi i tillid til Guds kærlighed må være og leve så godt vi forstår det. Og at det er i orden.

 

Det er derfor vi har kirke tit, fordi vi glemmer, og endda glemmer det, der ellers bærer vores tilværelse og gør den større. Vi falder ud og ind af troen, sådan er vore liv. Og hykleriet sniger sig så let ind på os, selv om det ikke er godt for nogen og selv om det ikke var det, vi ville.

 

Det, vi kan - og det er vel det eneste, vi kan - er at bede Gud hjælpe os med at tage ham på ordet, så vi i ham får mod til at stå ved os selv, til at vise vort ansigt, uden frygt, ligesom Gud har vist os sit kærlige ansigt i Jesus Kristus. Bede med vore egne ord eller med mandens fra Jesus historie: ”Gud, vær mig arme synder nådig.”

 

Amen

 

 

Prædiken til Hedefesten 30 august 2011

478 – Vi kommer til din kirke, Gud

260 – Du satte dig selv i de nederstes sted

31 – Til himlene rækker

787 – Du som har tændt

 

Johs. 13, 34-35:

Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. v35  Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«

 

Før vi begyndte viste jeg et nogle helt almindelige billeder af Engesvang.

Og de billeder fortalte om noget vi er fælles om – selv om vi heldigvis er forskellige: vi bor i den samme by.

Det fester vi for den her uge. Og det vigtigt. For når vi laver hedefest – og der er nogen, der laver rigtig, rigtig meget for at der kan være hedefest, kan jeg godt love jer – så viser vi jo, at det, vi er fælles om, er meget mere, end det, der adskiller os. Når vi fester fortælle, at vi hører sammen.

For vi er alle sammen mennesker. Vi er alle mennesker.

Og hvis vi spørger, hvor vi møder Gud, så er svaret netop, at ham møder vi i de andre, at vi møder Gud i alle deres ansigter, som vi er mennesker sammen med. Gud møder vi i de andres ansigter.  Det ved vi fra Jesus.

Som I kan se, har jeg sat et billede op på væggen, der ikke er fra Engesvang. Det er fra New York. Og nogen af jer har det nok derhjemme. Det er et fremragende billede. Et af de bedste fotos man kan opdrive.

Og billede viser i hvert fald, at vi mennesker er ens på mange måder. For hvis vi nu bruger vores fantasi – og vi voksne må kun håbe, at vores voksenliv ikke har ædt al den fantasi vi engang havde – og forestiller os, at vi selv sad dér på bjælken, så vil flere af os mærke en lidt skræmmende kriblen i benene, ja måske vil vi endda få højdeskræk.

Jeg kan tydeligt huske, da jeg så billedet første gang. Da tænkte jeg: hvordan er de kommet derud, og hvordan tør de komme ind igen? Og hvordan kan de sidde dér og spise klap-sammen madder, når blot en lille forkert bevægelse kan blive skæbnesvanger?

Det er snart mange år siden, jeg så billedet første gang. Nu tænker jeg bare, når jeg møder det: ”Nå ja, her er det igen”.

For vi er jo sådan indrettet, at når vi ser noget ofte, så holder vi efterhånden op med at se. Rigtigt. Såvel vores synssans som vores indlevelsesevne har det med at blive sløv, når vi møder noget mange gange. I forhold til billeder gør det ikke så meget. Men det er ikke godt, når det er mennesker, vi ikke længere ser, mennesker i nød, måske. Eller mennesker, vi er sammen med hver eneste dag, som vi ikke længere ser, men mere ser igennem.

Og det er én af mange grunde til, at vi laver gudstjeneste mindst en gang om ugen. Fordi de kristne historier lærer os at se igen, rusker i os på en god måde. Så vi kan se hinanden ordentligt. Og husker, at Jesus Kristus møder vi i de andres ansigter, alle de andre også dem, vi ikke kan lide.

Som sagt har de fleste af os har sikkert set det her billede så mange gange, at vi ikke ser det længere.

Men der findes bjælker, der stikker ud fra ufærdige højhuse, langt over jorden. Der findes gesimser, højt over byer, der findes stejle skrænter og høje tårne.

Og under dem ligger dybet. Det vil jeg fortælle en historie om.

For netop ad en jernbjælke højt over byen, var en ung mand, der hed Jonathan på vej ud. Han var opkaldt efter kong Davids ven og hans navn betyder Guds gave. Men ingen havde fortalt ham. Så han vidste det ikke. Han var på vej ud ad jernbjælken, helt ud til spidsen, ja længere. For når han nåede derud, ville han springe og tage sit eget liv.

Det var ikke en pludselig indskydelse. Han var nok lidt trist og ikke videre lykkelig, men ikke deprimeret. Han havde tænkt over det længe. Han havde i lang tid kunnet se bjælken fra sit vindue og overvejet, hvordan det ville være at stå der, hvordan udsigten var derfra, og frem for alt: hvor let det ville være at kaste sig ud, at lade sig gribe af luften og vide, at det ikke kunne laves om.

Jonathan var en almindelig ung mand, ikke særlig utilpasset, ikke særlig uheldig, ikke særlig uelsket, og hvad der drev ham ud på bjælken er vanskelig at sige. Måske en længsel efter kræfter, der var meget større end hans egne? Eller måske ville han have bekræftet, at en tomhed, han bar inde i sig, var det dybeste, der var at sige om tilværelsen; når han fór gennem luften, da ville hans tomhed fyldes, netop af luft, som en bekræftelse af, at der ikke var andet. At alting var uden mening, at det var luft alt sammen.

Jonathan betyder Guds gave, men ingen havde fortalt ham det, så han anede det ikke, mens han meter for meter kravlede ud ad bjælken. Han var ikke bange, ikke bange for døden, ikke bange for faldet eller slaget, når han ramte jorden. Tværtimod var han opfyldt af en art triumf, en sær og stærk glæde og en vild livslyst, som han længe ikke havde oplevet, og tænkte næsten med morskab på overskrifterne i aviserne, og på alle de undersøgelser, man ville sætte i værk som følge af hans død. Uden at finde noget, uden at finde andet end den tomme luft og egne indbildninger.

Han sad over skrævs på bjælken med ryggen til bygningen og skubbede sig ud mod endepunktet. Han ville ikke falde ned ved et uheld, han ville ud til enden og dér ville han fortsætte ud i den tomme luft.

”Jonathan!”

Han hørte først ikke råbet. Det kom bagfra, fra taget, hvor bjælken var fæstnet.

”Jonathan!”

Han havde aldrig set syner. Kunne man gøre det i stærke øjeblikke – høre og se ting, der ikke fandtes?

”Jonathan!”

Stemmen var højere nu, og han syntes han kendte den. Det var et barns stemme.

Han havde ansigtet mod spidsen af bjælken og måtte dreje hovedet, hvis han ville se, hvem der råbte – hvis der var nogen at se.  Han vrikkede sig endnu et stykke ud ad bjælken, og så sig ikke tilbage. Tre vrid mere, så var han der.

”Jonathan, Jonathaaaan!”, råbet var steget til et skrig: ”Jonathan hjælp mig!”

Og så kom han til at dreje hovedet. Det var ikke meningen. Det skete bare. Men da han havde gjort det, var det for sent at lave om. Naboens dreng var kravlet efter ham, han sad overskrævs, akkurat som han selv, under en meter fra det flade tag. Han var grøn i ansigtet af skræk og klamrede sig til bjælken med begge hænder.

Jonathan nåede ikke at blive vred over forstyrrelsen. Som om en snor var blevet hæftet fast i ham, bevægede han sig ind mod huset med hurtige ryk.

”Du skal ikke være bange, jeg kommer”.

”Læg dine arme rundt om mig og gem dit ansigt i min ryg, så kan du ikke se dybet”, og barnet gjorde, som han sagde, ”så rykker vi os ind sammen, der sker ingen ting, jeg passer på dig.”

Jonathan mærkede barnearmene om sit liv, de pressede næsten luften ud af ham og hans ryg blev våd af tårer og snot. Det hele tog ikke ret lang tid.

Men senere tænkte Jonathan tit på, at hans liv var blevet reddet af tre ord: ”Jonathan” og ”Hjælp mig.” At tre ord havde reddet hans liv, at tre ord var forskellen på liv og død.

-

Hvad er det, der trækker op af dybet?

Hvem er det, der råber vort navn og får os til at opleve, at vi ikke kan undværes?

Hvem er det, der sender os ud i livet, hvor nogen har hårdt brug for os?

Jo det ved vi godt.

Det er Gud, som vi kender fra Jesus og som vi møder, i de andres ansigter. Måske i én, der råber vort navn og beder om hjælp. Og redder vort liv.

Amen

 

Prædiken til 8. s. e. trin kl. 10.00 i Engesvang

 

736 – Den mørke nat forgangen er

504 – O Gud vi falder dig til fode

292 – Kærligheds og sandheds Ånd

637 – Du som mætted tusind munde

439 – O, du Guds lam

321 – v. 6 af O kristelighed

598 – O Gud, du ved og kender

 

Før man overhovedet er kommet i gang med en prædiken om de falske profeter, er man jo blevet slået over munden. For hvem kan udpege nogen som falske profeter uden at pilen peger tilbage på én selv?

 

”På deres frugter skal I kende dem.”

 

Den bedste prædiken over dagens tekst ville vel være et ”Herre forbarm dig!” Efterfulgt af ”Amen!” Men så let slipper jo hverken præst eller menighed.

-

I 1800-tallet var det således, at fattige, teologiske studenter kunne få et ikke ubetydeligt studielegat, hvis de forpligtede sig til efter endt uddannelse på ubestemt tid at påtage sig et embede i Grønland. Sådan fortæller Henrik Pontoppidan i fortællingen Isbjørnen.

 

Og beretter videre om en ung mand, der af nidkære slægtninge påføres såvel det teologiske studium som det grønlandske legat.

 

Studietiden fordriver han ikke med at læse, men med at leve livet, førend det slutter i Grønlands isørken. Og han kan intet, absolut intet, da han tvinges til at tage sin eksamen, fordi et embede skal besættes. Men han består alligevel – skandaløst - fordi man har brug for en præst i en meget afsidesliggende bygd.  

 

Det er som at dø, da han står på dækket og ser Københavns tårne forsvinde i den disede morgenluft. Aldrig mere skal han gense noget af det, tænker han. Nu er livet slut, og han er kun 25.

 

Men da han et årstid har været i bygden, hvor hans præstekald er, et årstid i dyb ensomhed og forgæves forsøg på at bibringe sig selv lidt teologisk lærdom, kommer foråret.

 

Og da vender livet mirakuløst og underfuldt tilbage til ham; for foråret og fjeldet og jagten og fællesskabet drager ham med sig. Og han tager med sin menighed på fjeldet. I løbet af én eneste sommer bliver han som én af dem – den fremmeste jæger og fanger. Han gifter sig og stifter familie, og røgter, når det kræves, sit præstekald til sin menigheds trøst og opbyggelse – han jo én af deres, han taler deres sprog og kender deres liv, fordi han selv lever det. Og ind i den virkelighed forkynder han troen og håbet og kærligheden og de dødes opstandelse.

 

Sådan går mange år, flere årtier.  

 

Men da hans grønlandske kone dør, begynder han at længes efter bøgetræerne og efter en sidste gang af se det gamle land. Og han bliver benådet og givet et embede i Danmark.

 

Men hans fremtoning bærer præg af vildmarkens hårde liv, vildt er hans hår og skæg, stor og stærk er hans krop, og han går i det samme tøj dag ud og dag ind, en slidt fåreskindsvams. I præstegårdens stue hænger der desuden ind imellem et nyslaget får. Det, der normalt forstås ved hygge eller hygiejne, er ikke noget, han bruger mange kræfter på.

 

Kollegaerne bryder sig ikke om ham. De synes, han kaster smuds på præsteembedet. Især fordi det rygtes, at han, når han besøger bønderne, spiser sammen med dem af deres grødfad, sætter sig stille i en krog uden at holde en prædiken eller i det mindste en opbyggelig tale og i det hele taget gør sig til ét med sin menighed.  

 

Menigheden, derimod, holder af ham. Hans enfoldige, renhjertede prædikener, som er til at forstå og ikke er timelange, gør efterhånden hans gudstjenester meget søgte – det var ellers ikke noget, der prægede sognene førhen.

 

Heller ikke det, falder i god jord hos kollegaerne. Og han er sandt at sige også lidt rå og upoleret i sin facon. Udannet og mærkeligt ligeglad med tak og tone og passende opførsel.

 

Så sker det en vinternat, at han bliver han kaldt ud til en døende, en bonde, der har levet som man nu gør, når livet er ublidt og kårene fattige og udsigtsløse; da bliver brændevinen det, man holder sig til, brændevinen, der er varm pels om vinteren og kølighed om sommeren, en varm stue og en blød seng. Og skråen, skråen som dulmer sulten og giver kræfter.

 

Det er vinter, sneen ligger højt, men præsten går uforfærdet ud i det vilde vejr – det er ikke noget at regne. Han træder ind i den fattige stue, giver bonden nadveren og fortæller, så godt han kan om himmerigets rige… Til sidst spørger bonden - han har ellers ikke mælet et ord - om man i al den himmelske dejlighed, kan få en skrå. – Dette afviser præsten på det bestemteste, og bonden vender ansigtet mod væggen. Og siger, at så kan det være det samme.

 

Præsten er tavs nogle minutter. Men da trækker han vejret dybt, tager bondens hånd os siger, at han tog fejl: man kan godt få en skrå i himlen, for Gud vil at hans elskede børn ikke skal mangle noget.

 

Ved denne forsikring udånder bonden med et smil på læben: nu tør han overgive sig til døden.

-

 

Imidlertid går rygtet om skråen Guds i himlen ud over sognet og når ind i nabosognet til nabopræsten, der længe har ærgret sig over kollagens upassende opførsel og store kirkegang.  Der bliver klaget til biskoppen. Og denne foranstalter en visitats, hvor også provst og kollegaer vil være til stede. Præsten kan da forrette gudstjenesten og derpå vil der blive taget stilling til, om han fortsat kan bestride sit embede, hvilket onde tunger har søgt at så tvivl om, ved at sprede det rygte, at han er ved at blive senil.

 

Det forlyder, at han raser i præstegården natten inden visitatsen. Og da søndagen oprinder, bedeslagene har lydt og orglet sætter ind, er der ikke kommet nogen præst. En anden må gå i hans sted, men der er jo rigeligt at tage af.

-    

Da man efterfølgende besøger præstegården er han væk, Isbjørnen, som de kaldte ham. Det eneste han har efterladt er en seddel på døren, hvorpå der står: I har de tyranner, I fortjener.

-

På deres frugter skal I kende dem. – Pontoppidan, der har skrevet historien, var selv det, man dengang kaldte fritænker, men hvordan ånden virker i verden er jo et mysterium, som ingen kan gennemskue. Og måske har denne klartseende gudsfornægter uden i grunden at ville det udlagt dagens tekst bedre end mange andre.  

 

På deres frugter skal I kende dem.

 

Den grønlandske præst var bestemt ikke et perfekt menneske, han var rå og uopdragen og uden særlig stor social kompetence. Og dog bragte han evangeliets trøst og opbyggelse, tro, håb, fred og nærvær til de mennesker, han var præst for.

 

Jeg føler mig vældig ramt af den har fortælling, for jeg ville helt sikkert have været én af dem, der var blevet forarget over hans rå fremtoning, hans søbekål på kakkelovnen, den møgbeskidte præstegård, hans fattige teologiske formåen og hans klodsede sociale færdigheder.  

 

Men ifølge Vorherre skal falske profeter først og fremmest kendes på det, de gør. Det vi gør.

 

Og hvem vover da at sige, at man står et tørt og rent sted, så man kan udpege de forkerte?

 

På deres frugter skal I kende dem.

 

Og Åndens frugt er - med Paulus - kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed.

Amen

 

 

Prædiken til 7. s. e. trin kl. 10.00 i Engesvang

 

751 – Gud ske tak og lov

448 – Du kommer, Jesus – Eigil Hovland

523 – Min nåde er dig nok – August Winding

492 – Guds igenfødte, nylevende sjæle - Ansbach

248 v. 4 på ”Alt hvad som fuglevinger fik”

42 – I underværkers land jeg bor på ”Op al den ting

 

Det er jo almindelig kendt, at vi aldrig hører og forstår en fortælling eller en tekst blankt og neutral, med altid har en forforståelse med os, der for eks. udgøres af vore egne erfaringer med livet. En neutral forståelse eller tydning findes simpelthen ikke.

 

I forhold til de bibelske fortællinger gælder det i særlig grad. For de er jo blevet videregivet og gennemtygget og fortolket og vendt og drejet i århundreder. Og alle fortolkningerne og genfortællinger, vi har hørt gennem år og dag, klinger ligesom med hver eneste gang, vi hører en beretning igen.

 

F. eks. gik det op for mig, da jeg skulle lave prædiken over dagens tekst, som jeg har prædiket over mange gange, at jeg nok ikke før har læst, hvad der faktisk står, men altid læst det, jeg har hørt og troet, der stod om ham Zakæus.

 

 

I grunden står der ikke ret meget.

 

Og hvad der i særlig grad har ramt mig, som noget, jeg troede, stod der, men som faktisk ikke står der, vender jeg tilbage til.

 

Men lad os begynde ved begyndelsen af denne meget nøgterne fortælling.

 

Jesus kommer til Jeriko. Eftersom beretningen ellers er nærig med detaljer, må det have en betydning, at bynavnet nævnes. Jeriko. Det var jo den by, hvis mure israelitterne væltede - fortæller historien – ved at gå rundt om den syv dage bærende på pagtens ark og den syvende dag blæsende i vædderhornene.

 

Eller kort sagt: Jeriko er en by, hvor mure kan falde.

 

I den by bor Zakæus. Og om ham får tre ting at vide: Han er overtolder, han er rig og han er ikke så høj.  – Hvad der drev folk til at gå i romernes tjeneste som toldere, er svært at sige. Men det var nok nød. Og det gav jo godt, toldere var – med rette, som vi skal se - berygtede for at presse penge af folk.

 

Overtolderen Zakæus hører, at Jesus kommer til byen. Og han vil gerne se ham. Vel ligesom når vi gør en indsats for at komme til at se en kongelig person eller en anden berømthed. Og da Zakæus ikke udmærker sig ved sin højde, kravler han op i et træ. Det siger noget om, at Zakæus også er et underligt skamløst menneske, at han er mærkeligt ligeglad med, hvad andre måtte tænke om ham. I en kultur, hvor det ikke er velanset, at voksne løber, er det bestemt heller ikke agtværdigt at klatre i træer.

 

Men det gør Zakæus og dér sidder han så i træet, så han kan se uden selv at blive set. Som planlagt kommer Jesus forbi, han kikker op i træet gennem det tætte løvhang og siger, at Zakæus skal komme ned, for han får besøg.

 

Så langt, så godt. Vi kender jo historien, jeg læste den lige før. Zakæus tager imod Jesus. Men folk er sure, de er vildt forargede. At én, der siger, han kommer fra Gud, vil besøge sådan en kæltring og kanalje, sådan en mand der for Gud og mennesker er en bedrager og en forræder. Har man hørt så galt.

 

Der er jo i alle samfund mennesker, der ikke nyder anseelse, og for Zakæus vedkommende må vi sige: med god grund. Skønt vi måske også kan have lyst til spørge bagom og er nysgerrige efter, hvad der har drevet ham til at blive tolder, endda overtolder? Men det er fortællingen ikke interesseret i at berette. Der er langt større ting på spil.

 

”Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.” Ja, det kan man roligt sige. For selv om vi alle er syndere, al den stund det er et vilkår ved det menneskelige, kan de fleste alligevel ikke lade være med at synes, at der er nogen, der er større syndere end andre. Ikke at det er noget, vi har lært af Vorherre – han gradbøjer ikke det at være synder - men det ligger i os at tænke sådan. Vi kan nærmest ikke lade være. Det er jo en måde at styrke vor egen selvfølelse på.

 

Zakæus bliver grebet af den gode stemning ved måltidet, og han rejser han sig op af lutter bevægelse og siger, at han vil give halvdelen af sin enorme rigdom til de fattige, og hvis han har presset penge af nogen, får de det firdobbelte tilbage.

 

Hvis han har presset penge af nogen? Kan man presse penge af nogen uden at være klar over det? Hvis vi stod frem med en syndsbekendelse, ville vi så komme på at sige: ”Hvis jeg har presset penge af nogen…?” Det tror jeg næppe. At presse penge af nogen gør man ikke i søvne. Det er en meget bevidst handling. Der er simpelthen noget hyklerisk over Zakæus. Og når der så kommer nogen og siger, at han har presset penge af dem, vil han så vedgå det? De har jo ingen beviser og ingen magt at stille bag? Og kunne man ikke også forestille sig, at Zakæus ville begynde at tinge med dem om, hvorvidt han havde presset penge af dem og om det nu også var så meget, som de påstod?

 

Halvdelen af min ejendom giver jeg til de fattige. – Det lyder flot. Men i og med Zakæus´ rigdom er bygget på at udsuge og bedrage de fattige er det vel blot at give dem noget af det igen, som han har stjålet fra dem?

 

Man kan sige, at med Jesu besøg, kommer samvittigheden op i Zakæus, han viser sig som en, der ikke er blottet for moral. Han har dog skam i livet.

 

Og nu kommer det, jeg har læst hen over i årevis: Jeg har altid tænkt om Zakæus, at da Jesus bad ham kravle ned fra træet, blev han et bedre menneske. Han blev forvandlet fra at være en svindler og en pengepuger til at være et hæderligt menneske med omtanke for andres ve og vel. –

 

Og der sker da noget med Zakæus, som sagt, han viser, at han har en smule moral og ikke er blottet for samvittighed … men det der hvis, ”hvis jeg har presset penge af nogen..” fortæller også at han sandelig også er sit gamle selv. Det er jo hykleri.

 

Zakæus er simpelthen ikke blevet en ærlig mand ved, at Jesus har besøgt ham. Det er gået op for mig, selv om jeg altid før har troet, at det var det, der skete. Men når man læser indenad, ser man, at Zakæus bliver ved med at være sig selv. Hans personlighed rummer simpelthen ikke nogen særlig sans for medfølelse eller forståelse selv efter Jesu besøg. Han gør nogle gode ting – giver noget af det væk, han har stjålet – men han bliver ikke et forvandlet menneske. Hvis han var blevet forvandlet, havde han opgivet toldergerningen og foræret alt bort.

 

Og det er lige præcis her, fortællingen udfordrer mig. Måske endda provokerer.

 

For Jesus siger jo ikke, at frelsen er kommet til Zakæus, fordi han nu vil give nogle af sine tyvekoster tilbage, nej han siger, at frelsen er kommet til Zakæus´ hus, fordi også han er en Abrahams søn.

 

Abrahams børn er noget, de fromme jøder kaldte sig selv,

en hæderstitel som handlede om, at være arvinger til Guds rige. At være Guds børn.

 

Så det, Jesus siger, er jo, at også Zakæus er et Guds barn og hører Gud til, også Zakæus har del i Guds rige. Endda selv om han er sit gamle selv og nok vil falde tilbage til de bedrageriske vaner, når Jesus er draget ud af Jeriko. 

 

Det er på én gang opbyggeligt og udfordrende, opbyggeligt, fordi det betyder, at det ikke er vores fortræffelighed, der gør os til Guds børn, men Guds kærlighed. Det at være et Guds barn ligger ikke i os, men i Gud. Men det er sandelig også udfordrende, fordi det jo stiller os på linje med Zakæus, den bedrager. Det er jo ikke fordi, vi er perfekte, men vi sidder da trods alt ikke dagen lang og presser penge af folk. Der må vel være forskel. 

 

Men det er vel det, Jesus siger, der ikke er – i hvert fald ikke overfor Gud. Vi er Guds børn, fordi Gud har bestemt det og har sendt Jesus for at opsøge og frelse det fortabte.

 

På det praktiske plan udfordrer Jesus vores rummelighed. Og vores tanker om, hvordan man skal være for at være egnet til Gud. -  Fortællingen er noget lettere at have med at gøre, hvis man – som jeg indtil nu – tænker, at Zakæus forbedrer sig, at han bliver en anden. Men det er der intet, der tyder på, at han bliver.

 

Og alligevel siger Jesus, at han er et Guds barn… at han hører til. 

Det er sandelig ikke uden grund, at Lukas har husket at få det med Jeriko med. Jeg for skal da love for, at murene falder i Jeriko og alle andre steder.

 

Det er rent ud en rystende fortælling, hvis man fra sig selv kender en smule til småborgerlig selvgodhed. Men omvendt er det jo en livgivende fortælling, hvis man føler sig som én af denne verdens Zakæus´er.

 

Og vi må finde os i det. Vi må finde os i, at Gud ikke gør forskel og opsøger de med rette foragtede og siger, at de hører til, at også de er Guds børn.  Vi må finde os i, at vi hele tiden udfordres til at bruge Guds blik på verden, når vi møder Zakæus ´erne.  Men jo – omvendt også - trøste os ved det. når vi tænker, at vi selv er som ham Zakæus.  

 

At menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det for tabte.

Amen

 

Prædiken til 5. s. e. trin kl. 8.45 i Christianshede og kl. 10.00 i Engesvang

 

69 – Du fødtes på jord

435 – Aleneste Gud

147, 1-6 – Der sad en fisker så tankefuld

331 – Uberørt af byens travlhed

248 v. 4 på ”Alt hvad som fuglevinger fik”

147, 7-9 - Der sad en fisker så tankefuld

 

Hvor jeg forstår Peter som han står der i morgensolen, og Jesus beder ham sejle ud og kaste sine garn i søen. Igen.

 

Han er dødtræt. Hele natten har de arbejdet, kastede garnene ud og trukket dem ind, kastet ud og trukket ind. Om og om igen. Det eneste, de har fanget er vragrester og nogle enkelte, meget små fisk, som hverken gør fra eller til. Sådan har det været et stykke tid. Det er som om fiskene har fundet andre steder at være.

 

De er dygtige fiskere, Peter og Andreas, Jakob og Johannes, de kan deres håndværk. De kan se, når det trækker op til storm og ved, hvor garnene skal kastes ud, de kan bøde et net, så man tror, det er helt nyt. Alle aftner, sabbatten undtaget, tager de ud på søen og kun en storm kan tvinge dem ind før morgenen gryr.

 

Derfor ved de godt, at der kan komme perioder, hvor fiskene ikke er dér, hvor de plejer at være. Det sker med jævne mellemrum.

 

Og dog kan ingen af dem sige sig fri for den mægtige bekymring, at de ikke vender tilbage denne gang, fiskene. Og hvad skal de så leve af? Hvad skal deres børn spise og deres koner sælge på torvet?

 

Hver eneste nat, når de drager ud, håber de på god fangst. Naturligvis. Men det er skuffelsen, de er forberedt på og som de er vant til. Livet har lært dem at være klar til skuffelser, det har lært dem ikke at håbe for stort eller drømme for vildt. De er altid klar til, at noget går galt. Og der er en sær resignation over dem, fordi de har erfaret, hvor magtesløs man er, når søen viser tænder eller nægter at give noget fra sig. Ganske vist går de bange forhåbninger og skuffelserne langt fra altid i opfyldelse, men når de kommer, er de klar. Og det er der også en tryghed i. Det er som om man har styr på noget.

 

Det er vel også derfor, Peter ikke pure nægter at tage ud på søen igen, fordi han er så vant til kræfter, der er stærkere end hans egne, fordi han er så øvet i ting, der ikke lykkes og veltrænet i resignation. Så han tager ud – men Jesus må tage ansvaret for fisketuren, siger han ”på dit ord…” og de kan godt fortælle ham resultatet på forhånd.  – For selv en Gudsmand kan tage fejl. Og Peter kan ikke lade være med i sit stille sind at glæde sig til at vise Jesus de tomme net.

 

Men vi ved godt, at den triumf får han aldrig. Nettene bliver fyldte.  Fede, sølvskinnende fisk vælter sprællende ud i båden, da garnene trækkes op og til sidst må de vinke ad Jakob og Johannes.

 

Og det har ikke engang været særlig svært, de kastede bare nettene ud én gang og trak dem op igen, det er næsten snyd, så let det er gået. Garnene er sprængfyldte, men de holder. Garnene er fyldte til bristepunktet, men de holder.

 

Anderledes med Peters blik på verden, med hans øvelse i skuffelser og hans forventning til, at alting kan gå galt. Alt det holder ikke, det sprænges og brister, da fiskene spræller på bunden af båden. Det, der er sket, er noget, der ikke kan ske: fangsten er enorm, og det ved højlys dag!

 

Og så kan vi jo tænke, at det vel nok var godt; det er vel nok vidunderligt, at Peters pessimisme blev sprængt og brudt ned, da fiskene ved et Guds under vælter ind i hans net. Og det var det da.

 

Men sådan, tror jeg ikke, Peter oplever det. Han er rystet. Det erfares sjældent kun som noget godt, når ens blik på verden bliver gennembrudt og sprængt af det guddommelige og underfulde – selv om det er et nok så modløst og småtskåret blik, vi har.  - Det opleves snarere skæmmende og frygtindgydende. For selv om det er livsforladte ting som skuffelse og modløshed og tro på, at det ikke nytter, vi klamrer os til, så er de dog altid noget – og de kan for det meste tage sig mere trygge ud, end det at drage ud på dybet, hvor håbet og underfuldheden og Guds drømme for os sprænger vores verden. 

 

For Peter var det dobbelt skræmmende, ikke blot blev hans verdenssyn og hans livssyn gennembrudt af det underfulde og guddommelige, af håbet og lyset. Han vidste også, da fiskene blev ved at løbe og løbe fra hans net ud i båden, at han havde med Gud at gøre.

 

Og Gud er nok den, der forstår os og tilgiver og elsker os over al forstand; men Gud er også den, der er større end os og alt, hvad vi kender til. Et møde med Gud og Guds kræfter rummer også det frygtindgydende og skræmmende.

 

 - Og Peter ved, da han sejler ind, at i Jesus har han med Gud at gøre, her er kræfter på spil, som ikke er fra menneske, kræfter, som man kun kan forholde sig til med ærefrygt og ydmyghed. Og skræk. Det er, netop som de gamle sagde, frygteligt at falde i den levnede Guds hænder. For hvad skal man stille op? Og hvad skal man komme med?

 

Det er kræfter, som ikke passer til ham, han egner sig simpelthen ikke til det guddommelige. Han er jo bare et menneske, et ganske almindeligt menneske, der kender sig selv alt for godt og i hvert fald ved, at han ikke er god nok til at have med Gud at gøre sådan i større målestok.

 

Og han vil heller ikke. Han kan slet ikke overskue alle de fisk, der ligger i båden og det under, der er sket. Ja, han griber endda sig selv i at ønske, at det aldrig var sket.

 

Derfor siger han det, da han kommer ind med fangsten: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.”, han vil have at Jesus skal gå derfra, gå væk. Og det bedste argument for at få én, der kommer fra Gud til at forsvinde, må være at fortælle ham, hvordan man er skruet sammen, at man kun er et syndigt menneske, hvis alt for småtskårne blik på verden slet, slet ikke egner sig til det guddommelige vidsyn, til de svimle håb og alt det underfulde. Til den slags kræves der folk af anden støbning. I hvert ikke nogen som ham, Peter, ikke nogen, som livet har lært skuffelsen og som tilværelsen har undervist i resignation. Og som ikke vil tro på underet i første omgang. Nej, han dur ikke.

 

”Gå bort fra mig Herre! For jeg er en syndig mand.” Det er ikke en nedbøjet mands ydmyge tale, det er en jordnær fiskers nøgterne konstatering: En som mig er ikke egnet til Gud og Gudsrigets storhed.

  

Men nu er det jo sådan med Vorherre, at det er ham, der bestemmer. Det er den store nåde i tilværelsen, at det ikke er os, der bærer tilværelsen, men Gud, og at det ikke er os, der kan beslutte hvorvidt vi går an i forhold til Gud, men Gud der forud har sagt, at vi er gode nok til ham og hans rige.

 

For Gudsriget er netop for syndige mennesker, Gudsriget er netop for mennesker, som ikke synes at egne sig til alt det store, der hører Gud til.

 

Og Vorherre vil ikke lade Peter nøjes med sig selv og al den snæverhed, der følger med. Han har større drømme for ham. Og for os.

 

Frygt ikke! siger Jesus til Peter og med et glimt i øjet: ”Fra nu af skal I fange mennesker.”

 

Og Peter med det småtskårne livssyn og med den store beredthed på skuffelser kom til at følges med Jesus. Og han kom til at se større ting, end den dag på Genesaret Sø, gang på gang blev hans verden udvidet af at have med Guds søn at gøre. Men det vigtige er, at han fik blik for, at hele verden er underfuld, at selv de dage hvor fiskenes ikke myldrer ind i fiskenettene, selv de dage er besat og overstrøet med undere. Fordi vi hele tiden har med Gud at gøre.

 

Og når vi læser videre i evangeliet, så ser vi, at Peter, mens han følges med Jesus, hurtig glemmer, at man kan sige: ”det kan jo ikke nytte, vi har slidt hele natten og ingenting fået”. Hans lidt tvære håbløshed fordamper som den evangeliske fortælling skrider frem, ja nogen gange kan vi næsten synes han bliver for vidtløftig af at vandre med Jesus. Han bliver så modig og så fuld af håb.

 

Peter erfarede, at det med om man er egnet til Gud og Gudsrigets storhed ikke ligger i menneskers felt. Det er Gud, der bestemmer, at man er det, og så er det ellers bare om at kaste sig ud i det og tro Vorherre på hans ord, når han siger: Frygt ikke! og byder én begive sig ud på dybet i tillid til Himlen og Gudsrigets storhed, til underne og alt det, der kan ske, når vi har med Gud at gøre.

Amen

 

Prædiken til 4. s. e. trin kl. 10.00 i Engesvang

 

726 – Gak ud min sjæl - Geneve

302 – Gud Helligånd, o kom – Windings melodi

588 – Herre, gør mit liv til bøn

695 – Nåden hun er af kongeblod

439 – O, du Guds lam

Nadververs: 298 v. af Helligånden trindt på jord – Laub

493 v. 5 O du som skabte hjerte mit - Heinrich Schütz

 

I 1992 kom der gammeltestamentlige læsninger med i vores gudstjeneste, og selv om de undertiden rummer Gudsbilleder, vi ikke kan få til at stemme med dem, vi møder i Jesus Kristus, så er det ofte de tekster i gudstjenesten, der er nemmeste at holde sammen på og høre efter. Som f.eks. i dag, med historien, om David og Natan og ”Du er manden”.

 

Det er så menighedens, men nok mest præstens, opgave at forsøge at finde ud af, hvordan teksterne indbyrdes har forbindelse med hinanden. Det er ikke nemt, og man kan godt sige, der er en gåde indlagt i enhver højmesse – og gåder er jo altid stimulerende – der går ud på at finde den røde tråd i teksterne. Eller – og det er det hyppigste: finde spændingen, modsigelserne, modhagerne.

 

Nogen gange er det fuldstændig umuligt, til andre tider – som i dag – går der en tydelig linje mellem David, som forarges over et tyveri af et får, skønt han selv har ladet én af sine soldater dræbe, fordi han havde indledt et forhold til dennes kone, og så til Jesu bjergprædiken: ”Hvorfor ser du splinten i din brors øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til.”

 

Vi forstår, at temaet på den 3. søndag i juli er besindelsen på det, vi selv gør, sammenhold med det, vi fordømmer andre for. Vi kan godt dømme os selv hårdt, og der findes mennesker – og måske er vi nogen af dem – der rummer alt, når det er andre, men er meget fordømmende overfor sig selv. Men det omvendte er mere udbredt, og det er ikke mærkeligt. For vi kender vore egne motiver, vi ved, hvilken nødvendig der driver os, når vi gør noget, der måske ikke er så godt eller fint, mens vi ikke på samme vis kan gennemskue andre.

 

Besindelsen på os selv, på forholdet mellem vore domme og det vi selv gør, er nødvendig ind imellem. For vi vil ikke være nogen, der ser splinter i de andres øjne, men ikke får øje på bjælken i vort eget, vi vil være ordentlige mennesker, og fordi det har det med at skride for os, er det nødvendigt med besindelsen og spejlet, der holdes op for os, som Natan gjorde for David, så han i den grad så sig selv. 

 

På den måde er tingene forholdsvis gennemskuelige i dag, vi kan løse gåden om, hvad teksterne vil os. Men så har vi jo Paulus og hans Romerbrev og ord som virker meget, meget langt borte, selv om de er i hvert fald 1000 år yngre end fortællingen om Natan og David.

 

Paulus taler om det, han kalder forløsningen, verdens forløsning og vores, og skriver om, at der er en sukken i skaberværket efter netop at blive forløst.  - Paulus´ længsel, som han troede, snart ville blive indfriet, knytter sig til Jesu genkomst. Og man kan ligefrem høre, hvor stærk hans længsel er, længslen efter at Gud skal blive alt i alle.

 

Paulus bringer jo med længslen det på banen, at vi er begrænsede og splittede, det er vore vilkår. Vi vil gerne se bjælken i vort eget øje før splinten i vor brors, ja vi vil allerhelst hverken have bjælker eller splinter, fordi vi vil det gode. Problemer er så kun, at det ikke altid går, som vi vil, tiest endda går det ikke, som vi vil.

 

Og det er jo den indbyggende vanskelighed ved at være menneske, at vi altid ikke kan det, vi vil, fordi vi er ufuldendte, fordi det, vi kalder synden, ikke så meget er onde handlinger, som det er et vilkår ved vores menneskelighed, noget vi ikke kan undslippe.

 

Vi kan ikke altid gøre det gode. Ikke kun fordi vi ikke kan, som de syndige mennesker vi er, men også fordi verdens kompleksitet og vore livs forviklethed med hinanden, gør, at en handling, der er tænkt god, kan have helt utilsigtede følger, for slet ikke at tale om alt det uoverlagte.

 

At være mennesker er at leve i spændingen mellem bjælken og splinten kunne kan godt sige.

 

Og hvis vi tænkte os, at vi i dag kun havde to tekster: Gt stærke og kloge og meget rammende fortællingen om David, der bliver konfronteret med sin skændselsdåd og så Jesu ord om, at vi skal efterligne Guds godhed og se på os selv, før end vi fordømmer nogen, så ville der mangle noget. Kristus ville mangle, endda selv om det er ham, der taler i bjergprædiken.

 

For såvel fortællingen om David, som dagens udklip fra bjergprædiken kan jo fint hører til indenfor det alment menneskelige. ”Hvorfor ser du splinten din brors øje, men bjælken i dit eget øje, lægger du ikke mærke til?”, det er ord, som de færreste – troende eller ikke troende – vil være uenige i, den slags som kan få folk, der ikke anser sig selv for kristne, til at sige, at Jesus var en stor vismand f.eks.

 

Når man læser dagens Paulus og ikke synes, man begriber noget som helst, kan man tænke, at han da godt kunne have tiet stille i dag, for nu var det lige så tydeligt og nemt at gennemskue altsammen.

 

Men så, når man graver og funderer, aner man den større visdom - kunne man næsten sige – hvormed teksterne er udvalgt. Ikke så snart har man fundet en glat og gennemskuelig forbindelse – som den mellem David og bjælken og splinten - førend der ligesom skydes en kile ind, og i dag er det Paulus, der kommer med Kristus-kilen eller rettere: Kristus-lyset.

 

Hov, hov siger Paulus: Vi magter jo ikke det gode, endda ikke selv om vi vil. Ind imellem er det os, der er manden, ikke kun når vi har ladt hånt om al ordentlighed, men endda når, vi har kæmpet og prøvet og gjort os umage.

 

Og hvis det ikke var for Kristus, så ville dagens ord være forfærdeligt nedslående og til forveksling ligne meget andet, vi hører, nemlig: tag jer sammen, gør det rigtige, du kan jo godt, hvis du vil!

 

Ikke fordi vi ikke skal stræbe efter det. Men når vi så ikke kan, det vi vil, så er der jo kun fortvivlelsen og selvhadet tilbage. Og det kan vi godt klare selv, det behøver vi virkelig ikke kirken til. Hvis det var selvhadet og fortvivlelsen, der blev stimuleret i kirken, hvad skulle vi her så?

 

Eller sagt på en anden måde: kristentroen er mere end moral, mere end ”gør det rette, og se på dig selv først.”

 

Alt det er der også, men det er jo omsluttet eller indesluttet af en forudsætning, nemlig den, at er vi er elskede mennesker, at der er sagt god for os, at vi går an – uanset hvor frygteligt vi kommer af sted.

 

Og Paulus husker os på den forudsætning, at kristentro nok har med moral at gøre og at vi selvindlysende skal stræbe efter at gøre det gode, det sande og det rette, men det er først i anden omgang, hvis man kan sige det sådan.

 

Kravene kommer i troens optik altid efter Guds kærlighedstilsigelse, efter frelsen i Kristus eller hvordan man vil sige det.

 

Først får vi at vide, at vi er gode nok til Gud, at han vil have med os at gøre og sendte sin søn ind i verden, så vi kunne vide det: at vi er elskede mennesker, at det er det første, der er at sige om os og vi hørte det, førend vi vidste af nogenting. Bagefter kommer så kravene, men den dybe pointe er, at kærligheden ikke forsvinder, når vi ikke opfylder dem. Den er der ubrydeligt, også når vi udpeger splinter i hobetal, skønt vi selv har en helt skov i øjnene, selv da er kærligheden der.

 

Jeg tror ikke, jeg er ene om, undertiden at synes, at de bibelske tekster er vanskelige og tunge og uigennemskuelige, og hvorfor skal vi nu lige høre den i dag.

 

Men der er en dybde i tekstvalget, der fastholder spændingen, ml. f.eks. Guds absolutte kærlighed og Guds krav, og modsigelserne, så at tingene ikke bliver glatte og forenklede, men bevare storheden og det uudgrundelige. Og på én gang taler sandt om Gud og taler sandt om vore erfaringer som mennesker, der lever i verden, så godt vi forstår det og som må have lov at tænke, at vi går an, fordi Gud har sagt, at vi er gode nok til ham.

 

 

 

 

Gudstjeneste ved Bølling Sø 24. juli kl. 21.00

 

Salmer:

726 – Gak ud min sjæl

290 – I al sin glans nu stråler solen

356 – Almagts Gud

0 - Nu er jord og himmel stille

 

Der er en mand, der hedder Ezekiel, han bor i GT og er ikke en, vi møder så tit. En dag kalder Gud på ham, fordi han har en opgave til ham. Og ligesom alle andre, man kan læse om i Biblen – med Jesu mor Maria som den eneste undtagelse - er han ikke meget for det. Det er simpelthen et generelt træk ved de bibelske skikkelser, at når Gud kalder, så siger de: ”Find en anden, Gud, det er nok ikke lige mig, du skal have fat i.”

Men da sker der det for Ezekiel, at han får et drømmesyn, hvor han møder engle og ild og røg og alverdens ting. Og hvor han får en bog, som han skal spise. Og det gør han, for det er en engel, der giver ham den. Det viser sig at være en utroligt velsmagende bog, sød som honning, sprød som nybagt brød. Og da han har sunket den, da mærker han, at bogen er flyttet ind i ham, og at alle dens historier pludselig er blevet en del af ham, som om han selv havde oplevet dem – og det er jo, som man kan tænke, alle historierne om Guds og menneskers fælles liv han har spist, Ezekiel. Og med fortællingerne indenbords så at sige, at så gør han det, Guds vil have ham til.

Det er en spændende tanke, hvis man kunne spise Biblen - og især Det nye testamente, som Ezekiel ikke fik med - og den smagte som honning og nybagt brød og man derefter havde alle fortællingerne med sig bare sådan, og altid kunne trække på dem uden først at skulle blade og læse og finde den rigtige historie frem.

For Biblens beretninger er den stærkeste hjælp til livet, der findes, ja ikke nok med det, også til at kunne dø hjælper de os.  - Biblen er alt muligt, også skøre og mærkelige ting, men først og sidst er den fortællinger om levet liv, om menneskers liv og Guds liv, og om hvordan vi er forbundne.

Når vi kan opleve troens fortællingers mægtige bæreevne, er det jo fordi man nærmest ikke kan erfare noget – det være sig det mest utrolige, vidunderlige eller forfærdelige – hvor der ikke findes en bibelsk beretning, der kan spejle og kaste lys ind over vore erfaringer. Og det er der jo på sin egen måde en trøst i, at nogen har haft det ligesom én selv. Så er man ikke så ene i det. Og der kommer ligesom et større perspektiv på banen.  

Biblen er ikke én bog, men mange bøger, der taler sammen og modsiger hinanden. Og man kan nemt læse den og få alt mulig forfærdeligt ud af den, hvis det er ens dagsorden, når bare man klipper og klistrer tilpas selektivt. Men når man ikke gør det, når man derimod læser biblen med tændt hjerne og åbent sind, så går det op for én, at der er en rød tråd midt i alle modsætningerne og vildskaben, ja i grunden er der mange, men den, der træder tydeligst frem, er den tråd, at Gud elsker mennesket og at verden er et hjemligt sted, hvori Gud selv er kommet for at være.

Vi er elskede og verden er et hjemligt sted. En kort sætning, men med livgivende betydning. Vi er elskede og verden er et hjemligt sted

Og det var jo det, ham Zakæus, oplevede. Hans historie er blandt de mest kendte og elskede i Nt – en udstødt kæltring, hvis liv forvandles, fordi Guds søn kalder på ham, så han mærker, at han hører til.

På den måde er det jo en fortælling om menneskesyn – om hvordan kristendommen udfordrer os til at tænke stort om hinanden og se hinanden som elskede mennesker. Det er en fortælling om, at udstødelse og marginalisering ikke er Guds vilje.

Men den er mere end det – og det er jo det forunderlige ved troens historier, at de er dybe og store og har mange lag i sig.

 – For Zakæus´ historie handler også om, at Guds søn kalder os ned fra de træer, hvor vi har skjult os, fordi vi tænker – i øjeblikke eller i lange, tunge tider - at vi ikke dur til livet, at det er bedst vi holder os væk, for det går ikke for os. Vi har kludret i det, gjort nogen fortræd eller selv været udsat for noget meget svært, er blevet så trængt af tilværelsen, at vi måske slet ikke tør tage livtag med den mere og tænker kan hænde, at vi slet ikke egner os til at leve. Sådan kan vist de fleste have det ind imellem.

Men Vorherres kalder os ned fra de træer, hvor vi har gemt os, han kalder os ud i livet og siger til os, at det er sandt, som han har sagt det: vi er set på med kærlighedens øjne, vi har en plads i verden og det godt, vi er her. Også når vi kludrer og fumler i det; det er godt vi er her, vi hører til, og verden var ikke den samme uden os. 

…Og Zakæus´  historie er jo kun én af troens talrige fortællinger;  der jo som sagt har det til fælles, at kærlighedens røde tråd væver sig gennem dem. Men som rummer meget, meget mere og har det ved sig, at de ligesom blokker verden ud, og åbner for andre horisonter end vore egne. Vore snære cirkler - hvor vi nemt kan komme til at gå i ring – gennembrydes af noget større, lyset kiler sig ligesom ind, så vi bliver i stand til at løfte hovedet og se, op og ud og så vi opdager, at livet er meget, meget større end os. Utrolig meget støre.

Gud være lovet for det!

Vi fortalt ind i Guds historie. Og det er derfor, jeg tænker om troens fortællinger som livsvigtige, og godt kunne drømme om at kunne spise dem, ligesom Ezekiel. Og jeg ved, de vil smage sødt, fortællingerne, som solmodne jordbær og sprødt som nybagt brød.

Amen

 

 

 

Prædiken til trinitatis søndag 2011 kl. 10.00 i Engesvang

 

291 – Du som går ud fra den levende Gud

22 – Gådefuld er du vor Gud på

292 – Kærligheds og sandheds Ånd

582 – At tro er at komme – Laub

439 – O, du Guds lam

Nadververs: - 248 v. 4 på Alt hvad som fuglevinger fik

356 – Almagts Gud velsignet vær

 

Trinitatis søndag står der på skiltet under salmerne. Og fra nu af indtil advent er søndagene så efter trinitatis. Af meget indlysende grunde er der tit nogen – især børn, fordi de har modet – der spørger hvad der dér trini … et-eller-andet, det dér trinitatis er?

 

Og så står jeg dér med mine præsteord, der falder til jorden som vingeskudte fugle, fordi jeg jo ikke selv forstår til bunds, hvad det der med trinitatis, treenigheden er: at Gud på én og samme tid er tre og én? For det er der vist ikke noget menneske, der kan begribe til bunds. Eller forklare.

 

Trinitatis søndag har vi de store kirkefester bag os og har fået sat på plads, hvem Gud er: at Han på én og samme tid er Far, Søn og Helligånd. Og denne treenighed, hedder altså trinitatis, fordi vi af gammel vane ikke helt kan give slip på latinen.

 

Det med at Gud er tre og alligevel kun én, er nok noget, man kan udlede af Biblen, men det står ikke Biblen direkte, ligesom trosbekendelsen jo heller ikke gør. 

 

At Gud på én og samme tid er tre– én, sand, treenig Gud – er det, vi kalder et dogme, noget som man har bestemt i kirken.

 

Endelig fastlagt og fastslået blev treenighedsdogmet ved det store kirkemøde i Konstantinobel – det nuværende Istanbul, dengang kirken endnu var udelt og éen – i 381, hvor man også blev enige om den eneste trosbekendelse, som alle kristne deler – også de ortodokse - nemlig den vi brugte i dag, Nicænum. 

 

Og så kan man jo godt sige, at når det med treenigheden er noget mennesker har vedtaget som et dogme på et kirkemøde – ganske vist under bøn og granskning af skriften, men alligevel - så kunne man også bare beslutte noget andet om Gud?

 

Og dertil må man på én led, svarer jo. Og så alligevel.

 

For der er det at sige til det, at treenighedstanken for det første ikke er hevet ud af den tomme luft, men en konsekvens af grundig granskning af de bibelske skrifter, for det andet havde den levet i kirken i mindst 200 år, da kirkemødet fandt sted. Og for det tredje havde man jo i de første århundreder af kirkens historie gjort sig erfaringer med, hvad der sker med Gudstanken, hvis man ikke siger, at Gud er treenig.

 

Når vi kalder Guds treenig, så siger vi jo at det er den samme Gud, der har skabt verden, er kommet til verden i Kristus og som er her i sin Ånd.

 

For hvad sker der f.eks., hvis man skiller Gud og Jesus ad, og påstår, at den Gud, der har skabt verden ikke er den samme, som ham, der har frelst den? Og det var en forestilling, der var ret stærkt i den tidlige kirke. Ja, hvis man gør det, så bliver jo skaberen af verdenen ond og skaberværket mislykket.

 

Det får som konsekvens, at den skabte virkelighed ikke bliver noget, der har værdig, og kroppen bliver af den grund noget andenrangs og ligegyldigt. For da bliver det den sjæl, som den gode frelser har reddet, der bliver det altafgørende. Men hvis ens egen krop og andres kroppe ikke har betydning, så behøver man jo ikke at tage vare på de andres kropslige fornødenheder, som f.eks. at give sultne mad og så kan man kaste sin krop ud i hvad som helst, for den betyder jo ikke noget.

 

Hvis man adskiller den Gud, der har skabt verden, fra den guddom der har frelst den, så får man et svært liv – for kroppen er jo alt andet end ligegyldig, og man kan ikke gøre mod den, hvad man vil, fordi den jo ikke kan skilles fra det sjælelige og åndelige. Bl.a. fra mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb ved vi, hvor meget krop og sjæl hænger sammen og at en adskillelse dér er falsk og ødelæggende.

 

Og bl.a. netop dem, der ville adskille Gud og Jesus i to forskellige guddomme kæmpede den unge kirke imod, og vandt, og denne kamp på ord - og vel også på menneskelige erfaringer af, hvad disse tanker gjorde ved én – afspejler sig jo også ét eller andet sted i treenighedsdogmet. 

 

For når det med Gudstanken eller Gudsbilledet er så vigtig, er det fordi det har enorm indflydelse på, hvordan man forstår mennesket. Gudsforståelsen og menneskeforståelsen hænger uløseligt sammen.

 

–Der er f.eks. en verden til forskel på, om man tænker: enhver kan frelse sig selv – eller hvilket ord, man vil bruge om det - hvis bare man vil og tager sig sammen. Eller man med troen siger: intet menneske kan frelse sig selv, for det uperfekte er vores vilkår, men i Guds kærlighed frelses vi ved Kristus.

 

Det er svært at holde sammen, men det korte af det lange er, at Gudsforståelsen, Gudsbilledet er af afgørende betydning for vores tanker om, hvad et menneske er. Og så er vi jo der, hvor vi har liv mellem hænderne, hvor alting er på spil. Når vi møder et andet menneske, tænker vi så: der går én, der ikke kommer os ved eller får vi nåde til at tænke troens tanker: der går ét menneske, i hvis ansigt vi ser Kristus selv?

 

Det er to helt forskellige verdner, vi har med at gøre, alt efter, om man tænker det ene eller det andet. Hvilke tanker, man gør sig om Gud er uhyre væsentligt, for det har betydning for, hvad man tænker et menneske er.

 

Og det er derfor der allerede i urkirken stod vældige slag om, hvem Gud er.  Det var derfor, man kæmpede så indædt bl.a. mod dem, der ville skille Gud og Jesus ad.

 

 - Og dertil kommer, at treenighedsdogmet er et værn om Gudsbilledet. Et værn, der hindrer Gudsbilledet i at blive fladt, og éndimensionelt, til at tage i lommen. Et værn der fastholder dynamikken og det uudgrundelige. Treenigheden fastholder simpelthen spændingen i Gudsbilledet, storheden og helligheden i Gud.

 

Og dermed fastholdes også mennesket hellighed som Gudsskabte, og så elsket, at Gud intet skyede for at komme til os i Kristus.

 

Men der er en indlysende grund til, at trinitatis søndag ikke rigtig har folkelig opbakning, om jeg så må sige, for det er simpelthen svært at forstå, det med treenigheden. Og gribe om.

 

Hvis man overhovedet skal nærme sig det, må man bruge billeder – også selv om de ikke holder hele vejen.

 

Og jeg tænker selv, at ét af de såvel alment menneskelige som kristne symboler, nemlig vandet kan bidrage med et nogenlunde håndterligt billede af det der med treenigheden.

 

Vand kender vi mest i flydende form. Men det findes jo som bekendt også i fast form som is og som luftig form, damp. Om vand er is, damp eller rindende, så er det vand, dets kemiske formel er indiskutabelt H2O uanset hvilken form, det har. Og i forhold til det med treenigheden, kan man godt sige – selv om billedet ikke holder hele vejen - at Gud er som vandet. Men vand møder vi jo også i fast form på samme måde, som man mødte Guds i fast form, da Jesus gik på jorden. Og endelig er der dampen, det luftige, som Ånden.

 

Og når det er sagt, så er ikke tilfældigt, man må ty til naturvidenskaben på trinitatis søndag, når vi skal prøve at få skovlen under treenighedsdogmet, for det er sådan en slags teologisk matematik. Og man kan godt sige, at det er for nørder.

 

Men ligesom med pc érne, så ved vi godt, at det, som nørderne kan være optaget af og ved alt om, kan være afgørende for os andre, selv om vi ikke forstår det eller interesserer os nøjere for, hvordan tingen hænger sammen. Vi vil bare have, det virker.

 

Og selv tænker jeg, at når Gud bliver alt i alle, da vil vi forstå det hele, også os, der ikke har anlæg for den teologiske matematik, og indtil da må vi leve så godt vi forstår det og takke for, at kristne før os har gjort sig tanker og erfaringer og formuleret Gudstanken, så der værnes såvel og Guds hellighed som om menneskets ukrænkelighed.

 

 

Amen

 

Prædiken til Pinsedag kl. 10.00 i Engesvang

 

290 – I al sin glans nu stråler solen

289 – Nu bede vi den Helligånd

285 – Hør himmelsus i tredje time

283 - Fra himlen kom den Helligånd

Nadververs: - 248 v. 4 på Alt hvad som fuglevinger fik

11 – Nu takker alle Gud

 

En mand kommer gående hen ad vejen, han er på vej til Nidaros, verdens nordligste domkirke i Trondheim i Norge.

 

Han bærer en rygsæk med sine ejendele, og han har gået langt, i flere dage, og har sovet på simple herberger.  Han går ikke alene – for den, der skal gå langt skal ikke gå alene - men lige nu, hvor vi ser ham, er han kommet foran dem, han vandrer med. Og går for sig selv.

 

Han er på pilgrimsvandring, denne mand, og går på den ældgammel pilgrimssti gennem Gudbrandsddalen. Vandringen er for ham én på gang alvorlig og helt vidunderlig oplevelse. Han sanser hvert eneste af sine skridt med glæde, han nyder solen og vindens luftning, ja han fryder sig endda, når det regner – blot at være i det fri.

 

Men selv om man kan se på ham, at han er elsker at være på vandring, så er der en skygge over hans ansigt, noget forpint, som om han bærer på en stor sorg. Eller en skyld.

 

Og jeg kan fortælle, at det gør han. Vi ville måske bruge andre ord om det, end at han bærer på en sorg, men skyld ville vi være helt indforståede med. For når manden ser ud til at være så tilpas dér under Guds himmel, er det fordi, han ikke er forvænt med solskin og frihed og frisk luft.

 

Til daglig bor han i et fængsel, han udstår en længere straf, men har – som led i et forsøg for særligt velafrettede fanger – fået lov at gå med fængselspræsten på pilgrimsvandring sammen med dem, som han nu er kommet foran. Det er først på sommeren. Heldigvis, tænker manden og dem, han går med, for da er der få vandringsfolk på stien. For hver gang man møder nogen, så spørger de jo, venligt og hjerteligt: ”Nå, hvor kommer I så fra?” Og så må man svare noget. Det helt rigtige svar er jo: ”Vi er såmænd bare nogle kriminelle fra Ullermo fængslet i Akershus, I ved det for langtidsfanger?”

 

Men det siger man jo ikke – eller det siger man i hvert fald kun én gang. For når, man har sagt det, så sker der noget i øjnene på dem, man taler med, og så siger de: ”Nå men fint. – Vi skal også videre. God tur!” og går hastigt derfra.

 

Efter første gang siger man bare: ”Akershus, vi er på tur med vores præst.” ”Sådan en rigtig mandetur,” svarer så dem man møder: ”Ja, sådan en rigtig mandeturer,” siger man og krydser armene på ryggen, så tatoveringerne ikke kan ses helt så tydeligt.

 

Eller også siger man bare den by, man er født i, som ingen kender, det er også en mulighed.

 

Der sker noget med én, når man sidder i fængsel, og uanset hvor nødvendig en institution, fængsler måtte være i et retssamfund, så er det ikke et sted, der forbedre mennesker. Fængslet er for det første et meget stressende sted at opholde sig – svage og stærke fanger, og den slags. Og når man er indsat bliver man altid mødt med mistro og mistillid. De øjne, der ser på én, stoler – sikkert af gode grunde og belært af erfaring – ikke på én. Blikkene i fængslet gør én mindre, og som månederne og måske årene går, begynder man jo at se sig selv på samme måde som man selv bliver set. Der bliver foragt i ens indre blik, i ens blik på sig selv.   

 

Spørgsmålet: Hvem er du? bliver vanskeligt at bevare? På én måde ville det være rigtigt at sige: ”Jeg er kriminel, indsat.” For sådan ser andre på én og mange vil mene, at det fortæller alt. At man er én, der har lavet noget, som man er i fængsel for. Men det, at man er i fængsel, fortæller på den anden side ikke så meget, hvem man er, som det fortæller om noget, man har gjort. – Og bortset fra det, er man jo også er en bror og en søn, måske en far, man er ven og arbejdskammerat og én, der kan lide at lave mad og køre på motorcykel, og som kan blive indigneret over uretfærdighed, én som engang spillede kornet og var med i spejdernes tambur-korps. Og meget mere. Og altså også én, der kan lide at gå og være under solen og mærke vinden og regnen mod ansigtet.

-

Som sagt er denne pilgrimsvandrer kommet foran de andre. Han har så mange kræfter, synes han, og har brug for lidt ensomhed og tid til at tænke uden at skulle tale med nogen. På den anden side skal man jo heller ikke kommer alt for langt foran, så da han kommer til et passede sted, hvor pilgrimsstien ligger tæt på en gårdsplads, sætter han sig i grøften og krænger rygsækken af. Og så sidder han dér i grøftekanten på Gudbrandsleden, ikke langt fra en gammel norsk gård.

 

Men da kommer konen på gården ud af huset. Hendes blik vandrer over gårdspladsen og rammer manden, der sidder dér i grøftekanten, et syn, som hun, al den stund huset ligger op af pilgrimsstien, må have set utallige gange. Og det første han tænker er, at han måske ikke må sidde der. Men hun smiler og kommer hen i retning af dér, hvor han er. Og manden tænker: nu gælder det om at holde tungen lige i munden, hvis hun spørger om noget. Og ikke bare sige alting som det er, fordi hun ser venlig ud.

 

Da hun når hen til manden, smiler hun stadigvæk og spørger med en meget rolig, varm stemme: Er du pilgrim? Og manden tænker: Er jeg det? Hvad siger jeg lige… ? Han tøver nogle sekunder, men da hører han sig selv sige: ”Ja. Ja, jeg er pilgrim.”

 

Hvis man går med en rygsæk på en pilgrimssti, er det et nærmest banalt svar. Men for manden mærkes mærkeligt at høre ordene komme ud af sin mund, som om han er blevet en anden ved at sige dem, som om han er blevet forvandlet, skønt han knapt ved, hvor de kommer fra, ordene. For når man kalder sig pilgrim, så siger man jo, at man et menneske, der vil gå Guds vej; og det kan man kun sige, når man ved, at man er elsket, når man ved, at man må være i verden på trods af alt, hvad man forbrød, og at det er godt man er her.

 

Så kommer det næste spørgsmål i naturlig forlængelse af det foregående, med samme åbne blik og ro i stemmen spørger hun: ”Hvor kommer du fra?”  Manden svarer som sandt er, at han kommer fra Akershus - uden at definere nærmere. Hun nikker: ”Du er måske tørstig? Det er varmt i dag. Jeg kan hente et glas koldt vand til dig, hvis du har lyst. Vi har godt vand her på gården?””

 

Han nikker og siger tak. Og hun kommer med vand. Et stort glas, og får øje på hans vandflaske, der stikker op af rygsækken, og spørger, om den ikke også skal fyldes? Igen siger han tak. Da hun vender tilbage med hans vandflaske, siger hun: ”God tur videre. Det er godt, at der findes pilgrimme.”

 

Så går hun ind igen og fortsætter med det, hun var i gang med.

 

Hvem er du?

Hvor kommer du fra?

Er du tørstig.

God rejse videre!

Det er godt, der findes sådan nogen som dig!

 

Og en mand, der svarer noget, som han alt andet lige er meget usikker på, om han kan stå inde for: Ja, jeg er pilgrim.

 

-

Historien om manden, der har fået udgang for at gå pilgrimsvandring, er en hverdagsfortælling, en banal og almindelig beretning om små hændelser, der finder sted mellem mennesker hver eneste dag. Men samtidig – og det er derfor jeg har fortalt den – er det en pinsefortælling. For i pinsen fejrer vi jo, at Gud virker i verden og er i sin kirke, selv om vi ikke kan se ham.

 

Pinsen forkynder, at troens fortællinger ikke hører en svunden tid til eller er noget, der var engang, men at de bliver til hele tiden, hvert eneste øjeblik og vi er med i dem, fordi Gud i sin Hellige Ånd virker i verden.

 

Helligånden er i ordene, når mennesker spørger åbent: Hvem er du? Hvor kommer du fra? Jeg har set dig. Så den anden mærker, at man har en plads i verden, og at det er godt, man er der. Er du tørstig? Det er godt, der findes nogen som dig! God tur videre!

 

Sådanne ord er nok hverdagsagtige og helt almindelige. Men det er samtidig også stor–ord, som en svensk forfatter har udtrykt det, Gudhelligånds ord.

 

Og mandens svar: Ja, jeg er en pilgrim – eller sagt på en anden måde: ja, jeg er et menneske, som Guds elsker, ja, jeg er et menneske, der i dåben er indføjet i Guds fortælling. Også de ord, Helligåndens tale. For det er troens tale.

 

Gud er kommet til verden for at blive. Det er i korthed, hvad pinsen betyder, den mest uhåndgribelige højtid af alle, fordi vi nu engang bedst kan forstå det, vi kan se og røre ved.

 

Gud er i Jesus Kristus kommet til verden for at blive. Nok kan vi ikke se ham, som man kunne, da Jesus gik på jorden, men kærlighedens, håbets og troens tegn sættes alle vegne hele tiden. Helligånden med liv og kraft huser i verden hvert eneste øjeblik.

 

I alt hvad vi lever og ånder, elsker og håber, tror og vover er Guds hellige ånd.

 

Glædelig pinse!

Amen

 

Prædiken til 5. s. e. påske kl. 10.00 i Engesvang

 

746 – dig store Gud til ære på

448 – Fyldt af glæde

586 – Stol du kun på dit fadervor

41 – Lille Guds barn, hvad skader dig

Nadververs: 248 – v. 4

724 – Solen stråler over vang 

 

Der kommer en mand gående hen over en tør slette, han går mod syd. Det er ikke en ung mand, heller ikke en gammel, men en mand i den alder, som man, når man selv når dertil, kalder ”sin bedste alder”. Det er gået ham godt i livet, det kan man se; man kan se det af den måde, han går på, den måde han holder hovedet på og den måde, hvorpå han betragter ting.

 

Han ser venlig ud, én af den slags mænd, som man ville henvende sig til, hvis man savnede én at spørge om vej. Og han er da også et udmærket menneske.  Men ligesom alle andre har han ting med sig i sin bagage som han vandre dér over sletten. Han har f.eks. erfaringer fra to ægteskaber – og mere end det - ikke to på hinanden følgende ægteskaber, men to på samme tid. Sådan er hans tids normer. Det ene ægteskab har han indgået frivilligt, og det er lykkeligt, det andet har han indgået både mod sin vilje og det er mere kompliceret. Nemmere er det ikke blevet af, at hans to koner er søstre.

 

Vanskelighederne kræver vist ikke den store fantasi at sætte sig ind i. Og den kone, han har fået prakket på, lever i en relation, hvor hun ikke bliver set - det er værre end ikke at blive holdt af. Det er også hende, der er den ældste og grimmeste og mindst charmerende, og hun har kun undgået at visne af mangel på synlighed, fordi hun har fået mange børn, stærke, livskraftige sønner.

 

Men det med ægteskaberne hører til det mere almindelige, som han bærer med sig.  Til det almindelige - i hvert fald i hans tid og på hans sted - hører også alle de geder og får, køer og kameler, tjenestefolk, koner og børn, som kommer gående sammen med ham. Og det er, når man ser flokken, at man ved, at det er gået ham godt. Den er stor. Støvet ligger som en sky over den.

 

Selv tænker manden, at hans erhvervsmæssige - og for så vidt også familiemæssige - succes skyldes Gud Herren. Og hver dag, før solen står op, og når den er gået ned, takker han for nåden, for alt det, han har fået ufortjent.

 

Tanken om, at Gud ikke skulle findes, er aldrig opkommet i ham, den er ganske simpelt umulig for ham. Gud er det mest selvfølgelige, mere selvfølgelig end jorden, han træder på og den støvfyldte luft, som han indånder.

 

Som sagt: mandens familiære og erhvervsmæssige forhold hører ind under det almindelige, det, som de allerfleste med varierende held har erfaringer med. Men han har mere med sig, noget som nok overskrider det almindelige, noget der nager og piner ham. Og det har ligget ét eller andet sted i mere end to årtier. Sommetider har han glemt det, i dage uger og måneder, men det er altid vendt tilbage. Og det, der er skyggen i hans ellers udmærkede liv, er forholdet til hans bror. Han har ikke set ham i tyve år, men han tænker ofte på ham.

 

For samtidig med at denne mand er et udmærket menneske, er han også én, der har bedraget sin bror eftertrykkeligt og franarret ham det, der rettelig tilhørte ham. Og selv om han trøster sig med, at det alt sammen var efter deres mors tilskyndelse, så ved han godt, at man aldrig kan sige, at det var en andens skyld og fralægge sig ansvar. Ethvert voksent menneske må tage ansvar for sine handlinger. Og må tage skylden på sig. –

 

For os er det svært at forstå, hvad der i grunden er på spil, men hvis man havde gået ved siden af denne her mand den gang, havde kendt hans samfund og dets normer, så ville man vide og forstå, at det, manden har gjort, er utilgiveligt: ved at iklæde sig sin brors tøj, har han narret sin gamle, blinde far til at give sig den førstefødtes velsignelse, selv om han er nr. to. Og så var der kun forbandelse tilbage til hans ældre bror.

 

Forstå det, hvem der kan, men det korte af det lange er, at denne udmærkede mand har bedraget sin bror – værre end hvis han var løbet bort med hans kone. For mere end tyve år siden. Han måtte flygte, for broderen var så rasende, at han ville slå ham ihjel.  

 

Og i over tyve år har han så levet – og i grunden levet godt – selv om det har plaget ham ind imellem med dette uforløste forhold til broderen, en tvillingbror, er det oven i købet.

 

Men der kommer et tidspunkt for mange af os, hvor vi må tage fortiden på os, hvor man tænker, at man ikke kan dø i fred – når den tid kommer – hvis ikke noget er udsonet.

 

Og vores mand, der i øvrigt hedder Jakob, er kommet så vidt i denne proces, at han ikke kan holde det ud mere. Han er endda – tror han - villig til at betale med sit liv, blot forsoningen kan komme i stand. Fortiden har indhentet ham, han kan ikke leve med sig selv mere, hvis ikke regnskabet gøres op

 

Og det er jo mærkeligt, hvordan man i årevis kan leve med noget, man forbrød og én, man gjorde ondt, og i grunden leve fornuftigt med det, og så pludselig på et tidspunkt, kan man ikke leve med det mere, så må det forløses. Koste hvad det koste vil.

 

Og Jakob her er netop på vej for at møde sin bror og forsone sig med ham – dvs. om der kommer en forsoning i stand, aner han ikke. Hans bror kunne også meget vel benytte lejligheden til at slå ham ihjel, måske er hans forurettelse og vrede vokset i alle disse tyve år, måske har han kælet for hævnens bitre sødme.

 

Jakob aner det ikke. Men han ved, at han skal møde ham på den anden side af vadestedet. Sendebud er gået den ene og den anden vej, og de har en aftale, han og broderen. Og da hele den brogede flok slår lejr for natten sørger han for, at de gør det på den rigtige side af floden, den modsatte side af dér hvor han skal møde sin bror den næste dag.

 

Alle sover, men Jakob kan ikke sove. Morgendagens møde plager ham, ikke blot som en besværlig opgave kan plage os dagen før, men han er dødsensangst. Han har ikke lyst til at dø. Han ved godt, at det er ethvert menneskes lod, men han begærer så meget mere af livet. Og hvordan skulle hans familie klare sig uden ham? 

 

Hvor angst kan et menneske blive? Det kunne man spørge Jakob om, som han går der i natten. Hvor angst kan et menneske blive? Han kan ikke finde ro i sit telt. Og han går og trygler Gud, er ikke selv klar over, at det er det, han gør: beder og trygler. Men det er det. ”Gud bevar mit liv, lad mig forsone mig med min bror, lad ham skåne mig, vær med mig som du har været med mig hidindtil.”

 

Han går ud i floden. Ved vadestedet. Og det i mere end én betydning. Det mørke, kølige vand strømmer om hans fødder, der er ingen måne, men buldrende mørkt, for stjernes lys kan ikke nå ned på jorden. Og dér, midt i vadestedet er det som om, der kommer én og overfalder ham. Der er noget han må kæmpe med og mod, det mærker han. Midt i vadestedet. Om det er hans egen angst eller det er Gud Herren selv, er ikke sådan at afgøre.

 

Jakob kæmper hele natten og undervejs i kampen mærker han et voldsomt slag mod sin hofte, men han slipper ikke, han kæmper videre. Indtil endelig hans modstander siger: Slip mig, slip mig, for nu kommer lyset og i lyset skal du ikke se mig. Men Jakob giver ikke slip, han holder fast, han holder fast mens hans råber den anden ind i ansigtet: ”Jeg slipper dig ikke, før end du velsigner mig! Jeg slipper dig ikke, førend du velsigner mig!” – Det er noget af et krav at stille, hvis det er Gud Herren han kæmper med.

 

Det er bøn som kamp.

 

Og Jakob bliver velsignet. Og giver slip. Han har fået noget ud af sin kamp, selv om det forbliver usikkert, om det er sig selv, han har kæmpet mod, sin angst, sin skyld, sin fortid eller det var Gud Herren der kom til ham dér i vadestedet.

 

Han halter, da han stiger om fra vandet, nu mærkes slaget på hoften. For ingen slipper uskadt gennem livet. De fleste slag sidder godt nok indvortes, og mærkes mest af den, der får dem. Men Jakobs kamp med Gud og med sig selv kan ses uden på. Han halter på grund af slaget, han fik på hoften.

 

Og alligevel har han det helt anderledes, da solen står op, end da den gik ned. Han er ikke bange mere. Han kysser sine koner, særligt den ene, men til hende han har delt ulykken med siger han: ”Du har altid været mig en god hustru, du har givet mig stærke, skønne sønner, må Gud velsigne dig.” Han kysser sine børn. Og da solen har nået den aftalte højde, går han over vadestedet. Ubevæbnet.

 

På den anden side står hans bror Esau; han har mange mænd med sig, flere end Jakob umiddelbart kan tælle. Da Esau ser, at Jakob kommer ubevæbnet, griber han til sit bælte, hvortil sværdet er hæftet, løsner det og lader det falde til jorden og lægge spyddet ved siden af. Og de falder hinanden om halsen og græder. Jakob siger, at han vil give Esau sin rigdom som bod for sit bedrag dengang, men Esaus svarer, at han ikke mangler noget.

 

Og her slutter historien om bøn som kamp, om bøn som dette at sætte alting ind for at fravride Gud velsignelsen, eller for at få sin egen vilje og Guds vilje til at stemme overens. Og den turde ikke være ganske ubekendt, denne kamp.

 

Men forskellen mellem Jakob dengang og os, er, at når vi kæmper med Gud i vadestedet, når vi trygler og beder og måske endda råber, da kan vi gøre det i Jesu navn.

 

Jesu navn betyder jo, at der er én, der har de samme erfaringer med menneskelivet, som vi har, der er én som kender angsten og ved, hvad det gør ved én at stå i vadestedet, der er én, der selv har råbt til Gud, tryglet og bedt: lad mig slippe for mishandling, ydmygelse og forsmædelig død, jeg har ikke lyst til at lide, jeg har ikke lyst til at dø. Der er én, der kender til det med at kæmpe med Gud for at få sin egen vilje og Guds vilje til at bøje sig mod hinanden.

 

Der er én der ved hvordan det er at leve, én som også er i himlen. Derfor beder vi i Jesu navn.

 

Amen

 

Prædiken til 4. s. e. påske kl. 10.00 i Engesvang

 

406 – søndagmorgen fra de døde

305 – Kom o Helligånd kom brat

249 – Hvad er det at møde?

455 – Mindes vi en fuldtro ven - Hartmann

439 – O, du Guds lam

Nadververs: 248 – v. 4 på Alt hvad som fuglevinger fik

724 – Nu blomstertiden kommer – Svensk folkevise

 

 

Her i glædestiden mellem påske og pinse er det evangelisten Johannes, der har ordet hver eneste søndag. Og som præst kan man godt gribe sig selv i at ånde lettet op over frisøndage og konfirmationer, fordi Johannes er så … teoretisk, så dogmatisk og dybsindig og rigtig svær at høre efter og gribe om og holde fast.

 

Men det, han vil os i dag, er jo at fortælle om Jesu bortgang som forudsætning for Helligåndens komme og om, at Jesus er ét med sin far, at Jesus kommer fra Gud – er Gud - og at vi i Jesu gerning ser Guds gerning og i Jesu ansigt Guds ansigt.

 

Det kender vi jo ellers ud og ind og bruger ord om det mange gange i løbet af en gudstjeneste: Fader, Søn og Ånd. Sådan er det jo bare, der er – i hvert fald indenfor kirkens rum – en selvfølgelighed over det. Men sådan har det bestemt ikke altid været. I den unge kirke var det det, hele slaget stod om: først om Jesus og Guds var ét og dernæst om treenighedslæsen.

 

Og det er det med Jesu guddommelighed, der er på spil for Paulus, hvis omvendelseshistorie har en helt anderledes fortællemæssig fremdrift end Johannes-teksten. Men som altså rent dogmatisk handler om det samme: at Alt hvad Faderen har, er mit, som vi hørte hos Johannes.

 

Paulus er en både forunderlig og uomgængelig figur i kirkens historie, ikke kun fordi han har skrevet mange af brevene i Nt og grundlagt talrige menigheder, men også fordi han er den første til at give troserfaringerne mund og mæle. Paulus skriver ud af Kristustroen og ud af, hvad den tro gør ved hans liv.

 

Samtidig med, at Paulus er teolog og tænker dogmatisk – for det har han lært som jøde – så fortæller han altså i sine breve, om sine erfaringer med troen på Jesus Kristus, hvad det betyder i et konkret menneskeliv, at Jesus kommer fra Gud.

 

Og det trøsterige ved Paulus´ historie er, at han ikke er et perfekt menneske, ikke en superkristen eller én, der altid gør og siger det, han burde. Paulus er et levende, et sandt menneske.

 

 – Især hvis man tager den nyeste oversættelse af Nt – Den ny Aftale – kan man ligesom læse ham over skulderen og se hans forfængelighed, man kan se, at han nok er én, der gerne ville bestemme og var vant til at blive hørt, fordi han havde så stor en personlig autoritet. Og mna kan også se, at han – ligesom enhver af os – er indfældet i den tid, der er hans, i dens tænkning, og dens kvinde- og samfundssyn f.eks.

 

Det lyder undertiden, at vi i kirken ikke skal løbe efter tidsånden, men forkynde evangeliet.  Og det er både sandt og vigtigt at lægge sig på sinde. Men sagen er, at intet menneske kan frigøre sig fra sin tid og fra sin tids kultur og tænkning. Det er umuligt. Hvor indfedtet vi er i vores tid kan vi ikke selv se, men når der kommer afstand ind, kan vi se det hos andre – som f.eks. hos Paulus.

 

På den måde er en skelnen mellem evangeliet og tidsånden umulig. Og evangeliet er jo netop også, at Gud har fået krop og skikkelse i verden, har gjort sig til ét med verdens brogede liv, har kvalificeret verden, kan man rolig sige. Jesus blev menneske i en bestemt tid. Af samme grund er evangeliet også altid forkyndt ind i en tid og i en sammenhæng. Vi lever aldrig i en blank og bar tid, man kan ikke være neutral. I ens egen tid er det bare svært at gennemskue det, der hedder tidsånden. Fordi vi er forviklet i den, ligesom også Paulus var.

 

Og det betyder jo også, at vores brug og vores tolkning af evangeliet afhænger af vores sammenhæng. – Det slog mig så meget, da jeg forleden i avisen læste om en journalist, der havde været politisk fange i ét af Irans mest berygtede fængsler. Hun havde fået lov at få en Bibel udleveret, og en Koran i øvrigt også. Og én af de ting i evangeliet, der gav hende kraft, var nogle Jesus- ord, som de fleste af os nok aldrig har haft brug for til opbyggelse, nemlig ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel”.

 

Og sådan er evangeliet altid til i en sammenhæng. Således også i apostlen Paulus´ forkyndelse, hvilket bliver meget tydeligt i forhold til at hans kvindesyn og hans syn på ægteskab og seksualitet, der fuldstændig modsvarer hans egen tid, men bestemt ikke vores.

-

 

Samtidig med, at Paulus er en uomgængelig figur i kirken, er der også noget gådefuldt over ham, endda selv om man har den historie med, jeg læste i gudstjenestens begyndelse om, hvordan hans liv blev drejet 180 grader. Det er – ud fra et menneskeligt synspunkt – utroligt, at man kan flytte sig så meget som Paulus gjorde, at man kan blive så forvandlet.

 

Paulus var som bekendt én af lederne i kampen mod de kristne – hvis ikke lederen. Og det var han jo, netop fordi han IKKE mente, at Jesus var fra Gud, fordi han var overbevist om, at Guds ansigt ikke kunne ses i en mand i støvede sandaler, som endte sit liv med at blive henrettet på ynkeligste vis. Sådan var Gud ikke, det vidste Paulus. Og de, der hævede det, krænkede Gud, udøvede blasfemi mod Guds hellighed.

 

Og lige dér var Paulus ikke i tvivl om, at alle midler gjaldt: når nogen krænkede Gud, så måtte de undgælde med deres frihed, ja med deres liv. Det var så nemt for ham. Sandheden var enkel, klar som glas. Og da han bad om gode mænd til at følge sig til Damaskus for at tage fat om ondets rod i denne nordlige by, så var det en dyb følelse i ham, at han tjente Gud, at han kæmpede for det gode. For Jesus var bare en charlatan – hvilket hans død da også viste – med Gud havde han intet at gøre. Og de, der troede det, måtte udryddes.

 

Og så er det, han bliver standset, blindet, kastet til jorden og tiltalt med Jesu stemme: ”Hvorfor forfølger du mig?”.

 

Og fra det øjeblik er hans liv som bekendt et andet.  Han fortæller ikke selv så meget om det – af gode grunde, det var jo en historie, som hans menigheder kendte ud og ind, det alle ved, skriver vi jo ikke om – men et enkelt sted hentyder han til det ved at sige, at han selv er den ringeste af alle apostlene, fordi han har forfulgt Guds kirke.

 

Når vi læser Paulus over skulderen, så ser vi hans tro og hvilken kraft der er i den – som når han skriver fra fængslet og insisterer på, at menigheden skal glæde sig og ikke fortæller om sine egne lidelser – ud over, når han skal bruge det i en argumentation. Eller da han lænket og bundet med udsigt til en dødsdom beder og synger og forkynder evangeliet for de andre fanger.

 

Og det er meget stærkt og opbyggeligt. Men mest opbyggelig er Paulus måske, år vi ser hans svaghed, når vi ser hvor menneskelig han er, ind imellem forfængelig og rethaverisk og uden så megen sans for, at ikke alle ligner ham – f.eks. i forhold til erotik og ægteskab.

 

Men Paulus´ historie er simpelthen en fortælling om evangeliets nærvær i et menneskes liv, hans historie og hans breve er fortællinger om erfaringer med troen, erfaringer af, hvad der kan ske med et menneskes liv, når det lever i lyset af evangeliet om Jesus Kristus.

 

Og der er som sagt ikke noget perfekt ved det, Paulus er ikke det fuldendte menneske – han siger det endda selv, dér hvor han fortæller, at han har en torn i kødet, hvad så den går ud på.  – Nej, han er et levende menneske, der efter bedste evne søger at leve sit liv i lyset af den omvæltende indsigt, der ramte, da han med ét forstod, at Jesus er Gud og kommer fra Gud, at kærligheden har fået krop og skikkelse i verden og at Guds selvåbenbaring er en martret mand på et kors.

 

For evangeliet er ikke teori – jo det er det også på den måde, at Guds fortællingen kan være genstand for tænkning og systematiske overvejelser, som vi ser det hos evangelisten Johannes, f.eks. - men evangeliet er jo først og sidst et lys, der kastes ind over vore liv, så vi ser tingene på Guds måde og får nåde til at se os selv med Guds øjne. Evangeliet er et lys, der kastede ind over os og vore liv, måske ikke så stærkt som det blændende hvide lys, der ramte Paulus, så han for en stund mistede synet. Men et lys.

 

Et lys som kaster nogle bestemte erfaringer af sig, troserfaringer, ikke erfaringer af at være perfekt og evig god, men erfaringer af at kunne skelne mellem godt og ondt, erfaringer af at være båret og omsluttet af kærlige hænder, erfaringer af at en sprække åbnede sig dér, hvor lukketheden eller syntes afgjort, erfaringer af mod og håb og af pludselige indskyldelser, som man måske vovede at følge… troserfaringer.

 

 

 

Prædiken til musikgudstjeneste St. Bededagsaften

19. maj kl. 19.00 i Engesvang Kirke.

 

 

Vi danskere har det jo med at tage glæderne på forskud. Julen fejrer vi aftenen før, Skt. Hans ligeså og også Mortensaften. Og med store Bededag gælder det i allerhøjeste grad. De varme hveder siger os mere end bod og bøn. Og det er vel fordi, vi har forstået det væsentlige: at brødet er noget elementært og at det at spise sammen og være fælles livsnødvendigt.

Store bededag er da også et skrækkeligt eksempel på, hvad der sker, når det er økonomerne og administratorerne, der fastsætter helligdagene og uden smålig skelen til kirkens rytme og tid. At have en bods- og bede dag er vigtigt nok, men den skulle jo ikke ligge her midt mellem påske og pinse, der er en festtid i kirken – og i naturen – men om efteråret, ligesom den gør i den tyske, evangeliske kirke.

Men nu ligger store bods og bededag altså her midt i foråret og festen og så kan vi ligeså godt se at få de bedste ud af den, hvilket ikke er så svært, fordi det med at bede til Gud altid er aktuelt og vedkommende, og noget vi skal mindes om – ikke for Guds skyld, men for vor egen skyld.

For ikke så mange år siden var det skik i mange hjem, at man bad en morgenbøn og sang en morgensang, førend man begyndte på arbejdet og tilsvarende om aftenen. Det gør man ikke mange steder længere, og det er jo ét af de tab, som det moderne liv har medført, tab af vaner og traditioner, tab af ting, vi gør sammen uden at spekulerer for meget over det. I dag er bøn noget, der nok fortrinsvis optræder i tre sammenhænge: i kirken naturligvis, i aftenbønnen hos de af os, hvor det ligesom har hængt ved og så når vi er i knibe.

Bønnen er blevet individualiseret, den er - ud over i kirken – noget vi gør for os selv, alene. Den er ikke mere en del af det fælles liv og de fælles vaner og rytmer – ud over i kirken heldigvis.

Det er jo ikke nogens skyld, det kan man vel ikke sige, eller nogen, der ikke har gjort noget godt nok. For tiden er større end os, vi er blot i den. Og samfundsudviklingen er jo noget meget kompliceret og stort som ikke engang dem, der har magt, kan styre. Men vi kan konstatere, at det at bede i fællesskab og bøn som en fælles, daglig vane længe har været på tilbagetog og nu næsten er forsvundet.

Ligesom alt andet er troen og bønnen blevet op til den enkelt og derfor meget privat. Det var nemmere, alt det med Gud, dengang bønnen var en del af den fælles livsrytme, hvor man bad sammen hver dag og nogen gange tænke på Vorherre under bønnen, andre gange ikke, men alligevel var med i den og blev fyldt af ordene og stilheden og uanset hvor fraværende man var, alligevel vendte sig mod det, der er større end én selv. 

Men som sagt skal vi i dag vælge at bede, ligesom vi skal vælge alt muligt andet. Meget lidt ligger i kortene eller er en del af det fælles liv og de faste traditioner. Og det er jo ikke kun dårligt, men ind imellem er det alligevel forfærdeligt belastende, at vi hele tiden skal tage stilling og vælge og forholde os. Det kunne være godt, hvis f.eks. det at bede til Gud var noget vi gjorde, som en del af livsrytmen, ligesom morgenkaffen.

Men den tid er forbi – dog hvem ved: måske kommer den igen en dag, fordi vi behøver det så stærkt.

I hvert fald kan man se i det kirkelige landskab - og såmænd også udenfor det - at det med bøn efter mange års udsultning igen er blevet et tema. I alle de kirkelige lejre udgives der moderne bønnebøger som aldrig før, der tilbydes pilgrimsfærd og retræter og åndelige vejledere skyder op i det folkekirkelige. Der er simpelthen ting, der tyder på, at vi er ved at mærke, at vi må bede for at kunne leve, ikke for Guds skyld, som sagt, men for vores egen. Det er ligesom vi er ved at genopdage noget, som mange af os havde glemt, men nogen heldigvis stadig havde i erindring.

Bønnen er livsvigtigt, fordi den hjælper til at huske, at Gud er med os som vores ven og usynlige ledsager, bønnen holder os fast på, at der er forskel på godt og ondt, og at vi møder Kristus i de andres ansigter, bønnen minder os om, at vi er elskede og dyrebare og at intet kan skille os fra Guds kærlighed i Jesus Kristus, bønner forærer os sprog for det, der mangler ord, bønner holder os fast i troen og i håbet.

Og bøn forvandler, eller kan i hvert fald forvandle. Ikke Gud, men os. For Gud er ikke så smålig, at man får, hvad man ønsker, hvis man beder nok, men ikke får, hvis man ikke beder nok. Sådan er det ikke; Gud belønner os ikke for vores ihærdighed eller forbigår os af mangel på samme. Gud er jo ikke et menneske – og tak og lov for det.

Og alligevel oplever vi, at jo mere, vi beder, desto mere hører Gud os og jo mere får vi, hvad vi beder om, det er en helt almindelig erfaring. Men det er ikke fordi, Guds belønner os, men skyldes at bønnen pejler os ind på Guds virkelighed og giver os ro til at lytte til Gud, hører hans stemme og måske forsone os med virkeligheden eller afstemme vore forventninger med den. - Bøn giver simpelthen et andet perspektiv på verden, og indgyder en forvisning i os om, at Gud er der, ikke bare engang imellem, men altid, som vores usynlige ven og ledsager.

Og det er derfor, det er så svært og dårligt for os at bøn er blevet noget, vi skal tage os sammen til, noget vi skal vælge at gøre, endnu en opgave at tage fat om og ikke en del af det fælles liv. For vi kan føle os så ensomme uden bønnen og glemme alt det, der er allervigtigst.

Så godt vi har kirken, hvor vi er fælles om bønnen og ikke skal vælge den, men bare kan være i den og lade vore tanker løbe mod Vorherre. Og måske blive en lille smule forvandlet, eller i hvert fald påmindet bønnen som et stærkt middel mod ensomhed og også mod at have nok i os selv. 

 

 

Konfirmation i Engesvang 8. maj kl. 9.30 og 11.00

 

750 - Nu titte til hinanden

557 – Her vil ties (3 vers)

46 – Sorrig og glæde (3 vers)

70 – Du kom til vor runde jord

192 – Hil dig frelser og forsoner

478 v. 5-6 – af Vi kommer til din kirke, Gud

 

 

Bank. Bank, bank.

Sådanne lyde – eller i hvert fald noget i den retning - voksede salmedigteren Thomas Kingos op med, for hans far var væver. Den store væv, som familien levede af, stod i det ene af husets to rum.

 

Og han var ikke gammel, Kingo, førend han opdagede, at faderen havde et mærke på det han vævede. Hver gang han satte trenden op – altså satte trådene op på væven -  så trak han en blå tråd yderst til venstre. Et stykke stof fra væver Kingo kunne altid kendes på en blå tråd i kanten af stoffet.

 

Da Thomas Kingo blev ældre, fortalte faderen, at det blå, som farvede uldtråden, var udtræk af planten vajd, hvis blade skulle ligge og gære i urin i 5 dage, hvorefter det blå farvestof blev trukket ud. Thomas syntes ikke, det lød særlig lækkert og spurgte, hvorfor faderen ikke havde valgt en anden farve, en lidt mere lækker farve?

 

- Fordi, Thomas sagde faderen og standsede væven, fordi blå ikke bare er himlens farve og havets, den er også tænkningens farve. Og troens. – Han holdt en pause og fortsatte så: Selv om, min dreng, der også i vores tid er mennesker, der misbruger troens farve til deres egne formål. 

-

Thomas gjorde mine til at gå, han brød sig ikke om, når de voksne blev alt for alvorlige og talte med den der stemme. Faderen standsede ham ved at tage ham blidt i armen.

 

- Men du er ved at være gammel nok til at få hele historien, Thomas. Måske skulle jeg endda have fortalt dig den før? Når det bliver for mørkt til at væve, så vil jeg fortælle dig den.

 

- Æh, hele historien…?

 

- Ja, hele historien, men gå nu og pas det, du er sat til. Jeg skal have det her vævestykke færdig.

 

Thomas skulle både passe sin skole og hugge brænde og hente garn til vævningen. Alligevel gik han og spekulerede på, hvad det var for en historie, faderen ville fortælle ham. Og hvorfor han ligesom havde gået og gemt på den? Havde han været pirat eller røverhøvding, mon? Eller prøvet det som ingen kan: at flyve oppe under himlen? Og hvad var det med den blå farve?

 

-

 

- Du ved jeg er født i Skotland, Thomas, ikke? Sagde faderen, da mørket var faldet på.

 

- Ja, selvfølgelig ved jeg det.

 

Og at jeg kom til København og senere her til Slangerup?

 

Ja, skidt med alt det, det har du fortalt mange gange. Det var den blå farve og hele historien, du skulle fortælle, sagde du, alt det andet ved jeg jo godt.

 

Jo, ser du, min far var præst.

 

Ja, ligesom Thøgers far her i Slangerup?

 

Nej, Thomas. Min far var katolsk præst og katolske præster må ikke gifte sig, og de må heller ikke få børn. Men sommetider sker det ved Guds store nåde og barmhjertighed alligevel.  - Jeg voksede op hos min far, der altså var præst, for min mor døde, da jeg blev født, og jeg anede ikke noget om, at jeg slet ikke kunne findes, fordi præster i den katolske kirke ikke får børn.

Ikke før jeg blev 14 år.

 

Jeg hjalp min far i kirken. Han fortalte mig alle historierne om Vorherre, lærte mig bønnerne og salmerne. Jeg elskede det, og tænkte, at jeg også selv engang ville være præst i den hellige kirke, ligesom min far. Vores kirke lå i en fattig egn, den var lille og ikke noget særligt, men den havde én rigdom. Det var et billede, et fornemt billede, der efter italiensk mønster var malet ind i det våde pus.

 

Det var dybt originalt, ikke et motiv man plejede at finde i en kirke, for det forestillede ørn med et muntert, næsten menneskelignende ansigt, der fløj højt, højt oppe under den dybblå himmel, med verden under sig. ”De, der håber på Herren får nye kræfter, de får vinger som ørne”, sagde min far hver gang vi gik forbi billedet. Profeten Esajas´ bog. Og han fortalte mig, at den blå farve kommer fra lapisstenen – til malerier dur vajd ikke – som hentes i uvejsomme bjerge, tusinder af mil borte.

Når jeg blev bange i mørket eller frygtede for uhyre og farlige væsener, når stormen ruskede og lynende blitzede, da så jeg det billede for mig. ”De, der håber på Herren får nye kræfter, de får vinger som ørne”. Efterhånden løb det i mine tanker sammen med et andet billede, som jeg dengang aldrig havde set malet, men som var fuldendt i min fantasi, nemlig billedet af Jesus, der stiller stormen på søen. I min forestilling var det som ørnen var foroven, højt oppe på den blå himmel og Jesus var forneden hos disciplene i båden på søen, som han lige havde fået til at lægge sig. I det billede var alt blåt, både himlen og havet.

 

Er det på grund af det billede, far, spurgte Thomas, at du holder så inderligt af blåt?

 

Jo, ja, sagde faderen adspredt, men hør nu videre. Det var – og er – et stærkt billeder at tænke på, når man er bange. Og siden fik jeg brug for det, endda så meget, at det var godt, jeg ikke på forhånd vidste, hvor meget jeg ville behøve det.

 

For en dag kom der en ny biskop til stiftet. Biskopper skal jo være Guds mest ydmyge tjenere, men sådan er det ikke altid, min dreng. Kirken er jo ikke kun Guds kirke, den er også synderes kirke. Og nogen mennesker kan ikke tåle at få magt. Kun hvis man er meget god, kan man tåle det. Husk det, Thomas. Og husk også, at hvor mennesker binder sig til magten og gør sig til ét med den, der er det svært for Guds søn at komme til. 

 

Denne biskop ville gerne rette op på sæd og skik, sagde han, det havde alt for længe stået dårligt til i stiftet, mente han. Men det var nu kun hos andre, han ville rette op. Hos ham selv gjaldt det ikke så nøje.

 

Og én af måderne at rette op på sæd og skik på, var - efter hans mening - at rense ud hos præsterne, som han sagde, og få alle djævlebørnene væk. Sådan sagde han. Det var os, han mente, alle os, hvis far var præster, selv om præster ikke måtte få børn.

 

Biskoppen var ud af en velhavende familie og ejede et stort stenbrud. Og han havde i sin djævelske ondskab regnet ud, at hvis han fik fat i alle de store børn, som præsterne rundt omkring havde, så kunne de arbejde som slaver for ham i stenbruddet, for præster havde jo ingen børn, så derfor fandtes vi ikke.

 

Det er en frygtelig mørk historie, Thomas, om hvordan magtfulde mennesker i kirken forrådte Vorherre selv og gik den ondes ærinde, skønt Jesus jo har lært os, at han møder os i de små og forsagte, i de ensomme og svage. Og vi skal tage os af hinanden, at det er derfor vi er der.

 

Min far var en inderligt godt menneske, og han kunne ikke tro på de rygter han hørte om biskoppen, han havde ikke fantasi til at forestille sig, at nogen kunne være så djævelsk ond. Og derfor var vi ganske uforberedt, da vi en sen aften blev vækket af lyden af hestehove, grove råb og vild buldrede på vores dør.

 

Og da de tog mig med, lagde mig i lænker som om jeg havde været en farlig forbryder, da brast min fars verden. - Det er jo min skyld, råbte han, da de slæbte mig væk, tag dog mig! Tag dog mig! - Han døde kort efter. Men det erfarede jeg først langt senere.

 

Jeg vil ikke trætte dig med det, jeg oplevede de næste dage. Men jeg, der havde levet en tryg tilværelse som min fars eneste og inderligt, elskede søn, jeg der ikke kendte meget til verdens grumhed, fik den at føle, kan jeg love dig. Vi blev behandlet som dyr, alle os, som biskoppen kaldte djævlebørn.

 

Og hvis jeg ikke havde håbet på Gud, hvis jeg ikke hver eneste aften havde bedt mit fadervor og sunget en salme inden i mig selv og drømt mig ind i det blå billede, hvis ikke jeg hver eneste nat havde forestillet mig, at jeg havde en kappe, en lun og fin kappe af det mest himmelblå uld, og i fantasien havde lagt mig til at sove indviklet i troens farve - så var jeg sikkert død, Thomas.

 

I det ½ år, i det frygtelige ½ år jeg var i stenbruddet, vidste jeg, at Jesus også var der. Det var ikke noget, jeg troede. Jeg vidste det. Og det gav mig mod. Undertiden var det endda som om jeg hørte ham sige ting, ligeså stille som fx.: ”Til frihed har Kristus befriet dig”. Og det var noget på én gang tosset og dristigt at sige, for jeg var jo fange.

 

Thomas, jeg vil ikke fortælle dig, hvor meget vi led, og jeg har mange ar fra den gang – han strakte sin hænder frem. Men en dag lykkedes det mig og tre andre at flygte. Det var en forårsnat, vi tumlede gennem et øde landskab, indtil vi sank udmattede om hen imod daggry.

 

Og ved du hvad, Thomas, da jeg vågnede langt op ad dagen ved at solen varmede min trætte ryg så velsignet, da var det første, jeg så himlens blåhed, en blåhed så stærk som om Vorherre selv netop havde vasket den. Og da jeg kikkede ned, opdagede jeg, at jeg havde lagt mig til hvile midt i en klynge lysende, blå blomster. Blåt var der overalt, ligesom på billedet i mit hoved, ligesom troens kappe. Jeg tænkte, at det var et tegn.

 

Et tegn på hvad?

 

Bare et tegn fra Gud, en velsignelse. Han havde ligesom indhyldet mig i alt det blå som i en kappe, en lun, blød kappe.  - Det er derfor jeg ikke kan bruge andre farver end blå, Thomas. Og resten kender du jo, ikke?

 

Jo, at du kom ud at sejle og endte i København og mødte mor og kom i væverlærer i Roskilde.

-

Og her vil vi forlade salmedigteren Thomas Kingo, som han sidder der ved siden af sin far, uvidende om, at han ikke alene en dag vil blive biskop og udsat for magtens fristelser, men også om, at man over 400 år senere vil synge hans salmer en velsignet forårssøndag i Engesvang kirke.

 

Vi vil forlade Thomas Kingo og hans far, for I skal jo også nå at konfirmeres i den kristne tro og mindes om, at I er elskede, dyrebare og uerstattelige.

 

Men kære konfirmander! Før det sker, skal I vide, at I har givet mig så megen glæde, ved jeres spørgen og undren, ved jeres fnisen, jeres dagdrømme og jeres adspredthed, ved jeres livlighed og skøre indfald. I har givet mig så megen glæde ved at være - jer selv.

Og det én af grundene til at vi er i verden; som Paulus skriver det: ikke for at være herre over hinanden tro, men for at være medarbejdere på hinanden glæde.

Og således kan jeg heller ikke bestemme, hvad I skal tro eller hvad I ikke skal tro, ej heller om I skal forstå jer selv ud fra Gudsfortællingen, selv om jeg håber det.

Men den dag, hvor frygten vil tage jer eller I er ét sted, hvor det er alt for svært at være – og det har I sikkert allerede prøvet - da ønsker jeg inderligt for hver og én af jer, at I må erfare, at troen bærer og giver mod, at den kan være som en lun, blød kappe, man kan hylde sig i og mærke, at Gud er der, måske endda at han hvisker ting til én, ligeså stille, som f.eks.: Frygt ikke, for jeg er med dig. -

Kære konfirmander: Til lykke med i dag til jer og jeres familier.

 

Konfirmation i Engesvang 1. maj kl. 9.30 og 11.00

Salmer:

751 – Gud ske tak og lov

70 – Du kom til vor runde jord

46 – Sorrig og glæde (4 vers)

260 – Du satte dig selv i de nederstes sted

478 v. 5-6 – af Vi kommer til din kirke, Gud

15 – Op al den ting

 

Matt. 17. 20

Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer. Amen.

 

 

Over en stormomsust højslette med spredte, forblæste træer går der en unge pige. Hun har noget meget tilfældigt tøj på og slidte sandaler på fødderne. Over skulderen bærer hun en bylt, der ser ud til at være tung, for hun bakser med den uafladeligt. Hendes skridt er hurtige, og hun kikker sig så ofte bagud, at hun ligner et menneske på flugt.    

 

Det er hun også. Og dertil dødtræt og bange. Det, hun trænger allermest til, var én, der kom med en stor madkurv, et varmt tæppe, kærlige øjne og gode hænder. Men verden er jo sådan indrettet, at man ikke altid får det, man trænger allermest til. Det er den store sorg ved at leve.

 

Pigen, der hedder Martha, er født og opvokset i et slumkvarter på Filippinerne.  - Hvis hun selv havde kunnet bestemme, ville hun ønske, at hun var kommet til verden i et land, hvor børn ikke går sultne i seng. Og netop på grund af fattigdommen er hun ikke meget ældre end 14 år, førend hun tager ansættelse som stuepige hos en rig familie i udlandet. De betaler flybilletten.

 

I forvejen ved hun godt, at hun vil komme til at arbejde temmelig meget, hun ved også, at det ikke er godt betalt, men i det mindste vil man kunne spise sig mæt. Men hvad hun ikke ved, er, at hun bliver behandlet mere som om et dyr end et menneske, at der bliver snakket om hende, som om hun ikke er til stede, mens hun står lige ved siden af, ”hende der”, siger de. Aldrig ”Martha”, aldrig bliver hun kaldt ved navn.

 

De smiler heller aldrig til hende eller siger noget venligt, men de kan godt finde på at slå, når de er i det humør. Hvis man skal sige det kort, så bliver hun behandlet som en robotstøvsuger, man sommetider sparker til. Og da hun skal have løn første gang, har de ikke lige pengene, siger de, men i øvrigt har hun jo slået en kop i stykker, så det kan gå ud på ét.

 

 Hver aften, før hun falder om af udmattelse på sin tynde madras, beder hun: ”Hjælp mig, Gud.” Og om dagen, når hun føler sig som en ting, og ikke som et menneske, taler hun ligeså stille med Vorherre inden i sig selv. Så har hun da nogen. Han svarer ikke meget, men det mærkes som om han er der, synes hun. Og hun prøver at huske alt, hvad hun har hørt og sunget og bedt i slumkvarterets kirke, der er lavet af grene og gammelt plastic. Men hun husker ikke ret meget, det er som om hun har glemt alting her, som om alle erindringer er sevet ud af hendes hjerne. Hun bliver mærkelig sløv, nærmest ligeglad med alting.

 

For man kan ikke leve uden at blive set, og hver dag er det som om noget dør i hende.

 

Allerede efter to dage beslutter hun, at her vil hun ikke være – skønt hun har underskrevet en kontrakt, der binder hende i 2 år, og selv om hun ikke har andre steder at tage hen. Men efter en uge er hun endnu ikke kommet væk, og da har sløvheden allerede taget over i hende. Når man bliver behandlet som en ting, så bliver man en ting, og hun stivner, gør arbejdet automatisk, som om hun slet ikke længere er sig selv, er Martha, men en anden. En slags ting.

 

Da sker det en nat, hvor mørket er tæt som filt, at hun vågner ved at nogen siger hendes navn ”Martha”, eller måske er det kun en drøm? I hvert fald vågner hun og føler sig helt klar i hovedet, mere klar end hun har gjort længe, og hun husker pludselig på en besynderlig, stærk måde, Jesu lidt skøre og måske humoristiske ord til sine disciple om, at hvis de havde tro som et sennepsfrø, da ville de kunne flytte bjerge. Det har hun nu aldrig hørt om nogen, der kunne. Bjerge kan ingen flytte. Men det er alligevel en stærk historie om at hente sine kræfter hos Gud. Det er en historie med så stor styrke, at den river hende ud af sløvheden. 

 

Inden solen står op er hun på vej væk.

 

Det er derfor, vi møder hende på den forblæste højslette med en bylt på nakken. Hun går mod øst og prøver at orientere sig efter solen, for mod øst ligger havet, og ved havet ligger der en kirke, husker hun pludselig, som om hendes hukommelse er vakt til live igen, og dér må hun kunne søge hjælp.

 

Jo flere timer hun går, og jo flere tanker, hun tænker, desto mere undrer hun sig over, at hun er blevet så længe. At hun har ladet sig behandle som en ting, når hun ved fra kirken, at hun er det dyrebareste, mest enestående og uerstattelige, at hun er Guds elskede barn.

 

Hun møder ikke et menneske, alting er øde og forblæst. - Den, der skal gå langt, skal ikke gå alene, men havet ligger længere borte end hun havde troet. Og der er ikke nogen.

 

Da hun har gået i tre dage – eller en evighed, det kommer ud på ét, kommer hun til en kløft. Det er ikke en bred kløft, på afstand ser man den slet ikke. Til gengæld er den så dyb, at man helt sikkert kun har ét forsøg, hvis man prøver at springe over. Men det er den alligevel for bred til, kan hun se, da hun når derhen. At springe vil være den visse død.

 

Og da bliver hun med ét så vred. Nu har hun gået så langt. Havet må ligge bag de forvredne bjerge på den anden side af kløften, det er hun sikker på. Og så kan hun pludselig ikke komme videre. Hvis det var Vorherre, der sagde hendes navn, den nat hun flygtede, så kunne han godt hjælpe nu. Al den vrede og forurettelse som hun har lidt de foregående måneder vælter op i hende. Hun kaster sin bylt til jorden, bander og skriger, truer ad himlen, hun stamper i jorden, og kalder Gud alle mulige ting, som bestemt ikke egner sig til en prædikestol. Til sidst går hendes vrede over i gråd. Hun lader sig falde om på jorden med sin bylt i favnen og ligger sammenkrøbet på siden og græder.

 

Hun bliver liggende så længe, at gråden går over i en hiksen. Og er lige ved at falde i søvn, da hun forskræmt farer op ved en lyd. Men det er bare en due, der letter fra et træ i nærheden. Hun ser efter den. Og rejser sig.

 

Det kan jo ikke nytte, hun kan ikke blive her, slet ikke hvis Gud ikke findes. Og ned i kløften vil hun alligevel ikke, man kan såmænd nemt dø endda.

 

Der må være en bro, der må være én bro et sted, hvis man går langs kløften … det må der være. Højre eller venstre? Hun vælger den vej som duen fløj.

 

Førend solen er gået ned, ser hun den: broen. Men da hun kommer nærmere, synker hjertet i hende og hun siger halvhøjt for sig selv: ”Skulle det mon være noget, Jesus?”. For aldrig i sit livs skabte dage har hun set en mere vakkelvorn og frygtindgydende bro. Eller smallere. To reb at holde i og en enkelt brøstfældig planke at gå på. Tilmed har kløften videt sig ud. Der er i hvert fald 15 m, hvis ikke 20.

 

Hun står længe og tøver. Til sidst binder hun bylten fast og går hen imod broen. Hun vil gå over med lukkede øjne. Ellers tør hun ikke, det er hun sikker på. Tøvende sætter hun den ene fod foran den anden, det går godt. Men midt ude på broen kommer hun alligevel til at åbne øjnene og se ned, ned i mørket. Hun bliver så svimmel, at hende ene fod glider, og hun synes ikke, hun kan holde sig fadt med armene.

 

Hun ved, at nu styrter hun. Hun ved, at nu skal hun dø, og hendes korte liv farer forbi i hurtige billeder, også billeder af én, der hedder Filip. Det suser for hendes ører og sortner for øjnene.

 

Da mærker hun det som nogen kærtegner hendes kind, og hun når at tænke, om det mon går så hurtigt at dø og komme i himlen, og om det mon er en engel, førend hun atter åbner øjnene.

 

Og der er duen, den flyver to meter foran hende, midt på broen. Hun fæstner sine øjne på den, og med ét er hun ovre.  Og står med fast grund under fødderne.

 

Duen er væk, men der er en sti på den anden side."Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig…”

 

Hun har mere nu tro som et lillebitte sandskorn, tænker hun, men nu er hun i hvert fald ovre på den anden side, og føler sig mærkelig i sikkerhed. Stien går opad. – Skulle det være vejen til havet? Men hun har ikke gået længe, måske et kvarter, før end hun hører en klokke ringe, som en kirkeklokke. Og da hun kommer rundt om det næste hjørne, ser hun nogle fattige bygninger, der er klinet fast til de forvredne klipper. På den højeste af bygningerne er det et rustent kors. 

 

Men før hun når helt derhen, bliver en dør åbnet, og en kvinde i noget ualmindeligt kedeligt, gråt tøj, kommer nærmest løbende ud af den, hen i mod hende, med udbredte arme, mens hun forpustet udbryder: ”Velkommen! Hvad hedder du? Kom dog ind!”

-

Her slutter historien; dvs. det gør den ikke, for den er meget længere, vi kan bare ikke nå mere i dag end hertil, hvor Martha kommer til et kloster og gode mennesker giver hende det, hun trænger allermest til: mad, et tæppe, varme øjne og kærlige hænder. Og siden hjælper hende videre. Men det kunne være godt at vide noget mere om hende, også om ham Filip. Og om Martha nogensinde ser ham igen. Det tror jeg, hun gør.

 

Dog i dag kan vi ikke nå mere i dag, for I skal jo konfirmeres i den kristne tro og mindes om, at I er elskede, dyrebare og uerstattelige.

 

Men kære konfirmander! Før det sker, skal I vide, at I har givet mig så megen glæde, ved jeres spørgen og undren, ved jeres fnisen og jeres dagdrømme, ved jeres livlighed og skøre indfald. I har givet mig så megen glæde ved at være - jer selv.

Og det én af grundene til at vi er i verden; som Paulus skriver det: ikke for at være herre over hinanden tro, men for at være medarbejdere på hinanden glæde.

Og således kan jeg heller ikke bestemme, hvad I skal tro eller hvad I ikke skal tro, ej heller om I skal forstå jer selv ud fra Gudsfortællingen, selv om jeg håber det.

Men den dag I står overfor en dyb kløft – og måske har I allerede prøvet det - og der ikke er vej tilbage, da ønsker jeg inderligt, at I må erfare, at der slås en bro over kløften, ligesom det skete for Martha, at troen bærer. At en dues vinge rører jeres kind og at I pludselig står på den anden side med fast grund under fødderne. Og ser en sti, der fører videre.

-

Til lykke med i dag til jer og jeres familier.

amen

 

Prædiken til 2. Påskedag kl. 10.00 i Fonnesbæk

227: Som den gyldne sol frembryder

14: Tænk at livet kost livet

245: Opstandne Herre, du vil gå

249: Hvad er det at møde

236: Påskeblomst (Under altergangen)

236, v.5-6 efter altergangen

222: Opstanden er den Herre Krist

 

Da jeg som helt ung flyttede til en by, der var ca. 100 gange større end det sted, jeg var vokset op, punkterede min cykel. Ikke lige med det samme, men efter nogle måneder. Den slags skulle jo være nogenlunde overkommelig at gøre noget ved. Men sådan tror jeg faktisk ikke, jeg oplevede det. Derfor var det en umådelig lettelse for mig, at to piger, lidt ældre end mig, som jeg havde lært at kende, bød mig på aftensmad og cykellapning. ”Du kan bare komme ned til os, så skal vi hjælpe dig med at lappe den cykel”. Og det gjorde de så.

Jeg tænker undertiden på de her piger, der jo siden er blevet koner ligesom jeg selv, og på mange, mange andre, der gennem årene har været der for mig, hjulpet mig og løftet små eller store sten på min vej, som har givet mig andre måder at tænke om noget på, som har fulgtes med mig et kort eller et langt stykke og gjort vejen lettere.

Og sådan har vi det vel alle sammen, når vi ser tilbage på vores livsvej. Der har været nogen, som har fulgtes med os, langt eller kort, som har forstørret og forbedret vores liv, båret med og opmuntret os, som har været der, da vi mest behøvede dem, ja om hvem vi måske endda vil sige, at de har reddet os, frelst os. Det er ikke til at vide.

Det er slet ikke sikkert, det er særlig dramatisk eller ser ud af så meget. Men hvis vi hver især tænkte vores år igennem og overvejede, hvad godt alle dem, vi gennem tiden har mødt og kendt, har gjort for os, så tror jeg, vi ville finde ud af, at kvaliteterne i vores liv er skabt af de andre. Af dem, der har fulgtes med os.

Det er altafgørende, at nogen følges med os på vejen, på livsvejen, det kan dårligt overvurderes. Og vel især når den ligner den vej, som vore to venner i dag – Kleofas og den anden discipel – er ude på. For de to går på en af de tungeste veje, man kan betræde, nemlig flugtvejen.  De går på en vej og i en retning, der ikke er bestemt af et mål, af noget, de søger, men af noget de vil væk fra.

Om deres strategi er særlig fornuftig, kan man med god ret tvivle på. For når de vil væk fra Jerusalem, så er det jo fordi, de vil lægge alt det bag sig, som de har oplevet de seneste dage; men det forsvinder jo ikke ud af deres hoveder og hjerter, selv om de går bort fra den by, hvor det hele er sket, det kan man sige sig selv.

Og det viser sig da også, at da de går på vejen, taler de ikke om andet, end netop om det, de er flygtet fra – særligt det sidste, der har fået bægeret til at flyde over for dem, nemlig kvinderne, der forpustede er kommet og har talt om en tom grav og engle.

Hvis man sådan ser Kleofas og den anden discipel for sig på vej væk, så kan man godt få den tanke, at de behøver nogle andre end hinanden at tale med eller blot en enkelt. De har simpelthen brug for én, der kan bringe en smule orden, og som måske kan give dem et mål at gå efter i stedet for bare at gå efter at komme væk.

Og der kommer jo netop én, der kommer én og følges med dem på vejen. Vi ved godt, at det er den opstandne, men de kan ikke se det. Og da han spørger til deres slæbende fødder og sørgelige ansigter, svarer de: ”Er du den eneste tilrejsende, der ikke ved, hvad der er sket i Jerusalem i disse dage?”

De begriber ikke, hvordan denne store begivenhed, som har været på alles læber, har undgået hans opmærksomhed.

Men så begynder han at tale, og hans ord flytter deres vinkler, ændrer deres måde at forstå på – giver dem nogle andre briller at se verden igennem, kunne man også sige. Han siger ord, der nænsomt får dem til at forstå alt det, de har oplevet, alt det, de har set og hørt, lidt og grædt på en helt ny måde.

Man kan godt sige, at han giver dem en ny fortolkningsnøgle til deres oplevelser. De har fortolket det, der er sket de sidste dage på én måde: som det absolutte nederlag og enden på det, de har levet for de sidste år, og kvindernes forpustede budskab om en tom grav, føjede i deres øren blot spot til skade.

Men den fremmede – den opstandne – giver dem en ny måde at læse deres oplevelser på. Og det er helt vidunderligt – hjertet brænder i dem – som vi hørte.   Dels aner de, at det, de har tænkt om som det absolutte sammenbrud, kan forstås helt, helt anderledes – som selve meningen, ja som den absolutte fuldbyrdelse.

Og det er jo rigeligt. Men samtidig – og det er de først klar over længe, længe efter – så lærer de på de 12 km fra Jerusalem til Emmaus – at det man oplever, det der sker for én og med én, altid kan forstås på mere end én måde.  Der kan altid fortælles en ny historie om det, der var, en historie, som forandrer det, der allerede er sket. – For det er nøjagtig det, den fremmede gør, han kaster et nyt lys, en ny vinkel ind på deres oplevelser ved at bruge de gamle fortællinger, som de udmærket kender.

Man kan altid forstå det, der er sket, på en ny måde, fra en ny vinkel. Og denne her fremmede vender simpelthen historien 180 grader: fra noget man ikke kan komme væk fra hurtigt nok til selve meningen opfyldelsen. 

Og så går han med dem ind for at spise og bryder brødet.

Først giver han en håbefuld omtolkning af deres oplevelser, og så giver han sig til kende for dem, da han bryder brødet inde på den kongeligt privilegerede landevejskro i Emmaus.

-

Emmaus-fortællingen er én af de allerfinest og mest håbefulde historie i NT. Og den fortæller os noget om, hvordan vi møder den opstandne, hvordan han er i vores liv – ikke bare i de to disciples liv dengang.  Han kommer og slår følge med os på vores livsvej. Men det er ikke sikkert, vi genkender ham, ja som regel genkender vi ham måske ikke. For han møder os i et andet menneskes ansigt, han møder os i glimt hos de mennesker, der følger med os på vores livsvej. Og dog kender vi ham derpå, at hjertet brænder i os, og at vi får forskubbet vores måde at forstå verden og vore oplevelser på, at der kommer et nyt lys ind på det kendte. Ja måske undertiden, at noget ligefrem ændres fra håbløst til håbefuldt. Ligesom det skete for de to på vej til Emmaus

De fleste mennesker i vores kulturkreds beder til Gud, når livet er svært: ”Gud, vil du ikke godt gøre det sådan eller sådan…”, beder vi.  Og tit oplever vi, at det ikke sker, Gud gør det hverken sådan eller sådan. Virkeligheden forbliver uforandret, vores mørke er lige uigennemsigtigt. Og så kan man godt tænke, at Gud er fjern - ligesom Jesus oplevede det, da han hang på korset ”min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” –

Men måske er det fordi, at vi slet ikke ser, at den opstandne faktisk allerede er der, at han følges med os i skikkelse af et menneske, vi kender, et andet menneske eller flere andre mennesker, som drager omsorg for os, som går vejen med os, og som måske hjælper os at forsone os med et kaos eller kan hænde: giver os at fortolke kaosset på en helt ny måde.

Og selv om det i øjeblikket ikke altid opleves som noget særligt, skønt vi i nuet ligeså lidt genkender ham som disciplene genkendte den opstandne, da de mødte ham på vejen. Så kan det hænde, at vi i tilbageblikket kan se, hvem det var.

Eller måske ser, at det er ham, når han bryder brødet.

 

 

Prædiken til påskedag 2011

 

224 – Stat op min sjæl i morgengry

218 – Krist stod op af døde

236 – Påskeblomst

241 - Tag det sorte kors fra graven

321 v. 6  - O kærlighed selv

235 – Verdens igenfødelse

 

De sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Punktum. Sådan ender, ikke bare denne vidunderlige påskedags evangelium om Jesus, der står op af graven. Sådan slutter Markus sin fortælling om Jesus.

 

Hvis man slår op i NT står der ganske vist endnu ti vers, men bibelforskere over hele linjen er enige om, at det er en senere tilføjelse, uden at det gør den ringere af den grund. For det er en tilføjelse, som man i den grad har forståelse for. Hvad ligner det at slutte noget på den måde: ”De sagde ikke noget til nogen, for de var bange…”?

 

Det er meget mærkeligt. Og jo på en måde selvmodsigende, næsten som en kriminalgåde. For hvis kvinderne ikke havde sagt noget til nogen om, at de havde fundet graven tom, fordi de var ude af sig selv af skræk, så havde vel heller ikke Markus og de andre evangelister kunnet fortælle om den? Hvis kvinderne ikke havde sagt noget til nogen, så ville ingen have vidst om det. Ingen overhovedet.

 

Nogen må altså have sagt noget til nogen, om de var bange eller ej. Fordi de ikke kunne lade være!

 

Men lad os først tage fat et andet sted. De her tre kvinder, hvoraf de to bar det gode, stære navn Maria – eller Marie, som Grundtvig altid siger – besøger salvehandleren allerede lørdag aften ved solnedgang, da sabbatten er forbi. Jesus er blevet lagt i graven så sent, at sabbatten var indtrådt, og på en sabbat kunne man ikke gøre lig i stand, sådan var det bare, ligesom det også var en afgjort sag, at det at smøre salve på de døde var kvindernes opgave. Og de følte sig på en sær måde heldige, de tre, at der var noget at gøre.

 

Det var en lettelse at træde ud af huset i Jerusalem, hvor de opholdt sig alle sammen, stemningen derinde var så trykket, at man ikke turde noget. Den mindste ting, så var der én, der fór op. Rummene var spækkede med håbløshed, fortvivlelse og irritation.

 

For det var jo ikke bare det, at deres ven og mester var blevet henrettet, og at de nu frygtede for deres eget liv. Det var i sig selv slemt nok. Men det var jo en livsdrøm, der var bristet, da Jesus blev dræbt. Det de havde satset alting på. Et mægtigt håb om, at Guds virkelighed kiler sig ind alle steder, og at det er kærligheden, der har ret, ikke magten, og at alle har en plads i verden.

 

Vi gør os ingen forestillinger om, hvilken afgrund, Jesu henrettelse kastede hans tilhængere ned i.  - Mens de havde gået med Jesus, var det som om de havde vandret på en lys, farbar vej, med blomstrende grøftekanter og rislende bække, med masser af tilstødende veje, der varslede åbne muligheder, ja forvandling, med høje himle, et vidunderligt smukt og sandt mål at gå efter.  Og en dyb fornemmelse af at være netop dér, hvor de skulle være.

 

Men alt det var langfredag blevet afløst af fornemmelsen af, at de var spærret inde og havde mistet mål og mening. Som om nogen havde sat meterhøje jernbomme op på den vej, de gik af og spærret alle indfaldsveje. Og tilmed givet dem en stærk følelse af, at alt - alt – var forkert.

-

Solen havde kun netop sendt sine første stråler op over horisonten, da de tre kvinder står i den tomme gade. Morgenkulden er der stadig, og de går raskt til. Indtil Salmone standser med et ryk og slår hænderne op for munden: ”Stenen, hvad gør vi med stenen, tror I vi kan flytte den?” Maria Magdalene mener, at de må tage problemerne i den rækkefølge, de opstår, der er i grunden nok at forholde sig til endda.   

 

Ude i gravhaven er solen allerede begyndt at varme. ”Du havde ret, Maria,” siger den anden Maria ”Stenen er flyttet, nogen er åbenbart kommet her før os. Tror I det er hans mor eller hans svigerinder eller hans søstre? Eller nogen af dem, han har helbredt her i Jerusalem?”

 

Salome går først ind i graven, det er hende, der bærer krukken med salve.  - Hun taber den på gulvet, da englen taler til hende, og hans: ”Vær ikke bange” synes ikke at have nogen virkning. Hendes øjne er opspilede af rædsel.

 

Og sådan ville ethvert fornuftigt menneske reagere. Det er drønuhyggeligt, rystende. Og for utroligt til at man kan fortælle om det til nogen lige emd det samme.

 

Og Maria Magdalene, der har en fortid som tosset, kan da slet ikke fortælle det. Hendes mund er lukket som en forseglet grav. Alle vil tro hun er blevet skør igen. Engle findes, det ved man, men kun i ældgamle historier og i fortiden, ikke nu, ikke i ens egen tid. De står ikke lige foran én og siger, at en død er blevet levende og at man ikke skal være bange. Den slags sker ikke.

 

Således er Markus´ slutning måske slet ikke så mærkelig: ”De sagde ikke noget til nogen, for de var bange.”

 

For det var simpelthen sådan, det var. De tre kvinder mødte det hellige og det helt umulige – den tomme grav – og de reagerede som ethvert fornuftigt menneske: ved at blive ude af sig selv af skræk, ved at skynde sig væk og ellers tie, fordi de ikke ville holdes for vanvittige. ... Men som tiden gik fortalte de det nok til en ven eller to: ”… men sig det ikke til nogen, folk vil bare tro, jeg er blevet skør.” Og så har enkelte af de gode venner nok alligevel fortalt det videre, opmuntret af de andre fortællinger om den opstandne Jesus´ tilsynekomst, som efterhånden dukkede op snart her, snart dér.

 

Og lige dér kan det godt undre, at Markus ikke har skrevet videre og fortalt om, hvordan Jesus viste sig for disciplene og om hvordan de spiste med ham og talte med ham. Men det gør han ikke, kun dette. ”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.”

 

Markus har ikke villet tvinge nogen til at tro på opstandelsen ved at søge at bevise ét eller andet. Han har afholdt sig fra at videreformidle alle vidnesbyrdene fra dem, der har mødt Jesus lyslevende.

 

 

”Her er fortællingen om Gud søn, der døde af kærlighed til verden og som opstod på tredjedagen. Tro det!” Det er evangelistens stramme budskab. - Og hvis vi så svarer, at hans fortælling om Jesus er det værste vrøvl vi har hørt, en død, der bliver levende og de her hysteriske kvinder, som ikke siger noget, det tror vi ikke på. Ja, så siger forkynderen Markus, det samme én gang til: at det var sådan det var. Graven var tom og kvinderne turde i første omgang ikke sige noget.

 

Og så står det da og dirrer alt sammen, og vi kan tro på det eller lade være. Vi kan satse vores liv på, at Gud er herre over døden og kærlighedens far. Eller vi kan satse på noget andet.

 

Det er Markus´ udfordring eller indbydelse til os i sin fortælling: Nu har jeg fortalt jer, hvordan det var. Mere kan jeg ikke gøre, det står ikke i min magt at overbevise nogen eller at tvinge nogen til at tro.

 

Men mærkeligt er det alligevel, for alle kirkerne står her jo, ud over det hele, alle kirkerne, der hver eneste søndag vidner om, at opstandelsen findes, at der er liv i døden og at Guds kærlighed overtrumfer alt. De står der alle kirkerne og peger mod himlen med deres tårne. Og i grunden er de, kirkerne, ligesom Markus´ Evangelium: man kan tage det, der sker i dem på ordet eller man kan lade værd. Man kan sætte sig ind og høre på – men hvorvidt man vil tage tingene for gode vare eller ej, det er der ingen, der blander sig i.  

 

Men hvis man gør det, hvis man tager opstandelsesforkyndelsen på ordet og satser på, at det er sandt, at det er sandt, at Jesus stod op af graven, ja så svarer hverken evangelisten Markus eller nogen anden for, hvad der kan ske.

 

For så kan alting ske.

 

For Guds kærlighed kan opvække alt det døde og visne, Guds kærlighed kan ikke blot skabe forandring, men forvandling. Og opstandelse er, at forvandling er en mulighed, en mulighed der er virkelig, og som kiler sig ind, selv når vi tænkte, at alt var forbi.

 

Opstandelsen er et lys at leve sit liv i, en antagelse om virkeligheden, som man satser på er rigtig, en måde at tænke om verden, om livet og kærligheden, om mørket og døden og alt det ubærlige på; og der er mægtige kræfter i den, troen på opstandelsen, håbskræfter og livskræfter og kærlighedskræfter.

 

Er det virkelig sandt? Findes opstandelsen? Kan nye veje og muligheder være en del af vore livserfaringer og troserfaringer?

 

 – ”De sagde ikke noget til noget, for de var bange,” det er Markus ´svar. Og dermed siger han jo: ”Prøv! Jeg kan ikke fortælle dig mere, hvis ikke du kaster dig ud i det, satser og søger at leve dit liv på, at det sandt: at der kan gå opstandelse i døden, ikke bare på den måde, at vi er lovet nyt liv hos Gud, når vi dør, men også sådan, at alt det døde, der ligger mellem os og i os, kan få nyt liv. Som Jesus der stod op af graven.

 

Der kan ikke kun gå opstandelse i døden, der kan også gå opstandelse i livet.

 

… Og måske vil den gamle evangelist endda tilføje: og du har jo ikke set noget skræmmende, som kvinderne, du er ikke bange, så du kan bare sige det videre. Kast dig ud i det, sats dit liv på at opstandelsen findes. Alting kan blive nyt.

 

Glædelig påske!

 

Prædiken til skærtorsdag 2011

 

178 - Han står på randen af sin grav

473 - Dit minde skal, O Jesus, stå

466  - Vor Herres Jesu mindefest
476 – Kornet som dør i jorden

321 v. 6 O kærlighed selv

457 – Du som gik foran os

 

Måltidet er det vigtigste ritual, vi har. Både som hverdagsritual og som festritual. At spise sammen.

 

Ikke så meget fordi mad er nødvendigt for at kroppen kan få næring, som fordi det at sætte sig til bords i fællesskab har en enorm social betydning, der rækker langt ud over det enkle blot at få noget at spise.

 

Og det får uoverskuelig kulturel betydning, at vi i mindre og mindre grad spiser sammen, og at fælles måltider ikke er en del af mange moderne familiers livsrytme.

 

Måltidets er det vigtigste ritual, vi har. Og skærtorsdag stilles der skarpt netop på måltidet, på måltidet i al almindelighed og måltidets stærke rituelle funktion.

 

I evangeliet i dag er der ikke mindre end to forskellige måltider på spil, nemlig det jødiske påskemåltid og den kristne nadver. På sin vis kommer det jødiske påskemåltid ikke os ved. Vi er jo kristne. Men Jesus var jøde, og det jødiske påskemåltidet er udgangspunktet skærtorsdag aften. Og uden den vinkel går vi glib af alt for meget.

 

For skærtorsdag holder Jesus ikke bare påskemåltid med sine disciple, nej, skærtorsdag omtolker Jesus radikalt det traditionelle, jødiske påskemåltid, han forvandler det og giver det en fuldstændig ny betydning.

 

Det jødiske påskemåltid fejres endnu den dag i dag til minde om israelitternes udfrielse af Faraos slaveri i Ægypten. Måltidet begynder med, at husfaderen, som den aften var Jesus, tager et bæger vin og siger takkebønnen for vinen og for påskemåltidet. Alle drikker det første bæger vin og spiser radiser og persille, dyppet i saltvand og eddike. Den sure og bitre smag skal minde om folkets bitre lidelser i Ægypten. Så spørger den yngste ved bordet – måske var det Johannes - :  ”Hvorfor er denne aften anderledes end alle andre aftner?” Dette spørgsmål bliver besvaret med fortællingen om ”Dengang da vi var slaver i Ægypten, men Herren vor Gud førte os ud derfra med stærk hånd og udstrakt arm.” Fortællingen er iblandet sang og samtale, og efter den drikker man det andet bæger vin.

 

Så er det tid til, at husfaderen løfter en stykke af det ugærede brød og siger: ”Lovet være du, Herre vor Gud, verdens konge, som frembringer brødet af jorden.” Han brækker brødet i stykker deler det ud til alle ved bordet med ordene: ”Dette er elendighedens brød, som vore forfædre spiste i Ægyptens land.” Man spiser man videre af de bitre urter og tager fat på det helstegte lam. Når alle har spist, siger husfaderen den store takkebøn. Og så er det blevet tid til det tredje bæger, som drikkes når husfaderen har sagt ordene: ”Lovet være du, herre vor Gud, verdens konge, som skaber vinstokkens frugt.”

 

Efter af have sunget nogle gammeltestamentlige salmer, bedt endnu en takkebøn og drukket det fjerde bæger vin, er påskefesten slut.

Sådan er jødernes påskefejring og sådan fejrede Jesus påske.

 

Og det er altså midt under dette totalt ritualiserede måltid, hvis liturgi disciplene kendte ud og ind, at Jesus tager brødet, brækker det i stykker og deler det ud. Men ikke med de rigtige ord: ”Dette er elendighedens brød, som vore forfædre spise i Ægyptens land”. I stedet siger han: ”Dette er mit legeme.., det er mig selv”.

 

Og i stedet for at udsige taksigelsen for vinstokkens frugt siger han:

 ”Det er mit blod..det er mig selv.”

 

Når jeg prøver at forestille mig det påskemåltid, som Jesus holdt med sine disciple på sit livs sidste aften, så må jeg sætte al min forestillingskraft ind og alligevel er det som om den ikke slår til.

 

Hvor rystende! Man sidder der og ved nøjagtig, hvad der skal ske, hvad man spise, hvad der skal siges… og så siger Jesus noget helt andet. I et hurtigt sekund forstår man Judas, for hvad er det, Jesus gør? Han laver om, ja ikke bare laver om: han vender på hovedet og gør det gamle til intet. Med to sætninger stryger han et årtusindgammelt ritual. Når vi hæger om vores gamle jul og kan have vanskeligheder med for store forandringer af skikke, der dog har oprindelse i det menneskelige og som bekendt ikke er mere end godt 100 år gamle – hvor voldsomt må det da ikke have virket på disciplene. Ikke elendighedens brød, men mit legeme, mig selv. Ikke Vinstokkens frugt, men mit blod, mig selv.

-

I en klassisk jødisk-kristen forståelse har mennesket ikke en sjæl, det har heller ikke en krop. Mennesket er en krop og mennesket er en sjæl. Og de to er ubrydeligt forbudne - indtil Paulus, der var opdraget med den græske filosofi, skiller sjæl og krop ad.

 

Den klassiske jødisk-kristne tænkning er meget konkret og ikke særlig fortænkt, og deraf kommer forestillingen om, at sjælen sidder i blodet, at blodet ikke bare er metafor eller tegn for det sjælelige, men simpelthen er dér de sjælelige kræfter bor. Det er slet ikke så tosset en tænkning, selv om vi er mere præget af Paulus og af den græske filosofi, der ikke alene adskiller sjæl og legeme og gør sjælen til noget ligesom luftigt, men også holder sjælden for finere end alt det kropslige. Noget som en klassiske jødisk-kristen forståelse aldrig forfalder til, her er mennesket sin krop, og det er sin sjæl eller ånd.

 

Men når man forfølger den græske tankegang og har sin krop og ikke er sin krop, så er det som om det nemt skrider ud i ekstremerne, enten i kropsforagt eller i overdreven kropsdyrkelse. Men når jeg er min krop, så er min krop jo en del af mit gudsskabte jeg, en del af min væren og min identitet og frem for alt: som Gudskabt netop som den skal være.

 

Og når alt dette må med, er det fordi Jesu ord ”Dette er mit legeme, dette er mit blod” jo ikke er primitiv fortælling om kannibalisme, som ellers er en nærliggende tolkning, men simpelthen hen betyder: mig selv, det hele, sjæl og legeme.

 

I forlængelse heraf kunne vores nadverpraksis vinde ved at uddelingsordene enten var fraværende eller lød: Dette er Jesus selv. Legeme og især blod giver os sært uhyggelige associationer, indtil vi har hørt det så tit, at vi ikke høre noget mere.

 

Det er mig selv.  Jeg er jer så nær som maden, I spiser. Enfoldigt og forståeligt og konkret.

-

”Dette er elendighedens brød som vore forfædre spise i Egypten,” sådan skulle det have lydt, sådan skulle Jesus have sagt og genoplivet en fortælling der pegede bagud, der huskede én på mod noget, der var engang i fortiden, men som på én eller anden måde ikke fandtes mere. Det jødiske påskemåltid står med ansigtet vendt mod fortiden og alt det, der var engang.

 

Men i stedet siger han: ”Dette er mit legeme, som gives for jer! gør dette så jeg bliver en levende del af jer.”

 

Elendighedens brød smides over bord; og Guds egen søn kommer i stedet for.  Det er ikke et dårligt bytte. Selv om disciplene uden tvivl var rystede og helt ude af sig selv, og det måske – måske ikke – var den dråbe, der fik Judas´ bæger til flyde over.

 

Slut med elendighedens brød, slut med at stirre på det, der var engang.  For Gud er ikke kun i fortiden i alt det, der skete engang.

Gud er ikke i en slags guldalder, hvor alting var mere magisk, mere forunderligt, mere fantastisk. Gud er her nu. I dette og ethvert øjeblik, hvor han giver os intet mindre end sig selv.

 

Dette er mit legeme, dette er mit blod.

 

Og hvis vi skal angives den kristne nadvers retning, så vender den ansigtet mod fremtiden, som det jødiske påskemåltid står med front mod fortiden. Nadveren er fremtidsvendt, den er vendt mod livet, mod det liv, vi lever i al det sårbare brogethed, al dets bøvl og besvær, al det sorg og glæde.

 

Ikke elendighedens brød, men Guds egen søn, der kommer til os og er hos os. 

 

Og så er det jo stadig et mysterium alt sammen. Og således får forfatteren Martin A. Hansen det sidste ord på denne forunderlige aften, hvor vi forvisses om, at elendighedens brød er byttet ud med et Gudsnærvær, der større end vi begriber:

Han fortæller i sin dagbog, at han havde været i kirke og til alters: ”og jeg fik da vinen og brødet og jeg sagde til mig selv: Der er, som der siges. Og da jeg kom ud var dagen anderledes – det var anderledes at træde på jorden. Meget anderledes var det ikke, det var ikke oprivende eller overvældende. Det var snarere så fint, som at en lille dråbe af fremmed kraft var dryppet i et kar, så det fornemmedes overalt i vandet…”

 

 

Prædiken til Palmesøndag kl. 10.00  i Engesvang

 

Salmer:

192 – Hil dig, frelser og forsoner

448 – Fyldt af glæde

176 – Se, hvor nu Jesus træder

57 – Herre, fordi du

466 v. 9+10 af Vor Herres Jesu mindefest

173 – Et vidste han om vejen frem

 

Der er én ting, vi mennesker altid har været gode til. Og det er krig.

 

Alligevel er det fred, vi har drømt om. Altid. Fred fra hærgende lejesoldater, som vore forfædre, der boede ved hærvejen så rigeligt har været plaget af, fred fra udplyndring og tilfældig vold, fred fra våbenbrug, fra krigslarm og al den elendighed, der følger i krigens kølvand.

 

I det gamle testamente er der mange drømme om fred, store, dristige drømme om, at sværd skal smedes om til plovjern og spyd til landbrugsredskaber, om at magtens symboler: den trampende støvle, den blodbesudlede kappe skal brændes som et tegn på al ufreds ophør.

 

Og fra vores egen tid, husker vi, der er gamle nok, hvordan drømmen om fred i den kolde krigs tid gav sig udslag i vældige fredsdemonstrationer i alle større europæiske byer.

 

Fred. Det er en drøm mennesker er fælles om. Det er en drøm vi deler, selv med de mennesker på jordkloden der er allermest forskellige fra os selv. Skønt vi ikke magter at virkeliggøre den på globalt plan, og selv om det der med krig er noget vældig kompliceret, fordi de fulde konsekvenser af en krig først ses, når den er afsluttet, ja måske først længe efter.

 

På Jesu tid var drømmen om fred udsædvanlig stærk, den var brændende, lidenskabelig og vedholdende. Og det var den, fordi ufreden var så massiv.

 

Man holdt sig oppe ved at drømme om det, der ikke var.

 

For romerske soldater gik overalt, i hvert fald i de lidt større byer. Tilfældige mennesker blev slået ihjel, som det f.eks. skete, da Pilatus lod nogle pilgrimme nedslagte, der var taget til templet i Jerusalem for at ofre. Ingen skulle undervurdere Rom. Helt almindelige mennesker gik i en vedvarende frygt for et oprør, der ville bringe hele den romerske krigsmaskine på banen og knuse alle, der var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

 

Man sukkede efter fred til at passe sine vinmarker og lodderne med hvede, til at malke gederne og slagte et får i ny og næ. Man sukkede efter et minimum af vished for, at dagen i morgen lignede dagen i dag og for, at en truende ulykke ikke kunne ramme, hvad dag det skulle være. Jesu tid var en meget, meget usikker tid. Og man længtes efter det, som er idealet i det gamle testamente, hvor der står:

 

På den dag
      holder en mand en kvie og et par får,
       v22  og med den mængde mælk, de giver,
      kan han spise tykmælk.
      Ja, alle, der er tilbage i landet,
      skal spise tykmælk og honning.

 

 Ikke noget med rigdom og herlighed, men det at man har, så man kan spise sig mæt, og at man kan klare dagen og vejen uden at slide sig op. Det er idealet og drømmen i Gt.

 

Men samtidig er der jo også drømmen om Messias, om ham Gud ville sende. Ham, der ville gøre alt godt, ham, der ville skabe fred og retfærdighed. 

-

Krigens folk kendte man på hurtige, prægtige ridedyr, på blinkende sværd og stærke brynjer. Men fredskongen som man ventede på med længsel, med inderlig længsel, Messias, han ville komme på et på æsel. Det vidste enhver. Det var en ældgammel historie, som man kunne læse om hos profeterne. Ethvert barn vidste det. Den konge, der ville skabe fredelige tider ville komme ridende på et æsel. –

 

Et æsel. - Æsler kan være stædige, men de kan bære store byrder og er fantastiske trækdyr, hverdagsdyr og arbejdsdyr.  Og mens man godt kan føle sig skræmt af en fyrig arabisk hingst, når den står og tripper nervøst, så er der ikke noget skræmmende ved et æsel. Et æsel er et trygt dyr. Hvis det er noget, er det lidt komisk, især hvis en voksen mand placerer sig på dets ryg og hans fødder næsten rører jorden. På Jesu tid var æslet et dyr, de allerfleste havde i deres fattigdom. Hesten derimod var de velhavendes privilegium. 

 

Så når vi i dag hører fortællingen om, at Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, og at folk vifter med palmegrene og råber Hosianna, så er det bare toppen af en langt større og langt ældre historie, en historie som må med, førend vi fatter noget som helst.

 

For i en anden sammenhæng og på et andet sted ville en mand, der red på et æsel, enten overhovedet ikke blive lagt mærke til. Eller vække opsigt og munterhed – som det ville ske, hvis én af os red gennem Engesvang på et æsel. Vi ville jo blive regnet for småskøre.

 

En mand på et æsel. En mand på et æsel ville ikke have en chance for at blive hyldet noget andet sted i verden end netop i Jerusalem. Og netop på det tidspunkt. Ikke engang selv om han var undergørere og af mange mentes at komme fra Gud selv

 

Men i Jerusalem år 33, da stod man langs vejen og råbte Hosianna. For man håbede så stærkt, man håbede at undertrykkelsen nu var forbi, og at en ny tid nu ventede, en tid, hvor man kunne sidde i skyggen udenfor sit hus og spise tykmælk og honning. Og Jesus var et tegn på indfrielsen af dette håb. Nu ville alting forandres, en ny tid ville oprinde, en tid, hvor der ikke var romerske soldater på ethvert gadehjørne og romerske øjne i hver afkrog, en tid med fred og velstand, med forudsigelige hverdage, retfærdighed og lighed for loven.

 

Så når de samme mennesker, der palmesøndag råbte ”Hosianna”, langfredag brølede: ”Korsfæst ham!” er det ikke et udtryk for menneskers ubestandighed eller upålidelighed. Det var ikke fordi de havde skiftet sind.

 

Nej, de var skuffede, folk i Jerusalem var dybt skuffede over Jesus, de følte sig inderligt svigtet af ham, fordi han ikke gav dem det, de håbede på og længtes efter. De ville have fred, de ville kunne sidde i skyggen og drikke tykmælk og spise honning.

 

Men han gjorde ikke noget, han benyttede ikke den magt han havde fra Gud til at drive romerne ud, han nedkaldte ikke lyn og torden og Guds vrede over dem, man ville af med. Han brugte ikke den magt fra Gud, som man vidste han havde, til den retfærdige krig, der nødvendigvis skulle til, før alt kunne blive godt. I stedet lod han sig fange og binde, ydmyge og mishandle.

 

Han havde nægtet at gøre det man forventede af ham. Han nægtede at bruge krigen til at bane vej for freden.

 

Og det er palmesøndags kontrast eller provokation og gode budskab: at Gud, som vi møder i Jesus, ikke kan rummes eller holdes fast af vore drømme og vore planer.

 

Gud er større.

 

Og tænk hvis han den dag havde gjort, det de ville, dem, der stod langs vejen og hyldede ham, tænk hvis han havde taget magten og brugt sine kræfter fra Gud til at nedkæmpe romerne og skabe et rige af denne verden, et rige der var opstået på baggrund af en krig, på baggrund af nedslagtning og barbari? På baggrund af det, der nødvendigvis måtte blive konsekvensen, hvis man skulle romerne til livs.

-

 

Èn ting er i hvert fald sikkert: hvis det var sket, hvis Jesus havde opfyldt folks forventninger den dag, de råbte hosianna, og brugt sin magt, så havde vi ikke kunnet siddet her i dag og aldrig haft en kirke. Og vi havde ikke haft steder, hvor vi kunnet høre ord om kærlighedens afmægtige magt, eller om Guds virkelighed, der kiler sig ind i vores verden, vi havde ikke kunnet synge, som vi indledte med ”Kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden…” , vi havde ikke kunnet tro på, at der er liv i døden.

 

Og det er derfor palmesøndag er en festdag i vores kirke, fordi Jesus ikke gjorde det, man forventede. Fordi han ikke blev Gud på vore betingelser, men på sine egne, på kærlighedens betingelser.

 

Amen

 

Prædiken til midfaste kl. 10.00  i Engesvang

 

Salmer:

41 – Lille Guds barn, hvad skader dig

450 – Du kommer, Jesus

36 - Til himlene rækker

11 – Nu takker alle Gud

466 v. 9+10 af Vor Herres Jesu mindefest

208 - Skriv dig, Jesus, på mit hjerte.

 

De fyrre dage før påske hedder jo fastetiden i kirken. Og før i tiden gjorde man alvor af det, det med fasten, man spiste mindre og afstod fra bestemte fødevarer. Det krævende ingen selvdisciplin dengang, ingen karakterstyrke eller viljefasthed. For fastetiden var placeret netop på den tid i året, hvor vinterforrådet var ved at være brugt op og man tit ikke kunne spise sig mæt, men måtte nøjes med det, der var.

 

Men i kirkens blev de slukne forråd sat ind i en meget større historie; man spiste ikke mindre og nøjedes med det, der var, fordi man var fattig, men fordi man forberedte sig til påskefesten og var Gud til behag. Det gav en værdighed og et langt større perspektiv.

 

For virkeligheden er jo ikke kun som den er. Virkelig er i meget høj grad de fortællinger, vi har om den. Der er en verden til forskel på at tænke: ”Vi spiser kun lidt, fordi vi snart ikke har mere mad tilbage, og det gælder om at få så meget som muligt selv” eller ”vi spiser lidt og holder os fra bestemte madvarer, fordi vi faster, så vi er klar til påske og er Gud til behag. Og det gælder om at dele det, vi har.” – Der er en verden til forskel på de to tilgange til fastetidens knaphed.

 

På den måde hjalp fastetidens fyrretyve dage mennesker igennem den hårde, magre tid. Der var en religiøs overbygning på et barskt livsvilkår, en større historie og et højere mål.

 

Det er stadig fastetid i kirken de fyrre dage inden påske, men kun enkelte mennesker i vores tid spiser mindre eller afstår fra bestemte fødevarer i fastetiden. Og man forstår godt, at det ikke er udbredt, for faste som det kun at spise lidt og med viljestyrke afholde sig fra styrkende madvarer som flødeskum og tandsmør kommer jo til forveksling til at ligne de slankekure, som livet uden for kirken er proppet med. I et overflodssamfund bliver faste meget let et selvoptaget – og ikke særlig evangelisk - projekt. Selv om der i alt findes undtagelser.

 

Der er således den gode grund til at vi ikke faster ret meget i fastetiden, at det simpelthen ikke er nødvendigt. Der er mad nok, vi mætter ikke vores nærmeste ved at undlade at spise eller får forrådet til at række lidt længere, som man gjorde før i tiden. –

 

Men jeg har ikke kunnet lade være med at tænke på, hvor stærkt og grænsesprængende dagens fortælling om brødunderet må have været i knaphedens og de sultne mavers tid. Man går til kirke på fastende hjerte, ikke af fromhedsgrunde, men fordi der var så lidt mad. Og der hører man om, hvordan Vorherre mætter alle med fem brød og to fisk, mætter en tusindtallig skare. Og man lærer, at når man deler, kan der blive mad til alle. Og at Guds vilje med verden ikke er sult og kummer, ikke er at nogen spiser sig mætte altid, mens andre sulter, men at alle får, det, de behøver. 

 

Det kræver kendskab til sulten at mærke betydningen af, at alle bliver mætte, at alle får det, de behøver. Det kræver erfaringer med sultens anatomi, som vi Gud ske lov ikke har, fordi vi de sidste ca. 50 år for første gang i historien ikke har haft sult som et problem i vores del af verden.  

 

Så for os bliver dagens fortælling mere en beretning om Jesus som undergørere, end den er ord, der skal give os udholdenhed i knaphed.

 

Og det med undere er vi særligt gode til; vi ikke opdraget til at glæde os over de små mirakler, vi møder på vores vej, vi har kun i ringe grad lært at have øje for underne, men har enten en forklaring eller tænker dem som noget selvfølgeligt. Vi har mest lært at tænke kritisk og stille spørgsmål og forstå - sådan er vores kultur, og det er der mest godt at sige om. For det er rædselsfuldt, når man ikke bruger sin gode forstand, når man aldrig tvivler og spørger og prøver at forstå og komme bagom.  Og vi kan ikke love nok for den naturvidenskabelige metode, der har lært os det og bragt så utrolig meget godt med sig.

 

Men alligevel slår det ikke til. For der er områder af tilværelsen, hvor det med at stille kritiske spørgsmål, det at ville forstå og have en forklaring, det at opstille hypoteser og efterprøve dem, ikke rækker. Eller rettere sagt: ikke er den bedste måde at gribe fat om livet på. Der er området af livet, hvor undren er en meget mere frugtbar tilgang.

 

Noget i verden skal gribes ved at blive forstået, mens andet mest frugtbart mødes med forundring.

 

Og kirken er ét af de steder, måske ét af de få steder, hvor vandene holdes åbne og hvor vi holder fast på, at ikke alt kan – eller skal forklares – at forklaringen ikke altid er den bedste måde at gribe om noget på. Især ikke om det største. Ja, noget bliver nærmest ødelagt ved for mange forklaringer.

 

Kærligheden f.eks.. Den kan vi ikke nærme os ved at forstå og sandsynliggøre. Hvis vi begynder at forklare vores forældre, vores børn, vores søskende, vores mand eller kone, vores venner, alle vi er knyttet til, hvorfor vi holder så inderligt af dem, så går det jo i stykker på en måde. I hvert fald bliver det mindre. Naturligvis kan vi sige, at vi holder af nogen på grund af det og det. Men det er jo ikke langt fra hele forklaringen. Den eneste gode forklaring, som vi kan give – og som ikke er en forklaring er – at ”jeg holder af dig, fordi du er dig”. - Kærlighed kan ikke forklares, nogen gange optræder den endda de mest paradoksale steder. Den kan gives og modtages, men hvis man begynder at forklare og forstå og opregne, går noget i stykker.

Og derfor ved vi jo godt fra det levede liv, at ikke alt med fordel kan forklares, at den bedste tilgang ikke altid er forklaringen. Der er områder af livet, hvor forundringen er langt, langt bedre, og modtagelsen.

 

Således også i dag, hvor vi hører om et under: Jesus mætter flere tusinde med fem brød og to fisk. En lille dreng giver sin madpakke og så der det mad til alle. – Den slags er ikke muligt, det ved vi – i hvert fald ikke, når vi nærmer os sagen med det sprog vi kender bedst: forklaringssproget. Så bliver det ligeså tosset, som at en død står op af graven efter tre dage eller at vand bliver til vin. Eller at man kan får del i Guds virkelighed og modtager Helligånden som gave, når tre håndfulde vand risler over ens hoved. 

 

Hvis vi vil forklare og forstå Jesu undere, må vi afvise dem som sludder. For det kan ikke lade sig gøre, det, der sker, man kan ikke bare fremtrylle mad til 5000 mennesker.  

 

Vi bliver nødt til at gå til det med forundringssproget – eller det religiøse sprog eller kærlighedens sprog kunne vi også sige. Og gør vi det, da udvides verden og der åbnes for helt andre indsigter. Gør vi det, bliver det forkyndelsen af, at når mennesker deler med hinanden, da kan fem brød og to fisk mætte flere tusinde, og af, hvad Guds vilje er med verden: nemlig at alle skal have nok og en historie om, at hvor Jesus Kristus er, der kan alting ske – også det mest utrolige og ord om, at Guds rige også er mæthed og brød nok, fællesskab og det at spise sammen. Og mere til.

 

Vi kan nemt gøre tilværelsen lille, det ligger i os, og vi kan bedre håndtere det ensidige end det mangfoldige, hvilket man til overflod ser i den politiske debat. Men hvis vi kun har ét eneste sprog at bruge om det, vi erfarer, så bliver tilværelsen for lille. Hvis vi vil forklare alting, så bliver verden derefter, hvis vi ikke higer efter et andet sprog end forklaringens så bliver alting for småt og for småtskåret, horisonterne nivelleres ud, og undere – hvoraf vil alle har oplevet utallige – afviser eller forklares i stykker.

 

At forundres. Det er stærkt i familie med at tro. Og noget, vi er blevet dårligere til, som naturvidenskabens metoder har vist sig stadig mere succesrig. Og som sagt: ingen kan love nok for den.

 

Men i kirken lære vi at tale forundringens og troens og kærlighedens sprog; og tage alvorligt, at ikke alt kan forklares. Dels er der det, der bare ikke har en forklaring, men som altid vil være omgærdet med en gådefuldhed. Alt det med Gud f.eks. bliver aldrig – i denne verden - noget vi kan forstå til bunds, for Gud er større end vores forstand, Gud overgår det, vi kan gribe om og forstå. Der er noget skjult i verden, der er hemmeligheder, mysterier. 

 

Men dertil kommer, at der er sider af tilværelsen, som vi ikke kan tale frugtbar om ved at ville forstå. F.eks. kærligheden. Nogen ting bliver mindre af at vi bruger forklaringssproget om dem.

 

Og det er én af mange grunde til at lytte til evangeliet: at verden bliver større af det, at vi aldrig forfalder til at gøre tilværelsen for lille, men holder mangfoldigheden og storheden fast og alt det forunderlige. Vi går jo ikke i kirke for at verden skal blive mindre - det klare vi nemt selv – nej vi går i kirke for at få udvidet vores verden og for at vore snævre horisonter skal gennembrydes af noget andet. Af Gud, forundringens Gud som vi kender fra Jesus.

 

 

 

Prædiken til 3. søndag i fasten kl. 10.00 i Engesvang.

736 – Den mørke nat forgangen er

300 – Kom sandheds Ånd

413 - Vi kommer, Herre, til dig ind – på ”Spænd over os dit himmelsejl”

675 – Gud vi er i gode hænder – Egemoses melodi, synes jeg

439 – O, du Guds lam

192 v 7

338: Var Gud ej med os denne stund  På ”Guds søn kom ned fra Himmerig” – eller en bedre melodi, vi kender


I 1683 blev Kirsten Poulsdatter i Funder dømt som heks, hun var anklaget af en nærliggende herremand, der mente at hun havde forhekset hans kvæg;. Måske var hun lidt sær, måske var hun heller ikke hverken charmerende eller køn, måske havde livet lært hende at tage til genmæle, så folk fik råt for usødet, når de talte grimt til hende. Det ved vi ikke. 70 vidner var indkaldt i retten i Hids herred, men selv om der ikke var mange, der kunne fremkomme med særligt troværdige vidnesbyrd, blev hun dømt. Af frygt for bålet begærede hun at blive underkastet vandprøven, altså at blive kastet bundet i vandet - for den der drukner kan ikke brændes - men endte i stedet med at blive landsforvist og slap således med livet i behold. Men hun men mistede alt andet, familie, venner, tilknytning, bolig, noget at leve af. 

Under og efter 2. Verdenskrig blev der her til lands født 5756 børn, hvis fader med sikkerhed var tysk, foruden alle dem, hvor moderen af frygt for at blive skamgjort tav med barnefaderens identitet. Der var dengang kræfter i frihedsbevægelsen, der frimodigt talte og skrev om, at disse børn ikke skulle have dansk statsborgerskab, men sendes til Tyskland, for det var dér, de hørte til. Det kom aldrig på tale på politisk niveau, men det var altså i orden at sige at, at nogen ikke hørte til. Og den skæbne der blev de kvinder til del, der under krigen havde forelsket sig i en tysk soldat, med offentlig afklædning, klipning og ydmygelse og ofte seksuelle overgreb, er der ingen af os, der bryder os om at tænke på.

Man behøver ikke at have en eksamen i sammenlignende historie for at gennemskue, at heksejagten i 1600-tallet og jagten efter krigen på tyskertøserne, som man kaldte dem, har fælles træk. Og enhver, der tør kikke ind i sine egne mørkeste kamre er også klar over, hvad det var for mekanismer, der var på færde, hvad det var for kræfter, der rasede, kræfter som kan genfindes i lynchninger af de sorte i USA, i jødeprogromerne, ja kort sagt i den tænkning, der skyder skylden for det onde over på bestemte grupper eller bestemte mennesker.  Og som bilder sig ind, at man ved at tilføje disse mennesker navnløse lidelser, blot giver dem løn som forskyldt og gør det gode.

For det er værd at mærke sig, at de ondeste og mest grusomme ting, der er gjort i historien, ikke er øvet med den formulerede hensigt at volde ondt, men derimod i den indbildning, at det tjente et højere gode, at der var et større mål, der tjente til undskyldning for, hvad man udøvede af misgerninger.

At gå på heksejagt i den gode sags og det hellige mål tjeneste, er en dæmonisk fristelse for enhver tid og i enhver tid.

 Men man kan bedst afsløre fænomenet i andre tider, for vi ser det ikke så godt tæt på. Og derfor har jeg fremdraget eksempler, som vi kan betragte med afstandens klarsyn og måske bruge til at blive klogere på os selv og vores egne tid.

For netop de indre dæmoner handler det om her 3. s. i fasten, hvor der sættes stærkt lys på vore mørke sider og de mekanismer, hvormed vi kan ødelægge livet for hinanden, hvormed vi laver os syndebukke for selv at kunne være rene.

Jesus har netop helbredt en stum, men farisæerne og de skriftkloge kommer og siger, at det har han ikke gjort ved brug af Guds kræfter – for de tror ikke på, at han kommer fra Gud. Nej, han har helbredt ved den ondes kræfter siger de.  Sådan ville vi aldrig formulere os, for vort verdensbillede er ikke befolket med dæmoner, vi kalder det noget andet.

 Men Jesus afdækker lynhurtigt det umulige i angrebet mod ham, at han skulle stå i ledtog med den onde. For – siger han - hvis djævlen er begyndt at gøre godt, så kommer han jo i modsætning til sig selv og kan vel ikke blive ved med at være djævel, for en djævel, der får livet til at folde sig ud og blomstre er simpelthen en logisk umulighed. ”Men”, som Jesus tilføjer ”hvis det er ved Guds finger jeg helbreder, så er Guds rige kommet til jer.”

Og så fortæller han en historie – det gør han som regel. Jesu historier er detaljerige og spændende, han formår at lave en dramatisk fortællekurve, så man bliver nødt til at høre efter til han er færdig, og således ikke kan undgå at få pointen med.

Jesus fortæller om en ond ånd, der er kommet ud af et menneske, og som efterfølgende går ud og finder syv andre onde ånder, værre end den selv, og derefter vender tilbage dertil, hvor den kom fra og finder mennesket fejet og prydet, rent og fint, lige til at flytte ind i sammen med de syv andre onde ånder.

Jesu historie bruger som sagt nogle helt andre ord og billeder, end dem vores tid betjener sig af. Alligevel rammer den ind i hjertet af det her med at sætte andre til at bære sin skyld og sin ufuldkommenhed, det her med at tro sig fri for det onde, at jage og dæmonisere andre for selv stå kunne stå fejet og prydet, ren og uplettet, det med at man gør andre ondt, og undertiden – som vi hørte - udøver de værste grusomheder i den løgnagtige indbildning, at man gør det gode og det rette.

Hvis man ikke vil vide af det onde i sig selv, så må man nødvendigvis sætte andre til at bære det – for det er der jo, det onde og mørke og grimme, og skal være et sted, og hvis man ikke selv vil erkende det og tage det på sig, må man uvægerligt overføre det grimme i sig selv til nogen andre. Men da er det, at det vender syvfold tilbage.

Og derfor er troen så nødvendig, så livsnødvendig.

For den kristne tro rummer netop en forståelse af det at være menneske og af menneskelivets vilkår, der faktisk gør det muligt at leve med det onde i sig selv - og vide at man går an, også med det. 

Der er et gammelt begreb, der hedder arvesynd; det er et dybt umoderne ord og har det været i mange år; - også et misbrugt ord. Men måske har det fremtiden for sig; forfatteren Søren Ulrik Thomsen har i en essaysamling, han skrev for et par år siden, på en forbilledlig måde formuleret, hvad det der med arvesynden er, at det er et ord, der netop giver plads til at være med os selv og det, vi rummer – uden at behøve at læsse det onde i os selv over på andre.

Han skriver: ”hvad ligger der i arvesyndstanken andet end at det simpelthen er et menneskeligt vilkår at begå fejl, at jeg ikke gør det onde, fordi jeg er mig, men fordi jeg er et menneske”.  - Af samme grund er ordet arvesynd et ord med plads til at være, til at måtte være med os selv, til at gå an, selv om vi gør forkerte og fejlagtige, ja onde og grimme ting. Arvesyndsbegrebet – at vi gør det onde fordi vi er mennesker, ikke fordi vi er os - rummer en mægtig befrielse fra at skulle være ren og pletfri, for begrebet siger, at det ikke lader sig gøre, ikke for nogen. Selv om vi naturligvis skal gøre os umage, det byder sig selv.

Dagens historie husker os på, at intet menneske kan være rent og fejlfrit – men at det går an, det eneste, der ikke går an, er at bilde sig ind, at man kan jage det onde ud – for så jager man det netop over på de andre, så bliver der en nådesløshed, ja en dæmonisering i livet omkring os. Og eksemplerne herpå er dybt, dybt skræmmende og anfægtende.

Man kan vel godt sige, at Jesus i dag fortæller os, at vi ikke skal frygte det onde– vi skal anerkende dets tilstedeværelse, ikke mindst i os selv; det, vi skal frygte, er, at bilde os ind, at det onde ikke bor i os, men kun i de andre. For da vender den onde ånd tilbage sammen med syv andre onder ånder, værre end den selv. Og fra historien ved vi, at det er helvede på jord.

Og derfor bliver vi døbt, når vi er helt små, så det er på plads fra begyndelsen, at vi er elskede, at vi ikke skal gøre os fortjent til Guds kærlighed, for vi står i den – også selv om det er et vilkår ved det at være menneske at vi gør forkerte og onde ting. Vi står i Guds kærlighed og i den kærlighed er vi som vi skal være – og behøver ikke at feje noget nogen steder hen. I Guds blik går vi an med det hele.  Og derfra kan vi gå ud og gøre godt.

Ære være faderen og sønnen og Helligånden, som det var i begyndelse således også nu og altid og i al evighed.

Amen

 

 

Prædiken til 2. s. i fasten kl. 10.00 i Engesvang

 

754 – Se, nu stiger solen

658 – Når jeg er træt og trist
651 – Vor klippe vi slippe umuligt

158 - Kvindelil din tro er stor

439 – O, du Guds lam

192 v. 7

375 – Alt står i Guds Faderhånd

 

Når man dykker ned i Nt´ fortællinger, så møder man ind imellem en beretning, som stritter, som er fuld af modhager og udfordringer, fordi den siger noget andet end det, vi ellers er vant til at tænke om Vorherre.

 

Og netop sådan en fortælling er evangeliet til i dag, en fortælling der kradser og rusker og som er svær at få på plads. Fordi den viser et billede af Jesus, som vi ikke kender – Jesus, ikke alene som uhøflig – det kunne måske endda gå an – men som direkte uforskammet og afvisende, og det til med mod et menneske som har inderligt brug for hjælp.

 

Hvad skal vi stille op med det? Er Jesus sådan én, der, når han bliver bedt ham om hjælp, kan finde på bare lader være med at svare? Og så, når han bliver nødt til at svarer, fordi hende, der beder ham er så insisterende, at han da svarer uforskammet og nedladende? Er Jesus sådan én?

 

Nej, sådan er Jesus ikke, vil vi sige. Jesus er den, der siger: ”Bed og der skal gives jer, søg og I skal finde, bank på og der skal lukkes op for jer.”

 

Men ikke i dag.  I dagens evangelium er Jesus på grænsen til det ubehagelige. ”Han svarede hende ikke et ord”, står der, efter at den arabiske kvinde har bønfaldt ham om at gøre sin datter rask. Det er den mest uhøflige og uforskammede måde, man kan møde et andet menneske på: Ikke at svare. At svare er dog det mindste, man kan, hvis man ikke kan eller vil andet.

 

Men for at komme til bunds i, hvad der er på spil, lad os da tage fat et andet sted. Jesus er kommet til Tyrus og Sidon, står der. Og det er ikke bare en oplysning til os om, hvor Jesus nu befinder sig, en slags status-opdatering på Jesu- facebook side ”Nu er jeg i Tyrus og Sidon”. Nej, det er meget mere end en stedsangivelse. Tyrus og Sidon er hedningeland, et sted hvor ikke-jøder bor, og også et sted, ingen jøde kom med sin gode vilje. Ud over Jesus, ser det ud til.

 

En stor del af den jødiske identitet og religiøsitet lå i afstanden til de omkringboende folk. Når vi i Gt læser de religiøse love, så er de altid i modsætning til de omkringboende folks praksis. Når jøderne f.eks. forbydes at drive trolddomskunst og at spå, så er det fordi, det var en udbredt praksis blandt de omkringboende og når de forbydes at spise bestemte dyr, er det fordi, netop disse dyr – f.eks. svinet – spises af de omkringboende folkeslag. Alt det de andre gør, det må jøderne ikke. For deri er deres folkelige identitet, at de er anderledes.  

 

Jødernes selvforståelse var, at de – de og ingen andre – var Guds udvalgte folk. Blandt dem ville Gud sende en Messias, en frelser, som var sendt til dem og alene til dem.

 

I vores øren er det jo en sær chauvinistisk måde at tænke på, som ikke har den fjerneste lighed med den, vi ellers lærer i kirken, hvor det altid lyder, at evangeliet og frelsen og Guds kærlighed gælder alle. Alle.

 

Men ikke desto mindre ser det ud til, at det også – i hvert fald i begyndelsen af dagens historie - er Jesu forståelse: at han er Guds søn, ikke sendt til verden, men sendt til jøderne, og at alle andre er ligegyldige. Jesus har fordomme, kan man godt sige.

 

Men som sagt har han alligevel bevæget sig ud af jødernes område ind i hedningeland. Og det ligner jo en tanke, som om han er blevet ført derhen, ledt af Helligånden.

 

For dér, hvor han har overskredet sin egen grænse og bevæget sig udenfor sit område, møder han en kvinde, en arabisk kvinde. Som ikke kender meget til jødernes religion, som af gode grunde ikke overholder spiseforskrifterne, og som ikke har anden dagsorden end kærligheden til sin datter, til sin syge datter. Hun har hørt om Jesus, rygtet om ham har bredt sig, også til Tyrus og Sidons egne, hun har hørt, at han har magt, så han kan helbrede.

 

Derfor kommer hun løbende, da Jesus drager gennem hendes område, hun tænker uden tvivl om det, at det er en åbning, en gestus mod hende og hendes folk. Men sådan tænker Jesus tilsyneladende endnu ikke. Da kvinden tryglende råber til ham og beder ham forbarme sig, så siger han som sagt ingenting. Og hvis denne kvinde selv havde fejlet noget, hvis hun havde bedt Jesus for sin egen skyld, da ville hun nok være gået efter hans afvisende tavshed. Men hun beder ham ikke for sin egen skyld og derfor bliver hun ved, hun beder på en andens vegne og insisterer på, at Jesus skal helbrede hendes datter. Og da Jesus endelig bekvemmer sig til at svare og - bestemt ikke særlig venligt – griber hun hans svar og kaster det lynhurtigt tilbage, insisterende.

 

Hun er en himmelstormer, den her kvinde. Hun vil have af himlen. Og bliver ved. Hun er ligeglad med, at hun er kvinde og ikke regnes for noget, hun er ligeglad med, at hendes barn er en pige og heller ikke regnes for noget særligt, og hun er ligeglad med, at hun ikke er jøde.

 

Hun insisterer på, at hun er så meget værd, at Jesus ikke alene må svare hende og optræder høfligt, men også at han må gøre det samme for hende som han har gjort for andre mødre: at han helbreder hendes datter.

 

Og som sandt mennesker går det op for Jesus, at han har fordomme mod ikke-jøder. For det første. Det er som om, der falder skel fra hans øjne og han ser, ikke en arabisk kvinde, men et menneske, et gudskabt og gudselsket menneske.

 

For det andet bevæges han af hendes insisteren, bevæges og berøres, ja forandres. Noget går op for ham, noget som han ikke før havde tænkt, nemlig at Guds kærlighed ikke er begrænset til et bestemt folk, men netop overskrider grænser, nedbryder fordomme og sprænger barrierer.

 

Når man har hørt historien til ende og er kommet sig over, at Jesus optræder så uhøfligt, så går det op for én, for det første, at den Gud vi kender fra Jesus kan bevæges. Gud ansigt er ikke hugget i sten, ubevægeligt og uforanderligt, Guds ansigt er Jesu ansigt, et menneskes ansigt, bevægeligt og foranderligt.

 

Det ved vi også fra andre fortællinger, f.eks. fra beretningen, hvor Abraham tinger med Gud og beder ham skåne de to onde byer Sodoma og Gomorra. Og vi ved det fra Jakob, der kæmper med én i vadestedet, som er ingen ringere end Gud selv og aftvinger ham en velsignelse.  

 

Men vi ved det også fra hele den lange fortælling om Guds historie med mennesker og menneskers historie med Gud, at Gud bliver – ja, klogere ser det ud til fra vores synspunkt. Gennem historien bevæger Gud sig simpelthen væk fra straf og dom og ødelæggelse, når vi mennesker ikke følger hans vilje. Det er ellers et godt prøvet middel gennem hele GT – der er kun det ene ved det, at det ikke virker. Mennesker bliver ved med at vende Gud ryggen, selv om de straffes med død og undergang, med vand og ild og svovl og ulykke.

   

I sin opdragelse af mennesker kan man godt sige, at Gud indser, at det der adfærdspsykologiske simpelthen ikke virker på mennesker, at straf er en uhensigtsmæssig pædagogisk metode. En indsigt som man roligt kan sige, vi mennesker har været ualmindelig længe om at få fat i, selv om den allerede i to tusind år ikke har været Guds måde at møde os på.

 

Ja, Jesu komme i verden er i sig selv en forkyndelse af, at Gud kan forandres, at han bevæges og bliver klogere. At han er stor nok til at gå over sine egne grænser.

 

Det er noget næsten rystende, som dagens evangelium afdækker. Selv om det ikke er nyt. Guds bevægelighed og foranderlighed, at Gud kan blive klogere. Og ikke nok med det: at han bliver klogere gennem vores tryglen og insisteren og vores stormen mod himlen. Det godt vi hører den her fortælling hvert andet år, så vi kan vænne os til tanken, der jo på én gang er vidunderlig og svær. Fordi den er anderledes.

 

Men noget andet som dagens evangelium også fortæller, lærer vi af den arabiske kvinde. For der er det ved hende, at hun tænker og opfører sig som en kristen, hun tænker som et døbt menneske, der ved, at hun er noget værd, har betydning og må stå frem for Guds søn netop som hun er – og det selv om hun hverken er det ene eller det andet. Denne arabiske kvinde tænker om sig selv, at hun er så meget værd, at hun kan bede Guds søn om hvad som helst – også det største: at hendes datter bliver rask. Og hun bliver ved, hun tager ikke en afvisning for en afvisning, men løber stormløb mod himlen i tillid til, at Guds søn vil lytte til hende. Og det gør han, han lytter til hende, han bevæges og berøres og helbreder hendes datter.  

 

Jeg synes stadig, dagens evangelium udfordrer og kan være svær at tumle. Men samtidig er det mægtig horisonter, der åbnes for os. Den kristne ydmyghed suppleres af opfordringen til at storme himlen og rende Gud på dørene, tidligt og sent. For han lytter, han røres og bevæges.

 

Amen

 

Prædiken til 1. søndag i fasten kl. 19.00 i Engesvang

 

336 - Vor Gud han er så fast en borg
201 - Det hellige kors, vor Herre han bar
634 – Du ved det nok mit hjerte

637 – Du som mætted´ tusind munde

439  - O, du Guds lam

192 v. 7 – Af Hil dig frelser og forsoner

435 – Aleneste Gud

 

Fastetiden er jo kirkens tænksomme tid; og det er ikke uden grund at farven, den liturgiske farve, er den violette – eller lilla som vi nok vil sige - den farver der changere ubeslutsomt mellem rødt og blåt og ikke rigtig kan bestemme sig. 

 

For fasten er nemlig ikke kun tænksomhedens tid, angerens og bodens og selvransagelsens tid. Den er også tvivlens tid, tvivlens og de øde steders - ørkenens tid - tid.

 

Og et af de spørgsmål, der bor i ørkenen og på de øde steder, er spørgsmålet om, hvilken forskel kirken sætter i verden, om det alt sammen har noget at betyde, som Grundtvig siger det i en salme. Eller sat på spidsen: er der forskel på en verden uden Gud og en verden med Gud?

 

I den lunkne changeren mellem rødt og blåt, hvisker en stemme til os om, der ville ske noget, hvis vi lukkede og slukkede vore kirker? Ville det have betydning for ret mange, hvis de ikke fandtes? Og at der ikke mere var steder, hvor gudsfortællingen holdtes i live og gaves videre, og hvor ordene om troen og håbet og kærligheden, om syndernes forladelse og det evige liv lød? Ville det have betydning for ret mange, hvis kirken ikke var til – ud over for alle os, der har vort udkomme ved at arbejde her?

 

Betyder kirken noget? Gavner den nogen? – har den en funktion i vores liv med hinanden, som der ikke er andre, der opfylder eller kan opfylde? Det spørgsmål bor også i ørkenen og på de øde steder. – I øjeblikket er der jo nogle højrøstede ateister, der kæmper en kamp, der også sine steder har sin berettigelse. Men hvis vi tænkte os, at kirkerne lukkede og man i stedet lod ateisterne overtage de overgange, som kirken ellers leverer ritualer i forbindelse med: fødsel, pubertet, ægteskab, død – og de gjorde det godt, hvor mange ville så savne kirken og synes, at der manglede noget livsnødvendigt?

 

Vi, der er i kirke i aften, ville nok, fordi vi jo er vant til kirken. Og holder af den og finder - de fleste gange – mening i at komme her. Men vi kunne vel også vænne os til noget andet, hvis så skulle være – eller kunne vi? 

 

Er der noget i kirken, man ikke får andre steder og ikke kan få andre steder? Er der forskel på en verden med Gud og uden Gud?

 

Sådan hvisker stemmen her i fastetiden. Og dermed er vi i ørkenen, hvor Jesus også er, halvdød af sult og tørst, men nok mere af tvivl og angst.

 

Noget af det, der kendetegner livet i ørkenen er, at man nemt mister orienteringen, fordi alting ligner hinanden. Sand og sanddynger alle vegne og selv de pejlemærker, der skulle være, kan bedrage. Og så er der jo også det ved ørkener, at de kan have luftspejlinger, man kan indbilde sig selv de mest utrolige ting og se noget, der slet ikke findes.

 

Ørkenen er også et sted, hvor man mangler helt grundlæggende ting som mad og vand; ørkenen er et manglested. Et sted, hvor noget livsvigtigt er fraværende.

 

Der er ørkner i alle liv, som sagt. Ørken og de øde steder er livsvilkår.

Og dog er ørkenen ikke kun et sted, hvor livet kan fører os hen kort eller længe. Det kan også være et selvvalgt sted, hvor man har søgt hen for at nå til klarhed. Eller er blevet kaldt ud. Som Jesus blev det.

 

1. søndag i advent har et navn på latin. Og selv om vi jo vælter os i uforståelig latin i kirken, når vi kalder søndagen 60 dage før påske for seksagesima og den 70 dage før for septuagesima, så bruger vi ikke det latinske navn på 1. søndag i faste. Men det er ellers godt: invocavit hedder det, hvilket man jo ikke bliver så meget klogere af. Det betyder: ”Han har råbt på dig!” Og så er man allerede klogere.

 

Uanset om hvor umuligt det kan virke med al den latin i kirken, så var de jo ikke dumme, de gamle, når de gav dagen i dag det navn.

 

Ikke bare: Han - som jo naturligvis er Gud – har kaldt på dig, men ligefrem RÅBT på dig. Han har råbt på dig.

 

Og dette dig er jo på én gang Jesus og os. Jesus, som Gud har råbt på, så han endelig er gået ud i ørkenen for at blive det han er: Guds søn og så os, som Gud har råbt på, for at vi kan få øje på Jesus, Guds søn, vor bror og frelser.

 

Og for yderligere at uddybe sagen, råber Gud også på et mig i den 91. salme fra salmerne bog, som djævlen citerer fra i dag. Så det er meget dybsindigt og underfundigt.

 

Han har råbt på dig. Så vi ser hvem Jesus er. Men måske ikke kun det, måske også råbt os på os, netop for at kalde os ud i ørkenen. Engang imellem må vi ud i ørkenen, engang imellem må vi til de øde steder. For at nå til klarhed, for at se os selv i øjnene og vælge, hvilken vej vi vil gå og magt, vi vil knytte os til.  Han har råbt på dig.

 

Det er også Jesu opgave: at vælge hvilken magt han vil knytte sig til og hvilken vej, han vil gå – om han vil være den, som Gud vil, at han skal være, nemlig Guds søn, der går kærlighedens vej til ende – eller han vil være magtens mand, djævlens bonkammerat og medarbejder.

 

Og tænk hvis han havde valgt anderledes, tænk hvis han havde valgt den lette vej, magtens vej og nægtet at være søn?

 

– Hvad skulle der så være blevet af os?

 

 For der er jo netop alting til forskel på en verden uden Gud og en verden med Gud. På tilsvarende vis som der er en verden til forskel på en verden med kirken og uden.

 

For selv om djævelens i dagens historie umiddelbart virker rar og fornuftig, så er det, han frister Jesus med, intet mindre end at blive som ham. Den onde, der med sine venlige ord, spørger Jesus, om han ikke vil bruge sin guddommelige magt og lave sten til brød, nu både han og mange andre er sultne, har en afgrundssort dagsorden. Han vil have Jesus til at blive som sig selv.

 

Men hvis Guds søn underkaster sig djævlen, så er forskellen på godt og ondt ophævet, på kærlighed og magt. Hvis Guds søn underkastede sig magtens logik, så ville mennesket virkelig blive ensom i verden, så havde vi kun os selv. Og sandheden ville være, at enhver var sig selv nærmest. Og netop at Fanden tager de sidste. Da var der kun én eneste vej: at frelse sig selv.

 

Nej, jeg vil ikke bruge magt til at overbevise verden. Nej, jeg vil ikke have magt, så jeg kan tvinge alle til at tro på mig. Jeg er søn, jeg er Guds søn. Det er Jesu svar til Djævlen.

 

Men samtidig svarer han også: Ja, der er forskel på godt og ondt, ja der er forskel på kærlighed og magt, ja jeg er kommet for at leve et sandt menneskeliv, ja, jeg elsker menneskene, og befrir dem til at leve og dø, i min kærlighed. De skal ikke klare alting selv. De skal ikke frelse sig selv.

 

-

 

Det er en meget stor og afgørende fortælling, der blændes op for denne første søndag i fasten, som på en gang kalder os ud i ørkenen og ud i al den tvivl og usikkerhed, der er dér, spekulationer om mening og betydning, men som samtidig sender os ind fra ørkenen igen. Forvisset – eller i hvert fald med ord om - at det er Gud, der har magten, ikke den onde, at der er forskel på godt og ondt, og at Jesus valgte kærligheden og har sat os ind i den. Og på den måde også afstikker kirkens betydning og vigtighed.

 

Naturligvis ophæver det ikke alle spørgsmål eller svarer på alt det, vi bøvler med og som fastetidens tænksomhed åbner for. Vi bliver aldrig færdige.

 

Men vi bliver råbt på. Og når man bliver råbt på, da må man svare.  – Også selv om vore svar er så ydmyge som: ”Hjælp!” Eller ”Jeg tror, hjælp min vantro”, også selv om svarene er sådan, slår de til.

 

Men det ville det bestemt ikke have gjort, hvis Jesus havde valgt en anden vej, dengang i ørkenen. Da ville ingenting have slået til.

 

Dog, han valgte kærligheden vej, og gik den til ende.

 

Amen

 

 

 

Prædiken til fastelavns søndag i Engesvang

 

478 – vi kommer til din kirke, Gud

450 – Du kommer, Jesus
441: Alle mine kilder skal være hos dig

467 v.7-8 af Vor herre Jesu mindefest

176: Se, hvor nu Jesus træder

217: Min Jesus, lad mit hjerte få

 

Engang var jeg ude at gå. Det var langt borte, og der var ufattelig varmt. Tøjet klæbede til kroppen og jeg spekulerede en del over, hvorfor jeg havde drevet mig selv og ikke mindst vore uskyldige børn ud på en vandring mellem lave, stikkende buske i 30 grader varme. Den hede vind hvirvlede støv ind i vore øjne og det satte sig på det gennemsvedte tøj som sorte striber.    

 

Sådan gik vi flere timer. Men pludselig kom vi til en lavning. Midt i det golde tørre, løb der en flod. Det var ikke en stor flod, og andre tider på året ville der være meget mere vand i den. Men der løb vand i den, klart, køligt vand, og det mest forunderlige var, at floden løb ud i et bassin, et naturligt svømmebassin, som vandet gennem millioner af år havde gravet ud af terrænet.

 

Fornemmelse af på en skoldende dag at lade sig omslutte af vand, der er lige tilpas køligt – hvad enten man bedst kan lide brusere, floder eller havet – hører selv på vore breddegrader med til de almindelige erfaringer af velvære, af forfriskelse, af at blive fornyet – måske ligefrem født på ny.

 

Og det er meget indlysende, hvorfor brugen af vand ikke kun findes i den kristne dåb, men også i riter i andre religioner. For vandets rensende, forfriskende, læskende og livgivende væsen hører med til de sansede erfaringer. Man skal ikke være ret gammel, førend man gør sig erfaringer med vandet. Hvis man er nybagt forældre og kaster sig ud i den krævende disciplin, der hedder babysvømning, vil man hurtigt opleve, at det spæde barn bevæger kroppen i glæde, blot svømmehallen blå vandspejl viser sig.

 

Vand er ikke intellektuelt, vand kræver ikke at blive ”forstået” for vand hører med til grundlæggende sansede erfaringer. Endda før man får sprog for det, har man erfaringer med vand, erfaringer som på de fleste områder er på højde med de erfaringer voksne mennesker har gjort sig. 

 

- Hvis man er et lille barn, og de voksne ellers forstår at afpasse badevandet, så det bliver lige nøjagtig den rette temperatur, hverken for varmt eller for koldt, og derefter holder,hverken for hårdt eller for blødt men lige tilpas, da kan man roligt sammenligne det at blive badet med at blive holdt om, at blive omsluttet af kærlige hænder, som om det lune vand er et blidt favntag.

 

Og så er vi ankommet til den kristne dåb: at blive omsluttet af kærlige hænder, at blive holdt om, holdt af og holdt fast og tilhvisket ord om at høre til og have en plads. Man bliver simpelthen indlemmet i kirken her hos os ved en omsorgshandling, en symbolsk omsorgshandling, som man ikke behøver at forstå eller have fine ord for, men som knytter til ved det sanselige og til det grundlæggende: at blive holdt af og omsluttes af kærlige hænder.

 

For 14 år siden, havde kirken 100 års jubilæum, og da holdt vi en fest – det er jo skik, når der er jubilæum. Biskop og provst var, der blev spist god mad – det var i gamle dage dengang der endnu var noget, der hed Engesvang Kro – der blev sunget, der blev holdt taler.

Biskoppen holdt én som forventet, provsten med, jeg holdt sikkert også én selv, tænker jeg, og så var der nogle andre præster, der sagde noget – sådan er det jo – indbyder man 10 præster, behøver man kun 9 stole, for der er altid én, der rejser sig og holder tale.

 

Jeg husker intet af disse præstetaler, heller ikke om jeg selv holdt én og hvad jeg evt. sagde. Men da var der en mand fra menigheden, der rejste sig, en mand der langtfra var ung, snarere gammel. Og hans tale husker jeg, han var uden sammenligning den, der sagde det mest fornuftige den dag. Og det mest opbyggelige. Så opbyggeligt, at det huskes 14 år efter. Han talte ikke længe, sagde et par ord om kirken og dens historie, og hvad han selv havde oplevet der. Og så sluttede han med at sige, at det, det drejede sig om i livet, uanset, hvad man mødte eller forårsagede, det var at holde sig til sin dåb. Så satte han sig ned igen, på den fine, beskedne måde, der var hans og efterlod den stilhed i rummet, der bliver, når nogen har sagt noget betydningsfuldt.

 

Jeg må vedgå, at jeg i øjeblikket ikke helt begreb, hvor betydningsfuldt det, han sagde, var. For jo yngre man er, desto mere kan man finde på at indbilde sig, at sandheden er svær at forstå. Men det er den ikke. Og undertiden kan ord ligesom lagres i os, som frø, der ligger i jorden, rede til at spire, og så, når forårsregnen falder, sætter de skud og borer sig op gennem jorden.

 

At holde sig til sin dåb. Det var en gammel mand, der sagde det, han havde helt sikkert som alle andre oplevet livet og mærket, hvordan tilværelsen kan ruske i os, og bagefter efterlade os forslåede og udmattede, han vidste godt, at livet ikke er retfærdigt, at det ikke går de gode godt og de onde skidt, og at modgang rammer ligeså vilkårligt som regnbyger om sommeren.

 

Men det var sin erfaring, han delte ud af, sin erfaring med livet, med Gud og med alt det, han havde lært og var blevet givet i kirken. At det gjaldt om at holde sig til sin dåb.

 

Hvad han mente med det, hvilke personlige oplevelser den knyttede sig til dette kortfattede udsagn, ved jeg ikke. – Men måske tænkte han netop på dette, at vide, at man er omsluttet af kærlige hænder. At dåbens symbolske bad er en fortælling om at blive holdt om og holdt af og holdt fast af én, der er større end os, også når de vilde vande vælter ind over os.

-

Fastelavnssøndag bliver Jesus døbt i Jordan-floden, der sker hvert andet år. Af sin fætter Johannes Døber, vildmanden med kameluldskjortlen, der sagde sandheden og til sidste måtte betale den pris, det som regel koster at tale magtens mænd og kvinder imod, nemlig døden. Johannes levede derude ved Jordanfloden, og han havde skabt sig en slags bevægelse af mennesker, der ville det gode og som havde ladet sig neddykke i flodens plumrede vand som et ydre tegn på, at de herefter ville have andre mål i livet end at det at gå efter egen vinding.  – De fortællinger, der knyttede sig til Johannes dåb, var andre end dem, vi fortæller, når vi døbes i vores kirke.

 

Johannes dåb var på den måde en anden dåb, fordi der knyttede sig andre ord og forestillinger til den. – Johannes fortalte om at tage sig sammen, og at vende sig mod et nyt og anderledes liv, hvor man stræbte efter det gode, efter at gøre Guds vilje – hvad der jo kun kan siges fine ting om.

 

Den kristne dåbs fortællinger er som sagt andre, nemlig at blive omsluttet af kærlige hænder: dåben handler hos os om vores grundvilkår i lyset af den treenige Gud: At det første, der er at sige om os, det allerførste, der kan fortælles, er, at vi er holdt af og holdt om, at vi hører til og har en plads, og ikke bare en midlertidig plads, men en evig plads, og tilmed en plads, som ikke kan tages fra os igen, selv om vi skulle sløse med livet og gøre alting fuldstændig forkert. Pladsen er der altid, åben og klar og beregnet til os. Nu og altid. – I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.       

 

Jesus kommer ud til Johannes og vil døbes af ham; modtage det ydre tegn på, at han herefter skal leve et bedre liv.  Det vil Johannes ikke være med til. For Jesus lever jo allerede således, at han altid har andres liv og lykke som mål, ikke sit eget, så det med at blive døbt ligesom dem, der har brug for et tegn på, at de vil forbedre sig, virker meget mærkeligt, ja helt forkert, når det er Jesus, det gælder.

 

Men Jesus insisterer. Og således sker det, Johannes døber ham, himlen revner og Guds stemme buldrer over Jordanfloden. Og Jesus gør det tydeligt, at han vil leve det liv, som vi mennesker lever, med alt det bøvl og alt den uretfærdighed, der hører med, med alle de konflikter og dilemmaer, der knytter sig til det menneskelige. Han vil leve et menneskeliv, så intet er ham fremmed. Og Gud råber fra himlen og slipper Helligånden løs, så alle kan vide, at sådan skal det være. – Jesus kom ikke for at kikke sig lidt omkring, han kom for at leve som én af os.

-

-

Da vandet rislede over vore hoveder i en dåb med andre fortællinger end Johannes´ dåb, i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, da blev vi døbt til at omsluttes af kærlige hænder, den Guds hænder der ved, hvor bøvlet det kan være at leve i verden, hvor svært det er at gøre det rigtige og hvor tit vi bliver spændt ud mellem forskellige dagsordener, der alle er gode og sande, og som også ved, hvor meget sorg, der kan være ved at leve.

-

-

Hver gang vi åbner for hanen, hver gang vi sætter vand over til kaffe, hver gang vi tager brusebad eller kaster os i de sommerblå bølger, da fortæller vandet – tiest uden at vi lægger mærke til det – dåbens fortællinger: om at høre til og være nogen, om at have en plads og have hjemme, om at blive omsluttet af kærlige hænder.

 

Og som livet tager os, spænder os ud og splitter os op, da kan - måske - det erfares, som manden, jeg fortalte om, sagde. At man mærker, at det gælder om at holde sig til sin dåb, måske sommertider at klamre sig til den. Så vi ikke glemmer, at vi er nogen og har betydning og er elskede mennesker. Fordi man ikke kun som barn, men også som voksen kan have brug for at omsluttes af kærlige hænder.  

 

Amen

 

 

Prædiken til Seksagesima kl. 10.00 i Engesvang

 

751 – Gud ske tak og lov

324 – Dig rummer ej himle

400 – Så vældigt det mødte os først i vor dåb

320: Midt iblandt os på

439 – O, du Guds lam

467 v.7-8 af Vor herre Jesu mindefest

399 - Klokken slår

 

”Ingen kan være gerrigere end præsten i Broby, ingen kan være mere skilt fra mennesker ved ondskab og ubarmhjertighed.” Sådan begynder forfatteren Selma Lagerlöf en historie om kærlighed, men mere en fortælling, der handler om afstanden mellem det, vi mennesker hører og ser og oplever og så det, de fleste vil kalde for virkeligheden.

 

Det gådefulde som netop er på spil i Jesu fortælling i dag: hvorfor den samme virkelighed og de samme ord har så forskellig indvirkning på os og bliver hørt og forstået så forskelligt. Ikke bare sådan, at vi opfatter forskelligt hver især, men også således, at vi én dag hører noget på én måde, mens vi en anden dag hører og forstår helt det samme på en anden måde.

 

Hvorfor er der ikke et ligefremt forhold mellem det, der siges, og det der bliver forstået og oplevet? Det er gådefuldt. Og jo langt fra noget, der er begrænset til kirkens verden. Overalt sker det, at der bliver sagt ét, men hørt noget andet – eller slet ikke hørt noget.  - At det, vi siger overhovedet ikke svarer til det, der bliver hørt. Det er et mønster der findes til overflod i vores liv med hinanden.

 

Og én af de helt store besværligheder ved at være menneske er jo netop det der med, at ord, der har forladt vores mund, lever deres eget liv, udenfor vores magt, at der ikke nødvendigvis er overensstemmelse mellem det, der siges og det, der høres.  - Det gælder både for menneskeordene og for Gudsordene, at selv om de er sagt, høres de ikke nødvendigvis som det var meningen, ja måske høres de slet ikke.

-

 

Den gerrige præst i Broby er et grimt menneske; han er besat, besat af griskhedens onde ånd. Han siger de hellige ord i kirken, han siger ordene af Jesu mund, som evangelisterne har skrevet dem ned, han beder bønnerne, og forvalter de hellige handlinger – dåben og nadveren. Men de virker ikke på ham, han er uimodtagelig, endda for de ord han selv prædiker til menigheden. Og de virker heller ikke på hans tilhørere, der ved hvordan han lever sit liv: at han har plaget sin kone til døde med sin lidenskabelige nærighed og jaget sin datter af huse, fordi hun ville spise sig mæt.

 

Præsten er gammel nu, gammel, ensom og ulykkelig, og dog kan han ikke slippe den sygelige griskhed, der har taget bolig i ham. Ikke engang ordene fra Vorherre kan gøre noget, de ord, som ellers Jesus Kristus satte sin lid til og så ubekymret og ødselt lod lyde i verden i tillid til, at de nok skulle høres og forstås og virke i menneskers hjerter som Guds kraft og Guds visdom med tro, med håb og med kærlighed. Ikke engang ordene fra Vorherre kan gøre noget for ham.

 

Men da sker det en klar augustdag, at præstens - nu ligeledes gamle - ungdoms kærlighed kommer for at besøge ham. Hun kommer ikke for at blive altid, men for at se ham en sidste gang, inden hun dør. Hun har kørt meget langt, hun bor så langt borte, at rygtet om Brobypræstens griskhed og ondskab ikke har nået hende. Og nu er hun på vej til ham, ham som hun elskede i sine unge dage, men ikke måtte få for sin far, nu er hun på vej til sin elskede og hen ved et halvt hundrede år er gået.

 

Hun møder ham allerede ved bygrænsen. Præsten står - ukendelig - som en pjaltet tigger ved vejen, men da hun standser for at give ham en mønt, genkender han hende. Med rystende stemme siger han, at der først er nogen hjemme i præstegården over middag, det ved han for vidst, og at hun må tage ned på gæstgivergården så længe.

 

Derefter skynder præsten sig hjem, han vasker og barbarer sig og tager sine fineste klæder på, han kører hen til provstinden for at låne al muligt af hende, der kan få hans fattige og forsømte præstegård til at ligne noget, man kan modtage gæster i.

 

Ud på eftermiddagen kommer da hans ungdomskærlighed til præstegården; hendes vogn sidder fast i porten, men han kommer løbende, løfter hende ud af vognen og bærer hende ind. Hun ser hans øjne og mærker hans arme om sig, hun ser kun hans øjne, og det halve århundreder der er gået, forsvinder. Da hun kommer ind i den forfaldne præstegård, ser hun ikke gulvene, der er sorte af snavs og væggene, der er grønne af mug, hun ser kun hans øje og hører hans stemme, og mærker hans hånd i sin.

 

Han havde ikke behøvet at låne det mindste hos provstens, for hans ungdoms elskede ser alt gennem kærlighedens slør, hun ser ikke det grimme og forfaldne, hun ser ikke det forsømte og misligholdte, hun ser ikke, at køerne er magre, og at haven ligner et vildnis. Nej, alt er så smukt, synes hun, så smukt og fuldendte. Men det smukkeste er dog Brobypræsten, det smukkeste er ham, som ingen i sognet selv i deres vildeste fantasi kunne komme på at bruge pæne ord om.

 

Og sådan forvandler den fine gamle dame Brobypæsten og alt omkring ham, sådan forvandler den gamle dames blik alting. Det grimme bliver skønt, og det hæslige fint og den foragtede præst, der ellers hverken lytter til Gud eller mennesker, hører hvert ord hun siger; han hører hvert eneste ord hun taler til ham, og ikke blot hører, men hører så han forstår, hører som man hører, når kommunikationen er så vellykket, at det, der siges, svarer næsten nøjagtigt til det, der høres. Han hører alt netop som hun havde tænkt, det skulle høres, og hun på sin side hører alt, han siger, som stærke, skønne ord, der sætter sig som aftrykt i hjertet.

 

Så længe hun er hos ham, er han i Paradiset; så længe hun er hos ham er han dér, hvor der ingen afstand er mellem det, der siges og det, der høres og forstås, og det gælder både Gudsordene og menneskeordene.

–

 

Den historie Jesus i dag fortæller om en bonde, der ødselt og rundhåndet tilsår sin mark uden smålig hensyn til, hvordan kornet vil vokse, er jo en historie om, at ord, der siges langt fra altid får samme skæbne som de ord, Brobypræsten udvekslede med sin ungdoms kærlighed. Ord, der siges, ord fra Gud, der siges, har langt fra altid nogen virkning. Nogen gange går Guds-ordene ind af vort ene øre og ud af det andet. Det er en velkendt erfaring, at Gudsordene netop undertiden ikke sætter sig spor eller gør indtryk.

Men også noget svært, noget meget svært, og noget, man ikke rigtig kan komme overens med?

 

Hvorfor er det ikke sådan, at når vi mener at gå Vorherres ærinde og videregiver hans ord og fortællinger, hvorfor høres de så ikke altid på samme måde som den griske Brobypræst hørte på ordene af sin elskedes mund, de dage hun var hos ham? Hvorfor? Hvorfor er der ikke et ligefremt forhold mellem Gudsordene, der bliver sagt og troen i os? 

 

Vores ven i dag, evangelisten Markus kunne heller ikke komme overens med det spørgsmål, kan vi se. Men han har udtænkt en løsning, som vi hørte, da jeg læste højt fra evangeliet: når mennesker ikke forstår og tror Gudsordene, så er det fordi, det er Guds mening, fortæller Markus på en lidt dunkel måde og med hjælp fra én af de gamle profeter. Men at sige sådan giver til gengæld ikke megen mening. Hvis ord skal siges for at de ikke skal forstås, kan man jo ligeså godt tie stille. Det giver sig slev.  - Men for vores gode evangelist handler det jo om, at han ikke kan leve med, at der ikke er en god forklaring på, hvorfor vi ikke altid, når vi hører Guds-ordene, forstår dem og tager dem til os og tror.

 

Men der er ikke en god forklaring.

 

Hvorfor nogen mennesker bliver ramt af Gudsfortællingen på en måde, så vi ved, at uden den, kan og vil vi ikke leve og andre mennesker ikke gør, det ved intet menneske.

 

Vi ved ikke, hvorfor Gudsordene ikke altid fæster rod og vokser, det ved ingen. Og historien om den onde, griske Brobypræst der prædiker evangeliet, uden at det gør noget ved ham, er og også en meget anfægtende historie, ligesom Jesu historie om, at nogle af Gudsordene falder på klippen og hverken skaber tro, håb eller kærlighed i os.

 

Og det kan vi jo i grunden bøvle forfærdeligt med: hvorfor skaber Gudsordene ikke altid, hvad de nævner? Hvorfor tror man ikke automatisk på Gud, når man har hørt fortællingen om, at Jesus er blevet menneske, har levet og er død og opstået iblandt os? 

 

Vi finder aldrig ud af det, og det hører til den afdeling, som er Guds sag. Det må vi overlade til ham. For dér hvor vi ikke har magt – er af–mægtige – der har vi heller ikke ansvar. Man kan kun have ansvar for det, man har magt over. Og hvorfor ord ikke altid virker, hvorfor kærlighedsord ikke altid skaber kærlighed og hvor hvorfor trosord og Gudsord ikke altid skaber tro, må Gud tage sig af. Det er hans ansvar.

 

I stedet kan vi hæfte os ved, at bonden i Jesu fortælling ikke er nærig. Han sår på livet løs og er ikke smålig med nogen ting, han bliver ved og bliver ved. Han sår kornet – ordene – også hvor nogen ville sige, at det var da tåbeligt. Men han er ligeglad, han er ødsel og rundhåndet, han er storsindet og dristig og ikke bange for, at noget går til spilde. Og han kikker sig ikke tilbage, for at se hvordan det går, han sår bare.

 

Og det er vel det, vi kan tage ved lære af, at sådan må vi også være: storsindede og rundhåndende med Gudsordene og kærlighedsordene, de skal strøs ud i verden, alle fortællingerne om Vorherre og den godhed, han har lært os. Og så må vi lade Gud om resten, det er hans ansvar.

 

Og sommetider lykkes det, sommetider skaber ord, netop hvad de nævner – tro, håb og kærlighed – ligesom i historien om den forfærdelige præst. Og når det sker, da er Guds rige midt i blandt os, da er himlen på jord og Paradisdørene åbne, om det så kun er for et øjeblik. Da er der hundrede gange mere end vi såede, der er liv i overflod.

 

Amen

 

 

Prædiken til søndag septuagesima kl. 10.00 i Engesvang

 

745: Vågn op og slå på dine strenge
309: Bøj, o Helligånd, os alle
695: Nåden hun er af kongeblod
170: Fra verdens morgenstund udgår
439 O du Guds lam

467 v.7-8 af Vor herre Jesu mindefest

356: Almagts Gud, velsignet vær!

 

Jeg har påført jer et billede ved indgangen til kirke i dag.

 

Det er – indrømmer jeg – i en kvalitet, der lader lidt tilbage at ønske, men det er der jo en del ting i verden, der gør. Og som må regel må vi leve med det. Således også i dag.

 

Hvis man skal se billedet rigtigt, skal man tage til Tyskland, til reformationens hovedstad, Wittenberg, hvor billedet hænger i sideskibet på kirken med de to tårne, die Stadtkirche i reformationsbyen Wittenberg. Billedet er et såkaldte epitafium – altså et billede, der er malet til ære for en afdød. En mand, der var vicebiskop og hed Poul Eber.

 

De, der er veltrænede i at besøge kirker, vil genkende de alvorligt knælende nederst i højre side, der er et sikkert tegn på, at her er et epitafium, et billedet malet til ære for en afdød.

 

Men epitafiet i Wittenberg er mere end et mindebillede over en afdød. Det er også en udlægning af dagens evangelium – og det er naturligvis derfor jeg har trykt det i dag – og desuden et debatindlæg af de virkeligt skarpe. 

 

Før vi kaster os over billedet, der mest ligner noget, man ikke lige kan se, hvad er, må jeg huske at sige, at det er malet af Lucas Cranach, den yngre, hvis nogen skulle kende ham.

 

Men trods det lidt uoverskuelige indtryk, er det, vi ser på billedet, netop vingården – Herrens vingård - som Jesus fortæller sin lignelse om. - Og der er temmelig mange på arbejde i den, kan vi se, det må være sidst på dagen, de fleste er blevet hyret til at arbejde.

 

Cranach, der var reformationens kunstner, har malet vingården som et billede på kirken, hele kirken vel at mærke. Også den katolske kirke, også den hører med i vingården – i Guds vingård - selv om han og de andre på reformatorernes hold lå i bitter strid med romerkirken.

 

Alle arbejder med i vingården, selv om der går et tydeligt skel mellem de to sider af den: den venstre side, hvor det ikke går særlig godt og den højre, hvor alting ikke alene står frodigt, og der er orden på arbejderne, men som også er malet sådan, at den er forrest i billedet. Og jeg behøver næppe at sige, at Cranach som reformatorisk maler har henlagt væksten og grøden netop til den reformatoriske del af vingården.

 

Og han har som den dygtige maler han er, lavet det sådan, at øjnene, når man ser hurtigt på billedet, først rammer den mørke skikkelse midt for. Det er Martin Luther, den store reformator, som vores kirke har sit navn efter – den evangelisk lutherske kirke.

 

Og Martin Luther er én, der laver rigtig meget i vingården, det er nemt at se. Hans brede skikkelse luger ukrudt væk på livet løs, han arbejder hårdt og ihærdigt på at gøre det sådan, at kun vinstokkene vokser på jorden, vinstokkene med den ædle, sande vin.

 

Til højre i billedet, ved brønden står Fillip Melanchton, han drager vand op af den dybe brønd, rent evangelisk vand. Melanchton var Luthers ven og medarbejder, et meget skarpt hoved og en ufattelig dygtig diplomat – noget der ikke var Luthers stærke side. Men da fronterne blev trukket så skarpt op i reformationsårene og folk jo blev både forvist og dræbt for deres overbevisninger, så var den diplomatiske, tænksomme position udsat, og Melanchton blev da også angrebet og beskyldt for alt muligt. Man han blev forfatter til et skrift, der hedder Confessio Augustana, et skrift som er ét af vores kirkes såkaldte bekendelseskrifter, et skrift om det, vi tror på.

 

Bag Luther, lidt til højre, står der en fyr med en hakke. Det er Bugenhagen, en anden ven af Luther; han løsner ukrudt med stor ildhu, kan vi se. Og om ham kan man i øvrigt fortælle, at han reformerede kirkerne i Nordtyskland og også i Danmark, og således er en skikkelse, der hører med i den danske kirkes historie.

 

Helt ude til højre lusker der en skurk, men han er dog inde i vingården, det bør man mærke sig. Han hedder Flacius Illyricus. Illyricus var italiener, i reformationsårene kom han til Wittenberg og studerede hos Luther, men hans kompromisløshed og radikalitet gjorde ham til uven med det reformatoriske selskab. Og maleren kunne altså heller ikke lide ham og har tegnet ham som én, der går rundt og sår ukrudt i kirken, i Kristi vingård.

 

I venstre side af Herrens vingård er den katolske kirke. Her går det ikke ret godt, kan man roligt sige. Her slås man og fulder sig, ødelægger alting og kan ikke finde ud af at passe vinplanterne. Man hælder skidt i brønden og forurener det klare, gode vand og har alle mulige besynderlige ting for, der ikke gavner vinplanternes vækst. Det er ikke vanskeligt at se, hvad maleren vil have os til at tænke om den del af vingården. Men noget godt kommer dog fra venstre side af vinmarken. Hvis man følger vejen, der adskiller de to sider, kan man øverst i billedet finde to mænd, der kommer fra venstre side og netop er gået over i højre; de bærer noget mellem sig. Det er, hvis man udtrykker sig høvisk, gødning, dyregødning, det har de hentet i den katolske side, noget godt er der. Luther og hans venner ville nok have udtrykt sig mere groft om de dele, for man var grov på den tid, det kan man se, hvis man læser Luther. Men sådan er vi jo ikke hos os.

 

Forrest i billedet til venstre ser vi Kristus, han er vingårdenes herre. Og over for ham står paven. Paven holder sin flade hånd frem, og man aner, det forurettede udtryk i hans ansigt. Det er en denar, han har i sin håndflade. ”Nu har han og hans forgængere arbejdet i hundredvis af år, og de får bare det samme som de andre …

 

Endelig kan man yderste til højre skimte en klippe med en by på og lidt længere nede et hus, der er et værtshus. Således har den gode Cranach ikke glemt, at verden også er der, alt er ikke i kirken, alt er ikke Herrens vingård.

 

Så langt så godt. – Det er jo et prægtigt billede, som også får os til at le, fordi det er så konkret, at det næsten er en karikaturtegning. Og jo også for konkret og vel ikke helt i Vorherres Ånd, fordi Cranach har malet om ikke sig selv, så i hvert fald sit eget reformatoriske hold ind som de gode og katolikkerne og ham skurken til Illyricus ind som de onde og destruktive.

 

Men netop ved at gøre det, kommer billedet til fortæller os en hel masse; en hel masse som vi bliver utroligt kloge af. Ikke kun på reformationen, de betydningsfulde skikkelser, det åndelige klima og de voldsomme kampe på liv og død, der stod der i 1500-årene. Men vi bliver også kloge på os selv og på, hvordan vi tit kommer af sted, når vi udlægger Biblen.

 

Billedet gør det tydeligt – overtydeligt - hvordan vi har det med altid at få Jesus på vores side eller sætte os selv ind i de rigtige roller i Jesu fortællinger, så vi bliver de gode.  - Hvis en katolsk maler havde fået samme - temmelig gode - idé som Cranach er det ikke svært at forestille sig, hvem han så havde malet ind i billedet som dem, der lagde vingården øde. Eller mere sandsynligt: havde malet dem udenfor vingården.

 

Men man kunne jo også tænke videre og forestille sig, at vi malede vores egen danske folkekirke ind i billedet af Herrens vingård, med velkendte personer. Alt efter teologisk overbevisning og smag ville det være forskellige ansigter, man satte på dem, man mente, var med til at ødelægge vingården og dem, der gjorde det hårde, gode arbejde.

 

Og således finder jeg Cranachs billede utrolig tankevækkende og øjenåbnende, fordi vi jo alle sammen vil male os selv ind som dem, der arbejder for kirken ved at passe dygtigt på vinplanterne, mens vi godt ved hvem vi hver især ville male ind som dem, der ødelægger det hele og putter alt muligt skidt ned i brønden, hvorfra der eller skulle rinde klart, evangelisk vand. 

 

Epitafiet får os til at se os selv og vores selvgodhed og rethaveriskhed.

 

Men billedet er også opbyggeligt på en anden måde, fordi Cranach, trods sine skarpe ufald alligevel har malet hele kirken ind i Herrens vingård – hele kirken – uanset splittelse og forskellige konfessioner, uanset uenighed og alt, hvad vi kan finde på at skyde hinanden i skoene, er alle med - også selv om alle ikke gør det lige godt – men alle er med i arbejdet i den universelle kirke, i Guds på én gang hellige og syndige kirke i verden. 

 

Men det allerbedste ved Cranachs noget skøre billede er det nede i venstre hjørne. Kristus. Det allerbedste ved Cranachs billede er, at det hverken er paven eller Luther eller Lucas Cranach den yngre for den sags skyld eller én af os, der vingårdens Herre og dommer og som skal udbetale løn. Det er Kristus, som det også fremgår af billedet.

 

Kristus er kirkens herre – eller vingårdens herre for at blive i maleriet.

Det er ham, der giver denaren, ikke som fortjent – for hvem har fortjent noget som helst – men fordi vi er hans kirke, og hans mennesker, vi er Guds folk.

 

Og måske er det virkeligt opbyggelige i Cranachs billede - og ligesom i lignelsen provokerende - at også dem, der er på venstre side, der synes at ødelægge det hele, at også de får netop en denar. Fordi Vorherre gør godt med det, der er hans.

Amen

 

Prædiken til s. søndag efter h.3.k kl. 10.00 i Engesvang

 

294 – Talsmand som på jorderige

392 - Himlene herre

161 - Med strålekrans om tinde

162 – Det var kun en drøm

Nadververs: 412 v. 5-6

57 – Herre, fordi du

 

I sidste uge var jeg til et længere møde om samvær og samarbejde mellem folkekirken og kirker i andre lande. Og alting – bortset fra måltiderne – foregik i det samme rum. Foredrag, drøftelser og sang.

Også den gudstjeneste, vi var sammen om.

 

Men da vi fejrede gudstjeneste i det fantasiforladte lokale, da skete der noget, da forandrede rummet sig fra at være et kedeligt rum, der mest mindede om et klasselokale, til at blive et helligt rum, et rum, hvor Gudsordene lød og salmerne og bønnerne, et rum fyldt med lys, ro og glæde, og det meget store og uudgrundelige, man kan kalde Gudsnærvær.

 

Rummet blev flyttet over i det hellige eller løftet mod himlen eller hvordan man nu vil sige det. Mens vi var i gudstjenesten blev lokalet et helligt rum, netop så længe vi var i gudstjenesten, var vi i et helligt rum.

 

Bagefter blev det til klasselokale igen. – Fra hverdagsrum til helligt rum og tilbage igen. En velkendt bevægelse.

 

For når jeg fortæller om det, er det ikke fordi det er noget, ingen ved noget om eller har prøvet. Det er tværtimod en almindelig erfaring, hvis man befatter sig med det kristne – og måske endda også, hvis man ikke gør, det skal jeg ikke kunne sige - at der er øjeblikke af hellighed. Øjeblikke, hvor der ligesom bliver trukket et stykke af himlen henover os.

 

I vores hverdagsagtige, dagligdagsverden er der glimt af Guds herlighed og hellighed, ligesom disciplene erfarede den på bjerget sammen med Jesus.

 

Undertiden kan helligheden næsten blive stoflig. Selv rammes jeg af den, ikke altid men af og til, når et barn døbes ind i vores menighed, og vi står omkring døbefonten og ved – så sikkert som man kan vide noget, man ikke kan se – at Gud er der, helt tæt på i sin Ånd, ligeså tæt på, som disciplene var på Jesus, Moses og Elias på toppen af bjerget.  Og så er det, som forfatteren Göran Tunström, siger det et sted, at alting får store bogstaver.

 

Ordene bliver så store, større end mennesker og vi ved, at de er fra Gud, og det alt sammen er sandt.  

 

Hellighed kan også erfares udenfor gudstjeneste. Og på vidt forskellig vis. Ikke kun når vi tør bede sammen og dele troen, men også i stærke livsøjeblikke, som f.eks. når man står med et nyfødt barn eller barnebarn i armene, når kærligheden erfares så stærkt, at man ikke ved, hvad man skal stille op med den, når solnedgangen et øjeblik giver én fornemmelsen af, at man er i så stor skønhed, at et menneske ikke kan tåle mere, når man i de glimt, der gives os, er helt tæt på noget, der er stort og vigtigt og skønt, da gør vi os også erfaringer med det hellige.

 

Det hellige er det, der er adskilt eller forskellig fra dagligdagen, og dog kan det findes, midt i det daglige - som jeg f.eks. oplevede, da vi fejrede gudstjeneste i et klasselokale.

 

Det hellige er udskilt fra det daglige, det er større og skønnere, end det vi ellers møder, og frem for alt er det større end os.

 

Forhåbentlig kan der i gudstjenesten være glimt af hellighed, måske ikke hver søndag, men af og til. Men én ting gælder om helligheden som det, der er udhævet eller adskilt fra dagligdagen, og det er, at det er øjeblikserfaringer, det er glimt af Guds herlighed.

 

Eller sagt på en anden måde: man kan ikke være i helligheden altid, selv om man i sine erfaringer af den netop ønsker, at det aldrig skal høre op. Fuldstændig ligesom Peter, der oppe på det der bjerg sammen med Jesus og de ellers døde gamle, var midt i det hellige og ville, at det skulle vare ved, at det aldrig skulle have ende, men fortsætte i al evighed, så de aldrig, aldrig mere behøvede at befatte sig med hverdagenes bøvl og fortvivlelse, deres slid og bekymring.

 

Det hellige er som et rum, man lukkes ind i eller et bjerg, man kommer op på, men det varer aldrig ved. Det er der kun i glimt.

 

Og i Biblen er der ord og sprog for, hvorfor det hellige ikke kan vare ved.

 

Det er fordi vi mennesker trods al vores længes efter hellige tider, efter at vores hverdagstid skal blive afløst af Guds tid, ikke kan tåle helligheden altid. Den er for stor for os, vi magter den kun i små bidder. Og der er sider af Gud, der er noget af Gud, som altid vil forblive gådefuldt for os. Helligheden er også altid forbundet med det uudgrundelige, det gådefulde, det vi ikke kan komme bagom. For samtidig med, at Gud i Jesus har vist sig som vores bror og frelser, er han også større end det største og mindre end det mindste, han er bag alle stjerner og galakser og i DNA´et og de mindste molekyler. Han er uudgrundelig, og mægtigere end vore åndsevner kan gribe om.    

 

Men netop det med Guds storhed og hellighed, befattede jo dagens udsnit fra Gt sig med for lidt siden, om Moses, der har været oppe på Guds bjerg og set Gud ansigt til ansigt. Gt er meget lidt konsekvent, når det gælder menneskers muligheder for at se Guds ansigt uden at miste livet, nogen gange ser Moses Guds ansigt, og andre gange må han ikke.

 

Men hvorom alting er, stråler Moses´ ansigt, da han har været på Guds bjerg, det stråler så meget, at han bliver nødt til at dække det til, når han skal være sammen med folk. Der er et genskin af Gud på det, der er så voldsomt, at man kun kan tåle det kortvarigt eller udholde at se det gennem et slør.

 

Vi tænker tit, at vi er klogere end fortidens mennesker, og det er vi også på mange ting. Men vi udgrunder jo ikke kun nyt, vi mister også viden, vi taber indsigt på andre områder. Ikke kun på den facon, at de færreste nu om dage kan bygge bindingsværk, køre med hest, sy hulsøm eller spinde garn, for det er vel færdigheder, som man kunne tillære sig nogenlunde enkelt, hvis det gjaldt.

 

Værre er det med de store tanker om det at være menneske, som skubbes væk og glider ud i glemslen. F.eks. vores forhold til det hellige. I Gt er det velbeskrevet, meget velbeskrevet; dengang var man meget klogere på det hellige, end vi er i dag, og man vidste, når man blev lukket ind i det og man var klar over, hvordan man skulle forholde sig. Og frem for alt havde man sprog og fortællinger, som dem vi har hørt i da. Man havde ord for sine erfaringer.

 

Det har vi så også, når vi tyr til de bibelske beretninger og lader os belære af mennesker, der var klogere end os, og bedre til at beskrive og udmale det helliges indbrud i verden, end vi er.  Og Gud ske lov for Mosebøgerne, hvor sære de ind imellem kan forekomme os, fordi de uproblematisk og selvfølgeligt fortæller om det helliges nærvær og fravær, så vi får sprog.

 -

Men det hellige er der kun i glimt, vore menneskeliv leves ikke på hellige bjerge, fulde af lys og skønhed, kun engang imellem, når det hellige udhæver dagligdagen. Det meste af vore liv leves i lavlandet, vi må altid ned igen. Ligesom Moses, ligesom disciplene. –

 

Og det er meget betegnende for fortsættelsen af dagens evangelium, at Jesus og disciplene næppe er nede af bjerget, førend de møder en dæmonbesat. Og så må Jesus smøge ærmerne op og tage fat, de klæder, der har været hvide som solen, bliver støvede og snavsede. Sådan er det.

 

Vi kan ikke forblive i de hellige stunder og glimtene af Guds herlighed, vi tåler det ikke, og vi kan aldrig komme bagom Gud heller, der vil aldrig være noget, der er større. Men helligheden findes, og ind i mellem erfarer vi den, både i gudstjenesten og udenfor gudstjenesten, og så kort det varer ved vi dog, at det er glimt af Guds herlighed, vi ser.

Sommetider revner himlen og Gud bryder ind i vore liv med sin hellighed.

Amen

 

 

Prædiken til 5. søndag efter h.3.k kl. 10.00 i Engesvang 1. dåb

 

747 – Lysets engel

448 – Fyldt af glæde

557 – Her vil ties

46 – Sorrig og glæde

Nadververs: 69. v. 5-6

70 – Du kom til vor runde jord

 

I 1851 døde Charles´ Darwins datter Annie. 10 år gammel. Han var taget alene med hende til et kursted i et fortvivlet forsøg på at finde et middel mod en sygdom, der havde ramt hende kort forinden. Hans kone, Emma, var ikke med. Hun var hjemme, højgravid med deres syvende barn.

 

Han elskede den datter over al forstand. Og sad fortvivlet ved hendes seng…” vores stakkels barn er så sygt, som et menneske kan være…” skrev han til én af sine venner. Da hun døde måtte han begrave hende alene, hendes mor var netop nedkommet og kunne ikke komme nogen steder.

 

Den dag, han lagde Annie i graven, var der noget, der knækkede i ham, en tråd, der bristede. Der blev ligesom et før og et efter. Og Charles Darwin, der var uddannet teolog og opvokset i en sammenhæng, hvor Gud var en selvfølge, holdt op med at tro på en højere mening, holdt op med at holde tanken om Gud for sand. Da datteren Annie døde, afskedigede han Gud.

 

Det var ikke hans banebrydende forskning om arternes udvikling og den bedste egnedes overlevelse, der fik Gud til at forsvinde fra ham – hvilket i sandhed også ville have været en dårlig grund – det var erfaringer med livets hårdhed, der fik tanken om en kærlig Gud og en højere mening og sammenhæng til at splintre og blive til støv og aske.

 

På én måde var Darwin heldig med, at han havde en gudsforestilling, så at han i vrede og afsindig sorg kunne afskaffe Vorherre. For at afskaffe Gud og erklære sin manglende tro på ham, når verden bliver en for grusom, er jo også en form for Gudsrelation. Hvis man ikke har Gud, kan man jo ikke afskaffe ham, når livet bliver for tungt – og hvor skal man da gøre af sin vrede, sin sorg og sin desperation?

 

Når man i mødet med verdens vilkårlighed og lidelse kan sige: ”Nu tror jeg ikke længere på Gud!” Så har man dog brugt Gud til noget, nemlig til at bære vreden og indignationen.

 

Men hvis man ikke har Gud, kan man ikke råbe til ham, at han kan være for sig selv, at man ikke tror på ham og at han kan ryge og rejse, når livet bider fra sig. Så er der kun det endeløse univers og en selv til at bære det ubærlige. At afskaffe Gud er også en måde at have med det ubærlige at gøre på. Men det kræver, som sagt, at man har en form for Gudsforestilling, som Darwin. Ellers er man kun sig selv.

 

Darwin afskaffede Gud, da sorgen lagde sig som en isklo omkring hans hjerte. Og i det stykke ligner han mange andre.  Ja, vel os alle sammen? Hvem har ikke i sekunder eller år tænkt, at kærlighedens Gud ikke kan findes, når verden kan være så grusom? Når uskyldige mennesker rammes af navnløse lidelser? – Og allermest har vi vel tænkt det – som de selvhenførende skabninger vi er – når det var os selv eller vore nærmeste, der mærkede, at livet viste tænder?

 

Hvorfor er der så meget ondt i verden, hvis Gud er god?

 

Som vi kan se af dagens fortælling er det ikke et nyt spørgsmål, det er gammelt som livet selv, gammelt som menneskers erfaringer med tilværelsen.

 

Og vi kan da i al stilfærdighed notere os, at det altid er ondskabens eksistens, der forundrer os, aldrig godhedens. –Jeg har endnu til gode at blive opsøgt for at få en forklaring på det godes eksistens, dér forundres vi aldrig.  - Vi tænker godheden som det første, det ligger dybt i os – vi har forventninger til livet, forventninger om godhed. Det er lidelsen, der ryster og overrasker os, fordi den ligesom ikke høre til; man kunne i grunden også have tænkt, at det var omvendt: at det var godheden, der overraskede os og udgjorde et problem.  Men sådan er det aldrig.

 

Hvorfor er der så meget ondt i verden, hvis Gud er god? Sådan spørger vi. Og vi bliver aldrig færdige med at bøvle og bakse, og måske vil der endda være tider, hvor vi fortæller Gud, at han kan have det så godt, når det skal være på den måde.

 

Og i dag fortæller Jesus altså en historie om de dele – om det ondes eksistens.

 

Selv om det ikke fremgår af Matthæus´ evangelium må nogen have spurgt ham. Nogen må have spurgt til lidelsen, nogen må have sagt det: ”Hvis du siger, du kommer fra Gud, Jesus, hvis du virkelig viser os Guds væsen og ansigt, hvis det er sandt som du siger, at du er sendt for at vise mennesker hans kærlighed til hver eneste af os – hvorfor findes det onde så stadig, hvorfor får du det da ikke til at forsvinde?”  Det kunne man tænke sig.

 

Og Jesus svar er en naiv historie om en bonde, der tilsår sin mark, stærke, sunde kerne putter han i jorden, for at alt skal vokse op til frodighed, frugtbarhed og glæde. Men da – i nattens mulm, fortæller Jesus - kommer der en ikke nærmere defineret, der kaldes ”hans fjende” og sår ukrudt i marken. Derefter bliver intet, som bonden havde tænkt; for nu er det ikke kun hveden, der kommer op, også ukrudtet spirer. Marken bliver et broget skue med afgrøder og ukrudt filtret ind i hinanden. Men han lader ukrudtet stå. Det gror så tæt op af kornet, at man nemt kunne komme til at luge noget af det væk, hvis man tog ukrudtet. Så han lader det gro, indtil enden, indtil høsten.

 

”Mens han sov, kom hans fjende og såede ukrudt på marken og forsvandt igen…” siger Jesus. Det er hans svar på det ondes problem. Det havde været nærliggende at give fjenden navn og f.eks. sige den onde, djævlen, hvad man jo også har gjort i kirkens historie. Men det gør Jesus ikke. Det ondes ophavsmand får ikke navn. Han forbliver navnløst.

 

Men samtidig ligger der noget andet i Jesus svar. Noget, man godt kan grunde over. For det, han gør, Jesus er vel at afvise, at en teoretisk udredning på det ondes problem er mulig. Der gives simpelthen ikke et færdigt svar på Guds godhed overfor det ondes problem. Jesus siger bare, at det onde er, at det findes, at det ikke kommer fra Gud, og også at det er så tæt forviklet med det gode, at man ikke kan rense det væk.

 

Det onde findes, det er forviklet med det gode, men det onde kommer ikke fra Gud. – Det er Jesu svar. Og vi er vel ikke helt tilfredse med det. Der må da findes et bedre et større svar, en forklaring, der ligesom mætter og gør en ende på vore spekulationer om, hvorfor er der så meget ondt i verden, hvis Gud er god?

 

Teologer har gennem tiden udtænkt flere stringente og logiske løsninger for at forsvare Guds godhed. Men Jesus selv gør det ikke, han giver sig aldrig af med det teoretiske, han leverer aldrig en stringent, logisk løsning på spørgsmålet om ondes problem og Guds godhed. Han siger ikke: nu skal I høre, hvordan det hænger sammen. Han fortæller bare, hvordan verden er.

 

Men han gør han noget andet, han gør noget andet kan man roligt sige. Han gør noget, som på én måde også er forsvar for, at Gud er god, selv om lidelsen er i verden: Jesus lever kærligheden, han går godhedens vej til ende og forlader den aldrig. Aldrig. Han viser os at Guds ansigt er kærlighedens ansigt.

 

Intet menneske går han forbi, selv ikke de mest frastødende. Ingen holder han udenfor, selv ikke de mest forhærdede og altid viser han at Guds ansigt er kærlighedens ansigt og går godhedens vej.  - Jesus svarer med sig selv, med sit liv, kan man godt sige.

 

Og til sidst dør han jo af det, det ved vi godt. Han dør af at gå kærlighedens vej. Og det er Jesu svar, Guds svar på det med det onde og lidelsen.

 

… jeg ved ikke, om det svar ville have trøstet Darwin, da han sad ved sin datters dødsleje og have båret ham, forvisningen om, at Gud har vist sig i verden i et menneske, der gik kærlighedens vej til ende. Uanset hvad det kostede ham. Og at denne Gud er tættere på ethvert menneske, end vi er på os selv. – Men det gjorde det vel ikke, al den stund Darwin må have kendte det, medmindre hans aftapning af kristendommen var yderst mangelfuld. Og datterens døde jo. - I stedet afskaffede Darwin så Gud, hvilket som sagt også er en måde at forholde sig til Gud på.

 

Den skillevej i forhold til kristentroen, som Darwin oplevede, da hans datter døde, er velbeskrevet mange andre steder, og de fleste af os vil kende den fra os selv: at man kan opleve noget, hvor man tænker, at Gud ikke kan findes, fordi lidelsen er så stor og ikke kan få Guds godhed til at harmonere med sine egne, håbløse erfaringer eller andres. Men det modsatte er jo også en erfaring, og måske lever de side om side i os: at vi mærkede, at Vorherre var der, at troen bar som et flyvende tæppe, troen på, at Gud i Jesus har gået kærlighedens vej og gået den til ende. Og at det er dér meningen er.

 

Hvorfor er der så meget ondt i verden, hvis Gud er god? Eller måske rettere: hvor skal jeg eller andre lide så meget, hvis Gud virkelig vil os det godt?

 

Jesus siger i dag, at det kan han ikke svare på. Svaret findes simpelthen ikke. Det eneste, han kan sige, er, for det første, at det onde er, lidelsen er, den skal ikke underkendes eller bagatelliseres; lidelsen er en uoverstigelig realitet. Og for det andet, at den ikke er sat der af Gud, den er ikke Guds vilje med verden.

 

Og dog tror jeg, hans svar er anderledes – selv om ingen kender Guds tanker – jeg tror, det er noget i den her retning, når vi spørger ham: ”Jeg ved ikke, hvorfor det onde er til og lidelsen, jeg synes også det skulle være anderledes. Men jeg er her. Jeg går ikke. Og jeg holder af dig, jeg holder af dig så stærkt, at kan gøre dig levende. For jeg er Guds Søn.”

 

 

Amen

 

 

Prædiken til 4. s. e. h3k kl. 10.00 i Engesvang

Salmer:

36 – Befal du dine veje

450 – Du kommer Jesus

321 – O kristelighed v.1-3

321 – O kriselighed v. 4- 7

Nadververs: 69. v. 5-6

7 – Herre Gud dit dyre navn og ære

 

Når det er august, fylkes alle præsterne i Viborg stift til præstekursus i Viborg. Det er i sig selv lidt skræmmende med så mange præster på ét sted. Men sådan må det jo være. Selvfølgelig går vi også i kirke. I Asmild, den gamle klosterkirke, der ligger ved bredden af Søndersø, og som udefra er meget smuk, men indvendig fremstår med en næsten grotesk barokstil, f.eks. er alteret lukket af fra resten af kirken med et gitter, der bevogtes af løver med menneskeansigter.

 

Men hvert eneste år er der noget i den kirke, der på en meget naiv og enfoldig måde trøster mig og beroliger. Og det er loftet. For når man er færdig med at blade i salmebogen og se, hvilke salmer, der nu skal synges i dag og blive skuffet eller opløftet over valget, så begynder man jo at kikke sig omkring. Også op. Også op i loftet.

 

Loftet i Asmild kirke er ved første øjekast grimt, især farvevalget er grimt. Det er bemalet med sortgrønne nuancer. Men når man kikker ordentligt, ser man, at der også er skyer i det sortgrønne, meget mørke skyer og lidt lysere. Og man kan se, at der er penselstrøg, der fortæller, at det blæser deroppe på den malede himmel. Det er uvejr, det er storm og slagregn og godt man ikke er ude på havet. Der er et uvejr malet på loftet.

 

Men det er ikke skræmmende. For man er i kirken. Det er ikke skræmmende, for man føler sig inderlig tryg bag de tykke mure. Det kan godt være, at uvejret raser ovenover og rundt omkring, men i kirken er man i sikkerhed, her er trygt og stille.

 

I kirken skal man ikke være bange for noget, for dér er jo Kristus. Man kan bare kikke op på altertavlen i Asmild, så ser man ham. Og ikke nok med, at man ser ham. Man ser også, hvad han har gjort. Alterets billedrelief viser nadveren, hvor Guds søn holder måltid med os. Det viser korsfæstelsen, der i al sin gru dog er verdens stærkeste billede. Fordi det afdækker, at Kristus hellere ville gå til den yderste lidelse, det sorteste mørke og den mest forbandede ensomhed end han ville forlade os og forsvinde fra os. Og det viser opstandelsen, det totalt ubegribelige og uforståelige, den begivenhed som ethvert tænkende menneske ind imellem må tvivle på, men som vi alligevel erfarer på de mest overraskende steder og på de mest overrumplende tidspunkter. Når livet bliver nyt og liver op. Og som vi vor tvivl til trods en dag vil opleve bredden og dybden og højden af, når der ikke alene er gået opstandelse i vore liv, men opstandelse i os, i hele os og vi skal se Gud ansigt.

 

I kirken skal man ikke være bange, for der er Kristus, dér påmindes vi alt, hvad han er for os, der får vi at vide, at intet menneskeligt er Guds fremmed. Alt kender han og i alt vil han være os nær.

 

Det er det, loftet i Asmild kirke fortæller. Selv om stormene raser, selv om uvejret viser tænder, selv om bølgerne slår ind, er vi i sikkerhed i kirken. For i kirken er Kristus. I kirken er Kristus med sit: ”Hvorfor er I bange? Har I ingen tillid til Gud.”

 

Loftet i Asmild kirke er et meget livsnært billede af dagens fortælling om stormen på søen og Jesus, der rejser sig op midt i bølgegangen. Løfter sin knyttede næve mod stormen og de vilde våger og viser sig ikke kun som jordens herre, men også om himlens og havets.

 

Loftet i Asmild kirke er en prædiken til 4. søndag efter de hellige tre kongers søndag, det er en prædiken over Jesu ord til sine skrækslagne disciple: ”Hvorfor er I bange? Har I ingen tillid til Gud.” Og en meget stærk og håbefuld prædiken. Blot man går ind i den kirke mærker man Vorherres. ”Frygt ikke”

-

 

Samme år – 1777 – som loftet med uvejret blev malet i Asmild kirke, blev ti danske hvalfangerskibe fanget af isen ud for Grønland. Først var der spredte isflager og en smule grødis, men i løbet af en nat blev isen fast, man kunne umuligt nå at sejle væk. Isen frøs sammen om skibene, pressede siderne ind og fik dem til at synke. Besætningerne reddede sig over på isen og begyndte at gå mod kysten. Men kun 1/3 nåede frem, resten omkom af kulde og sult og sygdom. 

 

Langt fra en enestående historie, men jo en hændelse, der stiller spørgsmål til dagens fortælling, til det uvejrsbemalede loft i Asmild og til troen i det hele taget.

 

For mon ikke søfolkene om bord på hvalfangerskibene anråbte Vorherre, da isen begyndte at presse mod skibssiderne og det frosne vands skarpe tænder bed i skroget med grusomme, uudholdelige lyde og til sidst knuste det?

 

Mon ikke de fattige søfolk håbede på Gud og bad til, at Jesus ville komme gående på isflagerne, true af frosten og kulden, af nordenvinden og sneen, der stak som nåle mod huden?

 

Jo, sandelig.

 

I dag byder Jesus os ikke at være bange. For han er der jo. Men samtidig ved vi og har erfaret, at verden er et farligt sted, hvor der er noget at være bange for, og hvor Vorherre ikke umiddelbart kommer os til undsætning hvis vi fanges i et skib på ishavet. 

 

Og hvad er det så værd, dette ”Frygt ikke!” – hvis han ikke kommer os til undsætning, Guds søn? Hvad betyder det så? Hvad dur det så til overhovedet alt det kristne?

 

Da de forkomne mænd gik over isen i håb om redning, da var der to ting, de frygtede mere end alt andet. Naturligvis frygtede de døden – for hvem frygter ikke døden? Men det, der i første omgang var mest rædselsvækkende, var forladtheden, det at skulle blive efterladt forkommen og dødende af de andre, som næppe kun slæbe sig selv og slet ikke kunne tage sig af en syg kammerat. Forladtheden og døden, det var det, de barske hvalfiskere ligesom de fleste andre mennesker frygtede mest af alt, også da de kæmpede sig vej mod beboede områder.

 

Forladtheden, den kærlighedsløse ensomhed og så døden. Når vi skærer alting væk, så er det grundbestanddelene i vores frygt, uanset af hvad art, den er.

 

Verden er et farligt sted. Det skal vi ikke tage fejl af, og det skal ingen underkende. Men det allerfarligst er at være forladt og ensom og uden kærlig, ja det er vel farligere end døden.

 

”Hvorfor er I bange?” – spørger Jesus. Og vi svarer at under alt det andet, vi er bange for, der ligger den store frygt: frygten for forladthed og for døden.

 

Og netop derfor lyder det, jeg ved ikke hvor mange gange gennem

Det nye testamentes fortællinger: Frygt ikke!

 

For at forvisse os om, at dér skal vi ikke være bange. Gud er nærværets Gud. Det ved vi fra Jesu. Og fra vore erfaringer med troen. Og livets Gud, herre over døden.

 

Verden er et farligt sted, der er rigeligt at være bange for, selv for os, der lever ét af de mindst farlige steder på kloden. Der er alt muligt at være bange for.

 

Det vidste også 1700-tal maleren, da han stod på stilladset og malede loftet. Han vidst godt, at selv ikke i kirken, er man sikret mod alt det, der kan alting ramme én. Men han vidste også, at i forhold til det, vi frygter allermest, forladtheden og døden, at i forhold til det, kan vi være ubange. Han vidste, at ind i den frygt, lyder vor bror og frelsers: frygt ikke, ind i stormen, ind i mørket, ind i bølgernes brusen.

 

Og derfor malede han loftet som han gjorde; han rystede ikke på hånden. Verden er et farligt sted, alting kan ske, men i kirken mindes vi om, at han er her, Jesus Kristus er her i sin Ånd. Helt tæt på, også når stormen brøler og uvejret raser.

 

Frygt ikke, siger han. Jeg er her. Og jeg går ingen steder. Jeg forlader dig aldrig.

 

Amen

 

 

Prædiken til 2. søndag efter Hellig 3 konger 16. januar 2011 i Engesvang

 

19 – Vidunderligst af alt på jord

22 – Gådefuld er du vor Gud

289 – Nu bede vi den Helligånd

470 – lad os bryde brødet sammen ved hans bord

439 – O, du Guds lam

Nadververs 164 v. 4 af Øjne I var lykkelige

2 – Lover den Herre

 

At have kontrol. At kunne styre sig. At have magt over sig selv. Det kan vi godt lide i vores del af verden.

 

Vi, der tror os så frigjorte fra tidligere tiders snærende bånd, har lavet nye grænser, nye mure, nye regler. Én af de uskrevne regler er, at vi skal have kontrol. Og kontrollen går f.eks. på, hvad vi putter i munden.

 

At være på slankekur er det verdslige svar på den religiøse faste. For vore kroppe er en slags tegn, der fortæller om vores grad af kontrol over os selv.

 

Men kontrollen findes også i det politiske, i produktionen og i vores nådesløse overbevisning om, at arbejde er den sokkel, hvorpå det gode liv hviler.

-

Luther sagde meget godt og rigtigt, at Gud skulle tjenes i kald og stand. Og gjorde op med den tanke, at det bedste var at være munk og arbejde i kirken. Helt i overensstemmelse med evangeliet forkyndte Luther i stedet – at Gud tjener vi ved at passe det arbejde og det liv, vi har. Ved at gøre det vi kan og er gode til. At være biskop er således ikke et frommere arbejde end at skure toiletter på banegården, måske endda tværtimod.

 

Og det er jo en fantastisk og meget frigørende tanke, at vi skal gøre det vi kan, dér hvor vi er og med det, vi har. Og at vi derved er Gud til behag.

 

Men samtidig er der sket det med den her tanke om, at Gud tjenes i kald og stand, at den også er blevet forvredet. Vi mennesker har det jo med at forvride og ødelægge, det går så nemt for os at gøre det bedste til sin modsætning.

 

Således også her.

 

Først skete der det med tanken om, at Gud tjenes i kald og stand, og at arbejdet på den måde blev en slags gudstjeneste, at slid og slæb blev idealet. Jo mere man puklede, desto mere tjente man Gud. Derfor var dovenskab det værste.

 

Vores lokale forfatter Jørgen Nielsen har i sit dystre forfatterskab jo de her fortællinger om, hvordan arbejdet, uanset om man var segnefærdig, syg eller alt for svag til det, man skulle, blev en slags frelsessag. Almindelig træthed eller sygdom blev betragtet med uendelig mistro. For Guds skulle tjenes i kald og stand og ve den, der gav efter for kroppens krav om hvile eller sengeleje.

Men tanken om at Guds tjenes i kalde og stand blev slid og slæb idealet i Jørgen Nielsens trøstesløse barndomserindringer. Men interessant nok, er det jo delvis sådan stadigvæk, at slid og slæb er idealet. Kun har vi klippet Gud væk. Slid og slæb er stadig et ideal, fordi det fortæller om kontrol og viljestyrke.

 

I hvert fald kan vi iagttage, at arbejde er noget vigtigt, og er blevet stadig vigtigere de sidste år. Hvis vi bliver syge eller arbejdsløse, så kommer der straks en lovmæssig mistænkeliggørelse af vores vilje til at arbejde. Måske er vi bare dovne, måske har vi givet op, måske er det derfor, vi ikke arbejder. Sådan tænker lovgiverne. Og ligner jo meget Jørgen Nielsen far, som pressede hans dødssyge mor op af sengen og ud på gulvet, så hun kunne tage fat. Hun skulle ikke bare ligge dér.

 

Og lur mig om det i sidste instans ikke har med det at gøre, at vi som samfund er bange for at miste kontrol, bange for, hvad der sker, hvis nogen giver efter for kroppens krav, og f.eks. bliver trætte. Eller syge. Eller kan finde ud af at få deres dagligdag til at fungerer uden at slide som besatte.

 

Kun er det ikke længere den kristne Gud, der tjenes i kald og stand, det er væksten, men det bliver det kun meget, meget værre af. For væksten og økonomien er jo ikke nådig, ligesom Vorherre.

 

Men jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at vi lever i en kontrol-kultur, hvor vi skal have styr på alting, som om det var os, der var Gud. Vi har lavet os et samfund, hvor vore krav til os selv, overstiger, hvad vi kan honorere. Vi har lavet et samfund, hvor de ord, der siges, i det offentlige rum, ikke levner plads til at miste gebet – miste kontrol. Det er derfor vi ikke må ryge, være overvægtige, blive syge eller trætte eller ikke have et arbejde – for det er alt sammen symptomer på det kontrolstab, som vi frygter.  For slet ikke at tale om vores skræk for det det ultimative kontroltab: døden.

 

Og således er det meget opbyggeligt at komme i kirke i dag. For i dag handler evangeliet ikke om andet end kontroltab, om unødvendigheder og fest for fuld udblæsning. Og om at det er i orden, ja man kan næste sige, at Jesu i dag velsigner kontroltabet og gør det Gudvelbehageligt.

 

For i dag får en modhistorie til vore kulturelle fortællinger om kontrol.

 

Vi er i begyndelsen af Johannesevangeliet. Jesus er endnu ikke kommet rigtig i gang, vi er kun i det 2. kapitel. Endnu ved kun hans mor og hans disciple, hvem han er. Men han er til bryllup. Jesus er til bryllup.

 

Et bryllup er altid en håbefuld begivenhed; et bryllup er det bedste, for det er en fest for kærlighedens forening. I biblen er bryllupper altid også billeder på Guds rige. I biblen peget ordet bryllup altid hen på festen i Guds rige.

 

Således også i dag, selv om det er et helt konkret bryllup, Jesus er med til. Et helt almindelig dejligt bryllup med en forventningsfuld brudgom og en rødmende brud, og glæde og lethed i luften. Men noget er gået galt. Jesu mor har opdaget det, som den erfarne husmoder hun er. Og giver Jesus et vink om forsyningssituationen.

 

Allerede her er noget ved at løbe af sporet og blive lidt for skørt. Jesus kommer fra Gud. Det ved vi. Han har magt fra Gud så han kan helbrede og opvække døde, så han kan bespise flere tusinde mennesker og beherske vandets og vindens kræfter. At han skulle skabe vand om til vin, er vi sådan set ikke i tvivl om.

 

Men er det rimeligt at bruge sine guddommelige kræfter til den slags? Og er Maria ikke ude i et lidt for privat ærinde, når hun vil have Jesus på banen? Er vi ikke ude i noget lidt for småt i forhold til Jesu opgave: at frelse mennesker?

 

Jo, det her med vand til vin må ligge på kanten. Det er også Jesu opfattelse. Det er ikke pjat, det med at han kommer fra Gud og er verdens frelser.

 

Men han gør det alligevel. Han laver alligevel vand til vin og bruger Gudsrigets kræfter til at lade vinen løbe i stride strømme. Renselseskarrene, som stod fulde med vand, var ikke bare nogle små skylleskåle. Det var vaskebaljer.

 

Ikke meget kontrol her. En 5-600 l vin bliver der, hvis vi skal tage Johannes på ordet. 

 

Det er lige før, man ikke ved, hvad man skal stille op med historien. Det er lige før, man kan overveje, om den mon nu også hører til i kirken? For det må blive noget af en fest med de 600 l vin, løssluppent, berusende, det kommer man ikke udenom. Det er nok derfor hverken Lukas, Markus eller Matthæus har historien med i deres Jesus fortælling. Fordi det ligesom blev for vildt, for meget, for stærkt med al den her vin.

 

Men Gud ske tak og lov for Johannes, der giver os den her historier. Og føjer en flig til vores billede af Gud: at Gud også har humor, at Gud også har en skør side, hvis man kan sige det sådan, at Gud i hvert fald ikke er påholdende og nøjeregnende, men under os alt godt. Også at glædes og feste, og at le og danse og drikke vin og slippe dagliglivets bekymringer for en stund og give os hen i øjeblikket.

 

Guds ske lov for evangelisten Johannes, som fortæller os dagens historie om brylluppet i Kana, hvorved vi får udvidet vores verden, får stukket en kile ind i vore bevidste eller ubevidste forestillinger om kontrol og alvor. Og som lærer os om verdens uforudsigelighed, lader os se, at store ting kan ske, når Gud bryder ind i vore liv, store ting kan ske.

 

Men måske - måske - kræver det, at noget går galt, at noget glider os af hænde. Det kunne man tænke. At kun dér, hvor vi slipper forestillingen om at have styr på alting, at have kontrol og beherske verden, kun dér kan Gud komme til.

 

Og at slippe og overlade det til Gud, som hører til hos ham, det kaldes vel tro, at opgive at være centrum i sit eget liv og vælte alt det uforløste over på Gud, der er vel troen. - Og måske er brylluppet i Kana også forkyndelsen af, at vi kan stå i vejen for Gud med al vores indbildte kontrol og forestilling om at have styr på verden. Det kunne man tænke, en forkyndelse af, at tro er at give op. Af og til i hvert fald. Fordi det ikke er os, der skal klare alt og have styr på alt. Det er Gud. Og når Gud kommer til, så laver han vin af vand.

 

Der er dybe lag i dagens evangelium, og hører man om nadveren og om festen i Gudsrige i dagens evangelium, læser man om Jesus som den gode vin, der gemmes til sidst og om vinen som et tegn på Guds storsind, hører man om ægteskab og kærlighed i evangeliet til i dag, ja så hører man rigtigt. For det ligger her alt sammen og mere til. Det er en fantastisk historie, guddommelig i sin fylde – ligesom de 600 l vin.

 

Det er en god historie at tage med sig ud i vore dage, hvor vi så nemt kan blive forviklet i en fælles indbildning om at, at kontrol er alt.

 

Men det er Gud, der er alt, og han kan lave vand om til vin. Således må vi leve, give os hen, give op og give slip og glæde os. I Jesu navn. 

Amen

 

Prædiken til 1. søndag efter Hellig 3 konger 9. januar 2011 i Engesvang

 

478: Vi kommer til din kirke, Gud
411: Hyggelig rolig
441: Alle mine kilder


140: I Nazaret, i trange kår

Nadververs 69 v. 5-6
330: Du, som ud af intet skabte

 

I Norge findes der en Humanistisk forening, der er langt ældre end tilsvarende tiltag i vores eget land. Og det skyldes vel, at danske ateister ikke har taget kirken alvorligt, førend indenfor de sidste 5-10 år. Mens man altså i Norge langt tidligere har ment, at kirken var af så stor betydning, at man måtte stille noget op som modsætning til den.

 

Så man kan vel godt tænke om den benhårde ateismes fremmarch i vores eget land, som en art håbstegn for kirken, som et vidnesbyrd om at kirken ikke længere opleves harmløs, men derimod stærk og ikke til at komme uden om.

 

Hvis man vender det sådan, må man sige, at de anti-kirkelige sammenslutninger, der er opstået de seneste år, at de simpelthen vidner om, at kirken og kristendommen ikke ses som noget ligegyldigt, allermindst af dem, der ikke tror en døjt på noget af det hele. Det er på mange leder en opløftende tanke. 

 

Antagelsen bestyrkes af, at de ritualer, man indenfor disse foreninger søger at lave til livets overgange – fødsels, død, ægteskab, pubertet – taler med - eller nok rettere mod - de kristne ritualer. På den måde, at de meget bevidst siger det modsatte af det kristne. Og uden at ville det, jo så alligevel bliver afhængige af det kirkelige, bare negativt, ligesom når man siger nonfirmation og låner mening fra noget, som man så lægger afstand til.

-

Men hvorom alting er, så har man i Norge i Humanistisk forening et ritual i forbindelse med fødsel, modsvarende barnedåben. Og eftersom denne forening måske i endnu højere grad end den tilsvarende danske er blevet til som et meget, meget bevidst modstykke til kirken, så lyder det i dette ritual: ”Lad de små børn komme til sig selv.” - Lad de små børn komme til sig selv. Naturligvis som modsætning til dåbsritualets: ”Lad de små børn komme til mig.”

 

Hvor stor betydning ordene i dette ateistiske ritual får for barnet, skal jeg ikke kloge i. Antagelig og forhåbentlig er det, de udvirker i de enkelte, norske familier, slet ikke så slemt som det lyder. Det kunne man håbe.

 

For den norske psykiater og forfatter Finn Skårderud siger i sin efterhånden ti år gamle bog ”Uro”, at hvis man tager sådan ord alvorligt og lever efter dem – hvad man nok ikke gør - så gør man børn til patienter.

 

For ordene om at man skal komme til sig selv, åbner jo en verden, hvor man er helt alene, hvor man skal klare sig selv og kun har sig selv. Ordene ignorerer, at vi mennesker ikke kan leve uden tilknytning, at tilknytningen er det altafgørende i vores liv, helt fra første færd.

Den sandhed om det menneskelige afdækkes derimod i dåbsritualets: ”Lad de små børn komme til mig”. -  Lad de små børn komme til at stå i en relation til Gud. Her fortælles, at vi må have nogen at høre sammen med for at kunne leve.

 

Jeg forstår udmærket dagsordenen for det norske humanistiske forbund. Og jeg tænker, at de mennesker, der har ladet deres børn

gennemgå et ritual dér, er ligeså gode og ligeså dårlige forældre som vi andre. De kan jo f.eks. have valgt, fordi de selv har været udsat for åndeligt overgreb i en kirkelig sammenhæng, hvad jo også sker. Så man skal være respektfuld. Det har man jo især har brug for at minde sig selv om, når man er dybt, dybt uenig i noget. Man kan så nemt gribes af fristelsen til at ironisere og nedgøre.

-

72 % af alle børn i Danmark i dag bliver døbt i vores tid, og det er temmelig mange. Og rigtig godt.

 

Alligevel er det mit gæt, at hvis man lavede én af de her rædselsfulde spørgeskemaundersøgelser, som vores tid er hjemsøgt af, så ville flere svare, at de var meget enige – som det hedder i spørgeskemaernes verden – at de var meget enige i sætningen ”lad de små børn komme til sig selv” end i ”lad de små børn komme til Jesus”.

 

Og når jeg gætter således, er det fordi, det moderne menneske er frisat, så frisat, at det gør ondt. Vi er blevet til individer, til enkeltindivider som skal klare os selv i ét og alt. Selvstædighed er et mål for os. F.eks. går det jo slet ikke, at vi vælger erhverv som vores forældre – hvilket altid har været og stadig er meget almindeligt – med mindre vi kommer med en god forklaring på, hvordan det er vores eget, vores helt eget, selvstændige valg, som er truffet af helt andre grunde end dem, vore egne forældre i sin tid valgte efter.

 

Idealet - den vestlige kulturs ideal - er at være sig selv og kunne vælge frit. Så på den måde modsvarer humanistisk forbunds ”lad de små børn komme til sig selv” meget godt en moderne tænkning om det selvstændige, uafhængige individ.

 

Vi er ensomme enkeltindivider, som skal klare os selv. Vi er alene i verden og har kun os selv, der er ikke noget større – sådan tænker vores kultur.

-

Før i tiden kunne man skyde skylden på Gud og Djævlen, når ens liv løb af sporet, og man vidste, at livet ikke kun afhang af én selv, at der var større kræfter i spil i verden. Og det betød jo den enorme aflastning, at man – fuldstændig som kristentroen siger – ikke skulle bære det fulde ansvar for sig selv, for ens magt var begrænset og således også ens ansvar.

 

Sådan er det ikke mere. Hvis et ungt menneske, der ikke rigtig har fået

fat i arbejdsmarkedet, siger til sin socialrådgiver, at Djævlen har fristet ham ud i noget skidt, ja så ville vedkommende jo blive henvist til psykiatrisk behandling. For Gud og Djævel er ikke længere er gangbare forklaringsmodeller. Sådan som vi tænker i vores samfund er Gud og djævel flyttet ind i os – vi er vor egen højeste instans - og derfor er det vores egen skyld, når vi ikke lykkes. Det er hverken Guds eller Djævlens skyld – for de findes jo ikke.

 

Og således må vi ikke alene leve med vore fiaskoer, men også med at vi skal bære det fulde ansvar for dem. Der er den ateistiske tænkning om at de små børn skal komme til sig selv, meget mere magtfuld i vores verden end troens. Så måske er det alligevel ikke et håbstegn med de fremstormende ateistiske foreninger.

-

Og jeg tror ikke, det er tilfældigt, at det med at give op overfor livets krav i vores kultur ytrer sig på en meget indadvendt måde. Når vi – af utrolig gode grunde - bliver syge af livets krav, så bliver vi selvskadende, får spiseforstyrrelser, bliver depressive og lukkede om os selv. Førhen blev folk sandelig også ramt af livet og blev syge af det, men da var man mere udadreagerende.  Hvem har f.eks. for nylig hørt om én, der fik diagnosen hysteri?

 

Forfatteren Dostojevski fortæller i romanen om brødrene Karamasov om kvinder på hans tid, sidst i 1800-tallet, der blev psykisk syge – fordi livet var alt for hårdt eller de var blevet mishandlet – og at sygdommen ytrede sig således, at de begyndte at skrige. De vendte deres lidelse udad, ikke indad mod sig selv. ”Skigere” blev de kaldt, og så vidt man kan læse, var det en temmelig almindelig sygdom hos fattige kvinder. Og det at skrige som svar på et ubærligt liv, er jo i grunden en meget logisk og passende måde at blive syg på.

 

Og samtidig er det dybt, dybt interessant, fordi det fortæller noget om vi menneskers muligheder med Gud og uden Gud. Med Gud kan vi skrige og vende vore lidelser ud ad, mod Gud, f. eks. Men i det samfund, hvor Gud er afskaffet og hvor man ikke mener, at man står i forhold til en større instans, der kan man kun vende tingene indad, mod sig selv. Der er man sin egen Gud og sin egen djævel, alting sker indenfor det her helt selvstændige enkeltindivid. Vi er kun os selv.

-

Og derfor er det jo ikke mærkeligt, at vi ikke holder til livet i den vestlige verden - for vi har ingen til at bære vore byrder, vi har som kultur ingen, vi kan skyde skylden på eller som vi kan tilkaste al vor bekymringer og alt det, der ikke lykkedes. Ud over måske politikerne. Vi har kun os selv.

 

I kirken læser vi verden gennem troen og i tillid til, at virkeligheden er Guds, og at vi kan læsse vore byrder over på ham og det, som vi ikke selv magter at bære. I kirken lærer vi at tolke verden på en anden måde end den, hvor vi bare er os selv. Men samtidig er vi jo en del af en verden, der har afskaffet Gud og som netop tænker utrolig individualistisk, en kultur, hvor vore sukke over det, vi ikke magter, bliver mødt med et ”tag dig sammen”. Og den kultur, tror jeg lever ligeså meget i os alle sammen som kristendommen. Sådan er det vist.

-

-

”Ved I ikke, at jeg skal være dér, hvor min fader er?” siger Jesus i dagens evangelium, der er den eneste barndomshistorie, som Nt lader os få.  Og man kan jo lynhurtigt slutte videre til, at dér, hvor Jesu far er, f.eks. er i kirken. Og at det følgelig også er dér, vi skal være. Og at det er det, der er meningen i dag. Og løsningen.

 

 Og sådan er det selvfølgelig også. Men når det er sagt, så er os, der arbejder på at lave gudstjeneste jo syndige mennesker, og nogen gange kommer vi sådan af sted i kirken, at det var bedre, om man var blevet hjemme. Kirken er jo ikke kun Guds kirke, den er også syndige menneskers kirke. Og de gange, hvor det sidste er det, man mest oplever, så kan kirken jo godt midlertidigt holde op med at være Guds hus. Derfor er det en forsimpling og en ignorering af vore erfaringer at sige, at ligesom Jesus skulle være i sin fars hus, skal vi også være i vores fars hus, i kirken. Selv om jeg til enhver tid vil sige, at det er godt at gå i kirke  - fantastisk - og 99 ud af 100 gange også oplever det sådan, når jeg selv er menighed.

-

Men i forhold til dagens evangelium, tænker jeg, at det, vi skal hægte os på snarere er det der med Gud som Far. ”Ved I ikke, at jeg skal være dér, hvor min far er?” siger Jesus til sine bestyrtede forældre

 

Men Gud er jo ikke kun Jesu far, han er også vores far. Og det er dét, det hele drejer sig om. I forhold til Gud er vi børn.  Også når vi er 23, 46, 69 eller 92. Vi er børn.

 

Når man er et barn, har man ikke ansvar for alting, det har ens far og mor. Når man er et barn, kan man meget, men ikke alt. Når man er et barn må have lov til at sidde på sine forældres skød og lade tårerne flyde, hiksende af gråd, endda selv om man strengt tage selv var ude om det. Når man er et barn, er der nogen, der hjælper én, vejleder og tager over, dér, hvor man ikke kan mere. Når man er et barn, bliver man strøget blidt over håret og set kærligt på. Når man er et barn har man den grundforestilling, at far og mor har styr på det, de kan klare alting. Når man er et barn, må man have lov at krølle sig sammen i sengen, når noget er gået galt, og regne med, at der kommer en far eller en mor og er hos én. Osv.

 

Og jeg tænker at netop kristentroens tilsigelse af det, vi sådan formelagtigt kalder ”barnekår” er den medicin vi skal tage mod det overdrevne ansvar, vi i vores individorienterede kultur har givet os selv.  Vi er børn; i forhold til Gud er vi børn. Hans børn.

Og det er dybt, dybt alvorligt, når det i barneevangeliet lyder, at vi skal blive som børn.

 

Fordi der er frelse i det. Der er frelse i at få nåde til at slippe og give afkald på at være sit eget lukkede kredsløb, sin egen Gud og sin egen djævel, der er frelse i at kunne leve i tilknytning til Gud og tro på, at det er ham, der er far. Vi er bare børn.

 

Og børn kan ikke alting. Det kan Faderen.

 

 

 

Prædiken til hellig 3 kongers aften 5. januar kl. 19.00

 

136 – Dejlig er den himmel blå

103 – Barn Jesus i en krybbe lå

 

138 – De hellig tre konger så hjertensglad

787 – Du som har tændt millioner af stjerner

 

Kong Herodes var bange. Og bange kan man altid blive. Der er sandelig nok at være bange for. Det er ikke for det. Verden er et farligt sted, det skal ingen hemmelighed være.

Og netop fordi, der er gode grunde til at være bange for alt muligt, er det, at Guds engle altid siger: ”Frygt ikke!” og ”Vær ikke bange!” Englene behøvede jo ikke at sige den slags, hvis der ikke var noget at være bange for.  

Men selv om der var kommet 10.000 engle til kong Herodes, som alle havde sagt: ”Frygt ikke!”, så havde det ikke hjulpet ham. Ja, om Guds selv havde stået foran ham, så ville han ikke havde troet ham. For Herodes´ frygt var af en styrke, som vi ikke kender til; selv om vi nok har den i os. Hans frygt var af en art, som jeg håber, ingen af os nogen sinde bliver ramt af. For den suger livet ud af én.

Herodes var bange for at miste sin magt. Han var rædselsslagen for at kongekrone skulle blive taget fra ham. Han var uden af sig selv ved tanken om, at der skulle komme en anden på tronen i stedet for ham selv. Og fordi ingen af os har været i nærheden af en kongekrone – med undtagelse af dem af pap til fastelavn – så kan vi ikke forestille os, hvor stærk Herodes´ frygt var.

Den var som en usynlig kappe af skræk, umulig at krænge af sig og tung som om den var vævet af jerntråde. Ikke engang når han sov, kunne han få den af, denne dræbende frygt for at miste sin kongekrone. Og sin magt.

Man behøver ikke være særlig klog – ikke klogere end jeg f.eks. – for at tænke, at Herodes ville være meget lykkeligere uden den kongekrone, uden den magt, som han med rette, var så skrækslagen for at miste. Men vi er nu engang sådan skruet sammen, vi mennesker, at vi tiest ikke ved, hvad der tjener til vor fred og ikke kan se virkeligheden klart, når det er vort eget liv, det drejer sig om.

Herodes havde det forfærdeligt. Alligevel kan man ikke rigtig have ondt af ham, fordi han var så led en regent; hans frygt for at miste magten, drev ham til talrige ugerninger, han var ond og grusom. 

-

Da skete det en dag, at en dreng var blevet fanget i Herodes palads. Det var én af gadens drenge. Og han havde såmænd bare sneget sig ind i slottet i håb om at kunne stjæle lidt mad, der smagte bedre end de rådne skræller, han skrabede sig sammen rundt omkring. Han var god til at gøre sig usynlig, han havde øvelse i at se ud som om han hørte til et sted, så ingen lagde mærke til ham.

Derfor lykkedes det ham at komme dybt ind i paladset. Han gik efter forrådskammeret eller køkkenet. Mad til en slunken mave. Men Herodes´ palads var som et vildnis af labyrintiske gange og døre, der burde have været der, men ikke fandtes.

Og pludselig stod han midt i en gang, og der var en vagt, for netop her skulle man ikke komme. Det var derfor, der var en vagt. Og hvad værre var: vagten havde set ham. Da gjorde han det mest forkerte, han kunne gøre, det var en refleks: han stak i løb. Og gik lukt i favnen på en anden vagt.

De første ham for Herodes, det var ordren, at enhver der blev pågrebet på paladsets område, skulle føres til Herodes. Frygt har det jo med at fratage én fantasien og evnen til at tænke lidt større, især, når frygten omgiver én som en usynlig kappe. Og Herodes havde ikke fantasi til at forestille sig, at man kunne være i paladset uretmæssigt i andet ærinde end for at spionere. Han kunne overhovedet ikke forestille sig, at man bare kunne være almindelig sulten.

Således blev alle, der blev pågrebet indenfor paladsets mure anset for spioner eller snigmordere og behandlet sådan.

Og drengen blev kastet ned i fangehullet. Eller rettere: i ét af fangehullerne. Rutinen var at lade folk sidde i den klamme fangekælder en måned eller to, hvorefter de for det meste var møre og kunne bringes til at tale. Og når de havde gjort det, huggede man hovedet af dem.

Alt det vidste drengen godt, da han blev fanget. Og han vidste naturligvis også godt, hvor farligt det var at stjæle mad i Herodes´ palads. Men han havde tænkt, at han nok kunne snakke sig fra det, hvis han blev pågrebet. Og havde ikke overvejet, at han ikke ville få lov at sige ét eneste ord til sit forsvar.

Nu sad han så her i fangekælderen, fyldt til randen af sorg over, at hans liv ville blive meget, meget kort. Men sorgen varede ikke så længe. Snart begyndte han at udtænke planer for, hvordan han kunne slippe ud af det forbandede fangehul under Herodes slot. Umiddelbart virkede det ikke som noget, der var nemt.  Hvem kunne grave gennem metertykke vægge, udhugget i granit? Eller hvem kunne gennemskære tremmer af jern, der var flere centimeter i omkreds? Når man ikke havde andre redskaber end sine bare hænder?

Det så ikke godt ud. Eller rettere: det så umuligt ud. Ikke bare almindeligt umuligt, men fuldstændig umuligt. 

Drengen undersøgte hver centimeter i hullet, til sine medfangers mægtige irritation. ”Bered dig hellere på at dø”, sagde de, ”man bør ikke håbe på de forkerte ting. Den der én gang er kastet i Herodes hul kommer kun ud i lyset igen for at få hovedet hugget af.”

Drengen kunne ikke affinde sig med det, det kan man heldigvis ikke, når man kun er 14 år. Men efter tre uger i fangehullet, hvor det stykke i muren ikke fandtes, som han ikke havde rørt, og den centimeter i gulvet ikke eksisterede, som han ikke havde undersøgt, begyndte håbløsheden alligevel at snige sig ind i ham.

Skulle han virkelig dø? Han, der var så ung og havde så mange drømme? Han hvis arme allerede var stærke og senede, og hvis ben var hurtige som gazellens? Skulle han virkelig dø. Og hvad ville Mirjam tænke? Ville hun græde og sørge eller ville hun trække på skulderen, når hun hørte, at han ikke længere fandtes i verden?

Skulle han virkelig dø? Ja, det skulle han vist. Der var ingen udvej. Han kunne drømme stærkt om hemmelige gange og hidtil ukendte udveje. Nætterne var fulde af den slags, men når han vågnede lå han i den mugne halm, og kunne mærke klippen mod fingerspidserne.

Men da skete det, at han vågnede en nat ved at lyset ramte hans ansigt. Det var underligt. For det var jo bælgmørk nat. Men noget havde lyst, og han havde ligget, så lyset netop ramte hans øjenlåg. Han listede hen til glughullet mellem sine sovende medfanger. Meget kunne man ikke se ud af hullet, men et lille stykke af himlen var dog åbent for øjet. Og netop på det stykke af himlen stod der en stjerne.

Aldrig før havde noget mennesket set sådan en stjerne. Han kom til at græde ved det og sagde til sig selv, at når man havde set sådan en stjerne, sådan en stjerne, som aldrig før var set i verden, så var det lettere at dø. Og måske, måske var den et tegn. Et tegn på at Gud ikke havde glemt ham og de andre stakler i Herodes´ fangekælder? Måske var den stjerne et tegn på en ny tid?

Ja, sådan kunne man stå og drømme i natten, mens man så ud af glughullets firkant. Sådan kunne man stå og drømme og bilde sig ind, at man alligevel ikke skulle dø. Mon Mirjam også så den stjerne eller sov hun?

Og skulle han i grunden vække de andre, så de også kunne se. Nej, så ville der blive uro, det gik ikke, så kom vagterne bare.  Han vendte sig fra glughullet for at gå tilbage til sin soveplads.

Da så han, at stjernens lys havde flyttet sig, det ramte ikke længere hans sovested. Men det mærkeligste var, at dér hvor det ramte, gav det ligesom genskin. Der måtte være noget der. Men så kom han i tanker om, at der jo i granitten er stenarter, der reflekterer lyset.

Han undersøgte det alligevel. Hans hånd bevægede sig ind i lyskeglen fra stjernen og fingerspidserne gled hen over den rå klippe. Hov, det var som om der var et slags hul, en lille revne. Den syntes han ikke, han havde mødt, da han undersøgte fangehullet. Det var besynderligt.

Og der lå noget der.

I næste øjeblik stod han med en nøgle i hånden. En nøgle! Det var fuldstændig usandsynligt, at nøglen skulle have noget med døren til fangehullet at gøre. Den måtte snarere tabt af en stakkel, der nu for længst havde fået hugget hovedet af.

Alligevel stak han den forsigtigt i låsen.

Den passede.

Det var et under. Det var stjernens trylleri. Han drejede den og låsen klikkede sagte. Forsigtig åbnede han døren.

-

Hvis ikke det var fordi, Herodes var blevet ude af sig selv, da den mægtige stjerne havde vist sig på himlen og havde fablet om Guds indgriben og en ny konge, så ville det have vakt vild opstandelse, at fangehullerne var blevet tømt for fanger i nattens mulm, uden at nogen vidste hvordan. Hvis ikke det var fordi, der var kommet fornemme fyrster fra Babylon og havde spurgt efter en ny konge, der skulle være blevet født i Herodes´ rige – stjernen fortalte det jo – ja så havde den tomme fangekælder vakt vildt røre. Og hvis ikke det var fordi Herodes vanvittig af frygt havde drukket sig fra sans og samling, så er det ikke godt at vide, hvad der ville være sket. Da ville nok alle vagter være blevet henrettet for forsømmelse.

Men Herodes var så meget ude af sig selv på grund af den stjerne og på grund af fyrsterne fra Babylon, at han ikke ænsede andet. Kappen af frygt for at miste magten var blevet endnu tungere og endnu tykkere omkring ham på grund af stjernen.

Og således blev det sandt – endnu før tingene var rigtig begyndt, endnu før den nye, anderledes konge – Guds kærligheds ansigt – var vokset til og kunne gøre noget. 

Således blev det helt fra begyndelsen sandt, at han var kommet for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, og for at udråbe et nådeår fra Herren.

Og for at fortælle mennesker, at vi ikke skal lære af kong Herodes. Vi skal stole på det der med: ”Frygt ikke!” Nok er verden et farligt sted. Men vi er ikke alene i den. Gud er her.

Det var det stjernen fortalte.

amen

 

 

Prædiken til Hellig 3 kongers søndag den 2. januar 2011 i Fonnesbæk.

 

136 – Dejlig er den himmel blå

101 – Himlens morgenrøde

103 – Barn Jesus i en krybbe lå

106 – Af højheden oprunden er

439 – O, du Guds lam

Nadversalme: 72 – Maria hun var en jomfru ren

138 – De hellig tre konger så hjertensglad

 

I december måned, ja også sent som denne januar-morgen har planeten Venus skinnet så fint ind gennem mit kontorvindue, mens mørket endnu dækkede jorden. Nogen dage har den været vældig stor, næsten som en lille sol i natten, og det har forekommet mig, at den blinkede mildt til mig.

 

Jeg ved godt, at sådan står Venus af og til. Jeg ved udmærket, at der er nøgterne forklaringer på dens position, der intet har med tro at gøre, og at et himmellegeme syner større, desto tættere det er på horisonten.  Jeg ved godt, at luftens bevægelse i atmosfæren får det til at se ud som om himmellegemerne blinker. Og så har jeg alligevel de her morgener ikke kunnet lade være med at tænke om Venus som Guds julekort, som en hilsen fra himlen med ønsket om en velsignet julefest.

 

Og når jeg tør fortælle om det, er det fordi, jeg er overbevist om, at andre end mig kender til sådanne enfoldige tydninger af det vi ser og oplever. Fordi vi forstår og tolker alting ud fra en tillid til, at verden er Guds.

 

Og hvad Venus´ skønhed og stjernehimlens storhed i øvrigt angår, kan det ikke undre, at folk i tidligere tider tillagde stjernerne religiøs betydning og udlagde deres vandring på firmamentet, som gudernes kodeskrift.

Vi skal ikke så forfærdelig mange hundrede år tilbage, førend astronomi – læren om stjernernes fysik - og astrologi, den religiøse tydning af stjernes bevægelser, var ét og det samme. Tycho Brahe var f.eks. både hofastonom og hofastolog hos Frederik den 2.  Og efter 2. verdenskrig har jo troen på astrologi, troen på at brændende gasskyer milliarder af milliarder af lysår borte skulle have betydning for menneskers liv, undergået en vældig opblomstring.

 

Selv om astrologi det er ligeså fornuftigt som at ville aflæse sin fremtid i kaffegrums, teblade eller nullermændenes vandring over parketgulvet, så er det måske ikke så sært, at nogen kan drages af astrologien. Fordi stjernehimlen med sin storhed og skønhed ligger en religiøs tolkning nær.

Og det er også det, der går som et spor gennem dagens evangelium om de tre visemænd fra Østerland, der så stjernen gå op og fulgte den.

 

Men samtidig er det noget sært malplaceret noget, det med stjernen som et tegn. For selv om astrologi fandtes både i det gamle Israel og på Jesu tid, så var det forbudt for jøderne at befatte sig med at tyde stjernerne. Da Gud skaber verden, så er månen og stjernerne sat på himlen med to funktioner: 1. for at lyse om natten og 2. som tegn, der kan hjælpe én med at bestemmer de forskellige højtider.

 

Hermed er deres funktion udtømt: himmellegemerne skal lyse og vise vej og tjene til at fastsætte tider.

 

Og da profeterne gør deres entre på scenen, så advarer de igen og igen mod at tage varsler, hvad enten det er i rå lever eller af stjernernes vandring på himlen. Men disse advarsler fortæller jo også, at det trods alle forbud alligevel blev praktiseret – ellers ville man jo ikke have omtalt det og advaret mod det. Og sådan kan man jo af fortidens forbud uddrage, hvad folk faktisk har gjort.

 

Den jødisk-kristne forståelse af verden modsiger altså astrologien og advarer mennesker mod at befatte sig med fremtidens hændelser. Fro det er alene Guds sag.

 

Men undertiden meddeler Gud sig til mennesker om fremtiden og lader profeter tale og drømme mægtige drømme om, hvordan Gud en dag vil gribe ind i historien. 

 

Der ligger en afgørende forskel på, om det er vi mennesker, der prøver at kikke Gud i kortene ved at afsløre fremtidens hændelser, eller om det er Gud der giver profeter mund og mæle, og lader dem sige mægtige, håbefulde ord. 

 

Og hvad vi menneskers nysgerrig på fremtidens vegne angår, kan man med rette spørge, om fremtidens detaljer ligger fast, når nu vi er skabninger med en fri vilje. Gud er Gud og kan bestemme, at noget vil ske og sætte det igennem. Men eftersom vi er skabt med en fri vilje er vi vel også medskabere af fremtiden, hvis detaljer heller ikke Gud kan kende – medmindre vi var hans majonetdukker.  Og det tror vi jo ikke, vi er.

 

Men naturligvis kan Gud bestemme, at noget skal ske og sætte det igennem. Det er det, han lader sine profeter tale om. Men som vi ved fra GT, så er de ikke alle lige villige til at påtage sig deres opgave (ja de fleste vægre sig, siger de ikke dur til at tale til folk eller flygter ud på havet, som Jonas eller prøver at finde på andre gode undskyldninger. Og det er i denne sammenhæng værd at mærke sig, at den person i biblen, der får den mest afgørende opgave, den opgave, der griber radikalt ind i alting – nemlig Maria – modsat alle de mandlige profeter, hverken siger nej eller prøver at undskylde sig, men siger ja tak.)

 

Og i forhold til dagens historie om de hellig tre konger og stjernen på himlen, da er der en profet, en meget uvillig profet i GT, der må på banen. Nemlig Bileam, som vi møder i 4. Mosebog og som er så tvivlsom, at man måske slet ikke kan kalde ham en profet. Men han er et eksempel på, at Guds Herren altid tager anledning ved det er mest umuligt og det, der er mindst indlysende.

 

Bileam er ikke jøde, han er en art plattenslager, der lever af at spå mod betaling.  Og i den skøre fortælling om ham, har Israels fjender købt ham til at udtale forbandelser over Israels folk, der endnu vandrer på grænsen mellem ørkenen og det forjættede land.  Således bestilt – og betalt - sætter Bileam sig op på sit æsel for ride til det sted, hvor det indvandrende israelitiske folk har slået lejr, så han kan forbande det med den spådomskraft, han er i besiddelse af.

 

Men da han kommer til en hulvej vil det skikkelige æsel ikke længere, Bileam slår det, men æslet går ingen steder. I stedet begynder det at tale og bebrejde Bileam hans hårde fremfærd. Og da ser Bileam det, som før kun æslet har set: hulvejen er spærret af en engel med flammesværd, for Bileam skal ikke tage nogen steder hen for at forbande nogen, siger engelen. Han skal velsigne. Og havde det ikke været for det kloge æsel, da var han blevet hugget ned af englens flammesværd.

 

Da Bileam har lovet at velsigne i stedet for at forbande, får han af englen lov at ride videre gennem hulvejen mod det sted, hvorfra han kan se israelitternes lejr og gennemføre sit ærinde. Og da siger Bileam - sammen med meget andet - de kryptiske ord:

”Jeg ser ham, dog ikke nu,

jeg skimter ham, dog ikke nær.

En stjerne træder frem fra Jakob,

en herskerstav rejser sig fra Israel. ”  

 

Det er velsignelse, en velsignelse som dagens evangelium om de visemænd fra østerland og i hvert fald syv af salmebogens salmer knytter til ved. ”en stjerne træder frem fra Jakob.”

-

Og mht. til stjernen og dagens historie om de vise mænd fra østerland, der så stjernen og fulgte den, skulle den helt saglig have den baggrund, at der både syv år før år nul og to år efter fandt opsigtvækkende planetmøder sted, som af stjernekyndige andre steder netop kan være udlagt som en konges fødsel.  Så dagens historie er ikke hentet ud af det himmelblå.

 

Men uanset historien om Bileam er det ikke alene opsigtvækkende, det er uhørt i en bibelsk sammenhæng, at et himmellegeme har en betydning, fortæller noget om Guds virkelighed, og ikke kun fastsætter år og højtider og lyser op.

 

Det er faktisk så opsigtvækkende, at det er ubibelsk. 

Og derfor er det så meget desto mere bemærkelsesværdigt med stjernen, der leder de vise mænd.

 

I Lukasevangeliet kommer englene til hyrderne ved Jesu fødsel, hyrderne der tilhører de absolut nederste sociale lag, og som ikke magter at overholde Guds lov. Og i Matthæusevangeliet møder vi de vise mænd fra østerland, der ikke alene tilhører et forkert folk, men som oven i købet dyrker astrologi. Dem taler Gud til. På det sprog, de bedst forstår.

 

Allerede i julens historier, allerede i begyndelsen antydes den nedbrydning af grænser og skel som Jesu udvirker. Og med de vise, som følger stjernen - et hedensk tegn, som man i jødedommen advarer mod - aner vi noget andet afgørende, nemlig at Gud ikke er smålig med kommunikationsmetoderne, når det gælder om at forkynde sin kærlighed til alle mennesker. De, der taler stjernesprog, bliver tiltalt i stjernesprog, det er næsten en forudgribelse af pinseunderet, at Guds storværker forkyndes på ens eget modersmål.

 

 Evangeliet om de hellige tre konger er i sig selv en vidunderlige en historie, med stjernen på himlen, der lyser så skønt i natten og leder de vise til barnet i stalden. Og ethvert menneske, der har været grebet af stjernenattens storhed kan forstå beretningen på en meget enfoldig og ligefrem måde.

 

Og måske skulle vi trods al vores klogskab og viden øve os lidt mere på det enfoldige. For enfoldig betyder jo det, der kun er foldet én gang, modsat det, der er foldet igen og igen og er indviklet og kroget ind i sig selv. Som Luther siger det om os mennesker.  Enfoldigheden ser stjernernes blinken på nattehimlen som Guds milde øjne, der vinker venligt og imødekommende til

os. Enfoldigheden fortolker verden ligefremt og ukompliceret i tillid til, at den er Guds.

 

Men hvis vi ikke er så øvede i at forstå enfoldigt, så er dagens evangelium jo på et andet plan en historie om at sprænge grænser og om, at Gud vil have sin kærlighed ud til alle, endda til dem, der bor i Østerland og bilder sig ind, at man på himlen kan læse gudernes kodeskrift, og som drager af sted, medbringende guld, røgelse og myrra.

 

 

Prædiken til nytårsdag kl. 16.00 i Engesvang

 

717 – I går var hveden moden

93 – Nu vil vi os forsamle

108 – Lovet være du Jesus Krist

60 – Jesus min drot

439 – O, du Guds lam

Nadververs 69 v. 5-6 – af ”du fødtes på jord”

717 – Vær velkommen

 

Når sneen i de sidste uger ind imellem har ligget nyfalden i indkørsler, på veje og græsplæner, så har man kunnet iagttage noget helt banalt de steder, hvor sneen ikke er ryddet. Lige efter snefald har de ubrugte flader ligget jomfrueligt hen, men så er fodsporene begyndt at komme. Først en enkelt række, så én til, så endnu en, indtil der til sidst – nogen steder - har gået så mange fødder, at sneen er blevet helt fasttrampet.

Hver eneste dag året rundt, om der er sne eller ej, sætter vore fødder en masse spor. Men når sneen er der, kan vi se dem, og det bliver tydelig for vore øjne, at vi er i verden, at vore fodtrin kan ses.  Det er i grunden meget tilfredsstillende: at sætte sig spor. Ja, man kan nærmest blive grebet af en barnlig fryd ved at være den første, der sætter spor på en ny sneflade.

Ellers kan man jo godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt man har sat sig spor, så man, når vi dør, vil sige, at vi har haft en betydning, måske ikke en stor betydning, men dog en betydning.

Og det er vel også noget af det, der er i spil ved årsskiftet: om vi har en betydning. Om vi har sat os spor og om, vi bryder os om de spor, vi har sat. Fordi et årsskifte, om vi vil det eller ej, er en streg, der trækkes i sandet og tvinger os til refleksion.

Det ligger i vores kultur, det der med nytårstilbageblikket. Og uanset hvordan ens år har været, så er det jo en blandet landhandel, der ligger i den bunke, der hedder 2010. Sporene, vi har sat, er både gode og fulde af fortræd, de er sorgfulde og muntre, de fortvivlede og glædesfyldte, de er energiske og ladet med træthed. Sådan er livet jo.

Og netop fordi nytåret i vores kultur er en grænsetid, en overgangstid, er den også er blevet en helligdag.  – Rent kirkeligt, har vi jo holdt nytår, det er over en måned siden. Men kirkens hellige tid løber jo sammen med verdens tid. Sådan må og skal det være, hvis kirken skal have noget at sige ind i vore liv. Og derfor er altså nytårsdag en helligdag – så vi igen kan få fortalt, at vi ikke er ene, heller ikke her i overgangen mellem det nye og det gamle, verden er også Guds i 2011. Og også i det nye år vil tilgivelsen og barmhjertigheden lægge sig over de spor vi satte, som var anderledes end de skulle have været, også i det nye år vil Gud tilhviske os kærlige ord og en hel masse, som vi ikke retter os efter. Men han bliver ved alligevel.

Prædikenteksten i år er den korteste vi har. Ja, den kunne vel dårligt være kortere, hvis den samtidig skulle give mening. Og jeg tænker på det hvert nytår, fordi prædikenteksterne simpelthen er så skarpe her ved årsskiftet. Nogen gange kan man være uenige med de første klippere af tekstudvalget til kirkeåret og tænke, at det var da en sær idé at tage lige dét udsnit. Men ikke nytårsdag, hverken det ene eller det andet år. Da tænker man mere, at de er båret af en næsten guddommelig visdom.

For de år, vi ikke som i år begynder i Jesu navn, da er det Fadervor, der er prædikentekst nytårsdag. At begynde noget i Jesu navn og at begynde noget med et Fadervor – så er rammen sat. Så er lærredet spændt op. Og ikke bare i forhold til det nye år, men også i forhold til hver eneste dag i dette nye år.

For det at begynde i Jesu navn er en ramme, som man kan tage med sig hjem og lade omfatte hver eneste dag i det år, der kommer. Ved simpelthen at begynde dagen med at bede Fadervor og lade den begynde i Jesu navn.

Det får vi jo ikke altid gjort. Det er det med sporene efter os og de aftryk vi sætter, der ikke altid bliver, som vi gerne ville, de skulle være. Men det er en svimlende tanke. Og det bedste vi kunne gøre.  - Tænk om alle, ja bare alle kristne i verden, begyndte hver dag med at bede Fadervor og derefter sagde stille eller højt: lad nu dagen begynde i Jesu navn. Hvad ville der så ikke ske?

Og nu tænker jeg ikke, at hvis vi gjorde det, så ville Guds nåde blive større, eller at det så ville afstedkomme én eller anden magisk effekt. Nej, jeg tænker på, hvad det ville gøre ved os, ved alle os, der bad Fadervor og begyndte dagen i Jesu navn. Det ville blive en sand revolution.

Verden ville aldrig blive den samme igen. Den ville forvandles.

Kan man f.eks. dræbe i Jesu navn? Kan man føre krig i Jesu navn? Det er et godt spørgsmål. Og svaret er vel ja. Desværre. Men én – og jeg husker ikke hvem – har påpeget, at mange krige er ført i Guds navn – med Gud på vores side. Hvor mange gange det er gjort, tør man slet ikke tænke på. ”Men” skrev den samme tænksomme person ”at føre krig i Jesu navn er straks langt vanskeligere. Det kan godt lade sig gøre, det må vi desværre indrømme. Men det er ikke så nemt.”

For mens Gud er et begreb, hvori man kan putte en hel masse, og et navn man kan bruge om man er kristen eller ej, så er Jesus jo en præcision af, hvem og hvordan den kristne Gud er. Og man kan ikke putte hvad som helst ind i Jesus, for han har vist os sit ansigt.

I Jesu navn. I hans navn, som hellere ville dø end at bruge rå magt, i hans navn som ofrede sig selv af kærlighed til verden. Jo, i hans navn kan man godt føre krig, for ord kan jo bare siges og gøres tomme for indhold. Det kan man altid. Men hvis man tænker, kan man ikke føre krig i Jesu navn. Hvis man tænker, bare en smule, kan man ikke føre krig i Jesu navn. For han har vist os sit ansigt.

Der er i det hele taget meget, man ikke kan gøre i Jesu navn - hvis man tænker bare lidt - og omvendt en masse andre ting, som man bliver nødt til at gøre, hvis man er begyndt sin dag i Jesu navn. Det er gør godt at tænke på.

Og det vidste de gamle godt, da de satte teksterne sammen, de vidste godt, at vi ville have brug for noget enkelt og klart og stærkt at begynde det nye år med: Jesu navn. Og de havde vel det lønlige håb, både for sig selv og for vi andre, at vi ville tage det med os ud i de nye dage og begynde dem i Jesu navn. Hver eneste morgen, når solen ramte vore ansigter, og bede Fadervor.

-

Jesus er den græske form af navnet Josva. Og det betyder ”Gud er befrielse”. Og Jesus var jo sit navn, han var Guds befrielse.

Det lyder så rigtigt og så sandt. Og er det. Men når det afslørende vinterlys kaster sine stråler ind gennem vore vintermatte ruder, så kan vi jo godt blive lidt i tvivl om, hvad det er, Jesu navn befrier fra. Eller til. Det er igen det der med sporene, vi afsætter, der sjældent bliver som vi ville, og hvori der jo også er afmagt og hvad menneskelivet ellers er brolagt med.   

Gud er befrielse. Befrielsen er, at vore liv ikke afhænger af os, at de spor vi sætter, ikke endegyldigt bestemmer vore liv eller verdens liv. Noget er større, noget er større og mægtigere end os. Eller rettere: Nogen. Gud som vi kender, fordi vi i Jesus har set hans ansigt. Befrielsen ligger i, at vi ikke er vort livs centrum, vi skal ikke bære verden på vore skuldre, vi skal kun bære det, vi kan. Og alting afhænger ikke af os. Heller ikke vores evige skæbne. Hvad der sker os, når vi dør afhænger heller ikke af os.

Vi er befriet til at leve så godt vi forstår det, med det vi har og kan. I Jesu navn.

 Og jeg kan ikke tænke mig noget bedre og mere opløftende ord at tage fat om det nye år med: på den ene side med Guds ord for, at alt ikke afhænger af os og på den anden side i Jesu navn, i det navn, som har vist os sit ansigt og givet os en retning og en vej at gå ad.

Lad os da gå ud i det, i det nye år – vi kan jo heller ikke andet. Trods al den lidelse og sorg, der er ved at være menneske og alle de mislykkede spor, vi sætter, lad os da gå ud i det, tage fat på det og tage fat om det i Jesu navn.

Godt nytår!

 

 

2. Juledag kl. 10.00 i Isenvad

Salmer:

123 – Her kommer Jesu dine små

102 - Et lidet barn så lysteligt

125 – Mit hjerte altid vanker

129 – Julebudet til dem, der bygge

439 – O, du Guds lam

Nadver: 94. v. 9

117 – En rose så jeg skyde

 

Det var ikke den 10. december, førend jeg tre gange havde hørt én sige om julen, at den bare skulle overstås. Og tættere på jul har jeg hørt det endnu flere gange.

Bare julen var overstået, sagde de.

Og de, der sagde det, var mennesker med vidt forskellig historie og baggrund, alder og livssituation i øvrigt. Men det, de havde til fælles, var, at de enten havde et stort eller helt nyt tab, der kastede skygger ind over julen eller havde vanskelige familierelationer. Og når jeg siger vanskelige familierelationer, mener jeg: mere vanskelige, end normalt. For der er meget få mennesker – hvis nogen - der ikke kender til konflikter og sorger og skuffelser og vanskeligheder i familien på den ene eller den anden led. Selv om det er vældig skambelagt og noget, vi ikke taler så meget om.

For vi vil jo helst lykkes og helst at andre tænker om os, at vi lykkes, at vore liv lykkes, at vore børn og børnebørn og vore relationer indbyrdes lykkes. Så vi taler mest med hinanden om det, der er gået godt for os og omkring os. Og i rigtig mange familier – de fleste vist, hvor der er voksne børn - er der nogle af børnene, man fortæller mere om end andre.  I nogen familier er der endda børn, man slet ikke taler om, fordi deres liv ikke er blevet som vi forældre drømte om eller håbede, og vi derfor føler os skamfulde og tyngede. Så taler vi hellere om det, der går godt, så ingen skal tænke om os, at vi og vores familie ikke kan finde ud af noget. Selv om vi jo alle sammen ind imellem ikke kan finde ud af noget.

Men sidder man i en mindre sammenhæng og èn vover at sige, at der noget i hans eller hendes familie, som ikke er så nemt, noget i relationerne, som ikke er vellykket, så viser det sig som regel, at alle i selskabet kan bidrage med noget tilsvarende. For alle kender til det.

Dér handler det om modet til ikke at være vellykket. Vellykket i menneskelig forstand. Og det er i allerhøjeste grad et evangelisk anliggende. For det mod har med troen og Vorherre at gøre. Fordi troens forståelse af, hvem vi er, hvem vi i skabelsen og dåben er, jo er helt anderledes end vores menneskelige måde at bestemme vellykkethed og mislykkethed på.

I troen er enhver af os vellykket og succesfuld, så sandt vi er skabt af Gud, skabt i hans væsen og billede og i dåben iklædt hans lys. Det er det første og det sidste, der er at sige om os, når vi taler kristent. Vores værdi afhænger ikke af vores vellykkethed i menneskelig forstand, med knytter sig til Gud og bunder i, at Gud selv har givet os en plads i verden og sagt, at det er godt vi er her.

-

Men ud over helt normale vanskeligheder i familien, som kan blive særligt tydelige i julen, og det evangeliske mod, der kan sætte os fri, når vi tør dele det svære med hinanden, så findes der som sagt usædvanlige vanskeligheder, svære tider, hvor man kan ønske, at julen bare var overstået.

Og jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at der hvert år er en million danskere, der synes, at julen mere er noget svært end noget dejligt. 

Og julen som en tung tid bliver virkelighed for os alle sammen før eller siden; fordi julen jo da minder om noget, der var og som ikke er mere, om nogen vi savner så forfærdeligt, men som nu er døde eller afdækker alt det, der ikke er gået som vi drømte om.

Og netop fordi, der er også er bøvl og sorg ved at leve, er 2. juledag en velsignet helligdag i julen, selv om tekster kradser som ståluld og sandpapir.

Men det er netop det velgørende. At vi 2. juledag må være med os selv - også med alt det, vi ikke klarede og som gik galt. 2. juledag er idyllen slut. Og det, at der i kirkens jul ikke kun tales om barnet i krybben og englenes vidunderlige sang, men også om modstanden mod det barn, om lidelsen og sorgen, gør jo, at vi kan være mennesker med alt, hvad vi har med, gør jo, at vi må være og fylde os selv ud. Uanset hvad vi er fyldt af.

-

Blandt min kogebøger har jeg Tørsleffs blå bagebog, et must for alle husmødre, det var det i hvert fald for 50 år siden. Men da jeg skulle bage til jul og fandt den frem, da faldt der et billede ud af den, som jeg åbenbart har stukket ind i den i et forsøg på at rydde lidt op. Det var et gruppebillede, der var taget, da min ældste, der nu er 20, gik i børnehave. Og jeg kendte alle børnene på billedet, selv om de nu er blevet voksne. Jeg stod længe og kikkede på det billede. Og gennemgik børnene ét for ét. Mange af dem vidste jeg en del om, og selv om de i dag kun er en snes år, så vidste jeg om flere af dem, at deres liv af forskellige årsager er svært. Endda usædvanlig svært. Det gjorde mig sørgmodig. For det blev så tydeligt, hvor megen sorg der er ved at være menneske, også selv om man måske kun er 20 år. Og den samme tydelighed vil komme ind over et hvilket som helst gruppebillede af den type, vi kikker på: at lidelsen, at sorgen, er vore vilkår.

Så hvis det kun var den ene side af julen: det sødmefulde, glæden, jublen og sangen, der var på dagsordenen i disse helligdage, så ville vi tale usandt om menneskelivet. Og når man taler usandt om menneskelivet, så taler man også usandt om Gud.

For Guds og menneskers liv hænger sammen – det er julens insisterende budskab, at Gud ikke ville være menneske uden os, men forbandt sig med os og med alt, hvad der er vores.

2. juledag gives der plads til vores menneskeliv med alle dets modsætninger og modhager; og der bliver talt tydeligt om, at den verden, Guds fødtes ind i, også var syndens og dødens og mørkets verden. -

Men netop derfor kom han, Guds søn, for at dele det med os. Og være hos os, også i de tider, hvor julen bare skal overstås, fordi vores verden har slået revner, og vi længes, savner og sørger.  

Netop derfor forbandt han sig med vore liv, blev ét med det menneskelige. Kom selv og ikke sendte en anden.

 Og vi kan ikke love nok for, at der findes en 2. juledag, hvor tingene må siges som de er, hvor alting må være, uden at blive skammet ud, og hvor det forkyndes os, at Gud blev her. Blev hos os, også selv om vi ikke ville vide af ham, også selv om kærlighedens evangelium har trange kår i verden, også selv om vi slog ham ihjel, blev han her.

Så vi nu ved og aldrig må glemme, at vi ikke skal gå alene. Aldrig. Det er julens kerne. For Gud er kommet. Selv. Og er blevet her.

Glædelig jul!

 

 

Juledag kl. 10.00 i Engesvang

Salmer:

120 – Glade jul

100 – Kimer I klokker

114 – Hjerte løft din glædes vinger

115 – Lad det klinge sødt i sky

439 – O, du Guds lam

Nadververs: 94 vers 9

117 – En rose så jeg skyde

 

Og nu I har sat jer godt til rette, vil jeg læse juleevangeliet på ny – fra den nye aftale.

Jeg beder om overbærenhed i forhold til, at I får juleevangeliet i dobbelt udgave; men det er jo fordi, det kendte - det måske alt for kendte - får nyt liv ved at blive fortalt med andre ord. Den nye aftales meget mundrette oversættelse giver os at høre fortællingen forfra.

-

Under en ½ side, fylder det, vi kalder juleevangeliet, 255 ord - til sammenligning fylder de værste af mine prædikener over 2000. Men ikke den i dag. Den fylder kun 1500, så frygt ikke!

255 ord. Men ikke desto mindre har de 255 ord - hvoraf strengt taget kun de 37 fortæller om Jesu fødsel - givet os en ny måde at forstå verden på. En ny fortolkningsnøgle til vores tilværelse, et andet lys at se os selv, de andre og verden i.

I de 255 ord får vi fortalt, at Gud er kommet selv. Til os. For han er en Gud, der ved, hvordan menneskelivet er og som har valgt at dele vore kår. Selv om han kunnet være blevet, hvor han var, i sin himmel.

Før i historien har Gud sendt andre – dommere, præster og profeter.  Men julenat kom han selv.  Og blev dér.

Når vi skræller alting af, er det det, julen handler om: At Gud kom selv. Til os. Og blev dér. Fordi han ikke ville være Gud uden os, fordi vi skulle vide og aldrig glemme, at Guds liv og menneskers liv hører sammen. Ubrydeligt.

-

I øjeblikket kører der – så vidt min begrænsede viden rækker – et tv-program om multi-rige virksomhedsejere, der tager kedeldragt og sikkerhedstræsko på og prøver at arbejde på gulvet i deres egen virksomhed, mens kameraet snurrer. På én måde kan man godt sige, at de kommer selv. Og givetvis bliver de også klogere ved at få jord under neglene.

Men det er unægtelig en anden måde at komme selv på, end Guds måde. Inkarnationen. Det er unægtelig en anden facon at komme selv på, end Guds.

For det første kan de jo holde op, og når som helst springe tilbage på direktionsgange, hvor der ikke er tunge løft, træk, kulde og ubehagelige mellemledere. For det andet er de jo i sådan en slags spionposition.  Er der nogen, der skal fyres efter at chefen har været helt tæt på sit skaberværk og set, hvad der foregår?

Da Gud kom, da klædte han sig ikke ud og lod som om. Da Gud kom, trak han ikke arbejdstøjet af og vendte tilbage til sin himmel efter fyraften. Da Gud kom, var det ikke for at holde øje med os og skrive vore fejl op i sin store bog og fyre de uduelige.

Nej, da Gud kom, var det af længsel efter os, fordi han ville være os nær og dele sit liv med os. Og for at vise, at han er Gud på en måde, som intet menneske kan sige sig selv. Forunderligt.

Han blev en Gud fra neden og ikke fra oven. Han lærte os, at vi møder ham i det undseelige og ringe, i det som ikke ser ud af noget, i det, vi ikke regner og værdsætter. Dér er han.

-

At Gud findes kan ingen bevise. Mange har prøvet og prøver stadig på mere eller mindre intelligente måder. Men Gud er udenfor det, der kan bevises – og modbevises. Når vi alligevel gør forsøget på at godtgøre, at Gud findes, er det jo oftest fordi vi vil have ret overfor dem, der ikke tror Gud findes, a-teisterne.

Men det med gudsbeviser kan vi ligeså godt opgive først som sidst. For selv om det endda skulle lykkes os at bevise, at én, der er Gud, findes, så kunne intet levende menneske blot sandsynliggøre, at det barn, der den første julenat fødtes af en teenagemor i en stald i Betlehem, var Guds søn. Det unddrager sig fuldstændig enhver bevisførelse. Det er ikke engang fornuftigt, endsige troværdigt. Det er snarere tåbeligt og vanvittigt.

Men når vi alligevel holder det for sandt, at Gud er kommet selv, er blevet menneske i Jesus Kristus, som blev født julenat. Ja ikke nok med det: endda forstår vores liv ud fra det, så er det jo fordi vi bygger på erfaringer, egne erfaringer og andres erfaringer med Gud. Fordi vi af og til og i glimt har anet Gud, mærket ham, hørt ham eller hvordan vi nu vil udtrykke det.

Og fordi det giver mening. Fordi evangeliet om Gud, der fødtes ind i verden, giver mening, ny og dyb og stor mening.

Gud er et nyfødt barn i en stald. – Det betyder jo, at Gud er i menneskelivet. Han er ikke en betragter af det, han er i det. I hver eneste trivielle detalje, i alt, hvad der har med vores liv at skaffe, er han. For han blev født i verden. På den måde kan man godt sige, at alting er blevet velsignet, berørt af Gud. Om vi skovler sne eller vasker op, om vi ler eller græder, om vi synger, cykler eller tager på arbejde. Gud er i det.

For Gud har forbundet sig med verden på en måde, som det tager et helt liv at forstå, på en måde, der er så indgribende og velsignet, at det kun af og til er muligt for os at gribe om det.

Vi synes Gud skal være i noget større – det ligger ligesom i det med Gud, himlens og jordens skaber, at han hører til i noget stort, i himlen og i stjernetågerne, i mægtige sale omgivet af engle med sølvhvide vinger.

Men juleevangeliet fortæller os, at han også er i alt, der har med os at gøre, i alt der er menneskeligt.   Og at vores liv, vore små, ind imellem kedelige og begrænsede liv er kvalificeret, er højt kvalificerede netop ved at Gud er i dem og vedkender sig dem. For han blev født i verden. Han kom selv.

Betyder jeg noget? Har mit liv en værdi i den store sammenhæng? Juleevangeliet svarer: ”Ja! Du har uendelig betydning, for dit liv og Guds liv hænger sammen.”

-

En gang i 70 ´erne, da der også var værdikamp, sang sangerinden Trille en helt forfærdelig sang med polemisk ærinde, som hun måske havde fra en kirkelig sammenhæng, det skal jeg ikke kunne udelukke. Vi gamle – og det er jo de fleste af os – kan godt huske den: ”Lille øje pas nu på, hvad du ser … for Gud Fader oppe dér kikker end på jorden her..”, og videre ”lille hånd pas nu på, hvad du gør, lille fod pas nu på hvor du går… ”osv.

Det er en ikke særlig god sang med et fuldstændigt rædselsfuldt gudsbillede. Men umiddelbart svarer det meget godt til, hvad vi mennesker af os selv tænker om Gud, hvad vi kan sige os selv: at Gud er sådan en slags udvidet fodbolddommer eller hævngerrig gårdvagt. Sådanne tanker og gudsforestillinger har mennesker alle dage gjort sig.

Men at Gud skulle lade sig føde som et fattigt menneskebarn, det kan ingen sige sig selv. For det er fuldstændig skævt, og vi ville aldrig være kommet på det. Og det er måske det nærmeste, vi kommer på en type omvendt Gudsbevis: at Gud viser sig på en måde, som intet menneske nogensinde ville have fundet på. Fordi det er så bagvendt og tåbeligt.

Vi må have det fortalt – og derefter bruge et helt liv på at forstå, hvad det betyder. Hvad det betyder for os og for, hvordan vi skal se os selv og vore dage. Hvordan vi skal se og de andre. Hvordan vi skal se samfundet, verden og fremtiden.

Gud kom selv, da han blev født julenat. Og blev der. Det er fuldstændig overvældende, hvis man først sætter sig til at tænke over det. Forunderligt og ubegribeligt.

Men det er sådan, det er: Gud ville ikke være Gud uden os. Han kom af længsel. Og vore menneskeliv er velsignede.

Glædelig jul

 

 

Prædiken til juleaften 2010 i Engesvang kl. 13.30, 15.00 & 16.30

 

94 – Det kimer nu

99 – Velkommen igen Guds engle små

 

119 – Julen har bragt

121 – Dejlig er jorden

 

Det havde været en dejlig aften, tænkte han, mens han lagde sig tæt ind til Julie og stak næsten i hendes hår. Hun sov allerede. Men havde også pisket rundt hele dage. Det var ikke mindst hendes fortjeneste, at julelysene havde skinnet så mildt, og at han havde mærket en dyb ro inden i. Godt han havde hende.

Jul kan ellers være vanskelig. Det vidste han fra sin barndom, hvor familiære konflikter havde lagt sig tungt over højtiden. Så man bare længtes efter hverdage og skoledage og det, at alting blev almindeligt igen.

Men de havde haft så skøn en aften Julie, børnene, Julies forældre og ham selv. Alting havde været så roligt og velkendt. Som det plejer, som børnene sagde. Og det var jo det bedste sådan. Jul var ikke tiden for de store forandringer. Og det var heller ikke det, de gjorde i.

Men noget havde jo været anderledes end det plejede. Naboen - Marius – var ikke kommet ind for at drikke kaffe kl. 21.30, når gaverne var pakket ud, som han ellers havde gjort alle de år, de havde boet der.

Selv om de havde talt med børnene om, at Marius var blevet dårlig og var kommet hen på plejehjemmet, hvor nogen passede ham rigtig godt, og at han var for syg til at komme juleaften, havde Thøger alligevel spurgt efter ham, da de satte kaffen og julekager frem. ”Kommer Marius ikke?”

Og de måtte sige, at han jo var på plejehjemmet, og at han ikke kunne komme. ”Kan vi så ikke tage hen til ham med en klejne, han kan så godt lide klejner?” Thøger var blevet ved. Men det var ikke så nemt. Mormor og morfar var der jo og juledag og 2. juledag skulle de til hans familie. Det var ligesom ikke til at få passet ind.

De var kørt hen til plejehjemmet, da Marius var kommet der efter sin blodprop.  Han kunne ikke længere gå, og det var vanskeligt at forstå, hvad han sagde. Det havde været svært at være i. Man vidste ikke helt, hvad man skulle gøre. Eller sige. Og så var de bare ikke kommet der siden, livet havde taget dem. Det var ikke fordi, de ikke ville; det ville de godt, selv om det var svært. Men der var så meget hele tiden.

Han faldt i søvn med duften af Julie i sine næsebor; i aften var den iblandet lidt stegeos. På én og samme tid lugten af Julie og af jul. Så kunne det ikke blive meget bedre.

-

Drømme er af forskellig slags. Selvsagt er der jo en mægtig forskel på dagdrømmene og nattedrømmene, men også nattens drømme adskiller sig fra hinanden. De fleste glemmer man, endnu før man er vågnet, andre sidder i én et par minutter efter, at søvnen har sluppet sit tag, og så er der endelig de sjældne drømme, der imponerer og skæmmer ved deres livagtighed og som kan sidde i én i timer, ja i dage, som om de havde stemplet sig ind i bevidstheden.

Den juleaften drømte han om juleevangeliet. Dvs.: det ville være mere rigtigt at sige, at han drømte, han var i juleevangeliet. Alting var så livagtigt, lydene, lugtene, lyset. Han var i en stald i skjul bag en stolpe. Hverken Maria, der lignede Julie, eller Josef kunne se ham. Men han kunne se dem og barnet som lå ved hendes bryst. Han så også engle og hørte sang. Og der er ikke andet at sige om det, end at det var vidunderligt og det største. At være midt i julen, midt i at Gud blev menneske i verden og kom selv.

Men da skete der det i drømmen, at han skulle tisse. Den slags kan man måske nok gøre i en stald, men ikke på en fødestue fuld af engle. Det kan man ikke. Så han listede stille mod døren, der stod halvt åben; men netop som han skulle til at gå ud af den, blev den åbnet udefra. Og der kom fire mænd ind. De var iført brune, vævede kjortler og fåreskind, og det var nemt at se, at det var hyrderne. De så ham ikke. Han måtte være usynlig, som man kun kan være i drøm. Eller dvs. usynlig kan man også være, når man ikke drømmer. Og det har vist alle prøvet: at vi ikke blev set, at vi blev overset og følte, at vi ikke havde betydning. Og det er simpelthen forfærdeligt. - Men virkelig usynlig kan man kun være i drømme.

Og i drømmen var der var månelys udenfor og helt stille. En vild stjerne skinnede over huset. Og der stod nogen udenfor døren. Det var endnu en hyrde. Men han gjorde ikke mine til at gå ind. Han stod bare udenfor med bøjet hoved og mærkeligt modløse skuldre.

Hvorfor går han ikke ind, tænkte han i drømmen. Og han ville spørge, selv om han nu skulle tisse rigtig meget. Men i det samme løftede hyrden hovedet. Månen skinnede på hans furede, udtærede ansigt. Det var Marius, det var Marius´ ansigt.

Han vågende i det samme og skyndte sig ud på toilettet. Kl. var kun halv et. Og bagefter kunne han ikke falde i søvn igen. Drømmen boede så stærkt i ham. Som om den var mere virkelig end sengen og dynen og Julies sagte åndedrag. 

Det var ikke så meget Jesusbarnet og englene og al den herlighed, der havde været i stalden, der gav ham uro. Det var den gamle hyrde udenfor, den gamle hyrde som ligesom ikke kunne komme ind til al herligheden. Det var Marius´ ansigt. Han så det for sig, når han lukkede øjnene.

Efter en time besluttede han sig. Lydløst tog han tøjet med ud i stuen for ikke at vække Julie. Han greb en halv flaske vin, en kagedåse, der stod på køkkenbordet, hev et par glas ud af skabet og lagde det ned i Julies kurv. Så tog han sko og overtøj på og listede ud i natten.

Et kvarter senere ringede han på plejehjemmets klokke. En skøn kvinde i ternet kittel åbnede. Og det slog ham, at hun var mødt ind på arbejde, da han selv gik i seng. Hun så hverken undrende eller vred ud. Spurgte blot imødekommende, hvem han skulle se. Men de fleste sover jo, tilføjede hun, det er ikke så ualmindeligt på den her tid. Hun smilede skævt.

”Æh Marius…?” sagde han

”Ham har jeg lige været inde hos; han er lysvågen. Det er jo en svær jul, første gang, man ikke kan være derhjemme…Det er stue 13.”

 ”Tak”

Han bankede meget sagte på til nr. 13. Marius Madsen stod der på skiltet. Han ventede ikke på svar, men lindede stille på døren og gik ind.

Det her var vist det sværeste, han nogensinde havde været ude for. Vanskeligere end alt andet han kunne forestille sig. Gid han ikke var gået ind. Gid han var blevet hjemme. Men nu var det for sent; Marius havde set ham. Han sad halvt op i sengen med vidt åbne øjne.

”Jeg vidste det. Jeg vidste at, én af jer ville komme. Jeg vidste det.  Glædelig jul,” sagde han - og var meget lettere at forstå end sidste, de var der. Så lo han stille hen for sig og rystede smilende på hovedet.

 

Selv vidste han ikke, hvad han skulle sige, men ”Glædelig jul” var altid en gangbar indledningsreplik på denne tid af året.

Heldigvis havde han kurven. Han løftede spørgende flasken op. Marius nikkede og smilede med den ene halvdel af ansigtet. Han skænkende op i to glas. Marius kunne godt drikke selv, og han skønnede tydeligvis på kvaliteten af Julies mors vanillekranse.   

Og mens de spiste og drak, var det som om ordene kom af sig selv. Vanskeligheden mellem dem - det at de pludselig var holdt op med at besøge Marius – fortonede sig, mens de talte. I 1½ time sad han i julenatten sammen med Marius. Og før han gik, bad Marius ham læse juleevangeliet. Det han aldrig prøvet før; og alle andre steder var han nok blevet forlegen; men ikke her, ikke i aften. Han blev snarere underlig bevæget, især ved det med hyrderne. … I den samme egn var der hyrder… Marius så helt anderledes ud nu end i drømmen.

”Tak for julen,” sagde Marius, da han gik, kl. var over 3. ”Tak for det hele!” Og han lovede at komme inden nytår og tage børnene med.

Rimtågen lå tyk udenfor, og sneen knirkede under hans støvler. ”Tak for julen.” – Han skulle have sagt: ”I lige måde.” eller: ”Selv tak.”

For hvis ikke han havde besøgt Marius, havde han fået en anden slags jul – ja måske endda et andet slags liv fra nu af. Hvem ved?

Hvis ikke han havde besøgt Marius, havde han nok fået en god jul, men alligevel en svagere jul, mere overfladisk, den slags jul, som de lykkelige får, dem med gode relationer og uden mægtige sorgen, den slags jul som man får, når man har været heldig med livet, den slags jul, der glæder og gør godt, fordi det er rart at være sammen med dem, man holder af, når tingene fungerer. Og det vidste han godt, ikke var en selvfølge.

Men der var noget større på spil, noget dybere. Noget, der handlede om mening, om hvorfor vi er her. Han kunne ligesom ikke få fat om det. Jo, noget med at Gud har fået krop i verden, i julebarnet i krybben og lært os, hvordan vi skal være mennesker. For hinanden. Og når vi er mennesker for hinanden, så bliver julen alles fest, ikke kun de lykkeliges og heldiges, ikke kun festen for dem, med de mange og gode relationer og uden store sorger.

Og så er det ikke til at se, hvem der hjælper hvem, hvem der får eller hvem, der giver.

Det var sådan noget.

For slet ikke at tale om, hvordan Gud handler i verden. Det kom man heller ikke uden om. Eller rettere: han kom simpelthen ikke udenom Gud den her jul. Eller måske nogensinde.  Forhåbentlig ikke nogensinde. 

 

Skolens juleafslutning 22.12.2010 kl. 7.55, 8.55 & 9.55

 

I dag skal jeg fortælle om en mand, der hadede nisser; og det er dem i 7. kl., der har fået mig til at tænke på ham. 

Og jeg kan ligeså godt begynde med at fortælle, hvorfor den her mand ikke kunne lide nisser. Det var fordi han i sine helt unge dage havde været meget forelsket i en pige i sin klasse. Dorthe hed hun. Problemet var bare, at hun ikke var særlig glad for ham – sådan kan det jo gå. Dorthe kunne meget bedre lide én, der hed Bent og endte faktisk med at blive gift med ham. Og der var det ved Bent – udover, at Dorthe rigtig godt kunne lide ham - at han altid gik med nissehue i december. Hver eneste dag, helt indtil hellig tre konger. Og fordi Dorthe elskede Bent og ikke vores mand – Hagbart, ja det hed han – så blev grunden lagt til, at Hagbart blev nissehader. Der er altid en grund til, at vi bliver som vi bliver. Selv om grundene ikke altid er lige fornuftige eller kloge.

Findes nisser? Det troede i hvert fald Hagbart – for man kan jo ikke hade noget, man ikke tror findes. Selv er jeg nok mere skeptisk. Men lad nu det være. For gode historie kan godt være sande, selv om de fortæller om noget, man ikke tror, findes.

Hvorom alting er, så førte Hagbarts ulykkelige kærlighed til Dorthe til et sandt felttog mod nisser. Ikke kun omkring jul, men hele året. Ja, han gik så vidt som til at melde sig ud af folkekirken, fordi der er en biskop, der hedder Nissen. Også selv om han i stedet for Dorthe blev gift med en enorm sød dame, der hed Lene.

Hagbarts nissehad bragte ham så vidt, at han endda kom i tv. Det var op til jul. Og der udtalte han, at nisser var farlige, nisser var farlige som djævlen, ja de var djævlens børn. Og hvis man havde en nisse eller en nissehue, så var men selv et djævlebarn sagde han, mens tv-kameraet snurrede.

Men når Hagbart kunne finde på at sige sådan noget forvrøvlet sludder – at nisser og djævle er ca. det samme - var det også fordi han ikke vidste ret meget. For det er jo en kendt sag, at da Jesus blev født julenat, da velsignelse Gud ikke bare mennesker og dyr, men også nisserne. Da det mægtige englekor fyldte himlen, fordi Jesus blev født og Gud kom til os mennesker, da hørte nisserne det i deres gravhøje og jordhuler. De gik ud i natten; de så Guds lys og hørte englenes sang. Og ikke nok med det: de hørte Guds stemme! De hørte Guds stemme sige, at de var hans velsignede skabninger. De, der før havde levet i gravhøje, under jorden og boet i mørket, var blevet velsignede. For Guds frelse gjaldt alle. Alle.  Også nisser. Og de satte lysende kærter på et af skovens største graner og dansede rundt om det, mens de sang. Og fra da af begyndte nisserne at give menneskene gaver i stedet for at drille og ærgre.

Så man kan godt sige, at Hagbarts kendskab til nisser var i hvert fald 2000 år bagefter. Han havde simpelthen ikke fået Jesus med. Og så kan det kun gå galt.

Da Hagbart kom hjem efter at have været i tv – og han var vældig stolt af det. Hans kone var knap så stolt og hans stakkels børn var rent ud flove. Og havde i hemmelighed anskaffet nissehuer, som de gemte i deres skab i skolen og tog på, straks det ringede ind, så ingen skulle tænke, at de var børn af den efterhånden landskendte nissehader Hagbart.

Men altså: Da Hagbart kom hjem efter at have været i tv med sit nissehad, trængte han til at gå en tur i skoven. Hans familie ville ikke med, tværtimod så hans børn en chance for at se jule-tv – med nisser – mens han var ude at gå. Det var ved at skumre. Men Hagbart havde en pandelampe med en lyskegle, der kunne række 75 m. Og når man har en pandelampe, kan mørket bare komme an. 

Der var koldt uden for, snefyldt og helt stille. Ingen dyr hørtes, det var som om hele naturen var frosset. Efterhånden blev det mørkt. Der kom også rimtåge, men pandelampen lyste. Hagbart satte den på tågelygte – det var en meget dyr og fin pandelampe – og så var det nemt at finde vej.

Den, der har gået i tæt tåge, ved, at tåge forandrer verden eller rettere: forvrider og gør alting ukendeligt. Steder, man er kommet hundrede gange, ligner ikke længere sig selv. Tåge forhekser, i hvert fald tæt tåge. Og hvis det samtidig er mørkt, så bør man blive hjemme. Med mindre man har en pandelampe med en lyskegle på 75 m og tågelygtefunktion, som den Hagbart havde.

Hagbart gik glad på stien i rimtågen og genkaldte sig sin tv-optræden. Sandt at sige var han rigtig godt tilfreds. Budskabet skulle ud. Den handlede om at sige tingene enkelt og klart. Og det havde han gjort. Han gentog nogle af de bedste sætninger halv højt for sig selv, noget som vi voksne jo kan forfalde til: ”Nisser er djævlebørn.” Det var en god vending. Han sagde det en gang til, lidt højere. Det var det gode ved at gå i skoven, at man kunne sige hvad der passede én, og ingen protesterede eller sagde én imod.

Men måske er det alligevel ikke lige meget, hvad man går og siger i en mørk skov, hvor der er også er rimtåge. Måske er det alligevel ikke sådan, at man kan kalde nogen for djævlebørn, uden at der sker noget ved det. Måske skal man alligevel tage sig i agt for at hade alt for meget og fylde sit hjerte med sorte tanker, skadefryd og den slags.

Jeg skal ikke kunne sige det. Men i hvert fald gik Hagbarts pandelygte pludselig ud. Der kom et ekstra stort glimt, og så var den død. Pæren var sprunget. Og så stod Hagbart dér i det sorteste, tætteste og mest klæbrige mørke, som noget menneske nogensinde har stået i. Han kunne intet se. Og kom heller ikke til det. Det gik op for ham, hvad man mener med udtrykket ”ikke at kunne se en hånd for sig”. Men han var stadig i godt humør, han kendte jo vejen. Og der var en sti. Det gjorde ikke noget med den pærer.

½ time senere var han knap så sikker.

Og efter en time måtte han erkende, at han var faret vildt. Man tror ikke, man kan fare vild i en skov, man kender. Man tror, det kun er idioter, der farer vild i mørke og tåge, lige indtil man selv prøver det.

Mobiltelefonen! Py ha. Heldigvis havde han den. Indtil han huskede, at han havde lagt den i en skuffe, fordi han var begyndt at få så mange sms´er hvor der bare stod: ”Vi elsker nisser”.

Så bandede Hagbart. Meget højt. Og gik videre. Det er det eneste man kan, når man er ude i frost og kulde og rimtåge og er faret vild. Man skal bare gå. Men da Hagbart havde gået i mange timer i den dybe sne, var han så udmattet, at han måtte sætte sig i en snedrive. Bare et øjeblik, så ville han gå videre. For hvis han faldt i søvn, ville det være den visse død, det vidste han. 

Men Hagbart var fuldstændig udmattet. Og faldt i søvn.

-

Hvis det her var en historie, der ikke havde med det kristne at gøre, så kunne den ende her. Med at nissehaderen Hagbart døde af kulde som straf for sit had. Had er som en dødelig gift, uanset hvem man hader.

Men det går ikke mennesker som vi fortjener. Heldigvis og Guds ske tak for det! Tænk om det gik os som vi fortjente. Hvilken forfærdelig tanke. Heller ikke Hagbart gik det, som han måske fortjente. For han blev fundet dér i snedriven.

Ikke af mennesker, for ingen mennesker kom nogensinde dér, hvor han havde forvildet sig hen. Han blev fundet af nogle nisser, som I nok kan tænkte. Og de var storsindede nok til at bære nissehaderen ind i deres gravhøj. De vidste jo – det havde nisserne vidst i 2000 år og stolet på - at julen betød, at Guds frelse og Guds lys er for alle. Både for mennesker og nisser. Endda for nissehadere. Da Hagbart vågende næste morgen lå han varm og tryg i nissernes høj, og der duftede af pandekager og enebær-te.

 -

3 dage efter var Hagbart igen i tv. Han havde nissehue på.

Og dér fortalte han, med hele nationen klæbet til skærmen, om sin mirakuløse redning. Og om hvor meget fejl han havde taget. Nisserne var ikke Djævlens børn. De var Guds børn ligesom menneskebørnene. Og han fortalte også det, som jo ellers er en kendt sag, at da Jesus blev født julenat, da velsignelse Gud ikke bare mennesker og dyr, men også nisserne. Da Jesus blev født kom Gud til alle. Alle. 

 

 

Prædiken til 3. s. i advent 2010 kl. 10.00

 

Salmer:

74 – Vær velkommen

448 – fyldt af glæde

78 – blomstre som en rosengård

733 – skyerne gråne

86. v. 5

80 – tak og ære være Gud

 

Så er halvdelen af de decemberdage gået, som leder os mod julen. Og vi overraskes vist hvert år af, hvor korte de her dage er blevet for os voksne. De er længere – meget længere – når man er barn. Ja, da er de næsten uendeligt lange.

 

Tid er langt fra en fast størrelse. En time og en time er ikke lige lang, om man er midt i festen og glæden eller om man har ondt, fordi man skal føde et barn eller venter på en ambulance.

 

Trange tider, langsomt skrider, siger Brorson i en salme, og sådan er det netop. Mens det modsatte gælder for de glædesfyldte timer.

 

Adventstiden er en glædesfyldt tid – helt principielt. For i kirkens hellige tid er advent at vente med glæde på Jesu komme. Men det betyder jo langt fra, at trange tider ikke kan indfinde sig i adventstiden.

Det kan de.

 

Og i dag, hvor tre velsignede dejlige børn er blevet døbt, så de ved, hvem de er og hvor de hører til, må jeg fortælle en historie om en mand, der netop oplevede de trange tider i adventstiden. I glædens og håbets, forventningens og drømmenes tid.

 

Og når det var sådan for ham, var det ikke fordi han ikke var kommet nok i kirke og havde hørt Esajas´ fantastiske profetier om halte, der springer rundt som gazeller og vand, der vælter ud i det tørre land. Eller var ubekendt med Vorherres ord til den fængslede Johannes, at de svage og fortrykte har fået liv på ny. Han kendte det hele, ud og ind. Forfra og bagfra. For han var præst.

 

Ord kan åbne verden. Tro kan flytte bjerge og håb kan bære én som ørnens vinger.

 

Men hvis det alt sammen er borte, både ordene og troen og håbet, så er der ikke noget at stille op, så er man fortabt. I hvert fald et øjeblik. Men også da må man sætte sin lid til Gud, til at Gud kommer én i møde, endda selv man ikke rigtig tror på ham, så må man bede, også selv om man tænker at ingen hører én, så må man kæmpe sig gennem dagene af ren og skær pligt.

 

Og sådan var det for ham jeg vil fortælle om. Jens Kristian Hostrup, der i sine yngre dage levede et muntert studenterliv på Regensen i Kbh., skrev morsomme, satiriske skuespil og blev berømt og anerkendt.

 

På et tidspunkt i sit liv tog han fat på at læse Søren Kirkegaard. Og det blev en så stærkt oplevelse for ham, at han opgav teaterets muntre og hektiske liv og blev præst.

 

Og dog. Måske var det ikke kun Kirkegaards ord om Gud, der ændrede hans livsbane. Måske havde det også med det at gøre, at der var meget sorg i hans liv. Tre af hans børn døde som små, og sin kone måtte han tidligt lægge i graven. Og skønt havde levende børn og giftede sig igen, så lå sorgen i ham. Sådan er det jo. Og den før så muntre, ja undertiden løsslupne mand blev underlig fåmælt og alvorlig. I hvert fald i perioder.

 

Og i dag møder vi ham den 3. søndag i advent, hvor han sidder og kikker ud gennem de tilisede vinduer. 1800-tallets vintre var kolde, og der var sne udenfor. Han var kommet hjem fra kirke kort forinden. Og havde prædiket håb og glæde, forventning og trøst ind i menigheden. Han var en dygtig prædikant.

 

Men nu sad han derhjemme og tænke, at det alt sammen var ligesom hans skuespil, at det bare var opspind. Han havde sagt en hel masse – gode, stærke ord. Han havde udtalt dem med lidenskab og kraft og menigheden havde takket ham så inderligt for den varme, trøstende og håbefulde prædiken, da han stod i kirkedøren.

 

Men selv havde han følt sig som en tom skal. Uden tro og uden håb.

 

Og han kunne ikke lade være at tænke, at det med at gå ud og lægge sig i en snedrive, ville være en nem løsning. En flaske brændevin og så ud i sneen. Men det måtte man ikke. Der var jo mennesker, der holdt af ham og der er ting, man ikke må. Selv de dage, man ikke tror på Gud.

 

Så han tog sin pen; den lå lige foran ham på skrivebordet; han var vant til at skrive, og havde før glemt sig selv i ordene. For ord kan åbne verden. Men ikke altid.

 

Og nu sad han bare med pennen. Der var ingen ord i den. Blækket dryppede bare ned på papiret og efterlod en stor, sort klat.

 

Ord kan åbne verden, dog ikke altid. Og han havde ingen.  

 

Han dyppede adspredt pennen på ny og begyndte at tegne kruseduller på det hvide papir. Det var da en begyndelse. Så kom det første ord: Kulde. Og derefter et nyt. Mørke. Og endnu ét: Skygger.

 

Hvad hjertet er fuldt af løber pennen over med.

 

Lykkeligvis bankede det på døren. Hvem ved hvor mange sorte ord, han ellers ville have nået at skrive den dag? Pigen meldte, at der stod en dreng udenfor. Han ville tale med præsten. Med ham selv som han sagde. Og det havde enhver jo lov til.

 

Drengen bukkede, da han trådte ind, men skyndte sig ellers at fremkomme med sit ærinde: Hans mor lå derhjemme i barselsseng med en nyfødt lillebror, som måske ikke kunne leve. Han måtte følge med. Med det samme.

 

Hostrup greb hurtigt sin bog og et lys og fulgte med drengen ud i de kolde gader. Der var jo ting, man skulle, uanset hvor tæt skyggerne voksede omkring én.  Der var ord, der måtte siges, endda selv om man måske ikke troede på dem.

 

Det første, de mødte, da de trådte ind gennem den fattige dør, var jordmoderens urolige blik. Hun rystede hun på hovedet. ”Skynd dig! Jeg har fundet vand.”

 

Moren lå bleg og med lukkede øjne i den fattige stue, og barnet lå helt stille ved siden af. Det så næsten ud som om det allerede ikke levede mere. Her var ikke tid til meget.

 

Resolut greb han barnet – og undrede sig bagefter over sin handlekraft .”Han hedder Thøger”, sagde jordmoderen i farten ”Thøger Jensen”.

 

Så tegnede han korset over barnets ansigt og bryst, og hældte vand over det lille, blårøde hoved. ”Thøger Jensen, jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”

 

Ord kan åbne verden. Tro kan flytte bjerge og håb kan bære én som ørnens vinger.

 

Førend han nåede at sige ”Amen” satte den lille Thøger i med et skrig, der fik moderen til at åbne øjnene og jordmoderen til at slå hænderne sammen med et ”Jøsses, du milde!” Det virkede mest som om noget var løsnet i drengen. Da den blege mor lagde ham til brystet, tog han grådigt ved.

 

Ingen sagde noget. Det var et helligt øjeblik, som om noget havde kilet sig ind, noget større. Guds virkelighed – håbene, troen, glæden, modet. Og frem for alt: livet.

 

De stod andægtige omkring sengen i den vintermørke stue, drengen, jordmoderen og præsten, mens barnet spiste og levede. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.  De lignende næsten et billede af den hellige familie, det var ikke langt fra.

-

 

Da Hostrup ikke så længe efter kom tilbage til præstegården, satte han sig atter ved skrivebordet med pennen. Ordene ”kulde”,” mørke”, ”skygger” stirrede olmt på ham fra papiret. Han stregede dem ud og begyndte forfra.

 

”Salig” skrev han. Derefter ”Evangeliet forkyndes for fattige”, og så ”styrk de synkende hænder” og ”Der skal der være banet en vej”.

 

Det var som om det var en anden pen og en anden hånd end den, der skrev mørke, kulde og skygge. –Det var det velsignede barn, den lille Thøger, som alligevel havde besluttet sig for at leve. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og han grundede over, hvordan verden kunne forvandles på så kort tid. Hvordan troen og håbet kunne få fodfæste og ordene pludselig give mening.

 

Ord kan åbne verden. Tro kan flytte bjerge og håb kan bære én som ørnens vinger.

 

Da begyndte han at skrive mere sammenhængene, under de løsrevne brokker fra dagens tekster. Eller hvem det nu var, der skrev. For selv om det kun var den 3. adventssøndag, og julen endnu lod vente på sig, så havde det været jul dér i barslestuen– ligesom den første jul. Fordi de alle fem – både drengen og jordmoderen, moderen, den lille Thøger og han selv, havde erfaret, at Gud findes og er i verden; i vore liv. Helt tæt på.  Det gik an med håbene, med glæden og drømmene.

. . . Hvis man slår op på nr. 129 i salmebogen, kan man se, hvad der løb ud af Hostrups pen, denne 3. søndag i advent. Og hvordan han fra vers til vers får stadig mere og mere mod på liv.

 

Indtil han slutter: Favn kun trøstigt hvad Gud her givet. Løft dit hoved og tak for livet.

Amen

 

 

Prædiken til 2. s. i advent 2010 kl. 19.30 i Engesvang

Salmer:

 

74 – Vær velkommen

77 – O kom, O kom Immanuel

86 – Hvorledes skal jeg møde

274 – Rejs op dit hoved al kristenhed – Cora Nyegaard

439 – O, du Guds lam

80. v. 5 og 6 af Tak og lære være Gud

87 – Det første lys

 

Mens der er jul i alting udenfor kirken, så er der jo – som vi hørte – dommedag, når vi træder ind i kirkerummet den 2. søndag i advent.

 

Det er lidt af et kulturchok. Og hvorvidt kirken bør rette ind efter den sekulare tid og begynde julen 1. s. i advent - ligesom butikkerne og de fleste mennesker– eller den skal holde fast i sin egen tid, i den hellige tid, hvor advent er forberedelse, er venten, håb, drømme og længsel, er jo et spørgsmål, der hele tiden må tænkes med.

 

Men måske er det godt, at der er i hvert fald ét sted, hvor det blændes op for vældigere ting end de lavpraktiske og økonomiske, og den undertiden lidt forkrampede hygge. Hvor vore liv sættes ind i Guds sammenhæng og der spændes et større lærred op.

 

I kirkens hellige tid drejer alting i advent sig jo om at være klar til jul på det indre, det dybe plan. I forhold til livet selv. Til de andre. Og til Gud.

 

Julenat får Gud krop og skikkelse hos os; og når Gud kommer, så kan man jo ikke ligne hvad som helst. Jo, i det ydre. Men ikke indvortes. Der må man være klar. Og klar bliver man ved at se sig selv og sine mørke dybder i øjnene. Ikke ved at stirre sig blind på de andres.

 

Samtidig er der en sammenkobling af Guds komme til verden julenat og Jesu genkomst på himlens skyer.  Endda selv om vi har måttet vente på det sidste længere end de første kristne havde regnet med.

 

Det er sådan, det hænger sammen. Og det er derfor, vi holder dommedag i kirken, det der derfor, vi graver i dybden, mens man de fleste andre steder klipper julehjerter, hvad der jo også kan være vigtigt. Alting har sin tid.

 

Men umiddelbart sælger begrebet dommedag ikke mange billetter. - Bare nogen siger ordet: dommedag er det lige før, man kan få lyst at rejse sig og gå.

 

Men ikke desto mindre er dommedag som kristent tema – med stort streg under kristent – ikke bare væsentligt, men helt afgørende. Og det hænger sammen med, at troens tale om dommedag, er den mest trøsterige tale, vi kan møde.  Som det lød lige før: ”ret jer op, løft jeres hoveder, for jeres forløsning nærmere sig.”

 

Kirken er vist det eneste sted, hvor der er håb – vældige håb - knyttet til talen om undergang og dommedag. Hvor ”frygt ikke!” siges igen og igen og hvor det gøres tydeligt, at hvis og når enden kommer, så er Kristus i den.

 

Men efter at vi i kirken i en lang årrække til ca. midt i forrige århundreder har misbrugt dommedag og trukket voldsomme veksler på den, og ind imellem prøvet at skræmme folk ind i kirken ved at trække dommedagskortet, så er det jo som om forestillinger om undergang er sevet ud af kirken og nu mere findes alle mulige andre steder. Vi tør slet ikke tale om den mere. For sæt nogen skulle tro, at vi var fordømmende og den slags. Uha.

 

Derfor overlader vi til alle andre at tale om undergang. Så i vores tid findes undergang og dommedag meget mere udenfor kirken. Først var der den kolde krig, der i mange år lå som en dommedagsdyne over os, nu er det vel frygten for konsekvenserne af den globale opvarmning, terrortruslen, økonomisk krise og hvad vi ellers har af skrækscenarier, der har overtaget den plads, hvor kirkens tale om dommedag engang var.

 

Man kan næppe se en nyhedsudsendelse eller åbne en avis, uden at undergangen ligger og dirrer et sted. Vores kultur er sådan, at det er de historier, der vækker følelser som vrede, frygt eller ren og skær panik, der mest formidles. Altid lurer det lige under overfalden, at det, der her fortælles, ligeså godt kunne være overgået mig, og at sammenbruddet er meget tæt på. Om ikke i den store sammenhæng, så i min egen lille sammenhæng.

 

Og det er jo ikke forkert. Livet er et usikkert sted. Alting kan gå galt hele tiden. Og gør det jo ind imellem. 

 

Men der er jo en grund til at ”Frygt ikke!” lyder som et omkvæd gennem, ikke kun Nt men også Gt. Der er en årsag til, at det igen og igen pointeres, at også i undergangen, også i sammenbruddet, også i dommedag er Gud. – Og at det atter og atter siges, at det, der umiddelbart virker som altings ende, tværtimod er en ny begyndelse. For det er kristentroens stædige påstand.

 

Og mens tidens dommerdagsscenarier, som for så vidt er realistiske nok, kun kan pege på håbet indenfor det menneskelige, indenfor det, vi mennesker kan formå, så er der stærkere kræfter i spil i troens tale om undergang. For der er Gud. Og der er Vorherres tale: …”Når alt dette begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig. ”

 

Sikke en forskel. Der er simpelthen håb knyttet til al undergang, når vi læser verden med troens briller. Kristus kommer til os gennem undergangen. Og vi skal ikke frygte.

 

Det åbner jo en helt anden horisont end den – vil jeg sige – velbegrundede pessimisme, man kan have på verdens og klodens vegne.  Der er jo en verden til forskel på at gå til i angst og frygt og så på at klamrer sig til Vorherres ord: …”Når alt dette begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig. ”

Det er helt, helt forskellige liv, vi får, om vi hægter os fast i evangeliet eller ej. 

 

Der er håbet og fortrøstningen til forskel. Det er ikke så lidt. Der er det til forskel det meste af tiden at kunne tænke: ”Det skal nok gå, for Gud findes, også i undergangen både i vore små private sammenbrud og i den store” eller at tænke ”alting går galt, og ingen kan redde os”.

 

I dag forkyndes det første: At uanset hvad der måtte ske med verden og med os, så er undergangen forbundet med nyskabelse. Også med dom. Naturligvis. Det byder sig selv, at alt ondt og grimt, alt ødelæggende og nedbrydende ikke kan komme med i en nyskabt verden.  Men det er hverken præster, biskopper eller kirkeministre, der sidder på dommerpladsen - og det kan vi ikke love nok for. Det er Jesus Kristus. Og han har sagt, at han er med os alle dag, også når verden ender.  Han er med os alle dage med sit: ”Frygt ikke!”.

 

At få nåde til at håbe i stedet for at frygte, at få nåde til at turde leve, selv om alting kan gå galt såvel i den store som i den lille sammenhæng og til at tro, at hvis - når - alting går galt, så er Gud der dog, det giver et mærkeligt mod på livet. Om end det også er gådefuldt, hvorfor vi ikke altid kan, hvorfor vi ikke altid kan håbe. 

 

-

 Jesus er i denne sammenhæng meget påpasselig med at sige, at det alt sammen ikke betyder, at vi skal være ligeglade. - Det er jo ikke tvivl, der er troens modsætning, tvivl er troens tvilling.  Det er snarere ligegladhed og ligegyldighed, der er modsætninger til troen. Guds søn opfordrer os til at leve med lidenskab med den fortrøstning, troen giver. ”Tag jer i agt, så jeres hjerter ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer…” – Selv om der jo er dage, hvor vi ikke kan, hvor vi ikke kan leve med lidenskab og lade bekymringerne fare. – sådan er det også at være menneske.

 

Kirken må tilbageerobre talen og fortællingerne om dommedag.  Selv om vi nok har forpasset vores besøgelsestid dér, det kunne jeg være bange for. Og dog skal råbes fra tagene: Frygt ikke! …”Når alt dette begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”

 

Jeg tænker, at det er af mangel på håbsord om dommedag, at mange mennesker er ved at gå til i skræk og frygt over det, der kommer over verden.

 

Og skræk og frygt og angst er værre end den farligste virus; skræk og frygt og angst er som sort, kvælende røg. Når de æder sig ind på os, da bliver det svært at leve og svært at give. Og svært at åbne os og se alle som mennesker.

 

Skrækkens og frygtens og angstens kvælende røg har en kolossal indvirkning på samfundet. Og det er måske netop spagheden i kirkens stemme om det håb, der i Kristus er knyttet også til undergangen, der i disse år afspejles i lovgivning og menneskesyn i hele Vesteuropa. At vi har talt for sagte om håbet og Kristus som den, der kommer – også i undergangen.

 

Men det skal råbes fra tagene og siges i lyset, det det skal gjalde ud over verden, at Kristus kommer til os, også i undergangen.

…” ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig. ”

 

Amen

 

Prædiken til 1. s. i advent 2010 kl. 10.00 i Engesvang

Salmer:

74 – Vær velkommen

450 – Du kommer Jesus

84 – Gør døren høj, gør porten vid

78 - Blomstre som en rosengård

Nadververs 86 v5. af ”Hvorledes skal jeg møde”

87 – Det første lys

 

Tiden opfører sig på to måder.

 

Den første måde er den lige måde, fra ét punkt til et andet. Man kan tegne en tidslinje og markere vigtige begivenheder, såvel i sit eget, som i verdens liv.  - Man ville blive utrolig klog på sig selv og hinanden, hvis man satte sig til at tegne en tidslinje over sit liv ind til nu med markeringer af det væsentlige. For da ville man jo blive klar over, hvad der har betydet noget, hvad der var - og er - vigtigt. Kan hænde man endda ville finde den røde tråd i sit liv, hvis man lavede sådan en tidslinje– måske på én gang opklarende og skræmmende?

 

Og endnu klogere ville man blive, hvis man lod tidslinjen fortsætte ud i de dage, som igen af os kender. For dér ligger drømmene, dér ligger håbet, dér ligger længslen – eller måske er det frygten, der ligger der?

 

Tiden er som en linje, der løber fra et punkt til et andet.

 

Men tiden er også rund. Tiden er også en cirkel. Vi går ikke kun fremad mod det nye og ukendte. Vi vandrer også i det kendte, i alt det, der gentager sig. Hver eneste dag gentager det sig. Og det er som om, at jo ældre vi bliver, desto mere forudsigeligt laver vi det i vore dage, som vi selv kan bestemme over. Det er meget almindeligt at have faste ritualer f.eks. om morgenen, som man ikke umiddelbart er glad for blive forstyrret i. Og på samme måde som visse ting gentager sig i løbet af en dag, gentager de sig også i årets løb. ”Om sommeren plejer vi altid..” kan vi høre os selv sige.  Fordi der er noget, der gentager sig, noget der vender tilbage, når sommeren kommer.

 

Det samme gør sig jo i høj grad gældende til advent og jul. Og særlig til jul er mange af os utroligt sårbare i forhold til forandringer, og hæger om gentagelserne. ”Rør blot ikke ved min gamle jul”. – Det kan være en stor udfordring, når man som ungt par skal holde jul sammen for første gang. Fordi man har to helt rigtige måder at gøre ting på; de er bare forskellige.

 

Tiden er en linje og en cirkel. Og vi lever uproblematisk i begge tidsforståelser på én og samme tid.

-

Også i kirken har vi begge forestillinger om tiden, at den på én gang er fremadskridende og cirkelformet. Ja, nogen vil endda hævde, at forestillingen om tiden som en linje stammer fra den jødisk-kristne tænkning, hvor verden har en begyndelse og en ende og således trækker sig mellem to punkter: verdens skabelse og verdens undergang. Tidslinjen i den kristne tænkning begynder kort fortalt ved verdens begyndelse, har sit centrum, sin røde tråd om man vil, i Jesus, i hans liv, hans død og hans opstandelse og har som endepunkt, verdens undergang eller verden ende, en begivenhed som vi ikke kan gøre andet ved end at håbe på Gud.

 

Men samtidig rummer kirken jo i den grad også erfaringer med tiden som gentagelse, som det der kommer tilbage år efter år. Og det giver sig selv at det er dér, hvor tiden er en cirklen, at dybden kan komme med, og tænksomheden, fordi vi vender tilbage, igen og igen.

 

At gå i kirken er jo på mange måder at opleve, at tingene kommer igen. Kirkeliv går på mange måder i ring. Man kan vel godt sige det sådan, at vi i kirken tager den lige tidslinje – den med verdens skabelse, Jesu liv og gerning og verdens ende – og gør den til en cirkel i gudstjenesten. Og gennemspiller det hele hver eneste år. Hele frelseshistorien, som vi kalder den. Fra skabelsen til verdens ende, med hovedvægt på Kristusfortællingen. Og samtidig gennemspiller vi ethvert menneskes historie fra fødsels til død, ja ind i evigheden. Alt det sker i gudstjenesten. Det er en stor mundfuld, selv om vi har et helt kirkeår til det.

 

Advent hører til i gentagelserne, selv om det ikke er ubetinget. Ikke mindst salmerne giver os den trygge fornemmelse af genkendelse og af, at noget er som det plejer. Hvis vi kender dem. Og det gør vi tit ikke, fordi jeg har valgt de forkerte – og det er jo noget af det svære ved kirken. Men Vær velkommen kender vi. Og den salme fortæller, at det nu er advent.

 

Men denne adventssøndag er Rosa jo blevet døbt; ét af de første markeringer på hendes tidslinje er blevet afsat: hendes dåb og navngivning. Så det er ikke kun den runde tid, vi har med at gøre i dag – den lige tid er der også.

 

Og det på flere måder. For første søndag i advent begynder vi forfra i kirken. Vi starter på ny. Og, ikke kun i kirken, ikke kun i gudstjenesten. Men også i vore små liv.

 

Vi begynder forfra, vi starter på ny.

-

Alt det, der bare ikke gik, alt det, vi ødelagde og som andre ødelagde for os, alt det der visnede og krøllede sig sammen, i forhold til alt det trækker 1. søndag i advent en streg i sandet. Og i forhold til alle de drømme, der ikke blev til noget og de håb, vi måtte lægge bag os, al den længsel der ikke blev opfyldt, i forhold til dem forkynder det nye kirkeår, at vi aldrig kan vide, hvad der sker med håbene og drømmene og med længslen i de dage, der kommer, måske bliver de fyldt og opfyldt. 

 

Og når jeg kan stå her og sige alt det, selv om der er så meget sorg i verden, så meget umuligt liv, så megen smerte, så er det fordi kirkeåret begynder med at forkynde at Jesus Kristus kommer imod os, kommer os i møde.

 

Og om ham siger vi jo i nadveren, at han er den, som var – var engang – som er – er lige nu og som kommer – altså også bor i fremtiden. Og det er dette sidste, vi råber fra tagene i dag. At Jesus kommer os i møde fra fremtiden, hvor han også allerede er.

 

Og derfor har de gamle valgt den her historie med indtoget i Jerusalem til 1. søndag i advent. Jesus rider ind i Jerusalem på et på et æsel, på fredskongens ridedyr. Han kommer i mod os. Han kommer os i møde.

 

En mand på et æsel er et latterligt billede i vores kultur, modsat på Jesu tid, hvor det var et voldsomt og symbolladet billede svarende til dengang Chr. 10. i 1920 red over den nye grænse på en hvid hest. Selv om hesten var kalket, fordi den skulle være hvid, var der ingen, der lo dengang. Og det var der heller ikke, da Jesus red ind i Jerusalem.

 

Men for at han kan komme os i møde, skal vi måske, for os selv, have ham ned fra æselet. Om han så kommer gående, cyklende, i bil eller på scooter må vi jo hver især blive enige om med os selv om.

 

Men han kommer os i møde. Fra fremtiden. Ved hver eneste skridt vi tager, kommer han os i møde. Og det vil jo også sige, at han kommer fra den fremtid, der både er håb og frygt knyttet til.

 

Men det håbet han kommer med. Håbet om, at fremtiden har noget godt i vente; og hvis den ikke har, at han så er der alligevel. Og ikke lader os alene.

 

Nu begynder vi forfra. Vi begynder på ny. Det gamle, som vi ikke vil have med os, må vi lade fare og lade ligge. For vi begynder forfra. Kirkes nye år starter. Og begyndelsen er farvet af tilsagnet om, at Vorherre kommer os i møde fra de nye dage.

 

Således tænder vi det første lys i den runde krans, der fortæller om det, der gentager sig, som vender tilbage år efter år. Men lysene gennembryder ligesom cirklen med deres lodrette vinkler. 

 

Og forkynder, at Gud selv er brudt ind i vore gentagelser. Der er ikke kun det samme. Der er også det nye – fremtiden og de ubrugte dage, hvor han kommer os i møde, ham, vi kender som Guds ansigt i verden.   

 

 

 

Prædiken til ungdomsgudstjeneste i Fonnesbæk 19.00 21.11.10

Salmer:

369 -

70

192

787

Tekst: Johs. 14, 6-7

Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. v7  Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

 

 

 - Jeg har langt til skole. Vi bor vildt langt ude på landet. Og min far og mor mener, at piger har bedst af at cykle til skole. 6 km hver vej er godt og sundt, siger de. Det er kun, hvis der er orkan, snestorm eller vulkanudbrud, at jeg bliver kørt. 

Om sommeren er det selvfølgelig dejligt, især når solen skinner. Og man suser af sted og mærker sommervinden mod sin hud. Vi bor på en grusvej, der støder op til en lang, lige vej. Og der er noget fantastisk ved at se sådan en lang, lige vej foran sig. Som om verden ligger åben foran én og man bare kan køre derud af. Som om livet er glat og helt uden forhindringer, det gælder bare om at træde til. Nogle gange tænker jeg, at mit liv ligger foran mig, ligesom den lange, lige vej. Det er en dejlig tanke. Andre gange synes jeg bare, det er ensformigt og at mit teenageliv er ligeså kedeligt som den lange, lige vej. Slet ikke spændende, i hvert fald, så spændende som livet i de serier, jeg ser i tv om eftermiddagen.

Om vinteren er det en træls vej, og om efteråret, når det regner. Jeg kunne bare tage mit regntøj på og mine gummistøvler; men det er jo noget utrolig kikset tøj at have på, det er kun voksne, der gider gå rundt i den slags. Og små børn. Selv om ens All-stars sko ret hurtigt bliver gennemblødte. Og det forbedre heller ikke lugten i dem, skulle jeg hilse og sige, når de har været våde en hel skoledag.

Men på den lange lige vej, som er noget af min skolevej, skete der sidste uge noget meget mærkeligt for mig. Det er så mærkeligt, at det måske – måske – har fået mig til at tro på Gud. Jeg går til præst og på en måde tror jeg på Gud, som man nu gør; vores præst siger, at det i orden på den måde. Man behøver ikke hele tiden at mærke, om man nu tror rigtigt på Gud, for Gud tror på os.

Nå, men sidste uge regnede det, ikke bare regnede, men regnede, regnede. Tyk, strid novemberregn. Ikke om morgen, men da jeg skulle hjem. Og for at det ikke skal være løgn, så punkterede jeg, da jeg havde 5 kilometer tilbage. Jeg var allerede gennemblødt. Og kold. Der var vand i mine sko.

Jeg ved godt, at det ikke var forfærdeligt, der var jo ikke sket noget – jeg skulle jo nok komme hjem og der ville være varme og tørt tøj og kakao. Men jeg følte mig bare med ét så forladt, som jeg gik der i regnen og trak min punkterede cykle. Jeg havde meget, jeg skulle nå derhjemme, og mine fingre var så kolde i de våde vanter, at jeg knapt kunne holde om styret. Regnen piskede mod mig, og når bilerne kørte forbi, sprøjtede det mig ind i ansigtet, hvis jeg ikke vendte hovedet væk.

Og så var der jo også det med Jakob, som er så sød, så sød og hvis øjne slår smut, når han smiler. Men det er ikke mig, han er interesseret i, det er let at se. Jeg er mest luft for ham. -  Malthe synes vist nok, jeg er vældig sød,  og det gør bare det hele endnu mere indviklet og vanskeligt.

Og på fredag var der fest i klubben, og jeg ville med og ville alligevel ikke med, for hvad hvis Jakob lagde armen om Kathrine…Øv

-

Jeg så slet ikke, at han kom. Først da han var standset. Jeg kendte ham ikke. Magnus, der er over i den racistiske afdeling, ville nok have kaldt ham sortsmusket eller perker. Han var ældre end mig. ”Er du punkteret?”   

Først blev jeg helt forskrækket, men bagefter var jeg lige ved at tude. Fordi jeg trængte til venlighed i en røvsyg, regnvåd nobemberverden.  

”Skal du langt eller bor du lige ved? For hvis du skal langt er jeg ret god til at lappe cykler. ”

”Der er 5 km hjem” sagde jeg – det lød vist lidt surt.

”Skal jeg så ikke lige lappe den, det er fordækket, kan jeg se, det er hurtigt gjort. Jeg cykler meget, så jeg er vant til at lappe cykler. Det tager kun 5 min. Og jeg har altid mit grej med, jeg gider ikke trække 20 km..”

Og så gik han bare i gang, mens jeg stod ved siden af. Det så utrolig let ud, og hans hænder virkede ikke kolde af regnen som mine. Men han havde også regntøj og gummistøvler på og gode vanter.

”Det er lidt svært at få limen tør i regn; men det er ilten i luften, der får den til at stivne, så det betyder ikke helt så meget.” sagde han.

Til sidst pumpede han dækket. ”Så, nu kan du komme hjem og blive tør i en fart. Du fryser da helt vildt.”

”Tak” sagde jeg ”du har reddet min dag.” Og jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det næste. Nogen gange ved man jo ikke, hvorfor man siger ting. Måske fordi han var så venlig og man følte sig godt tilpas sammen med ham. Ikke på sådan en kærestemåde med uroligt hjerte og ondt i maven og den slags, men ligesom når man er sammen med en ven, der har kendt én altid. ”Jeg følte mig bare så ensom og forladt herude i regnen.”

”Det gør vist de fleste,” sagde han; ”og selv tak.  - Vi er jo sat i verden for at flytte stenen på hinandens vej; det er det Gud har tænkt med os.”

”Gud?” sagde jeg lidt desorienteret. Nu var det lige før, det blev pinligt. Gud kunne man tale om i konfirmandstuen og i kirken. Men ikke ude i verden, ikke ude på en regnfyldt vej i november. 

”Ja, Gud – du ved ham vi kender fra Jesus Kristensen…”

”Jesus Kristensen…?”

Han smilede skævt: ”Ja, Netop, ham med vejen, sandheden og livet, du ved…og alt det andet.”

Så satte han sig op på cyklen. ”Jeg må af sted. Fred og velsignelse!” Hans stemme lød anderledes, da han sagde det sidste. Ligesom han mente det rigtigt meget.

Han svang sig op på cyklen og kørte; jeg så efter ham. Og så forsvandt han bare. Lige pludselig. Ikke fordi vejen svingede eller noget. Han forsvandt bare ud i luften. Sådan så det i hvert fald ud.

Den slags kan godt få én til at tro på Gud, selv om jeg godt kan være lidt i tvivl ind imellem stadigvæk. Jeg er i hvert fald kommet til at tænke på, at Gud godt kan mødes i virkeligheden, uden for konfirmandstuen og kirken. Der hvor man går og cykler, midt på vejen.

Og hjælpe én og sige ord om, at vi er i verden for at flytte stenen på hinandens vej. Jeg synes det er en god tanke.

Amen  

 

 

 

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret kl. 10.00 i Engesvang

 

755 – Gud ske lov for nattero

450 – Du kommer, Jesus

658 – Når jeg er træt og trist.

163 – Fuglen har rede

69 – v. 5 Af ”Du fødtes på jord”

430 – Lov og tak og evig ære

 

Sidste søndag havde jeg fri og var i kirke på Ærø. Ærø er jo et stykke af Danmark, der engang har været meget velhavende. Da vi ikke havde andet at gøre godt med her hos os end lyng og tørv og magre får, da drak man fløde og rhinsvin på Ærø og spiste fasaner og kastanjer. Og byggede de mest vidunderlige, store kirker med hvælvinger og billeder, med guld og sølv og rige udskæringer.  Mægtige katedraler, der kunne rumme den talrige og stadigt voksende befolkning.

 

Siden har tiderne ændret sig, både det ene og det andet sted. Og i dag har Ærø alt for mange, alt for store og alt for fine kirker til den befolkning, der bor der. Eller alt for mange kirker – kirker kan man vel aldrig få for mange af.

 

Men når jeg siger det, skyldes det vel kun, at heller ikke jeg har undgået at få effektiviseringens og rationaliserings troldsplint i øjet, så derfor sagde jeg det: for mange kirker.

 

Hvorom alting er, så var jeg altså til gudstjeneste i én af disse smukke, kæmpestore kirker. Og man kan ikke sige, gudstjenesten var velbesøgt. Det ville være forkert at sige. Og jeg sad da også dér og overvejede, som om jeg havde været provstitudvalgsmedlem, om det ikke var spild af kirkeskattekroner at opvarme sådan en kirke bare for os få. Og hvad man ellers kan sidde og få af gode idéer, når man er bekvemt udenfor det hele.

 

Orglet satte i, og vi sang de mest pragtfulde salmer. Præsten bad bønnerne med hjerte og læste teksterne, så man mærkede, at de var vigtige. Og da varmen fra varmeapparatet, der sad under bænken, rigtige begyndte at tage fat, så tænkte jeg ikke på andet, end at der bare var godt at være i den har kæmpestore, utroligt smukke ikke særligt fyldte kirke. For der var ligesom liv i det hele.

 

”Livet kan blive nyt”, sagde præsten ”Livet kan forvandles og blive nyt…” han sagde også meget andet, som jeg ikke hørte – sådan er det jo heldigvis, at vi ikke hører alting. Og sådan skal det være. Det er en nåde, Gud har flettet ind i det hele.

 

Men jeg behøvede heller ikke mere. Det var nok for mig at, at der var én, der sagde til mig, at livet kan blive nyt. Fordi Gud i sin søn – tømrersvenden fra Nazareth – har fået krop og skikkelse i verden og har lært os, hvad kærlighed er.   

 

Og da jeg var færdig med at tænke over og mærke, hvor godt det gjorde at høre det – at høre at livet kan blive nyt – så begyndte jeg funderer over noget, som er mærkeligt, at jeg ikke har tænkt på før. Men tit tænker vi jo slet ikke på det, der ligger lige for. Og andre gange, skal man ud af sin vante sammenhæng for at kunne tænke fornuftige tanker, uanset hvor banale de måtte være.

 

Men det, jeg tænkte, var, at samtidig med, at jeg sad her og hørte præsten sige, at livet kunne blive nyt i Jesus Kristus, sige det til mig, så jeg mærkede, at det er sandt, så ville der være omkring et par tusinde andre steder bare i vores land, hvor ordene om Gud og fra Gud også lød. Ord om at livet kan blive nyt. F.eks.

 

Det blev simpelthen klart for mig – selv om det bestemt ikke kræver en knivskarp hjerne at konkludere, at det er sådan, det er - men det blev tydeligt for mig, at hver eneste søndag siges der over alt store ord, mægtige, forunderlige ord om nye muligheder, om glæde, om håb, om mod, om tilgivelse og om Guds nærvær i verden. Hver eneste søndag siges der kæmpestore ord om at være menneske og om at være menneske overfor Gud. Det grundlæggende og gådefulde, det storladne og sørgmodige, det tossede og trøsterige ved at leve i verden som et menneske sammen med andre mennesker og overfor Gud bliver til ord. Ord der siges af nogen til nogen. Hver eneste søndag.

 

I hver afkrog – næsten - af dette land lyder Gudsordene og Gudsfortællinger hver søndag. Og man gør sig umage. Hver eneste søndag gør man sig umage for at alting skal være fint, at alting skal være smukt: blomsterne på alteret, salmerne, musikken. Man hejser flag og gør klar som til en fest.

 

Og jeg blev så underlig bevæget ved tanken. Endda selv om vi, hvor jeg var, sad så få, at vi ikke kunne varme os ved at sidde tæt, men måtte nøjes med varmeapparaterne under stolesæderne.

 

Og jeg begyndte at funderer over, hvad det betyder, at der igen og igen og igen bliver talt om Guds kærlighed til verden, om at vi i Kristus er sat fri til at leve så godt vi forstår det og har fået en plads i verden og alt det andet, der siges. Noget sludder siger vi præster selvfølgelig også ind imellem, det giver sig selv. Men i forhold til de store ord, de ord, der åbner en helt ny verden, så er det faktisk forbavsende så lidt vrøvl, der siges.

 

Hver eneste søndag fyldes Danmark med store ord, med Guds ord. Og det er i sig selv vidunderligt godt at tænke på.

 

Vi kristne har jo enorm tillid til ordene. Vi stoler på dem. Når vi siger ”jeg døber dig i faderens og sønnens og helligåndens navn”, så tror vi, at det er ord, der giver livsfællesskab med Gud selv, når vi siger ”fred være med dig”, så tror vi, at det betyder, at Guds fred vil følge og være med os. Og når vi siger ”af jorden skal du igen opstå”, så tror vi, at det lader Gud ske.

 

Vi kalder jo også Jesus for Guds ord, hvilket siger noget om, hvor stor tiltro vi kristne har til ordene: at ordene, som Grundtvig siger, skaber, hvad de nævner. At ord laver virkeligheden. Og laver virkeligheden om, fornyer og forvandler den.

 

Andre steder stoler man ikke så meget på ordene – f.eks. når de siges i den politiske virkelighed, så siger vi, at det kun er ord – tomme ord.

 

Og tomme ord kan ikke skabe virkeligheden. Det kan kun fyldte ord.  - Fyldte ord er desværre ikke kun, de gode, de håbefulde, de modige og stærke og skønne ord. Onde ord kan i den grad også skabe virkeligheden. Det hedder helvede. Og der sidder ikke én af os her, der ikke har skabt helvede ved at sige onde ord eller mærket, hvor det var at være der i helvede, fordi andre havde sagt de onde ord til os.

 

Men i kirken er det de gode og trøsteriger ord, der lyder, himlens ord. Undertiden – skal retfærdigvis siges – lyder der også skrappe ord. Om at vi skal gøre Guds vilje, om at vi ikke skal være optaget af os selv og vort eget, af at vi skal søge Kristus i de andres ansigter. Dertil kommer jo ordene om dom, som for mig hører til de gode ord. For den, der bare én gang har oplevet menneskers dom, må sætte sin lid og sit håb til, at det er Gud, der skal dømme os. Ikke de andre. Ellers os selv.

 

Vi kristne stoler meget på ordene, på at de skaber, hvad de nævner. Og derfor siger vi alle disse stærke, gode håbefulde ord hver eneste søndag i det ganske land.

 

I dag – som er sidste søndag i kirkens gamle år, advent er kirken nytår - da siger Jesus ord om, at han vil give de trætte hvile. Og at han har en byde, han vil lægge på os, der er let som en fjer, en byrde, der er blød og uden skarpe kanter.

 

Den byrde, han taler om, er kærlighedens åg; den byrde – hvis man kan kalde den det – det er at vide sig elsket og taget god af selve himlens og jordens skaber, og have fået en plads i verden af ham. Og vide, at sådan er det også for de andre.

 

Til alle – os – kan vi vist godt sige her i novembermørket, hvor vinterens træthed og tungsind liggende foran os – til alle os trætte siger Jesus i dag, at vi skal vende os mod ham. Det er der hvilen og trøsten findes: i kærligheden. I tilliden til, at vi aldrig bliver overladt til os selv. Ikke engang når mørket tager os.

 

Og det er ikke bare i Engesvang, de ord siges. De bliver læst og vendt og drejet og sagt over alt i landets kirker. Fordi vi kristne tror på ordene, tror at ord kan forvandle, at ord kan skabe verden, gøre noget. ”Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil giv ejer hvile.”

 

Og så er der naturligvis nogen, der synes, at det kun er tossede mennesker, som bl.a. mig, der tror på den slags, der tror på, at det betyder noget, at disse stærke Gudsord siges i alle kirker.

 

Og den position – at Gudsordene, der siges, ikke for alvor har betydning - er nok den nemmest at forsvare. For man må jo medgive, at alle de ord fra Gud, der siges hver søndag, ikke skaffer flere arbejdspladser, ikke fjerner den ondskab af både privat og offentlig art, der er i vores samfund, osv., osv. - På den måde kan jeg godt mærke, at jeg kommer lidt under pres, når jeg så hårdnakket påstår, at alle Gudsordene, vi siger i kirkerne hver eneste søndag betyder noget, at de virker, at de skaber virkeligheden.

 

Og så kommer jeg måske heller ikke mere under pres.

 

For hvad om man sagde det modsatte? Hvad om man en gang om ugen kunne gå hen i et hus og høre, at de trætte skulle tage sig sammen, at der ikke er noget håb i verden, at godt og ondt var ét fedt, at det bare gjaldt om at hytte sit skind og spidse albuerne, så man kunne få en plads i verden?

 

Ja, hvis sådanne, løgnagtige ting blev sagt i et par tusinde rum i Danmark hver søndag, så ville det gøre noget ved alting, endda selv om der kun var nogle få at høre på det hvert sted. Det er jeg ikke i tvivl om.

 

Når man vender tingene om, begriber man, at det ikke er lige meget. Og at kirkerne, så uanvendelig de godt kan synes, når man kører forbi dem, i virkeligheden er de vigtigste huse, vi har.

 

Fordi de rummer store ord fra Gud, fordi de holder os fast på Kristusfortællingens sandhed: at vi og enhver er elskede mennesker; vi skal ikke frygte. Gud er i verden, og vi vil aldrig blive overladt til os selv. Der er håb, der er fremtid – ikke fordi vi er dygtige og kan en masse, men fordi Gud er en del af virkeligheden. Det er lige meget vi er trætte og ikke kan noget, det gør ingenting, at vi ikke kan udrette store ting og finde ud af ret meget. Det er simpelthen ikke det, der er vigtigt, når det er Guds virkelighed, vi taler om.

 

Så er det vigtige, at nogen holder fast i, at kærligheden er stærkest, at ethvert menneske bærer Kristi ansigtstræk og at det går an at håbe på Gud.

 

”Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil giv ejer hvile.” Amen

 

 

Allegenhelgens aften 19.30 2010 i Engesvang

 

785 – Tunge, mørke natteskyer

660 - Kom Hjælp mig Herre Jesus

 

575 – Din fred skal aldrig vige – på ”Befal du dine veje”

787 – Du som har tændt

 

Abrikostræerne findes, abrikostræerne findes, bregnerne findes… sådan begynder Inger Christensen, der døde dette år - et digt hun kalder Alfabet.

 

Og man kan blive mærkelig bevæget, når hun i digtet opregner alt det, der findes: Cikaderne og citrontræerne, drømmene, egetræerne og juninatten.

 

Og det er jo ikke fordi man bliver overrasket og tænker: Hold da op. Det vidste jeg ikke. Jeg vidste ikke, at bregnerne, egetræerne eller juninatten fandtes, gør de virkelig det?

 

Vi ved jo godt, at de findes, bregnerne, egetræerne og juninatten.  Vi ved at juninatten findes, den lyse juninat.

 

Og alligevel gør det noget ved os at høre, at de findes. Det er noget med at få nye øjne at se med, at verden fremtræder i et andet lys, på en ny måde.

 

Ord laver ikke virkeligheden om. Virkeligheden er som den er. Ofte frygtelig ubarmhjertig og sorgfuld. Ord laver ikke virkeligheden om, men de kan få én til at se anderledes, måske tænke på en ny måde om det at leve i verden.

 

Og kristentro er jo netop en bestemt måde at tænke på om det at leve i verden, en håbefuld, dristig og modig måde at tænke om det at leve i verden. En måde, der giver mening.

 

Og det er én af tusinde grunde til, at vi har indbudt til gudstjeneste på denne allehelgens aften, hvor vi i kirken har en lang tradition for at mindes vore døde og lade Gudsordene kaste lys ind overalt det, der er svært ved at være menneske. – For at finde noget at hægte os fast i, der giver mening.

 

Trosbekendelse. Salme. Læsning:

 

I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. v14  I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. v15  Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. v16  Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene. Amen

 

Vi har sat et billede op på væggen. Det er ikke noget særligt. Eller dvs. det er det jo, for det er et meget smukt naturbillede af en blomstrende dal, der garanteret – hvis man kom der to måneder senere – ville se helt anderledes ud.

 

Det er ikke et fint kunstværk eller noget. Men man kan godt sige, at det er et billede af håb – det blomstrende dalstrøg. Et sted man gerne ville være, hvis det var. Og hvordan mon der ser ud, hvis man kommer op på toppen af én af bakkerne og så det hele fra oven?

 

Et billede af håb. Det kan man godt sige. Men samtidig jo et billede af noget, der er - ligesom i digtet, jeg fortalte om til indledning. Et billede hvortil man vil kunne sige: dalstrøgene findes, de blomstrende, solbeskinnede dalstrøg findes.

 

Og det er jo noget af et det, der sker i kirken. Vi får sprog for det der findes.

 

Og det gælder både juninætterne og de blomstrende, solbeskinnede dalstrøg.   - Og sorgen, døden og ensomheden alt det svære.

 

 Lige før sang vi en salme, som også var næsten ny for mig, men som jeg blev gjort opmærksom på den af en kollega og blev meget berørt af. Derfor valgte jeg den til i aften. Og salmen fortæller jo om, hvordan man kan have det, når livet er meget svært.

 

Men ligesom med juninætterne og citrontræerne, tænker man heller ikke her: nej, kan man have det sådan, det var da utrolig, det vidste jeg.

 

For når man har levet tilstrækkelig længe i verden, så ved man godt – og tiest fra sig selv – at netop sådan, som salmen beskriver, kan man have det:  …nu kan jeg ikke mere, min liv er mig for mægtigt og intet lys jeg ser og måske endda: tit længes jeg mod graven som om jeg dér blev fri.

 

Vanskeligheden består nok mest i, at vi, når vi har det som salmen fortæller om, at så tror, vi at vi de eneste i verden, der har det sådan. Og derfor kan det være forløsende, befriende eller bevægende at der findes ord for, hvordan man har. At der er et sprog at bruge, når man synes, man ikke kan mere.

 

Juninætterne og de blomstrende, solbeskinnede dalstrøg findes. Men følelsen af ikke at kunne mere, findes også.

 

Og det er noget af det store i den kristne tradition, at der ord for tingene, ord man bare kan tage og bruge og gøre til sine egne.

 

Men jo også én at sige dem til - Gud, hvis vilje og væsen vi kender fra Jesus. … Kom hjælp mig herre Jesu, nu kan jeg ikke mer´…, som der stod i salmen. Der er én, der hører, hvad vi siger, der er én, som har levet et liv som vi og ved, hvordan, det er, der er en, der røres og berøres af det, vi kæmper med.

 

Det er ikke kun de blomstrende dalstrøg og juninætterne, der findes. Også Gud findes.

 

Gud findes som ham, der i Jesus er kommet helt tæt på. Og nænsomt svøber os i sin kærligheds kappe. Ham, der umærkeligt lægger håbet ind i vore hjerter og på måder, vi ikke begriber, giver os kræfter og mod. Ham der skubber til os, så vi gør noget og som holder os fast på, at kærligheden er det største, på alle leder og kanter.

 

Tro handler ikke om at holde Guds eksistens for sandsynlig eller usandsynlig eller om at kunne tænke, at Jesus gik på søen og forvandlede vand til vin. Nej, kristentro er et lys at se sig selv i, en måde at tænke om verden på – en fortolkningsnøgle til tilværelsen, en forvisning om, at vi - uanset hvad der måtte ske, uanset hvor livet og døden måtte føre os hen - er Guds.

 

I kirken får vi sprog om virkeligheden som den er, og det er i sig selv forløsende. At der er ord for, hvordan verden er og hvordan vi har det.   

 

Men vi får også sprog om virkeligheden som vi gerne vil, den skal være. Det kaldes håb. Eller tro. Eller Helligånden, der rører ved os.

 

Gud findes, juninætterne findes, håbet findes, håbet findes. Gud findes.

Amen

 

Allehelgen kl. 10.00 2010 i Engesvang

Salmer:

754 – Se, nu stiger solen

448 – fyldt af glæde

36 – Befal du dine veje

561 v. 1, 2,3 + 9,10, 11 - Jeg kender et land på melodien til Nadververs: 192 v. 3 – af Hil dig frelser og forsoner

732 – Dybt hælder året i sin gang

 

 

Det her billede gik Europa rundt den første dag i november. Det er et hul i jorden, som enhver kan se. Et mægtigt hul i jorden i den centraltyske by Schmallkalden, et hul, der af naturlige, geologiske årsager pludselig har åbnet sig i en helt almindelig by på en helt almindelig mandag i november. Heldigvis kom ingen noget til.

 

Men indtil man fylder hullet op, ligger det dér i landskabet og fortæller historier.

 

F.eks. fortæller det om alt det, vi tager for givet og kun tænker på, når det ikke er der: vejene, elektriciteten, vandet og jordens solide flade.

 

Og det er jo skørt, at netop et billede af noget, der er væk, noget, der ikke er der, gør os opmærksomme på alt det, der er. Alt det, der findes. Og man kan blive helt taknemmelig for Gl. Kongevej, Mosevej, Tjørnevej og alle de andre veje, når man ser det her billede. Bare fordi de er.

 

Men det er også et billede, der kan gøre én lidt utryg. For det fortæller også, at vores liv rummer en afgrund. Det fortæller, at ulykken findes, at døden findes, at afgrunden findes.

Og at vi er magtesløse. På den måde er det et uhyggeligt billede.

 

Billedet beretter helt sikkert om meget mere, men den tredje ting, der slog mig, da jeg så det, var: Ja, sådan kan det være, sådan kan man have. Som om ens liv er blevet undermineret, faldet sammen, og man bare står foran et kæmpehul.

 

Pressebillede er på den måde også et meget præcist billede af tab, af at noget – nogen – mangler; af at der er sket noget, der har efterladt et kæmpehul i ens liv. Og man kan ikke stille noget op. Man kan bare stå der og se ned i dét, der ikke længere er.

 

(Vejen er væk. Der kan ikke længere gås på den. Hvis man alligevel prøver, må man balancere på kabler af forskellig art. Og hvorvidt de kan bære, er yderst tvivlsomt. Der, hvor man skulle have gået videre, er der bare et hul.)

 

Alt det skulle siges på denne søndag – denne vigtige søndag - hvor Emily og Lucas er blevet døbt og har fået at vide, hvem de er og hvor, de hører til. For dagen er jo samtidig også allehelgenssøndag, hvor vi mindes dem, der er døde fra os, som har givet vores liv kraft og håb og glæde – været lys og salt i vores liv. Allehelgens søndag tænker vi på de døde, dem vi savner og mangler så forfærdeligt, dem, der har rakt troen på Gud videre til os, og som er gået forud ind i den død, som vi ikke kender.

-           

I kirken og i troens fortællinger er der sprog for alt det, der er der. Både det bedste og det værste. Og derfor kan det være forløsende at være i kirke eller læse i den store bog om Gud og mennesker eller i salmebogen – hvis man ved hvor man skal lede – fordi der er ord for, hvordan man har.  F.eks. ”Jeg siger til Gud, Hvorfor har du glemt mig? Hvorfor skal jeg vandre i sorg”. Eller ”Tårer er blevet mit brød.” Eller som der står i nr. 660 i salmebogen: ”Kom, hjælp mig, Herre Jesus, nu kan jeg ikke mer.”

 

Og det kan være en befrielse. Bare det, at der er sprog eller billeder for, hvordan man har det eller kan have det, er der en form for lettelse i. Også fordi man så ved, at man ikke er ene om at have det sådan, der er andre der har haft det på samme måde. Det er i grunden sært, at det, at der er ord for, hvordan man har det, kan lette. Men det er en velkendt erfaring.

 

I kirken og i troens fortællinger er der netop ord for, hvordan virkeligheden er, for hvordan vi har det. F.eks. at virkeligheden kan være som at stå overfor et mægtigt hul i jorden.

 

Men troen nøjes jo ikke med at sige, hvordan vi har det, hvordan virkeligheden er og med at tale om ting, som de allerfleste kan blive enige om. Troen fortæller ikke kun om, hvad alle kan blive enige om er.

 

Troens fortællinger går langt, langt videre. For de forkynder, at virkeligheden er langt, langt større og skønnere end det, som de allerfleste kan blive enige om. Da Jesus Kristus blev menneske i verden viste han os, hvordan Gud er og blokkede verden ud; han viste os en større virkelighed: Guds rige – håbets og kærlighedens, modets og glædens. Og det evige livs rige.

 

Og mens hullet i jorden – uanset tro eller ikke tro – kan opleves at være et stærkt og sandt billede af, hvordan man kan have det, så gælder det ikke for det næste billede. Det næste billede – der kommer nu – fortæller derimod noget, som kun er til, hvis man tror på det. For det er et billede af Guds rige.

 

Nogen vil kende stregen og temaet, det er Arne Haugen-Sørensen. Og den enkle streg viser jo et mennesker, der står oprejst, der vender sig opad. Og som står i noget, der ligner en hånd, men også ligner et hjerte.

 

Det er os, der står der – siger troen. Og de som er døde fra os. Vi står i Guds hånd og i Guds varme hjerte, er spillevende og håbefulde. Man kan se på vores krop, at det nok skal gå. Ikke fordi vi kan ret meget – det kan man godt se, vi ikke kan - men hånden og hjertet kan, det der ikke til at tage fejl af. Det er noget meget stærkt ved den hånd. Og samtidig noget blødt og godt.

 

Og der er endnu et håbsbillede, et billede af Guds rige, som Arne Haugen Sørensen også har lavet - modbilleder kan vi sige til billedet af det store hul, af tomheden og alt det, der ikke er. Billeder som viser det, der er, det, der for alvor er: Guds virkelighed, Guds rige.

 

Omfavnelse, hedder det indlysende. Det man ikke kan lade være med at lægge mærke til på billedet, er at den ene af skikkelserne er meget større end den anden. Og har et kæmpehoved og en utrolig stærk arm. Man er ikke i tvivl om, hvem af de to, der skal passes på.  - Billedet kan nemt få én - i hvert fald en præst i - til at tænke på teksten fra Johannes åbenbaring, som jeg læste, før Emily og Lucas blev døbt:

 

”Og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne. Og døden skal ikke være mere….”

 

Det er næsten det, det ligner, billedet. Og jeg kan ikke se det anderledes end at den store skikkelser er Gud, og den lille er os, dig og mig. Og at det er troens svar på billedet af hullet i jorden.

Vi tror, at billederne af opstandelse og omfavnelse hører med, når vi skal beskrive virkeligheden. 

 

Billedet af hullet i jorden kan vi ikke undgå. Sorgen er en del af det menneskelige, og døden og savnet og tabene hører med til virkeligheden; hvis vi fornægter det, så taler vi usandt om at være menneske. Og det går ikke at gøre det. Vi må se verden i øjnene som den er, ellers bliver det alt for svært at leve.

 

Men den dybeste sandhed om os og om vores evige skæbne ligger ikke i billedet af hullet i jorden, men i de to billeder som Arne Haugen Sørensen har malet ud af de bibelske fortællinger, billederne af opstandelse og omfavnelse. Og det er det andet, vi fortæller i kirken. 

 

Og når vi engang bliver taget af mørket, da vil det – så sandt Jesu er stået op af graven – være Guds rige vi møder. En virkelighed, der overstråler alt det bedste, vi kender til.

-

Er Guds rige virkeligt. Ja, det er virkeligt, så sandt vi tror på det. Og jeg vil endda stille det på spidsen og sige, at hvis ikke det er rigtig, hvis ikke Guds rige findes, som troens fortællinger siger og som vi prædiker og synger om i kirken, hvis Guds rige ikke findes og Guds virkelighed kun er indbildning, så har vi ikke andet at sige ind i det svære i livet end det, end billedet af hullet viser: at noget er væk. At noget mangler så forfærdeligt.

 

Men når alt det er sagt, så er kristentroen jo alligevel ikke et vindundermiddel mod sorg og frygt, mod savn og fortvivlelse.  Eller noget, der giver os vore døde tilbage. Sådan er troen ikke.

 

Jeg tænker mere, at troen på Gud større virkelighed er som en redningsbåd. En redningsflåde, som man klamrer sig til, mens man også ind imellem kan blive stærkt i tvivl om, hvorvidt den kan bære. Nu vælter den da, nu holder den ikke, kan man tænke.

 

Men det er det eneste jeg har, det er det eneste, der findes i hele verden at sætte sin lid til. Og så holder man fast, men valne, kuldslåede hænder.

 

Sommetider truet af vilde bølger, af rasende storme, sommetider lige ved at kæntre. Men det er det eneste, der er at klamrer sig til. Og det der alligevel viser sig at bære, uden at det rigtigt er til at forstå, uden at man ved hvorfor.

 

”Tro er at sejle trods bølger over en truende grav…” som en salmedigter har sagt det.

 

Virkeligheden er større end hullet i jorden. Gud findes, evigheden findes, håbet findes.

 

De findes.

amen

 

 

 

Prædiken til BUSK, 22. s.e. trin. 2010

Salmer:

729 – Nu falmer skoven

70 – du kom til vor runde jord

15 – Op al den ting

754 – Se nu, stiger solen

 

Det er nogle vilde og blodige historier, der er på banen her på vores Buskdag. Der er jo det med de bibelske fortællinger, at nogen af dem er ufatteligt vanskelige at blive klog på – som f.eks. dem i dag. Og man tænker: hvad i al verden handler de om og hvad har han ment, Jesus? Især hvis man bare hører dem læst op, som vi gør i kirken.

.. . Sommetider forstås Jesus bedst gennem en historie. Sådan er det i dag. Og nu skal I høre.

Engang sidst i 30 ´erne begyndte en lille dreng i skolen. Han blev fulgt af sted af sin søster, der var to år ældre. Dengang var forældre ikke med deres børn i skole første skoledag, i hvert fald ikke dem, der boede i bakkerne, på lynghederne og i de forblæste landsbyer.

Der var tre kilometer at gå til skolen fra huset i lyngbakkerne, men drengen gik med små, hurtige skridt og syntes slet ikke, at vejen var noget at tale om. For de skulle jo i skole! Og i skolen ville en ny og meget, meget større verden åbne sig for ham, havde hans søster fortalt. I hvert fald efter nogen tid.

I skolen lærte man at regne med trillioner og hørte om forunderlige mennesker, der havde brun, ja sågar sort hud og om indianere. I skolen var også alle fortællingerne om Gud, om Moses og David og Peter og hvad de hed alle sammen. Og salmeversene. I skolen ville man høre om konger med klap for øjet eller med blå tænder og om Tordenskjold, som der var billede af på tændstikæskerne.

Men det største ved skolen var, at man ville lære at læse. Og når først man kunne det, var verden åben. Så var der ikke den historie, man ikke kunne lære at kende eller noget, der stod i bøger, som man ikke havde mulighed for at få at vide. Men det bedste var næsten, at man så let som ingenting ville kunne læse de små bøger, man fik i havregrynspakkerne. Ota-bøgerne med de flotte billeder udenpå. Af helte.

Men det var ikke nemt, det skulle han ikke tro, sagde hans søster. Man skulle hænge i og gøre som læreren sagde. Ellers gik det ikke.

Men det var han ikke bange for – han var vant til at hænge i derhjemme, når køerne skulle flyttes og vant til at gøre som de voksne sagde, når hans mor bad ham hente vand eller passe på, at lillesøster Dagmar ikke løb væk.

Han havde næsten ikke sovet af spænding.

Læreren gav hånd til dem alle sammen og de satte sig. Han ville vide, hvad de hed, og hvor de boede.

Drengen lagde mærke til, at lærerens ansigt ikke så ens ud, når de forskellige børn sagde noget, han bemærkede, at der var mere venlighed i lærerens øjne nogen gange end andre. Hans stemme lød heller ikke på samme måde hver gang han sagde ”Ja” eller ”Hm”, når børnene havde fortalt, hvem de var.  Lærerens krop var ligesom mere åben mod nogle børn. Det var dem i det pæneste tøj uden lapper, det forstod drengen snart. Dem, der kom fra Højgård og apoteket eller fra Ny Østergård og foderstoffen.

”Jakob Nielsen”, sagde han, da det blev hans tur. ”Jeg bor i huset bag den store gravhøj, hvor der er blødt lyng og bistader.”

”Ja,” sagde læreren. Og drengen mærkede, hvordan han sagde ”ja”, at det var anderledes end da apotekerens Jens havde sagt, hvad han hed og hvor han boede. Læreren smilede, men det var ligesom falskt, som om øjnene ikke mente det.

Efter navnerunden fortalte læreren om, hvad man ikke måtte i skolen. Mange af tingene havde drengen overhovedet aldrig tænkt på, man kunne gøre. Som f.eks. at kravle op på skolens tag og stoppe skorstenen til, så der kom røg i skolestuen.

Så skulle de have læsebøgerne.

Drengens hjerte begyndte at hamre hurtigere, nu kom det, nu skulle han til at lære, hvordan man fandt ind i alle historierne, som var i de bøger, der lå i havregrynspakkerne og i alle andre bøger … eller han skulle i hvert fald begynde at lære det. Han ville hænge i, han ville gøre som læreren sagde, så gik det raskere.

Han kunne næsten ikke vente. Læreren bar en stor bunke abc´ er på armen og delte dem ud. Han sad sådan, at han ikke ville få først, men derhjemme skulle han jo også vente, til det blev hans tur.

Da lærerens kom til hans bord, var det som om, han glemte ham. Han gik videre til Mads fra Højgård, der sad ved bordet ved siden af. Drengen var lige ved at råbe op, men tog sig i det. Det måtte man jo ikke her i skolen, man skulle vente, til man blev spurgt, havde læreren sagt. Han fik nok én lige om lidt, tænkte han; alligevel var det som om et uldent mørke voksede frem i ham, næsten ligesom et dyr, der boede i brystet.

”Så, nu kan I godt åbne bogen!” sagde læreren. Drengen kikkede rundt. Alle børene havde fået en abc, kun ikke ham. Dyret i brystet voksede, det fyldte hele kroppen, og han brændte i ansigtet af skam: Hvad havde han gjort forkert? Skulle hans far og mor havde betalt noget, som de ikke havde haft råd til? Var det derfor han ikke havde fået en abc? Han kikkede ned i bordet, og selv om han prøvede at holde dyret i brystet i ave, kom årerne. Han tørrede dem hurtigt af bordet med trøjen, så ingen så dem.

”Nå nej, Jakob, vi manglede jo én abc”, sagde læreren adspredt. Jeg har ikke flere. Du kan få Myrebogen i stedet. Den er godt nok til 3. klasse, men det finder du nok ud af. En måtte jo undvære, når vi ikke har nok.

Læreren fandt en bog i skabet og gik hen og lagde den på Jakobs bord. Han så ikke på ham. Men det gjorde alle de andre børn. Og endnu engang skyllede skamfølelsen ind over ham. – Var der noget forkert ved ham, siden han ikke kunne få en abc? Når alle de andre fik.

Den var fin nok, Myrebogen, det var ikke det. Men den var jo ikke som de andres. Det var så flovt. Og læreren begyndte bare i abc´en.

”I kan se på første side…” men drengen kunne ikke se, hvad de andre kunne se. Han kunne kun se forsiden af Myrebogen, hvor der stod to børn og kikkede på en myretuen.”Gå til myren og blev vis, stod der ” men det kunne han ikke læse…

Og da var det som om mørket ramte ham; det var som om han slet ikke turde være i verden mere og som om alting pludselig blev forbi … han ville aldrig lære at læse. Han ville aldrig kunne sidde i solskinnet på lyngbakken og forsvinde ind i historierne fra bøgerne i havregrynspakkerne. Og de andre børn ville mærke, hvorfor læreren havde givet ham en anden bog. De ville vide, at det var fordi han boede i det fattige hus i lyngbakkerne og ikke havde betydning og fordi han måske slet ikke skulle have haft en plads i verden. Det ville de vide.

-

Her slutter historien. Men jeg kan fortælle – for at det ikke skal blive alt for sørgeligt - at drengen faktisk lærte at læse, selv om han ikke fik en abc, ligesom de andre, men Myrebogen som var til 3. klasse. Og det kom også til at gå ham godt i livet.

Men historien om hans første skoledag er også en forklaring på hvad Jesus mener med alt det sære, han siger i dag. ”Se til at I ikke ringeagter en af disse små.” For det, Jakobs lærer gjorde, var jo netop at ringeagte den allermindste, fordi det var nemmest for ham selv. Han tog glæden og håbet og modet fra én, og troen på, at han havde en plads i verden. Og det er det værste, man kan gøre.

”Se til at I ikke ringeagter en af disse små.”

-

Da Jesus gik på jorden, da var det ikke anderledes end nu. Da kunne man også finde på at træde på dem, der var nederst og trykke dem, der er underst; på Jesu tid kunne man også godt finde på, at tage modet eller håbet eller troen på Gud fra et andet menneske eller glæden. Ved f.eks. få én til at mærke, at han ikke havde betydning og ikke havde en plads i verden.

Og det er derfor, Jesus fortæller den meget vilde historie om at hugge en hæl og klippe en tå. Det, han mener med det, er, at man nogle gange må træffe valg i sit liv og vende noget ryggen. Det, der får én til glemme Gud f.eks. For når man glemmer Gud, glemmer man også nemt de andre med, især dem, der har det svært. - Hvis noget gør, at man kommer til at tage modet og håbet og glæden og troen fra nogen, især fra de mindste små, så det bedst, man ikke tager det med sig på sin vej videre i livet, siger Jesus.

Det værste, er at træde på de mindste små, som jo er os alle sammen på et eller andet tidspunkt. Det er det, Jesus vil minde os om i dag. ”Se til at I ikke ringeagter en af disse små.”

Og så ellers huske os på, hvordan Gud er: at han er de undertryktes Gud, de ringes hjælper, de svages forsvarer, de fortvivledes beskytter og frelser for dem, uden håb.

Og at han er kommet for at opsøge og frelse fortabte.

Amen

 

 

 

Prædiken til 21. s.e. trin 24. oktober kl. 10.00 i Engesvang

8.45 i Østre Kirke

 

10 – Alt hvad som fuglevinger fik

450 – Du kommer, Jesus / 308 - Helligånd vor sorg ud slukke

653 – I falmede blade

52 – Du Herre Krist

321 v. 6 - O Kærlighed selv

731 – Nu står der skum fra bølgetop

 

Er livet retfærdigt?

 

Nej, det er det ikke.

 

Er der nok en mening med det onde, der sker os.

 

Nej, det er der heller ikke – ikke før vi selv tyder og tolker vores liv, så også det svære bliver meningsfuldt. 

 

Går tilværelsen op?

 

Nej, det gør den ikke. Ikke på denne side af evigheden, ikke i det liv, vi lever. Tilværelsen går ikke op. Der er hele tiden løse ender og uløste spørgsmål som vi må prøve at få på plads og kommer overens med. Og det går ikke de gode godt og de onde skidt.

-

Men hvis man begynder et andet sted og spørger på en anden måde, så er svarene anderledes. For man får jo svar, alt efter som man spørger.

 

Man kunne f.eks spørge:

 

Er der håb i verden?

 

Er der glæde i verden?

 

Er der kærlighed, omsorg og barmhjertighed i verden?

 

Eller man kunne spørge, om det umulige kan ske, og om uforudsigeligheden kan rumme det største?

 

Og her ville man jo alle steder kunne svare ja.

 

Sat på spidsen - og i det, der er sat på spidsen gemmer der sig jo altid et gran af sandhed - så kan vi vælge at bruge vores liv på at hægte os fast i tilværelsens uretfærdighed og urimelighed og alt det, der ikke går op, eller vi kan klynge os til, at der er håb. At der er glæde, at kærligheden findes og barmhjertigheden. Og at livet simpelthen er så uforudsigeligt, at alting kan ske – også det allerbedste, selv det, vi ikke engang turde håbe på, kan ske.

 

Og kristentro er at satse på håbet. Kristentro er at tage Vorherre på ordet, når han siger: Frygt ikke! og Jeg er med jer alle dage indtil verden ende.     

 

Tro er at satse på håbet.

 

Men det betyder jo ikke, at vi ikke tænker – heldigvis. Og det betyder heldigvis heller ikke, at vi holder op med at søge sammenhænge og årsager i tilværelsens mysterium. Endda selv om de ikke altid findes.

 

Sådan har det altid været for mennesker – at vi vil have forklaringer. For skaberen har jo udrustet os med en mægtig kapacitet på tænkningens område.

 

Og det ser vi også i af dagens evangelium. Selv om det begynder et andet sted, nemlig med rystende læsning om noget, vi i vores tid ville kalde statsterrorisme og som fra en politisk vinkel er ligeså interessant, som det er uhyggeligt.

 

Pilatus, der ellers i forbindelse med Jesu død er skildret mere som svag mand end som en ond mand, viser i dag, hvad han er for et menneske. Pilatus satser helt sikkert ikke på håbet. Det er tydeligt. Han satser på magten. Alt satser han på magten.

 

Og jeg kan ligeså godt sige det med det samme: der er magt i verden og nogen må tage den eller få den givet. Det er nødvendigt. Men hvis folk som Pilatus får magten, hvis folk der ikke har andre satsområder end netop magten, får den, så sker der forfærdelige ting. Og det er jo det, vi hørte om.

 

Pilatus vil vise, at det er ham, der bestemmer, at han ikke regner jødernes religion og Guds templet. Og også at de religiøse ledere ikke skal stikke næsen for langt frem eller prøve at gøre sig gældende på den politiske scene. Det ligner jo alt sammen noget, som vi godt kender til fra vor egen tid.

 

Og det, Pilatus gør, er at sende soldater ind i templet – en uhørt krænkelse af templets hellighed. Det ved han godt. I templet nedslagter hans folk brutalt nogle mænd fra Gallilæa. De er kommet til Jerusalem for at ofre. Og som om det ikke var rigeligt, så føjer man spot til skade. Man tager de dræbtes blod og blander det sammen med blodet fra de dyr, der netop er slagtet til ofring.

 

Rå vold, grusom magtudøvelse, forhånelse. Så er det beskrevet.

 

Og ligesom når noget uhørt sker hos os, vil folk have mening i det meningsløse, man vil have sammenhæng og årsag.

 

Det er jo først er inden for de sidste ca. 300 år man er blevet i stand til at tænke Gud ud af verden. Så er det naturligvis hos Gud, Jesu samtidige søger efter mening i Pilatus´ helt meningsløse overgreb. For hvis det ét eller andet sted har sin årsag i Gud, er det lettere at bære og man kan få det på plads. Så man tænker, at de nedslagtede mennesker i templet har gjort noget, så de fortjener Guds straf.

 

Vi synes, det er helt vanvittigt at lave sådan en kobling. For sådan er Gud ikke, det ved vi fra Jesus Kristus.

 

Men vi skal have et sted at gøre af vores frygt. Og en af måderne er jo netop at finde årsager og sammenhænge.  At prøve at få tingene til at gå op.

 

Men Jesus afviser blankt, at der er en sammenhæng mellem skyld og skæbne, at tingene går op, at det går os som vi fortjener. Det gør det ikke. Sådan er verden ikke. Og det har vi vel også alle sammen erfaringer med. Da Jesu blev sømmet fast til korset, var det jo heller ikke fordi, han fortjente det, det vil ingen af os sige.

 

Jesus siger til de her folk, at hvis de ikke vender sig mod Gud, så kan det nemt gå dem ligesådan, som det gik galliæerne eller dem, som et tårn styrtede sammen over. Det er en lidt sær og meget hård måde at sige tingene på. Og afdækker jo den vanskelighed ved evangelierne, at ord, der løsrives fra den måde, de er sagt på, kan forstås helt modsat den oprindelige mening. 

 

Men jeg kan ikke læse det anderledes end at Jesus siger til de her mennesker, at de ikke skal hængte sig på en måde at tænke om livet på, hvor de hele tiden prøver at få tingene til at gå op og finde en årsag. For nogen gange er der ikke anden årsag, end at der er onde mennesker i verden eller at et tårn bare var bygget dårligt og styrtede ned over nogle uskyldige. Tilværelsen går ikke op, i hvert fald ikke den tilværelse, vi kender til. Og der er ikke liv i at prøve at få den til det. Tilværelsen er uretfærdig.

 

Nej, i stedet skal vi satse på håbet. Vi skal satse på, at Gud findes i verden trods al sorg og nød, vi skal satse på, at kærligheden er Guds fingeraftryk og glæden. Og at meningen ikke er, at alting går op, men at vi er elskede mennesker.

 

Tro er at satse på håbet. -

 

Lige før jeg begyndte på prædiken sang vi en af den slags salmer, som man virkelig kan blive sur på præsten over, at hun har valgt. Den er temmelig ukendt, melodien er svær og den er vanskelig at forstå. Og så det der mærkelige, lidt for friske omkvæd ”min sjæl, sig hvad klynker du over…” som om det at klynke og give sin smerte luft ikke var i orden.

 

Salmen er af Grundtvig. Og han har ikke skrevet den til nogen af os, men til sig selv. Den er én lang indre diskussion om, hvorvidt han tør – og kan - satse på håbet. Og han ender med at tage chancen. På Guds ord.

 

Grundtvig var jo enormt produktiv og utrolig kvik; hans betydning for kirke og skole og for dansk kulturliv er vanskelig at overvurdere. Men har han også skrevet nogle helt tossede ting. Og han svingende mellem mægtig robusthed, styrke og handlekraft og stor sårbarhed.

 

Grundtvig har skrevet fantastiske trossalmer - f.eks. den første, vi sang i dag; men han har også skrevet tvivlssalmer. Og de er måske i virkeligheden de bedste. - Sov sødt barnlille er én af dem. I falmede blade, du kølige vind er en anden.

 

I den salme er det blevet efterår, og Grundtvig har svært ved at satse på håbet. Efterårsstemningen sniger sig ligesom ind i ham, han synes hans liv er som de falmede, faldende blade og kulden i blæsten. Det går ham til marv og ben. Og virker måske mærkeligt bekendt. Han beskriver det i første vers, at det, der sker med ham, når han ikke længere kan satse på håbet, er, at han bliver ligeglad på en grim måde: ”Hvad rager det mig, hvem der blegner om kind…”, skriver han. Og så ved vi, den er helt gal: når man er dér, hvor de andres ulykke og sorg er én ligegyldig, fordi man har det så svært selv. Som Grundtvig også havde det i perioder.

 

Men så drejer tingene sig. Umærkeligt. Eller det er vel Guds åndepust. Grundtvig kikker igen ud af vinduet, og sammen med de falmede blade og den kølige vind ser han fuglene, der frygtløst og ubange begiver sig på vej mod syd. Endda selv om de skal flyve over farlige afgrunde og skønt nogen vil dø undervejs.

 

Og så går han videre og siger, at hvis han selv kunne tro på Gud – kunne satse på håbet - så ville han få fuglens vovemod. Og langsomt skriver han sig frem til håbet, som vi synger os frem til det, når vi synger salmen. Eller det passer jo ikke: håbet maser sig ind på ham, Guds finger rører ham.

 

Tro er at satse på håbet.

 

Og det er jo det, Grundtvigs efterårssalme, gerne vil have os til: at satse på håbet.

 

Men samtidig med det, giver den os jo en mægtig plads til at være, de gange det er anderledes, de gange, vi ikke kan satse på håbet, de gange vi har det, som Grundtvig havde det, da han begyndte på salmen. Og ikke engang kan finde trøst i det der med udgangen og indgangen, som er en henvisning til dåben. Hvad Grundtvig altså heller ikke altid kunne.

 

Og så er det dog alligevel altid dér, Grundtvig hægter sig på, når det hele er ved at skride for ham: at store ord er sagt over ham, førend han vidste af nogen ting. At en hånd holder ham fast, når alverdens vilde vande skyller ind. At Gud selv har sagt, at han har en plads i verden og at det er godt, at han er der. Selv de dage, han ikke kan satse på håbet, men kører vild i at finde sammenhænge, der ikke eksisterer.

 

Og i sidste ende bliver det, der bærer ham, at Håbet - med stor H, som er Jesus Kristus - satser på ham, de dage han ikke kan satse på håbet. At han bliver grebet og holdt fast og holdt oppe.

 

Jo, tro er at satse på håbet. Men tro er også en erfaring af, at Håbet med stort H holder os fast, når alting skrider. At vi kan erfare, at vi er taget hånd om af én, der er ufattelig god.

 

Prædiken til 20. s.e. trin 17. oktober kl. 10.00 i Engesvang

 

745 - Vågn op og slå på dine strenge

448 – fyldt af glæde

598 – O Gud du ved og kender

367 – Vi rækker vore hænder frem

Altergang: 69 v.5 af ”Du fødtes på jord”

731 – Nu står der skum fra bølgetop

 

Det er barske fortællinger, der møder os på denne fine efterårs dag, hvor Lukas er blevet døbt. Om vrangvillige sønner, kriminelle forpagterne, og om en vraget  sten, der blev til sokkelsten.

 

Sådan er det jo engang i mellem i kirken, at vi ikke bliver strøget med hårene med mod.

 

Og det kan sommetider virke lige råt nok. Især fordi Jesus jo taler ind i en kultur, hvor retorikken var meget skarp og - efter vores nordiske smag – måske lige lovlig voldsom. Vi ville selv anvende svagere udtryk for det samme.

 

Men det er ikke fordi Jesu anliggende er uvedkommende eller ikke har med vores liv at gøre. Det har det i allerhøjeste grad. Desværre. For det, Jesus er ude efter i de skrappe fortællinger er et yderst velkendt et fænomen, som opleves såvel inde i kirken som udenfor den, nemlig selvretfærdigheden, selvgodheden og optagetheden af alt det, de andre gør forkert. Det der med, at vi synes, vi er så fortræffelige – eller i hvert fald bedre end nogen andre - og har travlt med, hvad der gøres af forargeligt og forkasteligt rundt om os og af alt det, de andre kunne eller burde lade være med.

 

I det stykke har vist de fleste af os godt af en rusketur engang imellem. Og kan have brug for at få stillet skarpt på, om det er sådanne mennesker, vi vil være. Og om det er den måde, vi vil være kirke på. – Vi vil være som nogle af Jesu samtidige, der brugte ufatteligt mange kræfter på at forarges over de forkerte og over at Jesus var sammen med dem? Vil vi lukke os inde i vore indbildte fortræffelighed eller vil vi åbne os mod de andre og mod verden med Guds blik, der siger, at alle er mennesker?

 

Det er det sidste vi vil! Vi vil ikke være selvtilstrækkelige og selvgode. Vi vil være gode, vi vil gøre det rette, vi vil leve som Guds mennesker, vi vil se på hinanden som brødre og søster, vi vil være frygtløse og nysgerrige, kærlige og storsindede.

 

Men af gådefulde grunde, som vi i kirken lynhurtigt beskriver med det efterhånden overslidte ord ”synd”, så er vi sådan skruet sammen, at vi hele tiden skal udfordres til at være som vi gerne vil være. Ellers går det galt for os. Vi bliver så nemt sådan som vi ikke vil være: selvretfærdige, fordømmende, smålige osv.

 

Og det er jo en af ca. 1000 grunde til, at det er ligeså påtrængende for vores åndelige liv at komme i kirke og blive modsagt og udfordret af Vorherre, som det er for vore kroppe at bevæge sig. Vil præsten sige.

 

 - Ud over de meget voldsomme og anklagende fortællingerne om vingårde, vrangvillige sønner og kriminelle forpagtere, er der i dag som sagt også noget om en sten. Om hovedhjørnestenen, som Jesus kalder sig selv. Hovedhjørnestene var efter datidens byggeskik den sten, der bar hele huset. Og Jesus citere Gt og kalder sig selv den sten, der blev vraget af de kyndige, men som blev den grundlæggende sten, det vigtige, det der bærer det hele.  Så måtte de se, hvordan de forholdt sig til det, alle dem, der havde så travlt med alt det, Jesus gjorde forkert og som bildte sig ind, at der ikke var den store forskel på deres egen vilje og Guds vilje.  -  Men de brød sig ikke om det, Jesus sagde. Det ved vi. De slog ham ihjel.

 

Og ét eller andet sted forstår man dem godt; for det er vel ikke et helt ukendt fænomen for os, der kalder os kristne, at vi nemt får Gud til at blive enig med os og kan have svært ved at skille Guds vilje og vor egen. Og som regel kan vi jo finde et passende bibelsted, der understøtter vores mening.  - For Biblen er jo forsvarsløs givet i menneskehænder – så modig har Gud været, fordi han jo ikke har mødt os i en bog, men i et menneske af kød og blod – og vi foretager alle sammen indlæsninger og udvælger, når vi læser i biblen og klipper til, så det passer til vore egne tanker.

 

Det er derfor vi har så hårdt brug for tømrersvenden fra Nazareth til at ruske op i os og udfordrer os og modsige os, så vi ikke ender ligesom nogle af Jesu samtidige, som Jesu ved en lejlighed kalder kalkede grave.

 

Den sten bygmestrene vragede er blevet hovedhjørnesten. Siger Jesus.

 

Men der er noget tvetydigt over det, for Jesus siger jo også, at det på sin vis er en farlig sten, hvis man falder over den. Eller hvis den falder ovenpå én.

     

Og en sten er jo netop en vældig dobbelttydig eller tvetydig ting.  Hvis man læser biblen for at finde historier om sten, så bliver det meget tydeligt: stenen finder anvendelse såvel i det godes som i det ondes tjeneste. Stening findes jo f.eks. som fænomen i den bibelske litteratur – hæsligt og grusomt og djævelsk. Og samtidig bruger folk i det gammel testamentes sten i én uendelighed, ikke kun til at bygge huse af, men som tegn på relationer. Både relationer til Gud og til mennesker. Stenen er i de bibelske fortællinger både et våben og et tegn på forsoning, venskab og relation.

 

Og lad os holde fast i det sidste, at sten i de bibelske fortællinger også er et tegn på forsoning, på venskab og relation. Og hængte os på en mand, man sidste søndag kunne møde i kirken, hvor han drømte vilde drømme. Manden er Jakob, der i søndags faldt i søvn i ørkenen bag en sten, drømte om en himmelstige og mødte Gud selv, der lovede at være med ham. Og som efterfølgende rejste stenen op, så man kan vide, at Guds findes og er tæt på mennesker.

 

Men der findes også en mindre kendt historie om Jakob, hvor sten indgår. Og den er dybt interessant, fordi den faktisk både har med dagens tekst at og gøre og med Engesvang, selv om de færreste ved det.

 

Den samme Jakob, der møder Gud i drømme midt i ørkenen, får siden en meget voldsom konflikt med sin svigerfar, en mand, der ikke hører til de mest retlinede mennesker, og som således også bærer navnet Laban. Og det er ikke bare sådan, at de er almindeligt uvenner og irriterede på hinanden. Det er nærmest en konflikt på liv og død, i hvert fald inde i Jakobs hoved. Og Jakob flygter derfor med alt, hvad han har fra den her svigerfar, som han tror, vil ham til livs, hvilket måske ikke er helt forkert.

 

Men svigerfar Laban indhenter ham. Men han slår ham ikke ihjel, tværtimod er han gået i sig selv og vil forsone sig med Jakob. Og de to – Laban og Jakob - slutter da fred med hinanden og befæster deres relation. Som tegn på deres forsoning rejser de en sten - en ret stor én - og beder folk komme med mindre sten at lægge rundt om den. Og da der er samlet rigtig mange sten omkring den store sten, så ”holdt de måltid ved stendyngen”, som der står. Laban taler mest aramæisk og han kalder stendyngen Jegar-Shahaduta, mens Jakob taler hebræisk og kalder den Gal´ed, hvilket vi ikke bliver så meget klogere af.  Og dog, for det siger jo noget om forsoning af forskelighed, og om, at selv om man ikke taler det samme sprog, så kan man mødes og holde måltid ved den stendynge, man har lavet i fællesskab.   

 

Og det gælder jo hvad enten man som Jakob og Laban har forskelligt modersmål eller om man bare slet ikke forstår hvad de andre eller den anden siger, hvilket ofte sker, endda selv om man taler det samme sprog. Og der er jo næsten ikke grænser for sprogets faldgruber og for, hvor meget vi kan misforstå hinanden. Allermest, måske i de tætte relationer.

 

Jegar-Shahaduta og Gal´ed betyder det samme, nemlig en stendynge, der skal vidne – om forsoning. Eller kunne vi også sige: vidne om, at Gud er forsoningens Gud og at det er i ham, vi skal hente modet, inspirationen og kræfterne til gå hinanden i møde og - billedligt talt – rejse stendynger, som vi kan holde måltid ved og befæste at vi hører sammen, trods forskelligheder og misforståelser og på trods af, at vi bare så gerne vil have ret og hævde os selv.

 

Og således er Jakobs og Labans stendynge en fortællinger, der peger videre, peger ud mod hovedhjørnestenen – Jesus selv. Jesus, som afdækker vores selvgodhed og indgyder sin kærlighed i os, så forsoningen kommer i stand og hænderne kan strækkes ud.     

 

Og når jeg sagde, at den her historie har med Engesvang at gøre, er det jo fordi, der i forbindelse med kulturprojektet Vandskel er rejst sådan en sten mellem Engesvang, Kragelund og Funder sogne. Jeg tror ikke folkene bag stene ved søen har tænkt på Jakob og Labans forsoning eller overhovedet kendt historien. Men sådan kan der jo ligge dybe spor i os, som vi slet ikke ved af.     

Og næsten gang nogen går forbi den sten, håber jeg, man vil tænke på Jakob og Labans sten, der skulle vidne om deres forsoning. Og om hvordan de holdt måltid ved den.

 

Og med de spændinger som debatten om højspændingsledningen over søen har skabt mellem de tre sogne, kunne vi måske have god brug for at anvende den sten ved Bølling sø, ligesom Jakob og Laban brugte deres. Måske burde vi simpelthen tage derud med en lille sten hjemmefra og holde måltid over sogne- og højspændingsgrænsen. Forsoningsmåltid.

 

Og det er jo bl.a. af samme grund vi også holder måltid i kirken – for at blive forsonet og sammenspist, fordi vi vil være hinandens brødre og søstre, børn af samme far – Gud – og fordi vi vil hinanden og relationerne, endda selv om selvretfærdigheden og selvgodheden ligger på lur i os som et mørkt, uldent uhyre. Det vi gerne vil er jo at være mennesker blandt andre mennesker overfor Gud – og det på trods af det, der ellers kan skille os ad og gøre, at vi ikke forstår hinanden. Og på trods af de mørke kræfter i os.

 

-

 

Nogen gange skal vi stryges mod hårene, så vi tager de sten, vi ellers ville kaste på de andre og i stedet bygger stendynger af dem, forsoningsstendynger, til værn mod selvgodheden, hvor vi spiser sammen. Og lader den store sten i midten minde os om den Gud, der er grunden under vore fødder, himlen over vore hoveder og livet og kærligheden i os.

Amen

 

Prædiken til 19. s.e.trin 10. oktober kl. 10.00 i Engesvang

 

728 – Du gav mig, O herre

674 – Sov sødt barnlille

28 – De dybeste lag i mit hjerte

414  -Den mægtige finder vi ikke på 

Altergang: 321 v.6 O Kærlighed selv

752 - Morgenstund har guld i mund

 

Engang var jeg sammen med nogle kollegaer, og da var der én af dem, der efterspurgte et skriftord, som kunne skrives over kirkens indgangsdør til eftertanke og opbyggelse for dem, der gik ind i rummet.

 

Og da var der en anden, der kom med det forslag, at man over indgangsdøren kunne skrive fire ord fra dagens evangelium, nemlig ordene: ”Hvad vil I her?”, som Jesus siger til de disciple, der kommer til ham.  Så vidt jeg husker faldt det ikke i god jord, og det var vist heller ikke helt alvorligt ment. 

 

Men tosset var det jo ikke: ”Hvad vil I her?”

 

Hvis man skal have ord stående over indgangen til kirken, så skal de jo ikke få én til at føle sig lille eller forkert, men netop gøre nysgerrig og få én til at fundere. Som f.eks. ”Hvad vil I her?”.

 

Jeg tænker selv på det fra tid til anden, når jeg går ind i kirken: Hvad vil jeg her?

 

Nogen gange ved jeg godt, hvad jeg vil, og er her af lavpraktiske grunde, fordi jeg f.eks. skal hente alterbægre til plejehjemsgudstjenesten. Til andre tider vil noget, fordi jeg har fået andre til at gå herind - f.eks. jer konfirmander eller besøgende, som jeg gerne vil vise kirken. Andre gange igen behøver jeg ikke at overveje, hvad jeg vil herinde for jeg skal på

arbejdede. Og det er en fantastisk befrielse at skulle i kirke, så er man fritaget for at beslutte, om man skal eller ej. For det med at gå i kirke er jo lidt ligesom mange andre ting, som er gode for én, men ind imellem svære at tage sig sammen til – f.eks. at gå eller cykle en tur - at når man gør det, mærker man, hvor godt det er.

 

Endelig går jeg undertiden over i kirken, blot fordi jeg føler trang til at være inde i kirkerummet, der lukker sig trygt om mig, måske tænde et lys, bede bøn eller bare sidde og være til. Eller for at finde et sted at gøre af den store glæde og taknemmelighed eller af sorgen ved at være menneske.

 

Hvad vil I her?

 

Der er ikke nogen, der kræver os til regnskab for, hvad vi vil her i kirken. Det kan vi have for os selv.  Og det er godt det samme.

 

Derfor kan vi både ville i kirke for at høre og være med og for bare at sidde og have et stærkt og kærlighedsfyldt rum, hvor vi kan lade tankerne gå deres egne veje, uden at blive forstyrret i det. Måske kan noget af det, vi vil, netop være at sidde et sted, hvor der ikke stilles krav og hvor man kan have lov til at være menneske og fylde sig selv ud.

 

Hvad vil I her? Ja, i grunden behøver vi slet ikke at ville noget, det er det store ved det. Gud er større end det vi vil. Gud er mægtigere end vore forventninger og forestillinger. Gud er ikke afhængig af vores modtagelighed eller vores vilje.

 

Og troens fortællinger kan nå os og bevæge os, de kan få os til at håbe og ruske op i os, de kan udvide vores liv og give os mod til at leve, endda når vi har lukket os sammen om os selv og hverken er opmærksomme eller modtagelige eller vil noget som helst.

 

 ”Hvad vil I her?” - Det behøver vi ikke at vide, det er nok, at vi er her.

-

Før Alberte blev døbt, læste jeg fra Gt om Jakob. I dagens historie møder vi ham i en stor krisesituation, kan man roligt sige. Han er lige flygtet fra hjemmet, fordi hans tvillingebror med rette er blevet vred på ham og nu vil han slå ham ihjel. Og når nogen vil én til livs, må man væk.

 

Således er Jakob, som mange vil vide, flygtet med det mål at finde ukendte slægtninge langt borte, hvor han kan slå sig ned. For hjemme kan han ikke være.

 

Det er øde landskaber, han må igennem. Han kender ingen. Han er meget usikker på, hvor han skal hen. Og der er langt at gå. Når der er langt at gå, skal man ikke gå ene. Det er ikke godt. Skal man gå langt, skal man gå sammen med nogen. Men Jakob går alene og er tilmed i ukendte, utrygge omgivelser.

 

Mens han går, synker solen, og skumringen falder over landskabet. Han kan ikke længere se at gå videre og må finde et sted at tilbringe natten dér ude i det øde. Der er ingen træer, hvor han kan søge ly og læ, kun en ørkenagtig slette, fuld af sten, et skræmmende, ugæstmildt landskab, hvor klipper og forhøjninger ligner uhyre, da mørket falder på.

 

Men han finder en sten, han finder en stor sten, han kan bruge at lægge hovedet, ikke på, men bagved, som om den var en lille væg. Det giver en fornemmelse af tryghed og skjuler det endeløse, skræmmende landskab bagved.

 

Man kan godt se ham for sig, Jakob, som han ligger der bag stenen. Og det eneste, han har – ud over bylten han har båret med sig – er den sten. Det er ikke meget at have. Og der er ensomhed i det: kun at have en sten at trøste sig ved.

 

Det er mærkeligt, at han overhovedet kan sove så utrygt et sted. Men han falder i søvn. Og dér i drømme sker der noget, som meget få af os ikke har hørt om før. Gud åbner himlen og sender en trappe ned. Folk, der er klogere end mig, mener, at det faktisk ikke er en stige, men en pyramideformet trappe med trin på fire sider. Og så forstår man bedre, at englene kan løbe op og ned. På en stige kan det jo være svært at komme forbi hinanden.

 

Men samtidig med denne åbne himmel og englene der løber op og ned, da kommer i drømmen Guds selv ned af trappen; han stiller sig foran Jakob og siger: ”Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går”.

 

Da Jakob vågner af drømmen, er han ikke længere alene. Solen lyser over sletten, men han ved, at Gud er dér, selv om han ikke længere er synlig som i drømmen.

”Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går.”

-

         

Vi har tusinde motiver til at komme i kirken, og de er alle gode og rigtige.

 

Men uanset hvorfor vi kommer eller hvad vi vil her, så er der vel en længsel i os, om vi ved det eller ej, en længsel efter, at himlen skal åbne sig, som den åbnede sig for Jakob. At der skal komme en trappe ned og at Gud skal tale til os.

 

Om vi aner det eller ej, er der vel en længsel i os efter at vide - så sikkert som man nu kan vide den slags - at Gud er her. Og ikke bare er nogen andres Gud, men vores Gud og alles Gud. Og at han er sådan, som vi har lært ham at kende gennem Jesus.

 

”Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går

 

Amen

 

Prædiken til  rytmisk gudstjeneste 26. september 16.00 i Engesvang

 

841 – lagt på bakketop og høj på

296 v. 1-5 du som den store pinsedag

296 v. 6-10

260 – Du satte dig selv

Nadververs: 192 v. 7 af ”Hil dig frelser og forsoner”

675 – Gud vi er i gode hænder

 

Bortset fra Paulus´ breve, der er skrevet i 50´erne, er Markus´ fortælling om Jesus - Markusevangeliet – det ældste skrift i det Nye Testamente. Det er affattet omkring år 70 og man kan vel godt sige, at Markus som den første evangeliefortæller simpelthen er den, der har opfundet den genre, vi kalder evangeliet.

 

For det er ikke en Jesus-biografi Markus – eller nogen af de andre evangelister – har skrevet med evangeliefortællingerne. Markus er f.eks. ret ligeglad med forhold, man ellers ville dvæle ved i en biografi – som barndom, udseende og familierelationer og evner.

 

Det er heller ikke en heltehistorie om en enkeltpersons bedrift, som de fortællinger man kendte fra de græske heltesagn, historier, som også var udbredt i Jesu nærområde.

 

Fortællingerne om Jesus er slet og ret evangelium - et glædesbudskab.

 

Hverken heltesagn eller biografi – men et fortælling fyldt af glæde. 

 

Og hvorfor Jesus-fortællingen er et budskab fuld af glæde kan man ikke forklare – eller dvs.: det kan man jo godt. Men hvis ikke vi, der lytter til evangelierne erfarer, at det netop er sådan, det er: at de evangeliske fortællinger et budskab fyldt af glæde. Så kan jeg jo nok så meget forklare, hvorfor de er det, uden at det virker særligt troværdigt.

 

– Glæde kan ikke forklares, den må erfares. 

 

Men lad mig begynde et andet sted. For som vi hørte, så gik Jesus rundt og samlede folk omkring sig, dem vi kalder disciple. Og i dag kommer han forbi en fyr, der hedder Levi, som sidder i toldboden og passer sit arbejde.

 

At passe sit arbejde samvittighedsfuld er jo for os lutheranere en god, kristelig gerning, men når man var tolder på Jesu tid blev man automatisk om det var berettiget eller uberettiget anset for også at være en bedrager. Og tillige en landsforræder, al den stund tolderne var i romernes tjeneste.

 

Men da Jesus kommer forbi Levi, der sidder i toldboden og som - ud over pengene - ikke har andet at leve af end folks foragtede blikke, så siger han til ham: ”Følg mig!” At Levi kommer, er forståeligt nok – for alting  - alting - er bedre end ensomhed og udstødelse.

 

 I forvejen følges Jesus med nogle fiskere, som han også har bedt følge sig, og efterhånden bliver der en broget skare om ham på omkring 12 mand. Når jeg siger omkring 12 er det for de fire evangeliefortællere ikke er helt enige om de sidste 4-5 stykker, og hvis alle navngivne tages med, er der snarere 16. Men 12 er nu sådan et fint tal.

 

Og det kan godt være, at de her mennesker, Jesus omgiver sig med, er meget optaget af at gøre det gode, af at forstå Gud vilje og følge kærlighedens vej. Men fejlfri eller perfekte er noget af det sidste, man vil kan sige om dem. De mennesker, Jesus samler om sig, er almindelige, levende mennesker, der for det første ind imellem ikke fatter noget som helst af det, Jesus er kommet for og som for det andet fra tid til anden forfølger private dagsorden, der bestemt ikke har med Gudsrigets komme at gøre.

 

Peter – den mest tydelige karakter blandt disciplene – bliver f.eks. udpeget til at være den klippe, som kirken skal bygges på. Men næsten i samme åndedrag kalder Jesu ham for Fanden selv, fordi han frister Jesus til at gå en anden vej end kærlighedens. –

 

 

Men Jesus siger aldrig til disciplene – selv ikke når de gør eller siger de mest uhyrlige ting – at han tog fejl af dem, han skulle have valgt nogen andre og at de nok hellere må gå tilbage til fiskeriet eller toldopkrævningen eller hvad de nu har beskæftiget sig med. Det siger Jesus aldrig. Tværtimod så giver han dem store opgaver, han giver disse her middelmådige mennesker store opgaver. Han betror dem at være vidner og bærere af Guds kærlighed til verden.

 

Og gives der noget større end det: at være vidner om og bærere af Guds kærlighed til verden?

 

Da den unge kirker bliver til efter Jesus opstandelse og himmelfart, så er det netop de her mennesker, som Jesus har samlet om sig, dem vi kalder disciple eller apostle, der bliver lederne i kirken, vidnerne om Jesu liv, død og opstandelse – om Guds kærlighed til verden. De her meget menneskelige mennesker, fulde af fejl og ind imellem med meget egoistiske dagsordener, ulærde og ikke altid særligt kloge eller dygtige til at gebærde sig.

 

Disciplenes fejlbarlighed er tydelig og meget synlig i alle fire evangeliefortællinger. Og det er en tanke værd, at der ikke er gjort forsøg på at pynte på historien og gøre Jesu tætteste medarbejdere til nogle bedre eller mere strålende mennesker end de er. Men på den måde kommer de til at ligne os: på én gang dygtige og udygtige, troende og vantro, lidenskabelige og lunkne, gode og onde. Ligesom os.

  

Og det er jo en del af det grænsesprængede nye ved Jesus og det fællesskab, der er omkring ham: at det ikke er bygget op på menneskers fortræffelighed, succes og dygtighed eller på at nogen efterlever et bestemt religiøst kodeks, så man ved et hurtigt blik kan skille fårene fra bukkene – hvilket jo farisæerne på Jesu tid gjorde en dyd ud af. (Men i parentes bemærket, så ved vi jo godt, at jo mere polerede og perfekte noget giver sig udseende af at være, desto mere råddenskab og hykleri kan der gemmes bag facaden.)

 

En del af det grænsesprægende nye ved Jesus og fællesskab om ham - den nye vin på de nye sække – er, at det ikke hviler på, hvad mennesker kan og vil og tror, men på den i grunden urimelige antagelse, at Gud er kommet os nær i Jesus Kristus og har vist os sin kærlighed. Og at den kærlig huserer i verden. Overalt. Og at den fineste opgave vi overhovedet får, er at være vidner om og bærere af den kærlighed. 

 

Jeg ved jo ikke hvordan andre end jeg selv har det – selv om jeg tit bilder mig ind at vide det. Men i evangeliefortællingerne om Jesus og hans disciple mærker jeg en enorm plads til at måtte være menneske, uden at være forkert, fordi jeg gør forkert, ja ind imellem handler direkte ondt. I evangelierne mærker jeg Vorherres uindskrænkede tillid til, at selv jeg kan være vidne om og bærere af Guds kærlighed til verden – skønt det for hver eneste dag er tydeligt for Gud og mennesker, at det magter jeg kun meget, meget ufuldkomment.

 

Og jeg kan ikke lade være med at tænke om det, at det netop var sådan Markus og de andre evangeliefortællere også erfarede det: at der i det der med at være vidne om og bærere af Guds kærlighed ligger en mægtig glæde. Og det var derfor de kaldte deres nye måde at fortælle på for evangelium, et budskab om glæde.

 

Og det er naturligvis også derfor, de ikke har skrevet disciplene om så blev bedre mennesker end de var, at de ikke har gjort dem til fuldkomne mennesker, som ikke findes i virkeligheden. For hvor skulle så vi – Jesu senere disciple – være med os selv og gøre af vores mislykkethed?

 

Jesus omgav sig med mennesker, som samtiden kaldte ”toldere og syndere”, og hvis udstødelse af samfundet man mente, ikke alene var sanktioneret, men endda villet af Gud.

 

Men Jesus vidste at Guds vilje er en anden, at vi – toldere og syndere og hvad vi ellers er – skal være vidner om og bærere af Guds kærlighed til verden. For Guds vilje sker, dér hvor alle er mennesker blandt andre mennesker.

Amen

 

Prædiken til 16. s. e. trin. kl. 10.00  i Engesvang

 

Salmer:

754 – se, nu stiger solen

448 – fyldt af glæde

238 – Det er så sandt at ingen så

400 – Så vældig det mødte os først i vor dåb

Nadververs: 245 v. 5 af ”Opstandne Herre vil du gå”

217 – Min Jesus lad mit hjerte få – Carl Nielsen

 

Når der kommer børn ned til kirken, så begynder vi altid foran lågen med at blive lidt klog på, hvad en kirkegård er for noget, og hvordan man gebærde sig på den. Jo ikke fordi der er et strengt regelsæt for opførsel på en kirkegård, men fordi man lige må gøres opmærksom på, at man skal tage hensyn til de af os, der passer gravsteder og måske er sørgende.

 

Men vi er sjældent kommet ret langt i introduktionen af kirkegården, førend der ét af børnene, der siger, at grunden til, at man ikke skal være alt for vild på kirkegården er, at hvis man er det, så vækker man de døde.  Og når den bemærkning falder, bliver der altid uro i flokken, fantasien får sprog, godt hjulpet på vej, af den foruroligende mængde af skræmmende tv, som selv mindre børn har set.

 

Og så må jeg jo berolige gemytterne, hvis forestillingsevne allerede har ført dem til andre verdner, og bringe dem tilbage til virkeligheden ved at sige: at gid det var så vel.

Gid 20 livlige ungers leg, råben og løben kunne vække de døde til live. Så måtte det jo være en obligatorisk øvelse hver eneste dag for alle børn i Engesvang og alle andre steder, så vi kunne få vore døde tilbage.

 

Men sådan er det jo ikke. Intet kan vække de døde til live igen i den tilværelse, vi kender. Heller ikke selv om rædselsfilm og skrækhistorier pirrer vores fantasi.

 

De døde er døde; og derfor er det ikke ualmindeligt at have det svært med kirkegårde, for det jo er en plet, der vidner om vores forgængelighed, om at livet er fuldt af tab, og at der er sorg ved at være menneske. Og det er en stor mundfuld at skulle forholde sig til på en gang – også selv om det er nødvendigt på et tidspunkt.

 

De døde er døde og bliver hvor de er, uanset hvor meget larm og halløj, vi foranstalter.

 

Men trods al vores sorg og alle savn, så er det alligevel også det tryggeste, at det er sådan, at vi ved at de døde er døde. Og det er af samme grund, at historier om døde, der vender tilbage, hører til i den skræmmende afdeling med gru og gys.

 

Foruden altså i Det nye Testamentes forkyndelse og fortællinger. For i dagens historie møder vi jo netop en død, der bliver levende, det gør vi altid på denne søndag, 16. søndag efter trinitatis. Sådan er kirkeåret lavet. Ca. et halvt år efter påskesøndag og opstandelsens morgen, skal vi mindes om det på ny. At Gud kan gøre døde levende og gør det.

 

Og selv om evangelisten Johannes´ altoverskyggende pointe er, for det første, at Jesus foregriber sin egen opstandelse og for det andet, at Guds magt i Jesus er livets magt, det evige livs magt, så er det også en uhyggelig historie vi får i dag.

 

Og man kan roligt sige, at Johannes ikke har sparet på virkemidlerne i forhold til at skildre virkeligheden og dødens realitet.

 

Lazarus er Jesu ven, Jesus kommer ofte i hans hjem, hvor han bor sammen med sine to ugifte søstre Martha og Maria. Og da Lazarus bliver syg, sender de to søstre da også bud efter Jesus, for de ved og har set, at han har magt fra Gud, så han kan helbrede.

 

Men Jesus kommer ikke, fortæller Johannes. Helt bevidst lader han gå nogle dage, og kommer først, da Lazarus er lagt i graven. Som læser forstår man overhovedet ikke, hvad der er på færde.  Hvorfor skynder Jesus sig ikke af sted, da han hører, at Lazarus er syg?

 

Scenen som dagens historie beskriver, udspiller sig så, da Jesus – endelig – er kommet. Og på mange måder er det jo i sig selv en prædiken, den gode evangeliefortæller har skrevet, al den stund der er så mange stærke sætninger i teksten.

 

F.eks. Jesu ord: ”Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve om han end dør.” Eller Marthas: ”Jeg tror, du er Kristus, Guds søn, som kommer til verden.”  - Eller Jesu ord, da de står ved Lazarus´ grav: ”Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?”

 

Det er jo helt vidunderligt og ord, man kan gå og gemme i sig i uger – ja altid.

          

Men samtidig er dagens tekst også en fortælling, og en meget realistisk én af slagsen. – Da Jesus spørger, hvor de har lagt den døde, så siger de til Jesus, at han ikke kan se ham, for det er så længe siden, han er død, at han stinker.

 

Det er næsten for meget, synes vi. Realismen er simpelthen for barsk til vores smag. Ikke fordi vi ikke ved, at det er sådan det er, men fordi vi lever i en kultur, hvor vi ikke udtrykker os så direkte om den slags ting. Endda fagfolk som bedemænd vil bruge nænsomme omskrivninger som at en afdød bør være et sted med køleanlæg indtil begravelsen.

 

Og det er noget af det, der også kan gøre den her fortælling svær. Og mærkelig dobbelt. For skønt den er vild og forunderlig og fantastisk, så er den også skræmmende, fortællingen om Lazarus´ opvækkelse fra de døde.

 

Alle går ud til graven og nogen hvisker meget forståeligt til hinanden, at dødsfaldet kunne have været undgået, hvis bare Jesus var kommet i tide – for han har helbredt så mange, og kunne han så ikke også have helbredt sin ven Lazarus?

 

På Jesu befaling åbnes graven, stenen væltes væk. Og vi husker, en anden sten for en grav, der også blev væltet bort. Men indefra. Så beder Jesus højt og derefter kalder han: ”Lazarus, kom herud!”.

 

Samtidig med, der er uhygge over scenen, så kan man sige, at Jesu ved de tre ord: ”Lazarus, kom herud!” har sat alt på spil.  – Hvis det her mislykkes, er alt tabt. Så kan alle se, at han ikke kommer fra Gud eller at Guds kræfter ikke er livets kræfter. Det er så grænseoverskridende. At kalde en død til live.

 

Men evangeliet er jo grænseoverskridende; det nedbryder vægge og skillelinjer, mellem Gud og mennesker, mellem mennesker og mennesker, mellem mislykket og vellykket, mellem mand og kvinde, barn og voksen. Og altså også mellem liv og død.

 

”Lazarus, kom herud!” og den døde kommer ud, uhyggeligt viklet ind i ligklæder.

 

Var Jesus Guds søn? Kender vi Gud fra Jesus? –Kan Gud vække døde til live og skabe liv af døde?

 

Alt det svarer den her historier på. Med et stort ja til hvert af spørgsmålene. Ja, Jesus viser os Gud. Han er Guds ansigt i verden. Og ja, Gud kan vække dødt til live og skabe liv af døde. Og gør det.

 

Og det er jo også derfor nogen af os godt kan lide kirkegårde, fordi de nok vidner om død, men også om liv. Jo, indlysende om det liv, de nu hensovede har haft og delt med andre. Men jo allermest om, at Gud kan skabe liv af døde. For selv om vi hverken forstår hvordan eller på hvad måde, så tror vi jo, at der er liv hos Gud, når vi dør. Endda selv om det kan virke fuldstændig tåbeligt, når vi står ved en grav.

 

Når jeg går rundt på kirkegården og pludselig mærker, at sorgen tager mig og vantroen - at jeg bare ikke kan tro på, at de døde bliver levende - og dermed også håbløsheden – for alle de prægtige mennesker, der ligger her, elskede og savnede og undertiden døde alt for tidligt, så tænker jeg altid på et ganske bestemt billede, som spejler og udtrykker evangeliet. Et billede fuldt af tro.

 

Det er et billede som maleren Arne Haugen Sørensen har malet i flere udgaver, og som jeg allerede har vist flere gange her i kirken. Og jeg tænker, mange af jer kender det.  En af udgaverne hænger i Fonnesbæk kirke, og man skylder sig selv at se det en dag.

 

Det er et meget naivt billede, men også ufatteligt trøstende. Det forestiller en stor hånd og farverne er stærke. Denne store hånd bærer nænsomt en skikkelse, som man kan se, er et menneske.

Og under mennesket, et stykke nede ligger jorden, og i jorden er der et firkantet hul, med forholdsmæssige samme mål som en grav, altså aflang og firkantet.

 

Og det interessante er, at man overhovedet ikke kommer på den tanke, at hånden skulle være ved at lægge skikkelsen ned i det firkantede hul – sådan kan gode kunstnere jo gøre det. Man ved, at den varme, stærke nænsomme hånd har løftet mennesket op af det der hul. Og at det er godt.

 

Og det er jo det evangeliet fortæller os og vil os på denne 16. søndag efter trinitatis..

Amen

 

Prædiken til høstgudstjeneste 12. september 10.00 i Engesvang

 

729 – Nu falmer skoven

478 – Vi kommer til din kirke, Gud

728 – Du gav mig, O herre

Nadververs: 321 v. 6 – ”O Kærlighed selv”

730 – vi pløjed´ og vi såede

11 – Nu takker alle Gud

 

 

For nogle år siden fik jeg af en ven nogle dymostrimler, som han havde fået af en anden ven, der var kunstner. Der stod et ord på dem. Et ganske bestemt ord.

 

Og de var lavet for at man skulle klistre dette bestemte ord op overalt, hvor man kom. På vejskilte og fortovsfliser, på træstammer og gadelygter, på stopskilte og skraldespande.

 

Man må jo ikke sådan gå rundt og klistre dymostrimler op over alt. Det går ikke. Så jeg klæbede ikke ret mange op – måske en enkelt ved kirken, det husker jeg ikke. Desværre er den for længst faldet af.

 

Det ord, man skulle klistre allevegne, var et ret nyt ord, som en højskolemand har opfundet. Nemlig ordet forundringsparat.

 

Forundringsparat. Det ligner meget et andet nyere ord, som man hele tiden ser i stillingsannoncer, et ord, der betyder, at man skal være klar til, at alting laves om hele tiden, nemlig forandringsparat.

 

Forundringsparat er imidlertid et meget mere interessant ord end forandringsparat, fordi det ikke kikker ind ad i én selv, men ud af – mod verden og de andre og alt det, der er at forundres over. For det er udenfor én selv, det interessante er, i verden og i andre mennesker. Det kan være godt nok at kikke lidt på sig selv – at kikke indad - engang imellem, især hvis man har travlt med alt det, andre gør forkert. Men ikke for længe, for det spændende, det foregår udenfor én selv, imellem mennesker og i vores møde med verden.

 

Det er derfor forundringsparat er sådan et fantastisk ord. Og hvis det var i orden at klæbe ting op alle mulige steder, så havde jeg nok klistret dymostrimler op i hele byen. Og brugt en måned på det.

 

For forundringsparat er simpelthen et ord, der åbner verden, ja som måske ligefrem gør verden anderledes? Forandrer og forvandler – man kan jo lade det komme an på en prøve.

 

Noget, man kunne begynde med, er at forundres over, hvor sjælden jorden er.

 

Millioner af milliarder af kloder og galakser findes i universet, men endnu har man ikke fundet noget som jorden. Det tror jeg, man gør en dag. For hvorfor skulle Gud kun lave liv her hos os? Men endnu kender vi kun planeten jorden, der er velegnet til liv, fordi den ikke er varm som en stegeovn eller kold som en isørken eller med giftgas i atmosfæren. 

 

At jorden findes, og at vi findes på den er nok til at undre sig. For faktisk har det vist sig, at hvis den store eksplosion – the big bang – havde været lidt voldsommere eller lidt svagere, så var vores jord ikke kommet i en afstand af solen, hvor der kunne udvikles liv.

 

Verden er ikke er en selvfølge, men dybt, dybt uselvfølgelig.

 

Vi kunne ligeså godt ikke være her, alting kunne ligeså godt ikke være her – men så ville vi jo kunne forundres.

 

Og det er noget af det Gud har villet med os: at vi skulle undre os. For i forundringen ligger også glæden ved at leve.

 

Forundringsparat. Biblen emmer af forundringsparathed. I Biblens holder man aldrig op med at forundres over verden, lige fra, at vi overhovedet er her og kan utroligt meget til at der overhovedet kan gro noget og at der er stjerner på himlen. Og det er jo fordi biblen er en bog omforholdet mellem Gud og mennesker, en bog, der ikke kan tænke Gud du af verden.

 

Hele tiden at være klar til at undres og spørge have en nysgerrighed overfor det man møder, fordi verden er Guds. Det er én af kirkens eller troens måder at være i verden på – forundringsparatheden er simpelthen en del af det kristne.

 

Men vi har jo også en anden mulighed i os end forundringsparatheden, noget, der ligger på lur i de fleste. Og det er noget, man godt kan kalde forargelsesparathed eller surhedsparat.

 

Det er det i os, der siger ”møgvejr”, når det har regnet i ti minutter i stedet for at række tungen ud i regnen og opleve, at regn kan smage forskelligt. Det er det i os, der tit tænker ” ”det er også for dårligt!” i stedet for at spørge: ”Hvad mon det er for noget?”.

 

Det er sådan, at vi hele tiden må mindes om forunderlige, ellers ligger surhedspartheden tit først for.   

 

Jeg har en anelse om, hvorfor det er sådan. Og jeg har den nok fra mig selv den anelse, er jeg bange.

 

For når man går ud i verden - som hvis vi f.eks. går en tur i dag efter gudstjenesten – og tænker, hvor er skyerne fantastiske. Hvor smager brombærrene stærkt og sødt, hvor er den i grunden fin, den sorte bille… og den slags. Så bliver vi også selv lidt mindre – på den fede måde, men alligevel.

 

Når vi i forundring åbner os mod verden, så mærker vi også, hvor små vi selv er - fordi vi jo hverken kan lave sorte biller, brombær eller skyer, der er farvet af solnedgangen.  

 

Og selv om det faktisk er en enorm befrielse at opleve, at vi selv ikke er så mægtige og kan så meget, at verden og livet og alting er større end os, fordi Gud findes og er her, så kan man ind imellem have det sådan, at man ikke bryder sig om at mærke, hvor lille man i grunden er.

 

Hvis man gerne vil føle sig stor, så er surheden og forargelsen bedre – selv om vi godt ved, at man ikke bliver større af at være sur, men måske oplever man det sådan.

 

Og sådan er der noget gådefuldt ved os, at vi ikke har så nemt ved det, der er bedst for. Og det kan vi passede spørge Gud om, hvis vi en dag møder ham ansigt til ansigt. Nærmere kommer vi det ikke.

 

Men jeg kan godt garantere – med kirkens garantistempel – at hvis vi øver os i, at forundres bare over én eneste ting, hver dag, så får vi et andet liv. For når vi forundres, husker vi, hvem, der har lavet verden, hvem der lader alting vokse og gro, hvem der har skabt mutationer og evolutionære spring, hvem der har lavet solen og skyerne og blommerne. Og hvem der har skabt enhver af os.  Og hele tiden er helt tæt på, så vi aldrig er alene.

 

At forundres er en del af det at tro på Gud, at forundres er at åbne sig mod verden og tænke: hvad godt er der mon i dag? Har Gud mon lavet det her æble for at jeg skulle nyde smagen og blive glad. Har Gud mon lavet den her rose, for at jeg og de andre, der kommer forbi rosen, skulle mærke dens lugt?

 

Og det er netop for at holde fast i forundringen, at vi fejrer høstgudstjeneste, i forundring og taknemmelighed over den verden Gud har skabt og sat os i, over skønheden i verden og alt det, der vokser og gror, selv de mest tørre og visne steder, over at vi kan plukke æbler og persille, at landmændene kan høste korn, over at der er blomster og brombær og blommer.

 

For når vi er klar til at forundres åbner livet sig på en ny måde. Det lover jeg. Når vi er rede til at undre os, da bliver vi lyttende og er klar til at høre Guds stemme, når hans hvisker os sit kærlighedsord til os, ligeså stile.

 

Og det er én af ca. 5000 grunde til, at vi har en kirke og har en gudstjeneste: for at vi hver uge kan blive mindet om det med forundringsparatheden, så at ikke surheden og vratentenheden skal tage os og gøre vore liv bittesmå.

 

For Guds har skabt os til glæde og storhed.

amen

 

 

Prædiken til 14. s. e. trin. kl. 10.00 i Fonnesbæk og 16.00 i Engesvang

 

Salmer:

751 – Gud ske tak og lov/392 – Himlene, herre

450 – Du kommer, Jesus/658 – Når jeg er træt og trist

392 – Himlene, herre/652 – Vor herre, til dig må jeg ty

157 – Betesda-søjlernes buegange

439 – O, du Guds lam

Nadververs: 321 v. 6 ”O Kærligheds selv..”

42 - I underværkers land jeg bor/371 - Du fylder mig med glæde

 

Betesda dam var et kolossalt bygningskompleks, som på Jesu tid lå i udkanten af Jerusalem. 97 m langt var det, og det indeholdt 2 vandbassiner, som var afskilt af en mægtig mur eller snarere en dæmning, hvorpå der var bygget en søjlegang. Bassinerne var 15 m dybe og delvist udhugget i grundfjeldet; det største af dem var 65 m i bredden.

 

At bygge sådan et kompleks er noget af et arbejde, selv med dynamit, trykluftbor og store maskiner. Og det fortæller noget om, hvad man kunne på Jesu tid. Og minder os på, at vi ikke skal tænke fortidens mennesker dummere end os selv.

 

Men på den brede mur – altså dæmningen - mellem de to bassiner lå de syge i søjlegangen; også vores mand, som man roligt kan sige, var fortroligt med stedet efter de 38 år. Han kendte søjlernes skyggetegningerne, ligeså godt som furerne i sin håndflade og var fortrolig med udsigten, når man kikkede op mellem søjlerne. Til de tre sider var der bare himmel, men når man så mod øst, var der bjerge. Og som regel lå han og kikkede mod øst, mod bjergene. Om vinteren kunne der ligge sne på toppene, og lyset over de lave tinder skiftede ustandseligt, som solen vandrede. Smukkest var det ved solopgang.

 

Og måske havde den syge delvist levet af solopgange i alle disse 38 år, hvor han havde ligget syg. Af skønheden i lyset mod bjergtinderne?

 

For uanset om man ligger lam i en søjlegang eller man lever et langt mere privilegeret liv, må man have noget at leve af, som overskrider de daglige, fundamentale behov. Man må have mindst ét – og helst flere - vinduer i sit liv, som vender ud mod det fjerne og mod skønnere udsigter. For i ethvert liv, er der noget, der begrænser, som hæmmer og holder fast, for alle mennesker er der noget, der er svært og som kræver lys og håb – også selv om man ikke ligger år ved Betesda Dam på 38. år.  

 

Og jeg forestiller mig, at bjergenes og himlens skønhed var ét af den syges vinduer mod noget større end hans eget lillebitte liv der ved dammen. Men han havde også andre lysåbninger, i hvert fald havde han også håbet og troen.

 

For der var jo det ved denne ene af de her to damme – troede man – at man kunne blive rask ved at bade sig i den, når omstændighederne var de rette. Sommetider blev vandet i bassinet vildt og fuldt af uro; og da kunne alting ske for den, der først rørte vandet.

 

Og alle de syge ved Betesda dam håbede og troede på den kraft i vandet - uanset hvad vi med vores moderne tænkning måtte mene om det. Alle ved Betesda dam håbede og troede, at vandet i det ene bassin undertiden blev fyldt med Guds kraft, så det kunne helbrede.

 

De troede og håbede alle disse syge.  Og tro og håb er som bekendt mægtige lysåbninger og stærke kræfter i menneskers liv, ja måske de stærkeste.

 -

En dag kommer Jesus til stedet; det ligger ikke, så man bare kommer forbi, man må ulejlige sig ind mellem søjlerne for at komme hen til de syge. Det gør Jesus. Men det havde vi også forventet af ham, sådan som vi kender ham. –

 

Han går hen til vores mand, der ligger og kikker mod øst som han plejer, han går hen til ham blandt de syge, der har fulgte solens runde allerflest gange. 38 år eller altid. Det kan komme ud på ét. Mange af de syge i søjlegangen er døde i de 38 år eller gået derfra i den tro, at de var blevet raske.

 

Mange er kommet for at tage sig af deres venner og slægtninge og bære dem ned i vandet, når de mente, tiden kom. Men vores mand har bare ligget. For som han selv fortæller det, er der ikke nogen uden for søjlegangene, der har interesseret sig ret meget for ham i de 38 år, han har ligget der. Han er glemt, eller også er de døde alle hans venner, slægtninge og naboer.

 

Men han lever, takket være vinduerne i hans liv. Vinduer i billedlig betydning, ligesom de vinduer, man finder i de ellers lidt mørke malerier af den hollandske maler Rembrandt og hans samtidige. Vinduer, der – uden at man i grunden er sig det bevidst – får én til at sanse, at der er åbninger og muligheder. At livet er større. Og at Gud findes i verden.

-

Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at vores lamme mand må have haft mange vinduer for at kunne leve så mange år dér ved dammen. Bl.a. tror jeg, han har kendt skriften – altså vores GT, alle de vilde, dristige, drabelige og håbefulde fortællinger om Gud og mennesker.

 

F.eks. Daniels bog, den yngste og sidste af Gt´s historier.

Ja, måske har han endda tænkt på Daniels bog hver evige eneste dag i de 38 år. For at holde vinduerne i sit liv åbne mod større og videre horisonter.

 

Ud over at være spændende som en kriminalroman, handler Daniels bog om religiøs forfølgelse af de deporterede jøder i Babylon. De får simpelthen forbud mod at bede til andre end kongen.

 

Men helten i historien, Daniel, lader sig naturligvis ikke kue af sådan et forbud. Han har altid bedt til Gud, og det bliver han ved med – koste hvad det koste vil. Bønnen er hans vindue, den åbning eller ressource, der gør hans liv muligt. Og det står næsten også i teksten. For vi kan i Daniels bog læse flg. – og hvem ved, om vores lamme mand ved dammen kunne det stykke uden ad?  

 

I tagværelset havde han [Daniel] åbne vinduer, der vendte mod Jerusalem, og tre gange om dagen knælede han og bad til sin Gud og takkede ham; sådan havde han altid gjort.

 

Står der.

 

Vi har brug for vinduer i vores liv, ellers kan vi ikke leve. Der må være åbninger til fjerne, skønnere udsigter i vores tilværelser, ellers kan vi ikke være til og finde mening, og da slet ikke stå det værste igennem. 

 

Vinduerne - billedligt talt - i vore lukkede rum kan jo være af så mange slags. For den store arkitekt har indlagt nogle utrolige muligheder i os. Og også gjort det med en rundhåndethed og et storsind, som overskrider det menneskelige.

 

Ikke mindst er andre mennesker lysåbninger i vores tilværelse. For Kristus møder vi i de andre. Både når de hjælper os og støtter os og tager sig kærligt af os, og når de får os til at glemme os selv, fordi de har brug for os. ”Jeg har ikke nogen til at hjælpe mig…” sagde den lamme til Jesus. Og det var så sandt som det var sagt.

 

Og dog. For han havde mange mennesker i sit liv denne lamme mand, alle de andre syge, som han delte sine dage med. Og måske er det også derfor, han er lidt tøvende, da Jesus spørger, om han vil være rask? For hvad så med alle dem, han har ligget i søjlegangen sammen med så længe. Hende, som han taler med om sollyset og morgenrøden, ham, han spiller brætspil med og drøfter store spørgsmål?  - Og hvad med drengen, der kommer med vand til dem, så snart dagen gryr, og som han er kommet til at holde af?

 

Hvad med alle dem, der i hans lamme liv har været åbning til større horisonter og videre udsigter, har været vinduer i hans lukkede rum? Ligesom Daniels vinduer i tagværelset, der var åbninger – lysåbninger – til noget større og skønnere, til håbet og troen på Gud nærvær og omsorg.

 

Der er ikke noget at sige til, at han tøver og ikke rigtigt ved, om han vil være rask, da Jesus kommer og spørger.

 

Men han bliver rask, hans horisonter forvandles ved mødet med Jesus – selv om det i første omgang var ham lidt for overvældende. 

-

– Ligesom det kan ske for os.

 

For også vi møder Vorherre, endda når vi ikke tror på ham, hele tiden er han der, helt tæt på, også når vi tænker ham fjern og borte.

 

For det ham, der har indlagt håbet og troen i os, det ham, der hvisker os mulighederne i øre og hjerte, dér hvor vi troede, at alting var lukket. Det er ham, der får det umulige til at ske – for for Gud er alting muligt. Det er ham, der blokker vore vinduer og åbninger ud, så vi aner de større og skønnere horisonter, det er ham, der tager anledning ved det mest betydningsløse og sætter sig i gennem hos os. Så vi kan håbe og tro og bede og glæde os, og mærke, at det nok skal gå, at der er lysåbninger, også i vores livs lukkede rum.

 

Og gudstjenesten er jo netop sådan et vindue, en mægtig lysåbning mod større horisonter og skønnere udsigter med sin insisteren på tro, håb og kærlighed – for slet ikke at tale om evigt liv. Og med sine stærke fortællinger om Guds nærvær og omsorg og sin pegen hen på bønnen som en ressource, en lysåbning.

 

Ligesom Daniels vindue i tagværelset. Og lad os slutte med Daniel:

 

I tagværelset havde han åbne vinduer, der vendte mod Jerusalem, og tre gange om dagen knælede han og bad til sin Gud og takkede ham; sådan havde han altid gjort.

Amen

 

Prædiken til Hedefesten 31. august kl. 19.00

 

478 – Vi kommer til din kirke, Gud

369 – Du som gi´r os liv og gør os glade

 

46 - Sorrig og glæde

786 – Nu går solen sin vej

 

Markus 2, 13-14:

 

Jesus gik atter ud langs søen, og hele skaren kom til ham, og han underviste dem. v14  Da han gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Amen

 

Vi holder gudstjeneste i aften som begyndelse på vores fest i byen, vores hedefest. Og det er jo godt tænkt, at dem, der laver hedefesten, at vi begynder i kirken, for når man begynder i kirken, så begynder man i Jesu navn. Og det er det bedste navn at begynde noget i, for så ved man, det begynder godt.

Men ellers vil jeg tage fat et helt andet sted i dag, for jeg har sat et foto op på væggen. Og hvad er det lige for noget? Jo, det er en geologisk formation skabt af salt. På afstand kan den godt ligne et menneske, især hvis man ser den i halvmørke. Og det findes der en historie om.

 

Og den findes i Biblens første bog, hvor vi hører om de to onde byer, Sodoma og Gomorra. Det er nogle helt forfærdelige steder. Der foregår uhyrlige ting i de byer. Mennesker behandler hinanden grusomt. Ingen i Sodoma og Gomorra tænker om dem, de møder, at det er et menneske Gud har skabt i sit billede og iklædt sit lys. Det eneste, de tænker i Sodoma og Gomorra, når de møder én er: hvad kan bruge ham til, hvad gavn kan jeg få af ham eller hende?

Der er ingen tiggere og svage i Sodoma og Gomorra og det er ikke fordi, man har taget sig af dem, nej, det er fordi de er døde eller flygtet fra byen, hvor egoismen næsten kan lugtes og i hvert fald kan mærkes som en stemning, som mennesker med hjerte i livet ikke kan holde ud at være i ret længe.  

I de her to byer bor der da også kun en eneste familie, der ikke er ond og selvisk og beregnende i alt hvad de gør. Og hvorfor de har kunnet holde ud at bo i én af disse to rædselsfulde byer, det kan jeg ikke svare på og det er historien heller ikke optaget af.

Men manden i familien hedder Lot, og han er en nevø til ham Abraham, som nogen måske husker, det er ham, der med sin oldgamle kone Sara får en søn, da de begge er hen ved 100 år gamle. Så kom ikke her!

Abraham er gode venner med Gud, de snakker af og til sammen. Og Gud har fortalt Abraham, at han har bestemt, at han vil ødelægge byerne Sodoma og Gomorra, fordi indbyggerne er så onde, at ondskaben næsten ligger som en gift i gaderne.

- Det var godt nok ikke det, jeg havde tænkt mig, da jeg lavede verden, siger Gud.

Men selv om Sodoma og Gomorra er sådan nogle rædselsfulde steder, så går Abraham faktisk hen og forsvarer dem, og spørger Gud om han ikke kan finde på noget andet end ligefrem at ødelægge byerne? Hvis der bare er nogle få gode mennesker i byerne, vil han så ikke lade dem stå? Det går Gud ind på. Og de forhandler en del om de her byer, Gud og Abraham; men det viser sig, at de eneste mennesker i Sodoma og Gomorra, der ikke er fuldstændig forfærdelige, netop er Lot og hans familie. Og Gud beslutter således at han vil ødelægge Sodoma og Gomorra, det er det eneste, der er at gøre, men Lot og hans familie bliver advaret, og får at vide, at de skal drage ud af byen på det og det tidspunkt og redde livet.

Men, siger Gud til dem, når de forlader Sodoma, som er den by, de bor i, så må de ikke kikke sig tilbage. De må ikke dreje hovedet og se på ødelæggelserne.

Så kommer dagen, hvor Gud ødelægger Sodoma og Gomorra, det regner med ild og svovl og sten fra himlen, og i løbet af meget, meget kort tid, bliver både Sodoma og Gomorra jævnet med jorden. Tilbage er kun en rygende grusbunke.

Men Lot og hans familie når at flygte, det har Gud jo arrangeret. Og mens de går på vejen, der fører bort fra Sodoma, hører de voldsomme brag, mærker stærk varme og lugter røg. Men de vender sig ikke om, de går med fremadrettede ansigter, som Gud har sagt, de skal.

Lige indtil Lots kone ikke kan lade være med at fortabe sig i alt det ødelagte og vender sig om. Hvad hun ser, ved ingen og hun kan ikke fortælle det videre, for hun bliver forvandlet til en saltfigur, en saltstøtte. Ligesom på billedet. Og hun står der, den dag i dag. Fortæller historien.

Så lagt så godt.

-

For hvad er det lige for en beretning, og hvad handler den om? Om at hvis vi ikke gør som Gud vil, så kan vi lære det og blive til salt? Nej, det tror jeg ikke.

For det er sådan med alle historier, om de står i Biblen eller andre steder, at når de først er fortalt, så bestemmer, dem, der hører historien, hvad den handler om.

Og for mig er det mest en historie om, hvad der kan ske med os, hvis vi bliver ved med at vende os om og stirre og stirre på det, der gik galt, som blev ødelagt og som vi mistede.

Selv om man helt ung, ja måske et barn, så er der noget i ens liv, der var svært og som gik galt, og jo længere, man lever, desto mere er der, der kan fylde én med sorg eller vrede, når man tænker på det. Jo længere man lever i verden, desto mere har man oplevet, der blev ødelagt i ens liv. Ligesom Sodoma.

Og man bliver jo nødt til at tænke på det, man mistede og det, der gik galt. Det er nødvendigt. Men hvis man stirrer og stirrer på det og bliver ved med at huske på dem, der var uretfærdige mod én for ti år siden eller bliver ved med at ønske, at alting var ligesom dengang og lever, ligesom baglæns med ansigtet vendt mod alt det, der gik galt, så kan man ende med at blive til en saltfigur.

Selvfølgelig ikke rigtigt – mennesker bliver ikke til saltfigurer, men noget inden i én kan blive helt stift og ligesom dødt, hvis man hele tiden stirrer bagud på alt det, der gik galt.

Og på den måde er det jo en helt fantastisk klog historie, den om Lots kone, der blev til en saltstøtte. En klog historie om det at være menneske og leve i verden.

Til gengæld er det ikke en særlig klog historie om, hvem Gud er – for Gud er jo ikke sådan én, der går rundt og laver os til saltstøtter, så vi kan lære det, hvis vi gør noget forkert. Og at Gud ikke er det, kan vi jo se alene deraf, at der ikke er én eneste af os, der ikke har gjort grimme eller onde ting, som Gud overhovedet ikke har brudt sig om. Men vi er jo ikke blev til saltfigurer af den grund.

Damen der blev til salt, er en klog historie om at være menneske, men hvis vi skal vide, hvem Gud er, skal vi vende os mod fortællingerne om Jesus. For Gud kender vi fra Jesus. I Jesus møder vi Gud og lærer, hvem Gud er.

Og det sidste, man kan sige om Jesus, er at han laver folk til saltstøtter.  - Han gør det helt, helt modsatte. Han gør saltstøtter til mennesker, han gør dem, der er blevet stive og døde indeni eller uden på levende og bløde og varme.

Tolderen Levi, som jeg læste om, var én af dem, Jesus fjernede alt det stivnede og døde fra – bare ved at sige ”følg mig”. Og så var der jo de døde som Jesus gjorde levnede og de syge og dem, der var stivnet af sorg og ulykke eller over, at være udenfor og være nogen ingen kunne lide.

…historien om Lots kone, der blev til en saltfigur, er en sand historie om, hvad der kan ske, hvis vi kun ser på alt det, der er gået galt. Og en meget god historie, synes jeg.

Men det er ikke en ret god historie, om hvordan Gud er. Hvis vi skal vide det, skal vi lytte til Jesus-historien. For Jesus viser, hvem Gud er.

Og vi har brug for begge dele: vi har brug for at vide, hvordan Gud er, og vi har brug for at høre gode fortællinger om at være menneske.

Begge dele kan vi finde i den store bog om Gud og mennesker, som vi kalder Biblen, og begge ting hører vi om i kirken. Det er derfor, vi har den og det er dejligt, at vi er kommet i den netop i dag for at få en god begyndelse på vores hedefest, for at begynde i Jesu navn.

 

Prædiken til 13. s. e. trin. kl. 10.00 i Engesvang

 

736 – Den mørke nat

316– Helligånd, hør hvad vi bede

370 – Menneske, din egen magt

57 – Herre fordi du

439 – O, du Guds lam

Nadververs: 321 v. 6 ”O Kærligheds selv..”

523 - Min nåde er dig nok

 

Ordet ydmyg viser på latin tilbage til ordet jord. At være ydmyg – der jo som bekendt er én af de kristne dyder – er at være klar over, at man er af jorden og hører til på jorden.

 

Men på dansk er ydmyghed ikke et entydigt begreb, fordi vi alt for godt kender dens karikatur. Enten som en art selvundertrykkelse med kraftige undertoner af falsk beskedenhed, hvor man nedgør sig selv unødigt eller som en krybende, servil måde at forholde sig på.

 

Ja, måske kender vi i virkeligheden bedst ydmygheden netop fra dens karikatur, fordi den ægte ydmyghed er sjælden, den ydmyghed, hvor vi holder igen med os selv og vort eget og fordomsfrit åbner os mod andre.

 

Men i hvert fald er evangeliet blevet beskyldt for at være ophav til megen af den falske ydmyghed; og ikke mindst har dagens tekst og andre, der ligner, fået skyld for at forherlige selvundertrykkelsen og hykleriet.

 

Men hvis man læser ordentligt indenad, så ser man, at det i dagens evangelium overhovedet ikke handler om at gøre sig selv lille og undseelige – tværtimod handler det om at være stor.

 

Jesus slår i dag to ting fast: for det første, at vi er store, at vi fylder og skal fylde vores plads i verden ud, vi er Guds store, enestående skabninger. Og for det andet siger han, at vi er tjenere; vi er her for at bruge vores fantasi til at finde ud af, hvad de andre har brug for – eller at spørge, hvis vi ikke kan gætte det. –

 

Vi er store og vi er tjenere. Det er den hurtige overskrift i dag.

-

Jakob og Johannes´ mor kommer hen til Jesus og vil have, at hendes sønner skal have de vigtigste pladser ved siden af ham i hans rige – uden at vi helt bliver klar over, om moren tænker Guds rige som noget i denne verden eller i den kommende. Men det er ikke afgørende.

 

Det vigtige er Jesu svar, som i den grad er værd at mærke sig; for han affærdiger ikke hendes spørgsmål eller skammer hende ud, fordi hun er så emsig på sine voksne sønners vegne. Derimod ser han, at hendes spørgen, trods alt klodsethed og malplacerethed er båret af mægtig kærlighed til de her to drenge. Selv om man kan opføre sig noget mere diskret og elegant end Jakob og Johannes´ mor, så er det jo forældrekærlighedens drift at ville det bedste for sine børn.

 

Men Jesus siger til hende, er at hun ikke er klar over, hvad hun med sin bøn ønsker for sine sønner. For det, der udmærker Guds rige er, at værdierne er vendte på hovedet. Og det har hun vist ikke rigtig overvejet. Top og bund er simpelthen vendt om i Guds rige. Og den store - den allerstørste - er ham, der henrettes som en underklasseforbryder.

 

Værdierne er vendt på hovedet og storheden og tjenerskabet er to sider af samme sag. Vi er ikke Guds ubetydelige, ringe tjenere, nej vi er Guds uvurderligt vigtige og store tjenere.

 

Blandt sociologer, psykologer og filosoffer har det i flere hundreder år været en antagelse, at det er selvopholdelsesdriften, altså kampen for overlevelse, der har drevet historien frem, og at denne selvopholdelsesdrift er noget grundlæggende og naturbestemt.

 

Og følgelig, at man sætter sig op mod naturen, når man, som Jesus, siger, at de store ikke er herskerne og dem, der bestemmer, men de store er tjenerne, dem der søger Kristus i de andres ansigter.

 

Vi er store og betydningsfulde og vi er tjenere; at sige sådan, er at sætte sig op mod naturen, vil nogen hævde.

 

Og de har ret.

 

For civilisation i almindelighed og kristenliv i særdeleshed er netop at sætte sig op mod noget i naturen.

 

I naturen gælder overlevelsen og den stærkes ret, i naturen gælder det, at man holder dem for fjender, der ikke ligner én selv – f.eks. fordi de har en anden hud- eller hårfarve, det ligger dybt i os; i naturen må de svage bukker under eller bøje sig for de stærkes overlevelse eller magtudfoldelse, i naturen holder man sig til den mest magtfulde, fordi det kan forbedre ens egen muligheder.

 

Men samfund, civilisation og kristentro i særdeleshed er netop, at man ikke lader de umiddelbare tilskyndelser og lyster styre, men gør sig tanker om det gode liv, ikke bare for sig selv, men for alle.

 

Og grader af civilisation måler man jo på, i hvor høj grad, mennesker har magtet at opbygge samfund, hvor det er andre ting, der er tæller, end den stærkes ret og den dygtiges forrang.

Og når man siger, at et samfund skal bedømmes på, hvorledes det behandler de svageste, er det jo netop det samme, man udtrykker: at civilisation er at sætte sig op mod naturen, mod driften til selvopholdelse.

 

Og at sætte sig ud over naturen er jo en del af det kristne projekt. Og derfor kalder vi jo også vore tilskyndelser til at ville os selv og lukke os om os selv og vort eget for synd.

 

Det er rigtigt, at Jesus vender alting på hovedet og sætter ind mod en tænkning, der siger, at selvopholdelsesdriften er det uundgåelige. Det er således også rigtigt, at den kristne tro rummer et uvurderligt bidrag til civilisationen.

 

Vi er store, for vi er Guds uvurderlige menneske, skabt i hans billede som det ypperste, og vi må have lov at stå ved os selv og vores storhed og fylden i verden. Og vores storhed betyder, at vi er tjenere, for at være det, er det største man kan blive. Det er Vorherres ord. - Som tjenere har vi den mægtige opgave at møde hinanden som om det var Kristus selv, vi mødte, som tjenere har vi den store udfordring at holde nysgerrigheden, åbenheden og varmen levende i forhold til vore medmenneskers gøren og laden. Som Guds store, betydningsfulde tjener er vi sat til at udfordre de værdier, verden ellers sætter, værdier om, at det er den rige, den magt- og succesfulde, der har størst betydning.

 

Og vi skal hele tiden udfordre med Gudsrigets værdier: at vores storhed har vi fra Gud og at den således er lige stærkt til stede hos ethvert menneske, så sandt alle – troende som vantro – er skabt i Guds billede. Og at vi er tjenere.

 

Næsten 2000 år er gået, siden Jesus sagde, at den store er den, der tjener og siden Gud viste sig i verden i et tjenende, elskende menneske, der hengav sig selv for alle.

 

Og vi kan se af historien, at det er et vanskeligt projekt, vi er pålagt, det med at insistere på kristentroens omvendte værdier at den store er tjeneren. Endda i kirken har de undertiden svært ved at få fodfæste.

 

Men det ændrer ikke på, at det at vi er store og det at vi er tjenere er Gudsrigets tale og bestemmelsen af, hvem vi er.

 

Og det er én af de tusind gode grunde til at, vi skal gå i kirke og udsætte os for evangeliet, for at blive holdt fast på det vi er og det, vi er døbt til: Nemlig til at være store og til at være tjenere og lade den forståelse af mennesker og af verden udfordre al selviskhed, magtbrynde og tilsidesættelse af svage.

 

Gud hjælpe os dertil.

 

 

Prædiken til 12. s. e. trin. kl. 10.00 i Engesvang

 

Salmer:

10 – Alt hvad som fuglevinger fik

450 – Du kommer Jesus

674 – Sov sødt, barnlille

675 – Gud vi er i gode hænder – Egemoses melodi

Nadververs: 321 v. 6 ”O Kærligheds selv..”

42 – I underværkers land jeg bor

 

I middelalderen sad der nogle kloge hoveder – og de kloge hoveder var jo dengang altid beskæftiget ved teologien – og gjorde sig tanker om Gud. En af dem hed Thomas, Thomas Aquinas, og han var en knivskarp tænker.

 

Men selv de skarpeste tænkere kan tage fejl – og det er jo den stor trøst for os mindre ånder Og Thomas Aquinas tog netop fejl på et meget afgørende punkt. Thomas tilhørte den filosofiske strømning, der hedder skolastikken, som beherskede Europa i 11-1300-tallet og dér var man meget optaget af at påvise Guds eksistens og nødvendig udenom åbenbaringen i Kristus og i helligskriften. Man ville gerne kunne bevise Gud, det var målet. Og altså uden at støtte sig til Biblen.

 

Men først skulle man jo bestemme, hvem Gud var og finde ord for Gud, der var umulige at modsige, så man kunne lave det her Gudsbevis.

 

Og det fandt man – Gud er den ubevægelige bevæger, sagde Thomas. Gud er den, der bevæger alt, men selv er ubevægelig, hævet over enhver forandring og enhver påvirkning. Guds evighed og uforanderlighed betyder, at han ikke kan påvirkes af noget.   

 

Den ubevægede bevæger. Sådan sagde Thomas.

 

Men det er i grunden et meget skræmmende billed af Gud. Man ser for sig noget klippehårdt og strengt. Ubevægeligt.

 

Men heldigvis var jo altså denne beskrivelse af Gud heller ikke fremkommet ved at læse i Biblen. Det var jo netop den tankemæssige udfordring for de her skolastikkere.

 

For hvis man går til såvel det gamle som det nye testamente, så vil man aldrig - aldrig - komme på den tanke, at Gud er ubevægelig eller upåvirkelig. Tværtimod er ikke mindst det gamle testamente fuld af fortællinger om, at Gud kan påvirkes og bevæges, ja ikke nok med det, at han ligefrem kan fortryde og skifte sind.

 

Og det bliver jeg nødt til at sige allerførst på denne dag, hvor søndagens evangelietekst er skræmmende som en hær under banner med sin tale om, at bespottelse mod Helligånden aldrig kan tilgives. 

 

Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene, men ikke bespottelse mod Helligånden, siger Jesus; for han er så vred.

 

Jesus har netop helbredt en mand, der både var døv og stum og befriet et menneske til livet. Men da siger nogen, at Jesus ikke helbreder ved Guds kræfter, men ved den ondes. I virkeligheden står Jesus i ledtog med Djævlen, det er derfor, han kan helbrede, siger de. 

 

Og det er årsagen til Jesu kolossale vrede: hvordan kan nogen sige, at det gode ikke kommer fra Gud? Hvordan kan nogen sige, at livskraften og kærlighedskraften ikke er Guds kraft?

 

Det er at håne Helligånden, siger Jesus, og det skal ikke tilgives.

 

Her ser man at Gud og Jesus er ét.  For sådan har Gud ofte sagt, Gud har i sin vrede over menneskers ondskab og vrangvilje sagt de mest skræmmende ting om udslettelse og ødelæggelse og uigenkaldelig undergang.

 

Men ligeså mange steder kan vi læse, at Gud vender om, at Gud fortryder og kommer på andre tanker. Gud kan blive vred, ganske forfærdelig vred, fordi han elsker så.

 

Men Gud har skabt os, han er Skaberen. Og kan skaberen udslette den skabning, han selv har skabt og formet?

 

Det tyder det meste på, at han ikke kan.

 

Og Jonasfortællingen, som Jesus henviser til og som jeg læste fra i begyndelsen, er jo netop et eksempel på det.

 

Jeg læste Jonas´ bøn, da han lå i maven på hvalen, reddet fra druknedøden, men måske i hvalens fordøjelsessystem bestemt til en langt værre måde at komme af dage på.

 

Forhistorien er – som nogen vil vide - at Gud har bedt Jonas gå til storbyen Niveve og udtale dom og ild fra himlen over byens indbyggere, medmindre de begynder at leve anderledes.  Men Jonas vil ikke det, Gud vil have ham til. I stedet binder han an med det håbløse projekt at flygte fra Gud; og det fører ham altså ind i maven på en hval, en historie som i sig selv hører til de mest fantastiske, vidunderlige og håbefulde i verden. For Jonas overlever jo, efter tre dage spyttes han ud. Og så nytter det ikke længere: nu må han til Nineve.  Og Jonas går, og han forkynder – ganske efter Guds plan -  dom og ødelæggelse, Guds vrede og svolvregn fra himlen og hvad har vi over Nineve.

 

Men da sker det uventede: indbyggerne i Nineve tager hans ord til sig, og sætter alt ind på at forbedre sig og leve et mere næstekærligt liv.

 

Og da Gud ser det, skifter han netop sind, han bevæges og røres og mærker, hvor meget han holder af Nineves indbygger, hans elskede skabninger. Hvordan kunne han dog drømme om at udslette byen?

 

Men Jonas bliver sur, ja ikke bare sur, men forbandet vred på Gud. Nu har han gået gennem ild og vand og endda været i maven på en hval og forkyndt død og dom og svovl over Nineve – og så gider Gud alligevel ikke ødelægge byen. Historien om Jonas ender jo med, at Gud meget tålmodigt og kærligt forholder sig til Jonas´ vrede, og slutteligt, lader ham forstå en flig af sit eget væsen.

 

Gud kan blive vred, forfærdelig vred – for vreden bor jo netop i kærligheden, når dem, man elsker, gør onde ting, vreden er et svar på krænkelse, og Gud kan true med alle landsens ulykker – som jo også Jesus gør i dag. Lidt ligesom os, der er forældre kan fare op over vore børn, men besinde os igen.   

 

Gud bliver vred over menneskers ondskab og afvisning, han bliver vred, når nogen kalder helbredelse og nyskabelse for djævlens værk.

 

Men Gud er ikke ubevægelig; han bevæges og røres.  Og frem for alt har han skabt os – og hvem kan lade det gå til grunde, som han selv har skabt? Hvem kan for evigt holde sin tilgivelse tilbage mod dem, som han elsker så inderligt?

-

Menneskers ultimative ondskab så vi langfredag, da vi hængte Guds kærlighed op på et kors. Større hån mod Guds gode magt, mod Helligånden, kan vel næppe tænkes – at slå ham grusomt ihjel, der er Guds ansigt i verden?

 

Og dog lod Gud ham opstå igen, så kærligheden fik krop og skikkelse i blandt os på ny, selv om vi fornægtede den og forrådte den og slog den ihjel.  

 

Og det er det stærkeste tegn på Guds usvigelige kærlighed til os. Endda selv om vi slog hans søn ihjel. Han har skabt os, og selv om vi udfordrer hans vrede og volder ondt, så kan han ikke lade være at holde af os og holde om os og være os nær.

 

Og lade hvalen spytte os ud på livets lysfyldte strand, den dag mørket lukker sig om os.

 

 

 

Prædiken til 9. s. e.trin. kl. 10.00 i Engesvang

 

Salmer:

4 – Giv mig Gud en salmetunge

366 - Nogen må våge i verdens nat

22 - Gådefuld er du, vor Gud – på ”Tak og ære være Gud”

651 – Vor klippe vi slippe umuligt

439 – O, du Guds lam

Nadververs: 321 v. 6 ”O Kærligheds selv..”

41 – Lille Guds barn, hvad skader dig

 

Midt i august er stjerneskudsregnen fra Perseiderne meget tydelig, og der er noget forunderligt ved sådan en augustaften, hvor mørket er blødt og lunt, iklædt tusinde dufte, at stå med nakken bøjet tilbage og iagttage himlen og lysglimtene – hvis de ellers indfinder sig. Det er så smukt med mælkevejen, det er så forunderligt at opleve, at stjernerne bliver flere og flere, alt som ens øje vænner sig til mørket. Og når et stjerneskud oplyser himlen, kan man næsten tænke at det er et tegn fra Gud, som om han blinker til én, så man ved, man er i hans erindring. 

Nogen gange i hvert fald.

Til andre tider kan stjernehimlen tale et helt andet sprog og tværtimod at give os oplevelser af stjerner og lysglimt som Guds tegn til os, efterlade os med fornemmelse af egen lidenhed - hvilket naturligvis kan være godt og sundt for vores perspektiv ind imellem.

Men den kan også – og desto mere vi kender til afstandene i den – få os til at føle, at Gud er fjern, hinsidig på en ophøjet måde, at han er så langt borte, at han umuligt kan bekymre sig mere for os og for vore små liv, end vi gør for myrerne på en skovsti. 

Millioner af milliarder af kilometer, himmellegemer af ufatteligt omfang, varme og kulde som vi simpelthen ikke forstår, utrolige kemiske sammensætninger – hvordan skal det kunne være muligt, at den Gud, der har skabt dette ubegribelige mesterværk, skulle bekymre sig om os? Er det ikke en selvovervurdering af helt uanede proportioner at tro det? – Sådanne tanker kan mælkevejen også give os.

Og på den måde giver stjernehimlen os at opleve det, man godt kan kalde dobbeltheden både i Gud eller i hvert fald dobbeltheden i vores erfaringer med ham.

For når vi forkynder og klamrer os til, at Gud i Jesus er kommet helt tæt på, at han kender os bedre end vi kender os selv, som vi siger det, at han lytter til vore bønner og vil os det godt, så er det jo ikke en entydig erfaring. Vi har også andre erfaringer med Gud og for de lykkelige af os, er det ikke dem, der tager billedet og vi kan tumle dem eller har sprog og tro, der gør det muligt at få dem på plads.

Men til vore liv hører jo også erfaringer af, at Gud er fjern. Og mennesker kan fortælle om kriser, de har været igennem, hvor de den ene gang fornemmede Guds følgeskab så intenst, så stærkt og varmt, at det bar dem igennem; mens de på et andet tidspunkt har oplevet det helt modsatte: fjernhed og fravær og har oplevet forkyndelsen af Guds nærvær og kærlighed som et postulat, som en stædig stampen mod brodden.

 Der er stor ensomhed og sorg i de sidste erfaringer, dem hvor vi synes, Gud er borte, eller i hvert fald så langt væk, at han ikke ser os. Og så kan præsten nok så meget forkynde, at Gud er kommet helt tæt på og er kærlighed og hvilke ord vi ellers bruger om det. 

Og det er jo også svært, fordi det udfordrer vores Gudsbillede. Hvis Gud virkelig er som vi kender ham fra Jesus, hvorfor er han der så ikke? Og hvem er han så.

Det er godt at vide, at også mennesker før os har kæmpet med den slags. Luther har jo f.eks. skrevet meget om denne tvetydighed ved Gud: at han på én gang er den Gud vi kender fra Jesus og så samtidig har en skjult side, som vi ikke kender, en fjernhed og uforståelighed, som er utilgængelig for os.

 Men selv om der findes sprog for det, og skønt andre har de samme erfaringer som vi, så er og bliver det en smertefuld erfaring, hvis man synes, man oplever, at Gud ikke er der. Og så det vist kun ondt værre, hvis vi forsikrer om, ”at Gud er der, men du oplever det bare ikke…”

Og det tunge er jo også, at der ikke er løsninger. Vi kan ikke bare gøre sådan og sådan, og så vender Gud tilbage for os. Og vi kan heller ikke bare sige sådan eller sådan og fjerne spændingerne fra forkyndelsen og fra troserfaringerne. Vore troserfaringer er modsætningsfyldte - akkurat ligesom vore livserfaringer - og det kan vi da godt have lyst til at spørge Vorherre nærmere til. – Hvorfor er det sådan? Hvorfor fornemmer vi ikke dit nærvær i hvert åndedrag, hvorfor hvisker du ikke stille til os, som et kærtegn, at du er der, når vi har mest brug for det?

Og det gode er, at vi bare kan spørge og skælde ud og besvære os. Men Guds tvetydighed forsvinder ikke, det gør den ikke, før end vi skal se ansigt til ansigt. Han er både den Gud, der blinker til os i stjerneskuddet og den Gud, hvis fjernhed ses i himmelhvælvet.

Men dagens evangelium er faktisk sprog ind i det her svære. Jesus fortæller os en historie – en meget mærkelig historie, der overfladisk er mest brugbar, når man har brug for modeller til at løbe vrangvillige myndigheder på dørene.  Men den handler jo om vores troserfaringer, historien om enken og den hjerteløse dommer.

Men der er nok ikke noget at sige til, at evangelisterne – bortset altså fra Lukas – ikke har den med, dagens historie. For den er da mærkelig.

 Jesu pointe er, at når sådan en sur og hjerteløs mand, giver en fattig enke ret, hvor meget så ikke mere Gud? Men så ligger der jo samtidig mere end en tanke i det her billede af dommeren, som ikke har hjerte i livet.  – Hvorfor fortæller Jesus om sådan en mand?

Måske fordi vi i smertefulde glimt kan have troserfaringer, der minder om enkens erfaringer med dommeren. At vi trygler og beder, igen og igen, men det er som om ingen hører os. Måske er det derfor, Jesus fortæller os sådan en historie og anerkender, at sådan kan man have, sådan kan det være, at der er en fjernhed i Gud, som vi ikke kan komme bagom. Og for at give sprog for dette, at vi ikke kan tro som han troede.

Vi begriber ikke andet af Gud end det vi kender fra Jesus; og der er tvetydighed i vore troserfaringer. Og mens fortidens mennesker ikke kunne tænke den tanke, at Gud ikke fandtes, så kan vi jo tænke den og undertiden blive udfordret af den. For når vi erfarer Guds fjernhed, er det så ikke fordi, han ikke er der?  Luther kæmpede med spørgsmålet om at vinde Guds nåde – i den moderne verden er det Gud, der skal vinde menneskers nåde og vise sig værdig til vores tro. Ellers vil vi ham ikke. Det er ikke længere: ”Hvordan finder jeg en nådig Gud”, men ”hvordan er Gud sådan, at jeg kan tro på ham”.

 Og på den led er det bestemt ikke blevet nemmere at være menneske. Fordi der i vores verdener meget som ikke længere er givet – Gud f.eks. 

Men så er der jo samtidig det ved det, at hvis Gud var sådan, at der ikke fandtes ophøjethed, skjulthed, uudgrundelighed i ham, at så ville han vel ikke være Gud? Hvis Gud skal være Gud skal han rumme noget utilgængeligt, noget ubegribeligt, noget, der ikke er tilgængelig for den menneskelige forstand.

Og det er vel en del af grunden til, at vi har det her treenighedsdogme, som ikke er til at begribe et suk af, for at værne Gud mod fladhed og todimensionalitet, for at hindre at vore Gudsbilleder reduceres til julemandsagtig jovilalitet. Treenighedsdogmet er en fastholdelse af kompleksiteten – Guds kompleksitet, men vel også vores egen.

Det Jesus vil os med sin lignelse er vel at give sprog til vore smertelige troserfaringer, at de findes og at det eneste, man kan stille op med dem, er at bede måske endda på en meget vred og anklagendee måde. Men samtidig peger på sig selv, som det af Gud, vi kan forstå og begribe, elske og forholde os til.

I kender mig, siger han, og ved hvordan jeg er; og jeg kender selv til den – til Gudsforladtheden. Endda da jeg havde allermest brug for nærvær. - Men husk på påskemorgen. Husk på påskemorgen.

Ære være faderen og sønnen og Helligånden, som det var i begyndelse således også nu og altid og i al evighed.

Amen

 

Amen

 

Evige Gud,

Du er bag alt og i alt,

du er større end alle ting, som vi kan gribe om og forstå.

Dog kender vi dig fra din søn.

Og vi beder dig: Lad os leve som dine børn, iført dit

storsind, sin kærlighed og din barmhjertighed.

Hjælp os at tage vare på alt det skabte

og forbarm dig over vor svaghed.

Vi beder dig for vore familier og fællesskaber, 

at du vil bevare os fra strid og bitterhed og fra at have nok i os selv.

For dem iblandt os, der lider på krop og sjæl, og for os alle, beder vi.

Vær du os nær i din Helligånd.

Velsign og bevar vort land og dem, der regerer det.

Giv dem visdom og indsigt.

Beskærm verden mod hævnlyst og skab fred

mellem folkene og nationerne,

vær med ofrene for naturkatastrofer og sammenbrud

og med dem, der kæmper for fred og retfærdighed.

Vær hos din kirke her i Engesvang og ud over hele jorden,

værn den mod splittelse og selvtilstrækkelighed,

lad Kristusfortællingerne lyde, ikke kun hos os, men overalt,

hvor mennesker lever og lider.

Vær hos os, når vi skal dø og

giv os en dag at måtte skue dig ansigt til ansigt. 

 

Amen

 

Lad os med apostlen Paulus tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde,

Guds kærlighed og

Helligåndens fællesskab

Være med os alle. Amen

 

 

 

 

 

 

     

 

 

 

  

 

 

Prædiken til 8. søndag e. trin. 2010

 

755 – Gud ske lov for nattero

300 – Kom sandheds Ånd

352 – Herren kirke er på jord

293 – Gud Helligånd vor trøstermand

439 O, du Guds lam

Nadververs 323 v. 6 af ”Kirken den er et gammelt hus”

769, v. 4-5 Af ”Sig månen langsomt hæver

 

 

I Det gamle Testamentes verden var der profeter. Der er dem vi kender, fra deres bøger, men der var også andre, der har fået ingen eller ringe plads i de skriftlige kilder.

 

Profeternes arbejde var at udsige ord fra Gud, hvilket ofte var det samme som at tale magten midt i mod og afsløre hykleri og ondskab, at afdække uretfærdighed og sige det, ingen andre turde sige.

 

Men profeten skulle mere end det, han var ikke kun sat til at afsløre; han skulle også udsige Guds drømme for folkets fremtid. Han skulle se noget, ingen andre så og tale om det. Han skulle have visioner.

 

Nogle af de profeter, vi kender til, har mest gjort i afsløringen af uretfærdigheden – som f.eks. den lidt syrede profet Ezkiel, der giftede sig med en prostitueret for med sit liv at være en fortælling om Guds forhold til sit troløse folk, mens andre, som den skønne Esajas, åbner verden med sine håb og drømme fra Gud: ”De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive…”.

 

Og så er der Mika, som er kommet på banen i dag, og som jo i sine profetord kritiserer om ikke profetinstitutionen, så i hvert fald profeterne og deres mangel på visioner, at de taler menneskers ord og ikke Guds, og siger det, magthaverne vil høre, når bare de får løn for det og fulde maver. Mika går i rette med profeterne, fordi de ikke ser noget, fordi de mangler visioner, og savner håb og drømme for hele folket. De tænker kun på økonomi og vellevned.

 

Men en profet skal se mere end andre ser; ellers er han ikke en profet, og når en profet ikke vil lytte til Gud, da bliver, som Mika skriver, natten uden syner og mørket uden spådomme.

-

Vores tid er en anden end Det gamle Testamentes tid; vi har ikke profeter, der forkynder Guds drømme og håb for verden, vi har allerhøjest fremtidsforskere og økonomiske vismænd, der udsiger ord på samfundets vegne; vi har ikke profeter, men man kan roligt sige, vi mangler dem. Vi mangler store drømme, vi mangler vilde håb for en fælles fremtid, vi mangler at tænker stort om det at leve i verden og lave et samfund, hvor ingen føler sig udelukket.

 

Nej det er forkert: vi mangler ikke store drømme, vi mangler ikke vilde håb eller dristige tanker, for de findes i evangeliet, de findes i overflod i den store bog om menneskers historie med Gud og Guds historie med mennesker.  – Vi mangler ikke store drømme og visioner. Vi mangler snarere mennesker, der er optaget af de store drømme, de vilde håb og de dristige tanker om, hvordan verden kan se ud og om, hvordan vi skal behandle hinanden.

 

(Vi mangler mennesker, der er optaget af troen; og når man siger den slags, lyder man lynhurtigt som en sur gammel kone, hvis ord er hørt før i alle mulige og umulige iklædninger. Og surhed er der i hvert fald ingen drømme i. )

 

For uanset hvordan vi vender og drejer det, er det jo ikke evangeliets visioner, der styrer verden. Det er ikke tanker om fællesskab og samhørighed og omsorg for den svage eller om at man som uproduktiv har lige så stor værdi som hvis man er produktiv; det er ikke de tanker, der præger Vesteuropa. Og da slet ikke de stærke ord om,..” at du skal tage dig af den fremmede, for husk, du var selv fremmed i Egypten,” der sætter dagorden.

 

Det er ikke evangeliets visioner vi har sat op for vore samfund. Hvis man er uvenlig vil man sige, at det er grådighedens, forbrugets visioner, vi har givet magten og som styrer vores måde at lave samfund på. Og det gælder som sagt ikke kun i vores land, men i snart sagt alle lande.

 

Vækst er blevet vores fælles drøm og vores vision; og der er vel at mærke ikke tale om det enkelte menneskes vækst i Kristus, men økonomisk vækst.

 

Og det er måske af samme grund, at vi indretter vores samfund så fantasiløst og skubber stadig flere ud i kanten, hvor man ikke rigtig er med og ikke bliver regnet, kun skældt ud for ikke at bære med, måske endda at være en byrde.

 

Hvor henter den moderne verden sine visioner fra? Ja i den vestlige verden i hvert fald ikke fra kristendommen, hvilket jo desværre også kirken selv bærer et stort ansvar for. Fordi kirken selv har været magtfuld og undertrykkende og ikke levet op til sine egne visioner. Og det må vi tage på os. Også kirken har været med til at bygge på sandgrund, så natten har været uden syner og mørket uden drømme.

 

Men det er da en tanke værd, at hårdheden i forhold til mennesker, der klarer livet mindre godt og tilbøjeligheden til at sige, at nogen ligger, som de har redt, at den tilbøjelighed i hvert fald ikke er blevet mindre, siden ordene ”der skal være mindre religion i det offentlige rum” er blevet udtalt.

 

Samfund og politik og det at få en stat til at fungere er jo noget vældigt komplekst og vanvittig svært. Og tak til dem, der tager den opgave på sig. Men jo mere kristendommen mistænkeliggøres og desto mere kirken får kritik, når den er andet end en publikumsvenlig ritualforvalter, desto grimmere og mere umenneskeligt et samfund får vi.

 

 For dér hvor igen siger: Kristus er gået ind i verden for at gøre ethvert menneskeliv til sit eget, til Guds liv, dér hvor ingen siger: Kristus bar vores skyld og skam og derfor skal vi ikke hælde den over på hinanden, dér hvor ingen siger: Kristus er død og opstået til liv for alle og har gjort ethvert liv uendeligt værdifuldt, dér hvor ingen siger: Kristus møder vi i vor næstes ansigt. Der hvor ingen siger alt det, som troen er og gør dens visioner gældende, dér bliver natten uden syner, og mørket tæt.

 

At bygge på klippegrund, som Jesus, taler om i dag, er at hente sine drømme og visioner for alle menneskers liv fra den bibelske tænkning og tro, fra Kristus.

 

Og derfor er det altafgørende, at der kommer så meget religion som muligt i det offentlige rum, også selv om vi ikke altid er enig i den religion, der kommer på banen. Men sådan er jo altså globaliseringens vilkår. Og det så vores ansvar som kristne, at udsige de visioner, vi selv tror på og som bærer vore liv: fællesskab, medmenneskelighed, barmhjertighed, overbærenhed, nysgerrighed efter hvorfor folk gør som de gør, åbenhed, glæde, latter og dette at alle oplever, de har en plads i verden og at det godt, de er her.

 

Faren er ikke for meget religion i det offentlige rum og for meget religion i debatten, faren er for lidt religion.

 

Men man kan godt føle sig lidt afmægtig i det – for hvad skal vi lige gøre? Det er jo ikke os, der bestemmer og ingen gider hører på, hvad vi siger – og når præster eller kirkefolk taler om medmenneskelighed og barmhjertighed, bliver man mødt med hårde orde om at kirken ikke skal blande sig i politik. Altså med ord om, at man ikke er interesseret i de store drømme og visioner, som troen rummer.

 

Men noget kan vi gøre: vi kan gøre ligesom de gamle munke. Arbejde og bede og i hvert fald hvor vi selv er, hente vor inspiration, vore drømme og visioner fra den kristne tænkning, fra ham, der spiste med toldere og syndere og aldrig gik nogen forbi. Og så, når afmagten tager os, stole på, at alting ikke er op til os. Der er en Gud ikke bare for oven, men overalt hvor vi lever og færdes, der er en Gud, og alting kan ske, store drømme kan blive til virkelighed, mure kan vælte og frihed og fred blive realitet. Alting kan ske; natten kan fyldes med vældige syner og mørket med stærke drømme.

 

 

 

 

Prædiken til 3. s. e. trin.

 

10 – Alt hvad som fulgevinger fik

448 – Fyldt af glæde

371 – Du fylder mig med glæde på

167 – Hører, I Vorherre kalde på

Nadververs 435 v. 3 af ”Aleneste Gud

523 – Min nåde er dig nok

 

 

Har man krav på tilgivelse? Er tilgivelse noget, man kan forlange og være berettiget til at få, når blot man beder om det? En selvfølgelighed?

 

Den opfattelse kan man godt få, når man begiver sig ind i det moderne liv, ser tv, læser avis og i det hele taget lytter til menneskers tanker om tilværelsen.

 

Men tilgivelse er ikke en menneskeret eller noget man har krav på. Tilgivelse er en gave: den er at en anden rækker hånden ud og genetablerer den relation, man havde ødelagt; tilgivelse er, at intet er glemt, men at det ikke længere står i vejen for båndene mellem os. - 

 

Èn af landets yngre forfattere fortæller et sted om en mand, der arbejder på en boreplatform; i sagens natur er han ikke hjemme så tit. Og der på boreplatformen er også Elisa, som han får en form for forhold til; det er han ikke den eneste der har, men det betyder ikke så meget, for han har en kone derhjemme og skal ikke noget med hende Elisa.

 

Hans kone venter barn, og de har aftalt, at hun ringer, når hun skal på sygehuset, og at han derefter prøver at komme i land så hurtigt som muligt. Men da tiden kommer og konen ringer, er det frygteligt ubelejligt, for Elisa er kommet ind i hans rum 10 minutter tidligere. Manden slukker telefonen for at blive fri for lyden. Og han glemmer at ringe tilbage. 

 

Da han nogle dage efter kommer hjem for at se sit barn og være hos sin kone, kan han af indlysende grunde godt mærke, at noget er forkert, noget er ikke som det skal være. Og da de endelig begynder at give det ord, der ligger som en mur mellem dem, siger manden på et tidspunkt: ”Jeg har jo sagt, at jeg er ked af det, jeg skulle have taget den telefon – er du sådan et menneske, der ikke kan tilgive, at man laver en lille fejl?”

 

Sådan siger han, og om det er én af de fortællinger, der ender lykkeligt for de implicerede, kan man godt tvivle voldsomt på. ”… er du sådan et menneske, der ikke kan tilgive, at man laver en lille fejl?”

-

Når man stiller tilgivelse op som en art krav, man har ret til, når blot man har indrømmet det, man gjorde galt, så går noget i stykker, så er der noget der knækker. Og da især hvis man begynder at bestemme størrelsen af sin egen brøde - bare en lille fejl. Kommunikationen – de ord, der binder mennesker sammen – brister. Når man stiller sig an, som om man har krav på tilgivelse og udtrykker, at det er den andens smålighed, der gør, at man ikke får den, da er man gået fundamentalt galt af tilgivelsens væsen: at der er ting, man aldrig kan gøre krav på, at der er ting, man altid får, på trods af, at man ikke har fortjent det; tilgivelse er én af disse ting, det, at én siger, at den brudte relation er genoprettet, at kærligheden består på trods af det, der er sket. Men det er altid, noget man får givet, aldrig noget man har krav på.

 

For det er jo sådan, at den, der har ødelagt noget i en relation – som manden på boreplatformen – ikke har magt til at genoprette det brudte. Han kan netop kun bede om tilgivelse, men om han får den, er ikke op til ham.  

 

Kristendommen udfordrer os til hele tide at tilgive, til overbærenhed og forsoning, til at lægge vores smålighed og rethaveriskhed på hylden og være udholdende og storsindede i kampen for vore relationer. Men tilgivelse er aldrig noget, vi har ret til, uanset hvor meget vi angrer og undskylder. Tilgivelse er noget vi får, ufortjent – når tilgivelse stilles som et krav: ”er du sådan et menneske, der ikke kan tilgive, at man laver en lille fejl?” går man galt af livet.

 

Og der kan være voldsomme svigt, overgreb og ondskab som man ikke magter at tilgive, men hvorom man må sige, at det er Guds sag. Her kan kun Gud tilgive, ikke mennesker. Der er svigt, der er så hæslige, at kun Gud kan tage vare på dem og tilgive. - Og der må det så lægges til hvile, hos Gud, så bitterheden ikke tager os.

 

Og alt dette skulle siges i dag, hvor én af de stærkeste og mest kendte kristne historier er på tapetet: Lignelsen om den fortabte søn. Som - også - handler om tilgivelse, som også handler om én, der har svigtet voldsomt og ødelagt en relation, nemlig den yngste søn, der af sin levende far forlanger arven, hvilket jo er et vink med en vognstang om, at hans død slet ikke ville være ubelejligt.

 

Og han er ikke videre sympatisk denne søn, der får arven, endnu før faderen er død. Som fester pengene op og sløser livet væk; at han ender på bunden, så langt nede som man kan komme, synes at være en ligefrem konsekvens af hans livsførelse. Han havde alle muligheder og han forspildte dem.

 

Så langt så godt. Men historiens overraskende pointe – i hvert fald hvis man hørte den første gang – er, at denne yngste søn, som har spildt sit liv og formøblet alting, denne yngste søn som har såret sin gamle far på det grusomste og forbrudt sig, at han bliver taget imod med åbne arme, da han kommer hjem. For Jesu tilhørere var det ikke kun en overraskende pointe, den var rent ud sagt forargende, chokerende.

-

Lignelsen giver os et billede af, hvem Gud er og hvordan Gud er, og det er et helt forunderligt billede. Hos Gud bliver vi taget imod, der er ingen moraliseren, ingen løftede pegefingre, ingen ”du burde have vidst…” eller ”du ligger som du har redt…”, der er kun en overjordisk kærlighed, som vi ikke kender fra os selv.  For sådan er Gud, storsindet på en måde, der overskrider alt, vi kender fra os selv.

 

Men mens Jesus samtid i hans lignelse møder et Gudsbillede, der var så anderledes end det, de ellers kendte, så er dagens fortælling umådelig velkendt hos os, ja næsen én af byggestenen i vores kultur. Så stærk har den sat sit præg, at det måske snarere er sådan hos os, at den tilgivelse og plads, som faderen giver sin hjerteløse, yngste søn, mest anses for en selvfølge. At vi lidt tænker om tilgivelsen som en ret, et velfærdskrav, som Gud og mennesker selvfølgelig bør give os. ”Er du sådan en, der ikke kan tilgive, at man laver en lille fejl?”

 

 

Men relationer er ikke sådan skruet sammen, at tilgivelse er velfortjent belønning for vores undskyldning.

 

Tilgivelse er aldrig en selvfølge, den er altid en gave, der genopretter relationen og heler det, vi har ødelagt; men vi har ikke krav på den. Aldrig nogensinde. Heller ikke fra Gud, selv om Gud storsind er uden ende.

 

Men netop dette Guds storsind udfordrer os hele tiden, ikke til at kræve tilgivelse for os selv og bebrejde andre deres smålighed, men til at kæmpe for vore relationerne ved efterligne Gud.

 

 

Prædiken til 2. Søndag e. trin. 13. juni 2010

 

17 – almægtige og kære Gud v. 1-5 + 10-12

448 – fyldt af glæde

292 – Kærligheds og sandheds Ånd

379 – Guds riges evangelium

Nadververs 435 v. 3 af ”Aleneste Gud”

613 – Herre, du vandrer forsoningens vej

”De var på Domkirkepladsen efter højmessen anden søndag efter Trinitatis, og selv herrerne var lidt opskræmte over implikationerne i anden tekstrækkes evangelium, hvis brod stiftsprovsten i sin prædiken dog havde vidst at afskærpe.”

Således skriver forfatteren Peer Hultberg i én af sine romaner. Og man må sige, at han er præcis; det er skræmmende tekster, der er på tapetet her på den 2. s. e. trin. Ord fuld af modhager og ruhed.

Og hvad handler evangeliet overhovedet om? Er familiehad nu pludselig blevet en kristen dyd? Og hvor er lige næstekærligheden henne i det? Hvis det er sådan, det lyder i det her hus, så kan man jo godt forstå, at kirken ikke er det mest overrendte sted i verden, for hvem gider lægge øren til den slags?

Og hvis man klipper dagens tekststykke ud – som det jo sker i gudstjenesten, hvor vi kun får en del af en større tekstsammenhæng, så er evangeliet til i dag, jo umiddelbart opskriften på totalitarisme: at lægge afstand til sine nærmeste til fordel for en større sag: lederen, idéen, føreren er jo netop hvad et totalitært system kræver. Og at lægge sit liv bag sig for evangeliets skyld er jo ikke kun noget, der gælder en kristen martyr, det er også beskrivelse af en selvmordsbomber. Så hvis dagens evangelium skal give mening, så kræver det enten en længere eksegetisk og tidshistorisk udlægning eller at man læser hele evangeliet i et stræk. Men så er der til gengæld god mening på færde midt i barksheden.

På Jesu tid var familien samfundet i mikroformat, en minimodel af statsdannelsen. Familien, slægten var ikke en følelsesmæssig enhed, men en økonomisk, identitetsgivende. Det kender vi jo også til, men i langt rigere grad.

Og i sådan en storfamilie var der et vældig stærkt hierarki; evt. tjenestefolk og de små børn og svigerdøtrene var nederst efter alder, så de større piger og husets døtre, så de lidt større drenge og den gamle moder og så sønnerne og faderen. Med alderen kunne man arbejde sig op i hierarkiet, men hvis man var kvinde, var der grænser for, hvor højt, man kunne rangere. Og det har utvivlsomt ofte været al andet end idyl i sådan en storfamilie; sommetider var det vel fint nok, men tit var der så megen undertrykkelse, så mange magtkampe og så megen fnidder og bagtalelse og mobning, at det ikke var et rart sted, ja helt et forfærdeligt sted. Og modsat vores moderne familie, så kunne man jo ikke slippe fri af den her storfamilie. Man var bundet til den.

Dog uanset hvor vanskelige relationerne måtte være i en storfamilie på Jesu tid, så var det altid et mindre onde at være med i én end ikke at have nogen familie at slås med.

For allernederst i samfund var alle dem, der ikke var en del af en slægt, som således hverken havde økonomisk underhold eller den identitet, slægten gav. Disse underste i samfundet, som ikke havde noget at mindste, fordi de havde mistet det hele, var de prostituerede – det var som regel kvinder, manden havde givet et skilsmissebrev og smidt på porten for at tage sig en ny kone, det var tolderne, tiggerne, de spedalske - dem evangeliet kalder ”toldere og syndere”, og jo netop er dem, som Jesus gang på gang anklages for at dele liv med.

Før Jesus vender sig mod de mennesker, der står i hans nærhed, som der står, og siger de krasbørstige rod, jeg netop læste, har han fortalt en anden historie, nemlig den om den store fest, hvor ikke alle gider være med. Den fortælling har nok skræmt mange, og de er sikkert gået.

Nu er der kun dem tilbage, der ikke har nogen, der venter dem derhjemme, fordi der ikke er noget, der hedder ”derhjemme” for dem. Og mens ordene om at lægge afstand til sin sammenhæng – den familie, der er samfundet i mikroformat – er forfærdelig skræmmende, hvis man er en del af en slægt og en storfamilie, så høres ordene jo helt, helt anderledes, hvis man ikke har nogen at høre til, hvis man ikke har nogen familie eller er blevet udstødt af den.

Så er det en fuldstændig anden fortælling – så er det ord om, at den identitet, som man hele sit liv, ikke har haft, fordi man ikke har været en del af en familie, ikke er ens primære identitet. Det er relationen til Gud, der giver én identitet og giver én en plads i verden; det er i tilhørsforholdet Gud man i sandhed bliver den, man er.

Så når Jesus er blevet kaldt revolutionær er det ikke helt forkert, for han forkynder jo samfundsordenen midt imod ved at insisterer på, at det vigtige, det grundlæggende, det identitetsgivende er vores relation til Gud – der har vi man sin fulde og enestående værdi; det er ikke ens vellykkethed i samfundsmæssig eller familiemæssig perspektiv, der bestemmende for ens liv. Det er Gud.

Og da han fortsætter med at sige til sine tilhørere, at de skal beregne omkostningerne, hvis de vil forstå sig selv som Guds mennesker, gælder det igen, at alle dem, der intet har, i den forbindelse har alt at vinde og intet at tabe. 

Og det gælder vel for så vidt stadigvæk.

I vores samfund er familien jo helt anderledes end på Jesu tid og man kan sagtens leve uden en familie og leve godt. Og Gud ske lov for det fremskridt. Men det forhindre ikke familien i at være det helligste vi har og dér, hvor vores samfundsmæssige vellykkethed står sin prøve.

Der er ikke mange argumenter, man køber som undskyldning i vores tid, men ét af dem, man altid tager hatten af for er: ”Jeg vil have mere tid med min familie.” – og saglig set er det at være der for sine nærmeste måske én af de allermest samfundsstøttende opgaver, man kan løse.

Men fordi familien er så hellig, bliver den familiære vellykkethed også enormt prestigefyldt. Det er jo ikke uden grund, at vejene er fyldt, ikke alene med stationcars og Berlingoer, men med 7 personers biler, fordi jo disse køretøjer ikke kun er praktiske og vældig gode, men også fortæller, at man har en stor familie, der kan være inde i denne har bil og at man lykkes som familiemenneske.  - Selv om familien er noget helt, helt andet for os end for Jesu samtidige er der sandelig også prestige og identitet på spil i vore sammenhænge. Og selv om man heldigvis kan leve og leve godt uden familie, så er der meget prestige knyttet til den der familie.

Og således er der stor trøst at hente i evangeliet, hvis man ikke har en familie eller ikke har den lykkelige familie, som nok er mere udsædvanlig, end vi går og tror, og når familiebilen har rummet mægtige skænderier og voldsomme opgør, når man er vendt hjem fra en familiefiasko og mislykkethed. – For evangeliet fortæller os jo, at uanset hvor velfungerende og lykkelige vore familier og øvrige relationer er, så er det ikke den bærende relation i vores liv eller den grundlæggende identitetsmarkør.  – Det er Gud. –

Det er jo netop det, der får sprog, hver gang et barn døbes: at relationen til Gud er den sikreste og mest afgørende og mest pålidelige relation i vores liv. Og også den relation, der består, når døden klipper de andre over.

Det Jesus gør i dagens vildt skrappe fortælling, er at vende alting om, at vride normer og forestillinger i stumper og stykker og bygge dem op på ny, bygge en ny virkelighed op.  Guds virkelighed.

Men der er jo også en anden side af det. For at insistere på sin relation til Gud og hans kærlighed til verden har jo haft omkostninger for mange mennesker, det ved vi; tættest på i tid og afstand er Østeuropa før murens fald, hvor kirken var under stadigt og massivt pres. – Men for os, der lever i en statskirke ordning og er en flertalskirke, er det, vi skal opgive for evangeliets skyld, ikke særlig nemt at få øje på. Tværtimod er man lige ved at sige.

Vores sammenhæng er fuldstændig anderledes end Jesu tilhængeres og de første kristne menigheders, som jo i den grad kunne læse deres egen virkelighed ind i dagens historie. Og vi kan kun bede til, at vi aldrig kommer i den situation, hvor vi må fortage det umulige valg mellem relationen til Gud og til dem, vi elsker allermest, at vi aldrig kommer i det ødelæggende dilemma.

-

Det er ikke særligt letfordøjelige tekstudklip, vi møder i dag; vældigt udfordrende, faktisk. Også så teksten fra Åbenbaringen, som jeg læste før ….. blev døbt, om lunkenhed – fordi du hverken er kold eller varm, vil jeg udspy dig af min mund.

Hvad skal vi lige gøre ved os selv i det? Måske føle på vores arm og de lunkne 37 grader, der er vores kropstemperatur, og stole på, at det var netop sådan en krop med en lunken temperatur, som Guds søn blev menneske i. At Jesus Kristus tog vor lunkenhed på sig og gjorde den til sit egen.

Så at vi ikke engang i lunkenheden er uden Gud; for han har bundet sig til os.

 

 

 

Prædiken til 1. Søndag e. trin. , 6. Juni 2010

 

745 – Vågn op og slå på dine strenge

401 – Guds ord

713 – For dig, o Herre – Barnekows melodi

658 – Når jeg er træt og trist – på ”Nu rinder solen op”

439 – O, du Guds lam

Nadververs 435 v. 3 af ”Aleneste Gud”

424 – I Herrens hus er godt at bo – helst på melodien til ”Spænd over os dit himmelsejl”

 

Jeg har taget to ting med på prædikestolen i dag, som har indtil flere fællestræk.

De pakkes begge i papruller, de er runde, og de bærer begge et billede af en person med krone på for den ene side.

Det jeg har med er en oblat og en 20-krone.

 

For så vidt som oblaten angår, er det langt fra tilfældigt, at den et stykke hen ad vejen deler udseende med en mønt. Det har jo at gøre med tolkningen af Jesu død, at hermed er alt betalt, nogen har taget det på sig, som vi skylder; og således skal oblaten også være en tavs fortælling om løsepenge. Forstår man Jesu død på en anden måde og kan man ikke spejle sig i løsepengenes teologi, da forbliver ligheden med en mønt dog meningsfuld.

 

Fordi oblaten jo også fortæller om en anden møntfod end kronen, om en anden verden. En verden, der bærer livet i sig og hvor man ikke skal købe og sælge og skrabe til sig, men hvor alt er betalt og kærligheden er det første og det sidste.

-

Og det, der er galt med manden i Jesu fortælling i dag, er jo netop, at han kun har fat i møntens virkelighed og ikke i oblatens, han bilder sig ind – som vi alle sammen gør ind i mellem –  at livet med stort L bor i hans formue, at man kan sikre sig ved at skrabe til sig og at akkumuleret rigdom er vejen til salighed.

 

Men når det er sagt, så kan jeg ikke lade være med at tænke både på min farmor og farfar, der i store dele af deres liv levede på fallittens rand, truet af fattigdom og med en permanent angst for at skulle gå fra hus om hjem, og på min gamle barnepige, der ofte havde måttet strege de to kilo sukker ud på indkøbssedlen og skrive et i stedet, fordi der ikke var penge og på tusinder af andre, hvis historie jeg ikke kender så nøje, men som ligner til forveksling.

 

For der er jo den sære dobbelthed ved penge, at de kan true livet, både når man ikke har det, man skal bruge og når, man har alt for meget og griskt skraber til sig.  Især hvis man har ansvar for andre end sig selv, kan for få midler få én til at blive utrolig optaget af penge.

 

Og jeg er vis på, der er flere end mig, der enten fra sig selv eller fra deres slægt kender til neurotisk, angstfyldt sparsommelighed, som følge af fattigdom. 

 

Når man kan sige, at penge ikke er alt, er det fordi, man har det, man skal bruge. Hvis man mangler det nødvendige, så bliver penge i ligeså høj grad alt, som hvis man har for mange.  For penge er jo også adgang til andre mennesker – f.eks. til at holde og deltage i børnefødselsdage, hvis man er et barn og til at kunne byde nogen til middag, hvis man er voksen. Hvad flere og flere i vores samfund rent faktisk ikke kan. Selv om vi bliver ved med at klynge os til det korrekte, at ingen sulter i vores land.  Men fattigdom findes, og er også blevet værre de sidste år og er måske den værste trussel mod sammenhængskraften i vore samfund.

 

På den anden side falder historien om den rige bonde jo tørt andre steder, fordi vi lige nu lever i efterdønninger ikke kun af en såkaldt finanskrise, men i lige så høj grad af en krise, affødt af at forbruget gik grassat, at vi troede, vi kunne købte os til tro, håb og kærlighed, men fandt ud af – som vi har fundet ud af så mange gange tidligere – at vi måtte have oblaten med, så sige, at vi måtte have den anden virkelighed med. At livet med stort L ikke kan købes for penge – som det klichéagtigt kan formuleres.

 

Men vi har jo fået lavet os et samfund, hvor forbrug er blevet kongevejen til det lykkelige liv, til saligheden, og til det, der hedder vækst og som man udråbes til tåbe, hvis man stiller sig kritiske overfor; vi har jo lavet et samfund, hvor vi foregiver at kunne shoppe angsten, længslen, tomheden og usikkerheden væk. Og det samtidig med, at enhver af os godt ved, at det ikke er rigtigt, at vi ikke kan forbruge os til det lykkelige liv. Men vi prøver alligevel. Og der er også en fangethed i det, og en smertefuld dobbelthed, som vist de fleste af os kender til.

 

Hvis man tager henholdsvis i kirke og i indkøbscentret på de søndagsåbne dage er man ikke i tvivl om, hvor vi danskere søger meningen, trøsten og glæden og at forbrug eller forbrugerisme er en langt større meningsskabende faktor i vores dagligliv end f.eks. kristendommen.

 

For det ligger i vores selvopholdelsesdrift at skrabe til os, det ligger i vores måde at leve på, at vi sammenligner os med hinanden. Og det er nemt at gøre grin med og stille sig sarkastisk an overfor. Men måske handler det også om, at kirken har været dårlig til at byde ind med andre måder at leve på, byde ind med oblaten så sige, med stærke fortællinger om en anden verden, hvor det handler om relationer, om kærlig og tro, om håb og glæde. Og identitet og at alt er betalt.

 

Måske har forbrugerismen også sin baggrund i, at kirken ikke har fundet ud af at komme stærkt nok på banen og fortælle om den verden, vi er sat i ved dåben, den verden, hvor alt uvæsentlig skrabes af og hvor der insisteres på relationen mellem Gud og os, som en ubrydelig relation, uanset hvad vi måtte forvolde eller udsættes for.  Måske er vi i kirken for spage i mælet, når vi skulle fortælle om Livet med stor L og taler for uforståeligt.

 

Det kunne man godt tænke.

 

Jeg læste i det sidste nr. af samvirke om en bevægelse i USA, der nu har 10.000 medlemmer, hvor man har som erklæret mål at lade være med at forbruge, kun at købe det nødvendige og af hensyn til verdens ressourcer foretrække genbrugsting. Det er ikke sikkert, man behøver at gå så radikal til værks, men tanken er spændende. Og det burde have været kirken, der var kommet på den.  For det, vi har brug for i vores moderne verden af hæsblæsende forbrug er jo netop andre modeller for at leve livet end den model, som den rige bonde kuldsejler i dagens lignelse med. – Vi har brug for nye livsmodeller og livsmønstre, fordi mange er ved at blive kvalt i dynger af pålæg, som digterens Cecil Bødker siger det.  Samtidig med, at andre ikke har til smør på brødet.

 

Men det er altsammen ikke særlig enkelt, for Jesu model - eller én af de modeller Jesus fører i marken – er jo ”sælg alt, hvad du ejer og giv det til de fattige og kom så og følg mig”. Og den kan vi jo ikke bare overtage. I hvert fald ikke alle sammen.

 

Men der er noget at hente, hvis jeg tager fat i mønten og oblaten igen. Og lade mønten lære at oblaten.

 

Får når vi går til nadver, så deles jo oblaten ud, gives væk, uden hensyn til modtagerens religion – er jeg lige ved at sige – uden hensyn til hvor forfærdelige ting, vi hver især måtte have gjort, den deles bare ud storsindet og rundhåndet til alle, der vil have den.  For sådan er Gud. Og jeg tror, det er i den rundhåndethed, vi skal hente inspirationen til at finde en balance mellem at leve i verden med dens renter og gældsposter, dens forpligtelser og krav og så at leve i den verden, der er Guds, hvor det lyder: ”alt er betalt”, ”alting for intet”, ”din gæld er slettet”. Ved at dele ud. Det er jo også det, der går galt for den rige bonde: at han skraber til sig i stedet for at gøre godt med det han har.

 

Og så må vi fortsat som kirke arbejde på at lave modeller for liv på alle leder og kanter, som stærke alternativer til den forbrugerisme, hvis trøst er så kortvarig og så utilfredsstillende. For det sære er jo, at vi godt ved, at det er i relationerne, livet og lykken og trøsten ligger, i relationerne til andre mennesker og til den Gud, vi kender fra hans søn, hvis billede er på oblaten og som siger ”alt er betalt” og ”du er et elsket menneske”.

 

Amen

 

 

Prædiken til 2. Pinsedag kl. 10.00 i Engesvang

723 – Naturen holder pinsefest

288 – Drag ind ad disse porte

291 – Du som går ud fra den levnede Gud

290 – I al sin glans nu stråler solen

439 – O, du Guds lam

Nadververs 292 v. 3 Af ”Kærligheds og sandheds Ånd”

308 – Helligånd vor sorg du slukke

 

Og festen varede i syv dage, står der i eventyrene, men det med syvdages fester er jo ikke noget, vi kender til i vores effektive tid, hvor vi ikke har stunder til at holde fest mere end enkelt aften eller dag.

Undtagen i kirken, hvor vi holder fast i 2. helligdagene, i at der er fester, der ikke kan klares på én dag. Ja indtil 1770´erne havde man endda 3. helligdage.  - Og samtidig med at det er forståeligt, at de blev afskaffet, så er der jo en vidunderlig langsomhed, dvælen og vi-har-tid-nok over det at fejre noget i flere dage. Og en langsomhed, som efterhånden ikke findes udenfor gudstjenestens rum, medmindre vi har ferie eller er syge.   

Dertil kommer, at de har 2. helligedage er et værn om de første helligdage og med til at gøre jul, påske og pinse til noget særligt, med til at hæve kirkefesterne ud af de almindelige søndage og gøre dem til højtid, en tid, der er anderledes end andre tider.

Og i pinsen fester vi, fordi det med Jesus Kristus kommer os ved, fordi hans virkelighed i os og omkring os er ligeså nærværende nu, som da han gik omkring, så man kunne se ham og høre ham tale. Skønt usynlig for øjet, er han i sin ånd og sin kraft ligeså nær hos os og hos sin kirke nu som dengang.

Og 2. pinsedag er ydermere særlig derved, at vi nu er i samme situation som Jesu disciple – eller de er i samme situation som os. –

Også de skulle til at leve og være som kirke, ligesom vi. Den eneste forskel mellem dem dengang og os i dag er, at vi og de har forskellige vilkår, forskellige ulemper og forskellige fordele. Vi har fordelen og byrden ved at have en lang, lang tradition at bygge på og hente inspiration i. Vores højmesse f.eks., bygger jo på den ældgamle romerske messe og er i sin grundstruktur hundrede og atter hundrede år gammel. Vi skal ikke til at lægge troen fast som den nye kirke, for kampene om, hvad vi tror på, er kæmpet, vort grundlag ligger fast – selv om vi så sandelig godt kan blive forfærdeligt uenige om væsentlige ting alligevel. Men samtidig er traditionen også vores byrde, og en tung én af slagsen.

Vi er blevet så vant til vore former, at vi undertiden begynder at handle som om, de former, vi bruger, er indstiftet af Vorherre selv. Som om de klokkeslet, hvor vi holder gudstjeneste og måden, vi gør tingene på, og måske endda kaffen med, er nedfældet og overgivet os af Jesus Kristus selv. Ja, undertiden kan vi opleve os selv så indsovset i vore former, at vi måske ikke højt, men så da i hvert fald i tankerne godt kan finde på at vurdere dybden i andres kristentro efter deres grad af kendskab til de former, vi bruger i kirken og i de kirkelige sammenhænge.

Kirken er jo ikke kun trosfællesskab, den er i allerhøjeste grad også en kultur i kulturen, en kultur med koder og sædvaner, som man ikke er født med at kende. Og det skal vi være opmærksomme på.

Så lige dér adskiller vi os fra de første disciple: de havde jo modsat byrden og friheden ved ikke at have en tradition at bygge på og hælde deres hoveder til og skulle derfor til at begynde helt fra bunden. Vi har byrden og friheden ved at have en tradition. Men ellers er vi nu, her efter pinse i samme båd, som Jesu disciple. De må - som vi - se at finde ud af at være hans legeme på jorden og hans krop og hænder i verden.

Så vidt som vi hørte af læsningen fra alteret, så går det godt efter den første pinse i den unge kirke. Helligåndens kraft er stærkere i urkirken end al synd og ondskab. De fejrer gudstjeneste, hvor de fortæller om Jesus gerning, hvor de beder af hjertet og bryder brødet på hans befaling, mens de mærker, at han er livets brød i dem.

Men vi ved også godt, at denne skildring ikke er den eneste sande fortælling om den første menighed. Når vi læser videre i apostlenes gerninger eller nærlæser brevene i Nt så fortælles der – tydeligt eller kamufleret – også en anden historie. Nemlig den, at kampen om magten, at stridigheder mellem forskellige grupperinger, som havde forskellig opfattelse af Kristusfortællingen fandtes dengang såvel som nu.

Efter at Paulus var blevet en del af den unge kirke stod der f.eks. en bitter og hård kamp om, hvorvidt man først skulle være jøde og omskåret og overholde jødiske spiseforskrifter for at være kristen eller det var unødvendigt. De fortællinger, der behandler disse spørgsmål er kun toppen af de meget, meget dybe skel, som dette spørgsmål i flere årtier kom til at trække gennem menighederne. Som bekendt er det sejrherren, der skriver historien, og sådan har det vel også været her.

Men ofte tænker jeg, at det på én led kunne være opbyggeligt, hvis der var bevaret nogle flere kilder og skrifter til den uenighed, der også var i den unge kirke og om det, de kæmpede med. Så vi kunne spejle vore egne problemer i deres og måske hente hjælp.

Men til trods for stridighederne dengang og skærmydslerne i vores egen kirke, for slet ikke at tale om kirkehistoriens skrækkelige fortællinger om, hvor dårlige vi mennesker altid har været til at være Kristi krop og hænder i verden og hvor ofte vi har gjort onde ting i Vorherres navn og gjort troen til magtmisbrug osv. osv. – så findes kirken endnu og vi i den.

Og det er en del af pinsens fest og glæde: at Gud Helligånd holder kirken i live på trods af os, og undertiden når igennem til os og får hevet vore hænder væk fra ørerne, så vi kan lytte og ved sin levendegørende kraft skaber vore stenhjerter om til varme, bløde, elskende hjerter, der gør Guds vilje og mærker hans kærlighed. Vi kan ikke påstå at Gud i Helligånd har valgt at give sig selv nemme vilkår og vi kan heller ikke hævde, at arbejdet med at sprede Guds kærlighed i verden altid er succesfuldt.

I perioder har kirken været så syndig, at den simpelthen har stået i vejen for evangeliet.

Og så sker der alligevel en masse – på trods af os.  Helligånden virker i verden, det er underfuldt.

I efteråret var jeg med præstehøjskolen i Berlin; egentlig mest for at se på kirkearkitektur og for at vi skulle gøre os tanker om, hvordan en kirkes indretning kunne påvirke livet og gudstjenesterne inde i kirken.

Men da kom vi på et tidspunkt til en kirke, der rystede os i vores folkekirkelige grundvold. Kirken var bygget ca. samtidig som Engesvang kirke, en enorm rødstenskirke, der efterlignede fortidens gotiske katedraler med sideskibe og hvælvinger og plads til en menighed, der var 100 gange større end den, er faktisk kom der.

Den var blevet genopbygget efter krigen; men forestil jer lige hvordan det ville være at gå til gudstjeneste i en kirke, der var 5 gange så lang som vores kirke og 3 gange så bred – mindst – men med et antal kirkegængere, der svarede til dem, vi er i dag.

Da man skulle restaurere kirken, fik man derfor modet – hvorfra så end fik det - til at gøre noget radikalt og resolut. Man hev alt indmad ud af kirken og byggede sideskibene om til kontorer og menighedslokaler; et enkelt tjener endda som kirkecafé, drevet af frivillige, hvor man kan gå ind fra gaden og købe sig en kop kaffe og lidt mad. Så langt så godt. Og alt det her syntes vi folkekirkepræster vældig godt om.

Men selve kirkeskibet lejer man ud - til fester og hvad som helst, stort set. 70 gange om året bliver kirkeskibet ramme om alt andet end gudstjenester; og det skyldes jo bl.a. at der ikke er mange kirker, der er så økonomisk privilegerede som vores folkekirke. Man har ansatte til at gøre rent og sætte stole og et mobilt alter på plads igen, så alt er fint til gudstjenesten søndag morgen. Og på vores forskrækkede spørgsmål, svarede én af præsterne, at kirken altid var blevet til kirken igen, når det blev søndag.  For menigheden var der og Guds ord lød, brødet blev brudt og dåbsvandet rislede. ”Kirken er jo ikke en bygning, den er en begivenhed, en måde at være i verden på.” Sagde han og så på os som om vi var sådan en slags hedninger, der holdt rum for hellige.

Ud over den her meget radikale måde at bruge gudstjenesterummet, i en insisteren på, at kirken ikke først og fremmest er et rum, men Helligåndens nærvær, en begivenhed, et fællesskab, lavede man mange andre og mange opbyggelige ting i den har kirke. Man var meget optaget af samfundsproblemer og havde bl.a. huset asylansøgere ligesom vi kender det fra Brorsonskirken.

Men det, der slog os og gjorde os tavse, alle vi danske præster, der var så vant til vore fine, hellige – og også undertiden lidt for tomme kirker – var præstens fortælling om menigheden. I Tyskland lider alle kirker ikke bare af udmeldelser som vores folkekirke, men af decideret medlemsflugt, også den lutherske også i Berlin, hvad der tydeligt sås af de mange lidt forfaldne kirkebygninger, vi beså.  Men ikke denne. Her havde man 7 indmeldelser om måneden og 12 voksendåb om året, hvilket skal ses i sammenligning med,  at de fleste andre kirker årligt oplevede et tilsvarende antal udmeldelser eller langt flere.

Jeg kan ikke engang huske, hvad kirken hedder, så I kan besøge den, hvis I kommer til Berlin, og vi burde jo rejse ned og finde ud af, hvad de laver dernede, hvordan de har gjort, så de ikke – som vi andre måske gør – står i vejen for Helligånden? 

Der er nok at bekymre sig for, når kirken ligger én på sinde; og talløse udfordringer, som vi ikke helt synes, vi kan løfte. Men den her historie om en kirke i hjertet af Berlin fortæller, at der også sker andet end tilbagegang og menighedsindskrupning. Der sker store ting – på trods af os mennesker. På trods af vores bangehed og manglende overblik, på trods af alt det, vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved, på trods af vores uenighed og konflikter, så sker der store ting i kirken i dag, ligesom i den første kirke.

For Guds Hellige Ånd er på færde i verden, ligesom dengang. Evangeliet forkyndes ved os og på trods af os og kiler sig ind de mest utrolige steder og bliver til liv - til evigt liv. Og det vel nok værd at holde en 2-dages fest for.

 

 

 

Prædiken til pinsedag kl. 10.00 i Engesvang

290 – I al sin glans nu stråler solen

450 – Du kommer, Jesus

282 – Apostlene sad

283 – Fra himlen kom den Helligånd

Nadververs 292 v. 3 Af ”Kærligheds og sandheds Ånd”

298 – Helligånden trindt på jord

 

 

Sidste sommer kom der en svale ind i kirken, som nogen givetvis vil huske. Og man associerede uvægerligt til Grundtvigs salme ”i dine sale, spurv møder svale”. Den var der ikke blot én gang, men fandt flere gange vej ind ad den åbne dør, både til gudstjeneste og bryllup og kom ikke ud igen, førend den var så udmattet, at man kunne tage den i hånden og bærer den ud. Og hvis nogen spørger, om det ikke gav ekstra rengøring i kirken de mest besynderlige steder, så er svaret ja.

Svalen er jo en eminent flyver; med vild fart kan den styre mod noget, der ligner den visse død, for så i sidste øjeblik at dreje fra. - Sådan en forårsaften, hvor et lavtryk har presset insekterne tæt på jorden, kan man se, hvordan svalerne dykker og drejer om hjørner og stiger og falder, leger i luften, improviserer og finder smutveje og passager dér, hvor man ikke troede, det var muligt at komme igennem. Og jo også bygger rede og sætter bo på de mest halsbrækkende lokaliteter.

Og man kan godt sige, at en svale har med pinsen at gøre, at en svales himmelflugt er et billede på, hvad der sker i pinsen og hvad der sker med os, når Guds rige går op for os. At vi da får luft under vingerne og  – billedligt talt – får vindens frihed, og kan lade vore tanker færdes fulgefri i luften.

Pinsen er jo festen for, at Guds kraft er i verden – Gud Helligånd, som vi siger i trosbekendelsen, når vi med sprogets begrænsning søger at indfange Guds nærvær; og pinse er festen for, at der overhovedet er noget, der hedder en kristen kirke.

Vi fester for, at der er en kristen kirke, hvor drømmen og fortællingerne om Guds rige ikke alene holdes levnede og gives videre, men hvor vi insisterer på, at Guds rige, det er her allerede, hvor vi er, midt i blandt os, at Guds rige - selv om det ikke umiddelbart er synligt - er noget, der kan erfares og mærkes og sanses.

Kirken er et jo et mærkeligt sted; kirken er på jorden og er bunden til jorden, den er i allerhøjeste grad i den politiske og verdslige virkelighed, men samtidig vidner kirken om en anden verden, en anden virkelighed. Guds virkelighed. Som ikke bare er noget, der var eller som kommer engang, men som er her. Lige nu. Det gælder blot om at se med troens øje.

Og Guds virkelighed – Helligånden, kunne vi godt sige - kiler sig ind hos os på samme overraskende måde som en svales flugt ad vindens veje.

Som kristne kan man godt sige at vi operer med to former for virkelighed; dels den håndterlige, politiske, verdslige virkelighed på den ene side og så Helligåndens virkelighed, som vi kalder Guds rige og som vi ikke kan se, men som ligger bag og under og over alting på den anden side.

Det med at have flere virkeligheder, eller at have en anden virkelighed end de fleste andre, plejer jo at være et sikkert tegn på, at folk ikke er rigtig kloge. Og det samme kan man for så vidt sige om os kristne: vi er ikke rigtig kloge. –

Allerede Paulus, hvis breve er bevaret i NT, var meget tydelig i det her med, at vi kristne ikke er rigtig kloge. Han sagde, at fortællingerne og forestillingerne om Guds rige er tåbelighed. En dårskab. Sådan sagde Paulus om den kristne tilgang til verden, som jo var hans egen.

Ordet om korset er en dårskab skrev han til de kristne i et græsk havekvarter.

Kristne er tossede.

Og tossetheden begynder i dåben, hvor vi  får tegnet  - korset - på en virkelighed, som man ikke kan se og som er meget nem at benægte eksistens af. Korsets tegn er - kan man godt sige - Guds riges svar på cpr. nr., som vi får af samfundet, når vi bliver født. Dog med den forskel, at mennesker er blevet mærket med Guds riges tegn i århundreder før, man fandt på at give mennesker numre.

Dåben i al sin uforståelighed er det synlige tegn på, og vi er borgere, ikke kun i Ikast-brande kommune, men også og samtidig i Guds rige, i en usynlig virkelighed, som vi som kristne imidlertid hævder, er ligeså virkelig som den synlige.

Og i Guds rige, i Guds virkelighed er der ingen, der spørger – hvad tjener du, hvad fik du til eksamen, dumpede du til køreprøve, skal du ikke tabe dig, og den slags. I den virkelighed, dåben er en portal til, Guds rige, da lyder det helt modsat. ”Du er som du skal være”, ”Du er uerstattelig, en skinnende perle”, ”Du har en plads i verden og hører til”, du er nogen”.

Og i den usynlige virkelighed, som vi kristne tror ligger over, under og bag alt, da er der ingen der siger ”noget, for noget”, der hedder ”alt af nåde, eller alt for intet”. Den kristne virkelighed er i det hele taget temmelig provokerende, fordi den siger paradoksale, ja næsten absurde ting, som f.eks. at den, der ikke er ligeså dygtig til at tro på Gud som et lille barn – som Julius – han eller hun kan ikke se Guds virkelighed, får aldrig øje på den. Og et væld af andre ligesom modsatte ting – tossethed, vil mange sige.

At være kristne er også at være tosset, det er sikkert og vist, og hvis man ikke er nysgerrig efter Guds virkelighed – Guds rige - og er åben overfor den verden, så er kirken et galehus. Intet mindre.

Men hvis vi holder fast i nysgerrigheden efter at blive klog på det Guds rige, som vi blev borgere i, da vi blev døbt, så kan vi ligeså godt belave sig på, at alting kan ske. For i Guds rige har vi simpelthen et andet perspektiv på verden.

I Guds riges-tænkningen er et udsprunget bøgetræ ikke kun skønt i sig selv. Det samtidig også et tegn på, at Guds kraft virker i alt, hvad der lever og gror. Og i Guds riges-tænkningen er et varmt kys og stærke omfavnelser også samtidig tegn, tegn på, at Gud er i verden og virker i os, på Helligånden; og i Guds-rigets tænkningen, er kirken ikke et galehus fyldt med tosser, men mennesker, der tror at Gud findes og virker i verden og holder det for sandt, at håbet og kærligheden er stærkere end alt ondt i verden. Selv om vi engang imellem kan komme i tvivl.

Vi tror på Helligånden, sagde vi lige før Julius blev døbt, som vi siger hver gang, vi fejrer gudstjeneste. Og når det er pinse, fejrer vi Helligånden, at Gud, som vi kender fra Jesus, ikke har forladt os, men er i verden, er i verden som vinden og himlen, er i verden i alt, hvad der er liv og kærlighed og tro.

Og svalen er ét af tusinder billeder på Helligånden, svalen med dens vingede flugt på vindes veje, med dens virtuose evne til at finde udveje og kile sig ind. Med dens dristighed og dens svimlende himmelflugt.

Og de stunder vi kan tro, de stunder vi får nåde til at være himmelsk tossede og tro på Guds rige og på at virkeligheden er langt, langt større end det vi kan se og købe og røre ved, da kan det ske, som det skete den første pinse; den vidunderlige dag, hvor Guds Helligånd – Guds åndepust - forvandlede disciplene, forvandlede nogle frygtsomme, middelmådige og forsigtige mennesker og gjorde dem til dristige, modige folk, til Guds folk, der sammen udrettede umulige og utrolige ting.       

Ja, fløj som svalen, vildt og stærkt gennem luften, båret af vindens frihed.

Glædelig pinse!

 

Prædiken til åbningsgudstjenesten på Danske Kirkedage

Kr. Himmelfartsdag på Viborg Stadion.

 

I gudstjenestefolderen er der et billede, som vist ikke er nyt for ret mange. Og selv husker jeg tydeligt første gang, jeg så det her billede og mærkede en skræmmende, angstfuld kriblen i benene. Tænk om de faldt ned, tænk om de fik overbalance eller pludselig blev svimle. Eller endnu værre: tænk om en af dem blev draget af dybet, af længslen efter at hvirvle af sted mellem himmel og jord og i et anfald af galskab simpelthen lod sig glide ned fra bjælken?

Men mest tænkte jeg, da jeg så billedet første gang: hvordan er de kommet derud, og hvordan tør de komme ind igen? Og hvordan kan de sidde dér og spise klap-sammen madder, når blot en lille forkert bevægelse kan blive skæbnesvanger?

Hvordan kan man sidde dér mellem himmel og jord?

Det er snart mange år siden, jeg så billedet første gang. Nu tænker jeg bare, når jeg møder det: ”Nå ja, her er det igen”.

For vi mennesker er jo sådan indrettet, at når vi ser noget ofte, så holder vi efterhånden op med at se. Rigtigt. Såvel vores synssans som vores indlevelsesevne har det med at blive sløv, når vi møder noget mange gange. I forhold til billeder betyder det vel ikke så meget – nogen gange kan det endda være en fordel. Helt anderledes forholder det sig, når det er mennesker, vi ikke længere ser, mennesker i nød, måske. Eller de mennesker, vi deler liv med og er sammen med hver eneste dag, som vi ikke længere ser.

Og det er én af tusinde grunde til, at evangeliet er så livsnødvendigt for os, fordi det igen og igen giver os synssansen tilbage og river os ud af sløvheden. Så vi ser. På ny. 

De fleste af os har sikkert set det her billede så mange gange, at vi ikke ser det længere.

Men der findes bjælker, der stikker ud fra ufærdige højhuse, langt over jorden. Der findes gesimser, højt over byer, der findes stejle skrænter og høje tårne.

Og under dem ligger dybet.

Og netop ad en jernbjælke højt over byen, var en ung mand, der hed Jonathan på vej ud. Han var opkaldt efter kong Davids ven og hans navn betyder Guds gave. Men ingen havde fortalt ham. Så han vidste det ikke. Han var på vej ud ad jernbjælken, helt ud til spidsen, ja længere. For når han nåede derud, ville han springe og lade liv være liv. Det var ikke en pludselig indskydelse. Han var nok lidt trist og ikke videre lykkelig, men ikke deprimeret. Han havde tænkt over det længe. Han havde i lang tid kunnet se bjælken fra sit vindue og overvejet, hvordan det ville være at stå der, hvordan udsigten var derfra, og frem for alt: hvor let det ville være at kaste sig ud, at lade sig gribe af luften og vide, at det var uigenkaldeligt.

Jonathan var en almindelig ung mand, ikke særlig utilpasset, ikke særlig uheldig, ikke særlig uelsket, og hvad der drev ham ud på bjælken er vanskelig at sige. Måske en længsel efter det uigenkaldelige, en længsel efter kræfter, der var meget større end hans egne? Eller måske ville han have bekræftet, at en tomhed, han bar inde i sig, var det dybeste, der var at sige om tilværelsen; når han fór gennem luften, da ville hans tomhed fyldes, netop af luft, som en bekræftelse af, at der ikke var andet. At meningen var borte, at det var luft alt sammen.

Jonathan betyder Guds gave, men ingen havde fortalt ham det, så han anede det ikke, mens han meter for meter kravlede ud ad bjælken. Han var ikke bange, ikke bange for døden, ikke bange for faldet eller slaget, når han ramte jorden. Tværtimod var han opfyldt af en art triumf, en sær og stærk glæde og en vild livslyst, som han længe ikke havde oplevet, og tænkte næsten med morskab på overskrifterne i boulevardaviserne, og på alle de undersøgelser, man ville sætte i værk som følge af hans død. Uden at finde noget, uden at finde andet end den tomme luft og egne indbildninger.

Han sad over skrævs på bjælken med ryggen til bygningen og skubbede sig ud mod endepunktet. Han ville ikke falde ned ved et uheld, han ville ud til enden og dér ville han fortsætte ud i den tomme luft.

”Jonathan!”

Han hørte først ikke råbet. Det kom bagfra, fra taget, hvor bjælken var fæstnet.

”Jonathan!”

Han havde aldrig hallucineret. Kunne man gøre det i stærke øjeblikke – høre og se ting, der ikke fandtes?

”Jonathan!”

Stemmen var højere nu, og han syntes han kendte den. Det var et barns stemme.

Han havde ansigtet mod spidsen af bjælken og måtte dreje hovedet, hvis han ville se, hvem der råbte – hvis der var nogen at se.  Han vrikkede sig endnu et stykke ud ad bjælken, og så sig ikke tilbage. Tre vrid mere, så var han der.

”Jonathan, Jonathaaaan!”, råbet var steget til et skrig: ”Jonathan hjælp mig!”

Og så kom han til at dreje hovedet. Det var ikke meningen. Det skete bare. Men da han havde gjort det, var det for sent at lave om. Naboens dreng var kravlet efter ham, han sad overskrævs, akkurat som han selv, under en meter fra det flade tag. Han var grøn i ansigtet af skræk og klamrede sig til bjælken med begge hænder.

Jonathan nåede ikke at blive vred over forstyrrelsen. Som om en snor var blevet hæftet fast i ham, bevægede han sig ind mod huset med hurtige ryk.

”Du skal ikke være bange, jeg kommer”.

”Læg dine arme rundt om mig og gem dit ansigt i min ryg, så kan du ikke se dybet”, og barnet gjorde, som han sagde, ”så rykker vi os ind sammen, der sker ingen ting, jeg passer på dig.”

Jonathan mærkede barnearmene om sit liv, de pressede næsten luften ud af ham og hans ryg blev våd af tårer og snot. Det hele tog ikke ret lang tid.

Men senere tænkte Jonathan tit på, at hans liv var blevet reddet af tre ord: ”Jonathan” og ”Hjælp mig.” At tre ord havde reddet hans liv, at tre ord var forskellen på liv og død.

-

Hvad er det, der trækker os væk fra dybet?

Hvem er det, der råber vort navn og får os til at opleve, at vi ikke kan undværes?

Hvis stemme kalder os tilbage til jorden, når vi drømmer os op i skyen?

Hvem er det, der sender os ud i livet, hvor nogen har hårdt brug for os?

Måske er der i virkeligheden ikke så langt fra Jonathan på bjælken, dér mellem himmel og jord med dybet under sig, også til Jesu disciple med ansigtet vendt den modsatte vej, mod skyen, mens de stirrer ind i himlen. Mellem himmel og jord er måske det samme sted, om man længes op eller drages af dybet.

Måske.

For mellem himmel og jord er ikke et rigtigt sted, ikke et sted man kan leve.

Var Jonathan fortsat ud af bjælken, var han død. Og var Jesu disciple – for så vidt man kan holde til det i nakken – blevet ved med at stå og stirre ind i himlen og længes væk fra det jordiske liv med al dets bøvl og besvær, så havde også de mistet forbindelsen til livet.

Himlen kan vi ikke nå. Den er noget vi får, endda mens vi lever her kan vi få den i korte, stærke glimt; men det er jorden, der er vores sted, det jorden, Gud har sat på.

”Hvorfor står I her og stirrer op i luften? ”siger englene til disciplene, der bliver ved med at stå, med tilbagelænende nakker, mens de stirrer og stirrer ind i himlen, som om de ved deres blikke kunne tvinge Jesus til at dukke op igen.

Man aner englenes bebrejdelse over disciplenes himmelvendte øjne og opadvendte ansigter. ”Hvorfor står I her og stirrer op i luften? ”.  - Det er åbenbart den slags engle siger, ord, der kalder os tilbage til verden og dér, hvor livet leves, som holder os fast ved jorden og sender os ud. For mellem himmel og jord kan vi ikke leve, det er ikke et rigtigt sted.  - Himlen kan vi ikke nå, hvad enten vi stirrer og stirrer eller strækker os mod den, himlen får vi. Og vi tror, at vi en dag, som Gud kun kender, får den, så der ikke er andet, så der ikke er andet end himmel for os. Men indtil da, er det jorden, der er vores sted, det er på jorden vi skal leve og være.

Og dér, på jorden, mens vi lever vores helt almindelige liv, mens vi slår græs og tager i skole eller går på arbejde, mens vi sidder i bussen eller køber ind til aftensmaden, mens vi skændes med vores familie eller går ud med skraldespanden, mens vi kæmper og ler, græder og taler, dér på jorden møder den himmelfarne os. Ikke som en hvidklædt skygge, ikke som en mægtig hånd, der stikkes ned fra skyen, men i et andet menneskes ansigt. Måske et menneske, der råber vort navn og beder om hjælp. Og redder vort liv.

 

 

 

 

Prædiken til 5. s. e. påske 2010

 

725 – Det dufter lysegrønt

448 - Fyldt af glæde

321 – O kristelighed

294 – Talsmand som på jorderige

248 v. 4 - Af Med Thomas kravet står vi her på ”Alt hvad som fuglevinger fik”

400 – Så vældigt det mødte os

 

For mange år siden flyttede vi til en lille ø, hvor man talte spansk; desværre var det ikke på forhånd lykkedes mig at tilegne mig dette forunderlige sprog. Og jeg husker endnu oplevelsen af at sidde på bagsædet af en bil og høre dem på forsædet tale spansk – for det vidste jeg jo, at det var – uden at opfatte andet end nogle tilfældige lyde, der slet ikke havde noget med sprog at gøre.  

 

Det var en massiv erfaring af at være lukket ude af en verden – for sproget er en verden og sproget skaber en verden.

 

Siden lærte jeg jo det spanske sprog at kende som andet end en bunke uforståelige lyde, som sprog, som ord, der binder mennesker sammen. – Og når jeg engang imellem hører nogen tale spansk, så mindes jeg pludselig øen, hvor jeg boede engang, øen med lavaklipper og bananpalmer, med avocadotræer, stejle havklinter og udslukte vulkankratre. 

 

I sproget bor en verden og i sproget bor også erindringen, billederne, drømmene og minderne. Det er en meget banal erfaring, som alle har gjort sig.

 

Men sprog er ikke kun dansk og spansk, engelsk og fransk, sprog er også noget, der kan være inde i selve sproget.

 

Og også det hører med til de hverdagsagtige erfaringer. F.eks. støder jeg jævnligt på brugsvejledninger eller endda tekst fra en offentlig myndighed eller et cirkulære, som jeg ikke helt forstår, fordi jeg ikke forstår sproget – selv om det er dansk. For slet ikke at tale om samtaler, man kan overhøre mellem folk, der drøfter noget fagligt, hvor man intet fatter, fordi der er alt for mange ukendte ord og begreber. Selv om det stadig er dansk. Det er det, jeg kalder sproget i sproget.

 

Til sproget i sproget hører jo også det der daglige sprog vi taler med hinanden, hvor vi godt forstår ordene og sætningerne og ikke bruger fremmedord eller noget, men alligevel kan misforstå det, den anden siger.

 

Sproget skaber verden; med vore ord maler vi verden og forstår verden – og misforstår den, fordi sprog også er noget, der kan være inde i sproget.

Og det med at sproget kan være inde i sproget; det gælder jo også i kirken. Det kristne sprog eller det religiøse sprog er også et sprog inde i sproget.

Evighed, hellighed, synd, nåde, tilgivelse, Helligånd - for slet ikke at tale om kærlighed. En svensk forfatter har fundet på et ord til at beskrive det religiøse sprog, sproget inde i sproget, som vi taler i kirken: storordene kalder han det – alle de mægtige ord om fantastiske og store ting, ting af en anden verden, af Gud rige. 

Og det er også derfor mange med god grund oplever, at man ikke forstår ret meget, når man går i kirke, ja, at det næsten er ligesom det var for mig, da jeg hørte spansk første gang: at jeg ikke begreb et suk.  Fordi vi i kirken bruger et fremmed sprog – storordene, det religiøse sprog – uden først at have gjort os umage med at sørge for, at det er et kendt sprog, som er til at begribe. Og det er vel ét af kirkens helt store problemer, at vi taler et sprog i sproget – det religiøse sprog – uden først at have sikret os, at det er et sprog de fleste er fortrolig med.

F.eks. siger vi – som vi sagde lige før, da Maria og Freja blev døbt - at Gud er himlens og jordens skaber. Det er jo i allerhøjeste grad en sætning, der emmer af religiøst sprog. Og som man nemt støder sig på, fordi der er gode videnskabelige teorier om verdens tilblivelse og udvikling, som er meget fornuftige. Og hvis de er rigtige, hvordan kan man så sige, at man tror, Gud har skabt verden? Sådan må man uværgerligt tænke, hvis man ikke er opmærksom på, at det religiøse sprog udsiger dybe, ja de dybeste og vigtigste ting om det at være menneske  

For man får nemt det indtryk, at enten, så tror man på, at Gud har skabt himlen og jorden og alle ting. Eller så holder man big-bang-teorien og evolutionsteorien for sandsynlige.   Man får nemt det indtryk, at man ikke både kan sige: jeg tror Gud har skabt verden, at han er bag det hele over det hele og under det hele og samtidig mene, at big-bag og evolutionsteorien er værd at beskæftige sig med. Man kommer let til at tænke, at det er et enten eller og ikke et både og. Men det er et både og – troen og videnskaben er ikke modsætninger, men to sprog, to sprog inde i sproget, der supplerer hinanden.

Når jeg siger: Jeg tror, Gud har skabt verden og mig og alle ting, jeg tror Gud hvert eneste øjeblik holder verden i live, så taler jeg et sprog inden i sproget, nemlig det religiøse sprog eller kærlighedens sprog.  De to sprog er tæt forbundne, de to sprog inden i sproget.

Men hvis jeg siger: jeg mener, evolutionsteorien er rigtig, så taler jeg videnskabens sprog, som måske er ét af de mest brugte sprog i vores tid. Og det er for så vidt udmærket.

Men hvis vi ikke kender det religiøse sprog, så forbliver kristendommen noget sært noget, for folk, der ikke er ret kloge. Og her er det jo, kirken ikke altid er god nok til at undervise i det sprog og lære det fra sig. For man kan jo ikke forstå et sprog, hvis ikke man har lært det. Ingen vil, at det at gå i kirke skal være som, dengang jeg første gang hørte spansk og ikke forstod et suk. Men det er det faktisk ind mellem – måske også lige nu - det man oplever. Og sådan må det ikke være.

For det religiøse sprog er enormt vigtigt – måske livsvigtigt - hvis man skal gribe om det, der for alvor betyder noget. Det religiøse sprog, som man jo alligevel kender lidt, fordi man kender kærlighedens sprog, har alle de store ord og begreber, alt det dybe og alt det, der er større end os.  Vi hørte et par stykker af dem hørte vi lige før i Johannes evangelium, der desværre ikke er så nemt at høre efter, fordi det ligesom kører i ring. Det evige liv læste jeg. Det er ét af de store ord, som er i det religiøse sprog. Det evige liv.

Det evige liv er et meget stort ord, måske det største sammen med kærlighed. For det udsiger jo noget, der erfaringsmæssigt er noget vrøvl. Intet varer evigt, det ved vi. Ikke engang granitsten varer evigt.

Alligevel findes ordet i det religiøse sprog – og ikke nok med et: vi tror endda, at det har noget på sig, at der er noget om snakken, ja at det dækker over en virkelighed.

Evigt liv. Det er ikke så lidt. Liv, ved vi, hvad er – sådan ca. og vi ved også, at liv er noget andet end at være i live. Og derfor kan vi høre os selv sige, hvis vi møder beretninger om mennesker, der har nogle forfærdelige vilkår, at det ikke er et liv, at det ikke er sådan, liv skal være. For liv er noget godt.

Jo, vi ved hvad liv er, men med evighed forholder det sig anderledes, det ved vi ikke, hvad er. Og i forhold til det der med sproget, er det jo dybt interessant at ordet evighed findes, når vi ikke har erfaringer med noget, der er altid. Hvordan kan et ord findes, som ikke dækker over en virkelighed vi har erfaring med?

H. C. Andersen har en meget kendt fortælling, hvor han tager livtag med de her ting; med det religiøse sprog og storordene. Det er fortællingen om snedronningen, hvor vi møder drengen Kay, der bliver draget og bortført af den onde snedronning og kørt til hendes forfrosne palads, og om pigen Gerda, der elsker ham ubegribeligt og ender med at redde ham fra kulden. Kay holdes fangen inde i sn