Du er her: 

Fra badesandaler til USA's højeste bjerg

Lene og Kaj Bach Pedersen

28.03.2017

Engesvang Sognehus var fyldt da tidligere bysbørn fortalte om deres hidtil mest udfordrende vandretur

Med vilje og det rigtige udstyr kan man gå langt. Det fortalte Lene og Kaj Bach Pedersen fra Bording Kirkeby om, da de tirsdag aften holdt foredrag i Engesvang Sognehus, arrangeret af Engesvang Menighedsråd.

De fortalte om, hvordan de i løbet af bare fire år havde fået interesse for at vandre i bjerge. Det begyndte med, at de stod ved foden af Mont Blanc i Frankrig iført badesandaler og pludselig fik lyst til at gå op på sådan et bjerg.  Sidste år fik de en vandre-udfordring som kun ganske få danskere har prøvet, nemlig at gå den omkring 400 kilometer lange John Muir Trail i USA’s højeste bjerge.

Engesvang Sognehus var stuvende fuldt til foredraget – omkring 75 tilhørere. De to har også tidligere boet i Engesvang og Moselund, og i forsommeren sidste år deltog de i en af Engesvang Kirkes kirkevandringer som træning på deres store tur i USA senere på året.

På daværende tidspunkt havde de fået besked på, at de kunne få adgang til de nationalparker, som vandrerruten går igennem. Nogle steder vil man nemlig kun have 45 personer ud på stien per dag. Derfor skal man søge 160 dage, før man agter at starte på turen. Og så håbe på, at man er en af de heldige. Kaj og Lene var heldige efter at have søgt i blot fem dage – og så søge om adgang fra en anden retning i de fleste andre vandreentusiaster.

Med den rute, som de to relativt urutinerede midtjyske vandrere havde valgt, skulle de stort set starte med at bestige USA’s højeste bjerg, Mount Whitney på 4421 meter. Lene havde været syg på rejsen til USA, og på vej op på bjerget fik hun også højdesyge. Men de kom op, og de kom lidt ned igen, og efter en uge var de så akklimatiserede til livet i bjergene, at de sidste to uger var baske men udholdelige.

Ved foredraget i Engesvang viste de masser af billeder og videoer fra den tynde luft.  Det ene fantastiske natursceneri efter det andet. Undervejs undskyldte de, at der faktisk var så mange billeder med mennesker på. Men når man går derude, hvor der næsten ingen mennesker, får man først virkelig gang i fotoapparatet, når der dukker andre mennesker op på ens vej.

Da der efter foredraget blev åbnet for spørgsmål, blev der også spurgt til, hvordan parforholdet har det under den slags udfordringer. 

- Man få en meget klar fornemmelse af, hvad man skal sige og ikke sige. Det er ikke altid godt spørge"hvordan synes du det går?", forklarede Lene, mens Kaj fra den anden side af salen nikkede. Han har også en fortid i Sirius-patruljen i Nordøstgrønland, så han har før prøvet det med at være alene med en makker i baske udfordringer uden mulighed for at stikke af.

Men Lene Bach erkendte så også, at de i Sierra Nevada havde haft en nødsender med på turen. Et tryk på en knap ville via satellit-forbindelse have  sendt besked om, at de ikke kunne klare det. Men det kunne de. Og de kom hjem med billeder, fælles oplevelser og et tættere forhold efter at have udstået hårde strabadser sammen.

Del dette: