Årsberetning 2011 for Engesvang Menighedsråd

Fordeling af tillidsposter i menighedsrådet:

Formand: Bodil Andresen

Næstformand og folkevalgt kasserer: John Juul Eriksen

Kontaktperson til personalet: Lene M. Nielsen

Kirkeværge: Poul Krabbe

Fmd. kirkegårdsudvalget: Else Møller

Fmd. aktivitetsudvalget: Hans Jørgen Hansen

Referent:  sognepræst Anne Røndal Kjeldsen

 Menighedsrådets medlemmer har haft nok at se til. Ved valget i 2008 blev antallet af rådsmedlemmer i sogne af vores størrelse sat ned. Derfor valgte vi at lade suppleanten, Else Møller, deltage i arbejdet på lige fod med de øvrige. Men siden er menighedsrådsmedlem Svend Poulsen død, og i år  har Karina Nielsen søgt om at måtte udtræde af rådet. Så i et menighedsråd med et relativt højt aktivitetsniveau som vores, har vi alle haft travlt.

Heldigvis har vi en række frivillige, der hjælper til i forskellige sammenhænge. Der er blandt andet en masse, der er klar til at lave kaffe og bage kager til de forskellige arrangementer. For i det mindste at takke dem lidt, blev der i august arrangeret en udflugt, hvor 35 deltog. I øvrigt en meget spændende udflugt til den fascinerende Selde Kirke i Salling samt til Fur.

Desuden har vi en række gode og solide medarbejdere, der er ansat med forskelligt timetal.  Kun en er ansat på fuld tid, nemlig graveren Jens Nielsen. Han har en del af året medhjælp af gravermedhjælper Orla Kristensen. Desuden er der i særligt travle perioder også af andre løst tilknyttede. Organist Kirsten Poulsgaard er ansat cirka på halv tid. Desuden er Elin Nielsen ansat nogle timer som sekretær for præsten og som regnskabsfører for menighedsrådet samt som medhjælper ved minikonfirmander. Kirkesanger Ellen Vestergaard hjælper også til ved konfirmandundervisningen.

 

Salget af den gamle præstegård faldt først i år endeligt på plads, efter det lykkedes at få slettet specielle ejendomsforhold oprettet i 1896. 

Der er tilfredshed med de nye løse stole i kirken. Den store prøve skulle stå juleaften. Og der viste sig at være plads til alle.

Blandt andet for at gøre sognets beboere vant til, at kirkerummet nu bliver brugt til andet end gudstjenester, besluttede menighedsrådet, at der skal være et arrangement i kirken den første onsdag i hver måned under titlen ”Kirke om onsdagen”.

Sognepræsten erkender, at det er problematisk ikke at have en konfirmandstue. Men det fleksible kirkerum fungerer dog som forventet.

På grundlag af signaler fra sidste årsmøde har menighedsrådet hen over året drøftet kirkens diakonale opgave. Det munder ud i konklusion om, at vi næppe kan løfte ret meget mere end den glimrende besøgstjeneste, vi allerede står bag. Blot bør besøgstjenesten mere frem i lyset. Rådet satte blandt andet besøgstjenesten som tema for et Kirke om onsdagen samt udgav en folder om tjenesten.  Vi har drøftet mulighederne for at oprette et mande−netværk i sognet. Der er overvejelser om korps af vågekoner. Det overhales af et initiativ om samarbejde mellem flere sogne, men ordningen er ikke på plads endnu.

Gennem året har der været flere overvejelser om etablering af en halvtidsstilling som sognemedhjælper til aflastning for sognepræsten, der har rigeligt at se til. Der er blevet udarbejdet udkast til arbejdsbeskrivelse; men ingen afgørelse. Dog er der stemning for at undersøge mulighederne for at allerede ansatte får ekstra opgaver.

Organisten har fået etableret et mindre børnekor. Deltagerne har blandt andet fået bluser med logo på.

Børnekoret deltog blandt andet i årets bededagskoncert, der var ændret til en musikgudstjenste.

Netop nu i november begynder organisten at tilbyde babysalmesang. Det bliver et tilbud hver anden fredag.

Traditionen tro var der et møde i samarbejde med Ansgars bestyrelse. Af praktiske årsager var det flyttet til fra efterår til forår. Taleren var soldaterhjemsleder Ruth Brik Christensen, og der var et pænt stort fremmøde - større end de senere års møder.

Stort fremmøde var der også til årets kirkevandring, der i år gik til Grathe Kirke – i øsregnvejr.

Kirken var ramme om en storslået koncert med Herning Kirkes Drengekor, hvor der for første gang i mange år blev opkrævet entré til kirken. De godt 100 betalende betød en indtægt på godt 10.000 kr., mens udgiften var godt 16.000 kr. – hvilket var som budgetteret.

30. oktober har organisten arrangeret en koncert med den tyske violinist Jochen Brusch, hvilket er et arrangement, vi i skrivende stund ser eget frem til.

Det er blevet foreslået etablering af studiekreds om kristendommens grundelementer. Det har været drøftet flere gange. En endelig form er endnu ikke på plads, men det er håbet at kunne præsentere et tilbud efter nytår.

 

Specielt efter de gode erfaringer med den nye præstebolig har der været ekstra opmærksomhed på kirkens energiforbrug. Det viser sig, at en energikonsulent med erfaring i kirker koster en bondegård, bare at få et møde med. Der blev rettet kontakt til provsten for at få råd om, hvordan vi bedst angriber problematikken. Her kunne provsten meddele, at provstiudvalget var indstillet på at tillade, at Engesvang Menighedsråd bygger sognehus i 2012. Derefter måtte overvejelser om energirenovering skubbes lidt til side.

Fra Kirkeministeriet er der indført et nyt regnskabssystem. Derfor lavede menighedsrådet et nyt direktiv for attestering af regninger. I starten havde menighedsrådet og rådets regnskabsfører det indtryk, at der kun var tale om mindre reguleringer af systemet, men det har vist sig, at ændringerne griber om sig. Det kom ikke mindst til syne da årsregnskabet for 2010 skulle revideres – af et nyt revisionsfirma. Der blev peget på en del punkter, hvor regnskabet ikke var gjort op på den måde, revisionsfirmaet tolkede de nye regler fra Kirkeministeriet.  Derfor har der været en del arbejde med at omarbejde årsregnskabet. En henvendelse til provsten viser, at mange andre menighedsråd har fået de samme påtaler af revisionsfirmaet.

 

Menighedsrådet har fået en henvendelse om bevaring af Thor Ipsens gravsted. Rådet besluttede at bevare gravstedet yderligere mindst 10 år.

Arbejdet med at lapidarium (samling af gamle gravsten) er skredet planmæssigt frem med placering af bevaringsværdige sten i hækken ved kirkegårdsmuren samt anlæggelse af en mindelund for sten, ejere af sløjfede gravsteder villet betale for rat få bevaret.

 For flere år siden har både provsten, museumsfolk og vores eget lokalhistoriske arkiv udpeget en række gravsten fra sløjfede grave som bevaringsværdige. Desuden har menighedsrådet åbnet mulighed for, at gravstedsejere ved sløjfning af gravsteder kan tage gravstenene med hjem eller betale en afgift for at få dem i mindelunden. De øvrige gravsten bliver nu knust.

Menighedsrådet har opfordret Lokalhistorisk Arkiv at lave et materiale i form af en folder eller lignende om de gravsten, der er erklæret som bevaringsværdige.

Graverne har i flere år ønsket at få fjernet det store lindetræ ved indgangen til kirkegården, dels fordi rødderne ødelægger flisebelægningen og dels fordi nedfaldne blade betyder meget arbejde. Menighedsrådet mener, graverne har en pointe. Dog kræver det tilladelse fra provsten at fælde træer på kirkegården. Menighedsrådet har tidligere drøftet tanken og kom til den konklusion, at kirkegården vil få et meget fladt udtryk uden det store træ. Derfor blev Ny Carlsberg Fonden spurgt, om de måske ville støtte et projekt, hvor en kunstner bliver bedt om at lave en høj skulptur til præstegården, hvori der indgår materialer fra egnen. Svaret var, at Ny Carlsberg Fonden ikke giver støtter til projekter af den art. Nu arbejder vi videre med tanker om, at få lavet en træskulptur ud af stammen fra lindetræet.

Efter en borgerhenvendelse for at par år siden har der været overvejelser om, hvordan adgangsforholdene til kirken for kørestolsbrugere kan gøres bedre. Sagen er blevet udskudt, fordi det skønnes at blive en omkostningstung anlægsopgave, der ikke kan laves indenfor driftsbudgettet og derfor skal på anlægsbudgettet. Nu er det sat på budgettet for 2012.

 

Med en baggrund i en beslutning mellem biskopperne om at spare præstestillinger lavede biskoppen over Viborg Stift i foråret et forslag til omfordeling af præsternes indsats i den sydøstlige del af stiftet. Engesvang Menighedsråd protesterede over, at vores præst ifølge planen skulle have tjenester i Grathe Kirke.  De første protester udskød igangsætning til efter nye høringsrunder og fællesmøde for repræsentanter for berørte menighedsråd. Fællesmødet blev gennemført i oktober, og her kom det frem, at sognepræsten i Engesvang har flere sognebørn end de fleste andre præster i området, og derfor holdes præsten i Engesvang udenfor den nye omfordeling.

Der er voksende ønske i andre menighedsråd om fælles personalechef−funktion i provstiet for alle sogne. Det har vi foreslået for adskillige år siden. Der har været undersøgt forskellige modeller, men det viser sig at være dyrt for de medvirkende sogne. – De store sogne føler ikke et behov. De mindre sogne kan købe en sådan ydelse ved de store sogne.

 

I maj kom det på papir, at provstiudvalget var indstillet på at give tilladelse til opførelse af sognehus i Engesvang i 2012. Det blev bekræftet i september, og nu ligger den formelle ansøgning på stiftskontoret.

Det gamle provstiudvalg havde i forbindelse med byggeriet af præstebolig krævet, at der blev udarbejdet skitser til konfirmandlokale. Disse skitser blev nu ad flere omgange rettet til i samarbejde med arkitekten. Det var en fordel med genbrug af gamle skitser, fordi vi dermed kunne slippe for ekstra lang proces med ny arkitektkonkurrence.

Bestyrelsen for menighedshuset Ansgar er blevet orienteret om byggeplanerne.

Et af menighedsrådets krav til arkitekterne har været at lave sognehuset så energineutralt som muligt. Det vil blandt andet sige med etablering af solceller til produktion af el. I den forbindelse er der rettet henvendelse til Energi Midt, om de vil være med til at hyre en kunstner, der kan indgå i et udviklingsprojekt, hvor man laver et kunstværk ud af solceller, således man ikke behøver at belaste bygningens arkitektur med store flader af blanke solceller.

 

Dette menighedsråd går nu ind i sit sidste år. Om et år skal et nyt menighedsråd tage over. Derfor vil det nuværende menighedsråd i de kommende måneder henvende sig til folk med opfordring til at stille op til valget. Vi kan kun anbefale at overveje det. Det er et spændende arbejde, og med de udfordringer, vi har tumlet med i denne valgperiode, skulle det formentligt ikke komme til at handle helt så meget om mursten i de kommende år.

Hvis man overvejer at deltage i det frivillige arbejde i menighedsrådet, er man hjertelig velkommen til at kontakte os og få en fordomsfri snak om arbejdet. Man kan eventuelt deltage i nogle af menighedsrådets aktiviteter. Det er nok især det, menighedsrådsarbejdet kommer til at handle om de kommende år.

 

Hovedtal fra årsregnskab 2010 (2009 i parentes)

Samlede driftsudgifter: 1.518.095 kr. (1.893.3054)

Afdrag på lån: 526.466 kr. (55.936)

Indbetaling fra gravsteder, præstens husleje m.v.: 402.137 kr. (418.722)

Indbetaling fra kirkeskatten: 1.671.703 kr. (1.230.904)

Forbedring af kassebeholdning: 29.279 kr. (−299.614)

Provenu ved salg af præstegård: 1.161.554, der nedskriver gæld i ny præstebolig til 2.215.106 kr.

I regnskabet indgår anskaffelse af nye stole i kirken for 328.277 kr., der finansieres af konti fra arv.

Budget 2011 (efter ny regnskabsopstilling):

Indtægter fra kirkeskat til drift og lån: 1.693.238 kr.

Drift af kirkebygning: 192.600 kr.

Drift af gudstjenester og andre aktiviteter: 487.407 kr.

Nettodrift af kirkegård: 202.029 kr.

Nettodrift af præstebolig: −2.100 kr.

Administration og fællesudgifter: 293.980 kr.

Nettorenteudgifter: 245.631 kr.

Afdrag på lån: 265.369 kr.

Forbedring af kassebeholdning: 8.322 kr.

 

 

Menighedsrådsmøde den 16. november kl. 16.45 på præstekontoret. Møderne er offentlige.

De valgte medlemmer i Engesvang menighedsråd er:

Bodil Andresen, menighedsrådsformand
Silkeborgvej 34, 7442 Engesvang, 8685 1491.
bmandresen (at)privat.dk


John Juul Eriksen, næstformand, formand for præstegårdsudvalget

Granallé 25, 7442 Engesvang
2390 7411
juulbonzo (at)privat.dk

 

Poul Krabbe, kirkeværge
Birkevej 23, 7442 Engesvang,

8686 5726

kpkrabbe(at) hotmail.com
 
Hans Jørgen Hansen, formand for aktivitetsudvalget

Granallé 26b, 7442 Engesvang,
8686 4039.
hansh (at)privat.dk

 

Lene Mousten Nielsen, kontaktperson

Mosevej 34, 7442 Engesvang

86864082

mousten(at)mail.dk

 

Else Uhrskov Møller, formand for kirkegårdsudvalget

Birkevej 27, 7442 Engevang

86865148

else(at)midtjyllandsavis.dk


Kasseren er udpeget udenfor menighedsrådet:
Elin Nielsen,

Skovvej 18, 7442 Engesvang
8686 5504
elni
(at)km.dk